September - oktober 2010 - Rudolf Steiner-Skolen i Odense

September - oktober 2010
Et andet tema er kvaliteten af det arbejde, der udføres. Den kan være meget svingende.
Også her har de unge brug for forældrenes støtte. Når det unge menneske
diskret og nærmest lydløst lister ud til kammeraterne, kan man som forælder lade
en uskyldig bemærkning falde: ”Har du lavet dine lektier?” Hvortil svaret kunne
tænkes at være et nogenlunde nådigt: ”Ja, selvfølgelig!” Nu har den voksne så
muligheden for at give den unge en skak ved, med overbevisning i stemmen, at
sige: ”Må jeg se?” Et ikke helt utænkeligt svar på et sådant spørgsmål kunne være:
”Stoler du ikke på mig?” Hertil kan den voksne så replicere: ”Jo, naturligvis,
skat, vist gør jeg da det; jeg ønsker blot at følge med i, hvad du laver henne i skolen.”
Endvidere må det pointeres, at det er uhensigtsmæssigt med bemærkninger
så som: ”Klokken er mange, så skynd dig at blive færdig med lektierne.” Lektier
er ikke noget, der skal overstås hverken hurtigt, overfladisk eller sjusket! Nej,
lektier skal man give sig god tid til, så de bliver udført omhyggeligt, for kun den
præstation, der har krævet opbydelse af ens bedste evner og kræfter, bliver man
stolt af at præsentere henne i skolen. Omhu med lektierne giver kræfter og erfaring.
Et andet smertens barn er skolens musikliv. Vi fryder os alle over, hvor herligt
det lyder, når orkestrene giver koncert, men det er et hestearbejde at få samspillet
til at fungere, især fordi en del af de unge er aldeles utilbøjelige til at øve på deres
instrumenter derhjemme. En ofte hørt undskyldning for ikke at øve på sit instrument
lyder: ”Det magter jeg ikke og det behøver jeg for resten heller ikke, for
det fungerer jo alligevel.” Men alle ved vel inderst inde, at det kunne være bedre.
Her har jeg selv oplevet, at hvis man udvikler en kulturvane i hjemmet gående
på, at de unge, når de har øvet sig på værelset, giver et lille nummer, en lille koncert
for familien, kan det udvikle sig til et virkeligt skønt indslag i aftenens familieliv
og befordre den unges interesse for at øve sig.
Det er vigtigt, at børnene mærker, at man som forælder følger med i og interesserer
sig for, hvordan det går i skolen, samt at man tager denne medleven helt alvorligt.
Derved opbygges gode arbejdsvaner, som bærer ind i ungdomsårene,
hvor nogle unge kan føle en uvilje imod, hvad de opfatter som utidig voksenindblanding.
Det er mit håb, at nærværende artikel vil få endnu flere forældre til,
helt bevidst, at forholde sig til deres børns skolegang. Forældres og læreres fælles
målsætning går jo ud på at opnå et stort elevengagement i skolelivet samt at give
de unge de bedst mulige forudsætninger for at kunne imødekomme deres fremtidige
livsdrømme og uddannelsesønsker.
På overbygningslærernes vegne
Venlig hilsen
Jørgen Kampmann
27