Det fransk – tyske hadkærligsforhold

Det fransk-tyske had/kærligsforhold
AF Kasper Vang Hansen
På en mindekirkegård - en dugget
september morgen i 1984 - stod to
mænd i sorte frakker og lagde en
krans, den ene var en franskmand og
den anden er tysker. Ceremonien
havde fundet sted før, men nu skete
der noget! Denne dag som gik over i
historien, tog franskmanden fat om
hånden på tyskeren, og stod i flere
minutters stilhed for at mindes,
hånd i hånd. Franskmanden var
præsident François Mitterrand, og
tyskeren var forbundskansler
Helmut kohl. Stedet var foran
l’Ossuaire Knoglehuset i Verdun i det
Østlige Frankrig.
Præsident François Mitterrand
og tyskeren forbundskansler
Helmut kohl gestus fik senere sin
egen mindeplade ved Verdun
Fotoet fik allerede få dage efter offentliggørelsen den 22. september 1984,
status af et fotografisk ikon. De to leders gestus var uset, og den blev
højdepunktet på årtiers tilnærmelser mellem Tyskland og Frankrig efter
afslutningen af 2. verdenskrig. Det var også et tøbrud mellem fransk og
tysk arvefjendeopgør, som har kostet både franske og tyske nederlag siden
den fransk-tyske krig i 1870, og første verdenskrig hvor mindeceremonien
fandt sted, var et af de værste og største slag i første verdenskrig.
Mindeceremonien var en tradition og Mitterrands gestus var ikke
planlagt af spindoktorer og var uventet.
Fra nødvendighed til Merkozy
Begivenheden var en kulmination på flere års snak og traktater. Efter
anden verdenskrig indså Frankrigs Charles De Gaulle, at det var
nødvendigt for freden i Europa, at Tyskland og Frankrig som de største
lande var enige, og holdt fred. Dog havde De Gaulle lidt mistillid til
tyskerne, og det har langt fra været en dans på roser siden den tyske
kansler Adenauer, og Præsident De Gaulle underskrev den tysk franske
venskabspagt i 1963 - også kendt som Élysée traktaten fra 1953 - om

siden da har været grundlaget for en fælles EU-Politik.Tyske kanslere og
franske præsidenter har siden da mindst en gang om året holdt møder.
Dengang mente kansler Adenauer dog, at det var ydmygende for ham at
komme fra en slagen fjende til sejrherren, under forhandlingerne i 1958.
Da Charles De Gaulle, som det første statsoverhoved fra Frankrig,
besøgte Bonn i 1962 i byens rådhus, udråbte generalen et længe leve for
Fransk tysk venskab. Klapsalver kom fra det selvsamme folk han havde
været med til, at besejre to gange. Han bragte også et citat fra en tysk
forfatter Carl Zuckmayer ” I går var det vores pligt at være fjender, i dag
er det vores ret, at være brødre”. Citatet blev sagt på tysk og det er første
og eneste gang, Charles De Gaulle skulle have talt tysk.
De Gaulles efterfølger Georges Pompidou nærede stor mistillid til
kansler Willy Brandts Øst-politik der gav Willy Brandt Nobels fredspris,
og handlede om, at forsøge at leve med DDR og Sovjetunionen.
François
Mitterrand
og Helmut
kohl
I 1980 forespurgte en journalist, til en anekdote om
forholdet til Helmut Schmidt og Valéry Giscard
d'Estaing og om deres tætte forhold til Schmidts.
Pressetalsmanden der kendte kansleren bedst tænkte
over det og sagde ”Da Giscard besøgte Schmidt i
Hamborg tog han hans jakke af”. ”Er det alt?”
spurgte journalisten næsten skuffet. Hurtigt svarede
pressetalsmanden tilbage ”nej nej, der er ingen der
nogensinde har set Giscard uden et slips” Helmut
Schmidt og Valéry Giscard d'Estaing havde en
respekt for hinanden, og kom endda på fornavne med hinanden. Begge
have ros til den andens evner og det siges at de to formelle herrer først
åbnede sig for hinanden.
Præsident François Mitterrand og forbundskansler Helmut Kohl havde
dog en fælles vision for Europa, selvom Mitterrand have kæmpet under
anden verdenskrig og røg i krigsfangeskab, som han flygtede fra og siden
kom han ind i den franske modstandsbevægelse. Kohl skulle have mistet
slægtninge i begge verdenskrige. Besøget i Verdun var med til, at bane
vejen for det EU vi kender i dag. Men da muren faldt var de gamle
franske følelser for tyskerne vendt tilbage. Mitterrand frygtede et samlet
Tyskland, og gik kun med til genforeningen vis Kohl og tyskerne,
accepterede fælles mønt og flere EU-Traktater.

Kohl måtte også acceptere, at EU-Parlamentet flyttede til Strassburg et
par gange om året, og derfor ser vi det absurde rejsecirkus, som man
ryster på hovedet af.
Efterfølgerne Jacques Chirac og Kohl havde
et køligt forhold i starten, primært fordi at
Chirac havde genoptaget franske
atombombe prøvesprængninger i
Stillehavet i 1995. Det mødte store
protester i Europa, og det er her, at Nyrup
og Hjelmen blev til, da han deltog i en
protestcykeltur mod franskmændene. For
at fremme cykelsikkerheden fik han en alt
for lille hjelm og blev til grin. Nå, tilbage til
emnet. Gerhard Schröder og Chirac fik et
godt og tæt forhold til hinanden, og en
gang om året, siden 2003 har man franske
og tyske fælles ministermøder i Blaesheim.
Jacques Chirac og Gerhard
Schröder
Da Nikolas Sarkozy vandt præsidentvalget i 2007, rejste han dagen efter
til møde i Berlin hos Angela Merkel. Nikolas Sarkozy og Angela Merkel
kom godt ud af det med hinanden. Begge havde samme konservatisme
og medierne døbte dem Merkozy. Begge fik magt i EU, da Euroen var i
krise. Begge lande er nogen af de største økonomier i EU og sidder tungt
på pengekassen, både i Eurozonen og i EUs budget. Forholdet var så tæt,
at Merkel ligefrem blandede sig som Tysk kansler i et fransk
præsidentvalg i 2012 til fordel for Sarkozys genvalg, som hun
holdt taler for i Frankrig, hvilket var uhørt. Det endte dog med
en sejr til socialisten Hollande, som Merkel muligvis fik et
godt forhold til, men ikke så tæt endda. Disse ting er en
nyvalgt fransk præsident nødt til, at tage stilling til. Hvad
enten det bliver Emanuel Macron eller Le Pen, ved vi snart.
Nikolas Sarkozy
og Angela Merkel
Kilder Politikken The Guardian BBC http:// Deutsche Welle den store danske