SCROLL DOWN FOR ENGLISH TEXT Livsaldre ... - katrine borup
SCROLL DOWN FOR ENGLISH TEXT Livsaldre ... - katrine borup
SCROLL DOWN FOR ENGLISH TEXT Livsaldre ... - katrine borup
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>SCROLL</strong> <strong>DOWN</strong> <strong>FOR</strong> <strong>ENGLISH</strong> <strong>TEXT</strong><br />
<strong>Livsaldre</strong><br />
”<strong>Livsaldre</strong>” er et udstillingsprojekt inspireret af et gammelt billede på livet - den såkaldte<br />
livstrappe. Siden renæssancen er livsforløbet blevet opfattet som en trappe, og fra det 18.<br />
århundrede var livstrappen et folkeligt udbredt billede, man kunne se hænge som tryk, tegning<br />
eller broderi i mange hjem. Man fik typisk en livstrappe forærende i forbindelse med en af livets<br />
milepæle – for eksempel ved fødslen eller ved sit bryllup.<br />
”<strong>Livsaldre</strong>s” 11 smykker illustrerer nogle karakteristiske træk forbundet med det at være henholdsvis<br />
0, 10, 20, 30, 40, 50, 60, 70, 80, 90 og 100 år. Smykkerne minder om de tegn, symboler<br />
eller rekvisitter, der på mange af de gamle livstrapper markerer personernes alder, som<br />
for eksempel stok og høj hat. Smykkerne er placeret på 11 podier, som trapper op og ned.<br />
”<strong>Livsaldre</strong>s” podietrappe er dimensioneret i forhold til menneskekroppen, og de forskellige podiehøjder<br />
har dikteret objekternes placering på kroppen: For eksempel har jeg til den 50-årige<br />
lavet et objekt til hovedet, fordi den 50-årige befinder sig på det øverste trin i hovedhøjde. Til<br />
den 100-årige har jeg lavet et tåsmykke, fordi den 100-årige er placeret yderst på en af trappens<br />
laveste trin i tåhøjde og så videre. De hudfarvede podier erstatter den fraværende krop<br />
og udstiller smykkerne i den rigtige kropshøjde samtidig med, at de danner en tredimensionel<br />
livstrappe.<br />
0: Identitetsarmbånd<br />
”Identitetsarmbånd” markerer, at de fleste børn i vores del af verden fødes på hospital. ”Identitetsarmbånd”<br />
ligner det standard armbånd, nyfødte mærkes med på mange hospitaler, men<br />
er til forskel fra hospitalernes plasticarmbånd lavet af fotopapir og sølv. Det hvide fotopapir<br />
giver det indtryk, at armbåndet er modtageligt for individuel prægning. Armbåndet peger på,<br />
at vi mennesker på én gang er eksemplarer blandt milliarder af artsfæller og individer. ”Identitetsarmbånds”<br />
materialer peger desuden på, at vi er produkter af den kultur, vi indgår i. I vores<br />
kultur er det almindeligt at fotografere, og de begivenheder, vi fotograferer, er i vidt omfang<br />
de samme. Det er også almindeligt at markere udvalgte øjeblikkes vigtighed med værdifulde<br />
smykkegaver, ofte med indgraveringer af navne og datoer. Guldskriften på ”Identitetsarmbånds”<br />
bagside mimer disse indgraveringer.<br />
10: ”Op igen”<br />
”Op igen” er ”knæbeskyttere” lavet af plaster. De er inspireret af børns ofte høje aktivitetsniveau<br />
men er også udtryk for en erkendelse af, at det hører med til livet at få knubs. Det ved<br />
børn tilsyneladende godt, for de opsøger konstant nye udfordringer og kaster sig ud i livet med<br />
en vilje, styrke og energi, som er umiddelbart fascinerende, og de knubs, de får undervejs<br />
svækker sjældent deres drivkraft. For forældrene kan det imidlertid være svært at finde balancen<br />
imellem ønsket om at give børnene mulighed for at gøre egne erfaringer og trangen til at<br />
beskytte børnene mod livets knubs i både direkte og overført forstand.<br />
20: ”Hvad kan jeg blive?”<br />
Smykkehistoriens mange eksempler på ringe med tilknytning til identiteten, som for eksempel<br />
signetringe eller vielsesringe, er udgangspunkt for ”Hvad kan jeg blive?”, en samling ringformede<br />
ready-mades. ”Hvad kan jeg blive?” kan betragtes som en tredimensionel version af den<br />
kendte håndbog med samme titel, men ”ringene” repræsenterer også vigtige livsvalg i bredere<br />
forstand. ”Ringenes” karakter af allerede eksisterende objekter, henviser til det forhold, at<br />
man, når men er i tyverne, normalt ikke har den store livserfaring og måske derfor foretager<br />
forholdsvis kliché-prægede valg blandt velkendte muligheder. Men fordi ”ringene” ikke er rigti-
ge fingerringe, peger de også på trangen til at bryde med eksisterende normer og på forventningen<br />
om, at de unge gør op med forældregenerationens værdier.<br />
30: Til kamp (X/Y)<br />
”Til Kamp” er et kropsobjekt med en front og en ryg - på én gang todelt og ét. Objektets forside<br />
er et slips, og rygsiden er en kopi af en Baby Björn bæresele med originale spænder. ”Til<br />
Kamp” er et billede på den splittelse, som både mænd og kvinder kan opleve, når de får børn,<br />
imellem ønsket om et arbejdsliv og et liv med familien. ”Til Kamp” refererer desuden til kønsrollekampen<br />
og kampen om fordelingen af arbejdsopgaverne i familien. Slipset og bæreselen<br />
henviser til kønsrollestereotyper som den udearbejdende forsørgerfar og den omsorgsfulde<br />
hjemmegående mor. Da slipset har form som et Y og ryggen af bæreselen danner et X, refererer<br />
objektet endelig også til spørgsmålet om, hvorvidt mandlighed og kvindelighed er biologisk<br />
bestemt eller miljøbestemt – er det antallet af X og Y kromosomer, der er afgørende, eller er<br />
mandlighed og kvindelighed roller, vi lærer at spille.<br />
40: Status<br />
”Status” er inspireret af fænomenet fyrreårskriser og tager udgangspunkt i et klassisk tegn på<br />
succes arbejdsmæssigt: Den hvide skjorte. ”Status” er en ”krave” af stivede stolper, der sammenknappede<br />
sidder kvælende stramt til halsen, men som også kan knappes fra hinanden og<br />
knappes sammen på ny i et utal af variationer. Objektet giver således bæreren mulighed for at<br />
gøre status og gøre op med eksisterende normer og værdier. ”Status” inviterer til, at bæreren<br />
definerer sine egne kriterier for en ny sammenknapning, og objektet rummer muligheden for,<br />
at nogle af disse nye sammenknapninger kan udvikle sig til fremtidige tegn på status og inspirere<br />
til nye succeskriterier.<br />
50: Grå eller guld?<br />
”Grå eller guld?” er en hovedbeklædning i slægt med 1700-tallets allongeparykker, som fungerede<br />
som ydre værdighedstegn samtidig med, at de skjulte begyndende skaldethed, uden at<br />
man tilsyneladende fandt de to funktioner i modstrid med hinanden. Samtidig minder ”Grå<br />
eller guld?” om en hjelm. Objektet er tvetydigt og kan tolkes forskelligt afhængig af, hvilke<br />
eksisterende hjelme, man får associationer til. ”Grå eller guld?” kan i kraft af ligheden med en<br />
soldaterhjelm betragtes som en opfordring til kamp – for eksempel for værdien af et alderssvarende<br />
udseende eller for at det vid og den erfaring, de midaldrende siges at besidde, tillægges<br />
en større værdi. Objektets gyldne hjernevindinger peger på den midaldrende bærers<br />
vid og erfaring. Ligheden med hjelme som for eksempel skaterhjelme, cykelhjelme eller scooterhjelme<br />
kan tolkes som et tegn på sårbarhed eller som udtryk for, at bæreren af ”Grå eller<br />
guld?” forsøger at tage sig yngre ud.<br />
60: Tid (pension)<br />
”Tid” er et strikket halstørklæde med en struktur svarende til den i en typisk Mayland kalender.<br />
”Tid” refererer til to forskellige tidsfornemmelser, for arbejdskalenderens inddeling af tiden<br />
i timer og minutter repræsenterer en anden tidsfornemmelse end den, strikningen er forbundet<br />
med. De fleste, der er fortrolige med at strikke, hækle, brodere eller lignende, kender<br />
oplevelsen af, at den type beskæftigelse kan få tiden til at ”flyde” eller ”stå stille” – den kan få<br />
én til helt at glemme tiden.<br />
I tresårsalderen holder mange op med at arbejde, og er derfor ikke i lige så høj grad bundet til<br />
klokken. Det kan alligevel være svært at slippe års indarbejdet rytme. Halstørklædet ”Tid” inviterer<br />
til, at man udfordrer kalenderstrukturen. Halstørklædets meget store masker gør det<br />
muligt at deformere strukturen, hvis man trækker i tørklædet på den korte led (kalenderstruk-
turen er på billedet deformeret i den ene ende af halstørklædet). Trækker man i tørklædet på<br />
langs genetableres kalenderstrukturen.<br />
70: Album<br />
Det er en udbredt fordom, at ældre mennesker kun taler om deres børn og børnebørn og om<br />
de sygdomme og skavanker, de i stigende grad oplever at blive ramt af. Objektet ”Album” tager<br />
udgangspunkt i denne fordom med sine fotolommer af røntgenbilleder, hvori billeder af<br />
den nære familie kan anbringes. Tolv fotolommer er placeret som markeringerne på et ur i et<br />
cirkelformet objekt. ”Album” er et armbind, der kan snøres tæt til overarmen, så billederne<br />
altid er lige ved hånden. Placeringen refererer til andre armbind som for eksempel den manchet,<br />
man får spændt om armen i forbindelse med blodtryksmåling eller til sørgebind men også<br />
til blindes armbind. ”Album” er lavet af billeder og er dermed forbundet med synet, som typisk<br />
forringes i takt med, at vi bliver ældre. Livssynet ændrer sig normalt også med alderen. Desuden<br />
oplever mange ældre, at korttidshukommelsen begynder at svigte, men at detaljer fra<br />
fortiden til gengæld erindres klart. ”Album” leger med disse ændringer med sine slørede billeder,<br />
der i huller tillader udsnit af familiebillederne at stå skarpt.<br />
80: Stregkodereguleret toiletbesøg<br />
”Stregkodereguleret toiletbesøg” er et lårsmykke lavet af toiletpapir. Objektet peger på det<br />
forfald og den hjælpeløshed, vi godt ved, følger med det at blive gammel, men som vi i vores<br />
samfund ikke behøver at konfronteres med, fordi vi har professionaliseret pasningen af de<br />
gamle. Objektet viser ikke forfaldet men henviser til det og antyder med sit rene og pæne udseende,<br />
at vi måske ikke længere tåler at se alderdommens virkelige forfald. Æstetiseringen<br />
kan dog også ses som et forsøg på at tilskrive alderdommen værdi.<br />
Igennem de senere år har de hjemmehjælpere og det plejepersonale, som passer de gamle på<br />
sygehuse og plejehjem, efter sigende fået stadig mere travlt. Nogle steder har man ligefrem<br />
indført et stregkodesystem til sikring af effektiviteten. De gamles behov er gjort nøje op og<br />
indkodet i stregkoder, så det fremgår, hvad der skal laves hvor, og hvor lang tid det må tage.<br />
”Stregkodereguleret toiletbesøg” er en art ble, og objektet mimer funktionalitet ved for eksempel<br />
at være tykkest, hvor der er behov for det, hvis tissetrangen skulle opstå på et ikke<br />
forventet eller stregindkodet tidspunkt. Stregkodereguleret toiletbesøg er også et dekorativt<br />
smykkelignende objekt, som peger på, at livet er andet og mere end tilfredsstillelse af fysiske<br />
behov. Den tid, det har taget at sy de mange stykker toiletpapir sammen lag for lag til et<br />
stregkodelignende bånd, står i kontrast til tempoet i den moderne plejesektor.<br />
90: Styring<br />
Selvom man er blevet gammel og svag og afhængig af andres hjælp, er det ikke ensbetydende<br />
med, at man har mistet lysten til at bestemme i sit eget liv. Handskerne ”Styring” kombinerer<br />
den enkeltes styringstrang med behovet for udefra kommende professionel styring. Handskerne<br />
har på den ene side form som traditionelle kørehandsker, og mimer dermed et velkendt<br />
tegn på vitalitet, styrke og liv. På den anden side er handskerne lavet af hvidt hospitalsplaster<br />
som den slags, plejepersonalet bruger, når de for eksempel skal fastgøre et drop i hånden på<br />
en patient. Plasteret er i ”Styring” arrangeret så det ligner en bevikling, og materialevalget og<br />
det mumieagtige henviser til sygdom og død. Den traditionelle kørehandske har et hul, der<br />
frigør håndens overside, som var handsken skabt med det formål at gøre plads til et drop.<br />
I nogle gamle udgaver af alderstrappen er den 90-årige afbildet stærkt foroverbøjet eller<br />
sammensunket – i bogstavelig forstand på vej i graven. ”Styring” er i overensstemmelse med<br />
disse særlige udgaver af alderstrappen anbragt på et podium under normal håndhøjde.
100: Tåmærke<br />
I vores del af verden dør de fleste gamle på hospital eller plejehjem og er derfor underlagt de<br />
rutiner, man af praktiske grunde har disse steder. På hospitalerne mærkes den døde krop for<br />
eksempel typisk med et såkaldt tåmærke, hvorpå man noterer dødstidspunktet og afdødes<br />
navn og personnummer. <strong>Livsaldre</strong>s ”Tåmærke” består af 100 fotografier, et for hvert år den<br />
100-årige har levet. Hvor hospitalernes tåmærker anonymiserer den afdøde, tegner ”Tåmærke”<br />
et billede af et levet liv. ”Tåmærke” er forbundet med ”Identitetsarmbånd”, og begge refererer<br />
til den næsten rituelle dokumentation ved fotografering, vi benytter os af igennem livet.<br />
Life Stages (05)<br />
"Life Stages" is an exhibition project inspired by an old image of life – the so-called life stairs.<br />
Since the Renaissance, the progression of life has been depicted as a stairs, and from the 18th<br />
century, the life stairs was a popular image that might be present as a print, drawing or embroidery<br />
in many homes. Typically, people would receive a life stairs image in connection with<br />
one of the milestones in life, like births or weddings.<br />
The 11 pieces of jewellery in "Life Stages" illustrate some characteristic features associated<br />
with being 0, 10, 20, 30, 40, 50, 60, 70, 80, 90 and 100 years old. The jewellery resembles<br />
the signs, symbols or props that are used to mark the person's age in many of the old representations<br />
of life stairs, such as a high hat and a cane. The jewellery is placed on 11 podiums<br />
that form an ascending and descending staircase. The podium steps of "Life stages" are dimensioned<br />
in relation to the human body, the podium heights dictating the objects' placement<br />
on the body: For example, for the 50-year-old, I created an object for the head, because the<br />
50-year-old is at the top step, at head height. For the 100-year-old I did a piece of toe jewellery,<br />
because the 100-year-old is placed by the outside edge on one of the lowest steps, at toe<br />
height; and so forth. The skin-coloured podiums stand in for the absent body, exhibiting the<br />
jewellery at the appropriate body height and forming a three-dimensional life stairs (picture<br />
19/19).<br />
0: Identity Bracelet<br />
1/19<br />
Photo paper and silver<br />
"Identity Bracelet" reflects the fact that most children in our part of the world are born in a<br />
hospital. "Identity Bracelet" resembles the standard armband that is used to mark newborn<br />
babies in many hospitals, but unlike the hospital plastic bracelets this one is made of photo<br />
paper and silver. The white photo paper gives the impression that the bracelet is open to individual<br />
imprints. The bracelet indicates that we are simultaneously unique individuals and examples<br />
among billions of fellow humans. Furthermore, the materials used for "Identity Bracelet"<br />
suggest that we are products of the culture that we live in. In our culture, it is common to<br />
take photographs, and the events that we photograph are largely the same. It is also common<br />
to mark the importance of selected moments with gifts of valuable jewellery, often with names<br />
and dates engraved. The gold writing on the back of "Identity Bracelet" mimics these engravings.<br />
10: Ups-a-daisy<br />
2/19, 3/19<br />
Adhesive plaster, silver and elastic<br />
"Ups-a-daisy” is a set of "knee pads" made of adhesive plaster. They are inspired by children's<br />
often high level of activity but also acknowledge the belief that scraping one's knees is a necessary<br />
part of life. Children apparently know this, as they constantly seek new challenges,<br />
throwing themselves headlong into life with a determination, power and energy that are fasci-
nating, and the bruises they acquire along the way rarely diminish their drive. Parents, however,<br />
may find it hard to strike a balance between the desire to let the children make their own<br />
experiences and the urge to protect them from life's injuries, in a real as well as a metaphorical<br />
sense.<br />
20: "Do What You Are"<br />
4/19<br />
Ready-mades<br />
Jewellery history has many examples of rings associated with identity, such as signet rings or<br />
wedding rings, and this is the basis for "Do What You Are", a collection of ring-shaped readymades.<br />
"Do What You Are" may be viewed as a three-dimensional version of a career guidance<br />
handbook, but the "rings" also represent important life choices in a wider sense. The character<br />
of these rings as pre-existing objects refers to the fact that someone in their mid-twenties<br />
usually does not have a great deal of life experience and may therefore make relatively clichélike<br />
choices among a set of familiar options. But since the "rings" are not actual finger rings,<br />
they also suggest the urge to reject existing norms and the expectation that young people will<br />
abandon the values of the parents' generation.<br />
30: "Once More Unto the Breach" (X/Y)<br />
5/19, 6/19<br />
Cotton, silk and plastic buckles<br />
"Once More Unto the Breach" is a body object with a front and a back – two parts that make<br />
up one whole. The front of the object is a tie, and the back is a copy of a Baby Björn baby carrier<br />
with original buckles. "Once More Unto the Breach" is an image of the division that men<br />
and women alike may feel when they become parents, torn between the desire to have a work<br />
life and a family life. "Once More Unto the Breach" also refers to the gender struggle and the<br />
struggle over the distribution of chores in the family. The tie and the baby carrier refer to gender<br />
stereotypes like Dad the Breadwinner and the nurturing Stay-At-Home Mom. Since the tie<br />
is Y-shaped, and the back of the baby carrier forms an X, the object also refers to the question<br />
of whether the male and female character are biologically or environmentally determined – is it<br />
the number of X and Y chromosomes that decides who we are, or is the male or female character<br />
an acquired role?<br />
40: "Status"<br />
7/19, 8/19, 9/19, 10/19<br />
Cotton and buttons<br />
"Status" was inspired by the phenomenon of forty-year crises and takes its point of departure<br />
in a classic sign of workplace success: the white shirt. "Status" is a "collar" of starched plackets<br />
that are buttoned together and fit almost chokingly tight around the neck but which can<br />
also be unbuttoned and re-buttoned in countless variations. Thus, the object lets the wearer<br />
take stock and reconsider existing norms and values. "Status" invites the wearer to define<br />
their own criteria for new ways of buttoning, and some of the new buttoning options inherent<br />
in the object have the potential of becoming future signs of status and a source of inspiration<br />
for new success criteria.<br />
50: Grey or Golden?<br />
11/19<br />
Golden thread and cotton wool<br />
"Grey or Golden?" is a headdress related to the allonge wigs of the 1700's that was an exterior<br />
sign of distinction that also disguised balding, with no apparent sense of contradiction between
these two functions. At the same time "Grey or Golden?" resembles a helmet. The object is<br />
ambiguous and open to interpretation, depending on one's specific associations to existing<br />
helmets. Through its resemblance of a soldier's helmet, "Grey or Golden?" may be seen as an<br />
encouragement to fight – for example to stand up for the value of an age-appropriate appearance<br />
or for greater recognition of the knowledge and experience that middle age is supposed<br />
to bestow. The golden brain-like folds refer to the wearer's knowledge and experience. The<br />
similarity to skaters' helmets, bicycle helmets or scooter helmets may be interpreted as an<br />
indication of vulnerability or as an expression that the wearer of "Grey or Golden?" is attempting<br />
to appear more youthful.<br />
60: Time (retirement)<br />
12/19<br />
Cotton yarn<br />
"Time" is a knitted scarf with a structure resembling the layout of the pages in a calendar<br />
book. "Time" refers to two different senses of time: The way the work calendar slices time into<br />
hours and minutes differs from the sense of time associated with knitting. Most people who are<br />
familiar with knitting, crocheting, embroidering etc. will have experienced the way this type of<br />
pursuit can make time "flow" or "stand still" – it can make us forget time completely.<br />
Many people retire from work in their sixties, and thus become less dependent on the clock.<br />
Still, it may be difficult to give up a rhythm that has been established for years. The scarf<br />
"Time" encourages the wearer to challenge the calendar structure. Due to the large stitches,<br />
the structure can be deformed if one pulls on the sides (in the picture, the calendar structure is<br />
deformed in one end of the scarf). If one pulls lengthwise, the calendar structure is reestablished.<br />
70: Album<br />
13/19, 14/19, 15/19<br />
X-rays and family photos<br />
It is a common stereotype that old people only talk about their children and grandchildren and<br />
about the aches and pains that increasingly affect them. The object "Album" addresses this<br />
prejudice with its photo pockets made out of X-ray images, where one might place photos of<br />
one's relatives. Twelve photo pockets are arranged in a circular object like the points on a<br />
clock face. "Album" is an armband that can be strapped tightly around the upper arm to keep<br />
the photos close at hand. The placement refers to other armband such as the cuff that is<br />
strapped around the upper arm for measuring one's blood pressure, a mourning band or the<br />
armband worn by some blind people. "Album" is made of images and thus related to vision,<br />
which typically deteriorates with ageing. Our vision of life typically also changes with age. Furthermore,<br />
many old people also experience failing short-term memory, while by contrast, details<br />
from the past are recalled vividly. "Album" plays with these changes in its blurry images<br />
that are pierced through with holes that allow glimpses of the family photos to appear in crisp<br />
focus.<br />
80: Barcode-Regulated Bathroom Visits<br />
16/19<br />
Toilet paper, silver and elastic<br />
"Barcode-Regulated Bathroom Visits" is thigh jewellery made of toilet paper. The object points<br />
to the decay and helplessness that we know will come with old age, but which in our society<br />
we do not have to confront, because we have professionalised the care for the old. The object<br />
does not show the decay, but with its nice, clean appearance it suggests that we may no<br />
longer be able to stomach the actual decay associated with old age. However, the aestheticisation<br />
can also be perceived as an attempt at attributing value to old age.
In recent years, the daily schedule of visiting nurses and staff in hospitals and nursing homes<br />
is said to have become increasingly tight. Some places have even introduced a barcode system<br />
as an efficiency measure. The old people's needs have been carefully mapped and recorded in<br />
barcodes that define what is to be done where, and how long it should take. "Barcode-<br />
Regulated Bathroom Visits" is a sort of nappy, and the object mimes functionality, for example<br />
by being thicker where it is needed if the urge to urinate should occur outside the barcodeallotted<br />
times. "Barcode-Regulated Bathroom Visits" is also a decorative, jewellery-like object,<br />
which indicates that life is about more than the fulfilment of physical needs. The time it took to<br />
stitch the many pieces of toilet paper together, layer by layer, to a barcode-like band, is in<br />
stark contrast to the pace in the modern nursing sector.<br />
90: Control<br />
17/19<br />
Hospital plaster<br />
Growing old and frail and dependent on others' assistance does not necessarily mean losing<br />
the desire to control one's own life. The "Control" gloves combine the individual's desire for<br />
control with the need for outside professional control. In appearance, the gloves are designed<br />
as traditional driving gloves, thus mimicking a familiar sign of vitality, strength and life. However,<br />
the gloves are made of white adhesive hospital plaster like that used by nursing staff, for<br />
example for attaching an IV-line to a patient's hand. In "Control", the plaster is arranged to<br />
look like a wrap, and the materials and the mummy-like appearance refer to disease and<br />
death. The traditional driving glove has a hole that reveals the back of the hand, as if the glove<br />
had been designed to make room for an IV-line.<br />
In some older versions of the life stairs, the 90-year-old is depicted as bent over or slouched<br />
over – literally headed for the grave. In accordance with these versions of the life stairs, "Control"<br />
is placed on a podium below normal hand height.<br />
100: Toe Tag<br />
18/19<br />
100 photos, silver and string<br />
In our part of the world, most old people die either in a hospital or a nursing home, and they<br />
are therefore subject to the practical routines of these places. In hospitals, for example, the<br />
dead body is typically marked with a so-called toe tag denoting the time of death and the<br />
name and ID number of the deceased. The "Toe Tag" in "Life Stages" consists of 100 photographs,<br />
one for each year of the life of the 100-year-old. In contrast to the hospital toe tags,<br />
which render the deceased anonymous, "Toe Tag" depicts a lived life. "Toe Tag" is related to<br />
"Identity Bracelet", and both refer to the almost ritual documentation through photography<br />
that we engage in throughout life.