Nyt fra Gymnasiet jan 2015

More documents

Recommendations

Info

10 I VINDER-ESSAY 2014 VINDERESSAY 2014 Mikkel Dahl-Jessen: Når vi rejser eksistentielt Jeg spreder tæerne over trægulvets velkendte splinter og ujævnheder og mærker varmen fra gulvet brede sig fra tæerne over fødderne og ud i lemmerne som et imødekommende kram fra en hjemlig favn. Værelset står, som det altid har stået, med medaljerne, der hænger i krogene, og diplomerne og plakaterne langs de firkantede vægge, der igennem årene har samlet millioner og atter millioner af partikler til sammenhængende lag af støv. Partikler, som jeg har rystet af mig igennem adskillige år. Partikler, som identificerer mig. Partikler, der bærer definitio- nen på et hjem. Mit hjem. Jeg stryger fi ngeren over plakaten med Cristiano Ronaldo, der hænger over sengen som en nostalgisk drengedrøm, så der slutter sig endnu en sprække til de adskillige andre der præger de mørnede sider. Men jeg nænner ikke at smide den ud. Ikke endnu. For af og til fanger lyset helt rigtigt, så plakaten fremstår hel og strålende; den krakelerede overfl ade forsvinder for en stund, og jeg står badet i projektørlys med Ballon D’ Or i hænderne og takker mor, far, venner og familie for rejsen frem mod netop denne fantastiske destination. Men når lyset falmer, glider hånden apatisk ned langs siden, og dybt sukkende erkender jeg, at jeg indtil videre har rejst i en stik anden retning med familiestiftelse til bagbord, fornuftigt arbejde til styrbord og en kedelig udsigt til skrigende unger, endeløse stakke af papirer og ubesvarede mails i horisonten… Fra samme suk bølger nye partikler, nye drømme og nye håb om fantastiske destinationer, der samler sig som fi nt støv i krogene. Jeg tager en indånding og suger den forurenede luft dybt ned i lungerne; så kigger jeg rundt på alt det velkendte, der dovent strækker sig langs de endeløse sider af skolebøgerne - som naturligvis står arrangeret i pæn orden på skrivebordet; så nidstirrer jeg det sædvanerede, der refl ekteres i emaljen af de talløse hårde træningstimer i krogene, og hoster kraftigt. For jeg er forbandet træt af Sisyfosarbejdet – stå op, skole, træning, lektier, sove… – der genspilles igen og igen og igen, som en udmærket, men alt for triviel og klichefyldt spillefi lm. Derfor skriger jeg på nyt! Alligevel er det ikke en testosteronrus, der driver mig til at fl å plakaten med Ronaldo ned; det er ikke adrenalinen, der får mig til at smide skolearbejdet i papirkurven, og det er heller ikke momentant vanvid, der får mig til at vælte klædeskabet, men snarere euforien ved selve handlingen. For jeg tror, det er som Henrik Nordbrandts, ”hvor vi end rejser hen kommer vi altid for sent”, siger: det euforiske befi nder sig i bevægelsen (i opbruddet) - ikke i destinationen. Og derfor starter de virkelige rejser – de eksistentielle rejser – i opbruddets øjeblikkelige eufori snarere end i den omhyggelige planlægning. Jeg har hørt Troels Kløvedal beskrive rejsen som et øjeblik af frihedsfølelse, som en oplevelse og som en dannelsesrejse - ja nærmest som en ontologisk hyldest og en manifestation af lykke, glæde og spænding. Han taler for den langsomme rejse - for livsnyderiet - og for friheden, euforien og afslapningen, som vi bilder os ind, vi omfavner, når vi pakker sydhavsfrugterne og fl yver mod subtropisk klima. I virkeligheden tror jeg, vi pakker den væk under ferietøj, solcreme og souvenirs, så vores
VINDER-ESSAY 2014 I 11 virkelige rejseledsagerske snarere end euforien bliver den tempofyldte trivialitet – blot tilsat et gran af modifi kationer. Men hvem bekymrer sig om det, hvis blot maden var bedre, og hotellet var dyrere, end naboens? Sandheden er, at vi ingenting ser og ingenting oplever, og at vi blænder os selv i digitalkameraets blitz, for instinktivt afskyr vi lugten af fremmedhed og lyden af nyt; instinktivt søger vi det velkendte i det fremmede, og instinktivt iklæder vi os en tung frakke af ”ude er godt, men hjemme er bedst”, når vi rejser ud. Men er det da ’hjemmet’, vi skal bebrejde vores tryghedsnarkomani, fristes man til at spørge? Hjemmet, der på en og samme tid kan være et eksistentielt vidnesbyrd om tilhørsforhold og identitet såvel som et eskapistisk tilfl ugtssted – en ulykkelig byrde – der hindrer muligheden for at udleve rejsens eufori. Og betyder det, at vi først ved bruddet - ved dyrkelsen af en abstrakt ”ret til lediggang” - i sandhed kan ”rejse ud”? At euforien ved rejsen er forbeholdt de få der giver fi ngeren til normer, traditioner og forventninger? De der efterlader alt, når de rejser ud? Jeg puster til den fl od af medaljer der endnu hænger i krogen, så min fremstrakte hånd oversvømmes af støv, og husker, hvordan jeg stormede afsted for det danske landshold i Ungarn, Portugal, Tyskland, Slovenien, Serbien og Island; husker da jeg drev den af på Riviera del Sol; da jeg var i london, Berlin og Hamburg. Så ryger også de på gulvet. Nu ligner værelset så godt nok noget der er løgn. Bogstavelig talt. På gulvet fl yder tøj, stolthed, iturevne plakater og over- blik, og jeg sætter mig tungt i kontorstolen tillagt en tilpas apatisk holdning med hovedet solidt plantet i hænderne. Alligevel er euforien ikke væk – bare midlertidigt draget på langfart – og tilbage står et underligt ambivalent miskmask af boblende forventning, forvirring og tristhed. Opbruddet i en nøddeskal? For måske fødes vi i opbrud? til opbrud? I undfangelsesøjeblikket ankommer vi jo til verden i et bombardement af forvirring; i et møde og en afsked med det hus, vi forinden har beboet i mange, mange måneder, så der i et grådkvalt øjeblik affødes et øjeblikkeligt savn som for en stund giver os indsigt i hjemmets skrøbelighed og farvellets uundgåelighed. livets første store opbrud der – om end ufrivilligt – indleder en rejse. Eller måske snarere rejsen. Og før det næste store opbrud skal vi afgøre med os selv, hvilke seværdigheder vi vil se, hvilke oplevelser vi vil tillægge betydning, om vi vil rejse tungt eller let, om vi vil købe souvenirs eller ej, om vi vil guides, selv fi nde rundt eller om vi ingenting vil… Forvirring og længsel fylder mig, som jeg hulkende sidder omgivet af støv og ragelse og indser, at mit livs eventyr ligger langt, langt ude i en horisont, jeg endnu ikke kan skelne fra dagligdagens skyggefulde konturer. Faktisk tror jeg, det er alt det lort på gulvet der – som repræsentanter for et liv udtømt for muligheden for forandringer – spærrer for udsynet. HC Andersen rejste jo ud, rejste væk, studerede og oplevede; troels Kløvedal rejste ud for at opleve og forstå – og for rejsen i sig selv; Odysseus rejste for at møde sin skæbne og for at fi nde sin identitet – og så rejste han for at komme hjem; Karen Blixen rejste såmænd også… Måske skulle jeg gøre det samme? I et anfald af vildt rengøringsvanvid fatter jeg i hvert fald støvsugeren og lader støvkorn på støvkorn forsvinde op i støvsugerens gab som minder om en hyggelig opvækst på Helmsvej 5 - eller måske snarere som afrivninger af en velkendt fortid. Men alligevel er jeg ikke trist. For det er som om hullerne fyldes af noget euforisk, så jeg i et kort øjeblik oplever min tilstedeværelse i livet transcendere til noget større – noget eksistentielt betydningsfuldt. Og mens defi nitionen på hjem således suges ud af min bevidsthed, slår drømmen om rejsen, som emblem på min eksistens, rod i mit sind. Så må tiden vise, om jeg, som Odysseus, fi nder hjem eller om jeg, som Nordbrandts rejsende, ”vil ankomme for sent om natten til at blive genkendt”, for på den rejse, jeg skal på, har jeg ikke brug for en kuffert. Værelset er nu fuldkommen forandret og stråler blankt og rent. Som Troels Kløvedal er jeg gældfri, støvfri, og tavlen er vasket ren. Jeg skylder ikke noget væk, og jeg er ikke afhængig af nogen eller noget. Jeg kan gøre, hvad jeg vil. Solven(d)t og klar på livet skal jeg lige til at smække døren til det tomme værelse, da jeg fi nder et stykke af Ronaldo-plakaten der har gemt sig bag reolen. Jeg vejer det i hånden en stund. Så putter jeg den i lommen, lukker døren sagte og rejser min vej. For man skal vistnok altid medbringe en lille smule af sig selv, når man rejser ud… OM FORÆLDRE- FORENINGENS ESSAYKONKURRENCE: Forældreforeningen på SG arrangerer hvert forår et foredrag og udskriver i den forbindelse en essaykonkurrence, hvor de tre bedste essays præmieres med pengegaver til dimissionen. I sommeren 2014 vandt Mikkel Dahl-Jessen essaykonkurrencen, og hans essay kan læses her. Konkurrencen tog udgangspunkt i følgende opgave: “Skriv et essay om at rejse. Tag udgangspunkt i Troels Kløvedals foredrag og inddrag undervejs litteratur og egne erfaringer med at rejse. Dit essay skal bl.a. indeholde refleksioner over forholdet mellem det hjemlige og det fremmede samt rejsens betydning for menneskets forståelse af sig selv. Du kan bl.a. inddrage digtet “Hvor vi end rejser hen” af Henrik Nordbrandt.”
Page 1 and 2: NYT GYMNASIET FRA JAN I 2015 4 I DE
Page 3 and 4: INFO I 3 Christmas Spirit all over
Page 5 and 6: KREA-FlØJEN I 5 Emilie Klarskov Ha
Page 7 and 8: INtERVIEw I 7 ”Fra mit perspektiv
Page 9: MAStER ClASS BIOlOGI I 9 SG TALENTT

Nyt fra Gymnasiet jan 2015

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?