Gem/Ã¥ben hele nummeret som PDF - 16:9

More documents

Recommendations

Info

I sin udformning af filmen følger Hooper i fodsporene på film somRomeros førnævnte klassiker og Wes Cravens The Last House on theLeft (1972) – en gruppe af independent horrorfilm, der bevidst villechokere. Og det gør de! Hooper har kastet alle traditionellehorrorkonventioner over bord; her er ingen Hitchcock’sksuspenseopbygning, ingen forvarslende musikspor eller nogetoverhead shot, der advarer os om den forestående fare. Det brutaledrab på Kirk sker pludseligt og uden varsel; Leatherface dukker opforan Kirk, skriger skingert som en gris og på et splitsekund smadrerhans hoved med en forhammer. Før man rigtigt kan registrere, hvadder skete, slår Leatherface en ståldør for og trækker bort med denstadigt sprællende dreng. Resultatet bliver, hvad horrorteoretikerenPhilip Brophy betegner som ’Horrality’: ”Horrality is too blunt to botherwith psychology – traditionally the voice of articulation behind horror –because what is of prime importance is the textual effect”. Filmeninsisterer på denne tekstuelle effekt, denne direkte kropslige reaktionfra sin tilskuer, der er alt hvad der er tilbage efter de konventionelleforklaringers exit.Filmens æstetik og suggestive effektDrabenes direkte og lynhurtige eksekvering er formidabelt suppleret afen langsommere og mere nervepirrende stemning, der – som tidligereomtalt – etableres allerede i filmenes pre-credit sekvens. Det er langthen ad vejen det nervenedslidende og det ikke-visualiserede filmenlever af. Trods sin yderst voldelige titel er filmen faktisk underspillet.Dette er ikke en gore film, et blodbad for hardcore splatterfans. For detførste er der kun én karakter i filmen – den kørestolsbundne Paul –som rent faktisk bliver dræbt med en motorsav. For det andet finderdrabet sted i totalt mørke, og vi ser intet kød blive flænset. Sammeeffekt anvendes ved mordet på Pam. Kort før vi får vores pay-off – athun hænges levende op på kødkrogen i køkkenet – leverer filmen eteffektfuld set-up: Pam rejser sig fra havegyngen, mens kameraetdollyer under gyngen og følger hende op til huset. Vi ser hendes bareryg, der er fuldt eksponeret hele vejen, mens hun nærmer sig huset.Men heller ikke her ser vi krogen penetrere hendes ryg, og der er intetsprøjtende blod – kun indtørret blod i baggrunden. En vaskebalje underhendes fødder antyder, hvad der sker, men det er helt op til tilskuerenat udfylde de tomme pladser – et effektfuld greb Hooper har lært af dengamle mester Hitchcock i filmhistoriens nok mest berømtebrusebadsscene – mordet på Marion Crane i Psycho.Filmens længste scene er Leatherfaces jagt på Sally. Det er en sandtour de force i pirring af tilskueren. Lydsiden er nøgen og rå: enblanding af skrig og en brølende motorsav. Scenen er filmet i en ydersturolig og fragmenteret stil – krydsklip mellem totalbilleder af Sallys flugtgennem det tæt bevoksede buskads og nærbilleder af hendes hals ogvidt opspilede øjne. Man kan som tilskuer bogstavelig talt føle, hvordanhendes forstand forsvinder under angrebet. Og bedst som man tror,hun har undsluppet motorsavsmonsteret, tages hun til fange. Det er herfilmens vel nok mest absurd skræmmende – og på samme tid absurdmorsomme – scene udspiller sig. Bagbunden og bøjet ind over envaskebalje er Sallys nakke blottet for det dræbende slag somLeatherfacefamiliens overhoved, ’Grandpa’ får æren af at levere. Menden tidligere kreaturslagter – ”the best killer of them all” – er nubogstavelig talt kun en gammel mumie og kan derfor knap holde fastom hammeren. Hver gang han hæver armen over hendes hoved, taberhan hammeren. Og hver gang giver familien ham den i hånden igen,ansporer ham med hylende tilråb, alt imens Sally skriger panisk ogaldeles uforstående overfor, hvad der sker omkring hende. Underligtnok er det samtidig her, at filmens æstetisk flotteste billeder findes:Som en flertrinsraket klippes der tættere og tættere ind til Sallysfordrejede og sindssyge ansigt, og sekvensen slutter i et ultranærbillede af hendes ene øje, vidt opspilet og blodskudt. Billedetfungerer dels som en metakommentar, et selvbevidst billede på denbliktematisering mellem det sete og det ikke-sete, filmen selv lever af,dels som et billede på filmens tilskuer der ligesom Sally sidder medopspilede øjne, på kanten af sædet, sikker på, at hun nu – om et lilleøjeblik – skal dø.
Der hviler en uhyggelig følelse af absurditet over The Texas Chain SawMassacre. Man kan næsten fornemme en pervers morskab fraHoopers side i udformningen af denne film. Den er somsyrebadsrenset for normalitet og ro. Den absurde uhygge findes somnævnt vis-a-vis den absurde humor: De er komplementære ogforstærker kun hinanden, som eks. i scenen hvor Sally er bundet til enlænestol, hvor armlænene(!) består af menneskearme..Leatherfacefamilien minder mest af alt om lige dele Addams Family ogdegenereret, red neck-indavlsfamilie fra John Boormans Deliverance(1972). Og så er de til og med kannibaler. ’Grandpa’ sutter som eninfantil vampyrbaby på Sallys blodige finger, mens Leatherface hylersom en gris gennem hele filmen. Hele denne absurde familie bliver etironisk vrangbillede på den amerikanske kernefamilie med Leatherfacei moderens rolle, komplet med mørk paryk og makeup.Filmet på et minimalt budget i 16mm og i mono (senere blæst op tilbiografpremieren) er der umiskendeligt et præg af amatørfilmsæstetikover The Texas Chain Saw Massacre. Men DVD-udgavensrestaurerede remaster-udgave i widescreen (1.85:1) er, sammen meddet ny Dolby digitale mix, særdeles vellykket. Farverne er stærke(karakterernes hud har faktisk hudfarve) og med tanke på, at stort sethele filmen foregår i mørke, er der både dybde og skarphed ibilledernes mørke områder. Overførslen fra mono til stereo er særdelesvellykket for filmens soundtrack. Alt dette har hævet standarden ogseværdigheden af filmen ganske betragteligt.Armchair.Midt i dette absurde og groteske mareridt som The Texas Chain SawMassacre er, fornemmer man en insisteren fra Hoopers side på, at hanvil det, som horrorgenren kan og bør: Nemlig at skræmme. Filmenfungerer med andre ord stadig, snart 30 år efter dens noget brogedemodtagelse ved premieren og som sådan har den cementeret sinstatus som en moderne klassiker.FaktaboksThe Texas Chain Saw Massacre er udgivet af On Air Video oginkluderer blandt andet:The Texas Chain Saw Massacre – Directors’ Cut.Kommentarspor med instruktør Tobe Hooper, fotograf Daniel Pearlog skuespiller Gunnar Hansen (Leatherface).Bloopers.Alternative, fraklippede scener, samt en forklaring af hvorfor de blevbortredigeret.Forskellige trailers fra både biograf og tv.Et fotogalleri.Rekvisitgalleri.Tobe Hoopers Biografi.Denne DVD-udgave kan lige nu købes i Bilka for 29,95 kr. og hosStereo Studiet for 39,95 kr.Læs mere:Interview med instruktør Tobe Hooper om The Texas Chain SawMassacre på netsiden: www.filmvault.com/filmvault/austin/t/texaschainsawmass4.htmlFilmteoretiker Robin Woods analyse af udvalgte progressivehorrorfilm, herunder The Texas Chain Saw Massacre, in: Wood,Robin: ”The American Nightmare”, in: Hollywood from Vietnam toRegan, Columbia University Press: New York 1979.Philip Brophy; “Horality – The Textuality of Contemporary HorrorFilms”, in; Ken Gelder (ed.) The Horror Reader, Routledge: New York2000.
Page 1 and 2: September 20031. årgangnummer 3gra
Page 7: HH: Du laver i din artikel en skeln
Page 10 and 11: Udskriv denne artikelGem/åben denn
Page 12 and 13: Gabin) sande, da han pludselig over
Page 14 and 15: En næsten identisk scene kan ses i
Page 16 and 17: en meningsmåling foretaget af Time
Page 18 and 19: kynisk blik på en af Ophuls’ mes
Page 20 and 21: kamerabevægelse, så er der ikke
Page 22 and 23: sensesofcinema.com/contents/02/22/o
Page 24 and 25: filmens visuelle udtryk karakterise
Page 26 and 27: spillet færdig, satte jeg mig for
Page 30 and 31: Nok er Alex Kerners hensigt ædel,
Page 34 and 35: ikke vælge en film, som ikke er as
Page 40 and 41: Udskriv denne artikelGem/åben denn
Page 42 and 43: them with freedom and refuses to be
Page 44 and 45: eyond any real time and space.We sh
Page 46 and 47: with the out-spread fingers of both
Page 48 and 49: Strength in the repetition partly d
Page 50 and 51: letter's thoughts about his promise
Page 52 and 53: 5] Stanley Cavell, Contesting Tears
Page 54: det store publikums forventninger,

Gem/Ã¥ben hele nummeret som PDF - 16:9

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?