De danske svampenavne 2003 - Mycokey

svampenavne (Knudsen & Sørensen 1985) med det formål at simplificere det danske navnesystem i tilfælde
hvor fagmykologer har splittet arterne op på mange små slægter, som fx i slægten huesvamp, der omfatter
Delicatula, Hemimycena, Mycena og Mycenella, eller i slægten bruskhat (Marasmiellus, Marasmius og
Micromphale). I nærværende publikation anvendes dette princip også hyppigt i den nye navngivning af
sæksporesvampene, fx ved slægten frynseskive, der indeholder de „videnskabelige“ slægter Albotricha,
Cistella, Dasyscyphella, Fuscolachnum, Incrupila, Lachnellula, Lachnum, Lasiobelonium, Neodasyscypha,
Perrotia, Proliferodiscus, Psilachnum og Trichopeziza. Fordelen ved så brede danske slægter er især, at det kan
blive muligt at genkende slægterne uden at anvende mikroskopiske karakterer og at det dermed bliver muligt
at nå en slags facit – man har fundet en frynseskive – uden brug af mikroskop. Det er desuden et reelt problem
at finde på gode danske slægtsnavne i grupper med mange slægter med meget ens udseende arter (som de små
hårede skivesvampe, der er nævnt ovenfor), og her hjælper det naturligvis uhyre, hvis man kan samle
slægterne i puljer under ét dansk navn.
Navn = artsnavn + gruppenavn (der er forskelligt fra slægtsnavnet)
I Danske storsvampe (Petersen & Vesterholt 1990) skabes en ny navnemæssig hybrid ved visse steder at indføre
slægtsnavne, der ikke anvendes på artsniveau. De bedste eksempler finder man hos rørhattene. I Danske svampenavne
(Knudsen & Sørensen 1985) kaldes alle rørhatte-slægter for rørhat. Dette er en konsekvens af den fornuftige
modvilje mod at lave omfattende ændringer i navnene til velkendte spisesvampe. Det står imidlertid i et
misforhold til at enhver blot lidt øvet svampesamler med lethed skelner mellem de fleste af rørhatte-slægterne,
og at der derfor er et naturligt behov for danske navne til disse. Følgelig indføres i Danske storsvampe danske
navne til alle slægter af rørhatte (fx får slægten Suillus navnet slimrørhat) men i stedet for at omdøbe den
velkendte Suillus grevillei til lærke-slimrørhat vedbliver man med at bruge det oprindelige navn: lærke-rørhat.
Navn = artsnavn + gruppenavn + slægtsnavn
I Danske svampenavne (Knudsen & Sørensen 1985) sanktionres brugen af gruppenavne dannet ved en forstavelse
til slægtsnavnet. Det klassiske eksempel findes i slægten fluesvamp (Amanita), hvor de nært beslægtede
arter uden ring og med kamfuret rand kaldes kam-fluesvampe. Således får arterne navnene brun kamfluesvamp,
grå kam-fluesvamp, gråspættet kam-fluesvamp etc. I det videnskabelige system underopdeles slægter
ofte i underslægter eller sektioner, og navnet kam-fluesvamp får således karakter af et underslægts- eller
sektionsnavn, der er anvendt ved artsnavngivningen.
Kombinationen af gruppe og slægtsnavn anvendes imidlertid også på andre og mindre systematiske måder.
I slægten skælrørhat (Leccinum) har arterne navn efter de træer de danner mycorrhiza med. Da der imidlertid
ofte er flere arter af skælrørhatte, der danner mycorrhiza med den samme træ-art, er skælrørhattene udstyret
med snirklede navne som rød birke-rørhat, brun birke-rørhat, hvid birke-rørhat, orange aspe-rørhat, brun
aspe-rørhat etc. Her er det altså nærmede idéen om det treleddede navn snarere end systematiske tilhørsforhold,
der bærer systemet.
Endelig er denne navnetype ganske overflødigt anvendt på steder hvor man har manglet navn til art
nummer to i et artskompleks. Et godt eksempel findes i mælkehattene, hvor den nærtstående art til kokosmælkehat
(Lactarius glyciosmus) kaldes for brun kokos-mælkehat (L. mammosus). I dette tilfælde synes
voldtægten af slægtsnavnet mælkehat ganske overflødigt.
Navn = slægtsnavn
I slægter med kun en art er navnet i visse tilfælde lig med slægtsnavnet. For eksempel hedder slægten Schizophyllum
kløvblad, mens arten Schizophyllum commune ligeledes har navnet kløvblad. Opdager man senere en
ny art i slægten, kommer den gammelkendte art typisk til at hedde almindelig -. Man indfører således nærmest
pr. automatik det binære navngivningssystem.
Navn = artsnavn (forskelligt fra slægtsnavn)
Slægten Onygena har navnet hornsvamp, mens de to arter i slægten (Onygena corvina og O. equina) hedder
henholdsvis fjersvamp og hovsvamp. En lignende navngivningsmæssig besynderlighed finder man i Danske
svampenavne i slægten Hericium, der kaldes vedpigsvamp, mens arterne kaldes henholdsvis koralpigsvamp og
pindsvinepigsvamp (se diskussionen side 24 – koralpigsvamp).
I enkelte tilfælde opretholdes et gammelt navn på en art, der står i en slægt hvor man ellers anvender
binær navngivning, fx bispehue (Gyromitra infula), der står i slægten stenmorkel (Gyromitra).
6