NR. LYNDELSE SOGNS KIRKEBLAD - Nørre Lyndelse Kirke

Det virker alt den ånd som daler
Helligånden er den mest abstrakte side at
forklare med ord, når man taler om den treenige
Gud. Det er som om, den glider ud mellem
fingrene på os, når vi forsøger at indfange
den. Måske fordi den er en ånd, og derfor
ikke skal lade sig gribe, måske fordi den
er gledet ud af vores bevidsthed som en måde
Gud viser sig på. Men vi hører i Apostlenes
Gerninger, at Helligånden kommer til
jorden og sætter sig som ildtunger på apostlenes
skuldre, så de på alverdens sprog kan
udbrede budskabet om Jesus Kristus. Det
budskab, som søndag efter søndag forkyndes
i alverdens kirker også på sprog vi ikke
forstår.
Men hvad betyder det i grunden, at Helligånden
kommer til jorden? Hvis jeg skal forsøge
at finde ord, der kan beskrive det og som ikke
nødvendigvis forståelsesmæssigt glider ud
mellem fingrene, så må det være ligefrem tale
om de erfaringer mennesker kan have tilfælles.
Et universelt erfaringssprog kan vi
kalde det, og de erfaringer skal vi finde - ikke
i hvad Helligånden er, men i hvad den
virker. Altså hvad den gør ved os, når den er
her. Det er med den som med vinden, vi kan
ikke se selve vinden, men i stedet hvad den
bevæger i naturen og gør ved vores hår, når
det blæser. Helligånden, Gud ånde, bevæger
os, når den rører ved os.
De første erfaringer vi helt sikkert har tilfælles
bliver skildret i skabelseberetningen,
hvor Guds ånde blæses ind i lerklumpens
næsebor. Af støv og ler formede Gud en figur.
Det kan vi også gøre, når vi sidder med
en klump ler. Men vi kan ikke skabe liv i
den, vi kan højst skabe os, og det er noget
helt andet. Gud blæste livsånde ind i figurens
næsebor og skabte et levende menneske.
Det er ikke fordi jeg tror, at mennesket
blev skabt sådan, men helt bogstaveligt så
tror jeg på, at det er Guds ånde, som gør forskellen
mellem ler og liv, mellem død og liv.
Og denne urberetning sætter et billede på en
dyb sandhed, nemlig at Gud med sin ånde
lader livet blive til. Fra vores erfaring ved vi,
alle os som har været til stede når et barn er
kommet til verden, at livet først rigtigt begynder,
når barnet giver blot et lille pip eller et
voldsomt skrig fra sig. Vi holder spændt vores
eget åndedrag tilbage, indtil barnet begynder
at ånde for først dér begynder livet.
Og lettelsen på en fødestue og i forældrenes
øjne er stor, når den nyfødtes første lyd beriger
verden.
Den første erfaring er altså, at Guds ånd gør
forskel på liv og død.
En anden fællesmenneskelig erfaring er forskellen
på liv og ikke-liv. Det møder vi i teksten
til Pinse, hvor disciplene sidder forsamlet
og venter på at Helligånden skulle komme.
Der er gået 10 dage siden Kristus for til
himmels, 10 lange dage hvor de har trukket
sig tilbage fra omverdenen, skjuler sig, venter,
er tomme i deres efterladthed, forstenet.
For den opstandne har forladt dem, og løftet
om nyt nærvær er endnu ikke indfriet. Og
midt i mismodet, midt i dette ikke-liv blæser
Gud sin ånde gennem huset. Tunger som af
ild tænder på ny livsmodet i disciplene. Der
bliver igen pustet liv i dem, så de med lidenskab
og glæde går ud af huset og fortæller
om alt det, som Gud gør - på et sprog, der
lever af erfaring.
Vi kender også liv og ikke-liv fra vores tilværelse.
Der er dage hvor vi af forskellige grunde
har det som disciplene. Lukker os inde i
os selv, er tomme, mismodige, mutte, indkroget
i os selv. På et eller andet tidspunkt
sker det, at livet bryder igennem. Lidt drama-