I Odin Teatret går det anderledes til.....

en Odin forestilling, er det instruktøren Barba som er autor. Som Ibsen digter medord, digter Barba med skuespillernes gester (handlinger).Lyder det lidt abstrakt? Så kommer her et konkret eksempel. For nogle årsiden rejste Odin Teatret verden rundt og hentede stor succes med Andersens drøm, etstykke om den danske eventyrdigter H.C. Andersen. Arbejdet på det stykke begyndtemed at Barba bad hver skuespiller gøre tre ting: 1) vælge et Andersen-eventyr ogiscenesætte det med gruppens øvrige skuespiller; 2) rejse til Afrika, et kontinentingen af dem havde besøgt før, og vælge noget fra den kultur de besøgte – engenstand, et bevægelsesmønster, en sang; og 3) af de ingredienser udarbejde en times’materiale’, som det hedder i Odins terminologi, det vil sige en rækkesammenhængende handlinger og scener at udføre på scenens gulv.Skuespillerne kom hjem med hver sit eventyr og hver sine nye gester. Detblev til mange timers ’materiale’, 24 timer i alt, som de viste deres instruktør, dertålmodigt sidder i et hjørne af salen og observerer. Dernæst vælger han, og sætter destumper han har valgt, sammen til et hele. Fra denne montage begynder enlangsommelig proces, megen trial and error, også en del serendipity, det vil sigearbejde i forvisning om at noget vil vise sig, som Mr. Micawber siger hos Dickens.(David Copperfield).Et par år senere er der – mirabile dictu – en forestilling. For autorenBarba styrer og lægger til og smider væk undervejs, men bevarer den samlende hånd.De tilskuere der gik ind til forestillingen Andersens drøm, fik udleveret en lille tekst,som vor autor havde hentet fra Andersens dagbog 26. september 1874 og til sidst lagtoven i forestillingen:”Jeg drømte – sådan var Andersen-optegnelsens essens – at jeg skulle ombord på kongens skib, jeg kunne ikke blive færdig med at pakke mine to kufferter,hele tiden opdagede jeg noget der skulle med. Da jeg omsider nåede havnen, varkongen sejlet; men der lå et andet kongeligt skib jeg kunne komme om bord i. Førstda skibet var sejlet, opdagede jeg at jeg befandt mig ikke på et kongeskib, men på etslaveskib.”Den forestilling man kan se i Paris i disse dage, Det kroniske liv, er blevettil på en tilsvarende måde, men lad mig gå lidt tilbage og give et rids af Odin Teatretshistorie.2Odin Teatret er grundlagt i 1964 af italieneren Eugenio Barba og en håndfuld ungenordmænd. Efter et vellykket gæstespil i Danmark modtog Odin Teatret enindbydelse fra bystyret i den danske provinsby Holstebro: om de kunne tænke sig atslå sig ned dér og blive byens teater. Svaret var ja – og dér har Odin Teatret boet2

edre at kunne springe højt, jeg trækker armen tilbage for at kunne slå hårdere osv.Det ny Barba føjer til denne dagligdags erfaring, er at der under den negerendebevægelse – bevægelsen i den modsatte retning af den intenderede – kan opstå nogetnyt og uventet, hvis man vel at mærke glemmer den oprindelige hensigt. Det er ifølgeham under sådan en proces at kunstneriske og videnskabelige opdagelser bliver til.Når et teater bygget på dette princip viser revolten mod magten, drejer det i sammesekund rundt på hælen for at vise hvordan revolten rummer tyranniets kerne. Detsøger ateismen i religionen og religionen i ateismen. Satan og engel i sammeskikkelse er dets nøglefigur.Den opmærksomme tilskuer vil finde mange eksempler påmodsætningens æstetik i Det kroniske liv, som gæster Paris i disse dage. Selvegrundideen i stykket bygger på modsætningen.Jeg nævnte udgangspunkterne for Andersens drøm: et eventyr, etbevægelsesmønster, en dagbogsoptegnelse. Udgangspunktet for Det kroniske liv varnoget der kunne lyde som en selskabsleg. En februardag i 2008 samlede Barba sineskuespillere og bad dem om at reagere på følgende meddelelse:”En skønne dag møder I op på teatret og får den besked at jeg er død, ognu skal I arrangere min begravelse, værsgo’!.” Af opgaven: en begravelse, voksede iløbet af 3-4 år Det kroniske liv, det kan man da kalde en modsigelse: pour mieuxvivre il faut mourir!Som der i Mythos medvirkede en forfatter, nemlig poeten HenrikNordbrandt, er der bag Det kroniske liv også en forfatter, nemlig en kendt dansk poetaf næste generation, Ursula Andkjær Olsen. Men ingen af de to forfattere, Nordbrandtog Andkjær, er forfatter til stykkerne, på den måde som Ibsen er forfatter til EtDukkehjem. Deres medvirken er en anden: De har stillet deres allerede publicerededigte til rådighed for den sande ophavsmand til Det kroniske liv, Eugenio Barba. Deter så ham der har valgt og vraget mellem versene, på samme måde som han har valgtog vraget i skuespillernes ’materiale’.4Der er som sagt fire piller under en klassisk teateropførelse, f.eks. af Et Dukkehjem –1)forfatteren (:Ibsen), 2)teksten (:bogen Et Dukkehjem), 3)instruktøren,4)skuespilleren. Der er de samme fire piller under en forestilling på Odin Teatret somDet kroniske liv, men de har alle fire radikalt andre opgaver end i det klassiske teater.Forfatteren (1) Ursula Andkjær Olsens ord forekommer i forestillingen.Jeg har set forestillingen i Polen blandt tilskuere der ikke forstår et ord af hendesdigte, men som gennem skuespilleren Tage Larsens fremførelse af dem fornemmededen ironiske tone de føjer til forestillingen. Der er andre ord i forestillingen endUrsula Andkjærs, ord der er valgt eller skrevet af Barba og skuespillerne på så4

forskellige sprog – rumænsk, tjetjensk, færøsk, baskisk – at ingen enkelt tilskuernogensinde forstår dem alle, men overalt forekommer udvalgte tekster på det lokalesprog.Dramaets tekst (2) er ikke kun de sproglige ord, ’teksten’ er det væv aford, bevægelser og ikke mindst musik som udgør dramaets partitur, hvis egentligeophavsmand er (3) instruktøren, som altså her er stykkets egentlige ’autor’ – idet manmå tilføje at skuespillerne er med-autorer i den forstand at det er på deres ’materiale’han har bygget forestillingen.Her kan jeg svare på det spørgsmål jeg ofte får stillet: Hvad laver egentligen dramaturg på Odin Teatret? Det enkle svar er at hvad Barba bygger op, river jegned. I den lange periode hvor en Odin-forestilling bliver til, deltager jeg kun medmellemrum. Jeg kommer altså ind med friske øjne og siger: dér er et dødt punkt; hérforsvinder energien, på dét sted går rytmen i stykker. En dramaturg på Odin har ikke(som en dramaturg i det klassiske teater) noget særligt med ordene, med det litterære,at gøre. Dramaturgen er dramatikerens/instruktørens, altså autors, samtalepartner ogboksebold. Men det er og bliver Eugenio Barba der samler alle tråde i sin hånd og erene om at bære det afgørende ansvar.En af de store franske instruktører fra La nouvelle vague, det var entenFrancois Truffaut eller Jean-Luc Godard, har engang sagt om den svenskefilminstruktør Ingmar Bergman: ”Her er en mand, som har gjort alt det vi drømte omat gøre. Han har skrevet film som en romanforfatter skriver en bog. I stedet forpennen bruger han kameraet. Han er en auteur de cinéma, en filmens forfatter.”La Maison du Danemark er vel det rette sted til at overføre dennedefinition fra Cahiers du cinéma til den teatermester der nu besøger Paris: EugenioBarba bruger skuespillernes kroppe, stemmer og følsomhed som en romanforfatterbruger sin pen. Han er ikke en instruktør, altså en metteur en scène; han er en auteuren scène.Efterskrift to uger senereDet kroniske liv er nu igennem to uger blevet vist i den smukke, langsomt forvitrendefabriksbygning på La Cartoucherie, som Théâtre du Soleil har stillet til Odinsrådighed. Ingen parisiske aviser har ulejliget sig med at vurdere besøget. Alligevelhar der været fuldt hus hver aften. Sammenklemt på bænkene har pariserne fulgtdramaet uden at ænse den kulde som strømmede ind fra den nedfrosne VincennesSkov udenfor.Jeg så deres ansigter hver aften, så hvordan spillet og musikken sugede defranske tilskuere ind, fornemmede hvordan de fulgte også det spil hvis ord de ikkeforstod, og hvordan mange af dem – ligesom stadig jeg – overrumples af denforbløffende slutning. Måske gælder for hele Det kroniske liv selve Odin Teatretsgrundformel. I scene efter scene trækker spillet sig længere og længere tilbage i deneuropæiske sjæls både dystre og komiske afkroge for til sidst bedre at kunne springe.5