Ikke fra forstanden

De er min menighed. De der små græs. Som ligner almindeligt græs.
Men som du har givet en lille krone. Og efter nogen tid en til.
Og så endnu flere til de strutter af kroner hele vejen ned og op.
I starten var der to-tre strå. Nu fylder de store arealer.
Så er der fuglesangen. Et væld af forskellige klange.
Teenage-rustne kragestemmer. Stære. Vej til himlen
finder de i forskellige toner, som på overnaturlig vis harmonerer.
Ligesom stilheden gør det, når sfærerne tyst
synger tavsheden ud over landet.
Svaner, som fletter hals. Og klodsede ænder med rumpen i vejret.
Køerne som glor længselsfuldt efter at blive kløet på mulen. Myg.
Det er som om, at herude vil alting kæles med eller æde dig.
Havet har Du givet Leviathan at lege i. Det bobler under Nørrestrand.
S I D E S Y V O G T Y V E