Kirkebladet - Sankt Nicolai Sogn

sanktnicolaikolding.dk

Kirkebladet - Sankt Nicolai Sogn

Underkastelse eller møde – et spørgsmål om tro.

Lad det til en begyndelse

være sagt: man kan fascineres

af lyden fra en minaret.

Særligt når den lyder

ud over en vågnende by i

Mellemøsten. Når morgengry,

varme og kaldet til bøn

smelter sammen med den

tiltagende støj fra dyttende biler og råb fra gaden.

Det kan måske ligefrem forekomme os at lyde

smukt i sin anderledeshed.

Nu til dags kommer den kaldende stemme vist

som regel fra en båndoptager, men ordene er de

samme altid, og altid på Koranens sprog, arabisk:

»Allâhu akbar. Gud er større. Jeg vidner om, at der

ikke er nogen anden gud end Gud. Jeg vidner om,

at Muhammed er hans sendebud. Kom til bønnen!

Kom til frelsen! Gud er større. Der er ingen anden

gud end Gud.« Stemmen udtrykker en tro og religion,

der på væsentlige punkter adskiller sig fra

kristendommen.

For når kaldet lyder fra minareten sættes mennesket

på plads. »Gud er større«, altid større.

Muslimen finder sit tæppe frem. Det er hans

bederum. Han lægger sig på knæ. Hovedet er

vendt mod Mekka, profeten Muhammeds fødeby.

Eller han går hen i moskeen. Masjid hedder det på

arabisk. Det betyder stedet, hvor man kaster sig

ned. Og det gør muslimen, helt bogstaveligt. Han

skal ned på knæ med panden mod gulvet. Inden

han kan bede, skal han rense sig. Han skal være

rituelt ren. I moskeen går man ydmygt ind på bare

fødder eller strømpesokker. Kvinder og mænd er

adskilt.

Mange gange i løbet af en dag kan man høre

Sankt Nicolai kirkes klokker. Morgen og aften kalder

de også til bøn, selvom mange af os vist har

glemt, at det egentlig er derfor de ringer.

Det er som en ordløs påmindelse. Vi husker, at

Gud er til at tale med.

For den kristne behøver ingen forberedelse, før

han beder. Han kan gå direkte til sagen, stående,

siddende, liggende. Det er lige meget. Han kan

rette sine ord lige til Gud uden at kaste sig ned.

Hans bøn er nemlig som et møde med en god og

kærlig far, som man kan betro, hvad som helst

man har på hjerte – og vide sig hørt. Det har

Jesus fortalt os.

Derfor foregår det på en anden måde, når den

kristne går til kirke, end når muslimen går til sin

moske. Vi går lige ind. Vi bænker os, hvor vi vil. Vi

sætter os alene eller sammen med andre. Nogle

er tavse, indadvendte. Andre hilser og taler. Til

gudstjenesten kommer enkelte feststemte, andre

forstemte. Når gudstjenesten går i gang ser vi op

og retter opmærksomheden mod alteret. Vi lytter

til de ord, der kommer os i møde derfra. Vi møder

Gud i de ord. Det er som at stå ansigt til ansigt

med Gud – som i en samtale.

Islam og kristendom er to forskellige religioner.

Tilsyneladende er der lighedspunkter – så som at

vi har hhv. minareters kalden og kirketårne med

klokker til at minde os om, at vi har et mellemværende

med Gud. Vi tror på én sand Gud. Det

siger begge parter. Der ligger i begge religioner en

forpligtelse på medmennesket. Men det gør ikke

kristendom og islam til ét og det samme.

Der tales til os på vidt forskellige måder i kristendom

og islam, og det afslører, hvad vi tænker om

Gud. Der er stor forskel på, hvordan vi tænker

forholdet mellem Gud og os, hvordan vi tænker

os Gud, og hvordan vi tror Gud meddeler sig til

os. Er Gud kun højt hævet over os, en som mennesket

derfor må underkaste sig, som muslimen

vil hævde? Eller kan Gud også være »helt nede

3

More magazines by this user
Similar magazines