Brabrand If Klubblad nr. 2 / 2019

BADMINTON BASKETBALL FODBOLD GYMNASTIK HÅNDBOLD MOTION PÉTANQUE SVØMNING TENNIS 11
Jeg har heller ikke længere tal på, hvor mange
gange vores hold deltog i Gothia Cup og
Göteborg Cup på den anden side af Kattegat.
Og jeg har slet ikke tal på alle de mange
hjemlige stævner og turneringer, vi deltog i.
Et år var vi endog på en længerevarende tur,
hvor træningsophold i Marseille blev fulgt
op med en turnering i Bruxelles. Det brugte
trænerne og deres familier en del af deres
ferie, og uden tvivl også opsparede feriepenge,
på at gøre mulig.
Hertil kommer så alle de andre mange frivillige
kræfter, der har muliggjort oplevelser,
samvær og sammenhold i korte eller
længere perioder, hvor jeg som barn og ung
spillede bordtennis, basketball, gik til boksning,
spillede amerikansk fodbold, trænede i
motionscenter og hvad jeg ellers har prøvet
kræfter med.
De oplevelser, det samvær, det sammenhold
og de fællesskabsfølelser, som så mange frivillige
har givet mig mulighed for, har uden
tvivl præget min måde at være i verden på –
og gør det fortsat.
Jeg er dem dybt taknemmelig og megen
gæld skyldig.
Det lader sig imidlertid ikke gøre at betale
den form for gæld tilbage til dem, man har
den skyldig. Gælden må konverteres til en
arv, man kan vælge at videregive til andre.
Så første svar på spørgsmålet, om hvorfor
jeg er træner, er, hvor paradoksalt det end
kan lyde, at det på sin vis er en frivillig pligt.
Det skal her pointeres, at det er alt andet
end en sur pligt og selvopofrende gældsafdragsordning.
Når jeg har valgt at blive træner, er det dog
ikke kun for at betale af på datidens gæld,
men i høj grad også fordi det afdrag, jeg nu
betaler tilbage, giver et meget konkret afkast
her og nu i form af mening.
I vor tid er det blevet populært at gå til coach
for at finde meningen i arbejdslivet, kærlighedslivet,
ja meningen med og i livet i det
hele taget.
Til tider kan man næsten få en fornemmelse
af, at tanken i tiden tilsiger os, at tilværelsens
mening kan graves ud af vores eget indre.
Jeg hører til dem, der ikke tror, at vores
egen navle er et synderligt frugtbart sted at
søge efter meningen med livet. Jeg tror, meningen
med livet skal søges i den betydning,
man med sine handlinger og gerninger har
og kan gøre for andre.
I den forstand er det for mig meget mere
meningsfuldt at være træner, end at gå til
coach. Ikke dermed sagt at en coach ikke ville
kunne hjælpe dig til den erkendelse; han/
hun kan dog næppe give dig den erfaring og
oplevelse af meningsfuldhed. Men det er en
anden sag. Desuden er det ganske gratis at
være træner; det er det selvsagt ikke at gå
til en coach. Men det er også en anden sag.
Så til sagen og her med et indlagt opråb:
Bliv træner! Det er ganske simpelt enormt
meningsfuldt, fordi det er betydningsfuldt.
Egoisme og altruisme kvit og frit
forenet og ophævet i ét og samme.
Jovist, der skal investeres en del tid, og det er
velkendt, at når først man rækker det frivillige
arbejde en lillefinger, så ædes der en arm.
Og der findes i den grad folk i BIF, der igen og
igen mister langt flere lemmer på den konto,
end jeg gør. Det er enormt prisværdigt, og vi
står alle i gæld til jer. Jeg håber, det bliver betalt
igen i form af meningsfuldhed for jer, for
det er nemlig meget, meget betydningsfuldt
for os. Og hvis vi ikke anerkender den betydning
nok, så er vi jer dobbelt skyldige. For så
stjæler vi nemlig noget af den meningsfuldhed,
der ligger skjult i udtrykket om, at arbejdet
bærer lønnen i sig selv.
Hvad angår min egen beskedne indsats, så
kan jeg konstatere, at lønnen indfries i form
af den mening for mig, det giver, når det, jeg
som træner gør, har betydning for drengene.
Gælden til alle dem, jeg ikke kan betale tilbage
til, veksles til en arv, der bør gives videre.
Der afdrages med noget af betydning for
den næste generation, og for mig selv giver
afdraget et bidrag til tilværelsens meningsfuldhed.
Det er en vel, hvad der på nydansk
kaldes en win-win-situation.
For mig giver bliver det især meningsfuldt,
når jeg som træner kan bidrage til, at drengene
oplever det meningsfulde i et betydningsfuldt
venskab og samvær både på og
uden for banen.
På U10 drenge har vi derfor også kun ét
grundprincip: Man skal være en god ven!
Heraf kan vi så sammen udlede en lang række,
mere eller mindre, tydelige spilleregler
både på og uden for banen, såvel som i og
uden for klubben.
Vi arbejder eksempelvis meget med, at alle
drengene forstår sig som del af ét hold. Dette
uanset at holdet spiller i flere forskellige
rækker. Vi opererer med andre ord ikke med
termer som første- og andetholdsspillere.
Når man tænker nærmere over det, drejer
noget så elementært for fodboldspillet som
spilbarhed og pasninger også om at være
en god ven. Den gode ven gør sig spilbar og
hjælper sin ven af med bolden. Den gode
ven deler tiden og morskaben med bolden
med sine venner og laver lækre pasninger,
der gør det lettere for vennerne at spille videre
på.
Venskabet og samværet er en del af sammenspillets
uskrevne regler i fodbold. Ikke
at der ikke er og skal være plads til individuelle
udfoldelser og ækvilibrisme. Det elsker
vennen af fodboldspillet. Men tager det over
og bliver ødelæggende for spillet, kommer
det hurtigt og kontant til udtryk: ”Hold kæft,
hvor er du ego!”.
Vi arbejder bevidst med venskabet og samværet.
Derfor er det bl.a. også vigtigt for os,
at U10 drengene klæder om sammen før og
efter træning og kamp. Snakken, stemningen,
fjollerierne m.v. i omklædningsrummet
og badet er med andre ord en væsentlig del
af det at gå til fodbold.
Det gælder også samværet før og efter kamp.
Derfor mødes vi også i klubben og følges til
kamp – også selvom det for nogle kan være
en omvej, hvis vi fx spiller mod naboklubber
som Tilst, Aabyhøj, Stavtrup m.fl.
Samværet, venskabet og en stærk holdånd
er vigtig. Lige så vigtigt er det dog også, at
man ikke lukker sig om sig selv. At holdånden
ikke kommer til udtryk som en alt for
emfatisk os-dem-følelse. Det gælder bl.a. i
BRABRANDIDRÆTSFORENING