Kirkebladet - Sankt Nicolai Sogn

Underkastelse eller møde – et spørgsmål om tro.
Lad det til en begyndelse
være sagt: man kan fascineres
af lyden fra en minaret.
Særligt når den lyder
ud over en vågnende by i
Mellemøsten. Når morgengry,
varme og kaldet til bøn
smelter sammen med den
tiltagende støj fra dyttende biler og råb fra gaden.
Det kan måske ligefrem forekomme os at lyde
smukt i sin anderledeshed.
Nu til dags kommer den kaldende stemme vist
som regel fra en båndoptager, men ordene er de
samme altid, og altid på Koranens sprog, arabisk:
»Allâhu akbar. Gud er større. Jeg vidner om, at der
ikke er nogen anden gud end Gud. Jeg vidner om,
at Muhammed er hans sendebud. Kom til bønnen!
Kom til frelsen! Gud er større. Der er ingen anden
gud end Gud.« Stemmen udtrykker en tro og religion,
der på væsentlige punkter adskiller sig fra
kristendommen.
For når kaldet lyder fra minareten sættes mennesket
på plads. »Gud er større«, altid større.
Muslimen finder sit tæppe frem. Det er hans
bederum. Han lægger sig på knæ. Hovedet er
vendt mod Mekka, profeten Muhammeds fødeby.
Eller han går hen i moskeen. Masjid hedder det på
arabisk. Det betyder stedet, hvor man kaster sig
ned. Og det gør muslimen, helt bogstaveligt. Han
skal ned på knæ med panden mod gulvet. Inden
han kan bede, skal han rense sig. Han skal være
rituelt ren. I moskeen går man ydmygt ind på bare
fødder eller strømpesokker. Kvinder og mænd er
adskilt.
Mange gange i løbet af en dag kan man høre
Sankt Nicolai kirkes klokker. Morgen og aften kalder
de også til bøn, selvom mange af os vist har
glemt, at det egentlig er derfor de ringer.
Det er som en ordløs påmindelse. Vi husker, at
Gud er til at tale med.
For den kristne behøver ingen forberedelse, før
han beder. Han kan gå direkte til sagen, stående,
siddende, liggende. Det er lige meget. Han kan
rette sine ord lige til Gud uden at kaste sig ned.
Hans bøn er nemlig som et møde med en god og
kærlig far, som man kan betro, hvad som helst
man har på hjerte – og vide sig hørt. Det har
Jesus fortalt os.
Derfor foregår det på en anden måde, når den
kristne går til kirke, end når muslimen går til sin
moske. Vi går lige ind. Vi bænker os, hvor vi vil. Vi
sætter os alene eller sammen med andre. Nogle
er tavse, indadvendte. Andre hilser og taler. Til
gudstjenesten kommer enkelte feststemte, andre
forstemte. Når gudstjenesten går i gang ser vi op
og retter opmærksomheden mod alteret. Vi lytter
til de ord, der kommer os i møde derfra. Vi møder
Gud i de ord. Det er som at stå ansigt til ansigt
med Gud – som i en samtale.
Islam og kristendom er to forskellige religioner.
Tilsyneladende er der lighedspunkter – så som at
vi har hhv. minareters kalden og kirketårne med
klokker til at minde os om, at vi har et mellemværende
med Gud. Vi tror på én sand Gud. Det
siger begge parter. Der ligger i begge religioner en
forpligtelse på medmennesket. Men det gør ikke
kristendom og islam til ét og det samme.
Der tales til os på vidt forskellige måder i kristendom
og islam, og det afslører, hvad vi tænker om
Gud. Der er stor forskel på, hvordan vi tænker
forholdet mellem Gud og os, hvordan vi tænker
os Gud, og hvordan vi tror Gud meddeler sig til
os. Er Gud kun højt hævet over os, en som mennesket
derfor må underkaste sig, som muslimen
vil hævde? Eller kan Gud også være »helt nede
3