Rød+Grøn, maj 2017
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
TEMA<br />
HVEM TRÆKKER HITLERKORTET?<br />
I debatten om retten til at leve med sygdom og handikap, mener nogle, at det<br />
er helt diskvalificerende at ”trække Hitlerkortet”. Men nutidens modstandere<br />
af eksempelvis mennesker med Downs Syndroms ret til at blive født, placerer<br />
sig med deres retorik midt i Det Tredje Riges ordvalg og argumentation for<br />
aktiv dødshjælp.<br />
Eva Simonsen<br />
Nazisterne havde heller ikke selv opfundet retorikken<br />
for, hvorfor nogle mennesker måtte<br />
”frigøres” fra livet. 1930’ernes tyske politikere<br />
hentede mange argumenter fra en akademisk<br />
tekst fra 1920: ”Frigørelse af ikke leveværdigt liv”<br />
(”Die Freigabe der Vernichtung Lebensunwerten<br />
Lebens”), skrevet af juristen Karl Binding og psykiateren<br />
Alfred Hoche, begge professorer.<br />
Dyre stakler<br />
Fra denne tekst går der en rød tråd til nutidens<br />
debat om såkaldt leveværdigt liv, både når det<br />
drejer sig om motiv og argumentation. Motivet<br />
har altid været og er fortsat økonomisk. Tyske<br />
skolebørn løste regnestykker over de astronomiske<br />
summer, mennesker med sygdom og<br />
handikap kostede samfundet. Argumentationen<br />
har været dobbelt: økonomisk og af omsorg<br />
for individet selv; i praksis sandsynligheden<br />
for at leve et liv, som samfundet fandt acceptabelt.<br />
Det økonomiske motiv er uændret<br />
fra Tyskland i 1920 til Danmark og Norge i <strong>2017</strong>.<br />
Heller ikke begrebsbrugen i den videnskabelige<br />
klassifikation af leveværdigt liv har ændret<br />
sig særligt.<br />
I Tyskland i 1920’erne var kravet ”et leveværdigt<br />
liv” ud fra samtidens videnskab. I Norge i<br />
<strong>2017</strong> er kravet et ”fuldt liv” eller et ”attråværdigt<br />
liv”, nu også defineret på et videnskabeligt<br />
grundlag, om end lidt vaklende. Filosoffen<br />
Aksel Braanen Sterri fra Universitetet i Oslo anførte<br />
i en debat i norsk radio, at et eksempel på<br />
et ”fuldt liv” var at deltage i en sådan radiodebat<br />
– på et højt intellektuelt niveau. Det er ikke<br />
mennesker med Downs Syndrom forundt. Men<br />
de koster penge i massevis.<br />
Tomme menneskehylstre<br />
Disse debattører har, i lighed med Binding og<br />
Hoche, en overbevisende etos i kraft af deres<br />
akademiske position. De overbeviser også<br />
med logos; med deres videnskabelige omgang<br />
med værdisætning af menneskeliv. Fra denne<br />
position kan de smide deres trumfkort, bruge<br />
patos, det vil sige bruge malende metaforer,<br />
som spiller direkte på folks følelser. Dagens<br />
danske gøgeunger, de norske børn med Downs,<br />
som hævdes ikke at have fulde, men mindreværdige<br />
liv, er eksempler på patos som et retorisk<br />
greb. Vi ser kun små sproglige variationer<br />
over 1920’ernes og nazitidens ”ikke leveværdige<br />
liv”, ”frigørelsen af åndeligt døde” og ”tomme<br />
menneskehylstre”.<br />
Den norske antroposof Bente Edlund peger<br />
på, hvordan der historisk set har været gjort<br />
forsøg på ”ideologisk refrasering”, det vil sige<br />
udskiftning af gamle, belastende ord med nye<br />
og mere tiltalende udtryk for det samme. Binding<br />
og Hoche foreslog i 1920 at tale om en<br />
”ny humanisme”, hvor begrebet ”drab” på syge<br />
og mennesker med handikap skulle skiftes ud<br />
med ”selvmord”. I Norge er det foreslået at skifte<br />
”aktiv og passiv dødshjælp” ud med ”eutanasi<br />
og behandlingsbegrænsning”.<br />
Vi ser igen, at det er dele af akademia, der legitimerer<br />
denne gamle ”nye humanisme”. Denne<br />
legitimering fortjener at blive sat i sin rette<br />
historiske sammenhæng.<br />
En ”informationsplakat” om racehygiejne fra en udstilling i Berlin i 1935.<br />
Foto: Bundesarchiv, Bild 102-16748 / CC BY-SA 3.0 DE<br />
18 RØD+GRØN MAJ <strong>2017</strong>
Change language