Forsidebillede Knud Holst Andersen fotograferet på sit værksted af Mogens S. Koch, 1976. Forord I 1982 bragte Berlingske Tidende en artikel af Knud Holst Andersen med overskriften “Der er et hul midt i vasen”. Hullet betød forskellen mellem håndværk og kunst. Michael von Essen gjorde mig opmærksom på artiklen da vi talte om nærværende udstilling. For mig var det et af de mærkværdige sammentræf man til tider kommer ud for. Jeg havde for nylig aftalt med min revisor, at han skulle forespørge hos skat om de genstande jeg fremstiller i messing kunne komme ind under reglerne for kunstnermoms der som bekendt er på 5%. Resultatet var et afslag med henvisning til definitionen af en kunstgenstand i momsloven. En kunstgenstand er f.eks.: En skulptur udført af kunstneren selv, vægtekstiler, keramiske unika, emalje- arbejder på kobber og – fotokunst. Undtaget er udtrykkeligt guld og sølvsmedearbejder, og det åbenbart uafhængigt af materiale. Holst’s artikel er stadig aktuel. Med den handelsværdi en genstand har, uanset moms eller ej, betyder reglerne for sølvsmeden at han må se sin indkomst nedsat med ca. 20% i sammenligning med mere heldigt stillede kunst- og kunsthåndværkerkollegaer der sælger til reduceret moms. Vi bringer artiklen her i kataloget, dels fordi Holst nok ikke ville have noget imod hvis han kan være med til at bringe dette problem på bane igen, og dels fordi en væsentlig del af hans virke er et forfatterskab med bøger som: “Min skævøjede familie” og “Luk lågen for satan og hunden”, som varmt kan anbefales, hvor artiklen fint illustrerer Holst’s stil og humor. I 2004 udstillede Holst i min værkstedsbutik. Vi var begge så glade for udstillingen, at vi aftalte en gentagelse, måske i forbindelse med Holst’s 70-års dag. I mellemtiden blev Holst syg og først efter hans død aftalte jeg en mindeudstilling med sønnerne Ken og Kai Holst Andersen. Af forskellige årsager har det først her i 2012 været muligt at afholde udstillingen. I en artikel i tidsskriftet Dansk Brugskunst, 1968, skrev arkitekten Ibi Trier Mørch: “....Når der vises udstillinger af japansk kunsthåndværk i vor nærhed, springer vi alle til for med begejstring at tage del i synet af de uforlignelige smukke og funktionelle objekter. .....ud over at erkende os nært forbundet med det japanske formsprog og prøve så godt vi kan ved givne lejligheder at forstå noget af dets forudsætning, er det meget få danske kunsthåndværkere, som virkeliggør drømmen om at studere japansk brugskunst i dybden. En af de få danskere, som virkelig har sat sig for at studere et område af det japanske kunsthåndværks arbejdsmetode på stedet, er sølvsmeden K. Holst Andersen.....” I Japan lærte Holst vert-de-gris teknikken. Det grønne ir hæfter ikke på glatte overflader, hvilket Holst udnytter ved at bearbejde metallet med forskellige grove hammerslag, der ved påførelsen af de kemikalier der fremkalder irringen, giver forskellige chatteringer afhængig af metallets tekstur og styret af dupningen af metallet med kemikalier. Sammen med en efterhånden frigjort brug af den traditionelle sølvsmedeteknik, han havde lært hos Sven Toxværd, skaber han et selvstændigt skulpturelt udtryk der er helt usædvanligt for metalarbejder i Danmark. En genstand som Holst smeder op får et levende udtryk som man ikke vil se i et støbt arbejde. Metallet bliver ved bearbejdningen spændt op i en form der ikke kan skabes gennem modelering og en væsentlig del af udtrykket gives ofte af åbninger og den skalagtige karakter genstanden har. Den umiddelbare sanselighed, der for mig at se, er det væsentligste ved Holst’s arbejder, har igen gjort det til en sand fornøjelse at åbne de fine trækasser han har fremstillet til hver af tingene, holde metallet i hænderne og lade sig over- raske og besnære af den suveræne tekniske beherskelse tingene udtrykker. Per Sax Møller 2012