Bilag 12 - Danske Fysioterapeuter

Fysioterapi til kvinder med vulvodyni
Physiotherapy for women with vulvodynia
Bachelorprojekt juni 2010 - F07VY
Udarbejdet af:
Hilde Ørpetveit Kjæhr
My Marie Vigeholm
Tine Tjerrild
Metodisk vejleder:
Jonna Jensen, Fysioterapeut, Lektor, M. Edu.
Faglig vejleder:
Karen Margrethe Kaas Sørensen, Fysioterapeut
Denne opgave er udarbejdet af studerende på VIA University College, Fysioterapeutuddannelsen
Århus som et led i et uddannelsesforløb. Den foreligger urettet og ukommenteret fra
uddannelsens side og er således et udtryk for de studerendes egne synspunkter.
Denne opgave – eller dele heraf – må kun offentliggøres med de
studerendes tilladelse jf. lov om ophavsret af 31/5 1961

Abstract
Baggrund: Vulvodyni er en kronisk smertetilstand i vulva med ukendt ætiologi, som
først inden for de seneste årtier er kommet i samfundets søgelys. Efterhånden er der
begyndt at komme flere patienter med vulvodyni til fysioterapeutisk behandling, som
henvises pga. spændinger i bækkenbunden opstået sekundært til smerterne. Forskningen
og faglitteratur omkring den fysioterapeutiske behandling specifikt til patienter med
vulvodyni er dog stadig mangelfuld. Dette affødte hos os en undren ift., hvad den
fysioterapeutiske behandling består af samt grunder i.
Formål: Formålet med projektet er at undersøge, hvilke metoder, der benyttes i
fysioterapi til patienter med vulvodyni i Danmark, og hvilke faktorer, der har
indflydelse på den fysioterapeutiske intervention.
Metode: Trianguleringsstudie med kvantitativ spørgeskemaundersøgelse med 67
adspurgte og kvalitativ undersøgelse i form af fire semistrukturerede interviews.
Informanterne er fysioterapeuter, der arbejder inden for det gynækologiske/obstetriske
område. Spørgeskemaet behandles vha. beskrivende statistik med inddragede grafer.
Interviewene bearbejdes ud fra Malteruds systematiske tekstkondensering.
Resultater:
Spørgeskema: Over 80% af de adspurgte fysioterapeuter benytter afspænding,
knibeøvelser, kropsbevidsthed, udspændingsøvelser, vaginal undersøgelse og
vejtrækningsøvelser som behandling til disse patienter. Derudover benyttes i forskellig
grad en bred vifte af andre behandlingsformer.
Interviews: Grundlaget for interventionen er overvejende baseret på klinisk erfaring og
kollegial sparing. Den enkelte patients ståsted, reaktioner og behov samt
fysioterapeutens individuelle holdninger har stor indflydelse på selve behandlingens
udformning. Informanterne efterlyser generelt flere kurser, mere litteratur samt bedre
tværfagligt samarbejde specielt med læger, psykologer og sexologer.
Konklusioner: Samlet set benyttes mange metoder ift., at der er tale om en snæver
problematik. Behandlingen grunder primært i “best practise” med patienten som
udgangspunkt, og det influerer på den fysioterapeutiske intervention, når det tværfaglige
samarbejde ikke er optimalt.

Abstract
Background: Vulvodynia is a chronic pain condition of the vulva with an unknown
origin, which has only come in the public spotlight in recent decades. There has been a
gradual increase in patients with vulvodynia that are referred to physiotherapy treatment
because of secondary tension in pelvic floor arising from the pain condition. The
research and literature about the physiotherapy treatment specifically for patients with
vulvodynia is still deficient. This prompted us to speculate what is contained in the
physiotherapy treatment and what it is based upon.
Objective: The project aims to examine the methods used in physiotherapy for patients
with vulvodynia in Denmark, and what factors influence the physiotherapy intervention.
Method: Triangular study with a quantitative survey with 67 respondents and a
qualitative study in the form of four semi-structured interviews. The interviewees are
physiotherapists who work in the gynecological/obstetric field. The questionnaire uses
descriptive statistics producing a series of graphs. The interviews are analysed according
to Malterud’s systematic text condensation.
Results:
Questionnaire: Over 80% of the surveyed physiotherapists use relaxation, pelvic floor
exercises, body awareness, stretching exercises, vaginal examination and breathing
exercises as treatment for these patients. There are, in addition, a wide range of other
therapies used in varying degrees.
Interviews: The basis for intervention is mainly based on clinical experiences and shared
experiences of colleagues. The type of treatment is based upon the individual patient's
welfare, reactions and needs, as well as the physiotherapist's individual perceptions. In
general the physiotherapists questioned would like to see more courses, more literature
and better interdisciplinary collaboration, especially between doctors, psychologists and
sexologists.
Conclusions: Overall, there are many different methods of treatment used in such a
narrow issue. The treatment is primarily focused upon the "best practice" for the
individual patient, and it affects the physiotherapy intervention, where interdisciplinary
cooperation is not optimal.

Indholdsfortegnelse
1. Problembaggrund (HØK).......................................................................................... s. 1
1.1 Problemformulering ..................................................................................... s. 2
1.2 Definition af nøgleord .................................................................................. s. 2
2. Forforståelse (MMV)................................................................................................. s. 3
3. Metode (HØK)............................................................................................................ s. 5
3.1 Design (HØK)................................................................................................ s. 5
3.2 Litteratur (HØK)............................................................................................ s. 5
3.2.1 Søgning (HØK)............................................................................... s. 6
3.2.2 Udvælgelse (HØK)......................................................................... s. 7
3.3 Dataindsamling (MMV)................................................................................. s. 7
3.3.1 Fagpersoner (MMV)....................................................................... s. 7
3.3.2 Spørgeskema (TT)........................................................................... s. 8
3.3.3 Interview (TT)................................................................................. s. 8
3.3.3.1 Rekvirering af informanter (TT)...................................... s. 8
3.3.3.2 Inklusion og eksklusion (TT)........................................... s. 9
3.3.3.3 Interviewguide (TT)......................................................... s. 9
3.3.3.4 Pilotinterview (TT)........................................................... s. 9
3.3.3.5 Udførslen (TT)................................................................. s. 9
3.3.3.6 Transkription (TT)............................................................ s. 10
3.4 Dataanalyse (TT)........................................................................................... s. 10
3.4.1 Spørgeskema (TT)........................................................................... s. 10
3.4.2 Interview (TT)................................................................................. s. 10
3.5 Etiske overvejelser (TT)................................................................................ s. 12
4. Vulvodyni (MMV)...................................................................................................... s. 14
4.1 Baggrund (MMV).......................................................................................... s. 14
4.2 Diagnosticering og behandling (MMV)......................................................... s. 15
4.3 Primær- og sekundærgener (TT).................................................................... s. 16
4.3.1 Spændinger i bækkenbunden (TT).................................................. s. 17
4.4 Den fysioterapeutiske intervention (HØK).................................................... s. 19
5. Resultater (MMV)...................................................................................................... s. 22
5.1 Spørgeskema (MMV).................................................................................... s. 22
5.2 Interviews (HØK).......................................................................................... s. 25
5.2.1 Præsentation af informanter (HØK)................................................ s. 25
5.2.2 Erfaringsgrundlag (HØK)............................................................... s. 26

5.2.3 Patientgruppen (HØK).................................................................... s. 27
5.2.4 Fysioterapeutens tanker om interventionen (TT)............................ s. 29
5.2.5 Samarbejde (MMV)........................................................................ s. 35
6. Diskussion (HØK)....................................................................................................... s. 38
6.1 Metodediskussion (HØK).............................................................................. s. 38
6.1.1 Design (HØK)................................................................................. s. 38
6.1.2 Litteratur (HØK)............................................................................. s. 38
6.1.3 Dataindsamling (MMV).................................................................. s. 40
6.1.4 Dataanalyse (TT)............................................................................. s. 42
6.1.5 Etiske overvejelser (TT).................................................................. s. 43
6.2 Resultatdiskussion (HØK)............................................................................. s. 43
6.2.1 Spørgeskema (HØK)....................................................................... s. 43
6.2.2 Interview (MMV)............................................................................ s. 46
7. Konklusion ................................................................................................................. s. 51
8. Perspektivering (TT).................................................................................................. s. 53
Litteraturliste
Bilag
MMV = My Marie Vigeholm
HØK = Hilde Ørpetveit Kjæhr
TT = Tine Tjerrild

1. Problembaggrund
Vulvodyni, en kronisk smertetilstand i vulva, er en sygdom, der muligvis altid har
eksisteret, men først inden for de seneste årtier er der i samfundet kommet mere fokus
på denne lidelse. Den har bl.a. været belyst for almenbefolkningen i udsendelsen
Lægens Bord på DR1, i dameblade som Alt For Damerne og Femina samt omtalt i TV-
serier. Ud fra svenske tal vurderer overlæge Knud Damsgaard, at 60.000 kvinder i
Danmark lider af vulvodyni (Nordskilde, 2006), men det er dog stadig en relativt ukendt
sygdom, hvor det antages, at mange af kvinderne ikke er blevet diagnosticerede, fordi
lægerne har for lidt kendskab til sygdommen (Petersen, Lundvall, Kristensen & Giraldi,
2008). Dette er et problem, da det resulterer i en gruppe patienter, der risikerer at blive
tabt i systemet i deres søgen efter at finde ud af, hvad de fejler (Petersson, 2009).
I løbet af den 3,5 år lange fysioterapeutuddannelse i Århus er der blot indlagt en enkelt
dag med undervisning omkring fysioterapi relateret til bækkenbunden. Dette kan være
en indikation af, at området har lav prioritet både på studiet og i efterfølgende valg af
arbejdsområde, og måske derfor er det ikke så almindeligt at forbinde
underlivsrelaterede problematikker med fysioterapi. Vi har konsulteret en fysioterapeut
inden for gynækologi og obstetrik (gyn/obs) med bredt kendskab på området, som
fortæller, at der bliver henvist flere og flere kvinder med diagnosen vulvodyni til
fysioterapi, og at det er en relativt ny patientgruppe, som de først er begyndt at behandle
inden for de seneste år. Patienterne kommer med de smerter, vulvodynien forårsager, og
fysioterapeutens opgave er primært at afhjælpe den hypertoni, der er opstået i
bækkenbundens muskulatur som følge af smerten.
Der er efterhånden publiceret en del forskningartikler omhandlende vulvodyni af læger
og psykologer med fysioterapeutisk relevant indhold (Danielsson, Torstensson, Brodda-
Jansen & Bohm-Starke, 2006; Bergeron, Binik, Khalifé, Pagidas, Glazer, Meana &
Amsel, 2000; Petersen et al, 2008), men der er lavet meget få studier direkte inden for
det fysioterapeutiske fagområde udført af fysioterapeuter. De undersøgelser, der er lavet,
mangler metodisk kvalitet ift. antal forsøgspersoner, randomisering, blinding og
sammenligning med kontrolgruppe, hvilket medfører lav score i Sundhedsstyrelsens
evidenshierarki “Evidensniveauer og styrkegraderinger af anbefalinger” (se bilag 1), når
1

man skal vurdere graden af studiets videnskabelige evidens. Se bilag 2 for eksempel på,
hvordan vi har vurderet to videnskabelige artikler.
Det øgede antal patienter med sygdommen henvist til fysioterapeut sammenholdt med
mangelfuld forskning på området understreger relevansen af et projekt som vores.
Derfor er vi interesserede i at finde ud af, hvad der tilbydes af fysioterapeutisk
behandling til patienter på området, og vi har undret os over, hvad der danner basis for
den intervention, fysioterapeuterne benytter til denne specielle patientgruppe.
Der er i høj grad tale om et udviklingsfelt inden for vores fag, og vi ønsker med denne
opgave at rette fokus mod et område af fysioterapien, det er på tide kommer frem i lyset.
1.1 Problemformulering:
Hvilke metoder benyttes i fysioterapi til patienter med vulvodyni i Danmark?
Hvilke faktorer har indflydelse på den fysioterapeutiske intervention?
1.2 Definition af nøgleord:
Metoder: Her mener vi alle fysioterapeutiske redskaber, der kan indgå i undersøgelse og
behandling af den pågældende patientgruppe.
Patienter med vulvodyni: Vi definerer patienter som værende kvinder, lægen og/eller
fysioterapeuten har vurderet lider af vulvodyni. “Vulvodyni er defineret af ISSVD
(International Society for the Study of Vulvovaginal Disease) som ubehag i vulva uden
tydelige anatomiske eller neurologiske forandringer, oftest beskrevet som en brændende
og skærende smerte i vulva” (Andreasson, Christau, Pedersen, Petersen, 2009). Ved
diagnosticering udelukkes alle andre kendte og veldefinerede vulvasygdomme med
smerter som symptom (Ibid). I opgaven behandler vi patienter med vulvodyni som én
stor gruppe uden at skelne til underopdelinger i lidelsen (se afsnit 4.1).
Faktorer: Her mener vi fysioterapeutens erfaringsgrundlag, fysioterapeutens tanker og
holdninger, påvirkning af andres holdninger, ressourcer og begrænsninger, teoretisk og
praktisk viden samt samarbejde.
Intervention: Fysioterapeutisk undersøgelse og behandling.
2

2. Forforståelse
Det er vigtigt, at vi er bevidste om vores forforståelse både som individ og gruppe i
tilgangen til en opgave som denne. I dette afsnit vil vi for læseren tydeliggøre den
forforståelse, vi har tilgået projektet med, da forforståelsen påvirker hele processen og
har indflydelse på indsamling af data samt måden, vi tolker dem på. I bedste fald vil den
berige og give næring til projektet, og i værste fald gør den, at vi går ind i processen
uden at være åbne over for, hvad vores data fortæller os (Malterud, 2006).
Inden påbegyndelsen af dette projekt havde vi meget ringe kendskab til fysioterapi til
bækkenbunden samt diagnosen vulvodyni, og vores interesse for området blev vakt
under en samtale med en fysioterapeut, der arbejder inden for gyn/obs-fysioterapi. Dette
nye område inden for fysioterapi, som ikke har været berørt i særligt stort omfang før i
forskningsøjemed, gav os blod på tanden til at lave et bachelorprojekt, som ikke
forefindes i skolens arkiv over bachelorprojekter eller i fysio.dks opgavebank.
I kraft af denne samtale samt vores studie og erfaringer inden for fysioterapien generelt
har vores faglige forforståelse været præget af den hypotese, at fysioterapi kan afhjælpe
denne patientgruppe. Vi antog, at fysioterapeutens behandlingsmetoder var
eksperimenterende eller under udvikling, og der derfor ville være stor variation i den
anvendte intervention ud fra “best practise”. Derudover havde vi forestillet os, at
patienterne var meget psykosomatisk prægede af at have kroniske smerter, og at
behandlingen ville være besværliggjort af dette samt det faktum, at lidelsens ætiologi
fortsat er ukendt. I den forbindelse forventede vi ligeledes, at den fysioterapeutiske
behandling i høj grad ville bestå af eksempelvis smertecoping og psykosomatisk
fysioterapi.
Som fysioterapeutstuderende har vi en forforståelse i kraft af vores generelle erfaring og
viden inden for det fysioterapeutiske område, hvor vi ser krop og psyke som en
fænomenologisk størrelse, og derfor har vi forventet, at begge dele spiller ind på den
fysioterapeutiske intervention.
Vores referenceramme gennem store dele af projektet har været teoretisk funderet ud fra
3

den litteratur, vi har fundet om vulvodyni, da vi ingen praktisk erfaring havde med
patientgruppen. Det fik vi dog længere henne i forløbet, hvor vi i forbindelse med
projektet var i en kortere specialpraktik på et fysioterapeutisk behandlingssted til bl.a.
denne gruppe patienter.
Vi har i forløbet bestræbet os på ikke at lade os styre af vores forforståelse ved kun ”at
høre, hvad vi ønskede at høre”, men har forsøgt at gå neutralt til opgaven med åbent
sind for at få højst mulig kvalitet af vores undersøgelse. (Ibid).
4

3. METODE
I det følgende afsnit vil vi belyse og argumentere for den metodiske fremgangsmåde,
som danner grundlag for opgaven. Til sidst vil vi synliggøre de etiske overvejelser, vi
har gjort os i processen.
3.1 Design:
For at få den bedst mulige besvarelse på opgavens problemformulering har vi valgt
triangulering, der går på at inddrage mere end én metode til at belyse vores
problemstilling, og vi benytter derfor i dette projekt både kvalitativ og kvantitativ
metode (Hagen, Herbert, Jamtvedt & Mead, 2008). Den kvantiative del af
undersøgelsen består af et kortere spørgeskema med formålet at få et generelt overblik
over tendensen i en specifik gruppe af behandlere i Danmark, hvad angår
fysioterapeutisk behandling til patienter med vulvodyni, samt at indsamle data, der kan
uddybes nærmere i den kvalitative del. Ydermere er det vores hensigt at benytte de
indhentede data til at kortlægge fra hvilket regi, vi efterfølgende kan rekvirere
informanter. I den kvalitative del af opgaven har vores tilgang været fænomenologisk og
består af fire separate semistrukterede interviews med det formål at indhente
beskrivelser af udvalgte emner ud fra den enkelte informants livsverden og
menneskelige egenskaber i form af erfaringer, tanker, forventninger og holdninger
(Malterud, 2006). Hensigten med dette er ud fra en hermeneutisk tilgang at vurdere og
sammensætte de beskrevne fænomener og på den måde opnå efterprøvet viden (Kvale,
2006). Begge metoder er valgt ud fra målet at indsamle empirisk information, som skal
danne grundlag for opgaven (Ibid), og hovedvægten i projektet ligger primært i den
kvalitative undersøgelse.
3.2 Litteratur:
Vores anvendte litteratur i projektet består af primærlitteratur med direkte
kildehenvisninger i opgaven, hvilket også inkluderer forskningsartikler, der afdækker
evidensen på det fysioterapeutiske behandlingsområde. Derudover har vi benyttet
sekundærlitteratur som baggrundsviden.
5

3.2.1 Søgning:
Vi har i perioden februar-maj 2010 søgt efter litteratur i form af bøger,
artikler og forskningslitteratur hhv. vha. studiets pensumliste, skolens bibliotek,
Århus Kommunes Biblioteker, Statsbiblioteket, vulvodyniforeningen.dk, fysio.dk,
deff.dk, sundhed.dk samt følgende søgedatabaser: PubMed, Cochrane, Cinahl, PEDro
og Google Scholar, da emnedækningen på disse databaser var relevant for emnet og
problemformuleringen i vores opgave. (Andersen & Matzen 2007). Søgeordene har
været: Vulvodyni, vulvodynia, fysioterapi, physiotherapy, physical therapy, vulvar
vestibulitis, vestibulitis, vestibulodynia, dyspareunia, dyspareuni, vaginism, vaginisme,
chronic pelvic floor pain, kroniske underlivssmerter, underlivssmerter, chronic pain,
treatment, rehabilitation, biofeedback, vestibular pain, vulva pain, vulvar pain, localized
vulvodynia, lokaliseret vulvodyni, generalized vulvodynia, generaliseret vulvodyni,
pelvic floor, hypertonic disorder, genital pain, TENS, Q tip test, vaginal palpation,
vulvar dysesthesia, sexual dysfunction, sexual pain, bækkenbunden, spændinger,
bækkenmyoser, bækkenbundsmyoser. Vi har yderligere søgt på følgende forfattere:
Knud Damsgaard, Birthe Bonde, Charlotte Søgaard, Goldstein, Goldfinger, Glazer og
Bergeron.
På trods af, at sygdommen har været kendt siden 1889, er den først rigtigt kommet frem
i lyset i 1980'erne (Reed, 2006), og der begyndte først at komme forskningslitteratur på
området i løbet af 1980'erne og 1990'erne (Cracchiolo, 2010). Vi har ikke haft nogen
krav til den fundne litteraturs udgivelsesår, da der kun har været brugbart materiale fra
1980'erne og frem, og antallet af publikationer har været relativt få, men vi er alligevel
endt med at benytte forskningslitteratur, der er udgivet inden for de seneste 15 år. Vores
kriterier var derfor blot, at litteraturen var skrevet på dansk, engelsk, norsk eller svensk,
at indholdet var kulturelt sammenligneligt med danske forhold, og at det havde relevans
for vores problemformulering og generelt om fysioterapi på området. Vi har igennem
projektforløbet løbende fulgt op på søgningerne for at afdække, om der var publiceret
nyere forskningsartikler på området, og vi har ydermere fået artikler og henvisninger fra
fag- og metodevejleder. Vi har i høj grad benyttet os af referencer fra de forskellige
forskningsstudier for at få viddest mulig afdækning af forskningen på området.
Eksempel på søgehistorie vedlagt i bilag 3.
6

3.2.2 Udvælgelse:
Til at starte med for at få indtryk af, hvad og hvor meget der findes på området, har
vores søgning af litteraturstudier været foretaget med bredest mulige søgeord, så vi
efterfølgende kunne indsnævre med specifik udvælgelse af artikler.
Udvælgelsesprocessen har bestået af en første udvælgelse baseret på titel og abstract,
derefter en anden udvælgelsesrunde ved skimning af artiklerne med tanke på vores
problemformulering og til sidst den endelige udvælgelse ud fra kritisk læsning med
vægtning på relevant metodisk kvalitet (Andersen, 2005; Andersen & Matzen 2007).
3.3 Dataindsamling:
I det følgende kommer vi ind på, hvorledes vi har indsamlet data til afdækning af vores
problemstilling.
3.3.1 Fagpersoner:
Vi har benyttet os af overlæge ph.d. Charlotte Søgaards erfaring og viden inden for
vulvodyni, og vi har valgt at bruge hendes udtalelser, da hun repræsenterer et af de
større sygehuse i Danmark, hvor hun arbejder som overlæge på gynækologisk afdeling,
og derudover er hun formand for Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi (DSOG).
Hun har 14 års lægelig erfaring inden for gyn/obs-området og de fem seneste år også
specifikt med patienter med vulvodyni, som hun får henvist fra hele landet. Den
benyttede metode har været en times semistruktureret interview, og temaerne, der blev
behandlet undervejs i interviewet, kan ses i bilag 4. Formålet med at benytte en sådan
fagperson er at få afdækket de områder, der ikke er velbeskrevet i den teoretiske
litteratur og i stedet få belyst, hvordan det fungerer i praksis på et dansk hospital sat op
imod teorien.
Derudover har vi haft kontakt med en fysioterapeut og ph.d.-studerende, der er i gang
med at skrive et større forskningsprojekt om smerter i underlivet. Hun henviste os
yderligere til en norsk fysioterapeut og ph.d., der er i gang med et projekt om kvinder
med vulvodyni. Fra disse to har vi fået brugbare litteraturhenvisninger og gjort brug af
deres rådgivning ift. at arbejde med et emne, hvor litteraturen generelt er mangelfuld
eller utilstrækkelig.
7

3.3.2 Spørgeskema:
Vi har udarbejdet et kortere spørgeskema (se bilag 5) ud fra kvantitativ metode og
uddelt dette til 67 fysioterapeuter til den årlige generalforsamling for gyn/obs-gruppen i
Danmark. Gyn/obs-gruppen er en gruppe af ca. 300 fysioterapeuter ansat primært i det
private, regionale og kommunale regi, og eneste inklusionskriterie for at svare på
spørgeskemaet var at være medlem af gyn/obs-gruppen. Spørgeskemaet med
medfølgende folder (se bilag 6) blev uddelt om formiddagen, og besvarelserne blev
afleveret i en lukket kasse i løbet af dagen og indtil sidst på eftermiddagen.
3.3.3 Interview:
Vi har benyttet os af semistruktureret interview, som har til formål at gøre
interviewet så åbent som muligt inden for de rammer, vi har sat op i interviewguiden.
Deri er opstillet en række temaer, vi har til formål at komme ind på i løbet af
interviewet, men dialogen er uafhængig af rækkefølgen, og med denne interviewmodel
er der derfor chance for, at informanten fører os et uventet og brugbart sted hen i løbet
af interviwet (Kvale, 2006).
3.3.3.1 Rekvirering af informanter:
Ud fra spørgeskemaet kunne vi se, i hvilke regi størstedelen af de fysioterapeuter, der
behandler patienter med vulvodyni, arbejder, og dette benyttede vi til at få afdækket,
hvorfra vi kunne rekvirere informanter. Vi valgte ud fra behandlerliste over gyn/obs-
fysioterapeuter (Danske Fysioterapeuter, 2010) at kontakte potentielle informanter ud
fra tanken om, at vi ville bruge fire behandlere med varierende erfaring med
patientgruppen i forskellige regi. Formålet med dette var at få indblik i, hvordan
patienterne håndteres af fysioterapeuter med forskelligt erfaringsgrundlag. Vi tog første
kontakt via e-mail, hvori vi informerede om, at vi ville ringe dem op efter tre dage, og at
de ellers var velkomne til at skrive til os pr. mail (se bilag 7). Det viste sig dog, at flere
meldte tilbage, at de ikke følte, de med deres sparsomme erfaring kunne udtale sig
repræsentativt, og at de kontaktede kommunalt ansatte fysioterapeuter slet ikke får
henvist denne gruppe patienter. Derefter valgte vi at omlægge vores strategi og i stedet
kontakte fire udvalgte fysioterapeuter med megen erfaring, så vi kunne få dybere indblik
og bredere perspektiv, hvad angår patienterne og den behandling, de tilbydes. For at få
dækket de regi, patienterne behandles i, valgte vi to informanter fra regionshospital og
8

to fra privatklinikker, og geografisk er de repræsenterede fra fire forskellige landsdele.
Undervejs har vores fagvejleder været os behjælpelig med at rådgive i
rekvireringsprocessen.
3.3.3.2 Inklusion og eksklusion:
Inklusionskriterierne for udvælgelsen af informatner var, at de skulle være
uddannede fysioterapeuter med mindst tre års erfaring inden for gyn/obs-fysioterapi, og
de skulle have haft behandling af patienter med vulvodyni i deres nuværende stilling.
Eksklusionskriteriet var at være kommet lige fra orlov af minimum seks måneders
varighed.
3.3.3.3 Interviewguide:
Vi har udarbejdet interviewguiden efter Kvale (2006) med fokus på at lave et
eksplorerende interview, hvor vi forfølger informantens svar uden at hænge os
i en bestemt kronologi. Guiden bestod til at starte med af overordnede temaer med
undertemaer i korte sætninger, men dette blev ændret efter pilotinterviewet, hvor
sætningerne blev omskrevet til stikordsform for at give intervieweren bedre overblik i
interviewsituationen (se bilag 8).
3.3.3.4 Pilotinterview:
For at få afprøvet vores udarbejdede interviewguide samt give intervieweren og
observatørerne erfaring til de endelige interviews, afviklede vi et pilotinterview
optaget på diktafon med en frivilligt deltagende fysioterapeut, som var sammenlignelig
med vores udvalgte informanter. Efterfølgende evaluerede vi på forløbet og rettede
interviewguiden til. Interviewet er ikke transkriberet og ej heller brugt i opgaven.
3.3.3.5 Udførslen:
Alle i gruppen havde faste roller under alle fire interviews. En, der havde erfaring med
interview fra tidligere studie, var fast interviewer, og de to andre var observatører af
f.eks. non-verbal kommunikation og måtte supplere med tillægsspørgsmål undervejs.
Selve interviewet blev udført på pågældende behandlersted og optaget på diktafon til
senere transkribering.
9

3.3.3.6 Transkription:
For at få de mundtlige rådata, vi har indhentet via interview, til at fremstå på skrift, har
vi benyttet os af transkriptionsmetoden, der forsøger at gengive virkeligheden i form af
oversættelse. Transkriptionen i sig selv er ikke virkeligheden, men et redskab til at få
virkeligheden over på tekstform så det sagte kan repræsenteres i håndterbar form
(Malterud, 2006).
En person i gruppen, der har erfaring med transkribering, blev sat til at transkribere alle
fire interviews. Til transkriptionen blev programmet Totem Movie Player 2.28.5 benyttet
til at aflytte interviewet, mens det blev nedskrevet.
Vi har valgt at medtage alle sagte ord og lyde såvel som relevant non-verbal
kommunikation, der forekom under interviewet, men ord uden meningsbærende indhold
såsom ”eh”, ”øh” og ”ehm” er udeladt i citater brugt i opgaven (Kvale, 2006). Utydelige
passager i optagelserne blev gennemlyttede i fællesskab i gruppen efterfølgende for at få
vurderet og fastslået, hvad der blev sagt. De transkriberede interviews fylder samlet 77
sider, hvilket svarer til 241.710 antal tegn. De fulgte retningslininer for transkription jf.
Kvale (2006) forefindes i bilag 9.
3.4 Dataanalyse:
I dette afsnit vil vi præsentere måden, hvorpå vi har bearbejdet de data, vi har indhentet i
løbet af vores undersøgelser.
3.4.1 Spørgeskema:
Resultatet fra spørgeskemaet blev talt sammen og indsat i regneark, hvorefter vi
udregnede data for at give et overblik over svarenes fordeling (se bilag 10). Ud fra dele
af spørgeskemaets resultat udledte vi, fra hvilket regi informanter til interviewene skulle
rekvireres.
3.4.2 Interview:
I analysen er formålet at få svar på, hvilke faktorer, der har indflydelse på den
fysioterapeutiske intervention, og vi har i bearbejdningen af interviewenes rådata fulgt
Malteruds (2006) analysemodel om systematisk tekstkondensering med henblik på at
udvikle nye beskrivelser, eftersom begreberne i forvejen er givede ud fra vores
10

teoretiske referenceramme. I udarbejdningen af tematiseringen i koder har vi taget højde
for vores forforståelse og hele tiden forholdt os til opgavens problemformulering.
Trin 1: Alle fire transkriptioner blev gennemlæst af alle i projektgruppen for at skabe et
helhedsindtryk, hvorefter vi hver skulle nedskrive intuitive temaer. Herefter mødtes vi
og evaluerede samt diskuterede vores temaer og blev enige om fem bærende temaer for
analysen (se bilag 11).
Trin 2: Hver for sig udtog vi meningsbærende sætninger og mødtes efterfølgende for at
diskutere og blive enige om tekstbidder, der kunne belyse vores problemformulering. Vi
fravalgte tekstbidder, der kun omhandler deciderede beskrivelser af behandlingens
metoder, da vi har fået svar på denne pind af problemformuleringen i spørgeskemaet.
Samtidigt med, at vi identificerede de meningsbærende sætninger, systematiserede vi
dem med henblik på at klassificere dem i koder opstillet i en matrise (se bilag 12). For at
skabe overblik over temaer, meningsbærende enheder og sætningernes oprindelse har vi
printet hvert interview ud i hver sin farve og efterfølgende klistret de meningsbærende
sætninger op på en planche under temaer til brug i de efterfølgende bearbejdningsfaser.
På den måde var det muligt at flytte rundt på tekstbidderne, hvis det viste sig, de passede
bedre ind under et andet tema eller en anden subgruppe.
Trin 3: I kondenseringsfasen har vi behandlet et tema ad gangen og hver især
gennemlæst de meningsbærende enheder påny, imens vi nedskrev stikord til eventuelle
subgrupper under hvert tema. Derefter evaluerede vi og blev enige om endelige
subgrupper. Endnu en gang blev der sorteret i de meningsbærende sætninger, da vores
materiale var stort, og vi var nødt til at indsnævre med udvælgelse af de enheder, der
belyste problemformuleringen bedst. Undervejs revurderede vi de fem temaer og endte i
stedet med fire overordnede temaer (se bilag 11). Herefter var det subgrupperne, der var
den nye analyseenhed, og disse kondenserede vi ved at sammendrage dem til kunstige
citater (se bilag 13).
Trin 4: Citaterne blev rekontekstualiserede ved, at vi så på tekstbidderne i deres
oprindelige kontekst og vurderede, om de stadig bar samme mening. Derefter
sammenfattede vi alle de nye beskrivelser, der skulle formidles i resultatafsnittet. I
11

eskrivelserne har vi brugt hhv. udvalgte citater og beskrevet informanternes udtalelser
fortrinsvist ved brug af deres egne ord. Vi har til sidst krydslæst matrisen systematisk
horisontalt og vertikalt med formålet at højne den interne validitet af de citater, vi
benytter i resultatafsnittet.
I resultatafsnittet og matrisen har vi givet de fire informanter fiktive navne for
læsevenlighedens skyld. Derudover har vi i matrisen og citaterne i resultatafsnittet
markeret med (...), når vi har undladet at medtage ord eller sætninger, der ikke er
meningsbærende for den udtagede enheds kontekst. Når vi i matrisen har forklaret en
kontekst, har vi markeret dette med kursiv og i parentes (se bilag 12).
3.5 Etiske overvejelser:
Vores etiske overvejelser tager bl.a. udgangspunkt i individernes selvbestemmelsesret ud
fra princippet om autonomi og ikke-skadeprincippet, som indbefatter at handle ud fra at
ville det bedste frem for at tilføje skade (Fjelland & Gjengedal, 2005). Derudover er det
vigtigt, at man gennem hele forløbet prioriterer forsøgspersonens integritet højere end
hensynet til undersøgelsesresultatet (Dalland, 2000).
Jf. Helsinkideklarationen fra 1964 skal forsøgspersoner, der deltager i sundhedsarbejde
beskyttes med anonymisering (Ibid), hvilket vi har gjort ved, at
spørgeskemaundersøgelsen skulle udfyldes uden navn, og svarene blev afleveret i en
lukket kasse, så andre ikke kunne se besvarelserne. Interviewene anonymiserede vi ved
at give informanterne fiktive navne og præsentere dem med cirka-alder.
Deltagelse i projekter skal være frivillig, og formålet skal belyses for deltagerne
ligeledes i henhold til Helsinkideklarationen. På baggrund af dette fulgte der med
spørgeskemaet en folder, der beskrev formålet med vores undersøgelse. Derudover har
vi inden interviewene indhentet informeret samtykke fra Charlotte Søgaard og de fire
informanter, vi har interviewet. I samme dokument var projektets formål og rettigheder
beskrevet, så informanterne endeligt kunne tage stilling til deltagelse (se bilag 14 & 15).
Informanterne bestemte sted og tidspunkt for interview, og vi informerede dem om, at
de altid havde ret til at springe fra, tilbagetrække udtalelser eller undlade at svare på
12

spørgsmål, og vi garanterede, at al materiale bliver opbevaret fortroligt, og at data med
personlige oplysninger bliver slettet/makuleret når projektet er afsluttet. De fik forklaret,
at de var velkomne til at kontakte os efterfølgende med eventuelle spørgsmål eller
ønsker om tilbagetrækning om udtalelser, og formalia blev repeterede undervejs.
Efterfølgende kontakter vi dem med et link til, hvor de kan finde og læse opgaven.
For at undgå misforståelser af Charlotte Søgaards udtalelser benyttet i projektet, traf vi
en aftale med hende om, at hun gennemlæste de afsnit, hvori hun er nævnt, for at hun
endeligt kunne vedstå de brugte citeringer inden aflevering af projektet.
13

4. VULVODYNI
I dette afsnit vil vi præsentere sygdommen vulvodyni med henblik på historik,
symptomer, behandlingsmetoder samt forskning på området.
4.1 Baggrund:
Diagnosen med betegnelsen “vulvodyni” blev første gang brugt i 1983 af ISSVD
beskrivende en kronisk tilstand med brændende eller stikkende smerter i vulva (Mantle,
Haslam & Barton, 2004), men allerede knapt 100 år forinden var man blevet
opmærksom på sygdommens eksistens (Cracchiolo, 2010). I løbet af 1980'erne og
1990'erne har sygdommen været opdelt i varierende antal undergrupper, der har ændret
navn ad flere omgange (Moyal-Barraco & Lynch, 2003), og i dag er den ifølge den
obligatoriske lærebog i gynækologi på medicinstudiet enten opdelt i:
1) Provokerede smerter ved berøring
2) Uprovokerede smerter
Eller i de to hovedgrupper i forhold til smertens udbredelse:
1) Generaliseret vulvodyni med konstante smerter i hele vulva
2) Lokaliseret vulvodyni primært med samlejesmerter i (dele af) vestibulum
Dog er der hverken national eller international enighed om disse opdelinger (Ottesen,
Mogensen & Forman, 2008).
Prævalensen er ukendt, men ud fra svenske og amerikanske undersøgelser skønnes det,
at 9-12% af kvinder i alle aldersgrupper i en generel population i en periode vil lide af
vulvodyni i mere eller mindre grad (Petersen et al, 2008; Glazer & Rodke, 2002).
Ætiologien er fortsat ukendt, men ikke desto mindre er der de seneste år kommet flere
hypoteser om mulige udløsende årsager, eksempelvis human papillomavirus, hormoner,
svampeinfektioner og gentagne svampebehandlinger (Petersen et al, 2008; Ottesen et al,
2008). Hos kvinder med denne lidelse er der konstateret hyperaktive C-fibre
medfølgende allodyni og øget antal nerveender i det smertende område. Ydermere kan
der forekomme rødmen lokalt som tegn på inflammation omkring de ydre kønskirtler,
specielt ved berøring (Ibid).
Hos denne patientgruppe ses tilligemed ofte en øget forekomst af bl.a. fibromyalgi,
14

multible muskuloskeletale dysfunktioner, colon irritable og interstitiel cystitis (Ibid;
Andreasson et al, 2009).
4.2 Diagnosticering og behandling:
Vulvodyni er en udelukkelsesdiagnose, hvor andre kendte og veldefinerede
vulvasygdomme med smerter som symptom er blevet udelukkede (Ottesen et al, 2008).
Der er tale om en kronisk smertetilstand, som skal have stået på i minimum tre måneder,
før diagnosen stilles (Andreasson, Bagger, Christau, Damsgaard & Pedersen, 2004),
hvilket foregår ved grundig anamnese (eksempler på skabeloner til anamneseoptag
vedlagt i bilag 16 og 17) og undersøgelse af vulva med lette tryk med fugtet vatpind (Q-
tip test), se figur 1.
På verdensplan er der lavet mange guidelines og reviews om diagnosticering og mulige
behandlingsformer, og der er givet mange forskellige bud på, hvad der virker, men
evidensgraden af behandlingsformerne er varierende. Et eksempel på en udenlandsk
guideline er The Vulvodynia Guideline af Haefer et al (2005). DSOG har udarbejdet et
dansk bud på en guideline for klinisk undersøgelse og behandling af vulvodyni
(Andreasson et al, 2004), som kan bestå af lægelige behandlingstiltag som eksempelvis
antidepressiva, hormoncreme, lokalbedøvende creme (Xylocain/Lidocain) eller
15

kirurgisk indgreb i form af vestibulektomi (Lægehåndbogen, 2009). For at opnå bedst
mulig behandlingseffekt vurderer Petersen et al (2008), at multimodal interaktion med
både læge, psykolog, sexolog og fysioterapeut er at foretrække, hvilket ligeledes
bekræftes af overlæge Charlotte Søgaard. Hun oplever ofte, at patienterne, før de
kommer til hende, har haft et forløb, hvor de har konsulteret mange forskellige læger, er
blevet fejldiagnosticeret, har gennemgået flere typer behandling, ofte for svamp, og har
gået med smerterne i mange år, før de får diagnosen vulvodyni og kan komme i rette
behandling. Dette underbygges af Glazer og Rodke (2002).
4.3 Primær- og sekundærgener:
Primærsymptomet ved vulvodyni er smerter i vulva af brændende, skærende og sviende
karakter med varierende intensitet og varighed (Andreasson et al, 2009). Smerterne
kommer ofte i forbindelse med samleje (dyspareuni) og skaber en række
selvforstærkende reaktioner, bl.a. vil kvinderne uvilkårligt spænde op i
bækkenbundsmuskulaturen, den naturlige lubrikation nedsættes, og den spontane libido
forsvinder (Ibid), hvilket yderligere forstærker samlejesmerterne. Smerterne kan også
udløses eller forværres af f.eks. cykling, tætsluttende benklæder, brug af
hygiejnebind/tampon og aktivitet med friktion eller berøring af området (Reed, 2006).
Sekundært til smerterne forekommer der ofte på sigt muskelspændinger, aktive
triggerpunkter og myoser i bækkenbundsmuskulaturen og de omkringliggende muskler,
såsom m. obtoratorius internus, m. psoas major, m. piriformis, gluteal- og
abdominalmuskulaturen, og dette skaber yderligere smerter og ubehag i området
(Frawley & Bower, 2007). Dette underbygges af Reissing, Brown, Lord, Binik og
Khalifé (2005) i et forskningsstudie, som sammenligner en gruppe af kvinder med
vulvodyni med en kontrolgruppe uden vulvodyni. De kom frem til det resultat, at der er
signifikant mere vaginal hypertoni, nedsat vaginal muskelstyrke samt forsnævring af
introitus hos kvinderne med vulvodyni. I et lignende sammenligningsstudie udført af
Gentilcore-Saunier, McLean, Goldfinger, Pukall og Chamberlain (2010) udføres diverse
målinger af bækkenbundsmusklernes funktion, hvor der konkluderes, at kvinder med
provokeret vulvodyni har højere tonisk overflade-EMG-aktivitet i det superficielle lag af
bækkenbunden end kvinder uden vulvodyni, men der ses ingen forskelle i de dybe lag af
16

ækkenbunden hos de to grupper af kvinder. Efter endt fysioterapeutisk behandling
normaliseres de hypertone forhold, så målingerne hos de to grupper er sammenlignelige.
Mange kvinder med vulvodyni påvirkes også psykisk med ændret personlighed og
selvopfattelse, skam og følelsen af utilstrækkelighed, og dette kan udmunde i en
depressiv tilstand (Andreasson et al, 2009), og i værste fald kan det medføre sociale
begrænsninger og sygemelding fra arbejde eller studie (Shelly, Knight, King, Wetzler,
Wallace, Hartman & Gorniak, 2003).
Når lidelsen på den vis griber ind på flere livsområder både fysisk, psykisk og socialt,
kan man tale om en biopsykosocial hæmning, hvor de enkelte dele indvirker på
hinanden, så man ikke kan nøjes med at have fokus på ét af områderne
(Lægehåndbogen, 2009; Jensen et al 2009).
4.3.1 Spændinger i bækkenbunden:
Når et menneske oplever en længerevarende smertetilstand et sted i kroppen, er det en
naturlig forsvarsmekanisme at spænde musklerne i området for at beskytte det sted, det
gør ondt (Jensen et al, 2009). Det samme gør sig gældende for kvinder med vulvodyni,
hvor en hyppigt forekommende sekundær følge til smerten i vulva er at spænde i
bækkenbund og omkringliggende muskler (Glazer & Rodke, 2002). Glazer og Rodke
(2002) mener tilligemed, at spændingerne i bækkenbunden kan være medvirkende årsag
17

til, at vulvodynien holdes i hævd, og at der er påvist en sammenhæng mellem
afspænding af muskulaturen og reducerede smerter. Deres teori er, at smerterne
medfører øget muskulær spænding, som dermed hindrer tilstrækkelig blodcirkulation i
området, og det lokale væv får derfor ikke ordentlig forsyning til at kunne hele det
irriterede område. Dette forstærker smerter såvel som spændinger yderligere.
Også i forhold til spændingstilstanden er det vigtigt at sammenholde psyke og soma, og
dette er Berit Bunkans (2003) nøglehulsmodel et godt eksempel på, da den forklarer,
hvordan emotioner og de motoriske, autonome, endokrine og immune systemer
gensidigt påvirker hinanden, og hvordan vi samtidigt påvirkes af ydre faktorer.
Modellens komponenters interageren med hinanden har stor indflydelse på det generelle
menneskes sundhed og helbred, og dette tydeliggøres også hos kvinder med vulvodyni,
som oplever, at smerterne fremprovokerer muskelspændinger og påvirker deres
psykiske velbefindende.
Dette samspil mellem psyke og soma understreges ligeledes af Gertrud Roxendal
(1995), som beskriver, hvordan psykologiske påvirkninger afstedkommer fysiologiske
18

eaktioner, og ligeledes at somatisk sygdom kan give psykologiske reaktioner. Patienten
kan af denne grund have svært ved at slappe af og tvivle på sin egen evne hertil. Disse
faktorer gør, at patienten får ændret muskulær spændingsbalance med øget statisk
muskelspænding samt nedsat styrke. Patienterne kan på psykologisk plan opleve angst,
håbløshed og føle tab af tidligere livsførsel. Dette forklarer yderligere, hvordan kvinder
med vulvodyni ofte er påvirkede ift. både den muskulære dysbalance i bækkenbunden
samt den psykiske påvirkning af situationen.
Som fysioterapeut behandlende den fysiske spændingstilstand skal vi derfor være
opmærksomme på dette samspil, så vi stadig behandler det hele menneske, hvilket
Shelly et al (2003) i “Assessment of Pelvic Pain” også belyser vigtigheden af i
forbindelse med, at man undersøger og behandler patienter med bækkenrelaterede
smerter generelt.
4.4 Den fysioterapeutiske intervention:
I DSOGs retningslinier for diagnostik og behandling af patienter med vulvodyni er det
klinisk rekommanderet med iværksat fysioterapeutisk behandling sideløbende med
anden terapi, når der forekommer hypertonisk eller dysfunktionel
bækkenbundsmuskulatur (Andreasson et al, 2009). Overlæge Charlotte Søgaard
vurderer, at det er flere og flere patienter, hun sender videre til fysioterapeut med
spændinger i bækkenbunden, mindst 30% og sandsynligvis flere end det, og hun
understreger, at samarbejdet mellem læge og fysioterapeut er essentielt i behandlingen
af disse patienter.
Når behandling opstartes, er det i særdeleshed vigtigt at optage en grundig anamnese for
at få et klart billede af patientens situation og for at kunne målrette behandlingen ud fra
det enkelte individs tilstand (Shelly et al, 2003). Derefter undersøges patienten med
vaginal inspektion og palpation ift. abnormaliteter, sensitivitet og muskelvævets
karakter. Både de superficielle og profunde bækkenbundsmuskler samt omkringliggende
muskulatur gradieres i forhold til styrke, tonus, udholdenhed, homogenitet,
triggerpunkter samt patientens evne til at kontrahere og slappe af igen i musklen.
Derudover undersøges for dysfunktion i de omkringliggende strukturer, f.eks. i hofte,
balder og truncus, og man vurderer patienten som helhed ift. holdning, bevægemønster
19

og respiration (Ibid; Fox, 2009).
Ifølge Frawley og Bower (2007) har den fysioterapeutiske behandling generelt til
smerter i bækkenbunden ved hjælp af øvelsesprogrammer fokus på først at få afspændt
den hypertone muskulatur ud fra princippet om ikke at udføre aktive øvelser med en
overaktiv muskel. Derefter arbejder man med stabiliserende og styrkende øvelser, så
patienten genvinder normal funktion og for at hindre fornyet spænding og smerte i
området. EMG og ultralyd som biofeedback er de senere år blevet meget populært at
anvende i behandlingen med formålet at genetablere normal muskeltonus og samtidig
bevidstgøre patienten om, hvornår hun spænder og slapper af i musklen, og dermed
nedsætte smerten (Ibid; Fox, 2009).
Et svensk randomiseret kontrolleret studie (RCT) fra 2006 evaluerer effekten af EMG-
biofeedback overfor brugen af Lidocaingel og finder, at begge metoder giver samme
signifikante forbedring af vulvasmerter, seksualfunktion og psykosocial tilpasning efter
hhv. 4 og 12 måneders opfølgning (Danielson et al, 2006). Et andet eksempel på forsøg
med EMG-biofeedback, der gentagende refereres til i andre forskningstudier, er
”Treatment of vulvar vestibulitis syndrome with electromyographic biofeedback of
pelvic floor muskulature” (1995), som ligeledes bekræfter, at denne metode giver
smertelindring og forbedring af bækkenbundsmuskulaturen hos kvinder med vulvodyni.
I 2000 blev der publiceret et andet RCT-studie, hvor man undersøgte effekten af
vestibulektomi, kognitiv terapi og biofeedback og kom frem til, at biofeedback medfører
signifikant smertereduktion, psykologisk bedring og genoptaget seksualfunktion efter 12
ugers behandling og til stadighed ved seks måneders follow-up (Bergeron et al, 2000).
En anden måde at bruge feedback på er at udføre det manuelt med vaginal og abdominal
palpation, hvilket vurderes som en mere praktisk teknik for terapeuten ifølge Schüssel,
Laycock, Norton & Stanton (2002).
Vaginale dilatorer i varierende størrelse og materiale benyttes for at strække og
mobilisere kontraktilt eller ufleksibelt væv, og denne metode bruges ofte som
hjemmeøvelse til patienten og kombineres med anden terapi (Frawley & Bower, 2007).
Patientedukation spiller også en rolle i den fysioterapeutiske intervention, hvor patienten
opnår viden om egen krop og lærer at være opmærksom på de kropslige reaktioner
(Shelly et al, 2003). Af anden behandling nævner Frawley & Bower (2007) også
20

manometri for at måle og styrke det intraanale pres og elstimulation eller cryoterapi som
smertebehandling, men disse er ikke underbyggede med tilstrækkelig evidens i de
studier, der er blevet lavet på området.
Generelt viser de studier, der er udført af fysioterapeuter og direkte er målrettet den
fysioterapeutiske behandling, at fysioterapi har positiv effekt, men de fleste ligger lavt i
evidensniveau. Eksempler på dette er et pilotstudie af Forth, Cramp og Drechsler (2009)
samt en case report af Becka, Hahn, Hunter & Boucher (2000).
21

5. Resultater
I dette afsnit vil vi først præsentere resultaterne af spørgeskemaundersøgelsen ved hjælp
af beskrivende statistik med inddragede grafer. Derefter vil vi belyse resultatet af vores
fire interviews ud fra en tematiseret opdeling med efterfølgende opsummering af
resultater.
5.1 Spørgeskema:
Svarene fra spørgeskemaerne er sammenfattet og behandlet i et separat regneark, hvilket
forefindes i bilag 10. Det er disse resultater, vi vil belyse i dette afsnit.
Spørgeskemaet (bilag 5) blev uddelt til 67 fysioterapeuter, og vi fik en svarprocent på
98,5%.
Undersøgelsens første spørgsmål omhandler, hvilket regi informanten er ansat i.
Resultatet for gruppen af de 66 fysioterapeuter, der har besvaret spørgeskemaet, viser, at
28,9% er ansat regionalt, 34,9% er ansat kommunalt, og 36,2% er ansat privat. Hvis
man derimod kigger på gruppen af fysioterapeuter, der ser patienter med vulvodyni i
deres daglige praksis, arbejder 37,8% regionalt, 10,8% kommunalt og 51,3% privat (se
figur 4).
22

34 ud af de 66 besvarelser er fra fysioterapeuter, der ser patienter med vulvodyni i deres
daglige praksis, og det er besvarelserne fra denne gruppe, der belyses i de følgende
resultater.
Til spørgsmålet om, hvor mange patienter med vulvodyni fysioterapeuten møder
gennemsnitligt om måneden, er der ikke på forhånd givet svarmuligheder, og resultatet
angiver en spændvidde, som rækker fra 1-2 om året til 15 om måneden. 11,8% har
undladt at svare på spørgsmålet. 8,8% møder færre end én om måneden, 29,4% møder
1-2 om måneden, og 17,6% møder 10 eller derover. De resterende 32,4% har angivet
varierende antal mellem 3 og 9.
24 af de 34 informanter har tværfagligt samarbejde med læger fra forskellige specialer.
Derudover er der fem, der samarbejder med sexolog og sygeplejerske, og tre
fysioterapeuter har hver nævnt hhv. psykolog, kiropraktor og sundhedsplejerske. Kun én
har samarbejde både med læge, psykolog og sexolog. Fire informanter har svaret, at de
ikke har tværfagligt samarbejde, og fem informanter undlod at svare på spørgsmålet.
23

Andelen af fysioterapeuterne, der svarer, at bl.a. klinisk erfaring, kurser og kollegial
erfaring ligger til grund for deres valg i behandlingen, er mellem 67,4%- 91,1%. Til
gengæld er der kun 14,7%, der benytter kliniske retningslinier (se figur 5).
Over 80% af de adspurgte fysioterapeuter anvender afspænding, knibeøvelser,
kropsbevidsthed, udspændingsøvelser, vaginal undersøgelse og vejrtrækningsøvelser i
behandlingen, hvorimod FES og TENS slet ikke anvendes. Set bort fra el-terapi
anvendes alle foreslåede behandlingsmetoder i varierende omfang, og derudover er af
informanterne tilføjet vibrationer, Xylocaingel, info om samlejestillinger, samtale,
selvbehandling, hjemmeøvelser og information som behandlingsmetoder, de anvender
ud over de svarmuligheder, der var givet i skemaet (se figur 6).
24

Sidste spørgsmål i spørgeskemaet går på fysioterapeutens subjektive vurdering af
effekten af egen behandling, og der er ikke nogen, der mener, at den er mindre god eller
decideret dårlig. De ligger alle mellem middel god og meget god, og over 50% af dem
vurderer den til at være god. To har undladt at svare på spørgsmålet. Til svarene er der
kommet kommentarer, der pointerer, at det varierer fra patient til patient, hvor god
behandlingens effekt er, og en enkelt nævner, at patienterne ikke bliver helbredt,
hvorimod en anden nævner, at hun helbreder 75%.
5.2 Interviews:
Vi vil i dette afsnit først præsentere de fire informanter med en kort beskrivelse.
Derefter vil vi præsentere resultaterne fra vores interviewundersøgelse i form af
indholdsbeskrivelser, der er dannet ud fra essensen af de meningsbærende enheder
under hver kodes subgrupper. Udvalgte illustrative citater underbygger indholdet i hver
subgruppe.
5.2.1 Præsentation af informanter:
Ane:
Har været uddannet fysioterapeut i ca. 30 år. Alder: Sidst i 50'erne. Hospitalsansat.
Har været inden for gyn/obs-fysioterapi i 15 år.
Har for tiden to patienter med vulvodyni i behandling, men ellers er antallet varierende.
Betty:
Har været uddannet fysioterapeut i ca. 30 år. Alder: Sidst i 50'erne. Privat ansat.
Har været på hospital i 14 år og på klinik i 17 år. Begge dele med gyn/obs-fysioterapi.
Har taget en uddannelse i urologi. Under uddannelse til klinisk sexolog.
Har ca. 30 behandlinger af patienter med vulvodyni om ugen.
Carin:
Har været uddannet fysioterapeut i ca. 10 år. Alder: Sidst i 30'erne. Privat ansat.
Har været inden for gyn/obs-fysioterapi i otte år, de seneste tre kun med gyn/obs.
Under uddannelse til klinisk sexolog.
Bruger to timer om ugen på patienter med vulvodyni.
25

Ditte:
Har været uddannet fysioterapeut i ca. 20 år. Alder: Midt i 40'erne. Hospitalsansat.
Har været inden for gyn/obs-fysioterapi i ca. 15 år.
Ser 6-7 patienter med vulvodyni om ugen. 1-2 af disse er nyhenviste.
5.2.2 Erfaringgrundlag
Praktisk og teoretisk erfaring:
Informanterne nævner alle, at de har erfaring fra hhv. kurser og kongresser, og Betty og
Carin underviser selv på nogle af disse. Nogle af kurserne har været mere overordnede
om underlivssmerter og få mere specifikke om vulvodyni. Ane og Carin fremhæver
begge kurser med Knud Damsgaard:
“(...) han sad jo bare og sagde alt det, som jeg havde rendt og spurgt vores læger om,
hvorfor og hvordan og så videre, og ikke fået noget svar på. Det var bare virkeligt
dejligt.” (Ane, 320-322)
Derudover har de deres viden fra mange års erfaring som fysioterapeut, kollegial snak,
bøger, artikler og generel livserfaring. Carin nævner også sin sexologiske uddannelse
som grundlag for sin viden:
“(...) som jeg så føler giver mig endnu flere kompetencer på det her område i forhold til
bækkenbunden, fordi at når man arbejder med bækkenbunden, så handler det også
rigtigt meget om seksualitet. Så de hænger ligesom sammen for mig.” (Carin, 24-28)
Betty og Carin nævner forskning som erfaringsgrundlag, hvor den ene holder sig
opdateret på Cochrane, og den anden selv kaster sig ud i små forsøg relateret til
behandlingen:
“(...) det er pilotprojekter og sådan nogle ting, som jeg gerne vil, og det har jeg gjort
meget. (...) Det bliver sådan noget, jeg finder på nogle ting, som jeg tænker, dem vil jeg
gerne prøve at undersøge, om de holder vand, (...) virker det?” (Betty, 714-717)
26

Begrænsninger:
Alle informanter oplever en grad af begrænsning i forhold til tilgængelig ny viden på
området. Tre af dem giver udtryk for, at der er for få relevante kurser, og Ane mener, der
generelt mangler litteratur omkring fysioterapi til pågældende patientgruppe. Carin vil
fremover søge sin viden mere i det sexologiske og ud over de danske grænser.
“(...) prøver at opsøge det, der bliver udbudt, men det er jo ikke så meget. (Vedr.
kurser)” (Ane, 423)
Tre af informanterne oplever situationer, hvor deres viden ikke er tilstrækkelig, og to af
dem trækker manglende psykologisk viden frem:
“ Jeg er ikke uddannet nok til overhovedet, og heller ikke, går heller ikke ind i de store
sådan psykologiske samtaler.” (Ditte, 510-512)
En enkelt nævner også tiden som begrænsning i forhold til at udvikle sig fagligt, når
man har en presset hverdag.
5.2.3 Patientgruppen:
Fysioterapeutens holdning til patienterne:
Tre af informanterne ser ikke patienter med vulvodyni som nogle, der skiller sig ud fra
andre smertepatienter eller patientgrupper generelt. Ane nævner, at hun har fokus på at
møde patienterne, hvor de er, og Betty understreger ligeledes dette:
“Jeg er da FULDstændigt ligeglad med, hvad det er for en sygdom. Hvis der kommer et
menneske ind ad døren, der har smerter i sin skede, det vil jeg gerne være med til at
hjælpe, og jeg er da fløjtende ligeglad med, om det er en fysiologisk sygdom eller en
psykisk sygdom. (Betty, 843-846)
Betty og Carin oplever dog, at antallet af patienter med vulvodyni, der tidligere har
27

været udsat for overgreb, er overrepræsenterede. Carin pointerer ligeledes, at den type
patient er kompliceret, og at hun ser noget psykosomatisk i deres symptomer. Betty har
samme holdning:
“Det er lidt sværere, når det er psykisk, fordi så skal man arbejde med BÅDE fysikken
OG med psyken, ikke? Og jeg vil da sige, der er mange, der har fået ondt i deres krop,
og så er det endt oppe mellem ørerne, det har jeg da set mange eksempler på.” (Betty,
849-853)
Til gengæld nævner Carin:
“Jeg tænker sådan lidt, at man skal passe på med ikke at sige, at det sidder oppe
mellem ørerne. For det gør det måske ved nogle af en årsag, som er meget forståelig, og
ved andre der er det simpelthen, fordi sådan er man bare. Allergisk over for tingene.”
(Carin, 289-292)
Ane fortæller, at man som kronisk smertepatient kan blive fastlåst i nogle mønstre, der
kan være svære at komme ud af, og Betty nævner, at nogle af patienterne kan opleve
flere goder ved at være fastlåst på den her måde.
Fysiske & psykiske reaktioner:
Tre af informanterne fortæller, at patienterne generelt har dårlig kropsbevidsthed, og
Ane nævner, at nogle patienter ikke har nogen fornemmelse af, hvordan de spænder
eller ikke spænder. Betty konstaterer i den forbindelse, at det er noget, patienterne
kommer til at gøre forkert med deres krop, så de får nogle uheldige spændingsmønstre.
Dette kan medføre afklemning af blodforsyningen i området, forstærket smerte, smerter
ved samleje og afføringsproblemer. Carin er enig:
“Det, der sker, er ikke noget, de selv bestemmer, at nu vil jeg spænde. Det er noget, der
sker, fordi de bliver bange for, at nu gør det ondt, og så spænder de op.” (Carin, 184-
186)
28

Der er blandt informanterne bred enighed om, at patienternes fysiske lidelse går ind og
påvirker deres psykiske velbefindende. Carin beskriver, hvordan krop og psyke kan
influere på hinanden:
“Så det bliver sådan en eller anden cirkel også, og det kan virke på dem, så de får et
dårligt selvbillede også, så deres kropsopfattelse den bliver dårligere og de ikke bryder
sig om sig selv mere, og det kan jo så gøre, at man kan blive lettere depressiv. (...) Så
det er jo det, smerter de kan gøre, at hele ens kropsbillede bliver forvrænget.“ (Carin,
942-948)
Og Ane ligeså:
“Mange af de her piger, de rører ikke ved sig selv, og fordi det hele er bare forbundet
med ubehag fra navlen og sydpå, så de rører ikke ved sig selv, de kigger ikke på sig
selv.“ (Ane, 141-143)
Derudover konstaterer alle også, at patienternes seksualitet også bliver påvirket og kan
give lavt selvværd. Ditte giver et eksempel:
“Det som hun sagde, som fylder rigtigt, rigtigt meget, det er, at (...) HUN fik i hvert fald
en følelse af utilstrækkelighed. Som egentligt fyldte meget i hverdagen. (...) Tanken om
ikke at kunne bidrage til det, og ikke at kunne have samleje, og om ens kæreste nu går
fra en.” (Ditte, 473-478)
Samlet set giver det en patientgruppe, der ifølge Ane er fortvivlede, frustrerede og
opgivende, og Betty understreger at den psykiske tilstand kan gøre det svært for dem at
give slip og give sig hen ift. at få indført noget i vagina.
5.2.4 Fysioterapeutens tanker om interventionen:
Samtale:
Alle informanterne nævner, at det er vigtigt at komme omkring hele patienten både i
anamnesen og undervejs i forløbet. Kommunikation og samtale er essentiel i forhold til
29

samarbejde med patienten, og Carin understreger:
“(...) Man lytter til, hvad DE siger, for det er jo dem, der er ekspert på deres egen krop.
(...) Jeg tænker, det er at være professionel. Det er at lytte til det, patienterne siger.“
(Carin, 868-873)
De tre andre pointerer ligeledes, at det er vigtigt at give plads og skabe tillid, så
patienten føler sig tryg nok til at fortælle om de problemer, de tumler med.
“Man gør det muligt for personen at komme omkring, hvis man kunne sige: Jeg kan se
på dig, at du spænder meget, hvad tror DU kan være årsagen til det her? Ikke? Så siger
de, det ved jeg ikke, nej. Så kan man sige, nogle gange kan det også være, hvis man har
været udsat for seksuelt overgreb, man er blevet voldtaget eller man som barn har været
udsat for noget. Så giver man ligesom tilladelsen til, jeg vil godt snakke om dét, hvis det
der noget, du vil snakke om.” (Betty, 203-209)
Ane og Carin fortæller, at det er vigtigt hele tiden at have en aftale med patienten om,
hvad der foregår, og at behandlingsplanen er lavet sammen med patienterne, så de hele
tiden kan forholde sig til, hvad der skal ske. Carin venter med undersøgelse af
bækkenbunden, til der er skabt tilstrækkelig tillid til den enkelte patient, og hun selv
siger, hun er klar. Ditte kan også opleve, der er nogle patienter, hun vurderer er for
sårbare i starten, og så lægger hun ud med noget andet i stedet. Ane siger følgende:
“Og hele tiden så har jeg jo en aftale med hende om, at jeg fortæller, hvad jeg gør, og
hvorfor jeg gør det, og at jeg stopper, hvis hun ikke kan være med. Det er sådan en deal,
der er meget vigtig at understrege og også meget vigtig undervejs at repetere.“ (Ane,
84-87)
Holdning i behandlingen:
Generelt er der enighed om, at man ikke skal overskride patientens grænser, men gå
stille og roligt frem i behandlingen, og både Carin og Ditte påpeger, at det er vigtigt, at
patienten får nogle behagelige kropsoplevelser i området. Betty udtrykker sin holdning
30

således:
“Der foregår IKKE noget her, som der ikke er accept på. Og det er altså meget meget
vigtigt, at man har det med sig, vil jeg sige, som fysioterapeut. I det område.” (Betty,
661-662
Ane er delvist enig:
“Jeg TVINGER dem ikke ud i noget, men nogle gange så skal man også bare tage
tingene for givet: Det gør vi bare her i butikken, og så gør de det.” (Ane, 152-153)
Både Ane, Betty og Carin pointerer vigtigheden af, at patienten selv tager ansvar i
behandlingen, så det ikke kun er passiv behandling, men nærmere hjælp til selvhjælp,
hvor de også lærer at håndtere deres smerter. Ane mener, det er vigtigt, at patienten kan
arbejde med respirationen som redskab i forhold til at kunne slappe af, og både hun og
Betty nævner også, at det er vigtigt, at patienten kan massere sig selv. Carin formulerer
sin holdning således:
“Jeg går med dem på vejen og leder dem på vejen derhen, hvor de kan få det bedre.
Men det er dem, der skal gøre arbejdet, det er dem, der skal vurdere og tage ansvaret
for sig selv, hvordan har de det.” (Carin, 772-775)
Alle informanterne synes, det er vigtigt, at patienterne arbejder med deres
kropsbevidsthed, f.eks. mærker deres køn og kroppens reaktioner. Betty fortæller i
forhold til at inddrage Xylocainbehandling:
“Men ellers synes jeg, det går på, man skal lægge mærke til sin krop og ikke bedøve
den, ikke? Men det kan være nødvendigt en periode, at få de der nerveender, blive
hidsede lidt ned, ikke?” (Betty, 620-622)
Hun nævner også, at patienten nogle gange kan have brug for at spænde som forsvar, og
så mener hun ikke, at man skal tage spændingen fra dem. Hun finder det logisk, at man
forsvarer sig, hvis man har været udsat for overgreb, og så skal man som fysioterapeut
31

hjælpe med at finde et brugbart redskab at arbejde med, så patienten kan komme videre
derfra.
“Man behøver ikke blive en glasstøtte, fordi man er blevet udsat for noget forfærdeligt i
livet” (Betty, 214-215)
Carin skiller sig lidt ud i forhold til de andre informanter, idet hun har gjort det til sin
approach, at hun ikke benytter materielle redskaber i behandlingen. Hendes holdning
bunder i en naturlig tilgang til kroppen, hvor der er fokus på kognitiv terapi og
kropsbevidsthedstræning.
“Vi behøver ikke dimsedutter og dippedutter og noget som helst. Vi kan sagtens finde
vores krop uden at skulle bruge de der ting. Med lige at vende blikket indad.” (Carin,
747-749)
Ane har en lidt anden holdning til brugen af fysiske redskaber i behandlingen, f.eks. kan
hun finde på at inddrage følgende:
“F.eks. hullahopringe og store bolde og sådan noget, ofte noget, der er lidt sjovt, så det
der underliv dernede ikke altid bare skal være så skide alvorligt.” (Ane, 813-814)
Erfaringer med behandlingen:
Ane og Carin nævner begge, at det, der primært ligger til grund for deres behandling, er
deres kliniske erfaring og at prøve tingene af for at finde ud af, hvad der virker, og hvad
der ikke gør. Carins erfaring er desuden, at det pædagogiske fylder meget ift. at få
patienterne motiverede og give dem forståelse for deres situation.
Ditte og Carin erfarer, at tidsperspektivet varierer meget fra patient til patient, da nogle
forløb kan være mere komplicerede end andre, og nogle patienter har også andre ting i
hverdagen, der kan fylde meget. Her spiller patientens mestringsevne også ind samt
overskud til at arbejde med problemet, og Ane nævner:
32

“For nogle, der kan sådan et hjemmeprogram bare være yderligere en stressfaktor, som
gør, at det hele går i hårdknude, fordi så var der endnu en ting, som man heller ikke
magtede eller duede til.” (Ane, 635-637)
Ane og Betty fremhæver, at det er en god idé at starte ud med patientedukation, hvor de
gør patienten opmærksom på bækkenbundens anatomiske opbygning:
“Der synes jeg, det er rigtigt fint med et spejl, så de kan se, hvordan det ser ud, og hvor
de forskellige ting ligger, og hvad det er, der gør ondt, når de rører forskellige steder.”
(Ane, 143-145)
Betty oplever også, at nogle patienter ikke er interesseret i bare at komme og lave
øvelser, men de vil lære at mærke deres krop.
Ditte har god erfaring med at bruge VAS ift. smerter ved palpation, og hun oplever, det
er et godt redskab at bruge på tværs af faggrupper, men også med egne kolleger. Både
Betty og Ditte ville gerne benytte el-terapi til disse patienter, men Ditte erfarer, at det
gør for ondt på patienterne, og Betty udtaler:
“Det er ikke et sjovt område at få TENS i. Nej. Men altså. Vibrationer er meget bedre.”
(Betty, 255-256)
Ane og Betty er enige om, at patienterne ofte reagerer modvilligt og bliver skræmte, når
de bliver præsenteret for redskaber, der skal indføres vaginalt, f.eks. stave, dilatorer og
biofeedback, hvorimod de anale accepteres.
Ane, Carin og Ditte har alle den erfaring, at de ikke kan helbrede patienterne med deres
irritation i slimhinden, men at de kun kan hjælpe dem af med deres muskelspændinger:
“Hvis det er sådan, at man ligesom fornemmer, at (...) nu kan de godt selv varetage
træningen og synes også, at der sker noget, at de har fint fat, men at der stadigvæk er,
kan man sige, den irritation af slimhinde, men at der ikke er den spændthed i
muskulaturen, så kan man sige, så er der ikke så meget mere for mig at gøre.” (Ditte,
320-324).
33

Carin oplever desuden, at hvis det har stået på i lang tid, kan det være rigtigt svært at
hjælpe dem.
Informanternes erfaring er overordnet, at deres behandling hjælper, og patienterne
reagerer godt på den, og Betty oplever, at 75% af hendes patienter helbredes i den
forstand, at de kan have samleje eller have to fingre oppe i skeden uden smerter. Ane
erfarer, at patienterne får det meget bedre, men hun finder det fortvivlende, at hun ikke
kan afhjælpe deres problemer 100%. Carins erfaring er, at når patienterne ikke har ondt
ved at blive undersøgt gynækologisk og føler, at de nu kan klare sig selv, så skal de
videre. Ditte oplever også, at fysioterapi til disse patienter batter noget, men det tager
lang tid at nå enden.
Carin vurderer alt i alt, at hendes behandling er en succes, og hun udtaler følgende:
“Det er jo nok også noget af det, som gør, at min behandling lykkes. Det er, at jeg tager
mine patienter, ALLE mine patienter seriøse, når de kommer.” (526-528)
Ressourcer og begrænsninger i behandlingen:
Ingen af informanterne føler, de har nogen personlige begrænsninger i deres behandling
til disse patienter. Dog siger Carin følgende:
“Så det er da det, der kan være provokerende, hvis der er noget overgreb ind over det.
Men ellers tænker jeg ikke, at der er noget sådan. Der er ikke noget, mine ører de ikke
kan tåle at høre.” (Carin, 825-828)
Der er enighed om, at fysioterapeuter har meget at byde på til disse patienter, men Ane
pointerer, at man kan komme til at rage lidt i blinde, når der ikke findes nogen løsning
på patientens problem, og Ditte beskriver, hvordan hun som fysioterapeut kan føle, at
hun mangler en sexolog eller psykolog i forhold til samtale med patienten, og Ane
udtaler:
34

“Jeg kan jo sagtens opleve det som et personligt problem, at jeg ikke kan følge folk helt
til dørs. Så sådan rent fagligt, jo, det er da skide ærgerligt, når man ikke slår til.” (Ane,
667-669)
Carin nævner det som en ressource, at hun har sin sexologividen i baghånden, som giver
hende nogle ekstra redskaber eksempelvis i form af samtaleteknik. Ane og Ditte nævner
begge, at der ikke er nogen mangler i deres fysiske rammer for behandlingen, og Ane
føler derudover, at hun har stor frihed i og med, at hun suverænt bestemmer, hvor lang
tid hun bruger på patienten.
5.2.5 Samarbejde:
Monofagligt samarbejde:
Ane og Ditte føler, de har gode sparingsmuligheder i deres kolleger på arbejdspladsen,
hvor de erfaringsudveksler og holder faglige møder:
“Så der synes jeg, vi bruger hinanden meget, sådan med at snakke om, hvad kan man
prøve, og hvordan kan man prøve at gøre det.” (Ditte, 600-602)
Carin oplever ikke noget problem i at arbejde alene, da hun har kolleger, hun kan ringe
til, og ellers går hun på nettet og søger efter svaret, hvis der er noget, hun er i tvivl om.
Betty sparer med de kolleger, hun møder på verdensplan på kongresser og holder
kontakt med disse over mail.
Tværfagligt samarbejde:
Alle informanterne nævner samarbejdet med læge og gynækolog, og når de vurderer, at
patienten har brug for yderligere undersøgelse hos lægen eller kunne have behov for en
henvisning til psykolog eller sexolog, har de ingen problemer med at henvise
patienterne tilbage til lægen.
Ane og Ditte fremhæver vigtigheden af at have nogle fælles retningslinier med lægen,
og Ditte fortæller:
35

“Det jeg synes, der er vigtigt, det er at få en enighed om, hvad tænker vi omkring dem
her, og hvad er det for en information, vi giver dem. Sådan at de får de samme
informationer, om de kommer oppe hos lægen, eller om de kommer hernede.” (Ditte,
404-407)
Begge ønsker et tættere samarbejde med lægerne i forbindelse med behandlingen af
patienterne specielt i situationer, hvor der kan være brug for at inddrage medicinsk
behandling eller der er opstået behov for nærmere lægelig undersøgelse:
“Jeg ønsker lidt det, at det lidt tættere samarbejde, med at man nogle gange kan sige,
og der er et eller andet her, og det flytter sig ikke rigtigt, og det ser meget rødt ud, eller
irriteret ud, det der, kan du ikke lige se på...” (Ditte, 558-560)
Ane kan fornemme, at lægerne er ved at få mere fokus på patientgruppen, og hun ser
frem til et rigtigt godt samarbejde.
Betty oplever mest at have brug for det tværfaglige samarbejde, når hun får patienter,
der kræver særlige, faglige kompetencer, f.eks. patienter, der også har psykiatriske
lidelser.
Hun vurderer, at henvisende læger og gynækologer har godt styr på, hvem der skal
sendes videre til fysioterapeut, og hun oplever generelt et godt tværfagligt samarbejde.
Fire til fem gange årligt mødes hun i en vulvagruppe med specialister, hvor hun har
mulighed for tværfaglig sparing.
Både Ane og Ditte finder det en stor mangel, at der ikke er nogen sexolog tilknyttet
deres arbejdsplads, og Ane beskriver følgende:
“Samarbejde med psykologer og sexologer osv. er selvfølgeligt meget perifert i og med,
de er ikke her i huset og er egentligt ikke nogen fagpersoner, som vi bare sender
patienterne, eller håber andre sender patienterne videre til. Vi kan jo ikke henvise dem.”
(Ane, 463-466)
Der er bred enighed om, at det optimale er at kunne behandle disse patienter i tæt
36

samarbejde med læge, sexolog og psykolog, f.eks. sidde dør om dør. Ane pointerer, at
det ville gøre behandlingen mere systematiseret og give bedre faglig udvikling.
37

6. Diskussion
I følgende afsnit vil vi diskutere hhv. vores brug af metode samt de resultater, vi er
kommet frem til i spørgeskema og interviews.
6.1 Metodesdiskussion:
I dette afsnit vil vi komme ind på fordele og ulemper ved vores benyttede metode og
diskutere validiteten og pålideligheden af vores metodevalg.
6.1.1 Design
Det har problematiseret processen lidt, at vi har inddraget både kvalitativ og kvantitativ
metode, da vi kun har fået tildelt én metodevejleder, som primært har erfaring inden for
kvalitativ forskning. Vi vurderer der ud fra, at hvis vi havde haft mulighed for at få lige
så meget kvantitativ metodevejledning som kvalitativt, ville den kvantitative del af
opgaven kunne være blevet grundigere gennemarbejdet.
Ved at benytte metodetriangulering har vi haft den styrke i opgaven, at den kvalitative
del har kunnet benyttes som opfølgning på den kvantitative for at indhente yderligere og
mere uddybende informationer. Dermed har vi tilføjet opgaven flere dimensioner ved at
belyse problemstillingen fra to forskellige metodiske vinkler (Malterud, 2006). Den
kvantitative undersøgelses mangfoldighed har givet os et bredt, generaliseret billede på
en tendens og øget mængden af indsamlede data, men ulempen er, at resultaterne ved
brug af denne metode kun har været nuancerede til den grad af spændvidde, vi har stillet
op i form af svarmuligheder. Dette kan have medført, at resultaterne fra denne del af
opgaven mangler dybde. Her har den kvalitative del været os til gavn som en
repræsentativ stikprøve på det, vi fik et overblik over i den kvantiative del, og dermed
har vi alligevel fået den uddybning, vi ønskede for opgaven.
6.1.2 Litteratur
Til at starte med var vi meget prægede af manglende viden på området, og vores
søgeord blev derfor meget brede og overordnede såsom “vulvodynia” og
“physiotherapy”, og det var først i løbet af søgeprocessen, at det gik op for os, at denne
lidelse er og har været omtalt med forskellige navne, terminologier og klassifikationer
(se afsnit 4.1), og at der inden for denne gren af fysioterapi er specifikke
38

ehandlingsformer. Dette har besværliggjort vores søgning og har resulteret i, at vi har
manglet systematik i fremgangsmåden, og vi er muligvis kommet til at fravælge
brugbare artikler, indtil vi blev bevidste om, hvad der lå i de forskellige betegnelser. Det
har gjort, at vi har måtte udføre søgningen af flere omgange, og strategien blev først
fastlagt senere i processen, hvor vores søgeord blev mere præcise og specifikke, og vi
efterhånden nåede frem til de samme artikler efter søgningerne med forskellige søgeord.
Derfor vurderer vi, at vi i store træk har fundet det litteratur, der er offentligt
tilgængeligt om fysioterapi til denne patientgruppe. Det har højnet den interne validitet i
vores opgave, at vi har benyttet os af de mange referencer i både forskningsartikler og
bøger, og især de referencer, der gentagne gange er blevet henvist til. Dermed har det
også været muligt at krydstjekke i referencerne ift. vurdering af relevans for vores
opgave.
I søgningen har vi også gjort brug af rådgivning fra fagpersoner, som dagligt arbejder
med området både på teoretisk og praktisk plan, og på den måde har vi ud fra deres
vurdering af relevans haft mulighed for at finde og benytte litteratur, som vi måske ikke
havde fundet på egen hånd.
Da den litteratur, der findes på området, er skrevet inden for de seneste tre årtier, og der
samtidigt er meget få studier relateret til fysioterapi, har det ikke været nødvendigt for
os at opstille krav om artiklernes alder. Til gengæld var det et kriterie, at de var udgivede
i lande, der var kulturelt sammenlignelige med Danmark, og eftersom det meste af den
brugte litteratur er nordamerikansk og europæisk, har vi vurderet, at det var tilpas
repræsentativt.
Udledt af vores litteratursøgning er vi endt ud med ca. 30 studier, som vi har vurderet
giver et repræsentativt billede af, hvad der er forsket i de seneste to årtier med relevans
for behandlingen af patienter med vulvodyni i relation til fysioterapi. Studierne er
primært udført af læger, gynækologer, psykologer, sexologer og fysioterapeuter, og i
flere af artiklerne går de samme forfattere igen, eksempelvis Howard I. Glazer og
Sophie Bergeron, som der også bliver refereret til gentagne gange i andres publikationer
såvel som i faglitteraturen. Generelt kan vi se, at antallet af RCT- studier har været få, at
evidensniveauet i de forskellige studier er varierende, og at det er få studier, der er
udført af fysioterapeuter, da langt de fleste studier har fokus på den lægevidenskabelige
behandling til denne patientgruppe.
39

Størstedelen af forskningen inden for fysioterapi til disse patienter består af mindre
kvantitative studier, hvorfra vi har sorteret ud ved hjælp af kritisk læsning for at vurdere
validiteten og reliabiliteten af artiklerne. Vi har eksempelvis vægtet det højt, at der i
studierne har været benyttet en kontrolgruppe til sammenligning, og vi vurderer, at vi
har fundet det bedste forskning, der findes på området, eftersom flere af de studier, vi
har benyttet som kilder i teoriafsnittet, er blevet refereret til i andre forskningsartikler
samt litteratur på området.
Det er tydeligt, at vi emnemæssigt er inde på et udviklingsfelt, da evidensniveauet stiger
i takt med artiklernes udgivelsesår, for der danner sig et klart billede af, at det nyeste
litteratur lever bedre op til metodiske krav inden for forskning. Derfor har vi valgt
primært at benytte os af nyligt udgivet litteratur.
6.1.3 Dataindsamling
Fagpersoner:
Vi har gjort brug af Charlotte Søgaards udtalelser til at underbygge, at teori fra
udenlandsk litteratur også gør sig gældende i praksis i Danmark. Dog repræsenterer hun
ikke hele Danmark, men kun et specifikt hospital, og vi er bevidste om, at andre
overlæger og læger arbejdende med vulvodyni på andre hospitaler i Danmark måske har
andre holdninger og erfaringer end Charlotte Søgaard. Selvom hun ikke har publiceret
nogen artikler og hendes subjektive udtalelser kategoriseres som evidensniveau D for
ekspertpersoner (se bilag 1), vurderer vi alligevel, at hun har været brugbar i og med, at
hun ser disse patienter i praksis og er engageret inden for området i kraft af, at hun er
formand for DSOG.
Spørgeskema:
Til udarbejdelse af selve spørgeskemaet var vi under tidspres, da vi blev inviteret med til
generalforsamlingen med kort varsel, og dette kan have influeret på spørgeskemaets
kvalitet. Eftersom vi før dette projekt ikke havde nogen erfaring med kvantitativ
metode, kunne vi have højnet validiteten af undersøgelsen, hvis vi havde haft tid til at
lave en pilotundersøgelse forinden for at teste svagheder og styrker i spørgeskemaets
udformning. Dog fik vi inden uddeling metode- og fagvejleder til at gennemlæse og
kommentere spørgeskemaet, hvorudfra vi vurderer, at kvaliteten var acceptabel.
40

I hele gyn/obs-gruppen er der ca. 300 medlemmer (Danske Fysioterapeuter, 2010), og
67 var med til generalforsamlingen, hvoraf 66 svarede på spørgeskemaet. Umiddelbart
kan man sige, at 67 ud af 300 er en høj procentandel, men det er ikke repræsentativt for
gyn/obs-gruppen, da det er en selekteret mængde deltagere og ikke tilfældigt valgt ud af
de 300. Hvis vi i stedet havde valgt at udsende spørgeskemaet til tilfældigt udvalgte i
gyn/obs-gruppen, havde vi opnået et mere repræsentativt resultat. Dog vurderer vi, at
vores resultat har været brugbart for os, da det ud fra en stor mængde deltagere har givet
et billede af, hvad det er, der gør sig gældende ift. den fysioterapeutiske intervention for
lige præcist denne mængde gyn/obs-fysioterapeuter.
I og med, at spørgeskemaet blev uddelt og skulle afleveres samme dag, er der en reel
risiko for bias pga. tidspres, som vil kunne medføre, at der ikke er blevet svaret lige
velovervejet på alle spørgsmålene, eller at nogle spørgsmål slet ikke er blevet besvarede.
Til gengæld har vi med valget af denne metode sikret os en høj svarprocent. Vi kunne
have valgt at give informanterne spørgeskemaet med hjem, så de kunne få ro og tid til at
svare grundigt på spørgsmålene, men derved ville der opstå den risiko, at de ikke får
afleveret spørgeskemaet tilbage til os.
Interview:
Ud fra krydslæsning af matrisen (se bilag 12) vurderer vi, at de valgte temaer har været
relevante ud fra det materiale, vi indsamlede under interviewene, eftersom
informanterne generelt er godt repræsenterede med citater under alle temaer, men hver
især træder frem på forskellige områder.
Vi har i opgaven kun opnået delvis mætning, da informanterne både har bidraget med ny
viden og flere steder når til enighed. I hver enkelt interview fandt vi til gengæld
mætning i og med, at informanten efter noget tid begyndte at geninddrage tidligere
oplyste informationer. Hvis opgaven kunne være større, og vi havde haft længere tid,
ville vi have opsøgt flere informanter, til vi nåede til et punkt, hvor yderligere interviews
ikke havde givet ret meget ny viden og dermed opnå mætning (Kvale, 2006). Det har
højnet overførbarheden til gyn/obs-gruppen, som informanterne repræsenterer, at de har
forskellig erfaringsbaggrund og er fra fire forskellige landsdele, så de dermed
repræsenterer hele landet bredt inden for de regi, hvor patientgruppen behandles.
41

Kriterierne opstillet for rekvirering af informanter har sikret, at informanten har erfaring
med generel behandling inden for gyn/obs-området samt med den specifikke
patientgruppe, og at denne behandling ligger frisk i erindringen, så vi dermed hindrer
forekomsten af erindringsbias (Andersen & Matzen, 2007).
Kvale (2006) kalder interview et håndværk, som man lærer at bruge med erfaring.
Derfor er det vores vurdering, at det har højnet den interne validitet og givet ensretning i
interviewene, at vi har benyttet os af en interviewer, der har erfaring inden for dette,
men til gengæld mener vi også, at man altid kan blive bedre i og med, at man får mere
erfaring. Ved at gøre brug af samme interviewer risikerer man, at interviewet bliver
præget af denne person, og dette har vi forsøgt at undgå ved at udarbejde
interviewguiden i fællesskab samt at observatørerne har kunnet bidrage med
supplerende spørgsmål undervejs. Interviewguiden kan være præget af vores fælles
forforståelse og risikerer dermed at lede informanterne og få dem til at svare på
spørgsmål, som de måske ikke selv fandt relevante. Dette vil i så fald have givet
opgaven lavere intern validitet.
Det har bedret ensretningen, at alle transkriptioner er blevet udført af en, der har erfaring
med dette, og transkriptionernes reliabilitet er blevet højnet, ved at optagelsernes
utydelige passager er blevet lyttet igennem af alle i gruppen, mens transkriptionerne
blev læst. Eftersom transkription ikke er egnet til at gengive informanternes
sindsstemning, eksempelvis smil og øjenkontakt, er det svært at få hele
interviewoplevelsen med i den tekstuelle del. Men at vi har inddraget alle sagte ord og
lyde sikrer, at vi har tillagt det mindst mulig tolkning, og dermed giver det den mest
virkelighedstro formidling af det, informanterne har sagt. Derudover har det øget
reliabiliteten, at vi har nedfældet fulgte retningslinier for transkription (se bilag 9).
6.1.4 Dataanalyse
Da vi er nybegyndere inden for forskning har vi i bearbejdelsen af interviewene benyttet
os af Malteruds (2006) systematiske tekstkondensering, da det kan være nyttigt at vælge
en vej, som andre tidligere har betrådt. Den er tydeligt beskrevet og har været en stor
hjælp for os i processen.
42

Vi har haft mulighed for at gå i dybden med analysen, da vi kun har data fra fire
informanter, og dermed er vores bearbejdning blevet grundigere, end hvis vi havde valgt
flere informanter for større mætning. Undervejs i databearbejdningen har vi alle
diskuteret indholdet af informanternes udsagn og forsøgt at være mest muligt tro mod
deres oprindelige betydning ved inddragelse i projektet. Dette har højnet den interne
validitet.
At vi har benyttet os af farvet papir og plancher har givet os et godt overblik og
visualisering af interviewene under hvert tema og subgruppe og af brugen af de
forskellige informanter i hver kategori.
Grundet vores fra starten snævre referenceramme har udfaldet af interviewene været
meget bredt ift. vores problemformulering, og vi har fået mange informationer, der ikke
alle var lige relevante for vores problemstilling. Derfor har vi været nødt til at
grovsortere i materialet for lige præcist at få svar på det, vi i opgaven har haft rettet
vores fokus mod.
6.1.5 Etiske overvejelser
Havde vi haft tiden til det, ville vi i stedet have valgt at sende spørgeskemaet ud til
medlemmerne af gyn/obs-gruppen, så de kunne få god tid til at beslutte, om de ville
deltage, og så de i fred og ro kunne besvare spørgeskemaet i enrum. På den vis kunne vi
have hindret, at nogle ville føle sig pressede til at deltage.
Da de fire informanter er en del af en mindre gruppe af specialbehandlere, har vi i
bestræbelsen på at sløre deres genkendelighed været nødt til at gå på kompromis med
vores anvendelse af visse oplysninger og citater. På den måde har det ikke været
tilstrækkeligt blot at anonymisere informanternes navne.
6.2 Resultatdiskussion:
I dette afsnit vil vi vurdere og diskutere de resultater, vi er kommet frem til
sammenholdt med teori og forskning på området.
6.2.1 Spørgeskema:
Ud af de 66 deltagere i spørgeskemaet viste det sig, at det kun er ca. halvdelen, der
møder patienter med vulvodyni i deres daglige praksis. Ud af dem er det kun en lille del
43

svarende til 17,6%, der møder flere end 10 af disse patienter om måneden, der er altså
meget få behandlere, der ser disse patienter i deres daglige praksis og endnu færre, der
ser dem ofte, og derudfra vurderer vi, at der er tale om et specialeområde.
Lige knapt 3/4 af de adspurgte samarbejder med en læge, og fire har svaret, at de intet
samarbejde har med andre faggrupper. Der kan i resultatet være opstået bias på den
måde, hvorpå spørgsmålet er udformet, da der for informanten kan være tvivl om,
hvorvidt man skal svare, hvis man ikke har samarbejde, eller om et nej er det samme
som intet svar. Fem har undladt at svare på spørgsmålet, og hvis man tolker dette som et
nej til samarbejde, ender vi med et resultat, der viser, at 26,5% ikke har nogen form for
tværfagligt samarbejde. Det vurderer vi er en stor andel af gruppen taget i betragtning, at
teorien anbefaler et multimodalt samarbejde omkring disse patienter (se afsnit 4.2).
Derfor er det også tankevækkende, at det kun er én af de adspurgte informanter, der har
samarbejde både med læge, psykolog og sexolog, som ifølge teorien ville være optimalt
for behandlingen. Vi har dog ikke taget højde for, da vi udarbejdede spørgsmålene, at
der kunne være fysioterapeuter, der har supplerende uddannelser, f.eks. som sexolog, og
dermed kan der være opstået bias på den måde, at der reelt ikke ville være behov for
samarbejde med sexolog, hvis man selv er sexologuddannet. Dermed kan der være tvivl
om, hvad man i så fald skal man svare på det pågældende spørgsmål.
Baggrunden for valget af fysioterapeuternes behandling er langt overvejende ud fra
praktisk erfaring i form af klinisk erfaring, kollegial erfaring og kurser. Vi vurderer, at
kurser indbefatter både praksis og teori. Derimod benytter under halvdelen af de
adspurgte forskning, bøger og tidsskrifter, og kun 14,7% bruger kliniske retningslinier.
Det stemmer godt overens med, hvad vi har oplevet ift. mangelfuld litteratur om
fysioterapeutisk behandling til patienter med vulvodyni, og vi finder det forventeligt, at
der ikke er udarbejdet mange retningslininer inden for dette felt endnu, da vi ikke har
kunnet finde nogen specifikt om fysioterapi i vores søgninger.
Af de givne svarmuligheder er det kun el-terapi, som ingen af fysioterapeuterne benytter
i deres behandling. Over halvdelen benytter afspænding, biofeedback, knibeøvelser,
kropsbevidsthed, massage, udspændingsøvelser, vaginal udspænding, vaginal
undersøgelse, vejrtrækningsøvelser og venepumpeøvelser i deres behandling. I mindre
44

grad benyttes dilator, smertecoping, smertescoring, termoterapi og triggerpunkt-
behandling. Derudover har flere tilføjet følgende anvendte metoder: Vibrator,
Xylocaingel, info om samlejestillinger, samtale, selvbehandling, hjemmeøvelser og
information, og vi vurderer ud fra disse resultater, at det er en bred vifte af
behandlingsformer, der benyttes til denne patientgruppe i praksis. Dette mener vi giver
fysioterapeuten gode forudsætninger for at møde den enkelte patient med det, denne har
brug for i behandlingen. Der anvendes især manuelle metoder direkte på det
problematiserede område, eksempelvis i form af massage og udspænding, og af
apparater benyttes især biofeedback, hvilket er den behandlingsmetode, der er mest
fokus på at undersøge effekten af i forskningslitteraturen på området, og som er bevist i
flere studier virker. Eftersom kun lidt under halvdelen af de adspurgte nævner forskning
som grundlag for deres behandling, vurderer vi, at biofeedback også benyttes på
baggrund af f.eks. overlevering fra kollegers erfaringer, da det er lige knapt 60%, der
anvender biofeedback som metode.
Derudover er der en del af de anvendte metoder, der har fokus på både krop og psyke i
form af bl.a. kropsbevidsthedstræning, respirationsøvelser og afspænding. Af de
tilføjede metoder er der særligt nævnt forskellige former for patientedukation. Vores
vurdering er dermed, at det hele menneske er inddraget i behandlingen. Denne holistiske
måde at tilgå patienten er i tråd med Bunkans (2003) overbevisning, og hun fremlægger
det som essesielt i den fysioterapeutiske behandling, at man ikke kun fokuserer på den
smertende kropsdel, men i stedet kigger på hele mennesket. Hun forklarer sin teori ved,
at der ved ubalance i et af systemerne kan ske en “omsjaltning” til et andet.
Ved afkrydsning vedr. grundlag for behandling og anvendt metode kan vi ikke se,
hvordan svarene vægtes i forhold til hinanden, og svarene bliver på sin vis serverede for
dem. På den måde kan resultatet i høj grad være præget af den forforståelse, vi var
påvirkede af, da vi udarbejdede svarmulighederne.
Flere af informanterne har tilføjet ekstra behandlingsmetoder, og hvis disse havde været
som afkrydsningsmulighed fra starten af, ville resultatet højst sandsynligt have set
anderledes ud.
Den subjektive selvvurdering af den effekt, der opleves af hver enkelts behandling, er at
patienter med vulvodyni har god gavn af fysioterapi. Det siger ikke noget om, hvorvidt
45

fysioterapi rent faktisk virker, men at behandlerne generelt har den oplevelse, at det kan
hjælpe disse patienter. Vi kan derudfra konstatere, at lige meget, hvad den enkelte
fysioterapeut benytter af behandling, samt hvad der ligger til grund for denne metode,
oplever fysioterapeuten, at der er en effekt. Det kan diskuteres, hvor meget de opstillede
succeskriterier for den enkelte behandler varierer, og hvordan patienternes personlige
mål spiller ind på, hvornår der er effekt. Endvidere kan man opstille en hypotese om, at
alene det, at patienten er tilknyttet et behandlingsforløb og på den måde bliver taget
seriøst, kan have en effekt uanset hvilke behandlingsmetoder, der benyttes.
Spørgeskemaet har tydeligt båret præg af vores referenceramme som relativt uvidende
på området, da vi udarbejdede spørgsmål og svarmuligheder, og dermed vil resultaterne
også være mærkede af dette. Ikke desto mindre vurderer vi, at vi er kommet frem til et
resultat, der kan bruges på den måde, vi ønskede. Vi har med spørgeskemaet fået svar
på, hvilke fysioterapeutiske metoder, der bredt benyttes til patientgruppen, vi fik svar
på, i hvilket regi vi kunne rekvirere informanter til interviewet, og derudover har vi også
fået belyst nogle punkter, såsom grundlag for behandling og tværfagligt samarbejde, der
kunne uddybes i interviewene.
6.2.2 Interview:
Informanterne har mellem otte og 31 års erfaring inden for gyn/obs-fysioterapi, og
dermed vurderer vi, at de har god erfaring og kendskab til området generelt. Deres viden
om fysioterapi til patienter med vulvodyni kommer både fra teori og praksis, men
primært i kraft af mange års erfaring. De opsøger aktivt viden om området, men oplever
alle at der ikke er meget at komme efter hverken af kurser eller litteratur, hvilket
stemmer godt overens med vores oplevelser af tilgængelig, konkret litteratur om
fysioterapi og vulvodyni. Det nævnes også, at en presset hverdag begrænser muligheden
for faglig udvikling, men til gengæld kan vi konstatere, at den monofaglige sparing
fungerer godt for alle informanterne.
Der er overordnet enighed om, at patienterne ikke skiller sig væsentligt ud fra andre
patientgrupper, og at diagnosen i bund og grund er underordnet, når symptomerne er de
samme, for det er dem, som man som fysioterapeut gerne vil hjælpe patienterne af med.
46

Dog trækker de to sexologistuderende frem, at der er overrepræsentation af dem, der har
været udsat for overgreb. Den ene af dem ser noget psykosomatisk i nogle af hendes
patienters symptomer, og den anden bekræfter, at hun flere gange har oplevet, at den
fysiske sygdom kommer til at “sidde oppe mellem ørerne”. Vi har ikke kunne finde
noget litteratur, der underbygger, at der er en direkte sammenhæng mellem vulvodyni og
overgreb. Dog er der tvetydige svar at finde, eftersom eksempelvis et kvalitativt studie
fra 2000 baseret på semistrukturerede interviews (Lampe, Solder, Ennemoser, Schubert,
Rumbold & Sollner, 2000) samt et systematisk review fra 2006 (Latthe, Mignini, Gray,
Hills & Khan, 2006) kobler forekomsten af kroniske bækkensmerter og dyspareuni
sammen med tidligere overgreb. Til gengæld er der et studie, som forsøger at afdække
en forbindelse specifikt mellem vulvodyni og forekomst af tidligere seksuelle overgreb,
som afkræfter, at der skulle være en generel sammenhæng (Edwards, Mason, Phillips,
Norton & Boyle, 1997). Som nævnt i teoriafsnittet ses dyspareuni ofte som et
følgesymptom på vulvodyni, og vi vurderer, at vulvodyni kan høre under betegnelsen
“kroniske bækkensmerter”, men at det er en for bred patientgruppe at skære over én
kam, og at man vil være nødt til at isolere patienterne med vulvodyni som i sidstnævnte
studie for at specificere forskningen og dermed få et overførbart resultat. Vores
vurdering er derfor, at forskningen hverken be- eller afkræfter, at der er en klar
sammenhæng mellem vulvodyni og tidligere seksuelle overgreb. Vi finder det derfor
interessant, at det er fysioterapeuter med sexologisk viden, der udtaler ovenstående.
Dette kan tolkes således, at det for fysioterapeuter generelt ikke er et område, der
betrædes, men at man med sexologiske redskaber kan gå mere ind i en samtale om
sådan en problematik. Men det kan også tænkes, at fysioterapeuter på privatklinik får en
anden slags patienter henvist, og at de to informanter fra privatklinik begge bruger deres
sexologiske baggrund i behandlingen og derfor bliver opsøgt af disse patienter.
Alle informanterne pointerer vigtigheden af at møde patienterne, hvor de er både fysisk
og psykisk, hvilket også understreges i teorien som relevant mht. at behandle ud fra den
enkeltes tilstand (se afsnit 4.4). Patienterne kommer med en blanding af både fysiske
symptomer, såsom forstærket smerte pga. afklemning af blodforsyningen i området,
dyspareuni og afføringsproblemer såvel som psykiske symptomer som dårlig
kropsbevidsthed, manglende kropsaccept, forvrænget selvbillede og følelsen af seksuel
utilstrækkelighed pga. smertetilstanden og de medfølgende spændinger. Derfor mener
47

informanterne, at det er vigtigt at komme rundt om hele patienten, hvilket stemmer godt
overens med den biopsykosociale model beskrevet i afsnit 4.3, hvor det forklares,
hvordan forskellige omstændigheder spiller ind på det hele menneskes helbred. I
forbindelse med de psykiske og seksuelle problemer føler nogle af informanterne, at
deres kompetencer ikke slår til, og dette understreger relevansen ved multimodalt
samarbejde, som de alle ønsker, men ikke har lige muligheder for.
I tilgangen til patienten i behandlingen er det essentielt at tage dem seriøst, lytte, give
plads, skabe tillid, gå stille og roligt frem i behandlingen og skabe en tryg atmosfære for
patienten. Patientens mestring og overskud er ifølge informanterne en grundlæggende
parameter for, hvilke metoder der skal anvendes i behandlingen, og dermed vurderer vi,
at behandlingen bliver styret af patientens ståsted. Hvis patienten eksempelvis ikke kan
give slip og give sig hen, strækker behandlingsforløbet sig over længere tid.
Behandlingen går langt hen ad vejen ud på at prøve af, hvad der virker, og det vurderer
vi er forventeligt sammenholdt med den mangelfulde teori på området. Ud fra
patienternes situation har informanterne meget fokus på at inddrage metoder, der
påvirker både krop og psyke, f.eks. kropsbevidsthedstræning. Brugen af apparater i
behandlingen afhænger ifølge informanterne i høj grad af patientens reaktion, da det
ofte ikke kan lade sig gøre pga. smerter eller patientens frygt for, at det vil gøre mere
ondt. Fysioterapeutens holdning synes også at spille ind ift. at vælge eller fravælge
brugen af apparatur, eksempelvis at undlade at benytte apparater for at få en mere
naturlig tilgang til kroppen, som en af informanterne nævner. Teorien beskriver, at el-
terapi kan anvendes, dog er evidensen lav (se afsnit 4.4), og to af informanterne
vurderer, det ikke kan gennemføres pga. smerter, hvilket også kan være en af grundene
til, at spørgeskemaets resultat viser, at ingen benytter det.
Patientedukation, vejrtrækningsøvelser og det at kunne massere sig selv er eksempler
på, hvad fysioterapeuten forsøger at ruste patienten med for at blive så selvhjulpen som
muligt. Der ud fra vurderer vi, at det er hensigten at selvstændiggøre patienten og få
dem til at tage ansvar for egen situation, så de ikke bliver behandlerafhængige og
fastholdt i et uhensigtsmæssigt mønster.
Generelt kan vi læse ud af resultaterne, at det for alle vægtes højt at have et godt
48

samarbejde både mono- og tværfagligt. Bl.a. nævnes et ønske om fælles retningslinier i
behandlingen og inddragen af flere faggrupper, specielt psykolog og sexolog. Ud fra
dette konstaterer vi, at patientens forløb ville blive mere effektivt, hvis faggrupperne på
tværs arbejdede tættere sammen. Vi tror, at fysioterapeuten derved ville kunne
koncentrere sin indsats mere omkring det fysioterapeutiske og ikke i så høj grad vil
opleve situationer, hvor de kommer til kort ift. psykiske og sexologiske problematikker.
For patienten vil det give en mere effektiv behandlingsproces og hun vil hermed opnå
hurtigere bedring. Fordelene af et tæt tværfagligt samarbejde understreges endvidere i
flere af de tidligere refererede forskningsartikler (se afsnit 4.4), hvor det konkluderes, at
kvinder med vulvodyni vil opnå signifikant forbedring af smertetilstanden, hvis man i
behandlingen benytter en multimodal tilgang. Dette er yderligere en indikation på at
denne tilgang er at tilstræbe for at hjælpe denne gruppe af patienter.
Vi har været nødsagede til at udelade nogle ellers relevante citater i opgaven, da de
skilte sig ud på en måde, der ville være henførbare til informanten og dermed kollidere
med opgavens etiske krav. Dog har det ikke været citater, der var enestående i en grad,
at vi ikke kunne få pointen frem andetsteds fra, og dermed vurderer vi, at den interne
validitet er intakt.
Set i bakspejlet kan vi se, at informanterne har åbnet for nye i veje i interviewet, som vi
ikke har haft tilstrækkelig erfaring til at forfølge og få uddybet, og på den måde har vi
ikke fået så detaljeret et billede af deres livsverden, som vi kunne ønske. Vores mangel
på erfaring har endvidere gjort, at vi har haft brug for at støtte os op af en
interviewguide og på den måde til en vis grad været styret af, hvad vi troede var centrale
emner og ikke været opmærksomme nok på at forfølge det, som fysioterapeuterne
mente var væsentligt. Ud fra dette kan det tænkes at vores forforståelse kan have
påvirket vores resultater. Som Kvale (2006) pointerer, er interview et håndværk, der
læres med erfaring, og vi blev undervejs i forløbet bedre til at lade informanten styre
samtalen og dermed føre os med og ikke omvendt. Under udarbejdelsen af opgaven er
vores referanseramme blevet udvidet, og vi er blevet mere forankrede i vores materiale.
Dette er dels en naturlig del af den proces, som vi har været igennem, men også et
resultat af at vi er gået helt uerfarne ind i et emne, der endnu ikke er godt repræsenteret i
litteraturen. Derved er vi undervejs blevet bedre rustet til, både at lade informanten vise
vejen ind i hendes livsverden, men også at spørge ind til det, der har været relevant for
49

vores problemformulering, og vi vurderer, at det har været med til at højne den interne
validitet i opgaven.
I løbet af projektet har vi været meget opmærksomme på vores forforståelses påvirkning
af indsamling og analyse af emperisk materiale, dog er det ikke muligt at tilsidesætte
den fuldstændigt. For at øge resultaternes pålidelighed har vi lægt forforståelsen tydeligt
frem for læseren, endvidere har vi også kigget på forventningerne til projektet og holdt
dem op mod det resultat, vi er kommet frem til og kan dermed se, om det er lykkedes os
at komme frem til ny viden ud fra de empiriske data (Malterud, 2006). Inden projektet
havde vi den hypotese, at der primært blev behandlet ud fra “best practise”, og dette
blev bekræftet ud fra vores resultater. Derudover havde vi også forventet, at
behandlingen til patienter med vulvodyni var kompliceret af, at ætiologien var ukendt,
og at behandlingen var meget psykosomatisk orienteret, hvilket vores resultater ikke har
kunnet bekræfte entydigt. Til gengæld opstod der nye, uventede problemstillinger, f.eks.
det faktum at psykologiske og sexologiske faktorer fylder meget i behandlingen, og at
der forekommer mangler i det tværfaglige samarbejde. Dermed vurderer vi, at vi har
forholdt os åbne under indsamling og analyse af empirien, og at resultaterne er relativt
pålidelige.
50

7. Konklusion:
Vi konkluderer ud fra opgavens resultater, at fysioterapeuter, der behandler patienter
med vulvodyni, benytter sig af mange forskellige metoder ift., at der fysisk set er tale
om en snæver problematik. De anvendte interventioner blandt de adspurgte er følgende:
Afspænding Massage Udspændingsøvelser
Biofeedback Samtale Vaginal udspænding
Dilator Selvbehandling Vaginal undersøgelse
Hjemmeøvelser Smertecoping Vejrtrækningsøvelser
Info om samlejestillinger Smertescoring Venepumpeøvelser
Information Termoterapi Vibrator
Knibeøvelser Triggerpunktbehandling Xylocaingel
Kropsbevidsthed
Vi kan konkludere, at behandlingen i stor grad grunder i “best practise” frem for
videnskabelige undersøgelser, og dette er forårsaget af manglende kurser og litteratur på
området. I stedet har den enkelte fysioterapeuts erfaringer, holdninger og afprøvning af
forskellige metoder indflydelse på, hvilken intervention, der benyttes.
Et andet aspekt, der har indflydelse på behandlingen, er patientens tilstand, da de fysiske
symptomer griber ind i mange aspekter, særligt psyke og seksualitet, og dermed
påvirkes hele selvet.
En stor drivkraft for fysioterapeuterne er, at de kan konstatere, at deres behandling
virker til denne patientgruppe, og noget, der vægtes højt, er at skabe tillid til patienten.
Dette gør de specielt gennem samtale og ved at følge den enkelte patients tempo og
reaktioner. Det er også en af grundene til, at det ikke altid er den metode med højst
videnskabelig evidens, der benyttes, da patienten prioriteres højere end at få gennemført
en bestemt behandling. På den vis er behandlingen i høj grad præget af praktisk etik
med patienten som udgangspunkt.
Den faglige sparing og vidensdeling har stor indflydelse på valg af intervention, og
dermed betyder det monofaglige samarbejde meget for fysioterapeuterne. Tæt
samarbejde med læger har stor relevans for effektivisering af behandlingen, og for at det
51

fysioterapeutiske forløb ikke bliver hindret af medicinske symptomer, der kræver
lægelig vurdering. Flere af informanterne oplever begrænsninger i og med, at de
mangler samarbejde med psykolog og sexolog. Dette har indflydelse på den
fysioterapeutiske intervention, når de møder patienter med ubehandlede psykiske og
sexologiske problematikker, da disse ikke kan løses alene med fysioterapeutiske
redskaber.
52

8. Perspektivering:
Vores overordnede hensigt med denne opgave var at få frem i lyset, hvad der spiller ind,
når man som fysioterapeut behandler patienter med vulvodyni. Vi mener, at den
bibringer relevant viden for alle fysioterapeuter, men det er primært gyn/obs-
fysioterapeuter og måske specielt dem, der møder få af disse patienter, der kan bruge
vores resultater og eksempelvist få indblik i, hvad deres kolleger gør, og hvilke tanker
der ligger bag.
Sammenlignet med andre kroniske smertepatienter medfører gruppen af patienter med
vulvodyni ikke de store samfundsmæssige omkostninger i form af sygemelding. Vi tror,
at det kan være en af grundene til, at der ikke er så stor fokus på denne sygdom, og at
det er et nedprioriteret område på landets hospitaler. I Norge og Sverige er vulvodyni
mere fremme i lyset end i Danmark, og alene i Sverige var der i 2005 12 klinikker for
vulvodyni. Vi så gerne, at der i Danmark blev afsat flere ressourcer til disse patienter i
form af offentlige vulvaklinikker i stil med sexologisk klinik i København med
tilknyttede læger, fysioterapeuter, psykologer og sexologer. På den måde ville man med
tæt samarbejde kunne udnytte de forskellige faggruppers kompetencer optimalt for at
effektivisere patientens behandlingsforløb. På Holbæk Sygehus findes på nuværende
tidspunkt en vulvaklinik, men hvorvidt der er tilknyttet fysioterapeuter, har vi ikke haft
held til at finde oplysninger om.
I løbet af projektet er der dukket mange nye aspekter op, der kunne være relevante at
lave dyberegående undersøgelser på, såsom mangler i det tværfaglige samarbejde,
fravær af fælles retningslininer og mangelfuld specifik fysioterapeutisk forskning om
behandling på området. Vi vurderer efter i dette projekt at have haft fokus på
fysioterapeutens erfaringer og holdninger, at det også kunne være interessant den anden
vej rundt at undersøge patienternes oplevelser i et fysioterapeutisk behandlingsforløb.
Vi har konstateret, at det i høj grad er en lille gruppe af specialiserede fysioterapeuter,
der behandler patienter med vulvodyni, og ud fra opgavens resultater vil vi anbefale, at
flere fremover vil kaste sig ud i forskningsprojekter for at få afdækket effekten af de
forskellige fysioterapeutiske behandlingsmetoder, der anvendes i praksis. Ud fra et
53

forskningsfundament vil det også være muligt at kunne udarbejde klare retningslinier,
der vil give ensretning i behandlingen til disse patienter ikke kun inde for den
fysioterapeutiske praksis, men også på tværs af faggrupper for at forbedre det
tværfaglige samarbejde. For at den enkelte fysioterapeut kan opnå tilstrækkelige
ressourcer til et forskningsstudie, er det dog nødvendigt, at lægerne får mere fokus på
området og bliver oplyst om vigtigheden af at inddrage og prioritere fysioterapeutisk
behandling i patientens forløb. Det er det, vi som fysioterapeuter må ud at signalere og
dermed gøre opmærksom på vores eksistensberettigelse på dette område. Vi har derfor
valgt for vores del at offentliggøre dette projekt i Danske Fysioterapeuters elektroniske
opgavebank samt indsende opgavens abstract til gyn/obs-gruppens medlemsblad, og
derudover afvikler vi en posterfremvisning af opgaven, som vil være offentlig for alle
interesserede. Vi håber derved, at vi kan bidrage til at udbrede budskabet om, at dette er
et felt, hvor vores fysioterapeutiske kompetencer kan udnyttes til gavn for en
patientgruppe, der til stadighed er overset i samfundet.
Antal anslag: 82.635
54

Primærlitteratur:
Litteraturliste
• Andersen, E. S. (2005). Effektiv artikellæsning. Fysioterapeuten ( 19), s. 6-17.
• Andersen, I. B. & Matzen, P. (2007). Evidensbaseret medicin. København K:
Gads Forlag.
• Andreasson, B.; Bagger, P.; Christau, S.; Damsgaard, K. & Pedersen, K. H.
(2004). Vulvodynia. Århus: Dansk Selskab for Gynækologi og Obstetrik.
• Andreasson, B.; Christau, S.; Pedersen, K. H. & Petersen, C. D. (2009).
Vulvodyni (N 94.8) Diagnostik og behandling. Århus: Dansk Selskab for
Gynækologi og Obstetrik.
Lokaliseret d. 23/2-10 på:
www.dsog.dk/hindsgavl/Vulvodyni_guideline_final09_cdp.pdf
• Becka, E. G.; Hahn, S.; Hunter, D. & Boucher, B. (2000). Reducing Pelvic Floor
Hypertonicity in Patients with Vulvodynia. Physical therapy case reports. Vol. 3
No. 6 s. 247-257
• Bergeron, S.; Binik, Y. B.; Khalifé, S.; Pagidas, K.; Glazer, H. I.; Meana, M. &
Amsel, R. (2000). A randomized comparison of group cognitive-behavioral
therapy, surface electromyographic biofeedback, and vestibulectomy in the
treatment of dyspareunia resulting from vulvar vestibulitis. Elsevier Science:
Pain 91 (2001) 297-306.
• Bunkan, B. H. (2003). Kropp, respirasjon og kroppsbilde. Oslo: Gyldendal
Norsk Forlag AS
• Cracchiolo, C. (2010). Vulvodynia and Vulvar Vestibulitis Syndrome FAQ v. 2.3.
Texas, USA: OBGYN Women's Health.
Lokaliseret d. 23/2-10 på: http://www.obgyn.net/pelvic-pain/pelvic-pain.asp?
page=/CPP/articles/Cracchiolo_0499
• Dalland, O. (2001). Metode og opgaveskriving for studenter. Oslo: Gyldendal
Akademisk.
• Danielsson, I.; Torstensson, T.; Broda-Jansen, G. & Bohm-Starke, N. (2006).
EMG biofeedback versus topical lidocaine gel: a randomized study for the
treatment of women with vulvar vestibulitis. Acta Obstetricia et Gynecologica.
2006; 85: 1360-1367.

• Danske Fysioterapeuter (2010). Behandlerliste. København K: Danske
Fysioterapeuter.
Lokaliseret d. 7/5-10 på:
http://www.gynobsgruppen.dk/Medlemmer/Behandlerliste1/
• Edwards, L.; Mason, M.; Phillips, M.; Norton, J. & Boyle, M. (1997).
Childhood sexual and physical abuse. Incidence in patients with vulvodynia.
USA: The Journal of reproductive medicine, 1997 Mar;42 (3): 135-9.
• Fjelland, R. & Gjengedal, E. (2003). Videnskab på egne præmisser. København:
Munksgaard Danmark.
• Forth, H. L.; Cramp, M. C. & Drechsler, W. I. (2009). Does physiotherapy
treatment improve the self-reported pain levels and quality of life of women with
vulvodynia? A pilot study. London: Journal of Obstetrics and Gynaecology, July
2009; 29 (5): 423-429.
• Fox, W. B. (2009). Physical Therapy for Pelvic Floor Dysfunction. Rhode
Island: Medicine & Health. Vol. 92 No. 1 s. 10-11
• Frawley, H. & Bower, W. (2007). Pelvic pain. Bø, K.; Berghmans, B.; Mørkved
S. & Kampen, M. V (red). Evidence-based physical therapy pelvic floor,
bridging science and clinical practice. London: Churchill Livingstone.
• Gentilcore-Saunier, E.; McLean, L.; Goldfinger, C.; Pukall, C. F. &
Chamberlain, S. (2010). Pelvic Floor Muscle Assessment Outcomes in Women
With and Without Provoked Vestibulodynia and the Impact of a Physical
Therapy Program. Oxford: Journal of sexual medicine. 2010;7: 1003-1022.
• Glazer, H. I. & Rodke, G. (2002). The Vulvodynia Survival Guide. Oakland,
USA: New Harbinger Publications, Inc.
• Haefter, H. K.; Collins, M. E.; Davis, G. D.; Edwards, L.; Foster, D. C.;
Hartmann, E. H.; Kaufman, R. H.; Lynch, P. J.; Margesson, L. J.; Moyal-
Barracco, M.; Piper, C. K.; Reed, B. D.; Stewart, E. G. & Wilkinson, E. J.
(2005). The Vulvodynia Guideline. USA: Journal of Lower Genital Tract
Disease. 2005;9(1): 40-51
• Hagen, K. B.; Herbert, R.; Jamtvedt, G. & Mead, J. (2008). Evidensbaseret
praksis. Oxford, United Kingdom: Elsevier Limited. Kap. 5
• Jensen, T. S.; Dahl, J. B.; Arendt- Nielsen, L. & Bach F. W. (2009). Smerte –
baggrund, evidens og behandling. København: FADL.

• Jensen, T. S.; Dahl, J. B. & Arendt-Nielsen, L. (2005). Smerter – en lærebog.
København: FADL.
• Kvale, S. (2006). Interview. København: Hans Reitzels Forlag.
• Lampe, A.; Solder, E.; Ennemoser, A.; Schubert, C.; Rumbold, G. & Sollner, W.
(2000). Chronic pelvic pain and previous sexual abuse. USA: Obstetrics &
Gynecology 2000;96 929-933.
• Latthe, P.; Mignini, L.; Gray, R.; Hills, R. & Khan, K. (2006). Factors
predisposing women with chronic pelvic pain: systematic review. Birmingham:
BMJ vol. 332, 1 April 2006.
• Lægehåndbogen (2009). Vulvodyni samt svie, kløe eller smerter i vulva.
København: Sundhed.dk
Lokaliseret d. 14/3-10 på: http://www.laegehaandbogen.dk/default.aspx?
document=1419
• Malterud, K. (2006). Kvalitative metoder i medicinsk forskning. Oslo:
Universitetsforlaget AS.
• Mantle, J.; Haslam, J. & Barton, S. (2004). Physiotherapy in obstetrics and
gynaecology. London: Elsevier Science.
• Moyal-Barraco, M. & Lynch, P. J. (2003). ISSVD terminology and classification
of vulvodynia: a historical perspective. Journal of Reproductive Medicine.
2004;49(10):772-7.
• Nordskilde, H. (2006). 60.000 vulvodyni-ramte kvinder får mangelfuld hjælp.
København K: Dagens Medicin.
Lokaliseret d. 6/4-10 på: http://www.dagensmedicin.dk/nyheder/2006/05/04/60-
000-vulvodyni-ramte-kvin/
• Ottesen, B; Mogensen, O. & Forman, A. (2008). Gynækologi. København:
Munksgaard Danmark.
• PEDdro physiotherapy evidence database (1999). PEDro scale.
Lokaliseret d.8/4-10 på: http://www.pedro.org.au/scale_item.html
• Petersen, C. D., Lundvall, L., Kristensen, E. & Giraldi, A. (2008). Vulvodynia.
Definition, diagnosis and treatment. Copenhagen: Acta Obstetricia et
Gynecologica, 2008; 87: 893-901.
• Petersson, B. (2009). Vulvodyni – en af de skjulte lidelser. Schlüter, S. &
Søndergaard, V. (red), Skjulte Lidelser. Silkeborg: Dansk Psykologisk Forlag.

• Reed, B. D. (2006). Vulvodynia: Diagnosis and Management. Michigan:
American Family Physician.
• Reissing, E. D.; Brown, C.; Lord, M. J.; Binik, Y. M. & Khalifé, S. (2005).
Pelvic floor muscle functioning in woman with vulvar vestibulitis syndrome.
Journal of Psykosomatic Obstetric & Gynecology, June 2005; 26(2): 107-113
• Roxendal, G. (1995). Et helhedsperspektiv. København: Hans Reitzels Forlag
A/S.
• Schüssler, B.; Laycock, J.; Norton, P. & Stanton, S. (2002). Pelvic floor re-
education. London: Springer-Verlag.
• Shelly, B.; Knight, S.; King, P.; Wetzler, G.; Wallace, K.; Hartman D. & Gorniak,
G. C. (2003). Treatment of Pelvic Pain. Laycock, J. & Haslam, J. (red).
Therapeutic management of incontinence and pelvic pain. London: Springer-
Verlag.
• Shelly, B.; Knight, S.; King, P.; Wetzler, G.; Wallace, K.; Hartman D. & Gorniak,
G. C. (2003). Assessment of Pelvic Pain. Laycock, J. & Haslam, J. (red).
Therapeutic management of incontinence and pelvic pain. London: Springer-
Verlag.
Sekundærlitteratur:
• Bonde, B. (2003). Bækkenmyoser kan behandles. København K: Fysioterapeuten
nr. 10: 10-15, juni 2003.
• Butrick, C. W. (2009). Pelvic Floor Hypertonic Disorders: Identification and
Management. USA: Obstetrics & Gynecology Clinics of North America 36
(2009) 707-722.
• Downey, P. A. & Frederick, I. (2006). Physical Therapy Treatment for Vulvar
Vestibulitis: A Case Report. USA: Journal of Women's Health Physical Therapy.
Vol. 30, no. 1: 16-19.
• FitzGerald, M. P. & Kotarinos, R. (2003). Rehabilitation of the short pelvic
floor. I: Background and patient evaluation. Florida: International
Urogynecology Journal (2003) 14: 261-268.
• FitzGerald, M. P. & Kotarinos, R. (2003). Rehabilitation of the short pelvic

floor. II: Treatment of the patient with the short pelvic floor. Florida:
International Urogynecology Journal (2003) 14: 269-275.
• Glazer, H. I. (2000). Dysesthetic Vulvodynia – Long Term Follow-up After
Treatment with Surface Electromyography-Assisted Pelvic Floor Muscle
Rehabilitation. Chicago: Journal of reproductive medicine. Vol. 45, no. 10: 798-
802, October 2000.
• Glazer, H. I.; Marinoff, S. C. & Sleight, I. J. (2002). Web-Enabled Glazer
Surface Electricmyographic Protocol for the Remote, Real-time Assessment and
Rehabilitation of Pelvic Floor Dysfunction in Vulvar Vestibulitis Syndrome. St.
Louis, MO: Journal of Reproductive Medicine. Vol. 47, no. 9/September 2002.
• Goldfinger, C.; Pukall, C. F.; Gentilcore-Saulnier, E.; McLean, L. &
Chamberlain, S. (2009). A Prospective Study of Pelvic Floor Physical Therapy:
Pain and Psychosexual Outcomes in Provoked Vestibulodynia. Charlottesville,
VA: Charlottesville: Journal of Sexual Medicine 2009;6: 1955-1968.
• Iversen, L.; Kristensen, T. S.; Holstein, B. E. & Due, P. (2005). Medicinsk
sociologi – samfund, sundhed og sygdom. København: Munksgaard Danmark.
• Kamper-Jørgensen, F. & Almind, G. (2004). Forebyggende sundhedsarbejde.
København: Munksgaard Danmark.
• Lindahl, M. & Juhl, C. (2007). Den sundhedsvidenskabelige opgave –
vejledning og værktøjskasse. København: Munksgaard Danmark.
• Morin, M. & Bergeron, S. (2009). Pelvic floor rehabilitation in the treatment of
dyspareunia in women. Canada: Sexologies (2009) 18, 91-94.
• Prendergast, S. A. & Weiss, J. M. (2003). Screening for Musculoskeletal Causes
of Pelvic Pain. California: Clinical Obstetrics and Gynecology. Vol. 46, no. 4,
December 2003.
• Rienecker, L. & Jørgensen, P. S. (2004). Den gode opgave. Frederiksberg C:
Forlaget Samfundslitteratur.
• Rosenbaum, T. Y. (2005). Physiotherapy Treatment of Sexual Pain Disorders.
Philadelphia, PA: Journal of Sex & Marital Therapy, 31:329-340, 2005.
• Rosenbaum, T. Y. & Owens, A. (2008). The Role of Pelvic Floor Physical
Therapy in the Treatment of Pelvic and Genital Pain-Related Sexual
Dysfunction. Charlottesville, VA: Charlottesville: Journal of Sexual Medicine
2008;5: 513-523.

Bilagsoversigt
Bilag 1 – Evidensniveauer og styrkegraderinger af anbefalinger
Bilag 2 – Vurdering af forskningsartikler
Bilag 3 – Eksempel på søgehistorie
Bilag 4 – Temaer for interview med Charlotte Søgaard
Bilag 5 – Spørgeskema
Bilag 6 – Folder
Bilag 7 – Rekvireringsbrev
Bilag 8 – Interviewguide
Bilag 9 – Fulgte retningslinier for transkription
Bilag 10 – Spørgeskemaresultat
Bilag 11 – Tematisering
Bilag 12 – Matrise
Bilag 13 – Kunstige citater
Bilag 14 – Samtykke Charlotte Søgaard
Bilag 15 – Samtykke informanter
Bilag 16 – Anamnese-skabelon fra teoribog
Bilag 17 – Anamnese-skabelon fra sygehus

Bilag 1

Bilag 2
Titel A randomized comparison of group cognitive-behavioral
therapy, surface electromyographic biofeedback, and
vestibulectomy in the treatment of dyspareunia resulting from
vulvar vestibulitis
Forfattere og årstal Bergeron, S.; Binik, Y. M.; Khalifé, S.; Pagidas, K.; Glazer,
H. I.; Meana, M. & Amsel, R. (2000)
Design RCT
Randomiseret sammenligningsstudie af tre interventioner
Formål Evaluering og sammenligning af grupper med hhv. kognitiv
terapi, EMG-biofeedback og vestibulektomi, og hvilken
effekt disse interventioner giver på lindring af dyspareuni
som følge af vulvar vestibulitis samt forbedring af seksuel
funktion og psykologisk tilpasning.
Deltagere 78 kvinder diagnosticeret med vulvar vestibulitis
medfølgende dyspareuni. Randomiseret i tre
behandlingsgrupper med blokrandomisering ud fra
subgrupper.
Pelvic Floor Muscle Assessment Outcomes in Women With
and Without Provoked Vestibulodynia and the Impact of a
Physical Therapy Program
Gentilcore-Saulnier, E.; McLean, L.; Goldfinger, C.; Pukall,
C. F. & Chamberlain, S. (2009)
Kvantitativt studie delt op i to:
1) Tværsnitsstudie
2) Kohortestudie
To formål:
1) At sammenligne målbare parametre af funktion af
bækkenbundsmuskulaturen hos kvinder med provokeret
vestibulodyni med kvinder uden tidligere forekomst at
vulvodyni.
2) At vurdere effekten af fysioterapeutisk behandling til
kvinder med provokeret vestibulodyni på baggrund af
tidligere måling af bækkenbundsmuskulaturen.
Endvidere var formålet med forsøget bedre at kunne forstå
patofysiologien i både de dybe og superficielle lag af
bækkenbundsmuskulaturen for at afgøre, hvordan
fysioterapi kan benyttes til at forbedre symptomer ved
provokeret vestibulodyni.
11 kvinder med diagnosen provokeret vestibulodyni og en
kontrolgruppe med 11 kvinder uden diagnosen.
Metode Kognitiv terapi består af 8 gruppebehandlinger over 12 uger De 11 kvinder med provokeret vestibulodyni blev til første

Bilag 2
af 2 timer pr. gang. Indholdet i behandlingen går primært på
patientedukation, respirationsøvelser, Kegel-øvelser, vaginal
dilation, kommunikationsteknikker, kognitiv restrukturering
og progressiv afspænding.
EMG-biofeedback består af 8 individuelle behandlinger over
12 uger af 45 minutter pr. gang. Gruppen skal lave
hjemmeøvelser 2 gange dagligt af 60 repetationer.
Vestibulektomi består af præ- og postvejledning ift.
indgrebet, som i sig selv tager 30 minutter.
Vurdering før, efter og ved 6 måneders opfølgning ved
gynækologisk undersøgelse, strukturerede interviews og
standariserede spørgeskemaer om smerte (Pain Rating Index,
McGill Questionaire, vestibular smerteindex, smerte ved
samleje), samleje (om tidligere seksuel historie,
samlejehyppighed, Derogatis Sexual Functioning Inventory)
og psykologisk tilpasning (Brief Symptom Inventory).
Resultat Alle deltagere oplever signifikant reduktion af smerte, bedret
seksualfunktion og forbedring af psykologisk tilpasning efter
endt behandling og ved 6 måneders opfølgning. Statistisk
størst forbedring i vestibulektomigruppen.
Frafald før undersøgelsen: 7 fra vestibulektomigruppen, 1 fra
den kognitive terapigruppe og 1 fra EMG-gruppen.
Frafald under undersøgelsen: 2 fra EMG-gruppen.
Frafald før follow-up: 3 fra vestibulektomigruppen, 8 fra
EMG-gruppen.
formål ved undersøgelsen sammenlignet med de 11 kvinder
uden diagnosen, hvor de alle fik vurderet funktionen af
bækkenbundsmuskulaturen digitalt intravaginalt og ved
brug af overflade-EMG. Kvinderne med diagnosen
gennemgik derefter fysioterapeutisk behandling
inkluderende manuelle teknikker, biofeedback, elstimulation,
brug af dilator samt at skulle udføre
hjemmeøvelser. Efterfølgende blev funktionen af
bækkenbundsmuskulaturen atter undersøgt.
Før fysioterapeutisk behandling havde kvinderne med
provokeret vestibulodyni højere tonisk overflade-EMGaktivitet
i det superficielle lag af bækkenbundsmuskulaturen
sammenlignet med kontrolgruppen. Ingen forskelle viste sig
i de dybe muskellag.
Begge grupper havde højere kontraktil respons på
smertefuldt stimulus i de superficielle muskellag end i de
dybe. Dog viste kvinderne med provokeret vestibulodyni
mere udtalt kontraktil respons end kontrolgruppen.
Kvinderne med diagnosen havde højere tonus, nedsat
fleksibilitet og lavere evne til at slappe af i
bækkenbundsmuskulaturen end kontrolgruppen. Efter endt
fysioterapeutisk behandling var der forbedringer i

Vurdering af artiklen Scoret til 6 på PEDro Scale.
Anbefaling A, evidensniveau 1b jf. bilag 1
Bilag 2
Styrker:
Relativt mange deltagere.
Randomisering.
Sammenligning af tre grupper.
Grundig beskrivelse og udførsel af metode.
Redegørelse for frafald.
Tydeliggørelse af svagheder.
Nævnte inklusions- og eksklusionskriterier.
Gruppernes deltagere er sammenlignelige i alder, køn o.lign.
Intention-to-treat-analyser benyttes.
Svagheder:
7 dropouts før undersøgeslesstart.
13 dropouts efter undersøgelsesstart.
Ingen blinding.
At nogle har benyttet andre smertelindrende metoder parallelt
med undersøgelsen.
Vestibulektomi: Det kræver en forsigtighed ved fortolkning
af forsøget pga. frafald før start: Høj score, men færre
deltagere end i de to andre grupper.
At sammenligne to non-invasive grupper med et kirurgisk
indgreb.
smerterespons, lavere tonus, forbedret vaginal fleksibilitet
og evne til afslapning i bækkenbundsmuskulaturen.
Kvindernes funktion af bækkenbundsmuskulaturen var efter
behandlingen normaliseret og sammenlignelig med
kvinderne uden diagnosen.
Anbefaling B, evidensniveau 2b jf. bilag 1
Styrker:
Sammenligningsstudie.
Deltagerbetaling (motivator).
Grundig beskrivelse af metode.
Grundig beskrivelse af resultaterne.
Redegørelse for begrænsninger i undersøgelsen.
Nævnte inklusions- og eksklusionskriterier.
Gruppernes deltagere er sammenlignelige i alder, køn o.lign.
Svagheder:
Ikke randomiseret.
Selvselekteret kontrolgruppe, der har søgt om at komme
med.
Deltagerbetaling (etik og seleksion).
At effekt af fysioterapi ikke sammenlignes med
kontrolgruppe.
Ingen blinding.

Bilag 2
Relevans Artiklens patienter er samme gruppe, som vi i vores projekt
beskræftiger os med, og resultaterne kan bruges til at
underbygge anvendt teori i vores opgave, da undersøgelsen
har høj evidens, men ellers skiller studiet sig væsentligt ud
fra vores projekts formål. Artiklen er ikke direkte brugbar ift.
fysioterapi til disse patienter, men måden der i artiklen bruges
EMG-biofeedback og kognitiv terapi på kan inddrages i en
fysioterapeutisk behandling. Det er hverken fysioterapeuter,
der har været med til at publicere artiklen eller udføre
forsøgene, hvilket ellers kunne have højnet relevansen for os.
Artiklens patienter er samme gruppe, som vi i vores projekt
beskræftiger os med, og resultaterne kan bruges til at
underbygge anvendt teori i vores opgave, da undersøgelsen
har høj evidens, men ellers skiller studiet sig væsentligt ud
fra vores projekts formål. Det er relevant, at der registreres
en effekt ved anvendelsen af de fysioterapeutiske metoder,
der også anvendes af informanterne i vores projekt.
Derudover er studiet udført af fysioterapeuter, så det er
overførbart til vores projekt.
Resultaterne underbygger, at fysioterapi virker til disse
patienter.

Bilag 3

Bilag 4
Tematisk oversigt over, hvad vi kom ind på i interviewet:
Præsentation af Charlotte Søgaard
Typisk pt.forløb fra de første symptomer til færdig behandling
Opfattelser af lidelsen i lægeverdenen og Charlottes egen opfattelse
Diagnosticering, tests og behandling
Forskelle i den lægelige behandling
Ætiologiske hypoteser
De to typer vulvodyni – forskelle og ligheder
Karakteristika hos ptt. med vulvodyni
Henvisning til fysioterapeut
Samarbejde med fysioterapeut
Andet tværfagligt samarbejde
Retningslinier for behandlingen af vulvodyni
Mangelfuld litteratur og forskning på området
Aftale om fortsat kontakt via mail, hvis flere spørgsmål

Bilag 5 Spørgeskema til bacheloropgave om
gynobs-fysioterapi
Hvilken type arbejdsplads er du tilknyttet?
Stat □ Region □
Kommune □ Privat □ Andet : ____________
Møder du ptt. med diagnosen vulvodyni i din daglige praksis?
Ja □ Nej □
Hvis ja, gå videre til de næste spørgsmål!
Hvis nej, tak for din tid :-)
Hvor mange af disse ptt. møder du ca. om måneden i gennemsnit? ___________________
Har du tværfagligt samarbejde omkring disse ptt. med andre faggrupper? Hvis ja, hvilke?
__________________________________________________________________________
Hvad ligger til grund for dit valg af behandling (sæt evt. flere krydser)?
Bøger/tidsskrifter □ Forskning □ Klinisk erfaring □
Kli. retningslinier □ Kollegial erfaring □ Kurser □
Andet : ___________________________________________________________________
Hvilke metoder anvender du til disse ptt. (sæt evt. flere krydser)?
Afspænding □ Biofeedback □ Dilator □
FES □ Knibeøvelser □ Kropsbevidsthed □
Massage □ Smertecoping □ Smertescoring □
TENS □ Termoterapi □ Triggerpunktbeh. □
Udspændingsøv. □ Vaginal udspænding□ Vaginal undersøgl. □
Vejrtrækningsøv. □ Venepumpeøvelser □
Andet : ___________________________________________________________________
Hvor god effekt vurderer du, at den fysioterapeutiske behandling har til disse ptt.?
Meget god □ God □ Middel □ Mindre god □ Dårlig □
Vi takker for din tid!
Mvh. Hilde, My & Tine

Mvh.
Hilde Ørpetveit Kjæhr
My Marie Vigeholm
Tine Tjerrild
Bachelorprojekt om
vulvodyni
foråret 2010
Bilag 6

Vi er tre 7.semestersstuderende på fysioterapeutuddannelsen i
Århus, som er i gang med at skrive bachelorprojekt om
fysioterapi til kvinder, der lider af vulvodyni.
Vi definerer vulvodyni som værende en kronisk smertetilstand i
vulva uden tydelige anatomiske eller neurologiske forandringer,
og hvor andre kendte og veldefinerede vulvasygdomme med
smerter som symptom er blevet udelukkede.
Et af formålene med vores projekt er at klarlægge, hvilke former
for fysioterapi, der benyttes til denne patientgruppe, og på
hvilken baggrund denne behandling vælges.
Vi har udviklet et spørgeskema for at få bedre indblik i, hvordan
det overordnet ser ud i Danmark, og vi håber, at du vil tage dig
tid til at svare på det. Vi vil sætte pris på, at du også svarer på de
to første spørgsmål, selvom du ikke har med disse patienter at
gøre.
Skulle du have lyst til at deltage yderligere i vores undersøgelse
i form af interview, skal du være velkommen til at kontakte os
på e-mailadressen: myvigeholm@hotmail.com
Vi takker på forhånd for din hjælp!

Kære ...
Bilag 7
Vi er tre studerende på 7. semester ved fysioterapeutuddannelsen i Århus, der er i gang med vores
bachelorprojekt. I den forbindelse vil vi høre, om du kunne være interesseret i at deltage i vores
undersøgelse i form af interview, da vi kan forstå fra vores fagvejleder, at du har god erfaring på det
område, vi har valgt at skrive om. Vores inklusionskriterie for valget er, at den valgte fysioterapeut
har minimum tre års erfaring på gynobs-området og har haft patienter med vulvodyni i behandling i
nuværende stilling.
Emnet for projektet er den fysioterapeutiske behandling til patienter med vulvodyni, hvor vi tager
udgangspunkt i fysioterapeutens behandling og baggrunden for valg af denne.
To af os var med til gynobs-fysioterapeuternes generalforsamling på Skejby Sygehus lørdag d. 13-
03-10, hvor vi kortvarigt mødte dig, og det uddelte spørgeskema fra den dag har affødt interesse i at
gå ned i et dybere interview med få udvalgte fysioterapeuter.
Vi påtænker et interview af varighed på op til 1½ time, og vi møder op på et sted, der er let
tilgængeligt for dig. Interviewet vil blive optaget på diktafon, materialet vil blive håndteret
fortroligt, og du er naturligvis underlagt tavshedspligt.
Undersøgelsen er fuldt ud frivillig.
Vi vil bede dig om at overveje, om du kan hjælpe, og vi vil kontakte dig via telefon om 3 dage.
På forhånd tak.
Med venlig hilsen
Hilde Ørpetveit Kjæhr
My Marie Vigeholm
Tine Tjerrild

INTERVIEWGUIDE - med stikord
Bilag 8
Briefing:
✗ Tak, fordi du vil deltage i vores interview.
✗ Præsentation af os
✗ Præsentation af emne
✗ Formalia
✗ Formen i interviewet, DINE ord og tanker, vi spørger ind undervejs.
✗ Sig fra, hvis der er emner, du ikke vil tale om.
(Diktafonen tændes)
Præsentation af interviewperson:
✗ Fortæl lidt om dig selv!
✗ Alder
✗ Hvornår uddannet?
✗ Hvor længe har du arbejdet med gyn/obs?
✗ Hvad er din baggrund for at arbejde med det?
Behandling:
✗ Hvad kan du fortælle om din behandling til patienter med vulvodyni?
✗ Hvor længe har du behandlet disse ptt?
✗ Hvor mange timer om ugen?
✗ Hvilke andre ptt. i løbet af ugen?
✗ Hvor tit opstarter du beh.?
✗ Typisk pt.forløb?
✗ Hvad består din behandling af?
✗ Målet?
✗ Baggrund for dit valg af beh.?
✗ Kurser?
✗ Hvordan vurderer du effekten?
✗ Hvad er der af ressourcer og begrænsninger?
✗ Hvordan er compliance?
✗ (Coping og smertetackling)
Patienttilgang:
✗ Kan du fortælle lidt om disse patienter generelt?
✗ Beskriv ptt. med diagnosen vulvodyni!
Personlige oplevelser:
✗ Dine tanker omkring denne pt.gruppe?

✗ Hvordan påvirker dette din behandling?
✗ Oplever du andre holdninger til denne pt.gruppe?
✗ Personlige grænser ift. pt.problematikker?
✗ Muligheder for samarbejde og sparing?
Debriefing:
✗ Er der noget, du synes, vi mangler at spørge dig om?
✗ Hvis du har andre tanker/mere på hjerte – kontakt os.
✗ Hvis du kommer i tanke om ting, du har sagt, du ikke vil have med, så kontakt os.
✗ Tak for din tid!

Bilag 9
De fulgte retningslinier for udførelsen af transkription:
• Interviewpersonerne kaldes hhv. Ane (A), Betty (B), Carin (C) og Ditte (D).
• Intervieweren kaldes H, og co-interviewerne kaldes hhv. M og T.
• Et ord eller en stavelse skrevet med store bogstaver betyder kraftig intonering
eller fremhævning af ordet/stavelsen under talen.
• Kort pause svarer til højst to sekunder.
• Tænkepause svarer til længere end to sekunder.
• Pause er, når interviewpersonen er færdig med at fortælle og venter på, at der
kommer et nyt spørgsmål.
• Tænkepause er, når interviewpersonen overvejer kommende sætning eller ord.
• Tegnsætning er sat ud fra, hvad der er meningsbærende ift. konteksten af det
sagte såvel som kropssprog.
• ... viser, at sætningen er ufuldstændig og ikke er blevet afsluttet, enten fordi den
talende er gået i stå, smager på et ord eller er blevet afbrudt af ny talestrøm fra
modparten.
• *** forekommer ved ord, der for anonymiteten er blevet censurede.

Bilag 10
Spørgeskema til gynobsfysser til generalforsamlingen d. 13/3-10
Antal uddelte spørgeskemaer: 67
Antal besvarede spørgeskemaer: 66
Samlet svarprocent: 98.5
Type arbejdsplads:
Stat 0
Region 17 plus tre ½ pga. knyttet til flere arbejdspladser 20
Kommune 24
Privat 21 plus tre ½ pga. knyttet til flere arbejdspladser 24
Andet 0
Møder IKKE ptt. med vulvodyni:
Stat 0
Region 6
Kommune 20
Privat 6
Andet 0
I alt: 32 to skriver “sjældent”
Møder ptt. med vulvodyni:
Stat 0
Region 11 plus tre ½ pga. knyttet til flere arbejdspladser 14
Kommune 4
Privat 16 plus tre ½ pga. knyttet til flere arbejdspladser 19
Andet 0
I alt: 34
SPØRGSMÅL TIL DEM, DER MØDER PTT. MED VULVODYNI:
Hvor mange der mødes i gennemsnit pr. måned:
Manglende svar 4
Møder 1 5
Møder 2 3
Møder 3 2
Møder 4 1
Møder 5 2
Møder 6 1
Møder 8 1
Møder 10 3
Møder 15 1
Møder 1-2 om året 2
Møder en hver anden måned 1
Page 1

Møder 1-2 2
Møder 1-5 1
Møder 2-4 1
Møder 3-5 1
Møder 5-10 1
Møder 10-11 1
Møder 10-15 1
I alt: 34
Tværfagligt samarbejde:
Ingen 4
Intet svar 5
Læge 15
Sygeplejerske 5
Urogynækologer 3 tæller som læge
Gastrokirurger 1 tæller som læge
Henvisende læge 2 tæller som læge
Gynækolog 9 tæller som læge
Sundhedsplejerske 1
Sexolog 5
Sygehuslæge 2 tæller som læge
Kiropraktor 1
Patolog 1 tæller som læge
Dermatolog 1 tæller som læge
Psykolog 1
Ligger til grund for beh.:
Bøger/tidsskrifter 16
Forskning 15
Klinisk erfaring 31
Kliniske retningslinier 5
Kollegial erfaring 23
Kurser 27 har ikke medtaget svaret “kommende kurser”
Anvendte metoder:
Afspænding 30
Biofeedback 20 en i parentes er blevet talt med
Dilator 8
FES 0
Knibeøvelser 30
Kropsbevidsthed 29
Massage 21
Smertecoping 17
Smertescoring 12
TENS 0
Termoterapi 3
Triggerpunktbehandling 12
Udspændingsøvelser 28
Vaginal udspænding 23
Vaginal undersøgelse 30
Page 2

Vejrtrækningsøvelser 29
Venepumpeøvelser 24
Andet (nedenfor):
Vibrator 2
Xylocaingel 3
Info om samlejestillinger 1
Samtale 1
Selvbehandling 1
Hjemmeøvelser 1
Information 1
Vurdering af effekten:
Meget god 5
God 18
Middel 6
Mindre god 0
Dårlig 0
Både meget god og mindre god 1 Virker godt på nogle og ikke på andre
Imellem god og middel 2
Intet svar 2
I alt: 34
Kommentarer til sidste spørgsmål: Men helbreder ikke
Kommer an på patienten
Page 3

-10
Page 4

Page 5

Page 6

Tematisering:
Bilag 11
Problemformulering: Hvilke metoder benyttes i fysioterapi til ptt. med vulvodyni i Danmark?
Hvilke faktorer danner grundlag for den fysioterapeutiske intervention?
Tine My Hilde
1. Fyssens baggrund 3. Pt.behandling/tillid 1. Erfaringsgrundlag
4. Forløb (beh.forløb) 4. Pt.edukation 4. Valg af fysioterapeutiske intervention
5. Optimering 2. Pt.tilgang 2. Holdninger
5. Tværfagligt overlap 5. Tværfagligt samarb. 2. Karakteristika v. ptt. med vulvodyni
2. Pt.baggrund 1. Fagligt/erfaring 5. Ressourcer
4. Målsætning 4. Kropsbevidsthed 5. Begrænsninger
2. Omstændigheder
Første udkast Endelige temaer Noter til endelige temaer:
1. Erfaringsgrundlag 1. Erfaringsgrundlag
2. Patientgruppen 2. Pt.gruppen Præsentation, karakteristika, beskrivelser,
3. Tilgang til patienten 3. Tanker om intervention Vægtning, prio., valg, effekt, mål...
4. Tanker om intervention 4. Samarbejde Monofagligt og tværfagligt, på tværs af sektorer
5. Samarbejde
SUBGRUPPER:
Første udkast
ERFARINGSGRUNDLAG:
1. Teoretisk fysioterapeutisk erfaring
2. Praktisk fysioterapeutisk erfaring
3. Anden erfaring/uddannelse (sexolog, afprøver ting)
4. Begrænsninger (fagafgrænsning, mangel på erfaring, manglende tilgængelig viden, fremtiden)
PATIENTGRUPPEN:
1. Patientens forløb
2. Fysiske reaktioner (symtomer, seksuelt)
3. Psykiske reaktioner (symptomer, seksuelt, patienten i behandlingen)
4. Kropsopfattelse (kropsbevidsthed, tilgang til egen krop, kropsfornemmelse)
5. Fyssens holdning til ptt (Karakteristika, ptbillede, hypoteser om årsagen, tidl. oplevelser/overgreb)
FYSIOTERAPEUTENS TANKER OM INTERVENTIONEN:
1. Samtale (Kommunikation, anamnese)
2. Pt.edukation
3. Holdning i beh. (evt. inkl. midler)
4. Erfaring med beh. (evt. med effekt af beh.)
5. Ressourcer/begrænsninger
SAMARBEJDE:
1. Fysioterapeutisk samarbejde
2. Lægeligt samarbejde (udredning, henvisning, viderehenvisning)
3. Anden samarbejde (ønsker og tanker)
4. Ønsker for fremtiden
Page 1

Endelige subgrupper
ERFARINGSGRUNDLAG:
1. Praktisk og teoretisk erfaring
2. Begrænsninger (fagafgrænsning, mangel på erfaring, manglende tilgængelig viden, fremtiden)
PATIENTGRUPPEN:
1. Fyssens holdning til ptt (Karakteristika, ptbillede, hypoteser om årsagen, tidl. oplevelser/overgreb)
2. Fysiske og psykiske reaktioner (symtomer, seksuelt, patienten i behandlingen)
FYSIOTERAPEUTENS TANKER OM INTERVENTIONEN:
1. Samtale (Kommunikation, anamnese)
2. Holdning i beh. (evt. inkl. midler)
3. Erfaring med beh. (evt. med effekt af beh.)
4. Ressourcer/begrænsninger i behandlingen
SAMARBEJDE:
1. Monofagligt samarbejde
2. Tværfagligt samarbejde (udredning, henvisning, viderehenvisning)
Page 2

Bilag 12
Kode Subgruppe Informant A Informant B Informant C Informant D
Erfaringsgrundlag Praktisk og teoretisk
erfaring
229-232: Jeg er ikke
uddannet sexolog, jeg er
fysioterapeut, jeg er jo
heller ikke psykolog,
men jeg har jo noget
erfaring dels sådan med
min alder har jeg noget
livserfaring, og så har jeg
jo læst mangt og meget
og har også meget
erfaring som
fysioterapeut, så det er jo
alt det, jeg trækker på.
319-322: Jeg var på et
kursus med Knud
Damsgaard for et par år
siden, og han sad jo bare
og sagde alt det, som jeg
havde rendt og spurgt
vores læger om, hvorfor
og hvordan og så videre,
og ikke fået noget svar
på. Det var bare virkeligt
dejligt.
409-411: Oprindeligt, der
var jeg på et kursus (...),
og det var sådan et
kursus overordnet
711-712: Jeg er jo meget
ofte også sådan noget
invited speaker til de
internationale
kongresser, og så står jeg
og fortæller om, hvad
jeg har fundet på af ting
og sager .
713-717: Jeg gider ikke
at lave lange forsøg, (...)
de ting, jeg har lavet her,
det er pilotprojekter og
sådan nogle ting, som
jeg gerne vil, og det har
jeg gjort meget. (...) Det
bliver sådan noget, jeg
finder på nogle ting, som
jeg tænker, dem vil jeg
gerne prøve at
undersøge, om de holder
vand, (...) virker det?
725-727: Der er ikke
nogen kurser, jeg kan
tage, synes jeg. Det
synes jeg ikke. Det er
sådan lidt kedeligt. (...)
Jeg er glad, hvis jeg
kommer til en kongres,
15-16: Så var jeg så på
uddannelse i det (at
undersøge underlivet) og
har så siden da taget
mere og mere uddannelse
i det og har ligesom gjort
det til min niche.
23-28: Det er halvandet
år siden nu, begyndte jeg
på en sexologisk
uddannelse, inden for
klinisk sexologi, som jeg
så føler giver mig endnu
flere kompetencer på det
her område i forhold til
bækkenbunden, fordi at
når man arbejder med
bækkenbunden, så
handler det også rigtigt
meget om seksualitet. Så
de hænger ligesom
sammen for mig.
29-31: Det er også det,
der har givet mig endnu
mere viden om jeres
emne, vulvodyni, hvor
man ellers godt kan
diskutere, hvad er det,
159-161: Bøger, jeg har
læst. Og så har vi
haft et kursus med
Chantal Dumoulin, som
er en canadisk
fysioterapeut, som
også behandler kvinder
med underlivssmerter.
176-177: Så med
artikler, vi har læst, ikke
også. Og så kollegial
snak.
181-183: Jeg har været
på andre kurser omkring
underlivsSMERTER, (...)
men de var ikke relateret
så meget omkring
vulvodynien.

omkring bækkenbunden
eller underlivssmerter.
Bilag 12
og jeg får en eller to
eller tre ideer med hjem.
fysioterapeuter kan gøre
ved vulvodyni. (Vedr.
sexologiuddannelse)
523-524: NOGLE af
mine valg, i forhold til
Xylocaincreme, det er
videnskabeligt. Artikler
og så videre.
531-532: Jeg forholder
mig meget videnskabeligt
til det, og der skal være
noget bevis for det, man
gør.
592-595: Det er nogle år
siden, hvor det var vi
havde et kursus med
Knud Damsgaard der,
hvor det var smerter i
underlivet, hvor vi havde
mere fokus på vulvodyni.
(...) Nu underviser jeg jo
selv på de der kurser.
597-599: Ellers har jeg
været på kongres,
verdenskongres i
sexologi i Göteborg en
gang også, snakkede om
vulvodynien i forhold til

Begrænsninger 399-400: Så er det jo,
hvad man kan læse sig
til, og der er jo ikke så
voldsomt meget
decideret omkring
fysioterapi til de her
patienter.
423: Så, prøver at opsøge
det, der bliver udbudt,
men det er jo ikke så
meget. (Vedr. kurser)
682-683: Der kan jo
være mange situationer,
hvor jeg ikke slår til,
Bilag 12
725-727: Der er ikke
nogen kurser, jeg kan
tage, synes jeg. Det
synes jeg ikke. Det er
sådan lidt kedeligt. (...)
Jeg er glad, hvis jeg
kommer til en kongres,
og jeg får en eller to
eller tre ideer med hjem.
901-902: Hvis det er
noget psykisk, hvor man
skal virkelig ind i en
virkelig virkelig intensiv
terapi, det kan jeg jo
ikke, jeg er jo kun
det. Så det er der, jeg
tænker, at det er det, der
giver mig noget.
602-603: Man kan jo
bare sætte sig og gå på
Cochrane (...) og alle de
andre. Og så søge artikler
og finde ud af, hvad er
det nyeste og så holde sig
til det.
616: Når der ER noget,
jamen, så tager jeg på de
kurser.
580-585: Der kan jeg
mærke, at de
fysioterapeutiske kurser,
de giver mig ikke så
meget mere. Jeg ved det,
jeg skal vide, og det er
også i kraft af, at jeg har
den sexologiske
uddannelse. Så det er
mere, jeg kan mærke, at
jeg vil nok søge min
viden mere i det
sexologiske. Og mere
UD over vores grænse.
(Danmark)
506-512: Jeg går mere
ind og snakker sådan lidt
med tanker, men jeg går
ikke ind på sådan de
større seksuelle ting. (...)
Jeg er ikke uddannet nok
til overhovedet, og heller
ikke, går heller ikke ind i
de store sådan
psykologiske samtaler.

Patientgruppen Fysioterapeutens
holdning til
patienterne
fordi min viden ikke er
tilstrækkelig.
748-749: Jeg føler den
begrænsning, at vores
hverdag er presset på den
måde, at der ikke er så
meget tid til faglig
udvikling.
248-249: Er man sådan
kronisk smertepatient, så
bliver man jo lidt låst fast
i den verden og kan have
rigtigt svært ved at
reagere anderledes.
529-531: Jeg ved ikke,
om den er anderledes end
til andre patientgrupper
(holdning til
patienterne). Altså jeg
møder jo patienten der,
hvor hun er, og i det hun
kommer og siger, i det
hun kommer og oplever.
536-540: Man siger jo
overordnet om de her
patienter, at de mange
gange er mere
Bilag 12
husmandspsykolog.
298-300: Man kan godt
se, det er den vej, man
skal gå, men det er jo
ikke sikkert, at patienten
er parat til at gå den vej,
vel? Altså, man har, det
lyder mærkeligt, men
man har også rigtigt
mange goder ved at have
ondt nogle gange i nogle
familier.
340-341: I forhold til
andre smertepatienter,
der kommer her? Jeg
kan ikke se nogen
forskel på dem. (Vedr.
deres psykiske
reaktionsmønster)
363-364: Ikke typisk,
131-134: Jeg ser i hvert
fald en sammenhæng i
nogle af de kvinder, som
har det her. Altså, de har
en sart hud i sig selv, at
de måske har haft noget,
sådan noget astmaeksem
som børn og måske er
meget lyse i huden, og
deres slimhinde så også
kan være meget sart på
den måde.
269-270: Jeg tænker, at
der er noget
psykosomatisk i den her
bækkenbund (...), når det
drejer sig om spændinger,
og man reagerer på den
måde.
395: Ganske sådan
fornuftige, egentlig sådan
godt uddannede, ja.
577-579: Jeg har ikke
haft nogen, hvor jeg har
tænkt, at det her det er
mere psykologisk, jeg har
ikke haft nogen, hvor jeg
har tænkt det. Ikke med
vulvodynipigerne, nej.

angstprægede og har
sådan et lavere
stemningsleje, eller
sådan lidt mere
depressive i det. Det ved
jeg ikke, om jeg kan gå
ind og kategorisere dem
på den måde der. Det har
jeg i hvert fald ikke haft
nok til, at der sådan
overordnet tegner sig det
billede.
Bilag 12
men de er
overrepræsenterede.
Altså, folk kan jo få ondt
alle steder af et seksuelt
overgreb. (Vedr.
seksuelle overgreb)
843-846: Jeg er da
FULDstændigt ligeglad
med, hvad det er for en
sygdom. Hvis der
kommer et menneske
ind ad døren, der har
smerter i sin skede, det
vil jeg gerne være med
til at hjælpe, og jeg er da
fløjtende ligeglad med,
om det er en fysiologisk
sygdom eller en psykisk
sygdom.
849-852: Det er lidt
sværere, når det er
psykisk, fordi så skal
man arbejde med BÅDE
fysikken OG med
psyken, ikke? Og jeg vil
da sige, der er mange,
der har fået ondt i deres
krop, og så er det endt
oppe mellem ørerne, det
har jeg da set mange
289-292: Jeg tænker
sådan lidt, at man skal
passe på med ikke at
sige, at det sidder oppe
mellem ørerne. For det
gør det måske ved nogle
af en årsag, som er meget
forståelig, og ved andre
der er det simpelthen,
fordi sådan er man bare.
Allergisk over for
tingene.
395: Jeg tænker også, at
de ER komplicerede de
her patienter. (Om
patienter, der har været
udsat for overgreb)
467-470: Desværre synes
jeg, der er lidt for mange,
som har været udsat for
overgreb. (...) Jeg ser lidt
for mange af dem (...), og
jeg ser også nogle, hvor
det måske ikke er
overgreb på dén måde,
men hvor (...) forældre
kan være alkoholiserede.

Fysiske og psykiske
reaktioner
112-113: Det vil typisk
være hendes problem, at
hun har smerter ved
samleje, hvis hun har
vulvodyni.
128-129: Det er jo ikke
altid, at de overordnet
har en fornemmelse af,
hvordan de spænder/ikke
spænder.
141-143: Mange af de
her piger, de rører ikke
ved sig selv, og fordi det
hele er bare forbundet
med ubehag fra navlen
og sydpå, så de rører ikke
ved sig selv, de kigger
ikke på sig selv.
203-206: Når man som
kvinde ikke føler, at man
kan præstere noget
seksuelt. Når man ikke
kan give en mand det,
man tror, man skal kunne
(...), daler ens selvværd
jo væsentligt.
Bilag 12
eksempler på.
97-102: Der er også
nogle, der har en HELT
anden oplevelse af, hvor
skeden ligger, ikke? (...)
De har INGEN
kropserkendelse af den
del af kroppen.
105-107: Det er
simpelthen noget, de
kommer til at gøre
forkert med deres krop.
De kommer til at
spænde, give nogle
spændingsmønstre, som
giver dem smerter, ikke?
110-115: Når der ikke er
blodcirkulation, når der
ikke er ilt i området, når
der ikke er
næringsstoffer i en del af
kroppen, så udsender
kroppen smerter. (...)
Der har ikke været noget
blodgennemstrømning
der, (...) så de er
simpelthen så kvalt
dernede, så man tror, det
er løgn.
114-116: Det påvirker en,
når man f.eks. ikke kan
have sex med sin
kæreste, som man
egentligt gerne ville. Når
man ikke føler, man kan
opfylde de behov, som
han også har.
184-186: Det, der sker, er
ikke noget, de selv
bestemmer, at nu vil jeg
spænde. Det er noget, der
sker, fordi de bliver
bange for, at nu gør det
ondt, og så spænder de
op.
942-948: Så det bliver
sådan en eller anden
cirkel også, og det kan
virke på dem, så de får et
dårligt selvbillede også,
så deres kropsopfattelse
den bliver dårligere og de
ikke bryder sig om sig
selv mere, og det kan jo
så gøre, at man kan blive
lettere depressiv. (...) Så
111-113: Dem, som er
sådan lidt sådan korte og
svage (...) der er rigtigt
mange af dem, der ikke
har nogen knibefunktion,
hvor man egentlig ikke
kan mærke knibet. Eller, i
hvert fald så er det meget
lidt. (Vedr.
bækkenbunden)
229-232: Det er jo det
der med, at de altid er på
vagt. Og det med også,
sådan rent, altså det
seksuelle i det, at det med
at have LYSTEN, at det
er også nogle gange lidt
en by i Rusland, fordi (...)
de er vant til, det er
planlagt, når man er
sammen.
473-478: Det som hun
sagde, som fylder rigtigt,
rigtigt meget, det er, at
(...) HUN fik i hvert fald
en følelse af
utilstrækkelighed. Som
egentligt fyldte meget i

227-228: For er de meget
opspændte, så kan de
faktisk godt have
tarmproblemer og
afføringsproblemer.
267-269: Så jeg oplever
da sådan nogle
fortvivlede piger, som
måske har været mange
steder henne i systemet
uden rigtigt at blive hørt
og rigtigt blevet hjulpet.
555-558: Men jeg kan
virkeligt også godt forstå,
at de er kede af det og
opgivende og frustrerede
og alt muligt, FORDI de
har det problem. Og det
er jo det, jeg oplever, at
de sidder og er.
Bilag 12
140-143: Altså, der er
ikke helt almindeligt
reaktionsmønster, hvis
man ser lidt på det. De
er nogle ængstelige
personer, ikke? Og så
hvis man hører til nogle,
der er ængstelige, så er
det også svært at give
slip og give sig hen og
åbne sig op, for det er jo
det, man skal, hvis man
skal have noget ind i
skeden.
153-158: Hvis man har
en vulvodynipatient, så
er det faktisk en
treenighed, de kommer
med som regel af
problemer. De har
vulvodynien i skeden, de
har pollakisuri, som det
hedder, altså de har
hyppig vandladning, de
tømmer ikke blæren, de
har resturin, de har
hyppige
blærebetændelser, og så
har de den sidste, de har
rifter ved tarmen. Og det
det er jo det, smerter de
kan gøre, at hele ens
kropsbillede bliver
forvrænget.
hverdagen. (...) Tanken
om ikke at kunne bidrage
til det, og ikke at kunne
have samleje, og om ens
kæreste nu går fra en.

Fysioterapeutens
tanker om
interventionen
Samtale 67-72: Så går jeg jo ind i
udredningen af patienten
(...) for at få en
fornemmelse af, hvor
meget problemet fylder
hos patienten, for at finde
ud af, hvad har der været
gjort tidligere, og for at
finde ud af, hvad er hun
for en person.
84-87: Og hele tiden så
har jeg jo en aftale med
hende om, at jeg
fortæller, hvad jeg gør,
og hvorfor jeg gør det, og
at jeg stopper, hvis hun
ikke kan være med. Det
Bilag 12
er alt sammen noget, der
har med en overspændt
bækkenbund at gøre,
fordi den ikke giver slip.
387-388: Hvis
slimhinderne sådan er
rigtigt, rigtigt tørre og
tynde, så kan man ikke
lide, det glider. Så
spænder man musklerne
for at holde den i ro.
134-137:
Anamnesemæssigt, så
skal man omkring, man
kalder den
trivselstrekant, man har i
sin anamnese, der går
man simpelthen rundt
om hele patienten.
203-209: Man gør det
muligt for personen at
komme omkring, hvis
man kunne sige: Jeg kan
se på dig, at du spænder
meget, hvad tror DU kan
være årsagen til det her?
Ikke? Så siger de, det
ved jeg ikke, nej. Så kan
61-62: Det er lige så
meget at spørge ind til,
hvad er det for en smerte
(...) de har.
340-342: Selvom jeg
spørger, når jeg har
patienter, om der er
noget, jeg skal vide, men
de skal jo også lige føle
sig trygge, inden de
synes, de vil fortælle det.
545-551: Der møder jeg
dem, men laver en aftale
med dem om, at det er en
nødvendig del af
behandlingen, at jeg får
487-490: Det er jo sådan
nogle ting, som man tit
kommer ind på også
begynder at snakke om,
når man har haft dem i en
periode, og i et forløb,
ikke også? Hvordan de
tackler det seksuelle
derhjemme, og hvordan
det er overfor med
kæresten også, ja.
607-615: Der har været
nogle enkelte situationer,
hvor jeg ikke har gjort
det. (...) Hvis det er en,
der virker meget sårbar
eller og meget sådan

er sådan en deal, der er
meget vigtig at
understrege og også
meget vigtig undervejs at
repetere.
208-211: Det synes jeg
også er vigtigt at komme
ind omkring og give
plads til, at de kan
snakke om alle de ting,
som de går og tumler
med pga. deres problem.
Så jeg kan give dem en
fornemmelse af, at det
har jeg tid til at høre på,
og det vil jeg gerne
snakke med dig om.
Bilag 12
man sige, nogle gange
kan det også være, hvis
man har været udsat for
seksuelt overgreb, man
er blevet voldtaget eller
man som barn har været
udsat for noget. Så giver
man ligesom tilladelsen
til, jeg vil godt snakke
om dét, hvis det der
noget, du vil snakke om.
273-283: Du har haft
vulvodyni i syv år, ja.
Hvornår startede det
med hoften? For syv år
siden. OKAY? (...) Så
nogle gange er det nogle
mærkelige kroge og
veje, man kommer
omkring i vulvodynien.
Man kan godt gå ned og
se på en skede og
prikke, AV! Ja, men prøv
lige at se på HELE
personen og hør på hele
personens vej, ikke?
lov til at undersøge den
bækkenbund på et
tidspunkt, men at jeg kan
gøre nogle andre ting
først. (...) Så på et
tidspunkt siger de, jamen
det er fint, du undersøger
min bækkenbund næste
gang. Og det sker
egentligt rimeligt hurtigt.
Så det er jo for at skabe
en tillid.
733-738: Jeg taler
selvfølgelig med dem
om, altså, hvad det er, jeg
tænker, at vi skal gøre. Så
vi lægger en fælles plan,
ikke sådan at jeg sidder
med min egen dagsorden.
(...) Så de ligesom kan
have en mulighed for at
sige, det kan jeg slet ikke
forholde mig til.
865-873: Mit livssyn er
det i hvert fald meget
vigtigt, at man tager
mennesker for
pålydende, at man ikke
sidder der og er Kloge
Åge, og jeg er bedre end
blufærdig og har svært
ved det og sådan noget,
så har jeg ikke gjort det.
Så har jeg (...) startet lidt
mere ud med at mærke
muskler. (...) Det skal jo
ikke være sådan, at de
føler, det er et overgreb.
(Vedr. vaginal
undersøgelse)

Holdning i
behandlingen
89-98: Jeg går jo ikke
lige i kødet på hende
inden alt det her, den
indledende snak har også
omfattet en gennemgang
af den anatomiske model.
(...) Så hun, allerede
inden vi starter, har en
forståelse af, hvordan
hun egentlig er skruet
sammen, og hvorfor hun
i nogle tilfælde kan
reagere på den ene eller
anden måde.
115-117: Og så
selvfølgelig kobler
respirationen, og den er
jo utroligt vigtig i denne
Bilag 12
211-215: Hvis du er
blevet voldtaget, så er
det logisk, du forsvarer
dig. Hvad har der så
været af gode ting
dernede? Kan vi (...)
arbejde med dét? Altså,
kan vi lægge det her ind
i din rygsæk og så
komme videre derfra?
Man behøver ikke blive
en glasstøtte, fordi man
er blevet udsat for noget
forfærdeligt i livet.
(Vedr. patienter, der har
været udsat for
overgreb)
233-238: Jeg vil sige,
dig, og jeg VED mere
end dig, nu skal du bare
høre, nu skal jeg fortælle
dig, hvad jeg ved. Men
man lytter til, hvad DE
siger, for det er jo dem,
der er ekspert på deres
egen krop. (...) Men det
er det jeg tænker, der er
at være professionel. Det
er at lytte til det,
patienterne siger.
152-153: Der er også
nogle, der ikke har fået
diagnosen. Og man kan
sige, jamen, hvad skal de
bruge diagnosen til, hvis
man nu kan afhjælpe
symptomerne.
299-303: Jeg går ikke
sådan ind og udspænder
på bækkenbunden, det
gør jeg ikke. Fordi at de
har ondt, og det er et
intimt område, og jeg
tænker, kan jeg få dem til
at slippe den
bækkenbund, ved at de
bliver bevidste om,
hvordan de spænder i
220-228: De er tit
langvarige. (...) Det jeg
tror, der hjælper rigtigt
godt på det, det er meget
opmærksomheden på
området. (...) Men det der
med, at man arbejder
med området og især
BERØRER området,
sådan at de også får en
fornemmelse af, hvad der
gør, at både det, der gør
ondt, men også nogle
gange, at det kan berøres,
uden at det GØR så ondt.
432-438: Man skal
begynde at have nogle
positive

her sammenhæng, så hun
får den som redskab også
i forhold til at kunne
slappe af.
152-153: Jeg TVINGER
dem ikke ud i noget, men
nogle gange så skal man
også bare tage tingene
for givet: Det gør vi bare
her i butikken, og så gør
de det.
158-160: Det er jo også
en del af behandlingen
det at kunne røre ved sig
selv. Og hvis de er meget
opspændte, så er en del
af behandlingen jo også
at kunne massere sig selv
dernede.
187-188: Det er jo sådan
igen lige en tærskel at
komme over, og vi
prøver det altid, mens de
er hos mig. At det ikke
bare er noget, de skal
hjem og prøve af. (Vedr.
stavbehandling)
385-392: Det som for
Bilag 12
jeg tror ikke, at der går
nogen ud af døren, uden
at jeg har haft fat i deres
muskler, og de selv har
lært at massere den, og
jeg masserer den også.
(...) For det er nogle
gange meget svært bare
ved øvelser at mærke
efter sin krop.
541-544: Det blev
simpelthen ubehageligt
for mig at give slip
(siger patienten). (...)
Altså, pauser vi så lidt
her, og så skal man have
lov til at spænde, ikke?
Der er jo ikke noget galt
i at spænde, hvis man er
i kamp.
620-622: Men ellers
synes jeg, det går på,
man skal lægge mærke
til sin krop og ikke
bedøve den, ikke? Men
det kan være nødvendigt
en periode, at få de der
nerveender, blive
hidsede lidt ned, ikke?
(Vedr.
bækkenbunden, i stedet
for jeg står og plemrer og
maser og gør ved. Og de
egentligt bare synes, det
er dødubehageligt. At
give dem en behagelig
oplevelse i stedet for.
319-321: Det er det, der
er vigtigt for mig også,
for de her kvinder, det er
at mærke deres eget køn
og mærke, hvordan er
det. Og være glade for
det køn, de har også. For
det er der,
kropsbevidstheden
kommer ind.
554-559: Man kan bedre
mødes, hvis man er enige
om det, man gør. Så jeg
ikke overtræder nogen
grænser, også igen for det
KUNNE jo være, at de
havde nogle grænser, der
var blevet overtrådt på et
tidspunkt i deres liv. Så
det er jeg meget
opmærksom på.
559-576: Jeg tror ikke på
berøringsoplevelser i
området. (...) Man skal
lige have det til at falde
til ro og slimhinden til
ikke at være så sensibel
og sådan, at man netop
har en periode, hvor man
så ikke har samleje og
egentlig begynder at have
noget berøring, der ikke
gør ondt, og så skal man
videre den vej.

mig er det vigtigste, at
hun bliver mere bevidst
omkring sin krop og sine
reaktioner på forskellige
ting. (...) Og lære at
håndtere de situationer,
hvor smerterne opstår,
hvor spændingerne
opstår.
625-629: Det er jo rigtigt
vigtigt, at det ikke bare er
en passiv behandling.
Noget af det kan godt
være en passiv
behandling, hvis det kan
få dem til at slappe af.
Hjælpe dem på vej på
den måde, men ellers så
er det hjælp til selvhjælp.
De skal selv ind og forstå
sammenhængen i
problematikkerne og så
kunne arbejde med dem
ud fra det.
812-815: Også med
venepumpeøvelser, som
kan være rigtigt fine til at
løsne op med, og så som
sagt også f.eks.
hullahopringe og store
Bilag 12
Xylocainbehandling)
643-648: Mærkeligt nok
så har de kvinder det jo
sådan, at skeden er det
mest følsomme. Det er
der, man føler mest, og
det er det jo faktisk ikke,
men det har de så, den
opfattelse, så hvis man
spørger dem, om man
må sætte noget ind i
endetarmen: Jaja! Det
må du gerne. Sætte
sådan en undersøgelse
med biofeedback ind,
(...) det er jo den samme
muskel, så jeg er sådan
set ligeglad med, hvad
hul jeg sådan set er inde
i.
656-662: Nogle synes,
det er vildt krænkende at
få noget i endetarmen,
og så skal de ikke have
noget i endetarmen. Så
må vi prøve andre veje
for at få det til at spænde
af, ikke? Så det er hele
tiden patientens følelser
og behov, der er i
det at få puttet en
glasstav eller en anden
mindre stav op, når man
er overspændt i sin
bækkenbund, at det er
det, der skal til for at
udspænde
bækkenbunden, det tror
jeg ikke på. Jeg tror på,
man skal gå en anden vej,
man skal arbejde med en
ændring, en
adfærdsændring, og det
er det, jeg gør ved at lave
den her
bevidsthedstræning af
kroppen. (...) For mig,
der er det lidt mere, hvad
skal man sige, mindre
konfronterende måde at
behandle patienterne på.
(...) Så det er min
approach. Ingen
apparater.
641-646: Jeg er ikke
sådan en med en
papkasse, men der er
selvfølgeligt nok nogle
kliniske ting... (...) og
nogle ting som jeg
spørger om, f.eks. det der

olde og sådan noget,
ofte noget, der er lidt
sjovt, så det der underliv
dernede ikke altid bare
skal være så skide
alvorligt.
Bilag 12
centrum, og så er det
mine teknikker, jeg
kommer med som
håndværker og tilbyder,
kunne du tænke dig det
og det og det, ikke? (...)
Der foregår IKKE noget
her, som der ikke er
accept på. Og det er
altså meget meget
vigtigt, at man har det
med sig, vil jeg sige,
som fysioterapeut. I det
område.
761-770: Det kommer
lidt an på, hvor de er
henne i livet, ikke? Fordi
nogle har ikke en
intention om at blive
bedre. (...) Så, mit håb
om, at de så bliver bedre
er jo ikke stort, så vel?
Men hvis de har en
glæde ved at gå her, og
sådan noget, så håber
jeg, at jeg kan påvirke
dem til at rykke sig i
livet.
med smerten. (Vedr.
standardiseret
behandling)
672: Det er jo noget, der
skal passe til patienten
også. (Vedr. valg af
behandling)
744-749: Der er altså
mange kvinder, der står
af på apparater. (...) Så
derfor tænker jeg også,
det bliver en mere, hvad
skal man kalde det, mere
naturlig tilgang til
kroppen. At vi behøver
ikke dimsedutter og
dippedutter og noget som
helst. Vi kan sagtens
finde vores krop uden at
skulle bruge de der ting.
Med lige at vende blikket
indad.
757-761: Jeg spørger
dem simpelthen, hvordan
de synes, det er. Det
kunne jeg godt finde på
at spørge, hvis de siger,
der er LIDT smerte
endnu, så kunne jeg godt

Erfaring med
behandlingen
121-123: De fleste bliver
jo vildt skræmte, når de
ser den der vaginale der.
Den skal de bare ikke
have ind nogen steder.
Men den anale, den
accepterer de.
143-145: Der synes jeg,
det er rigtigt fint med et
spejl, så de kan se,
hvordan det ser ud, og
hvor de forskellige ting
Bilag 12
243-244: Der er nogle,
der kommer her og siger,
altså hvis det bare er
øvelser, jeg skal have, så
kommer jeg ikke. De vil
mærke, de vil lære noget
om deres krop, ikke?
255-256: Det er ikke et
sjovt område at få TENS
i. Nej. Men altså.
Vibrationer er meget
bedre.
finde på at sige, hvordan
har du ondt ud af ti af
smerten, ikke også? Og
hvor meget betyder den
for dem i deres hverdag.
Men det er DERES
oplevelse, og det er det
ALTID.
772-775: Jeg går med
dem på vejen og leder
dem på vejen derhen,
hvor de kan få det bedre.
Men det er dem, der skal
gøre arbejdet, det er dem,
der skal vurdere og tage
ansvaret for sig selv,
hvordan har de det.
203: Jeg tænker, har det
stået på i lang tid, så er
det rigtigt svært at hjælpe
dem.
375-378: Når vi har lavet
den her vandretur
gennem kroppen og fået
bevidsthed på alle
kropsdele, så oplever hun
faktisk, at hun er mere
samlet. Men det er jo så,
fordi hun rent psykisk er
87-91: Der, hvor der er,
synes jeg, der er
behandlingsforskel på
dem, det er, om de har
det, man sådan ser med,
at mange af
vulvodynipigerne, de har
en kort, slap, svag
bækkenbund, eller om de
har en
bækkenbundsfunktion,
hvor de både kan spænde
og slappe af, fordi så er

ligger, og hvad det er, der
gør ondt, når de rører
forskellige steder.
164-165: Men det er
sådan et eller andet med
at putte glas op i skeden,
det kan godt skræmme
nogle. (Vedr.
stavbehandling)
199-201: Jeg kan ikke gå
ind og påvirke, at de har
en sygdom i deres
slimhinde. Altså, det er
mere et medicinsk
problem. Jeg kan gå ind
og påvirke de sequelae,
det giver at have det på
den måde.
398-399: Det er, hvad jeg
har gjort mig af
erfaringer, hvad virker,
og hvad virker ikke.
596-601: At
kropsbevidsthed, deres
evne til at bruge deres
respiration, til at slappe
af i bækkenbunden, til at
de er mere frie i deres
Bilag 12
487-490: Først får de en
anatomisk gennemgang
af, hvordan ser det ud.
Hvor ligger hvad henne.
Og der er de SÅ
chokerede. De kan
IKKE fatte det. (...) Det
skal de så først lære.
532-534: Men det
hjælper jo, når de laver
øvelser. Så.
Afspændingsøvelser,
ikke? Ikke
knibeøvelserne.
Afspændingsøvelserne.
Og strækøvelser.
552-556: 75% af dem
(...), der er undersøgt
her, 75% bliver helbredt.
Altså, jeg siger, de er
helbredt, hvis de kan
klare at have samleje
uden smerter, eller hvis
de ikke har nogen
partner kan have to
fingre i skeden, uden det
gør ondt. Eller kan klare
en gynækologisk
undersøgelse. Uden det
enormt påvirket af det,
hun har med sig i sin
rygsæk.
501-506: I starten kan det
være, de kommer oftere,
og så bliver det sådan
over længere tid, så det
(...) nærmer sig nok de
der et par måneder. (...)
Det er jo afhængigt af,
hvor kompliceret er det
nu, det her forløb.
526-528: Det er jo nok
også noget af det, som
gør, at min behandling
lykkes. Det er, at jeg
tager mine patienter,
ALLE mine patienter
seriøse, når de kommer.
661-662: Jeg lytter meget
til, hvad patienterne
siger. Og så bruger jeg
min kliniske erfaring
inden for det, og den
ligger altså bare inde i
mit hoved.
674-675: Hvis det nu er,
at de ikke overspænder
der noget helt andet at
komme efter der, end
dem der er helt spændte.
130-133: At der måske i
starten, der går der tit
sådan en 14 dage mellem
besøgene for ligesom at
se, hvad tiden også gør.
(...) Det med at begynde
at arbejde med området,
og spænde noget ud, og
er opmærksom på det i
hverdagen.
149-151: Netop det, at
man ikke kan stå at
spænde ud i så lang tid,
hvis også det er ømt og
med øvelser og sådan
noget, så da er det tit
kortere, da er det tyve
minutter/en halv time
nogle gange. (Vedr. en
behandlings længde)
234-236: Så det der med
at begynde med lidt at få
aflært nogle af de der
mønstre, som de jo har
haft, fordi mange af dem
jo har haft dem i rigtigt

krop og deres underliv,
havde jeg nær sagt, den
bliver meget bedre. (...)
Men jeg kan ikke
afhjælpe det 100%, det
oplever jeg ikke, og det
er jo sådan det
fortvivlende.
635-637: For nogle, der
kan sådan et
hjemmeprogram bare
være yderligere en
stressfaktor, som gør, at
det hele går i hårdknude,
fordi så var der endnu en
ting, som man heller ikke
magtede eller duede til.
698-701: Jeg prøver jo at
finde det niveau, hvor de
kan være med. (...) Hvis
ikke de vil, så virker det
jo ikke. Men ellers så
synes jeg da overvejende,
at de reagerer godt på de
ting, vi arbejder med.
Bilag 12
gør ondt.
643-647: Mærkeligt nok
så har de kvinder det jo
sådan, at skeden er det
mest følsomme. Det er
der, man føler mest, og
det er det jo faktisk ikke,
men det har de så, den
opfattelse, så hvis man
spørger dem, om man
må sætte noget ind i
endetarmen: Jaja! Det
må du gerne. Sætte
sådan en undersøgelse
med biofeedback ind
deres bækkenbund, de er
bare hammer-irriterede,
jamen så kan jeg jo ikke
gøre så meget.
742: Jeg vurderer, det er
en succes. (Om effekten
af behandlingen)
886-887: Det er jo en
meget større del af det,
det pædagogiske for at få
dem motiverede og
forstå, hvad er det, det
handler om det her.
916-924: Lige så snart,
det så kan lade sig gøre at
lave en gynækologisk
undersøgelse også som er
okay og ikke er alt for
overskridende, og ikke
gør ondt og så videre,
jamen så har de det
sådan, fint, nu kan jeg
godt klare mig selv. For
så er de bare glade, og
skal de bare videre. Og
det er jo super godt. (...)
De skal jo heller ikke
fastholdes i at have det
her.
mange mange år, det
tager tid, ikke også.
238-247: Jeg synes, vi
når enden. Men det tager
lang tid. (...) Man synes,
der sker bare ikke noget,
fordi der skal gå så lang
tid, før (...) det går væk,
ikke også? Ja. Og jeg kan
så se alligevel nu, når
man efterhånden
begynder at have nogen,
hvor det så går væk, at
det batter noget alligevel.
(Vedr. effekt af
behandlingen)
257-271: Det er meget
VAS-mål, som vi bruger,
(...) det er jo en af de
ting, som vi efterprøver.
(...) (Vi bruger den) i
forhold til smerte og ved
palpation, ikke også? (...)
Det er den, der passer
bedst ind i det. Og som vi
måske bedre også kan
bruge på tværs, ikke
også? Men også med
andre kolleger.

Bilag 12
317-319: Det er jo både
lidt mestringen af det, og
hvor mange smerter, de
har, hvor meget det
fylder, ikke også? Ja.
Altså, der gør, hvornår
man afslutter dem, ikke
også?
320-324: Hvis det er
sådan, at man ligesom
fornemmer, at (...) nu kan
de godt selv varetage
træningen og synes også,
at der sker noget, at de
har fint fat, men at der
stadigvæk er, kan man
sige, den irritation af
slimhinde, men at der
ikke er den spændthed i
muskulaturen, så kan
man sige, så er der ikke
så meget mere for mig at
gøre.
339-340: Nogle gange så
ville man jo ønske, man
kunne bruge elstimulation,
men det gør
bare tit for ondt.
371-375: Nu f.eks.

Bilag 12
hende, vi havde i dag, jeg
er ikke sikker på, der er
sket det store, når hun
kommer igen om fjorten
dage. Men grunden til at
jeg venter med det er
også sådan noget med,
jamen, at hvis de er til
eksamen, eller hvad det
er, så er det ikke nu, at
hun bruger krudtet på det,
vel? Så vil jeg hellere
have, at der lige går lidt
mere, så hun også når at
få lavet noget, inden hun
kommer igen.
607-615: Der har været
nogle enkelte situationer,
hvor jeg ikke har gjort
det. (...) Hvis det er en,
der virker meget sårbar
eller og meget sådan
blufærdig og har svært
ved det og sådan noget,
så har jeg ikke gjort det.
Så har jeg (...) startet lidt
mere ud med at mærke
muskler. (...) Det skal jo
ikke være sådan, at de
føler, det er et overgreb.
(Vedr. vaginal

Ressourcer og
begrænsninger i
behandlingen
603-604: Jeg synes
HELT klart, at vi som
fysioterapeuter har rigtigt
meget at give dem.
667-669: Jeg kan jo
sagtens opleve det som et
personligt problem, at jeg
ikke kan følge folk helt
til dørs. Så sådan rent
fagligt, jo, det er da skide
ærgerligt, når man ikke
slår til.
679-680: Om de kommer
og fortæller mig nogle
ting eller gør nogle ting,
som skræmmer mig, eller
som jeg ikke føler, jeg
kan være med til? Nej,
det synes jeg ikke.
726-728: Selvfølgelig, så
rager man lidt i blinde i
og med, at man ikke
kender sådan løsningen
på, dels hvad det
kommer af, og dels hvad
man kan gøre ved det.
Bilag 12
961-962: Jeg er kommet
dertil, jeg har ingen
problemer. (Vedr.
personlige grænser)
396-404: Jeg tænker, det
kræver nogle gange mere
uddannelse end, hvad
skal vi sige, for det er jo
ikke bare, men bare at
være fysioterapeut, at det
hjælper en meget mere
fagligt, når man også har
den sexologiske
baggrund. Fordi det giver
nogle andre redskaber, og
det giver en nogle
redskaber på den måde,
fordi man lærer noget
mere om samtaleteknik,
man lærer noget mere
om, hvad skal vi være
ekstra opmærksomme
på? (...) Hvornår skal vi
sige hov, nu stopper
vores kompetence, og nu
skal du videre.
730-731: Det er det, vi
kan byde på, rigtigt
meget som
fysioterapeuter i forhold
til det her. At vi ved
meget om krop, og
hvordan krop reagerer.
undersøgelse)
294: Nej, det synes jeg
ikke, nej. (Om der er
begrænsninger i
behandlingen)
512-514: Hvis det er, jeg
kan høre, at den (det
seksuelle) ligesom, at den
fylder rigtigt rigtigt
meget, (...) så er det der,
jeg mangler sexologen og
eller en psykolog, ikke
også?

Samarbejde Monofagligt
samarbejde
752-756: Det er MIG,
der bestemmer, hvor lang
tid jeg vil bruge på
patienten (...), men også
hvor mange gange hun
skal komme. (...) Det er
suverænt mig, der styrer
det, så på den måde har
jeg en stor frihed.
759-761: Jeg har lukkede
behandlingslokaler, der
er fred og ro, og jeg har
de ting, jeg skal bruge, så
på den måde er der ingen
begrænsninger.
456-461: Vi er så fire
fysioterapeuter, som
selvfølgelig snakker
sammen og bruger
hinanden og
erfaringsudveksler, og
hvis man har haft et
forløb, der går skidt, så
prøver man at bruge de
andre som
sparingspartnere,
hvordan kommer vi
videre her. Og hvis man
Bilag 12
674: Jeg har jo ikke
nogen kollegaer, nej. (...)
De er ved at komme på
verdensplan.
734-735: Så mødes vi
nogle, mig og så
fysioterapeuter rundt i
verden, som laver det
samme.
740-745: Når jeg er ude
at holde foredrag, (...) så
819-828: Næh. Det synes
jeg ikke. Jo altså (...), det
er ikke rart at høre i ens
øre når som hende, jeg
fortæller jer om, det
forløb med hende, der
har været misbrugt. Så
det er da det, der kan
være provokerende, hvis
der er noget overgreb ind
over det. Men ellers
tænker jeg ikke, at der er
noget sådan. Der er ikke
noget, mine ører de ikke
kan tåle at høre. (Vedr.
personlige grænser)
442-445: Hvis jeg er i
tvivl, har jeg nogle
kollegaer, som jeg kan
ringe til (...), ellers så går
jeg på nettet. (...) Hvis
der er noget, jeg er i tvivl
om på den måde. Så det
er ikke noget problem at
arbejde alene på den
måde.
198-200: Vi vil have (...)
et fast træningsprogram,
som vi giver dem. For
netop at se, jamen
hvilken effekt giver det, i
stedet for at vi laver lidt
hver især.
585-587: Altså, vi har
ikke haft noget nu, andet
end når vi har været på de
kurser, vi har, hvor vi har
snakket med dem, der

Tværfagligt
samarbejde
har haft et, der går godt,
jamen, så beretter man
selvfølgelig også om det.
Så vi har nogle faglige
møder, hvor vi sådan
bruger tiden på at
erfaringsudveksle.
39-42: Vi som terapeuter
synes, det er
problematisk at stå sådan
alene med de patienter,
fordi de (lægerne) har
vitterligt ikke rigtigt
fokus på dem og det
siger lægerne også, at det
er noget, de skal blive
bedre til. De skal blive
bedre til at udrede dem.
Bilag 12
mødes man med nogle
af dem, man har mødt på
kongres og sådan nogle
ting, ikke? Så snakker
vi, (...) og så udveksler
man. (...) Og vi er også
på mail med hinanden.
78-79: Når de kommer
her til mig, så er de
udredt, så er der ikke
noget gynækologisk,
urologisk,
gastroenterologisk,
sygdomme, der er.
559-561: De er jo
selekterede via egen
læge eller som regel via
gynækolog, for det er jo
94-97: Såeh gør jeg ofte
det at sende dem tilbage
til egen læge. Sådan at de
ligesom, fordi det er jo en
lægelig vurdering om,
hvordan ser slimhinden
ud også, for der kunne
også være nogle andre
ting, der kunne genere.
425-427: Jeg er jo sådan
en person, at jeg holder
også har været på andre
hospitaler og sådan
noget, og hvad de gør. Ja.
(Sparing med andre
fysioterapeuter ud over
kolleger)
599-602: Der har vi jo
alle sammen (...) de ting,
vi bruger mest, ikke
også? Ja. Så der synes
jeg, vi bruger hinanden
meget, sådan med at
snakke om, hvad kan
man prøve, og hvordan
kan man prøve at gøre
det. Ja. Også fordi vi er
sådan alligevel en
forholdsvist ny gruppe.
53-55: Men efter vi fik
snakket med hende
(lægen) om, at vi
(fysioterapeuterne) godt
ville have dem der har
vulvodyni, der havde
spændt bækkenbund – at
vi synes, de hører til her
– så er vi begyndt så at få
flere.
58-59: Det har været

237-240: Hvis jeg synes,
at nu når ikke længere
med den her patient,
jamen så sender jeg
vedkommende tilbage
(til lægen) og siger, der
kan være behov for noget
psykologbistand eller
noget sexologbistand, og
det er de så også villige
til at henvise videre til.
324-327: Det at bruge
Xylocaingel (...) det
synes jeg bør være i
samarbejde med en læge,
og det har de slet ikke
været lydhør overfor.
329-330: Vi skal jo
virkelig sammen (med
lægerne) have lagt nogle
retningslinier for
behandlingen af de her
patienter, for det har vi
ikke.
233-235: Nu håber jeg
rigtigt meget, at vi får et
rigtigt godt samarbejde i
stand med vores læger, at
de får noget mere fokus
Bilag 12
den vej går den, ikke?
Så man må jo sige, de
danske gynækologer, de
er da helt i top med at
finde ud af, hvem der
skal sendes.
579-581: Det er dejligt,
der er lavet sådan nogle
vulvaklinikker rundt
omkring i Danmark, (...)
og så håber vi, der er
nogle, der gider tage
nogle kurser, så de kan
blive gode til at se, hvad
det er, de skal se på,
ikke?
583-598: Dét kører
rigtigt godt (det
tværfaglige
samarbejde), men vi
mødes jo i sådan en
vulvagruppe 4-5 gange
om året, (...) og det har
vi gjort i mange år. (...)
Det er læger, altså, det er
gynækologer, og det er
patologer, og det er
dermatologer, det er
sexologer fra sexologisk
klinik, og så sidder jeg
mig ikke sådan tilbage,
så skriver jeg til lægen
eller ringer til lægen og
siger, at jeg finder sådan
og sådan og sådan, og
hvad skal jeg gøre.
436-439: Det er ikke
noget problem at ringe til
vagthavende læge. Og
jeg tænker også, det er
heller ikke noget problem
at ringe tilbage til
gynækologen. (...) Der
synes jeg, at jeg møder
åbenhed.
808-812: Jamen altså, alt
i verden, så ville det jo
være fedt at have en
gynækolog her i det ene
rum, og mig i det andet
rum og en psykolog i det
næste rum. Det ville være
rigtigt fedt. Altså sådan,
så man bare lige kan
banke på døren ved
hinanden. For
tværfagligheden, og det
synes jeg er rigtigt
vigtigt.
meget tilfældigt (...),
hvilke læger (...), der har
sendt til os, og hvem der
ikke har.
277-284: Er blevet ansat
en læge, der skal henvise
vulvodynipigerne, så de
regner jo med, at der
kommer 230
nyhenvisninger om året,
men det er der ikke
blevet søgt ressourcer til
til os, det er jo så det, vi
er i gang med nu. (...)
Sådan lidt på
efterbevilling om det er,
fordi det vi siger, det er,
at de regner med, at ca.
halvdelen skal ned til os.
Men hvis vi ikke får
ressourcer til det, så kan
vi jo (...) heller ikke tage
dem. Det må vi
simpelthen ikke gøre.
404-407: Det jeg synes,
der er vigtigt, det er at få
en enighed om, hvad
tænker vi omkring dem
her, og hvad er det for en
information, vi giver

på det, så vi også kan...
Det fornemmer jeg i
hvert fald meget en
interesse for fra deres
side også.
448-450: Jeg vil sige
overordnet det
lægefaglige samarbejde.
Vi nyder meget respekt,
vil jeg sige, hos lægerne.
De synes, at fysioterapi
er utroligt vigtigt til
gynækologiske/obstetrisk
e patienter.
463-466: Samarbejde
med psykologer og
sexologer osv. er
selvfølgeligt meget
perifert i og med, de er
ikke her i huset og er
egentligt ikke nogen
fagpersoner, som vi bare
sender patienterne, eller
håber andre sender
patienterne videre til. Vi
kan jo ikke henvise dem.
490-504: Så sad jeg da i
en klinik sammen med
gynækologer og
Bilag 12
der som fysioterapeut,
og (...) der sidder en
anden fys også fra
sexologisk klinik.
626-627: Jeg mangler
ikke noget tværfagligt
samarbejde, det må jeg
sige, det synes jeg ikke,
jeg gør. Og de bruger
også mig rigtigt rigtigt
godt.
908-910: Hvis de har en
voldsom psykisk lidelse,
altså, hvis de er
skizofrene eller noget
andet, så er jeg altså
ikke meget for det. (...)
Så vil jeg gerne have det
i samarbejde med nogle
andre, ikke?
dem. Sådan at de får de
samme informationer, om
de kommer oppe hos
lægen, eller om de
kommer hernede.
535-536: Vi har ikke
nogen her på stedet. (...)
Jeg synes, det er en stor
mangel. (Vedr. sexolog)
549-551: Forhåbentligt
bliver det anderledes nu,
ikke også? At vi får lidt
tættere samarbejde ved
det at vi får flere
patienter, men også det,
at vi nemmere kan
henvise tilbage (til
lægen).
558-560: Jeg ønsker lidt
det, at det lidt tættere
samarbejde, med at man
nogle gange kan sige, og
der er et eller andet her,
og det flytter sig ikke
rigtigt, og det ser meget
rødt ud, eller irriteret ud,
det der, kan du ikke lige
se på...

sexologer, psykologer, og
så sad vi og visiterede de
her patienter sammen.
(...) At det virkeligt er
systematiseret, for hvis
ikke det er
systematiseret, så glider
det ud i sandet. (...) Så
altså, i en ønskesituation,
så sad vi dør om dør, og
det ville jo også give en
helt anden faglig
udvikling.
734-740: At de er udredt
i forhold til infektioner
og alt muligt, det oplever
jeg altså ikke altid, at de
er. Så det er da
problematisk, fordi, hvis
de bliver ved med at
have en infektion, så kan
vi jo kæmpe lige så
længe, vi vil. Men der
kan jeg jo så også igen
sende patienten tilbage
og spørge, om man ikke
kan gå lidt mere ind i at
undersøge de og de ting,
fordi ellers så tror jeg
ikke, at vi kommer
videre.
Bilag 12
669-675: Mange af dem,
de kunne godt (...) have
brug for sådan en
selvhjælpsgruppe på en
eller anden måde, ja. Og
det er jo derfor, vi tænker
også lidt på at køre noget
gruppeundervisning,
mere sådan at de ser, at
der også er andre, der har
det. (...) På en eller anden
måde, finde noget sådan
at de kunne komme til at
snakke noget mere
sammen. Det tror jeg
ville, kunne give en, være
rigtigt godt for dem, ja.

Bilag 12

Kunstige citater
Bilag 13
Erfaringsgrundlag:
Praktisk og teoretisk erfaring:
Dels sådan med min alder har jeg noget livserfaring, og så har jeg jo læst mangt og
meget og har også meget erfaring som fysioterapeut, så det er jo alt det, jeg trækker på.
Jeg har taget mere og mere uddannelse i det og har ligesom gjort det til min niche. For
halvandet år siden begyndte jeg på en sexologisk uddannelse, og det føler jeg giver mig
flere kompetencer og mere viden om vulvodyni. Jeg har været på verdenskongres i
sexologi i Göteborg, og der snakkede vi om vulvodynien. Oprindeligt var jeg på et
kursus overordnet omkring bækkenbunden eller underlivssmerter. Jeg har været på
andre kurser omkring underlivsSMERTER, men de var ikke relateret så meget omkring
vulvodynien. Jeg var på et kursus med Knud Damsgaard for et par år siden, og han sad
jo bare og sagde alt det, som jeg havde rendt og spurgt vores læger om og ikke fået
noget svar på. Det var bare virkeligt dejligt. Vi havde et kursus med Knud Damsgaard,
hvor det var smerter i underlivet, og vi havde mere fokus på vulvodyni. Nu underviser
jeg jo selv på de der kurser. Når der ER noget, så tager jeg på de kurser. Så har vi
haft et kursus med Chantal Dumoulin, som behandler kvinder med underlivssmerter.
Bøger, jeg har læst, artikler, vi har læst, og kollegial snak. Man kan jo bare gå på
Cochrane og søge artikler og finde ud af, hvad er det nyeste og så holde sig til det.
NOGLE af mine valg er videnskabeligt. Artikler og så videre. Jeg forholder mig meget
videnskabeligt til det, og der skal være noget bevis for det, man gør. Jeg gider ikke at
lave lange forsøg, jeg har lavet pilotprojekter, som jeg gerne vil, og det har jeg gjort
meget. Jeg finder på nogle ting, som jeg tænker, dem vil jeg gerne prøve at undersøge,
om de holder vand, virker det?
Begrænsninger:
De fysioterapeutiske kurser giver mig ikke så meget mere. Jeg vil nok søge min viden
mere i det sexologiske. Og mere UD over vores grænse. Hvad man kan læse sig til, og
der er jo ikke så voldsomt meget decideret omkring fysioterapi til de her patienter. Jeg
prøver at opsøge det, der bliver udbudt af kurser, men det er jo ikke så meget. Der er
ikke nogen kurser, jeg kan tage, det er sådan lidt kedeligt. Jeg er glad, hvis jeg kommer
til en kongres, og jeg får en eller to eller tre ideer med hjem. Der kan jo være mange
situationer, hvor jeg ikke slår til, fordi min viden ikke er tilstrækkelig. Jeg føler den
begrænsning, at vores hverdag er presset, der ikke er så meget tid til faglig udvikling.
Jeg går ikke ind og snakker om de større seksuelle ting. Det er jeg ikke uddannet nok til
overhovedet, og jeg går heller ikke ind i de store psykologiske samtaler. Hvis det er
noget psykisk, hvor man skal ind i en virkelig intensiv terapi, det kan jeg jo ikke, jeg er
jo kun husmandspsykolog.
Patientgruppen:
Fysioterapeutens holdning til patienterne:
Ganske sådan fornuftige, egentlig sådan godt uddannede. Jeg har ikke haft nogen, hvor
jeg har tænkt, at det her det er mere psykologisk. Ikke med vulvodynipigerne. Jeg ved
ikke, om den er anderledes end til andre patientgrupper. Altså jeg møder jo patienten
der, hvor hun er. I forhold til andre smertepatienter kan jeg ikke se nogen forskel. Jeg er
da FULDstændigt ligeglad med, hvad det er for en sygdom. Hvis der kommer et
menneske ind ad døren, der har smerter i sin skede, det vil jeg gerne være med til at

Bilag 13
hjælpe, og jeg er da fløjtende ligeglad med, om det er en fysiologisk sygdom eller en
psykisk sygdom. Man siger jo overordnet om de her patienter, at de mange gange er
mere angstprægede og har sådan et lavere stemningsleje, eller sådan lidt mere
depressive i det. Det ved jeg ikke, om jeg kan gå ind og kategorisere dem på den måde
der. Det har jeg i hvert fald ikke haft nok til, at der sådan overordnet tegner sig det
billede. Desværre synes jeg, der er lidt for mange, som har været udsat for overgreb. Det
re ikke typisk, men de er overrepræsenterede. Altså, folk kan jo få ondt alle steder af et
seksuelt overgreb. Er man sådan kronisk smertepatient, så bliver man jo lidt låst fast i
den verden og kan have rigtigt svært ved at reagere anderledes. Man kan godt se, det er
den vej, man skal gå, men det er jo ikke sikkert, at patienten er parat til at gå den vej,
vel? Det lyder mærkeligt, men man har også rigtigt mange goder ved at have ondt nogle
gange i nogle familier. Man behøver ikke blive en glasstøtte, fordi man er blevet udsat
for noget forfærdeligt i livet. Jeg tænker, at der er noget psykosomatisk i den her
bækkenbund, når det drejer sig om spændinger, og man reagerer på den måde. Jeg
tænker sådan lidt, at man skal passe på med ikke at sige, at det sidder oppe mellem
ørerne. For det gør det måske ved nogle af en årsag, som er meget forståelig, og ved
andre der er det simpelthen, fordi sådan er man bare. Allergisk over for tingene. Det er
lidt sværere, når det er psykisk, fordi så skal man arbejde med BÅDE fysikken OG med
psyken. Der er mange, der har fået ondt i deres krop, og så er det endt oppe mellem
ørerne, det har jeg da set mange eksempler på. Jeg tænker også, at de ER komplicerede
de her patienter.
Fysiske og psykiske reaktioner:
Hvis man har en vulvodynipatient er det faktisk en treenighed, de kommer med af
problemer. De har vulvodynien i skeden, de har pollakisuri og så har de rifter ved
tarmen. Og det er alt sammen noget, der har med en overspændt bækkenbund at gøre,
fordi den ikke giver slip. For er de meget opspændte, så kan de faktisk godt have
tarmproblemer og afføringsproblemer. Det vil typisk være hendes problem, at hun har
smerter ved samleje, hvis hun har vulvodyni. Dem, som er sådan lidt sådan korte og
svage, der er rigtigt mange af dem, der ikke har nogen knibefunktion, hvor man egentlig
ikke kan mærke knibet. Eller, i hvert fald så er det meget lidt. Hvis slimhinderne er
rigtigt tørre og tynde, så kan man ikke lide, det glider. Så spænder man musklerne for at
holde den i ro. Når der ikke er blodcirkulation og ilt i området, så udsender kroppen
smerter. De er simpelthen så kvalt dernede, så man tror, det er løgn. Jeg ser i hvert fald
en sammenhæng i nogle af de kvinder, som har det her. De har en sart hud i sig selv, de
har måske noget astmaeksem og måske er meget lyse i huden, og deres slimhinde kan
være meget sart på den måde.
Der er også nogle, der har en HELT anden oplevelse af, hvor skeden ligger. De har
INGEN kropserkendelse af den del af kroppen. Det er jo ikke altid, at de overordnet har
en fornemmelse af, hvordan de spænder/ikke spænder. Det er simpelthen noget, de
kommer til at gøre forkert med deres krop. De får nogle spændingsmønstre, som giver
dem smerter. Det er ikke noget, de selv bestemmer, de bliver bange for, at nu gør det
ondt, og så spænder de op. Så det bliver sådan en eller anden cirkel, og det kan bevirke
at de får et dårligt selvbillede, så deres kropsopfattelse den bliver dårligere og de ikke
bryder sig om sig selv mere, og det kan jo så gøre, at man kan blive lettere depressiv. Så
det er jo det, smerter de kan gøre, at hele ens kropsbillede bliver forvrænget. Fordi alt
fra navlen og sydpå bare er forbundet med ubehag, så de rører ikke ved sig selv, og de
kigger ikke på sig selv. Hun oplevede, det fyldte rigtigt meget i hverdagen, og HUN fik i

Bilag 13
hvert fald en følelse af utilstrækkelighed. Tanken om ikke at kunne bidrage til det, og
ikke at kunne have samleje, og om ens kæreste nu går fra en. Når man som kvinde ikke
føler, at man kan præstere noget seksuelt. Når man ikke kan give en mand det, man tror,
man skal kunne, daler ens selvværd jo væsentligt. Det påvirker en, når man f.eks. ikke
kan have sex med sin kæreste, som man egentligt gerne ville. Når man ikke føler, man
kan opfylde de behov, som han også har. Det er jo det der med, at de altid er på vagt.
Det med at have LYSTEN er også nogle gange en by i Rusland, fordi de er vant til, det
er planlagt, når man er sammen. Så jeg oplever da sådan nogle fortvivlede piger, som
måske har været mange steder henne i systemet uden rigtigt at blive hørt og rigtigt
blevet hjulpet. Men jeg kan virkeligt også godt forstå, at de er kede af det og opgivende
og frustrerede og alt muligt, FORDI de har det problem. Der er ikke et helt almindeligt
reaktionsmønster, hvis man ser lidt på det. De er nogle ængstelige personer, så hvis man
hører til nogle, der er ængstelige, så er det også svært at give slip og give sig hen og
åbne sig op, for det er jo det, man skal, hvis man skal have noget ind i skeden.
Fysioterapeutens tanker om interventionen:
Samtale:
Ifølge mit livssyn er det meget vigtigt, at man tager mennesker for pålydende, at man
ikke sidder der og er Kloge Åge. Men man lytter til, hvad DE siger, for det er jo dem,
der er ekspert på deres egen krop. Det er at være professionel. Det er at lytte til det,
patienterne siger. Anamnesemæssigt skal man simpelthen rundt om hele patienten.
Nogle gange er det nogle mærkelige kroge og veje, man kommer omkring i
vulvodynien. Man kan godt gå ned og se på en skede og prikke, AV! Ja, men prøv lige at
se på HELE personen og hør på hele personens vej. Så går jeg ind i udredningen af
patienten for at få en fornemmelse af, hvor meget problemet fylder, for at finde ud af,
hvad har der været gjort tidligere, og for at finde ud af, hvad er hun for en person. Det
er vigtigt give plads til, at de kan snakke om de ting, som de går og tumler med og give
dem en fornemmelse af, at det har jeg tid til at høre på, og det vil jeg gerne snakke med
dig om. Det er jo sådan nogle ting, som man tit kommer ind at snakke om, når man har
haft dem i en periode. Hvordan de tackler det seksuelle derhjemme, og hvordan det er
med kæresten. Man gør det muligt for personen at komme omkring f.eks. seksuelt
overgreb. Så giver man ligesom tilladelsen til, jeg vil godt snakke om dét, hvis det der
noget, du vil snakke om. Selvom jeg spørger, når jeg har patienter, om der er noget, jeg
skal vide, skal de jo lige føle sig trygge, inden de vil fortælle det. Jeg har en aftale med
hende om, at jeg fortæller, hvad jeg gør, og hvorfor jeg gør det, og at jeg stopper, hvis
hun ikke kan være med. Det er sådan en deal, der er meget vigtig at understrege og også
meget vigtig undervejs at repetere. Der møder jeg dem, men laver en aftale med dem
om, at det er en nødvendig del af behandlingen, at jeg får lov til at undersøge den
bækkenbund på et tidspunkt, men at jeg kan gøre nogle andre ting først. Så på et
tidspunkt siger de, jamen det er fint, du undersøger min bækkenbund næste gang. Og det
sker egentligt rimeligt hurtigt. Så det er jo for at skabe en tillid. Jeg taler selvfølgelig
med dem om, hvad det er, vi skal gøre. Så vi lægger en fælles plan, så de ligesom kan
have en mulighed for at sige, det kan jeg slet ikke forholde mig til.
Holdning i behandlingen:
Der er også nogle, der ikke har fået diagnosen. Og hvad skal de bruge diagnosen til, hvis
man nu kan afhjælpe symptomerne. Jeg går jo ikke lige i kødet på hende inden alt det
her, den indledende snak har også omfattet en gennemgang af den anatomiske model. Så

Bilag 13
hun, allerede inden vi starter, har en forståelse af, hvordan hun egentlig er skruet
sammen, og hvorfor hun i nogle tilfælde kan reagere på den ene eller anden måde. Jeg
går ikke sådan ind og udspænder på bækkenbunden. Fordi de har ondt, og det er et
intimt område, og jeg tænker, kan jeg få dem til at slippe den bækkenbund, ved at de
bliver bevidste om, hvordan de spænder i bækkenbunden, i stedet for jeg står og plemrer
og maser og gør ved. Og de egentligt bare synes, det er dødubehageligt. At give dem en
behagelig oplevelse i stedet for. Man kan bedre mødes, hvis man er enige om det, man
gør. Så jeg ikke overtræder nogen grænser, for det KUNNE jo være, at de havde nogle
grænser, der var blevet overtrådt på et tidspunkt i deres liv. Så det er jeg meget
opmærksom på. Jeg TVINGER dem ikke ud i noget, men nogle gange så skal man også
bare tage tingene for givet: Det gør vi bare her i butikken, og så gør de det. Nogle synes,
det er vildt krænkende at få noget i endetarmen, og så skal de ikke have det. Så må vi
prøve andre veje for at få det til at spænde af. Det er hele tiden patientens følelser og
behov, der er i centrum, og så er det mine teknikker, jeg kommer med som håndværker
og tilbyder, kunne du tænke dig det og det og det? Der foregår IKKE noget her, som der
ikke er accept på. Og det er altså meget vigtigt, at man har det med sig som
fysioterapeut. I det område. Mærkeligt nok har de kvinder det jo sådan, at skeden er det
mest følsomme. Det er det jo faktisk ikke, men det har de så, den opfattelse, så hvis man
spørger dem, om man må sætte noget ind i endetarmen: Jaja! Det må du gerne. Sådan en
undersøgelse med biofeedback. Det er jo den samme muskel, så jeg er sådan set ligeglad
med, hvad hul jeg sådan set er inde i. Man skal begynde at have nogle positive
berøringsoplevelser i området. Man skal lige have det til at falde til ro og slimhinden til
ikke at være så sensibel, at man netop har en periode, hvor man så ikke har samleje og
egentlig begynder at have noget berøring, der ikke gør ondt, og så skal man videre den
vej. De er tit langvarige. Det jeg tror, der hjælper rigtigt godt på det, det er meget
opmærksomheden på området. At man arbejder med området og især BERØRER
området, sådan at de også får en fornemmelse af, hvad der gør ondt, men også nogle
gange, at det kan berøres, uden at det GØR så ondt. Det er det, der er vigtigt for mig
også for de her kvinder, at mærke deres eget køn og mærke, hvordan er det. Og være
glade for det køn, de har også. For det er der, kropsbevidstheden kommer ind. Det er jo
rigtigt vigtigt, at det ikke bare er en passiv behandling. Noget af det kan godt være en
passiv behandling, hvis det kan få dem til at slappe af. Hjælpe dem på vej på den måde,
men ellers så er det hjælp til selvhjælp. De skal selv ind og forstå sammenhængen i
problematikkerne og så kunne arbejde med dem ud fra det. Jeg går med dem på vejen og
leder dem på vejen derhen, hvor de kan få det bedre. Men det er dem, der skal gøre
arbejdet, det er dem, der skal vurdere og tage ansvaret for sig selv, hvordan har de det.
Det er jo også en del af behandlingen det at kunne røre ved sig selv. Og hvis de er meget
opspændte, så er en del af behandlingen jo også at kunne massere sig selv dernede. Det
som for mig er det vigtigste er, at hun bliver mere bevidst omkring sin krop og sine
reaktioner på forskellige ting. At lære at håndtere de situationer, hvor smerterne og
spændingerne opstår. Og så selvfølgelig kobler respirationen, og den er jo utroligt vigtig
i denne her sammenhæng, så hun får den som redskab også i forhold til at kunne slappe
af. Jeg tror ikke, at der går nogen ud af døren, uden at jeg har haft fat i deres muskler, og
de selv har lært at massere den, og jeg masserer den også. For det er nogle gange meget
svært bare ved øvelser at mærke efter sin krop. Ellers synes jeg, man skal lægge mærke
til sin krop og ikke bedøve den. Men det kan være nødvendigt en periode for at få de der
nerveender hidsede lidt ned. Patienten: “Det blev simpelthen ubehageligt for mig at give
slip“. Så pauser vi lidt her, og så skal man have lov til at spænde. Der er jo ikke noget

Bilag 13
galt i at spænde, hvis man er i kamp. Det kommer lidt an på, hvor de er henne i livet.
Fordi nogle har ikke en intention om at blive bedre. Mit håb om, at de så bliver bedre er
jo ikke stort. Men hvis de har en glæde ved at gå her, så håber jeg, at jeg kan påvirke
dem til at rykke sig i livet. Hvis du er blevet voldtaget, så er det logisk, du forsvarer dig.
Hvad har der så været af gode ting dernede? Kan vi arbejde med dét? Kan vi lægge det
her ind i din rygsæk og så komme videre derfra? Man behøver ikke blive en glasstøtte,
fordi man er blevet udsat for noget forfærdeligt i livet. Jeg er ikke sådan en med en
papkasse, men der er selvfølgeligt nok nogle kliniske ting og nogle ting som jeg spørger
om, f.eks. det der med smerten. Jeg spørger dem simpelthen, hvordan de synes, det er.
Hvis de siger, der er LIDT smerte endnu, så kunne jeg godt finde på at sige, hvordan har
du ondt ud af ti af smerten? Og hvor meget betyder den for dem i deres hverdag. Men
det er DERES oplevelse, og det er det ALTID. Jeg tror ikke på det at få puttet en
glasstav eller en anden mindre stav op, når man er overspændt i sin bækkenbund, at det
er det, der skal til for at udspænde bækkenbunden. Man skal gå en anden vej, man skal
arbejde med en ændring, en adfærdsændring, og det er det, jeg gør ved at lave den her
bevidsthedstræning af kroppen. For mig, der er det lidt mindre konfronterende måde at
behandle patienterne på. Så det er min approach. Ingen apparater. Der er altså mange
kvinder, der står af på apparater. Så derfor tænker jeg også, det bliver en mere naturlig
tilgang til kroppen. Vi behøver ikke dimsedutter og dippedutter og noget som helst. Vi
kan sagtens finde vores krop uden at skulle bruge de der ting. Med lige at vende blikket
indad. Det er jo lige en tærskel at komme over, og vi prøver det altid, mens de er hos
mig. At det ikke bare er noget, de skal hjem og prøve af. Det er jo noget, der skal passe
til patienten også. Også med venepumpeøvelser, som kan være rigtigt fine til at løsne op
med, og også f.eks. hullahopringe og store bolde og sådan noget, ofte noget, der er lidt
sjovt, så det der underliv dernede ikke altid bare skal være så skide alvorligt.
Erfaringer i behandlingen:
Det er, hvad jeg har gjort mig af erfaringer, hvad virker, og hvad virker ikke. Jeg lytter
meget til, hvad patienterne siger. Og så bruger jeg min kliniske erfaring, og den ligger
altså bare inde i mit hoved. Det er jo en meget større del af det, det pædagogiske for at
få dem motiverede og forstå, hvad er det, det handler om det her. I starten kan det være,
de kommer oftere, og så bliver det sådan over længere tid, så det nærmer sig nok de der
et par måneder. Det er jo afhængigt af, hvor kompliceret er det nu, det her forløb. I
starten går der tit sådan en 14 dage mellem besøgene for ligesom at se, hvad tiden også
gør. Det med at begynde at arbejde med området, og spænde noget ud, og er
opmærksom på det i hverdagen. F.eks. hende, vi havde i dag er ikke sikker på er sket det
store med, når hun kommer igen om fjorten dage. Men grunden til at jeg venter med det
er også sådan noget med, at hvis de er til eksamen, så er det ikke nu, at hun bruger
krudtet på det. Så vil jeg hellere have, at der lige går lidt mere, så hun også når at få
lavet noget, inden hun kommer igen. Det er jo både mestringen af det, og hvor mange
smerter, de har, hvor meget det fylder, der gør, hvornår man afslutter dem. For nogle kan
sådan et hjemmeprogram være yderligere en stressfaktor, som gør, at det hele går i
hårdknude, fordi så var der endnu en ting, som man heller ikke magtede eller duede til.
Først får de en anatomisk gennemgang af, hvordan ser det ud. Hvor ligger hvad henne.
Og der er de SÅ chokerede. De kan IKKE fatte det. Det skal de så først lære. Der synes
jeg, det er rigtigt fint med et spejl, så de kan se, hvordan det ser ud, og hvor de
forskellige ting ligger, og hvad det er, der gør ondt, når de rører forskellige steder. Der
har været nogle enkelte situationer, hvor jeg ikke har gjort det. Hvis det er en, der virker

Bilag 13
meget sårbar eller meget blufærdig og har svært ved det, så har jeg ikke gjort det. Så har
jeg startet lidt mere ud med at mærke muskler. Det skal jo ikke være sådan, at de føler,
det er et overgreb.Det er meget VAS-mål, som vi bruger, det er jo en af de ting, som vi
efterprøver. Vi bruger den i forhold til smerte og ved palpation.Det er den, der passer
bedst ind i det. Og som vi måske bedre også kan bruge på tværs. Men også med andre
kolleger. Nogle gange så ville man jo ønske, man kunne bruge el-stimulation, men det
gør bare tit for ondt. Det er ikke et sjovt område at få TENS i. Vibrationer er meget
bedre. De fleste bliver jo vildt skræmte, når de ser den der vaginale der. Den skal de
bare ikke have ind nogen steder. Men den anale, den accepterer de. Men det er sådan et
eller andet med at putte glas op i skeden, det kan godt skræmme nogle. Netop det, at
man ikke kan stå at spænde ud i så lang tid, hvis også det er ømt og med øvelser og
sådan noget, så da er det tit kortere, da er det tyve minutter/en halv time nogle gange.
Der, hvor jeg synes, der er behandlingsforskel på dem, det er, om de har det, man sådan
ser med, at mange af vulvodynipigerne, de har en kort, slap, svag bækkenbund, eller om
de har en bækkenbundsfunktion, hvor de både kan spænde og slappe af, fordi så er der
noget helt andet at komme efter der, end dem der er helt spændte. Der er nogle, der
kommer her og siger, hvis det bare er øvelser, jeg skal have, så kommer jeg ikke. De vil
mærke, de vil lære noget om deres krop. Jeg kan ikke gå ind og påvirke, at de har en
sygdom i deres slimhinde. Det er mere et medicinsk problem. Jeg kan gå ind og påvirke
de sequelae, det giver at have det på den måde. Hvis det nu er, at de ikke overspænder
deres bækkenbund, de er bare hammer-irriterede, så kan jeg jo ikke gøre så meget. Hvis
det er sådan, at man ligesom fornemmer, at nu kan de godt selv varetage træningen og
synes også, at der sker noget, at de har fint fat, men at der stadigvæk er den irritation af
slimhinde, men at der ikke er den spændthed i muskulaturen, så kan man sige, så er der
ikke så meget mere for mig at gøre. Jeg tænker, har det stået på i lang tid, så er det
rigtigt svært at hjælpe dem. Så det der med at begynde med lidt at få aflært nogle af de
der mønstre, som de jo har haft, fordi mange af dem jo har haft dem i rigtigt mange år,
det tager tid. Det er jo både lidt mestringen af det, og hvor mange smerter, de har, hvor
meget det fylder, der gør, hvornår man afslutter dem. Jeg prøver jo at finde det niveau,
hvor de kan være med. Hvis ikke de vil, så virker det jo ikke. Men ellers så synes jeg da
overvejende, at de reagerer godt på de ting, vi arbejder med. Lige så snart, det så kan
lade sig gøre at lave en gynækologisk undersøgelse som er okay og ikke er alt for
overskridende, og ikke gør ondt, så har de det sådan, fint, nu kan jeg godt klare mig selv.
For så er de bare glade, og skal de bare videre. Og det er jo super godt. De skal jo heller
ikke fastholdes i at have det her. Når vi har lavet den her vandretur gennem kroppen og
fået bevidsthed på alle kropsdele, så oplever hun faktisk, at hun er mere samlet. Men det
er jo så, fordi hun rent psykisk er enormt påvirket af det, hun har med sig i sin rygsæk.
Men det hjælper, når de laver øvelser. Ikke knibeøvelserne, men afspændingsøvelserne
og strækøvelser. At kropsbevidsthed, deres evne til at bruge deres respiration, til at
slappe af i bækkenbunden, til at de er mere frie i deres krop og deres underliv, den bliver
meget bedre. Men jeg kan ikke afhjælpe det 100%, og det er jo sådan det fortvivlende.
75% af dem, der er undersøgt her bliver helbredt. Jeg siger, de er helbredt, hvis de kan
klare at have samleje uden smerter, eller hvis de ikke har nogen partner kan have to
fingre i skeden, uden det gør ondt. Eller kan klare en gynækologisk undersøgelse, uden
det gør ondt. Jeg vurderer, det er en succes. Så begynde med at få aflært nogle af de der
mønstre, som de jo har haft, fordi mange af dem jo har haft dem i rigtigt mange mange
år, det tager tid. Det er jo nok også noget af det, som gør, at min behandling lykkes. Det
er, at jeg tager ALLE mine patienter seriøse, når de kommer.

Bilag 13
Ressourcer og begrænsninger i behandlingen:
Jeg er kommet dertil, jeg har ingen problemer. Nej, det synes jeg ikke, nej. Om de
kommer og fortæller mig nogle ting eller gør nogle ting, som skræmmer mig, eller som
jeg ikke føler, jeg kan være med til? Nej, det synes jeg ikke. Næh. Det synes jeg ikke.
Det er ikke rart at høre i ens øre om det forløb med hende, der har været misbrugt. Så
det er da det, der kan være provokerende, hvis der er noget overgreb ind over det. Men
ellers tænker jeg ikke, at der er noget sådan. Der er ikke noget, mine ører de ikke kan
tåle at høre. Jeg har lukkede behandlingslokaler, der er fred og ro, og jeg har de ting, jeg
skal bruge, så på den måde er der ingen begrænsninger. Det er MIG, der bestemmer,
hvor lang tid jeg vil bruge på patienten, men også hvor mange gange hun skal komme.
Det er suverænt mig, der styrer det, så på den måde har jeg en stor frihed. Jeg synes
HELT klart, at vi som fysioterapeuter har rigtigt meget at give dem. Det er det, vi kan
byde på, rigtigt meget som fysioterapeuter i forhold til det her. At vi ved meget om krop,
og hvordan krop reagerer. Jeg tænker, det kræver nogle gange mere uddannelse end,
hvad skal vi sige, for det er jo ikke bare, men bare at være fysioterapeut, at det hjælper
en meget mere fagligt, når man også har den sexologiske baggrund. Fordi det giver
nogle andre redskaber, fordi man lærer noget mere om samtaleteknik, man lærer noget
mere om, hvad skal vi være ekstra opmærksomme på? Hvornår skal vi sige hov, nu
stopper vores kompetence, og nu skal du videre. Selvfølgelig, så rager man lidt i blinde i
og med, at man ikke kender løsningen på, dels hvad det kommer af, og dels hvad man
kan gøre ved det. Jeg kan jo sagtens opleve det som et personligt problem, at jeg ikke
kan følge folk helt til dørs. Så sådan rent fagligt, det er da skide ærgerligt, når man ikke
slår til. Hvis det er, jeg kan høre, at den fylder rigtigt rigtigt meget, så er det der, jeg
mangler sexologen og eller en psykolog.
Samarbejde:
Monofagligt samarbejde:
Der har vi jo alle sammen de ting, vi bruger mest. Vi bruger hinanden meget, snakker
om, hvad kan man prøve, og hvordan. Vi er sådan alligevel en forholdsvist ny gruppe.
Vi har ikke haft noget nu, andet end når vi har været på de kurser, vi har, hvor vi har
snakket med dem, der også har været på andre hospitaler og sådan noget, og hvad de
gør. Vi er fire fysioterapeuter, som selvfølgelig snakker sammen og bruger hinanden og
erfaringsudveksler. Så vi har nogle faglige møder. Hvis jeg er i tvivl, har jeg nogle
kollegaer, som jeg kan ringe til, ellers så går jeg på nettet. Så det er ikke noget problem
at arbejde alene på den måde. Jeg har jo ikke nogen kollegaer. De er ved at komme på
verdensplan. Så mødes jeg med fysioterapeuter rundt i verden, som laver det samme.
Når jeg er ude at holde foredrag, mødes man med nogle af dem, man har mødt på
kongres. Så snakker vi og udveksler erfaringer. Og vi er også på mail med hinanden. Vi
vil have et fast træningsprogram, som vi giver dem. For netop at se, hvilken effekt giver
det, i stedet for at vi laver lidt hver især.
Tværfagligt samarbejde:
Det har været meget tilfældigt, hvilke læger, der har sendt til os, og hvem der ikke har.
Men efter vi fik snakket med lægen om, at vi godt ville have dem der har vulvodyni, der
havde spændt bækkenbund – at vi synes, de hører til her – så er vi begyndt så at få flere.
Det jeg synes, der er vigtigt, det er at få en enighed om, hvad tænker vi omkring dem
her, og hvad er det for en information, vi giver dem. Sådan at de får de samme

Bilag 13
informationer, om de kommer oppe hos lægen, eller om de kommer hernede. Jeg vil sige
overordnet det lægefaglige samarbejde. Vi nyder meget respekt hos lægerne. De synes,
at fysioterapi er utroligt vigtigt til gynækologiske/obstetriske patienter. Hvis jeg synes,
at nu når jeg ikke længere med den her patient, så sender jeg vedkommende tilbage til
lægen og siger, der kan være behov for noget psykologbistand eller noget
sexologbistand, og det er de så også villige til at henvise videre til. Jeg er sådan en
person, at jeg holder mig ikke sådan tilbage, så skriver jeg til lægen eller ringer til lægen
og siger, at jeg finder sådan og sådan, og hvad skal jeg gøre. Det er ikke noget problem
at ringe til vagthavende læge. Det er heller ikke noget problem at ringe tilbage til
gynækologen. Der synes jeg, at jeg møder åbenhed. Så gør jeg ofte det at sende dem
tilbage til egen læge. Det er jo en lægelig vurdering, hvordan ser slimhinden ud, for der
kunne også være nogle andre ting, der kunne genere. Når de kommer her til mig, så er
de udredt, så er der ikke nogen gynækologisk, urologisk, gastroenterologisk, sygdomme.
De er jo selekterede via egen læge eller gynækolog, for det er jo den vej den går. Så man
må jo sige, de danske gynækologer, de er da helt i top med at finde ud af, hvem der skal
sendes. Dét kører rigtigt godt, vi mødes i sådan en vulvagruppe 4-5 gange om året, og
det har vi gjort i mange år. Det er læger, gynækologer, patologer, dermatologer,
sexologer og så sidder jeg der som fysioterapeut, og der sidder en anden fys også. Jeg
mangler ikke noget tværfagligt samarbejde, det synes jeg ikke, jeg gør. Og de bruger
også mig rigtigt rigtigt godt. Hvis de har en voldsom psykisk lidelse, f.eks. hvis de er
skizofrene, så vil jeg gerne have det i samarbejde med nogle andre. Samarbejde med
psykologer og sexologer osv. er selvfølgeligt meget perifert i og med, de er ikke her i
huset og er egentligt ikke nogen fagpersoner, som vi bare sender patienterne, eller håber
andre sender patienterne videre til. Vi kan jo ikke henvise dem. Jeg ønsker lidt et tættere
samarbejde, når man kan se det flytter sig ikke rigtigt, og det ser meget rødt ud, eller
irriteret ud, det der, kan du ikke lige se på. Vi har ikke nogen sexolog her på stedet. Jeg
synes, det er en stor mangel. Forhåbentligt bliver det anderledes nu. At vi får lidt tættere
samarbejde ved det at vi får flere patienter, men også det, at vi nemmere kan henvise
tilbage. Vi som terapeuter synes, det er problematisk at stå sådan alene med de patienter,
fordi lægerne har vitterligt ikke rigtigt fokus på dem og det siger de også selv, de skal
blive bedre til at udrede dem. Nu håber jeg rigtigt meget, at vi får et rigtigt godt
samarbejde i stand med vores læger, at de får noget mere fokus på det, så vi også kan.
Det fornemmer jeg i hvert fald meget en interesse for fra deres side også. Vi skal jo
virkelig sammen (med lægerne) have lagt nogle retningslinier for behandlingen af de her
patienter, for det har vi ikke. Det at bruge Xylocaingel synes jeg bør være i samarbejde
med en læge, og det har de slet ikke været lydhør overfor. At de er udredt i forhold til
infektioner og alt muligt, det oplever jeg altså ikke altid, at de er. Så det er da
problematisk, fordi, hvis de bliver ved med at have en infektion, så kan vi jo kæmpe lige
så længe, vi vil. Men der kan jeg jo så også igen sende patienten tilbage og spørge, om
man ikke kan gå lidt mere ind i at undersøge de og de ting, fordi ellers så tror jeg ikke,
at vi kommer videre. Alt i verden, så ville det jo være fedt at have en gynækolog her i
det ene rum, og mig i det andet rum og en psykolog i det næste rum. Sådan, så man bare
lige kan banke på døren ved hinanden. For tværfagligheden, og det synes jeg er rigtigt
vigtigt. Så sad jeg i en klinik sammen med gynækologer, sexologer, psykologer, og
så sad vi og visiterede de her patienter sammen. At det virkeligt er systematiseret, for
hvis ikke det er systematiseret, så glider det ud i sandet. Så i en ønskesituation, så sad vi
dør om dør, og det ville jo også give en helt anden faglig udvikling. Det er dejligt, der er
lavet sådan nogle vulvaklinikker rundt omkring i Danmark, og så håber vi, der er nogle,

Bilag 13
der gider tage nogle kurser, så de kan blive gode til at se, hvad det er, de skal se på. Der
er blevet ansat en læge, der skal henvise vulvodynipigerne, så de regner med, at der
kommer 230 nyhenvisninger om året, men det er der ikke blevet søgt ressourcer til til
os, det er jo så det, vi er i gang med nu. Sådan lidt på efterbevilling om det er, fordi de
regner med, at ca. halvdelen skal ned til os. Men hvis vi ikke får ressourcer til det, så
kan vi jo heller ikke tage dem. Det må vi simpelthen ikke gøre. Mange af dem, de kunne
godt have brug for sådan en selvhjælpsgruppe på en eller anden måde. Derfor tænker vi
også lidt på at køre noget gruppeundervisning, mere sådan at de ser, at der også er andre,
der har det. På en eller anden måde, så de kunne komme til at snakke noget mere
sammen. Det tror jeg kunne være rigtigt godt for dem. Vi vil have et fast
træningsprogram, som vi giver dem. For at se, hvilken effekt giver det, i stedet for at vi
laver lidt hver især.

Samtykkeerklæring
Bilag 14
I forbindelse med vores bachelorprojekt om den fysioterapeutiske behandling til patienter
med vulvodyni vil vi gerne lave et interview med dig.
Vi vil bede om dit samtykke til, at vi må anvende dine udsagn på følgende vilkår:
• Din deltagelse er frivillig, og du har ret til at sige fra, hvis der er ting, du ikke
ønsker at snakke om, og du kan til en hver tid afbryde interviewet.
• Dine udsagn som ekspert vil kunne blive citeret i opgaven efter aftale med dig.
Oplysninger behandles fortroligt under bearbejdningsfasen.
• Interviewet bliver optaget og slettes, når opgaven er færdig og bedømt (juni 2010).
Hvis du ønsker at medvirke på ovenstående vilkår, skriv da venligst under nedenfor.
På forhånd mange tak!
Dato: ______________________
Underskrift: ______________________________________

Samtykkeerklæring
Bilag 15
I forbindelse med vores bachelorprojekt om den fysioterapeutiske behandling til patienter
med vulvodyni vil vi gerne lave et interview med dig.
Vi vil bede om dit samtykke til, at vi må anvende dine udsagn på følgende vilkår:
• Din deltagelse er frivillig, og du har ret til at sige fra, hvis der er ting, du ikke ønsker
at snakke om, og du kan til en hver tid afbryde interviewet.
• Dine udsagn anonymiseres, og alle oplysninger behandles fortroligt.
• Interviewet bliver optaget og slettes, når opgaven er færdig og bedømt (juni 2010).
Hvis du ønsker at medvirke på ovenstående vilkår, skriv da venligst under nedenfor.
På forhånd mange tak!
Dato: ______________________
Underskrift: ______________________________________

Bilag 16
Kilde: Andreasson, Christau, Pedersen & Petersen (2009)

Bilag 17
Kilde: Større dansk regionshospital (anonymiseret)