Ikke fra forstanden

Ikke fra
forstanden
B R U N O L A N G D A H L

Ikke fra
forstanden
B R U N O L A N G D A H L

Ikke fra forstanden
© 2020 Bruno Langdahl og EnoughAbout.Me.
Egebjergvej 10B 8700 Horsens
www.enoughabout.me
Tryk: Lasertryk, Aarhus
ISBN: 978-87-970347-2-9
1. udgave. 1. oplag

14:15 6
Efter 8
Påskehåb i Nørrestrand 1 0
Spist hævn 1 4
Det sejler 2 0
Nørrestrand katedral 2 4
Det er for dig! 3 0
Nogle af de ting jeg lærte 3 4
Død for mig 3 8
Jeg er ude af mine hænder 4 2
Om digtene - en introduktion 4 6

S I D E S E K S

14:45
Jeg så Dig og Dine udstrakte arme i en drøm.
Du lignede, at klokken var kvart i tre på et ur.
Hvorfor har Dine arme altid den positur?
Så kom jeg i tanke om, at de er banket fast med søm.
Ryggen aldrig vendt til eller armene over kors.
I stedet er Din ryg og Dine lemmer udstrakt på det.
Du favner alt, der møder Dig, med arme så vidtåbne!
Og øjne som forvisser: Vi er Dine, du er vores!
Og armene bliver vinger, man kan trække over hovedet.
Og vinger, som kan svæve over dødskløften selv.
Som suser og bruser af kraft og kildevæld.
Og giver lys og luft til et sind, som er lidt rodet.
S I D E S Y V

S I D E O T T E

Efter
Efter kors: Opstandelse.
Efter frygt: Opstandelse.
Efter sorg: Opstandelse.
Efter gudsforladthed: En gudsforladt grav.
Efter synd: Opstandelse.
Efter sygdom: Opstandelse.
Efter død: Opstandelse.
.
S I D E N I

S I D E T I

Påskehåb i
Nørrestrand
Nørrestrand, hvor var du fin i dag,
grønt sidder brandgodt på dig.
Med klart blåt himmelhvælv som tag
er der ingen, der kan nå dig.
Bare i går var du mere vissengrå.
Du hang med dine grene.
I sumpvand døde fisk, som lå
i stimer men alene.
S I D E E L L E V E

Dine bække sprælled’ fyldt med frøer
i bunker helt egyptiske,
så kroppen kribler, tanker klør,
bli'r mørkt apokalyptiske.
Nu med grønne skud i hver en kant
og slør af anemoner.
Solen gør dit spejl til diamant
imellem dine kroner.
Nørrestrand, hvorfor så fin i dag?
Hvem er dit påskemøde?
Et himmelsk kys, et jordfavntag?
Han, som stod op af døde?
S I D E T O L V

S I D E T R E T T E N

S I D E F J O R T E N

Spist hævn
Imens han tager de første skridt,
kan man nærmest skære i stilheden og roen.
For nu er der er en new kid on the block.
Der er en ny Jakobs-søn i synagogen.
De kigger forventningsfulde op.
Hvad tager han mon ned fra den fælles reol?
Hvad er det for en rulle, han vælger?
Mika, Moses, Amos, Joel?
Da han vælger den med Esajas,
smiler de gamle glade i skægget,
og en af de yngre går op og tjekker,
at der er skruet helt op på lydanlægget.
S I D E F E M T E N

Da han læser det om de fattige,
bliver mange kinder våde,
og det om de undertryktes frihed
gør rynkede øjne unge og kåde!
Men der går chok og sus gennem forsamlingen,
da han ruller bogen sammen igen og muter ud
efter det med nådeåret for Herren
men lige før det med ”En hævndag fra vor Gud”.
”En hævndag fra vor Gud”,
det kan man da ik’ bare ta’ ud?!
Det er jo selveste Esajas, der har skrevet det,
og uden det, så får man jo et brud
i hele balancen mellem nåde og retfærdighed
og hellig vrede og forsoning.
Mellem hellighed og kærlighed
og styrken i netop den snors særlige snoning.
S I D E S E K S T E N

Men han siger slet ikke det der med hævnen,
det er som om nogen har stoppet ham og sagt: ”Æd de ord!”
Men det behøver ingen at sige.
Han ved, hvad der står anrettet på hans bord:
En tallerken med den retfærdiges gengæld.
Et bittert bæger med Guds hellige vrede
på en bund af nagler og krydsede brædder.
Det er ikke bare ord, han skal æde.
Og alt sammen finder det plads
i hans spinkle og forslåede krop
den dag på bakken, hvor alt bliver mørke,
og hvor frelseren spiser helt, helt op.
Det er derfor, han ikke siger det med hævnen.
Det er derfor nådeåret står alene tilbag’.
Inden han siger til alle, der vil høre det:
Det her skriftord gælder i dag!
S I D E S Y T T E N

Nu er der godt budskab til fattige.
Nu er der frigivelse for fanger.
Syn til blinde, frihed til undertrykte.
Og hovedbrud til slanger.
Nu er det jubelår for Herren.
Her er Hans nåde. Han har selv vist den.
Nu er det jubelår for alle, der vil,
Og hævnen er Herrens. Han har selv spist den.
S I D E A T T E N

S I D E N I T T E N

S I D E T Y V E

Det sejler
Jeg har lyst til at skære mit hjerte ud til min datter.
Og til min knægt. Og til min kone, der er så varm og blød.
Men mit sind er sløvt som en brødkniv.
Jeg har lyst til at gendigte Kabalemysteriet - bare med UNO-kort.
Også for at se, hvordan Skift Retning og Spring Over i virkeligheden er.
Men det kan jeg ikke.
Jeg har lyst til at være en del af al den skøre skaberglæde, jeg er omgivet af.
Guds udenfor og ungernes i sære duplo-figurer ud over hele gulvet.
Men mine tanker vil ikke være med til det.
S I D E E N O G T Y V E

Jeg har lyst til at læse de første sider igen.
Alt det med, at Du så, at det var godt.
At alting ruller fremad - og ikke tilbage, ligesom den syndflod,
jeg sejer rundt på inde i mit hoved.
Men det hele sejler jo trods alt.
Lad mig sejle sammen med Dig, Herre. Vær med mig i min båd,
så jeg ind imellem kan vække dig og råbe “Mester, Mester! Vi går under!“
Og spejle mig i dit +2.000 år gamle ansigt, som stadig ikke har
en eneste rynke født af en bekymret mine.
Vær med mig til den dag, vi støder på grund,
og du spænder regnbuet ud over hovederne på os.
Og det går op for mig, at den nok hele tiden har været der.
S I D E T O O G T Y V E

Ved du hvad, Herre? Jeg aner faktisk ikke engang,
hvordan man styrer sådan en ark.
Men jeg stoler på Dig.
S I D E T R E O G T Y V E

S I D E F I R E O G T Y V E

Nørrestrand
katedral
Stien, mine fødder går på. Du er vejen under mig.
Du er i de skridt, jeg tager. Mens Du lærer mig at gå.
Du er ved siden af mig. Og fortæller mig hvordan.
At nåde er en rytme. Et åndedræt.
At kærligheden selv fylder den luft, jeg lader mine hænder løbe igennem
som var det en fuldmoden kornmark af dirrende augustsol.
Dine træer, som strækker sig mod himlen med hver eneste kvist.
Og når nogle af dem alligevel ikke peger mod himlen,
er det fordi, de er for tunge af alle dine velsignelser.
Som varer i 1.000 forgreninger.
S I D E F E M O G T Y V E

Det flyder nærmest over med grønt. I alle nuancer. Og er man lidt nordisk,
tænker man, at det faktisk er for meget af det gode.
Det er i hvert fald meget af det gode.
Og aldrig var himlen vist så blå. Flyene er gået i hi i deres hangarer.
Ikke en eneste rift. Ingen contrails i Din kongeblå tronhvælving.
Himlen ligner præcis den, Du kiggede op i med helt nye øjne,
den søndag i haven, det hele startede. Jeg kan endda fornemme det vindue,
Du satte der.
Der flyver den ædle fiskehejre. Solfuglen. Nu bliver den til ild i aftenrøden.
Og i morgen genfødt til nyt liv i endnu mere overflod.
Den svæver med nyt om, at du også vil gøre mit hjerte nyt,
genføde min ånd og gøre mit sind ungt. Og hele verden!
S I D E S E K S O G T Y V E

De er min menighed. De der små græs. Som ligner almindeligt græs.
Men som du har givet en lille krone. Og efter nogen tid en til.
Og så endnu flere til de strutter af kroner hele vejen ned og op.
I starten var der to-tre strå. Nu fylder de store arealer.
Så er der fuglesangen. Et væld af forskellige klange.
Teenage-rustne kragestemmer. Stære. Vej til himlen
finder de i forskellige toner, som på overnaturlig vis harmonerer.
Ligesom stilheden gør det, når sfærerne tyst
synger tavsheden ud over landet.
Svaner, som fletter hals. Og klodsede ænder med rumpen i vejret.
Køerne som glor længselsfuldt efter at blive kløet på mulen. Myg.
Det er som om, at herude vil alting kæles med eller æde dig.
Havet har Du givet Leviathan at lege i. Det bobler under Nørrestrand.
S I D E S Y V O G T Y V E

Nørrestrand. Karantænekirke. Corona-katedral.
Jeg ved præcist, hvor på ruten sjælen skal vækkes til lovsang.
Hvor sindet skal fyldes på af gode ord. Og hvor det hele skal synke
ned i kroppen. Her minder Du mig dagligt om, at det ikke bliver
godt igen. Det bliver meget bedre.
Når arken går på grund, skal det hele afsløres.
S I D E O T T E O G T Y V E

S I D E N I O G T Y V E

S I D E T R E D I V E

Det er for
dig!
Foruden Ham, som siger: “Frygt ikke!”,
vil jeg ikke frygte noget.
Så kan frygten ikke stikke,
så er frygtens sikring gået.
Kun til Ham, som varmt ransager,
ved om hver en rift og plet,
men, trods det, aldrig anklager,
giver jeg hjertetaleret.
S I D E E N O G T R E D I V E

Det her er ikke tankeranker,
positiv psykologi.
Det’ en romerhånd, som banker
frygt og spot og nagler i.
Var det ikke for Dig, Herre,
blev de søm banket i mig.
Alle anklager at bære.
Gud ske lov: Det er for Dig!
Det er for Dig, jeg har min frihed.
Det’ for Dig, når jeg står op.
Det er i Dig, jeg har mit fristed.
Det’ i Dig, alting går op.
.
S I D E T O O G T R E D I V E

S I D E T R E O G T R E D I V E

S I D E F I R E O G T R E D I V E

Nogle af de
ting jeg lærte
Her er nogle af de ting, jeg lærte:
Gud er god, når verden ikke er det.
Når livet ta’r kvælertag på dit hjerte:
Gud er god, når livet ikke er det!
Jeg har lært, en at kende, som ikke vil mig andet end
at afvise mig og anklage mig ud over kanten.
Som Frodo i Gollums jerngreb i et bjerg af ild
bortset fra, at den bor nede i mørket dybt indeni mig selv.
Jeg har aldrig drukket gift eller prøvet mig af som cutter,
men jeg tror, jeg kender larmen fra den samme lille spotter.
S I D E F E M O G T R E D I V E

Jeg har lært, at når man befinder sig i en lillebitte båd
på det mørkeste hav; og man ik’ kan se noget,
og hverken ved, hvad der er frem eller tilbage eller op eller ned,
så er det så god en anledning som nogen til at lære lidt tro og tillid.
Og siger jeg:
“Mørket skal dække mig, lyset blive til nat omkring mig,”
så er natten lys som dagen. Mørket er slet ikke mørke for Dig,
mørket er som lyset.
Mørket er som lyset!
Og jeg har lært, at nåde ik’ kun
er dråber til en ørkenvandrers knastørre mund,
men høje bølger, som banker og banker ind over min kyst
og mærkes som stød fra elefanthegn i mit bryst.
Som mit bæger og bassiner og store oceaner,
der flyder over, gennembløder og blødgør og vander.
S I D E S E K S O G T R E D I V E

Som at alt fortabthed og mørke ender
som leret i et par kreative og nænsomme hænder,
så at alt brudt bare er på nippet til at blive skabt.
så at anklageren allerede har tabt.
Det er her i nåden, alt levende får vasket sine fødder,
li'som livstræet, der skyder fra korsets rødder,
li'som Helligånden, som råber “Abba far!” og slukker sorgen.
Og så ruller bølgerne igen. For nåden er ny hver morgen.
Du er den vej, jeg går på, den sandhed, som renser
mine forvirrede tanker fra frygtens frekvenser.
Nu vender jeg tilbage med Dit “Alt er dit!”. “Alt er givet!”
Du er vejen og sandheden og livet.
Ud af mit hoved. Ind i Dit hjerte!
Her er nogle af de ting, jeg lærte:
Gud er god, når verden ikke er det.
S I D E S Y V O G T R E D I V E

S I D E O T T E O G T R E D I V E

Død for mig
”Nogle gange ville jeg bare ønske du var død”.
Det var nogenlunde sådan ordene faldt.
Du husker sikkert selv, hvordan det lød,
for du sad helt stille, mens jeg fik fortalt
om mit begær efter at sprænge alle rammer,
gå længere ud, end hvor isen den er tynd,
og stå og kigge på mens alt går op i flammer,
aldrig stoppe op og tænke: ”Det var synd!”
Du er død for mig.
S I D E N I O G T R E D I V E

Bare feste li’som om vi var udødelige,
ind til længslen er kvalm og alt for mæt.
Bare feste, som om vi kun var kødelige.
Gi’ fortabt og sætte resten på ét bræt.
”Men det bli’r dyrt, jeg skal bruge dine penge.”
De sidste ord, du fik, før jeg gav mig på vej.
Halvdelen af alt, du har bygget op så længe,
gav du mig med, da jeg rejste væk fra dig.
Du er død for mig.
Du ga’ mig ikke tid til noget som helst inden,
du krammed’ bare hver smule luft ud af mit liv,
og så gav du mig et varmt kys på kinden.
Jeg fik vist ik’ engang fremstammet et: ”Tilgiv!”
S I D E F Y R R E

Jeg ku’ se blodet banke hårdt i dine årer.
Du havde løbet som jeg ved snart ikke hvad.
Og langsomt druknede du mig i en flod af tårer.
Jeg har vidst aldrig set nogen, der var så glad!
Du er død for mig!
Der sidder alle dine rigtige venner.
Og der er fest og vin og verdensklassemad.
Jeg hilser på et hav af udstrakte hænder,
og dit ansigt er så pavestolt og -glad.
Hvilken Gud, hvilken Far, hvilken Mester!
Du, som altid møder os med åben favn.
Med glædesfulde milde øjne og med fester.
Gud, barmhjertighed og nåde er Dit navn.
Du er død for mig!
S I D E E N O G F Y R R E

S I D E T O O G F Y R R E

Jeg er ude af
mine hænder
Det her digt gør mig stolt og glad
med dets toner af estragon.
En viis og finurlig substans
og en luftig og let jargon.
Men nu giver jeg slip og gi’r det op til Dig
som en lille gul ballon.
Det virker så djævelsk fatalt!
Og det er gjort, og det vejer et ton.
Hvordan får man mon skuldrene fri,
når de er støbt i et lag af beton?
Men nu giver jeg slip og gi’r det op til Dig
som en lille og lettet ballon.
S I D E T R E O G F Y R R E

Som en Tivoli-tur i regnvejr.
Som tanker af samme facon,
som gråsorte tordenende skyer,
som bekymring som maraton.
Men nu giver jeg slip og gi’r det op til Dig
som en svævende rød ballon.
Det hele er ude af mine hænder.
Jeg selv er ude af min hånd!
Min familie og alt det, jeg elsker,
jeg tror, Du griber det fra Din balkon.
Nu giver jeg slip og gi’r mig op til dig
som en lille hengiven ballon.
S I D E F I R E O G F Y R R E

S I D E F E M O G F Y R R E

Om digtene
Det var midt i marts måned i det horrible Herrens år 2020, at jeg gik fra
forstanden.
Det blev for meget af det gode: Alt det frivillige arbejde, jeg elskede, og
som er med til at give mit liv mening. Men den slags ting optager jo plads -
ligesom det, der er drænende og dræbende. Og nu var der fyldt helt op.
Dråben i bægeret blev et stort møde, jeg var med til at arrangere, hvor vi
også skulle have flere rumænske gæster til Danmark. Det krævede en stor
indsats og mange timer. Og så kom coronaen. Og så tonede Mette
Frederiksen frem på skærmen. Med det der apokalyptiske blik. Og lukkede
S I D E S E K S O G F Y R R E

landet. Også for rumænske gæster og for store møder.
Jeg tror, det var det, der fik mig ud over kanten: En masse hårdt arbejde.
Spænding til det sidste om, hvorvidt det hele alligevel kunne lade sig gøre.
Og så blev det hele fejet væk under mig. Det gav mig en stress- eller
overbelastningsreaktion, som har forfulgt mig lige siden. Og som har gjort
2020 til et helt særligt år for mig, ligesom det har været for resten af verden.
Reaktionen tog den her form: Det var som om min tanke blev en magnet
for alt det i verden, jeg er mest bange for - og bange for at tænke. Pludselig
følte jeg mig uden for Gud og uden for nåden. Det er et halv liv siden den
form for tvivl har jaget mig. Og nu gjorde den det næsten i døgndrift. Med
små prikkende stød af angstfyldte chok. Havde jeg gjort det utilgivelige?
Tænkt det utilgivelige? Sat mig uden for nåden? Var Gud god nok til at
frelse mig? Stærk nok?
Måske er der noget godt ved alting. I hvert fald sendte alle disse chok mig
ned ad en sti, jeg ikke rigtigt havde betrådt i mange år. Mit liv havde de
sidste mange år handlet om at gøre. At elske. Være discipel. Nu stoppede
S I D E S Y V O G F Y R R E

jeg op. Og fik fokus på at være. Være elsket. Være barn. (Og at det måske
er den eneste måde, man i længden kan gøre, elske og efterfølge på.)
Det udtryk, det fik, var daglige timelange gåture langs Nørrestrand, tæt på
hvor jeg bor i Horsens. Og gode snakke med min micro-makker Anders
(som i grunden ikke er så micro på hverken det ene eller det andet led), min
præst, en god psykolog, min søster og min kloge kone. Et dagligt kapitel fra
Salmernes Bog i bibelen og fra kloge og milde Henri Nouwens “Elsket
ubetinget” eller “Stemmen i mit indre” har også været skridt på vejen. (Så
meget, så jeg næsten synes, at Kong David og Nouwen er blevet fortrolige
venner.) Masser af Ellie Holcomb, Zach Williams, Carolyn Arends og
andet lovsang i ørerne.
Nogle af de dyrebareste ord, jeg har fået med mig i hele processen, har
været når jeg har søgt forbøn i min kirke, fordi de grimme tanker blev for
grumme og tunge. En af dem, der bad for mig, blev bare ved med at sige
“Det’ okay!”. Så’n på vegne af Gud! Det’ okay!
S I D E O T T E O G F Y R R E

En anden delte disse smukke vers fra Esajas 43, 2-3a:
Går du gennem vand, er jeg med dig,
gennem floder, skyller de ikke sammen over dig;
går du gennem ild, bliver du ikke forbrændt,
flammen brænder dig ikke.
For jeg er Herren din Gud,
Israels Hellige er din frelser.
Gennem ild og vand. Sikke en kærlighedserklæring! (Jeg kan anbefale at
lytte til Hymns from Ninevehs kærlighedssang Hymn For The Lover for at
tage det helt ind.) Og ind i min situation blev løftet om at gøre truslerne
impotente og ligegyldige, helt afgørende. Det var heri, kærlighedens
fuldendelse lå - så den kunne begynde at drive frygten ud af mit hoved i
små portioner.
S I D E N I O G F Y R R E

De 10 digte i denne lille samling er allesammen fra mit 2020: Mit annus
horribilis. Men også mit anno domini. Baggrunden har været mørk. (Og
det er den endnu - jeg tror endnu ikke, jeg er helt fri af frygtens
fangearme.) Men som digtene ofte udtrykker, har Gud også været til stede i
mørket. Med inspirationer og solstråler over Nørrestand - og håb hvor det
var mest nødvendigt. De lyseste digte skal læses hvidt på sort.
Lige nu, mens jeg skriver disse ord, er det advent. Det sande lys er ved at
komme til verden. Os, som tumler rundt i vores mørke tanker, skal se et
stort lys. Og jubelen skal blive stærk og glæden stor. Og freden skal være
uden ophør.
Gud med os. Gennem ild og vand.
Det’ okay!
S I D E H A L V T R E D S