Ikke fra forstanden

landet. Også for rumænske gæster og for store møder.
Jeg tror, det var det, der fik mig ud over kanten: En masse hårdt arbejde.
Spænding til det sidste om, hvorvidt det hele alligevel kunne lade sig gøre.
Og så blev det hele fejet væk under mig. Det gav mig en stress- eller
overbelastningsreaktion, som har forfulgt mig lige siden. Og som har gjort
2020 til et helt særligt år for mig, ligesom det har været for resten af verden.
Reaktionen tog den her form: Det var som om min tanke blev en magnet
for alt det i verden, jeg er mest bange for - og bange for at tænke. Pludselig
følte jeg mig uden for Gud og uden for nåden. Det er et halv liv siden den
form for tvivl har jaget mig. Og nu gjorde den det næsten i døgndrift. Med
små prikkende stød af angstfyldte chok. Havde jeg gjort det utilgivelige?
Tænkt det utilgivelige? Sat mig uden for nåden? Var Gud god nok til at
frelse mig? Stærk nok?
Måske er der noget godt ved alting. I hvert fald sendte alle disse chok mig
ned ad en sti, jeg ikke rigtigt havde betrådt i mange år. Mit liv havde de
sidste mange år handlet om at gøre. At elske. Være discipel. Nu stoppede
S I D E S Y V O G F Y R R E