290840_Vejstrup_November_2022

Men igen: Vores kristentro er så langt fra en remse. Det er
ikke bare gjort med at aflire en remse. Troen er gjort af levende
ord – sådan sagde de gamle. Og som Klaus Rifbjerg sagde det:
”Levende ord er ord, der lever – og ikke hakkemad for skoleelever….”
Vores tro er ikke hakkemad – vores tro er uvasket stof – og ung
vin. Det vil sige, at uanset, hvad vores tro så er, så er den altid
på vej til en stoflighed eller på vej til en karakter, som den ikke
har fundet – endnu. Jeg tror, at vi lige nøjagtigt her bevæger os
omkring det forhold, som vi adskiller os fra alle andre religioner
på. Vores tro lader sig ikke formulere én gang for alle – for
efter dét at blive til en lektie eller til et system. I sin sammenhæng,
da falder Jesu ord om det uvaskede stof og den unge vin
– i sin sammenhæng falder de ord som svar på spørgsmålet
om, hvorfor de disciple, som han har samlet sig – hvorfor de
ikke ser og følger gode gamle religiøse traditioner.
Og svaret er altså, at den nye tro ikke kan gøre brug af de gamle
former. Og her klinger – historisk set – hele urkirkens dilemma
med. For et af de store spørgsmål var, om kristne stadigvæk
skulle komme i synagogen – eller den anden vej rundt: hvorfor
i al verden alle jøder ikke bare kunne tro på Kristus som opfyldelsen
af deres drømme og længsler.
Men billedet af troen som uvasket stof og som ung vin – ja, dét
billede er evigt og aktuelt – og det er det, fordi det præsenterer
os for spørgsmålet, om troen overhovedet kan have en form –
eller rettere ”én form” - med tryk på én – altså en bestemt form
– eller om vi skal acceptere alle mulige former.
For en eller anden form har troen jo altid antaget. For hvis nu
vores tro er et erfaret fællesskab med toldere og syndere om
en barmhjertighed ved alt det, Jesus siger og gør – sådan som
disciplenes tro er det – ja, så er glæden vel det nærmeste, vi
overhovedet kommer en ”form”. Jesus sammenligner selv med
brudesvendenes glæde over brudgommen – og glæden?
Den antager vel alle mulige former? Disciplene – og sidenhen
kirken – har befundet sig selv i en klemme imellem et indhold,
der bare ikke vil formes – og så behovet for at have noget at
have det i – altså en klemme mellem en gærende og boblende
glæde, som ikke kan emballeres i nogen enkel eller kendt form
– og så et såre menneskeligt behov for én eller anden form.
For i modsætning til dyrene, så er vi ikke bare vores adfærd
og instinkter – vi er også så meget andet – blandt andet vores
opførsel og vores optræden, som også rummer så meget uforudset
og ikke-instinktstyret: indfald, tilbøjeligheder, spontane
tilskyndelser…
Tak til Dennis Knappe for de flotte billeder fra Berlin
3