De danske svampenavne 2003 - Mycokey

den banebrydende Illustreret Svampeflora, den første populære og billige bog med gode farveillustrationer, og
med den introduceredes endnu en række navne, især på artsniveau (M. Lange 1961).
I løbet af de følgende 20 år fulgte mange andre populære svampebøger, og i starten af firserne var der
efterhånden opstået en sand mangfoldighed af danske svampenavne, der ikke altid var konstrueret med lige
stort indblik i slægtskabsforhold og navngivningstraditioner. Derfor nedsatte Foreningen til Svampekundskabens
Fremme i 1983 et udvalg, der skulle forsøge at foretage en revision af de danske svampenavne med
henblik på at skabe et mere sammenhængende navnesysten. Arbejdet var især rettet mod den planlagte
udgivelse af en revideret udgave af Ferdinandsen og Winges flora, hvor man ønskede at medtage ca. 1000
arter. Navneudvalget barslede i 1985 med listen „Danske Svampenavne“, hvor de foreslåede navne blev
præsenteret (Knudsen & Sørensen 1985). Ud over en række nye slægts- og artsnavne, udmærkede navnerevisionen
sig bl.a. ved at gribe dybt i problemerne med navngivningen af sæksporesvampene. Det blev bl.a.
foreslået at flest mulige slægter i bægersvampordenen skulle slutte på -bæger, og at flest mulige slægter i skivesvampordenen
sluttede på -skive. Disse ændringer gjorde det muligt efterhånden at konstruere et fornuftigt
navnesæt for disse store svampegrupper.
Navneudvalgets arbejde led imidlertid under at horisonten var de 1000 arter til den nye flora. Da vi nogle
år efter udgav „Danske storsvampe“ (Petersen & Vesterholt 1990) med over 2100 arter af basidiesvampe, var
det foreliggende navnesystem på en række områder for trangt, og vi var nødt til at lave et antal nye slægtsnavne
samt adskillige hundrede nye artsnavne. Dette skete naturligvis under udøvelse af størst mulig solidaritet
med de tidligere navne, men det var selvsagt nødvendigt at tage en række chancer med mere gennemgribende
modifikationer af navnene. Denne proces forløber stadig, idet vi i øjeblikket arbejder på nøgler til de danske
sæksporesvampe, hvor den tilgængelige navnemængde er langt ringere end hos basidiesvampene. En lang
række nye navne, der er opstået af dette arbejde, præsenteres nu for første gang. Det drejer sig især om navne
på slægter og arter i skive- og bægersvampordenerne. Navnene til slægter og arter i de meget store grupper af
kernesvampe og tyksæksvampe er imidlertid endnu ikke faldet på plads, og vil først blive publiceret ved en
senere lejlighed.
Principper for dansk navngivning
Grundlaget for den videnskabelige navngivning af organismer er det „binære navngivningssystem“, hvor hver
art er kendetegnet ved et slægtsnavn og et artsnavn. Slægtsnavnet er fælles for alle slægtens arter – artsnavnet
derimod er unikt for den pågældende art i slægten. Almindelig kantarel står således i en slægt ved navn
Cantharellus og har artsnavnet cibarius og navnet Cantharellus cibarius må kun anvendes om denne ene art.
Dansk navngivning af organismer bygger på det samme fundament som videnskabelig navngivning, men her
opretholdes det binære navnesystem ikke så strengt som ved den videnskabelige navngivning, og der tillades en
række afvigelser, som fx tilfælde hvor slægts- og artsnavn er identiske. I den danske navngivning til svampene
støder man således på følgende principper:
navn = artsnavn + slægtsnavn (almindelig kantarel)
navn = artsnavn + gruppenavn (lærke-rørhat, der står i slægten slimrørhat)
navn = artsnavn + gruppenavn + slægtsnavn (brun kam-fluesvamp)
navn = slægtsnavn (kløvblad)
navn = artsnavn (forskelligt fra slægtsnavn) (fjersvamp og hovsvamp i slægten hornsvamp)
Navn = artsnavn + slægtsnavn
Som ovenfor beskrevet er dette langt den hyppigst anvendte navngivningsmodel. Oftest konstrueres et dansk
slægtsnavn, der modsvarer det latinske slægtsnavn. Hver art i slægten Cantharellus får for eksempel slægtsnavnet
kantarel. Derefter tildeles arterne hvert sit artsnavn (almindelig, bleg, grå, tragt, sværtende), så de
endelige navne for kantarellerne bliver almindelig kantarel, bleg kantarel, grå kantarel, tragt-kantarel og
sværtende kantarel. Hvor man i den videnskabelige navngivning skriver slægtsnavnet før artsnavnet, anføres i
den danske navngivning artsnavnet først.
I visse tilfælde inkluderes adskillige „videnskabelige“ slægter i en bredere dansk slægt. Slægten kantarel
omfatter således to slægter, nemlig de nærtstående Cantarellus og Pseudocraterellus. Pseudocraterellus
undulatus får derved det danske navn liden kantarel. Denne strategi anvendes i vid udstrækning i Danske
5