Dentale og orale skader - Den norske tannlegeforenings Tidende

More documents

Recommendations

Info

Tabel 1. Kliniske og radiologiske fund ved dentale traumer.Traume Kliniske tegn Radiologiske tegn BemærkningerSubluksationLateral luksationBlødning fra den marginale gingiva.Forøget mobilitet. Ømhed ved perkussioneller ved okklusionBlødning fra den marginale gingiva,undertiden hæmatom i sulcus alveolobuccalisNormal immobilitet af tanden.Displacering af kronen i labial ellerlingval retningIngenEn udvidelse af det periapikaleområdeEn røntgenologisk opklaring erafhængig af stråleretningen. Normaltmest tydelig ved okklusaleksponeringEkstrusionBlødning fra den marginale gingiva.Øget mobilitet.Længden af kronen virker øget i forholdtil nabotænderneUdvidelse af det periapikaleområdeIntrusionBlødning fra den marginale gingiva. Ofte tab af lamina duraIngen mobilitet.Afkortning af kronen.Høj perkussionstoneAvulsion Tom alveole Tom alveoleUkompliceret kronefrakturTab af kronesubstans, (dentin og/elleremalje) uden eksponering af pulpaTab af kronesubstansKompliceret kronefrakturEmalje- og dentinfraktur med eksponeringaf pulpa. Kan være smertefuldved berøring og ved kulde- og varmepåvirkningTab af hårdtvæv.Frakturlinje passerer gennempulpakammeretPosition af pulpa kan være vanskeligat bestemmeKrone-rodfrakturFrakturlinje placeret horisontalt ellervertikaltVertikal eller horisontal frakturlinjeDenne skade ses ofte som følge afindirekte traumerRodfrakturKoronale fragment kan være ikkedisplaceret,sublukseret, lateralt lukseret,ekstruderet eller udslåetEt helt tandsegment er lateralt ellerincisalt displaceretFrakturlinjebredden er betingetaf centralstrålens retningFlere eksponeringsretninger kanblive aktueltAlveolær frakturVertikale frakturlinjer er megetsynlige, horisontale linjer vanskeligeat erkendeKlinisk undersøgelseKlinisk undersøgelse af den orale region bør forudgås af en registreringaf almentilstanden, dvs. en registrering af puls, blodtryk og respiration,såvel som patientens mentale status.Bløddelslæsioner – Ekstraorale skader, såsom abrasioner, kontusionerog lacerationer, bør registreres.Abrasioner repræsenterer sår der er foråsaget af friktion mellemblødtvæv og et objekt. Såret er overfladisk, men kan i nogle områderrepræsentere dybere defekter. Abrasioner læderer mange nervefibreog kan være meget smertefulde. Blødning er sjældent et problem,fordi karrene i det overfladiske lag af huden og mundslimhinden erret små. Typiske lokalisationer for abrasioner ved dentale traumer ernæse, hage, kinder og læber.Kontusioner er dybere skader af bløddele og resulterer i ødem ogsubkutan blødning uden et brud på overfladen. Kontusioner skyldesnormalt stump vold, og de kræver ikke nogen behandling.Lacerationer er læsioner af epitel og subeptelialt væv og er dehyppigste former for læsioner. Disse skyldes normalt kontakt med etskarpt objekt, fx en kniv eller en tand. Lokalisationen for lacerationerer typisk læber, mundbund, labial slimhinde, vestibulum, tungeog gingiva.Undersøgelse af intraorale læsioner bør altid forudgås af enomhyggelig rensning af tænderne, gingiva og mundslimhinde. Bløddelsskaderomfattende den orale slimhinde og gingiva er identiskemed hudlæsioner.Frakturer – Kæbefraktur og brud på processus alveolaris bør altidmistænkes og udelukkes vha. en klinisk eller radiologisk undersøgelse.Brud på kæberne er næsten altid relateret til okklusionsforstyrrelsesamt submukøst eller sublingvalt hæmatom, samt endviderereduceret gabeevne og undertiden anæstesi i læbeområdet.Fraktur af tænder og omfanget af pulpablottelse skal registreres. Idenne sammenhæng bør der lægges vægt på om det drejer sig om etdirekte eller indirekte traume. I sidstnævnte tilfælde skal specieltpræmolar- og molarområdet nøje undersøges.Kronefrakturer kan inddeles i emaljeinfraktioner, emaljefrakturer,emalje-dentin-frakturer (ukomplicerede frakturer) og emalje-dentin-DEN NORSKE TANNLEGEFORENINGS TIDENDE 2005; 115 NR 1 13
pulpa-eksponeringer (komplicerede kronefrakturer). Emaljeinfraktionerkan påvises ved at rette lys parallelt med tandoverfladen.Krone-rod-frakturer, dvs. at frakturen går ned under gingivalt niveau,involverer typisk emalje, dentin og cement og samtidig også pulpa.Rodfrakturer kan ikke diagnosticeres klinisk, idet de ikke kan skelnesfra luksationsskader. I den forbindelse kan en rodfraktur viseekstrusion eller lateral displacering af det koronale fragment. Ofte erder blot løsning af det koronale fragment (subluksation).Luksationer – Displacering af tænder kan finde sted i flere retninger.En tand kan displaceres ud af sin alveole (ekstrusion), i palatinal ellerbukkal retning (lateral luksation), eller i aksial retning (intrusion). Inogle tilfælde er tanden blot perkussionsøm (konkussion), og i andretilfælde er der løsning af tanden, men ingen stillingsændring (subluksation).Ved ekstrusion er der ekstrem løsning, mens tændernenormalt er faste ved lateral luksation og intrusion. Mht. mobilitet børdenne registreres i både horisontal og aksial retning, idet mobilitet iaksial retning medfører en øget risiko for beskadigelse af kar-nervekompleksetved foramen apicale. Perkussion af tænder kan udføresmed skaftet af et tandlægespejl. Perkussionstonen er dump ved subluksationerog ekstrusioner, mens den er hård og metallisk (ankylotisk)ved intrusioner og ved de fleste laterale luksationer.De kliniske og radiologiske fund ved de forskellige tandtraumer eranført i Tabel 1.Radiologisk undersøgelseApikale røntgenbilleder eller okklusalfilm er nødvendige for at stilleen eksakt traumediagnose. Ud over diagnostik af læsioner i de hårdetandvæv og kæbeknoglen kan tandfilm også afsløre fremmedlegemeri læberne. Sådanne fremmedlegemer er særdeles frekvente i dybe ogspecielt penetrerende sår. Optagelsen finder sted ved at placere en okklusalfilmmellem processus alveolaris og læben, og eksponeringener ca. 1/4 af den normale for en tandoptagelse. Bemærk at fragmenterbestående af træ, ikke vil være synlige på et sådant røntgenbillede (5).Diagnostik af tandtraumer bygger normalt på en kombination af dekliniske og radiologiske fund. Let displacering af tænder eller alveolefrakturerer ikke altid synlige på røntgenbilleder, mens ekstrusioner,rodfrakturer og krone-rod-frakturer normalt kan ses på et intraoraltrøntgenbillede. Tandforskydningen i forbindelse med en lateral luksationafhænger meget af eksponeringsretningen. Dette forhold gør atbåde en aksial og en okklusal optagelse vil være hensigtsmæssig nårder er mistanke om lateral luksation. Lamina dura kan sjældent erkendesnår der er tale om intrusion af tænder. Andre røntgenologiske forholdder bør tages i betragtning, er eksisterende apikale forandringer,marginale forandringer, rodudviklingsstadiet og pulpakanalensomfang. Digitale røntgenoptagelser kan være en ny og mere følsommetode til at påvise frakturer og dislokationer på. Dette forhold erimidlertid endnu ikke undersøgt i videnskabelige undersøgelser.Andre undersøgelsesmetoderSensibilitetstest (elektrometrisk) bør foretages ved den første undersøgelseaf den traumatiserede patient. Hvis der opnås en positiv elektrometrisktest, er dette en meget pålidelig indikator for et ukomplicerethelingsforløb, både ved luksationsskader samt ved rodfrakturer.Man skal dog være opmærksom på at en negativ sensibilitetsprøvepå traumetidspunktet kan skyldes en choktilstand i pulpa efter traumet,således at sensibiliteten vender tilbage, normalt i løbet af nogleuger. Hvis der har været tale om en overrivning af pulpa tager dethyppigst ca. to mdr. før sensibiliteten er normaliseret.Fotografisk dokumentation bør være en rutinedel af undersøgelsenaf en traumatiseret patient. Betydningen er væsentlig, dels for senereforsikringsspørgsmål, dels for at registrere omfanget af skaden, såledesat senere komplikationer kan relateres til de kliniske og radiologiskefund. Lacerationer og abrasioner kan indeholde fremmedlegemer, oget foto taget umiddelbart efter uheldet er en god dokumentation for enevt. misfarvning (tattoo) der registreres senere i helingsforløbet.Kan jeg behandle selv eller bør jeg henvise patienten?Behandling af de fleste tandskader kræver normalt ikke specialistuddannelse,medmindre der er tale om meget komplicerede skader afFig. 1. Behandling af krone-rod-frakturer. A: Det koronale fragment er fjernet, og gingiva tillades at adaptere sig til den eksponerede dentin. Efternogle uger kan kronen restaureres ned til gingivaniveau. B: Fragmentfjernelse og kirurgisk eksponering af den subgingivale fraktur. Hvis frakturen gårunder knogleniveau skal den subgingivale fraktur eksponeres med gingivektomi og osteotomi efter fjernelse af det koronale fragment. Efter gingivalheling kan tanden restaureres med en stiftretineret krone. C: Kirurgisk reposition. Det koronale fragment fjernes og tanden løsnes med elevatorer, ogmed en tang kan den reponeres til en mere incisal position, således at hele frakturfladen er eksponeret over gingivaniveau. Rodfragmentet stabiliseresmed suturer eller en fleksibel fixation. D: Ortodontisk reposition. Ortodontisk reponering foretages efter fjernelse af det koronale fragment. Reponeringenbør ske over 3–4 uger. Efter definitiv reponering foretages der rodfyldning af tanden (Efter (8)).14 DEN NORSKE TANNLEGEFORENINGS TIDENDE 2005; 115 NR 1
Page 1: F AGARTIKKEL Nor Tannlegeforen Tid
Page 5 and 6: Fig. 2. Reposition af lateraltlukse
Page 7 and 8: (Fig. 6). En stor fordel ved denne
Page 9: at anlægge en fiksation, og i så

Dentale og orale skader - Den norske tannlegeforenings Tidende

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?