National Øvelsesvejledning

National Øvelsesvejledning
Fuldskalaøvelser

National Øvelsesvejledning
1. Hvad er en fuldskalaøvelse?..................................................................2
1.1. Fuldskalaøvelsens muligheder.........................................................2
1.2. Fuldskalaøvelsens begrænsninger...................................................3
2. Hvornår er en fuldskalaøvelse det rigtige valg? ......................................3
3. Fuldskalaøvelser i kombination med andre øvelsestyper..........................4
3.1. Procedure- og fuldskalaøvelser .......................................................4
3.2. Dilemma- og fuldskalaøvelser .........................................................5
3.3. Krisestyrings- og fuldskalaøvelser ...................................................5
4. Øvelsens faser .....................................................................................6
4.1. Planlægning ..................................................................................6
4.1.1. Øvelsens grundlag...................................................................6
4.1.2. Formål og mål.........................................................................6
4.1.3. Øvelsesdeltagere.....................................................................6
4.1.4. Øvelsesleder, øvelsesledelse og organisation.............................7
4.1.5. Øvelsestagere .........................................................................7
4.1.6. Øvelsesdommere og evaluering................................................8
4.1.7. Økonomi og ressourcer............................................................8
4.1.8. Scenario .................................................................................8
4.1.9. Tidsmæssig styring af planlægningsprocessen ..........................8
4.1.10. Øvelsesdirektiv ......................................................................9
4.2. Tilrettelæggelse.............................................................................9
4.2.1. Scenario .................................................................................9
4.2.2. Drejebog .............................................................................. 10
4.2.3. Markering ............................................................................. 11
4.2.4. Figuranter............................................................................. 13
4.2.5. Momenter som indspil under øvelsen...................................... 15
4.2.6. Procedurer under øvelsen ...................................................... 15
4.2.7. Øvelsesmedier ...................................................................... 15
4.2.7. Kommunikation ..................................................................... 16
4.2.8. Logistik................................................................................. 16
4.2.9. Gæsteprogram...................................................................... 16
4.2.10. Forberedelse af øvelsestagere og øvelsesdommere................ 17
4.2.11. Intern kommunikation ......................................................... 18
4.2.12. Øvelsesbestemmelser og instruks til øvelsestagerne .............. 18
4.3. Gennemførelse ............................................................................ 19
4.3.1. Styring af øvelsen ................................................................. 19
4.3.2. Briefing................................................................................. 20
4.4. Evaluering................................................................................... 20
1

National Øvelsesvejledning
1. Hvad er en fuldskalaøvelse?
En fuldskalaøvelse defineres ved at være en øvelse, der gennem en fysisk
indsats har til formål at
afprøve, træne eller udvikle deltagerens færdigheder og kompetencer på et
skadested eller tilsvarende.
Fuldskalaøvelser sigter mod, at øvelsestagerne gennem konkrete handlinger
får indarbejdet og udvidet deres forståelse af opgaver indenfor beredskabet.
Forståelsen kan både knytte sig til egne opgaver, men også bredere, ved at
øvelsestageren opnår en bedre forståelse af helhed og samarbejde under en
indsats.
En fuldskalaøvelse er altid en iscenesættelse af en hændelse, som f.eks. en
bilulykke. Oplægget til øvelsestagerne er biluheldet og selve øvelsen den
faglige indsats på skadestedet. I det her tilfælde vil det sige indsatsen af
politi og redningsberedskab, samt den præhospitale indsats.
1.1. Fuldskalaøvelsens muligheder
Fuldskalaøvelser handler om at øve aktører med operative opgaver ”i ilden”.
Øvelsesformen sætter dermed folks normale arbejdsmæssige færdigheder
og kompetencer i spil. Det gælder ikke altid for de andre øvelsestyper, der
godt kan øve krisestyringsfærdigheder udover folks sædvanlige arbejdsfunktioner.
Fuldskalaøvelser er gode til:
1. At afprøve og træne operative opgaver i forbindelse med forventede
eller planlagte
hændelser. Øvelserne vil da typisk indebære en indsats på et
skadessted eller lignende
2. At afprøve og træne beredskabsroller under de forhold som mandskabet
til dagligt arbejder under
3. At afprøve beredskabsplaner i praksis
4. At afprøve og træne samarbejde, koordinering og kommunikation
mellem flere myndigheder og indsatspersonale
Har et kommunalt brandvæsen f.eks. opdateret sin beredskabsplan og som
en ny opgave indskrevet redningsopgaver i elbiler, så vil en sådan redningsopgave
være et oplagt scenario for en fuldskalaøvelse.
Ønsker Middelfart Brandvæsen f.eks. at træne redningsopgaver, hvor specialudstyr
bliver taget i anvendelse, så er en fuldskalaøvelse en god måde at
gøre det på. Det tester mandskabets særlige kompetencer, som ikke bruges
så ofte i hverdagen.
Beredskabsplaner der forudsætter en hurtig og koordineret aktion for at
virke, er også vigtige at øve gennem fuldskalaøvelser. Gennem fuldskalaøvelsen
udmøntes hele den praktiske del og eventuelt usikker eller langsom
handlen, manglende samarbejde eller svagheder i planen kan afsløre sig.
Fuldskalaøvelser fordrer altid samarbejde, koordinering og kommunikation
ved skadesteder og egner sig derfor til at øve de kompetencer. Kommunika-
2

National Øvelsesvejledning
tionen omhandler både den imellem indsatspersonellet, imellem myndighederne
involveret i hændelsen og den eksterne krisekommunikation.
1.2. Fuldskalaøvelsens begrænsninger
For at blive helt klar i sit valg af øvelsestype, er det også vigtigt at vide,
hvad fuldskalaøvelser ikke egner sig til.
Fuldskalaøvelser retter sig ikke mod:
1. Scenarier, hvor egentligt stabsarbejde på det strategiske niveau skal
øves, herunder koordinering og samarbejde mellem flere myndigheder
på stabsniveau
2. Scenarier, der lægger op til diskussion og refleksion undervejs
I en større fuldskalaøvelse kan der godt være fokus på kommunikationen
mellem indsatslederne, KST (kommandostade), KSN (kommandostation) og
den lokale beredskabsstab. Blikket vil bare være rettet mod hændelsen og
den operative indsats og ikke den strategiske styring som sådan.
Hvis der i forbindelse med gennemførelsen af en fuldskalaøvelse er brug for
at afprøve beredskabsplanen, så bør det ske enten før eller efter øvelsen.
Under fuldskalaøvelsen er fokus på løsning af opgaverne.
2. Hvornår er en fuldskalaøvelse det
rigtige valg?
Valget af øvelsestype afhænger af flere forhold, såsom hvad der skal øves
og de tidsmæssige og økonomiske ressourcer der er til rådighed.
En fuldskalaøvelse er en meget lærerig øvelsesform. Det skyldes, at den i
reglen kommer tæt på virkelige situationer og at øvelsestagerne får øvet
deres egentlige kompetencer og færdigheder. Øvelsestagerne skal samtidig
håndtere alt det pres og kaos som en virkelig situation også medfører.
Fuldskalaøvelser er i de fleste tilfælde relativt ressourcekrævende i forhold til
tid, penge og arbejdstimer. De kræver ofte et større planlægningsarbejde,
samt mandskabstimer, udstyr og materiel under øvelsen. Det er derfor centralt
at klarlægge, hvad øvelsesbehovet i det konkrete tilfælde er. Omvendt
kan fuldskalaøvelser noget særligt; at øve konkrete hændelser, som ligner
de situationer øvelsestagerne efterfølgende skal kunne håndtere.
Nedenfor følger et eksempel på, hvor en fuldskalaøvelse er nyttig.
Fødevarestyrelsen ønsker at øve håndteringen af et udbrud af mund og klovesyge
i en besætning, samt efterfølgende et stort antal døde køer, som
skal destrueres. Mund og klovesyge er en smitsom sygdom som både spreder
sig let og som har hurtige og alvorlige konsekvenser. Styrelsen ønsker at
sætte fokus på identificeringen af sygdommen og sikkerheden omkring den
smittede bestand, samt håndteringen af de døde dyr. I det tilfælde er en
fuldskalaøvelse en oplagt mulighed.
3

National Øvelsesvejledning
En fuldskalaøvelse giver Fødevarestyrelsen mulighed for at:
1. Sende en dyrlæge ind i den smittede bestand og tyde de tegn landmanden
skitserer for dyrlægen, samt iagttage nogle af dyrene
2. Lade dyrlægen tage prøver af husdyrene og ud fra en begrundet
mistanke om sygdommen tage de rette forholdsregler
3. Lade destrueringsanstalten DAKA iværksætte de særlige procedurer
for mund og klovesyge og bortskaffelsen af det farlige affald.
Til øvelsen skal Fødevarestyrelsen bruge en gård og destrueringsanstalt der
vil være med i øvelsen.
Selvom genstandsfeltet i øvelsen er dyr, kan dyrene udmærket optræde i
øvelsen som en slags figuranter. Landmanden kan vise dyrlægen nogle billeder
han har taget gennem de sidste to dage, som forestiller dyr i besætningen
med symptomer på mund og klovesyge. Han kan desuden gøre noget
ud af at beskrive de symptomer dyrene har haft. Billederne kan være
fotos fra en anden situation, hvor dyrene faktisk var syge. På den baggrund
kan dyrlægen vælge nogle køer ud og tage prøver, som foregives at sendes
til et laboratorium. Destrueringsanstalten kan også beregne og igangsætte
deres procedurer i forbindelse med mund og klovesyge, selvom der ikke
ankommer køer.
Dyrlægen kan arbejde med sin faglige vurdering af situationen ud fra landmandens
fotos og beskrivelser, samt iværksætte de procedurer han derpå
finder nødvendige. Destrueringsanstalten kan på samme måde tjekke, om
procedure- og handlingsplaner er opdaterede, om de rette rensemidler m.v.
er til stede osv. og affaldsmulighederne er realistiske.
3. Fuldskalaøvelser i kombination med
andre øvelsestyper
Det er tit en fordel at kombinere flere øvelsestyper i sin planlægning. Øvelsestyperne
kan noget forskelligt og kan derfor teste og udvikle forskellige
forhold eller sider af samme forhold. Samtidig er øvelsestyperne forskellige i
forhold til ressourceforbrug. Hvor fuldskala- og krisestyringsøvelser i reglen
er ressourcekrævende, er dilemma- og procedureøvelser ressourcelette.
I det følgende gennemgås hvordan fuldskalaøvelser kan spille sammen med
henholdsvis procedure, dilemma- og krisestyringsøvelser.
3.1. Procedure- og fuldskalaøvelser
Kombinationen af procedure- og fuldskalaøvelser er meget nyttig. Ofte ligger
procedureøvelser som en naturlig del af fuldskalaøvelser, som når alarmeringen
i starten af fuldskalaøvelsen sker. Det kan også udtrykkes på den
måde, at fuldskalaøvelser er en lang række af procedureøvelser, der tilsammen
skaber en dynamisk situation. De gør på en måde det samme, at øve
procedurer, men i hver sin ende af skalaen.
Procedureøvelser, forstået som aktivering af særlige procedurer, er også
hensigtsmæssig at kombinere med fuldskalaøvelser.
4

National Øvelsesvejledning
En bombe er f.eks. sprunget på en færge mellem Sverige og Danmark og
politiet i den lokale beredskabsstab aktiverer politikredsens særlige terrorplaner.
Fuldskalaøvelsen foregår på og omkring færgen, mens procedureafprøvningen
foregår bagved kulisserne, som de procedurer der sætter de
rigtige handlinger i gang.
3.2. Dilemma- og fuldskalaøvelser
Dilemmaøvelser er gode at kombinere med fuldskalaøvelser. De kan både
være med til at forberede, samle op og udbygge den. Nedenfor følger et
eksempel på det sidste.
En lokal beredskabsstab skal afholde en stor fuldskalaøvelse som led i stabens
øvelsescyklus. Den ønsker at træne indsatsen på et større skadessted.
Politiet, det kommunale brandvæsen, det statslige, regionale redningsberedskab,
sundhedsberedskabet og hjemmeværnet deltager i øvelsen. Op til
øvelsen ønsker den lokale beredskabsstab desuden at sætte fokus på det
strategiske niveau i staben, et niveau der ikke bliver aktiveret under fuldskalaøvelsen.
Den strategiske stab i den lokale beredskabsstab bliver derfor samlet og får
scenariet for fuldskalaøvelsen præsenteret. Staben skal herefter forholde sig
til problemstillinger, dilemmaer og arbejdsopgaver i forbindelse med indsatsens
grundlæggende prioritering, koordinering og ressourceallokering. Øvelsens
momenter og løbende udvikling præsenteres løbende for staben som
indspil.
Dilemmaøvelsen bidrager på denne måde til videndeling og afklaring af
samarbejdsrelationer i den strategiske del af den lokale beredskabsstab og
udbygger desuden fuldskalaøvelsen med et ekstra niveau.
3.3. Krisestyrings- og fuldskalaøvelser
Fuldskala- og krisestyringsøvelser kombineres sædvanligvis ikke, da begge
øvelsestyper er ressourcekrævende og tit fordrer en stor indsats i selve gennemførelsen.
Derfor kan kombinationen godt være nyttig.
Hvor fuldskalaøvelser øver situationer tæt på virkeligheden på skadestedet
eller lignende, så øver krisestyringsøvelser situationer tæt på virkeligheden
på kontoret, i stabsrummet eller lignende. På den måde kan en kombination
af øvelsestyperne underbygge hinandens autenticitet og bidrage med læring
til flere dele af organisationen. Det bemærkes dog, at kombinationen af
øvelsestyperne fordrer erfarne øvelsesplanlæggere, da der øves flere niveauer
samtidig og det komplicerer styringen af øvelsen.
F.eks. kan ovenstående eksempel udbygges med Fødevarestyrelsen udbygges
med en krisestyringsdel, hvor hele den administrative håndtering af mistanken
om mund og klovesyge øves i forhold til indkaldelse og drift af krisestab,
herunder procedurer for stabens arbejde, dokumentation og afløsning.
5

National Øvelsesvejledning
4. Øvelsens faser
Når en fuldskalaøvelse skal gennemføres, er det en fordel at inddele arbejdsprocessen
i en planlægnings, tilrettelæggelses, gennemførelses- og
evalueringsfase. I det følgende vil faserne blive beskrevet.
4.1. Planlægning
Planlægningen er den overordnede og samtidig grundlæggende forberedelse
af øvelsen. De ting der bliver fastlagt i planlægningsfasen samles i et øvelsesdirektiv,
som fungerer som øvelsens styringsdokument.
4.1.1. Øvelsens grundlag
Til at starte med skal øvelsesmandatet fastlægges. Hvem tager initiativ til
øvelsen og på hvilket formelt grundlag? Den eller de organisationer der har
øvelsesmandatet ejer øvelsen.
Herefter bør motivationen for øvelsen klarlægges. Hvorfor skal øvelsen holdes?
Motivationen kan ligge i et ønske om at imødekomme organisationens
politiske krav eller i det beredskabsansvar, de målsætninger og de risici og
sårbarheder som organisationen står overfor.
4.1.2. Formål og mål
Det tredje skridt i planlægningsfasen er fastlæggelse af øvelsens formål.
Formålet kan igen have afsæt i politiske krav eller lovkrav og bestemmelser
på området. Formålet kan også fastlægges med udgangspunkt i organisationens
beredskabsplanlægning, som led i organisationens flerårige øvelsesplan
eller på baggrund af konkrete beredskabsfaglige udfordringer, aktuelle hændelser
og identificerede erfaringer fra tidligere afholdte øvelser.
Hvis formålet ikke er givet på forhånd, er det øvelsesledelsen eller mandat-
ejernes ansvar at fastlægge øvelsens formål.
Fuldskalaøvelsens overordnede formål kan med fordel udmøntes i en række
underformål, som konkretiserer hensigten med øvelsen. Jo mere målene kan
konkretiseres, desto lettere bliver de at holde fokus på i tilrettelæggelsen,
gennemførelsen og evalueringen af øvelsen.
4.1.3. Øvelsesdeltagere
Som en del af den indledende planlægning skal det fastlægges, hvem der
skal deltage i øvelsen. Hvis der ønskes med en samarbejdsøvelse, skal der
tages stilling til om øvelsen er for en begrænset deltagerkreds eller om den
er en åben for alle relevante aktører.
Øvelsesdeltagerne kan overordnet deles i 5 grupper:
Øvelsesledelse
Øvelsestagere
Øvelsesdommere
Momentgruppe, herunder figuranter, øvelsesmedier m.v.
Gæster, herunder medier
6

National Øvelsesvejledning
I det følgende gennemgås øvelsesledelse, øvelsestagere og øvelsesdommere.
Det er tre grupper, som det allerede i planlægningsfasen er væsentligt at
tage højde for.
De resterende to, momentgruppe og gæster, vil først blive gennemgået i
tilrettelæggelsesfasen, da det er her, at øvelsesplanlæggeren skal tage stilling
til dem.
4.1.4. Øvelsesleder, øvelsesledelse og organisation
Når øvelsens grundlag og dens formål og mål er klarlagt, skal øvelsens ledelse
og organisation fastlægges.
Der skal:
1. Udpeges en øvelsesleder
2. Udpeges en ledelsesgruppe
3. Udarbejdes en plan for den samlede øvelsesorganisation.
Det er vigtigt at øvelsesledelsen er kompetent indenfor det område, som
øvelsen opererer indenfor. Ved større samarbejdsøvelser bør alle deltagende
aktører i øvelsen også inddrages i ledelsesgruppen. Det sikrer fagligheden
hele vejen rundt i øvelsen, samt at beslutningsmandatet er til stede.
Hvis øvelsesledelsen har brug for arbejdsstøtte, kan den danne nogle arbejdsgrupper
eller blot knytte en eller to ressourcepersoner til sig, som den
kan trække på.
Eksempler på arbejdsgrupper er:
1. Scenariogruppe
2. Markeringsgruppe
3. Figurantgruppe
4. Gæstegruppe
5. Evalueringsgruppe
Arbejdsgrupper sættes i værk, er det en god ide at:
Udarbejde et diagram eller anden skematisk fremstilling, der fastlægger
organisationen og gør den overskuelig
Lave klare aftaler for hvordan og hvornår arbejdet skal udføres og afleveres.
4.1.5. Øvelsestagere
En fuldskalaøvelse skal bygges op, så den giver et mest muligt realistisk
fundament for at øve de ønskede forhold. Øvelsessituationen skal samtidig
ligne virkeligheden mest muligt.
Når øvelsesledelsen skitserer øvelsens formål og mål, skal det derfor tænkes
igennem:
1. Hvilke aktører ville hændelsen aktivere i virkeligheden virkelighed?
2. Hvilke særlige kompetencer fordrer den?
3. Hvilke ledelsesniveauer sætter øvelsen i spil?
7

National Øvelsesvejledning
Hvis øvelsen fordrer mange aktører, ledelsesniveauer og/ eller kompetencer,
giver det øvelsesledelsen en stor opgave med at udfordre alle øvelsestagerne
optimalt.
Det er vigtigt at gøre sig klart, hvilke aktører, kompetencer eller niveauer
der er vigtigst at øve, hvilke der er de næstvigtigste osv. Grupperne og niveauerne
kan benævnes primære og sekundære øvelsestagere, niveauer
m.v. Ikke alle aktører m.v. kan øves lige intensivt. Det bør dog så langt som
muligt gælde, at alle øvelsestagere udfordres i fuld udstrækning.
4.1.6. Øvelsesdommere og evaluering
I planlægningsfasen bør der tages overordnet stilling til den kommende evaluering
af øvelsen. Det er øvelsesledelsens ansvar at sørge for, at øvelsen
evalueres på en redelig måde. Derfor bør den fra starten fastlægge evalueringens
overordnede ramme, samt de vigtigste datoer.
Øvelsesledelsen kan f.eks. spørger:
Hvilke kompetencer skal øvelsesdommerne have?
Hvordan skal dommerne udpeges?
Hvordan skal evalueringen organiseres
Hvad skal der komme ud af evalueringen?
Hvornår skal evalueringen være afsluttet?
Hvilke milepæle og datoer ligger i evalueringsprocessen? Skal øvelsesdommerne
besidde bestemte faglige eller ledelsesmæssige kvalifikationer? Udpeger
hver sektor øvelsesdommere i egen organisation eller i en tilsvarende
organisation (nabokommunen etc.)?
Skal evalueringen slutte med en fælles rapport eller skal der alene udarbejdes
interne rapporter i de deltagende sektorer? Skal der være et fælles evalueringsmøde
efter øvelsen? Hvordan evalueres øvelsens formål og konkrete
mål? Er der fra mandatejernes side en forventning om en afslutning af evalueringen
på et bestemt tidspunkt eller særlige forventninger til evalueringens
fremstilling?
4.1.7. Økonomi og ressourcer
I den tidlige planlægningsproces skal øvelsesledelsen også forholde sig til
hvilke ressourcer øvelsen har til rådighed. Principperne for dækning af omkostninger
i forbindelse med øvelsen skal også fastlægges.
Øvelsesledelsen kan med fordel skitsere øvelsens forventede ressourceforbrug
i de fire faser. Ressourcerne skal allokeres i god tid og der skal sikres
opbakning til forbruget i resten af organisationen.
4.1.8. Scenario
Næste trin i planlægningsfasen er udvikling af et overordnet scenario. Scenariet
skal bygges op, så det understøtter øvelsens formål og mål.
4.1.9. Tidsmæssig styring af planlægningsprocessen
Øvelsesledelsen bør også danne sig et overblik over det resterende arbejde.
Det gælder både for tilrettelæggelses- og evalueringsfasen.
8

National Øvelsesvejledning
Det virker ofte godt at omsætte oversigten til en tidslinie, hvor datoer for
påbegyndelse, milepæle undervejs og afslutning skrives for de enkelte opgaver.
Listen distribueres til alle øvelsesplanlæggere og opdateres løbende
af en udvalgt person, så den altid er aktuel. Tidsoversigten fungerer på den
måde samtidig som en opgaveliste.
4.1.10. Øvelsesdirektiv
Øvelsesdirektivet udarbejdes af øvelsesledelsen så snart som det er muligt.
Eksempel på et øvelsesdirektiv
1. Øvelsens baggrund og øvelsesmandatet
2. Øvelsens navn og type, samt tid og sted
3. Overordnede formål med øvelsen
4. Mål for øvelsen
5. Fremgangsmåde
6. Scenario
7. Øvelsesdeltagere
8. Økonomi og ressourcer
9. Sikkerheds- og miljøbestemmelser
10. Evaluering
11. Medier
4.2. Tilrettelæggelse
Når et øvelsesdirektiv er udarbejdet og øvelsesorganisationen er etableret,
starter tilrettelæggelsesfasen.
4.2.1. Scenario
I planlægningsfasen skulle det overordnede scenario fastlægges. I tilrettelæggelsesfasen
skal scenariet foldes ud.
Det afgørende fokus i udviklingen af et scenario er, at det med udgangspunkt
i øvelsens formål og mål bliver en relevant historie for den organisation
og de øvelsestagere, som skal medvirke i øvelsen.
Scenariet skal være historien, der sætter målene for øvelsen i spil. Det skal
derfor gennemtænkes, hvordan scenariet forventes at aktivere aktører, ledelsesniveauer,
samspil m.v. Scenariet bør samtidig bygge på hændelser,
som øvelsestagerne kan komme ud for i virkeligheden. Det øger øvelsens
autenticitet og retter blikket mod at øve centrale kompetencer.
I en fuldskalaøvelse er et scenario bygget op af:
En primær hændelse, dvs. et skadested eller tilsvarende
Evt. en eller flere supplerende hændelser
Hovedhændelsen er den ulykkesituation der møder øvelsestagerne, når de
ankommer til skadestedet eller lignende.
En lokal beredskabsstab afholder f.eks. en samarbejdsøvelse, hvor scenariet
er en bus der er kørt ind i et tog ved en baneoverskæring. Det der møder
øvelsestagerne ved ankomsten til skadestedet er en væltet og stærkt beska-
9

National Øvelsesvejledning
diget bus, der ligger ved siden af et tog, hvor en af vognene er blevet trykket
i sammenstødet. Sårede personer befinder sig i både bussen og toget og
enkelte går forvildede rundt. Det er øvelsens primære hændelse og den situation
øvelsestagerne skal løse.
Ofte rummer en fuldskalaøvelse kun en primærhændelse. Øvelsestagerne
skal håndtere den situation de møder og øvelsen stopper, når de har løst
den i et eller andet omfang. Men øvelsesledelsen kan vælge at udbygge den
konkrete situation ved at situationen udvikler sig undervejs.
Bus og togulykken kan f.eks. udbygges ved at en gruppe chokerede og sårede
passagerer midt i øvelsen pludselig får revet sig fri af bussen og forsøger
at løbe væk. Det giver politiet og den præhospitale indsats en ekstra
opgave med at holde passagererne tilbage og behandle de sårede.
4.2.2. Drejebog
En drejebog tjener det formål at skabe overblik over hvordan øvelsen afvikles.
Da fuldskalaøvelser ofte involverer flere aktører, figuranter, logistik
m.m., så er det vigtigt, at kunne skabe og opretholde et overblik.
En drejebog kan bygges forskelligt op. Denne vejledning tager også oplysninger
med, som ikke omhandler selve markeringen og indspil.
Et eksempel på en drejebog
Nr. Tid Opgave/ Forventet reak-
hændelse tion
1. 11.15 Movia bus Placeres uden-
ankommer forøvelsesområde, til brug
for sminkning
af figuranter
2. 13.00 Endex Al øvelsesaktivitet
stopper
Ansvarlig Sted Bemærkninger
Markeringsleder Øvelsesområdet,
Banehegnet 10-
14
Øvelsesleder Øvelsesområdet,
Banehegnet 10-
14
En drejebog kan indeholde:
Momenter i øvelsen, herunder angivelse af dele af momenterne
Momenter som indspil
Logistiske forhold, såsom hvornår en sektor afgår hjemmefra og forventes
fremme, afhentning og aflevering af figuranter, udlevering af
forplejning etc.
Forhold der bør være sket på bestemte tidspunkter, for at øvelsen
bevæger sig i den rigtige retning
Kritiske handlinger som øvelsestagerne skal foretage, for at øvelsen
kan gå videre
10
Kan senere bruges
til opsamling
af figuranter
Øvelsesleder
sætter oprydning
i værk og Lyng
Brandstation serverer
varm suppe
til øvelsesdeltagerne

11
National Øvelsesvejledning
4.2.3. Markering
Markering er helt centralt og skal påbegyndes så tidligt som muligt i
tilrettelæggelsesfasen.
Ansvaret for arbejdet ligger i øvelsesledelsen, men ved større fuldskalaøvelser
kan det være en fordel at nedsætte en markeringsleder og markeringsgruppe.
Markeringsarbejdet er detaljeret og tidskrævende. En opgave for markeringslederen
er derfor at lave en arbejdsplan for markeringsgruppen. Markeringsarbejdet
kræver desuden særlige kompetencer, hvilket der også skal
tages stilling til. 1 Øvelsesledelsen bør i den sammenhæng gøre sig klart,
hvor mange ressourcer den kan og vil bruge. Store markeringer er dyre.
Markeringsarbejdet er det der skal sikre, at scenariet for øvelsen bliver genskabt
i den fysiske verden. Markeringen er formidlingen af scenariet til øvelsestagerne.
Hvor scenariet udgør den historie, som øvelsen bygges op efter,
så udgør markeringen alle remedierne, som skal vise historien for øvelsestagerne.
Det er vigtigt, at markeringen formidler momenterne rigtigt og troværdigt.
Det er også vigtigt, at der ikke er for mange ting i spil på én gang, så situationsbilledet
øvelsestagerne møder bliver flertydigt og forvirrende.
Markeringsarbejdet bør samles i en markeringsplan. Enkelte punkter i markeringsplanen
har sammenfald med drejebogen. Men hvor markeringsplanen
retter sig mod markeringsgruppen, retter drejebogen sig mod øvelsesplanlæggerne
og det bredere overblik.
1 Øvelsesplanlæggere er velkomne til at søge råd og vejledning i øvelsessekretariatet,
Beredskabsstyrelsen, eller til at henvende sig til Beredskabsstyrelsens Tekniske
skole i Tinglev, hvor markeringslederkurser bliver udbudt. Nogle virksomheder har
desuden specialiseret sig i levering af markering i form af figuranter, sminkning,
effekter, såsom eksplosioner og røg.

Eksempel på markeringsplan
12
National Øvelsesvejledning
En markeringsplan bør indeholde en:
1. Tidsplan, der præciserer den afsatte tid til tilrettelæggelse og etablering af markeringen,
indsatsstyrkens alarmeringstidspunkt, indsatsstyrkens forventede ankomsttid,
tidspunkt for aktivering af eventuelle delmomenter, øvelsens forventede sluttidspunkt
etc.
2. Angivelse af øvelseslokalitetens placering med adresse og kortreference
3. Præcis beskrivelse af den enkelte markerings placering, eventuelt med kort eller skitse
4. Angivelse af markeringens sammenhæng med scenarie og sammenhængen mellem
øvelsens delmomenter
5. Præcis beskrivelse af markeringens størrelse, omfang og anviste markeringsmidler
med videre
6. Anvisning i markeringsplanen, hvor markeringslederen viser hvilke markeringsmidler
der må anvendes. Listen skal være detaljeret og skal kunne bruges til bestilling, kontrol
af klargøring og optælling ved endt arbejde. Midler omfatter også antal køretøjer,
radioer m.m.
7. Stillingtagen til indsatsstyrkens forventede løsning af opgaven. Dette skal give markeringsgruppen
den nødvendige indsigt i markeringslederens/ øvelsesledelsens ide med
et moment
8. Præcisering af sikkerhedsbestemmelser og eventuelle særlige sikkerhedsforanstaltninger.
En sikkerhedsbestemmelse kan f.eks. være, at der ved ”rigtige hændelser” altid
indledes med et ”alvor”. Nødprocedurer fastlægges også her, herunder orientering
om hvorledes figuranter skal forholde sig ved virkelige nødsituationer, såsom f.eks. at
de ved virkelige krisesituationer råber ”hjælp alvor”
9. Præcisering af miljøbestemmelser, samt beskrivelse af særlige foranstaltninger
10. Beskrivelse af retablering af øvelsesstedet, aflevering til lodsejeren, forhold ved mark
og bygningsskader med videre. 1
For at sikre, at markeringen fremstår klart for øvelsestagerne, kan markeringslederen
tage en rundtur sammen med udvalgte personer, hvor de
sammen situationsbedømmer markeringens momenter. Det øger chancen
for, at de der skal agere på hændelsen, har det rigtige billede af situationen.
De relevante personer kan f.eks. være personer med indsatsleder eller KOOL
funktion, en dyrlæge etc.
Under øvelsen skal enten markeringslederen eller en anden person udpeget
til formålet, styre igangsætningen af de forskellige momenter. Det er vigtigt,
at der er en person som har overblik over markeringen og sørger for, at den
kommer i gang og fungerer som den skal igennem hele øvelsen.
Markeringen bør ikke mindst sørge for, at de forskellige øvelsesdeltagere
bliver markeret. Grupper der bør markeres er:
1. Øvelsesledelsen
2. Herunder, øvelsesdommere
3. Observatører
4. Gæster

13
5. Pressen 2
National Øvelsesvejledning
En måde at markere på, er at uddele gule selvlysende bånd til at sætte på
ærmet. Uddelingen kan foregå i forbindelse med introduktionen til øvelsen,
jævnfør gæsteprogrammet.
4.2.4. Figuranter
Figuranter er en central del af markeringen og skal derfor integreres i det
øvrige markeringsarbejde. Figuranter er på samme måde en levendegørelse
af scenariet og kan siges at være en slags levende momenter.
Figurantarbejdet kan med fordel udskilles af det øvrige markeringsarbejde,
da det ligeledes er detaljeret, tidskrævende og udgør en afgrænset opgave.
Figurantgruppen kan f.eks. være en undergruppe af markeringsgruppen.
Det er centralt, at arbejdet med figuranter uanset det praktiske arbejde,
foregår i tæt samspil med øvelsens øvrige markering.
Figurantgruppen skal overordnet tage stilling til hvilke skader figuranterne
skal have som følge af scenariet, samt deres placering på skadesstedet og
ageren i øvrigt. Gruppen har også ansvaret for logistikken; såsom afhentning,
opsamling og evaluering.
2 Figuranter behandles særskilt i det følgende afsnit.

Eksempel på figurantplan
National Øvelsesvejledning
En figurantplan kan se ud som følgende:
1. Organisering af figuranter, herunder at engagere dem, oplyse om tid og sted for
øvelsen, om arbejdsgiveransvar etc.
2. Organisering af figuranterne i relation til årstid og det konkrete vejr, herunder varm
påklædning, regntøj osv.
3. Organisering af sminkekyndige, herunder møde og sluttidspunkt
4. Organisering af lægefagligt personale eller tilsvarende, som har kendskab til skader
og personers adfærd ved skaderne, samt aftale om fremmøde og vilkår i øvrigt
5. Indkøb af kuglepenne og mærkater til at sætte på figuranterne
6. Plan for hvor og hvornår figuranterne skal hentes og afleveres igen
7. Udarbejdelse af figurantliste ved opsamling eller ankomst af figuranter
Listen skal indeholde navn, adresse og telefonnummer på samtlige figuranter.
Dertil skal der udleveres et figurantnummer, som påføres venstre hånd på hver figurant
og som med fordel kan kobles sammen med sminkeplanen, dvs. en beskrivelse
af figurantens skader
8. Orientering af figuranterne om øvelsens scenario, markering, formålet med deres
indsats, forplejning og toiletforhold
9. Orientering af hver enkelt figurant om personens særlige rolle
10. Orientering af figuranterne om den behandling de kan blive udsat for under øvelsen.
Det kan f.eks. være en læge der skal give førstehjælp og derfor vil flå figurantens
bluse op, eller det kan være skumslukning og ringende alarmer, der hvor figuranten
ligger
11. Orientering af figuranterne om procedurer ved en ægte nødsituation, jævnfør sikkerhedsinstruksen
i markeringsplanen
Figuranterne bruger ordet ”hjælp” som en del af øvelsen. Det skal derfor aftales, at
de bruger et bestemt ord ved ægte nødsituationer, f.eks. ”hjælp alvor”.
Ordet ”hjælp” kan også reserveres til virkelige nødsituationer, men det gør ofte spillet
svært for figuranterne.
12. Orientering af figuranterne om at dyrt/ sart tøj, samt smykker ikke bør bæres. Der
kan eventuelt udleveres tøj til figuranterne
13. Arrangere et opbevaringssted for værdigenstande under øvelsen, samt plastikposer
til figuranternes eget tøj
14. Sminkning af skader på figuranterne
15. Tæpper og forplejning til figuranterne, samt eventuelt udlevering af gule eller røde
kort, som figuranten kan vise og derved trække sig ud af øvelsen
16. Plan for afsminkning, herunder orientering af figuranterne herom
17. Orientering om opsamlingssted for figuranter, samt eventuel indkvartering efter øvelsen
18. Tilrettelæggelse af figurantplanen efter ”Bekendtgørelse af lov om sikring mod følger
af arbejdsskader”.
Hvis det ønskes at benytte helt unge mennesker som figuranter, bør det
overvejes i relation til de roller de skal udfylde. Figuranterne skal helst forekomme
realistiske i deres roller. Samtidig kan unge have sværere ved at
fastholde deres roller. Børn, det vil sige personer under 12 år, frarådes at
bruges ved øvelser der skal ligne ulykker. En fuldskalaøvelse, der ligner en
ulykke, kræver en voksens evne til at skelne virkelighed fra fantasi og evnen
til at forstå øvelsens særlige virkelighed.
14

15
National Øvelsesvejledning
Eksempler på steder hvor man kan rette henvendelse vedrørende figuranter
er teaterskoler, efterskoler, militærkaserner, faglige skoler som pædagogseminarer,
sygeplejeskoler og tekniske skoler, nabokommunernes beredskab,
samaritterforeninger (Dansk røde kors eller Dansk førstehjælp) eller
idrætsforeninger.
For hjælp til sminkning anbefales det at tage kontakt til Beredskabsstyrelsen
Hedehusene eller Hjemmeværnet, hvor frivillige er behjælpelige med instruktion
eller assistance i sminkning af skader. For hjælp til konstruktion af
skader, kan det lokale hospital kontaktes for råd og vejledning. Det anbefales
desuden at læse ”Lærebog i øvelsesmarkeringer, samt hvor man kan
erhverve hjælp til sminkning og viden om ydre fysiske og psykiske tegn på
ulykker. 3
4.2.5. Momenter som indspil under øvelsen
I forlængelse af den markering der møder øvelsestagerne ved ankomsten til
øvelsesområdet, kan øvelsesledelsen også vælge at spille momenter ind
undervejs i øvelsen. Momenterne kan både have karakter af at underbygge
et igangværende moment, eller af at spille et helt nyt moment ind.
Momenter som indspil kan tage udgangspunkt i tre forhold:
1. Det kan være for at skabe mere dynamik i øvelsen
2. Det kan være for at dele presset op, så løsningen bliver mere overskuelig
for øvelsestagerne
3. Det kan være for at presse øvelsestagerne mere undervejs.
4.2.6. Procedurer under øvelsen
Øvelsesledelsen skal i sammenhæng med markeringsplanen forholde sig til
hvilke procedurer den vil anvende under øvelsen.
Det gælder dels procedurer for, hvordan den vil etablere og drive øvelsesledelsen,
dels hvordan den vil opretholde og formidle et fælles situationsbillede
over øvelsens forløb, dels hvordan den vil koordinere styringen af øvelsen.
4.2.7. Øvelsesmedier
Information til offentligheden, herunder krisekommunikation, er et centralt
element ved hændelser.
Krisekommunikation i fuldskalaøvelser handler primært om håndtering af
pressen på ulykkestedet eller hvilken hændelse der nu måtte være tale om.
Pressen vil som regel være til stede, når der sker noget usædvanligt og den
vil oftest også presse på for at få udtalelser, tage billeder osv.
Øvelsesledelsen kan med fordel lade journalister eller journaliststuderende
agere under øvelsen, så presset på fra den side gøres så autentisk som muligt.
De studerende/ journalisterne kan både være med i øvelsen i form af
spillede roller eller i kraft af deres egentlige arbejde, men hvor de præsenterer
et fiktivt dagblad eller lignende.
3 Lærebog i øvelsesmarkeringer, Beredskabsstyrelsen 1999.

16
National Øvelsesvejledning
Øvelsespressen planlægges og styres på samme måde under øvelsen, som
øvelsens øvrige momenter.
4.2.7. Kommunikation
Øvelsesledelsen skal overveje, hvilke kommunikationsmidler den ønsker at
anvende under gennemførelsen af øvelsen. Det gælder både mellem øvelsesledelsen
og øvelsestagerne og internt i øvelsesledelsen. Kommunikationsmidlerne
skal være afprøvede og det skal sikres, at brugerne kan betjene
dem.
4.2.8. Logistik
Et andet vigtigt element er logistik, som hænger tæt sammen med markeringen.
Logistik inkluderer forplejning, et varmt opholdssted, indkvartering
m.v. 4
I forbindelse med større øvelser er det oplagt at etablere et tæt samarbejde
mellem markeringslederen, den figurantansvarlige og den ansvarlige for
logistik. Ved mindre øvelser kan markeringslederen besidde alle opgaver
selv.
I tilrettelægningen er det godt at bruge spørgeordene: hvem, hvordan og
hvornår, f.eks.:
Hvem skal have kaffe?
Hvordan skal det organiseres?
Hvornår skal kaffen være tilgængelig?
Forplejning under fuldskalaøvelser skal stå mål med omfanget af øvelsen.
Længerevarende øvelser kræver derfor større forplejning end små øvelser.
Udlevering af frugt og vand og et eller andet mad er dog et minimum.
Organiseringen af forplejningen bør tage højde for følgende:
1. Indkøb af mad, vand, kaffe og frugt m.v. til x antal personer
2. Klargøring af mad (f.eks. at smøre sandwich) og fordeling af frugt,
vand og eventuelt sandwich i muleposer eller lignende
3. Klargøring af kaffe og eventuelt varm mad
4. Uddeling og organisering af mad og drikke under øvelsen
Udover mad, inkluderer forplejningen også et eventuelt varmt opholdssted
for figuranter under øvelsen, samt indkvartering og toiletforhold (f.eks. opstilling
af en toiletvogn).
4.2.9. Gæsteprogram
Ved større fuldskalaøvelser er det ofte en god ide at udarbejde et gæsteprogram,
fordi mange fagfolk, chefer og lignede ønsker at overvære øvelsen.
4 Figuranter behandles særskilt i forhold til opholdssted, indkvartering m.m.

National Øvelsesvejledning
Gæsteprogrammet for en fuldskalaøvelse kan beskrive/ tilbyde følgende:
Øvelsens scenario og markeringsplan i store træk
Et kort over øvelsen med angivelse af momenter, placering af gæster
m.v.
Hvor øvelsen skal afholdes, med kortangivelse
Parkeringsforhold og adgang til øvelsesområdet
Udsynet under øvelsen
En rundtur i øvelsesområdet ved de forskellige markeringer inden
øvelsesstart
Særlige sikkerhedsregler m.v. under øvelsen
Guidede ture under øvelsen
Hvordan gæsterne skal markeres, så de tydeligt adskiller sig fra alle
andre på øvelsesområdet.
Det er tit en god ide at placere gæsterne et afgrænset sted, hvor de ikke
forstyrrer øvelsestagerne og samtidig har udsyn over øvelsen.
Gæster under en øvelse kan virke forstyrrende for øvelsestagerne og det er
derfor vigtigt at øvelsesledelsen laver en plan som tilgodeser alle interesser.
4.2.10. Forberedelse af øvelsestagere og øvelsesdommere
Fuldskalaøvelser vinder ofte ved, at øvelsestagerne kun er overordnet orienteret
om den forestående øvelse. Det betyder, at de kun ved, at der skal
afholdes en øvelse, samt eventuelt et nærmere angivet tidspunkt.
Øvelsestagerne kan også være ganske uvarslede. Den uvarslede øvelse har
en anden realisme over sig end den varslede. Ulempen er, at øvelsestagerne
måske håndterer situationen dårligt, hvorved udbyttet af øvelsen begrænses.
Sikkerhedsforholdene er samtidig dårligere, hvorfor det alene af den
grund ikke anbefales. Den uvarslede øvelse kan også indledes med et ”øvelse,
øvelse, øvelse” i alarmeringsfasen, hvilket giver en anden og mere sikker
situation for øvelsestagerne.
Hvis øvelsesledelsen vurderer, at øvelsen vinder ved at øvelsestagerne forberedes,
kan det gøres på følgende måder:
1. Øvelsestagerne får udleveret skriftligt materiale til læsning, f.eks. beredskabsplaner
eller action-cards
2. Øvelsestagerne gennemfører en dilemmaøvelse, som stiller skarpt på
organisation, samarbejdspartere, kommunikation m.m.
3. Øvelsestagerne gennemfører et lille seminar, et planspil på terrænbord
eller deltager i et kort orienterende møde, hvor de bliver sat ind
i hovedlinjerne for den forestående øvelse.
Øvelsesdommere er en anden gruppe, som skal forberedes. For at få en god
evalueringsproces skal de arbejde ud fra klare retningslinjer, som sikrer en
vis standard og sammenlignelighed.
Følgende retningslinjer skal klarlægges:
1. Hvilken konkret evalueringsopgave har hver øvelsesdommer?
2. Hvilke spilleregler gælder – må de vejlede, bryde ind, lave time outs?
3. Skal øvelsesdommerne observere på det øvelsestekniske?
17

National Øvelsesvejledning
4. Hvilket produkt forventer øvelsesledelsen at få tilbage – hvor mange
siders tilbagemelding, i prosa eller punktfremstilling osv.
Det er ofte en god ide at afholde et møde, hvor de nærmere retningslinier
fastlægges og forventninger afstemmes. For processen under og efter øvelsen,
kan øvelsesledelsen eventuelt udarbejde et skema, som observatørerne
kan arbejde med, så tilbagemeldingerne systematiseres.
4.2.11. Intern kommunikation
Øvelsesledelsen bør kommunikere bredere ud i organisationen, at der er en
forestående øvelse. Det skaber positiv opmærksomhed omkring beredskabsarbejdet
og understøtter velvilligheden til at allokere ressourcer til området.
Ikke mindst, så tiltrækker fuldskalaøvelser ofte presse osv., hvorfor det er
hensigtsmæssigt selv at gøre opmærksom på begivenheden, frem for at
kollegaer og andre kan læse om øvelsen i pressen. Den interne kommunikation
hænger i sidste ende sammen med hvorvidt øvelsen er varslet, uvarslet
m.v.
4.2.12. Øvelsesbestemmelser og instruks til øvelsestagerne
I tilrettelæggelsesfasen skal der udarbejdes et sæt øvelsesbestemmelser og
en instruks for øvelsestagerne.
Øvelsesbestemmelserne skal formidle de informationer om øvelsen, som
øvelsesplanlæggerne har brug for. Instruksen er rettet mod øvelsestagerne
og i udarbejdelsen af den skal det derfor overvejes hvilke informationer de
skal have. Begge dokumenter skal være praktiske og rettet mod konkrete
personer/ funktioner.
Nedenfor følger et eksempel på henholdsvis et sæt øvelsesbestemmelser og
en instruks til øvelsestagerne.
Øvelsesbestemmelser
1. Baggrund
2. Formål med øvelsen
3. Mål med øvelsen
4. Øvelsens navn og type
5. Tid og sted for øvelsen
6. Gennemførelse af øvelsen
7. Scenario
8. Øvelsesdeltagere
9. Drejebog/ tidsplan
10. Markeringsplan- og leder
11. Orientering af naboer, presse og lignende
12. Sikkerheds- og miljøbestemmelser
13. Kortmateriale
14. Evaluering
15. Kontaktoplysninger
18

National Øvelsesvejledning
Instruks til øvelsestagerne
1. Baggrund
2. Formål med øvelsen
3. Øvelsens navn og type
4. Tid og sted for øvelsen
5. Øvelseschefer
6. Øvelsesdeltagere
7. Sikkerhedsbestemmelser
8. Kontaktoplysninger på særlige personer
4.3. Gennemførelse
I det følgende gennemgås overvejelser og redskaber til at gennemføre øvelsen
på dagen.
4.3.1. Styring af øvelsen
Når en fuldskalaøvelse gennemføres skal den styres i et eller andet omfang.
Det skal sikres, at øvelsen får et godt forløb, så øvelsestagerne får fagligt
udbytte af den.
Styringen sigter mod at øvelsestagerne skal bevæge sig indenfor de rammer
øvelsesledelsen har sat op. Det vil sige nogenlunde bruger de berammede
ressourcer afsat til øvelsen, disponerer indsatsen rimeligt m.v.
Hvis centrale øvelsestagere f.eks. ikke forstår markeringen rigtigt, bliver for
stressede og handler uhensigtsmæssigt eller andet, så er det vigtigt at øvelsesledelsen
eller andre griber ind i øvelsen og får øvelsestagerne på rette
spor. Øvelsesledelsen kan også søge at sikre et godt forløb for øvelsen på
forhånd ved at udstikke nogle retningslinier for udvalgte øvelsestagere,
f.eks. indsatslederne og KOOL eller den første dyrlæge i stalden.
Ligeledes skal der tages stilling til problemer af øvelsesteknisk art. Hvis indsatsstyrkerne
f.eks. ikke løser deres opgave grundet øvelsestekniske forhold
og det igen bevirker at indsatsledelsen ikke kan levere de forventede indspil
til de enkelte organisationers baglande og den lokale beredskabsstab, så
skal øvelsesledelsen kunne afhjælpe problemerne.
Der er grundlæggende to måder, hvorpå en fuldskalaøvelse kan styres:
a. Ved at angive nogle retningslinier for øvelsen
b. Via indspil
c. Via direkte indgriben.
Når spillereglerne for justeringen er fastlagt og det er besluttet hvem der er
bemyndiget til at foretage justeringer undervejs, så er det en god ide at
indkalde til et møde med fagpersonerne. Fagpersonerne kan være mange
forskellige og det kan lægges ud til sektorerne at udpege dem. De fungerer
samtidig som øvelsesdommere.
Nyttige redskaber i styring af en fuldskalaøvelse er:
Action-cards
Instrukser
19

National Øvelsesvejledning
Action-cards er retningsgivende for ressourcer, handlinger og procedurer og
er derfor gode at anvende under fuldskalaøvelser, hvor øvelsestagerne skal
løse konkrete opgaver.
En instruks er en nærmere handlevejledning i håndtering af beredskabsforhold
og kan bruges af øvelsestagerne som en guide i hvad der skal gøres,
hvornår og hvordan. Instrukser er gode at udarbejde i tillæg til en organisations
beredskabsplaner, men kan også udvikles specifikt til en øvelse. Instrukser
kan ligeledes udleveres til øvelsestagerne lige inden eller i starten af
øvelsen.
4.3.2. Briefing
Inden øvelsen går i gang bør gæster, øvelsesdommere m.v. orienteres om
øvelsen. Orienteringen skal sikre, at hver gruppe kender til gældende sikkerhedsregler,
øvrige bestemmelser, forplejning, roller og ansvarsområde
osv. under øvelsen. Orienteringen bør tage udgangspunkt i øvelsesbestemmelsernes
punkter.
I fuldskalaøvelser kan følgende grupper være aktuelle at briefe:
1. Øvelsesdommere
2. Eventuelle praktiske hjælpere
3. Gæster/ observatører
4. Presse
5. Figuranter
6. Øvelsestagere
4.4. Evaluering
Når en fuldskalaøvelse er gennemført, anbefales det at evaluere den på tre
måder:
1. Som en kort opsamling umiddelbart efter øvelsen indenfor egen sektor
eller samlet
2. Som tretimers møde ca. to uger efter øvelsen, hvor deltagende aktører
i øvelsen mødes
3. Via observatører under øvelsen, der udarbejder et skriftligt materiale
efter øvelsen.
Evaluering er vigtigt, fordi det er her at erfaringsopsamlingen sker. Erfaringsopsamlingen
skal sikre, at ikke bare den enkelte øvelsestager får læring
ud af det, men at også organisationen får mulighed for at tage ved lære af
øvelsens erfaringer. For at få god nytte af fuldskalaøvelsens erfaringer, skal
læringspunkterne gøres tydelige for alle.
Det er derfor vigtigt, at øvelsestagerne får mulighed for at udtrykke hvad de
umiddelbart har fået ud af øvelsen, lige efter dens afholdelse.
I forlængelse af den umiddelbare evaluering, er det en god ide at holde et
møde, hvor øvelsesdeltagere og øvelsesplanlæggere sammen udveksler erfaringer
og synspunkter omkring øvelsen. Et sådant møde kan f.eks. ligge 14
dage efter øvelsen og vare en eftermiddag.
20

21
National Øvelsesvejledning
Forslag til spørgsmål for det efterfølgende møde:
1. Hvad var de tre vigtigste ting du lærte ved øvelsen?
2. Hvordan skal der arbejdes fremadrettet med dem?
3. Hvad fungerede øvelsesteknisk godt?
4. Hvordan ville en lignende øvelse i fremtiden kunne gøres bedre?
Mødet skal i et konstruktivt miljø give mulighed for fri udveksling af erfaringer
og formulering af læringspunkter. Mødet bør struktureres, så første del
giver hver part mulighed for at fremlægge egne synspunkter og læringspunkter.
Næste del af mødet kan så dreje sig om at samle op på indlæggene
og formulere fælles læringspunkter. Læringspunkterne kan efterfølgende
integreres i evalueringsrapporten.
Som et eksempel kan de centrale øvelsestagere, indsatslederne og KOOL,
starte med at fremlægge synspunkter og læringspunkter. De efterfølges af
øvelsesledelsen, som ligeledes formulerer synspunkter og læringspunkter.
På baggrund af de forskellige udsagn og den fælles diskussion, formuleres
fem samlede læringspunkter, som tages med i evalueringsrapportens anbefalinger.
Sidste led i evalueringen af øvelsen er evalueringsrapporten. Øvelsesledelsen
skulle tidligere udarbejde en evalueringsplan, herunder at fastsætte datoerne
for evalueringen. Nu skal arbejdet færdiggøres.
Rapporten bør beskrive:
1. Det materiale, observeringer m.m., der ligger til grund for evalueringen
2. Evaluerings fremgangsmåde
3. Øvelsens scenario, tid, sted, øvelsesdeltagere og mandatgruppe
4. Evalueringens resultater i sammenfattet form
5. Evalueringens konklusion
6. Øvelsens læringspunkter og eventuelt forslag til implementering.
Det er ofte en god idé at gøre evalueringsrapporten kort, så den bliver præcis
og tilgængelig at læse og ikke mindst at producere.
Hvis evalueringsrapporten fremsætter forslag til implementering, bør de
suppleres med forslag til hvordan og hvornår implementeringen skal foregå.
Spørgsmålet skal dog afklares i mandatgruppen, idet implementering af
øvelsens resultater i sidste ende er et forhold der ligger under mandatgruppens
ansvarsområde og som derfor også ligger udenfor den egentlige øvelse.