December 2004 - Silkeborg Rideklub

Silkeborg Rideklub December 2004
Vejen til en ny hest
Af Nanna D. Jensen
Nanna som vi alle kender hende. Til daglig så cool;
men ikke når hesten mister livet.
I foråret besluttede vi, at jeg skulle have en ny
hest, da Maxine - min pony - var blevet for lille.
Hende satte vi på græs hjemme hos min
morfar.
Vi søgte en del på nettet og fandt også nogle
emner, vi ville kigge på; men vi fandt ikke lige
den rette.
Men så min mor en annonce på en 5 års
vallak i Gjern. Vi tog ud og kiggede på den, -
jeg skulle selvfølgelig prøve den; men da de
ikke havde nogen ridebane, skulle vi ride
igennem en skov for at komme over til Gjern
Rideskoles gamle ridebane.
Han var bare så sød og jeg blev helt vild med
ham.
Vi havde optaget noget video og det viste vi til
Preben og han syntes, den var okay.
Den 26/6-04 blev Pinn Krogsholm min.
Vi aftalte med Herluf, som har opdrættet Pinn,
at den blev derude til efter sommerferien, da
jeg skulle 3 uger på sommerferie. Jeg var ude
at ride ham, så meget jeg kunne. Jeg red
sammen med Mette, som er hende, vi købte
Pinn af og vi havde nogle rigtige gode timer
sammen og blev meget gode venner.
Men som mange af jer ved, så blev lykken
kort.
Den 25/7-04 døde Pinn min "lille" hest (han
var 175 cm) af tarmslyng. Det var forfærdeligt.
Både min mor og jeg blev meget kede af det.
Min mor spurgte om jeg ville med ud og se
8
Pinn en sidste gang; men det ville jeg ikke, så
min mor kørte selv.
Ved 11-tiden kom min mor hjem igen, hun
syntes jeg skulle køre med ud og se Pinn. Hun
sagde, at jeg ville fortryde på et senere
tidspunkt, hvis jeg ikke gjorde det. Da vi kom
derud, gik vi direkte over i stalden og hen til
hans boks og der lå han så, lige som om han
sov.
Vi gik ind og satte os hos ham, mens tårerne
bare fik frit løb. Det er noget af det værste, jeg
har været ude for. Den ene dag var han
levende og den næste lå han død i den boks,
hvor han 5 år tidligere var blevet født.
Lysten til igen at få en hest var mildest talt
væk.
Jeg kunne bare ikke klare at starte forfra. Men
som tiden gik, begyndte jeg at savne at have
en hest og miljøet på SIR igen.
Så jagten begyndte igen og vi tog ud og
kiggede på nogle forskellige; men de var ikke
noget for mig.
Jeg mødte så Benny Hansen til et stævne i
KOOR. Han fortalte, at han måske havde en
jeg kunne bruge. Min mor og jeg kørte ud til
Benny for at se Rambo. Jeg prøvede ham og
han var rigtig sød. Benny tilbød, at jeg måtte få
Rambo på prøve et stykke tid, så det tog vi
imod.
Rambo var bare alle tiders og min mor var
også vild med ham.
Jeg startede til bymesterskabet og det gik
rigtig godt om fredagen. Jeg delte en
førsteplads med Mette Birkholm i en LC2.
Om lørdagen skulle vi så se, om vi kunne gøre
det igen; men vi nåede ikke så langt, for fem
minutter før jeg skulle ind, tog f..... ved Rambo
og han bukkede helt vildt, så jeg til sidst
"valgte" at stå af.
Så der lå jeg så med jord i hele hovedet. Min
mor og Preben havde svært ved at holde
masken, for jeg så ret komisk, ud siger de. Det
kostede lige en uge hjemme med
hjernerystelse.
Inderst inde vidste jeg jo nok allerede dengang,
at han var lige stærk nok for mig og vi måtte
desværre prøve at finde en anden; men en god
hest var Rambo.
Nu prøver Benny at finde en anden, der er
knap så stærk. Det mente Preben også var
det bedste.
Så jagten fortsætter altså og det skal nok
lykkes til sidst.
Men Pinn vil altid have en plads i mit hjerte.