Affæren ved Nexø den 9. juni 1645 - 2. del - Bornholms Historiske ...

march mod Nexø, så får han melding om, at
en stor ny flåde er observ€ret sydvest for
Bornholm, Han ved, at svenskerne har to
flåder i søen (Wrangels og Erik Rydings)
samt ai en hollandsk flåde også opererer i
østersøen. Han beslutier sig derfor ril at
forblive i Akirkeby. Zahrtmann anfører >at
dette skete fordi brødrene Kofoed vitle dække
vestlandet, fordi d€ selv kom derfra, og
NøRRE HERRED
Sandvi!
Allinge
I
t
i
VESTRE HEBRED
x /. /\.
H.E, SKAARUP
ve5ile Herredskmp /
l*i
\.-
J-sonne eo q.""p
) __,_
| h'anren.
l^l tompaoni
\
det på trods af, at d€ vidste, at ingen landgang
var mulig der under de herskendevind,
forhold(. Men Mads Kofoeds opfattelse var
rigtig, hans stlrke måtte hurtigt kunn€ sæF
tes ind imod en landgang på sydvestkysren
af øen, hvis vinden løjede af. Wrangels angreb
ved Nexø kan værc en skinmanøvre,
han må derfor have fler€ observationer af
flåden, inden han træffer sin endelige be-
DEN BORNHOLMSKE MILICES
OMTRENTLIGE PLACERING
DEN 9. JUNI 1645 TIDLIO MORCEN
Gudhjem
øSTBE HEFRED
\.
-. -.
Sø'{DRE HERRED
f_-:7 Beredenr
kompaqn
'-:a!:l I antedel
\.

lxl -
X-
Dele alSvanekek
x
slutning. Han send€r derfo. o-gaena. In"tdingtil
lensmanden på Hammershus samt lil
major Maccabæus om den nye situation og
meddeler dem samtidig sin beslutning om ar
blivr i Akirkeby. Denne vurderins os besluF
ning er uden tvivl helt rigtig.
Nogle limer senere kommer den rytter,
som havd€ været hos Maccabæus, tilbage
med oplysning€r om, hvad der er foregået i
Nexø. Med sig har han også en ordre ril
Mads Kofoed om straks at føre styrkern€
frem til Slarnrabjerg. I henhold til denne be,
faling sætter h€le kolonnen sig nu att€r i
marcn mod øst,
Da Mads Kofoed når frem til bakkerne
om Egeby Mølle, ser han nu selv den omtal-
AFFÆREN VED NEIø DEN 9. JUNI 1645
Deh ai Åkidebykmp t{EXø
|xl--+
x
.J
! uarrva,n rruse I
:dvts€n€{
ii
SITUATION DEN 9. JUNI I945
FORMIDDAC
SVEI'IS( ANGREB CA (1. 10 OO
DEN SVENSKE FLADE
cA. KL. 08.00 LANDGANG lVISLY(KES
te flåde i søen syd for øen. Antallet af skibe
er så stort, at han ikke kan tælle dem. Til
trods for Maccab?eus' ordre, som jo er udstedt
ud€n nøjer€ kendskab til den nyesitua
tion, stands€r Mads Kofoed nu igen sin
fremrykning. Han må handle heh på egen
hånd udfra sin egen vurdering: Det er sent
på dagen, os inden han kan nå til Slanrab.jerg,
€r det nok for sent at angribe NEXø.
Der står i øvrigt nu Maccabæus med mindsr
40o mand. I byen må svenskerne snart være
bragl ud på flåden igen. Maccabæus kan
derfor, hvis han vil, selv besætte byen, uden
at han derfor behøver andre tropper. Tæt
syd for øen s€r Mads Kofoed med egne øjne
en ny stor trussel. Det er enten den anden

svenske flåde ell€r den hollandske, som er
alli€ret med svenskerne.
På denne baggrund b€slutter han sig til at
føre sin styrke ril Rispebjerg for derfra at
holde øje m€d, hvad flåden foretager sig.
Beslutningen er riglig. Siden oldtiden har
Rispebjerg været nøglen til et forsvar af
Sydlandet.
Situationen natten mellem den 9. og I0.juni
På Hamm€rshus sidder Holger Rosenkråntz
med arkelimester, vagtmesterløjtnant og 60
mand. - Ved Nexø/i Nexø stAr Maccabæus
med 4-500 mand samt det afvæbnede Nexøkompagni,
- På Rispebjerg står Mads Kofoed
med 5-600 mand - og ved stranden h€le
øen rundt står poster og patrulj€r. - t nærheden
af Du€odde s€jler en ,ulallis< flåde.
Milicens styrke vokser fra time til time, €fterhånden
som mandskabet finder frem til
deres kompagnier.
Den 10. juni om morgenen får man sikkerhed
for, at den store flåde sydøst for øen
er en fr€delig handelsflåde, som fortsætler
Maccabæus, som enten i nattens løb eller
tidligt om morgenen, er rykket ind i Nexø,
sender nu Anders Hansen til Rispebjerg for
at sætte Mads Kofoed ind i situationen og
give ham ordre om at føre sin slyrke frem til
Nexø. Dett€ sker. Zahrtmann har i denne
forbindelse nogle drøje bemærkninger om
>Nølebrødrene(, som var laDgsommelige
med at komme afsted fra Ringborgen, og
han tillægger dem ansvaret for, at kaptajn
Gregersen ikke måtte tage kanonerne med
sig, da han, som den første, påbegynder
marchen. D€t er helt torkert. Gregenen
skulle afsred som fortrop for hov€dstyrken.
Hans fremmarch skulle kunne understøttes
med ild fra feltskytset, som befandt sig ved
hovedstyrken. Altså helt korrekt eftertjdens
taktiske doktriner.
I løbet åf den 10. juni får Maccabæus således
hele den bevægelige del af Milicen
samler i og om Nexø, i ah ca. lmo mand og
20 kanoner. Man besætter igen byens batlerjer
og de nord og syd herfor liggend€ skan-
't6
ser. Denne besætlelse kunne ikke gå upåagtet
hen, og admiral Wrang€l må have gjort
sig sine overvejelser; fornyet landgang var
ikke længere mulig, men han kunne naturligvh
igen udsætte by og batterier for ilden
fra flådens kanoner, men til hvilken nytte?
Wrangel må også have bemærk€t den tøven
og vaklen hos Milicens l€dere, som gav
sig udtryk ved den langsomme besættels€ af
by€n og batterierne. Der er næppe tvivl om,
at han he så muligheden for al skaffe sig
noele fordele. Det lykkedes for ham, muligvis
ved trusler, at få den fangne kaptajn Sigvard
Gagge til, efter diktat, at skrive et brev
til sine landsmænd, en truende advarsel til
Milic€n og d€ns offic€rer om ikke at indlade
sig på€ndumdrhtig modstand mod den store
svenske overmagt - og at anbefale en snaF
lig akkord med svenskerne som en ærefuld
afslutning på fjendtlighederne. Detle brev
blev overrakt til Maccabæus af admiralens
s€kretær Balzar v. Schwan€nthal, der fik
myndighed til at forhandle på admiralens
vegne. Overrækkelsen fandt st€d på rådstuen
ved havnen, hvor militskaptajnerne var
forsaml€de.
Zahrtmann ben),tter også her lejligheden
lil at sværte kaplajnerne, idet han skriver:
)Lille Peder Hassel (Olsen) blev sat til vagt
udenfor og drev med onde ord 08 hug alle
videlystne ud af hørevidde. Hvilker landsforræderi
officererne spandt hemmeligt inde
i rådstuen, blev dog hu(igl kundbart for al-
Denne første rAdslagning gjaldt dog kun
€n ting: Skulle man modtage admiralens tilbud
om forhandline - €ll€r skulle man afvise
denne udvej til stridens bilæggelse? Man
vedtog, at man skulle forhandle. Såsnart
dette er vedtag€t, sender Maccabæus €n udførlig
melding til lensmanden og nævner
særligt, at forhandling nu er indledt. Imens
d€r forhandl€s, holder begge parter naturligvis
en våb€nhvile. Dette bekendtgøres for alle
- Inen der er naturligvis nogle, som slet ikke
fatter dette, og som man må søgeat pacificere
ved overtalelser.
Dette b€n)lter Zah(mann til at fr€mhæve

de meniges og underførernes utilfredshed
med de forræderiske officerer, som nægrer
dem tilladelse til at åbne ild mod fjenden,
Maccabæus' situationsrapport når frem
til Rosenkrantz, men ikke engang dette kan
bringe ham frem, nu hvor d€r skal handles.
Han indskrænker sig til at sende sid løjtnant
til Maccabæus med et brev, hvori han påbyder
fortsat kamp mod den svenske flåde og i
øvrigt fremkommer med en ganske urimelig
bebudehe af en senere h.iælp fra kongen i
København i form af danske orlogsskibe
med 600 mand ombord. Alle kunne let g€nnemskue
derte løfte - de! var indholdsløst.
Denne skrivehe når frem til Nexø ved aftenrid.
Medens forhandlingerne pågår, srår Milicen
hele tiden rede i sinestillinger, så al over
råskelse er umulig. Milicen har i denne hen,
seende sine forhold helt i orden.
Lensmandens brev gør dog ikke større
indtryk på Maccabæus og hans rådgivere,
som fortsætter forhandlingerne. En sådan
ulydighed er nalurligvis strafbar, men inden
man fælder dommen over Maccabæus og
hans rådgivere, må man forestille sig deres
siluation. De sidder imellem byens søndeF
skudteog plyndrede huse, som tydeligt viser
dem, hvilken skæbne, der venter Bonholms
andre kystbyer, hvis det ikke på en eller and€n
måd€ lykkes dem at holde de svenske
langtrækkende kanoner og deres krigsvante
tropp€r borte fra deres land.
Deres lensmand, som i denne afgørende
stund burde være hos dem, svigter dem ganske
og forbliver i sin faste borg langt borte.
Hans skriftlige løfter, trusler og ordrer er af
€n sådan b€skaffenhed, at d€ nødvendigvis
må nedbryde den sidste res! afagtehe og tillid
til ham. Wrangels sekretær og deres egne
kamm€raier Gagg€ og Nicolaj, som .io har
været ombord på flåden, har i stærke vendinger
udmalet den svenske overmagt, Mil!
cens uddannelse er €ndnu ringe, og hvad
værre er, så har dens førere ikke tillid lil sig
selv, Ingen af dem synes at være klar over,
at med 1000 mand og 20 kanoner i stilling,
AF!'ÆREN VED NEXø DEN 9. 1645
'UNI
så er Milicen i virkeligheden uovervindelig,
hvh den allså selv tror på det.
Den I L juni h€n på eftermiddagen sluttes
de. så en akkord mellem Sveriges flåder, repræsenterede
ved admiral Wrangel, og
Bornholms Milice, repræsenteret ved major
Maccabæus og kaptajnerne Mads Kofoed
og Jacob Kofoed. Ved akkorden, som underskrives
af admiralen, tilsiger han på den
sv€nske stats vegne bornholm€rne komplet
frihed for plyndring og andre forulempelser -
imod at Bornholm udreder en skat på | 0.000
Rigsdaler, af hvilke 4000 skal udredes inden
12 dage, medens resten skal betales inden 2
måneder til et firma i Lybæk.
I tihlutning til akkorden udsreder en ræk,
ke fremstående bornholmere samme aften
en erklæring om, at akkorden er afslutret
for åt sikre øen imod flere overfald og
plyndringer. Samtidigt €rklærer de, ar de vil
stå last og bra$ med hinanden, indtil alle
forpligtelser er opfyldte. Medunderskriver
er landsprovst Jens Pedercen.
Den 12. juni om morg€nen letter den
svenske flåde og sejler nordpå til rheden udfor
Svaneke, hvor man provianterer - imod
betaling! Da flåden er sejlet bon, rrækkes
Milicen ud af sine srillinger, førerne b€kendtgør
akkordens indhold, og folkene
sendes hver til sit. Det går her, som det altid
er gået, der findesgrupper, som erutilfredse
med en sådan fredssluhing, det kendes der
eksempler på helt op i vore dage. Maccabæus
skriver selv i sit s€nere forsvarsskrift:
rKunne jeg vel tage det på min samvittighed,
og villedet vel være forsvarligt for Cud
og mennesker, at sådant mord og brand
skull€ ov€rgå landel? hvorfor det træ, som
bøjer, synes mig bedre, €nd d€t, som brister
sl€t ltu,(
I overvejeherne er det sikkert også indgået,
at metoden med at betal€ sig fra videre
skade og ødelæggelse har været anvendt siden
de ældste tider på Bornholm. Der findes
flere beretninger om, hvorledes fjendtlige
styrker gør landgang, røv€r og plyndrer,
men standses ved, at der betales større eller
mindre beløb i brandskat. Et eksempel: Den
77

12. juli l5l0 afsluttede landsdommeme Peder
Kofoed og oluf Uff, samt præsteme
Laurentsen, Kapkhe og Hinterhensen på
bornholmernes vegneen ganske lignend€ akkord
med en lybsk flåde om betaling af 8000
Iod sølv. Lensmanden Sten Ste€nsen Laxmand
trak sig tilbaee til Hammershus, men
rettede ikke nogen anklager irnod forhandlingsmændene.
De følgende begiv€nheder kan ses som et
supplement til de foreSående. Wrangeh
landgang ved Sandvig, erobring€n af Hammershus
og den efterfølgende svenske b€sættelse
al hele Bornholm indtil efter fredsslutningen
i Brømsebro den 13. august 1645.
Da efterrelningerne om, at freden €r nær,
og da det er blevet bekendt, at Holger Rosenkrank
har fremsat hårde anklager mod
Mili€ens ledere og deres mandskab, så samles
Christian Maccabæus, brødrene Kofoed,
Anders Hansen, Sigvard Cagge og Ped€r
Olsen den 7. august i Rønne for at råddå
om, hvorvidr de skal foretage sig noget tilsammen
for at klarlægge og forsvare deres
handlinger og optræden i løbet af sommeren.
En sådan drøftelse er i og for sigganske
naturlig i den situation, som de nu befinder
sig i. Erfaring har inidlertid vist, at det, der
besluttes under sådann€ forhold, og som
skal forb€dre stillingen, som oftest altid giver
d€t modsatte resultat. Således går det da
også her i Rønne. Rådslagningen munder
nemlig ud i, at deltagerne begår den oplagte
dumhed at sende et brev til selveste admiral
Wrangel, i hvilket de beder ham om at foF
anledige, at det ved fredsdutningen fåstslås,
at d€res oplræden har været rigtig og derfor
uangribelig. At de 7 officercr, hvor uskyldige
de end synes, at de er, ikke har tillid til
den adelige domstol, Herredagen, som nu
skal behandl€ deres sag, er forståelig - men
en h€nvendelse til den svenske admiral om
hjælp imod Holger Rosenkrantz og Herredagen
vil sikkert kun skade dem - den vil
ud€n tvivl - blive optaget som et udslag af
deres dårlige samvittighed - og det blev den.
Så snart kong€n havde fået underretning
om begivenh€derne på Bornholm i juni må-
't8
ned, lod han iværksætle en undersøgelse.
Kongens vrede retter sig naturligvh først og
fremm€st imod Holger Rosenkrantz. I et
brev til rigskansleren S€hested kræver han,
at Rosenkrantz, som han benævner >Mosjø
Skramhans, som slap Bornholm(, skal foF
høres indgående om grunden til, at han ikke
har skaffet den fornødne besætning til
Hamm€rshus, Til dette føjer kongen en udtal..lse
om, at den omstændighed, at Rosenkrantz
ikke fik de soldater, som han ønskede,
ikke er nogen undskyldning. rFolket
på Bornholm er i alle måder så godl, at han
havde kunnet hverve det tornødne antal på
øen. Og hvis bornholmerne ikke er så dygtigetil
at brugevåben, så er de! hans egen fejl,
idet han har haft m€re end rid nok til at uddanne
sine befalingsmænd og til at lade disse
øve Milicens mandskab. Rosenkrantzvidsle
dog, hvor meget kongen lægger vægt på
at besidde øen.< Man må give kongen ret i
disse anskuelser, Rosenkrantz havde jo været
lensmand på Bornholm i næsten 20 år,
da krigen brød ud. Den instruks, som Rosenkrantz
fik ved sin tiltrædelse i 1625, var
ganske vist ikke meget værd, men tre år efter
fik han en klår, fast og udtømmende forsvarsinstruks,
som dog i væsentlig grad omhandlede
forsvaret af Hammershus.
Christian IV sendte nu en kommission til
øen for at udrede de nærmere omstændigheder.
Den bestod af to rigsråder, oberstløjtnant
Sigvård Urne og ritmester Flemming
Ulfeldt; med sig havde d€ deres egen sekr€tær
Kjeld Kragh. Kommissionen ankom til
øen d€n 29. oktober, samtidigt m€d, at den
svenske kommandant, den rå oberst John
Burdon forlod Nexø efter sit rædselsregi-
For at få handlinger og tildragelser belyst
så godr og fyldigt som muligt, lader kommissionen
nu militschefen og hans kaptajner,
samt herredsfogeder, borgmestfe og
præster m.fl. udarbejde skriftlige berehinger,
forklaringer og erklæringer. Der fremkommer
på denne måde et storl antal dokumenter,
som anvendt på rette måde kan give
et rigtigt billed€ af tildragelserne. Men - be-

handles de uden den fornødne historiske
sans og den, i denne forbindelse, ganske
nødvendige sagkundskab, så bliv€r resultatet
meget let det stik modsatte. Som hhtoriske
kildeskrifter har disse dokumenterjo nemlig
store svagheder. De må bruges med varsomhed
og forståelse. Den overvejende del er
forsvars- og anklageskrifter, og de er som
følge heraf ofte ensidige og upålidelige, ganske
som i vor egen tid, Forfatterne søger at
rense sig selv ved at vælte skylden over på
andre. Desuden er forfatterne ofte helt ude
af stand til at vurdere og bedømme de forhold
og handlinger, som de udtaler sig om.
Allerede den 8. november afduttede kommissionen
sine undersøgelser og forlod
Bomholm. Noget personligt, solidt kendskab
til forholdene kån den ikke have fået.
Den havde dog draget den konklusion, at
der var grundlag for at rejse tiltale imod
nogle af kaptajnerne, så dagen efter arresteredes
major Maccabæus, kaptajnerne Mads
Kofoed, Jakob Kofoed, Anders Hansen,
P€d€r Olsen, Sigvard Gagge og Just Nicolaj
samt skipper Bohn Clausen (som havde ført
breve mellem Wrangel og kaptajnerne i Nexø).
Kaptajnerne Rømer/Nexø, Knud Christensen/Svaneke
og Christen Creg€rsen/
Akirkeby holdes altså lige fra starten udenfor
anklage. At kaptajn Anders Hansen er
med under anklage, kan kun ses i forbindelse
med, at han er medunderskriver på brevet
til Wrangel, ellers var hans opførsel uangribelig.
De arresterede indsattes i arrester på
Hammershus og overførtes en måned eft€r
til Blåtårn i København. Her sad de i lS lange
uger, ind€n deres sag kom for Herredagen
i København den 4.-6. maj 1646.
Da Christian IV selv var part i sagen, veg
han forsædet til fordel for sin søn, prins
Christian. Dommeme udgjordes af 16 rigsråder,
hvoraf de ll var rigets højeste officerer
med god forstand på datidens krigskunst,
ligesom de fleste var besvogrede med
Rosenkrantz og tilhørte den høj€ste adel...
Den af kongen personligt affatt€de klage
imod Rosenkrantz har 2 hovedpunkter: OP-
CIVELSE af den personlise ledelse af hele
AFFÆREN VED NEXø DEN 9. JUNI 1645
lenets forsvar. SAMT €t for ringe forsvar af
Hamm€rshus.
Disse to pligtforsømmelser er klare nok.
Den største er utvivlsomt den første. Havde
Ros€nkrantz været sin stilling voksen, kunne
alle svenske landgangsforsøg hav€ været
afslåede. Det, at han trækker sig tilbage som
fører for Milicen og reducerer sig selv til
slotskaptajn, er derfor ganske utilgiveligl. I
sit forsvar forsøg€r han at påberåbe sig den
ufyldestgør€nde instruks af 4. maj 1625,
men han havde dog senere fået d€n klare instruks
af 21. januar 1628.
TRODS dett€ frifindes han atligevel af
Herr€dagen for Kgl. Majestæts anklage og
tiltale. Denne frifindelse er et af de mange
tegn på, at de dage nærmer sig, da det bliver
nødvendigt at gøre en ende på det for riget
så ød€læggende herremands- oa adelsvælde.
Rosenkradz havde i øvrigt til sit forsvar
anført: l) at han ikke havde få€t koqens
ordrc om at lbrlade Hammershus og overgive
kommandoen til en anden. 2) at man
havde taget landets bedste folk til officerer -
men at de var dårlige - og at kongen ikke
havde sendt nogle bedre. 3) at fjendens styrke
kun var ca. 400 mand, medens Milicens
rådede over henved 4000 mand. Disse tal
troede han ikke på, for Milicens vedkommende
var der aldrig ført nogen rulle - og så
kunne man jo ikke udregne den rådige styrkes
antal. 4) at slottets kanoner var helt utilstrækkelige
- det var kongens skyld. 5) at
murene var brøstfældige og burde være inspicerede
af en ingeniør og derefter forbedrede
ved midler fra kongen. 6) at besætningen
deserterede, og 7) at offi€er€rne ikke adlød
hans befalinger osv.
Der €r næppe tvivl om, at domm€rne kunne
se Rosenkrantz fejltagelser, men af de
foregående grunde FRIKENDTE de ham.
I de andre retssager går Herredagens
dommere lige den modsatte vej, idet den lig€frem
udviser en forblølfende hårdhed.
Her er der tale om officerer, som ikke har
efterkommet deres foresatte lensmands ordrer
og befalinger. På baggrund af dommernes
k€ndskab til tidens militære rettergangs-

praksis, ved de, at sådant skal sraffes hårdr.
Det er præcedens, det drejer sig om, men
man får alligevel en fornemmels€ af, at de
høje herrers kendskab til og forståelse for de
lokale forhold, tildragelser og handlinger,
ikke er så god, som en sådan sags afgørelse
kræver. Dog skal man me*e sig, at beg
ndelsen i de e kelte domme slet ikke benttter
sig af ord, som >FEJHED< eler
>FORRÆDDERK.
Selv i de ældste kilder nævnesde ikke, anvendelsen
af disse udtryk, er en nutidens opfindehe,
begrundet i at de forekommer i anklageskriftet
- men altså ikke i dommen.
Hver af de anklagede havd€ forfattet sit
eget forsvarsskrift, som han kunne henholde
sig til under retshandlingen. Men herudover
foregik en mundtlig afhøring ved Herredagen-
Dommen kom til at lyde således: rDa
efter tiltale, gensvar og denne sags lejlighed,
og efterdi at Christian Maccabæus, Mads
Kofoed, Sigvard Gagge, og Jusr Nicolaj befindes
- ikke alene ingen modsand at have
gjort, da låndeang€n skete, medens og almuen
gjort mistrøstig m€d lraktaten - og
hindret dennem samling at gøre til at afværge
landgang på ny igen, der de svenske sig
fra landet engang havde rctireret. Og ingen
sig eft€r den ordre, de af deres lensmand
havde, som det sig burde forholdet, men
landet til de svenske at omtributere, og i all€
måder sig ikke som troe undersåtter forholdet-
Er derpå for Retten afsagt, at de bør at
være i Kgl. Majestærs NÅDE OG UNÅDE.
(Altså dødsdom.)
Belangende Jacob Kofoedi Da efterdi
hass skrøbeligh€d og udygtighed så stor befindes,
at han inret at gøre formåede ell€r
forstod, bør han landet undvige. Anders
Hansen: Eflerdi han efter ordre sig til slottet
retirert€, og hans forseelse ikke er så stor,
som de andre befindes, bør han efter formue
straffes og for videre tiltale fri at vær€.
Med€ns Peder Olsen og Herman Clausen,
som efter befaling haver været nødt til, hvad
de gjort haver, vides ej derfor, efter slia tilstand,
som da på landet var, noget tilfindes
at lide.<
80
Rønnekompagniets chef Peder Kofoed
glemmes helt i første omgang, uvist åf hvilken
grund, men hån straffes noget s€nere
med tab af ejendom oa landsforvisning.
Hans dom fældes åf Bornholms landsting.
Christian Iv, som med rette finder dhs€
domme urimeligt hårde, skriver aller€de dagen
efter: )Det er mig lige fuldt, enten den
højeste eller den lavest€ skal have ære eller
stmf for det, som er foregå€t, min m€ning
om denne sag findes i det retlen forelagte
anklageskrift under min hånd.< Han nære
de ingen tvivl om, at Rosenkrantz store svogerskab
i rigsrAdel havde skiftet sol og vind
højst ulige m€llem denne og militsofficererne.
Christian lV har nu kun 6n udvej, hvis
han skal vise adelen, hvor han står i denne
sag, og d€t er at ændre dødsdommene over
Maccabæus, Mads Kofo€d, Si8vard Cagge
og Just Nicolaj - til landsforvisning med fortabelse
af personligt gods.
Seks af Milicens elleve kompagnichefer
må altså forlade landet. Kaptajn Anders
Hansen idømmes en bød€, men kaptajnerne
Knud Christensen, Christen Cregersen,
Chrisiopher Rømer samt Peder Olsen kan
forblive i deres stillinser. At Peder Olsen,
trods medunderskriver på brevet til Wrangel,
frifind€s, skyldes kun, at det lykkes denne
snedige herre at overbevise retten om, at
han i virkeligheden er så sølle, at han ikke
kan gøres ansvarlig for noget som helst. På
grund af denne irnage kan han senere med
held deltage i opstand€n i 1658, hvor han,
som det vides, kom til at spille en væsentlig
rolle.
Afslutningen kom uvent€t hurtigt. Holger
Rosenkrantz døde den 31. juli 1647. De rre
brødre Kofo€d døde alle i deres udlændighed,
Mads og Jacob inden udgangen af 1646
og Peder i 1648. På grund af den særlige
bornholmsk€ årvefølge lykkedes det deres
enker at få retslig bevis for, at de fleste af
gårdene tilhørte dem og ikke deres mænd,
hvorfor d€ altså ikke konfiskeredes.
Christian Møde i 1648, og det efterføl
gende tronskifie gav nyt håb for resten afde
landflyetige.

, /,.,1
** -lt"tr,*^- - t"l&-;-
t,lt
I
'0 :,(1
,o
$]-.
ltø
$ t
' .1,,
L
tQ..".:,-:..,,i-- 2;
=Y
i.,';,
^.r.
.. tt-,,,*
ii.
I
/,
,.u
t3a.
":.1
.
.,'.'
ta/
,t,t ,:)
./
læs,.lctrarib
Den nur@rcn.leskanystanntnuliqris lra 1808.,ner tisRer p,i etnnte led en det tittisqean
sit615 Det nr.lct.fø6k krj.fo6ra6antæt, satn hlcr ltctlct på aon'|'ah jår tQAA, du rtnnkslene-
8l

Frededk III havde med en€vældens indførelse
skaffet sig et helr åndet forhold til adelen.
Mads Kofo€ds mke fik aller€de den 15.
juni 1649 et )Oprejsningsbrev< for sin
mands forseelse. Det samme fik Peder Kofoeds
enke for sig og sine børn. I 1650 fik
også Maccabæus et >Fredebrev( fra longen,
så han frit kunne komme hjem og tage
ophold på sin kones gård, Skovsholm i Ibsker.
Her døde han 14 år efter. Som den sidste
fik Sigvard Gagge et ))Fredebrev( i oktober
1650 og kunne vende hj€m til sin kones
to ))Store Hallegårde< i Rø og Olsker.
Det synes klart, at Frederik lll må have
haft et helt and€t syn på dommene og begivenhederne
i 1645, end Herredagen havde
hafi, for da Sigvard Cagge s€ner€ sendte
ham en klageoversin fattigdom, sågav ham
ham hans b€slaglaete gård Sr. Myregård i
Aker tilbage på livstid for ham selv og hans
kone. Den sidste af de implicerede kaplajner,
og nok den, hvis brøde var størst, Jusl
Nicolaj Nielsen, som havde haft Fr€nnegård
ø livstid, ham høne man ikkenoget til, han
forblev i udlandet os vendte aldrig tilbage ril
Bornholn.
Hvis man prøver at efterspore, hvordan
prædikatet >Forræderi