Åndelig vejledning - IKON - Danmark

NR. 50 ☺ marts 2005 

IKON 

en bevægelse i kirken 

Åndelig vejledning

Indhold 

Åndelig vejledning - en introduktion 

Birgitte Nør Jahn 

side 3 

Åndelig vejledning - den glemte tradition 

Michael Jahn 

side 4 

En hjælp til troen og livet 

Interview med Anne Birgitte Reiter 

side 8 

Åndelig vejledning i den keltiske tradition 

Elizabeth Knox-Seith 

side 11 

Buddhismen og åndelig vejledning 

Jesper Nymann Madsen 

Åndelig vejledning set 

side 13 

gennem ignatianske briller 

Per Mollerup 

side 15 

Find juvelen i krisen 

Svend Trier 

side 18 

Drivhuset - en ny vinkel på kirken 

Ben Alex 

side 21 

Thomas Merton side 23 

Marianne Bang Rasmussen 

Boganmeldelser 

"Abrahams børn" 

Lisbeth Riisager Henriksen 

side 25 

"Åndelig vejledning" side 27 

Michael Jahn 

Bladet IKON udgives af den kristne forening IKON (Informations- og samtaleforum for Kristendom Og Ny religiøsitet) for at skabe debat om og kontakt med religiøse 

strømninger uden for den kristne kirke og medvirke til en saglig formidling af den kristne tro, især i forhold til mennesker i ikke-kristne miljøer. 

IKON udkommer normalt i marts. juni, september og december. Årsabonnement 140,- kr. (incl. moms). Løssalg 45,- kr. Abonnement kan bestilles på nedennævnte 

adresse eller ved indbetaling af beløbet på giro 6 61 61 51 med angivelse af afsenderadresse samt formålet med indbetalingen. 

Indlæg og artikler sendes til Redaktionen: IKON-Danmark, Kløvermarksvej 4, 8200 Århus N, e-mail ikon@post5.tele.dk. 

Redaktionsudvalget: Birgitte Nør Jahn (ansv. på dette nummer), Michael Pedersen, Pernille Aagaard og Lisbeth Riisager Henriksen. 

Lay-out og sats: Johnny Rønved. Tryk: One Way Tryk, Industrivej 3A, Stilling, 8660 Skanderborg, tlf: 86 11 50 00. Oplag 1000. 

Læserbreve/debatindlæg modtages gerne, dog forbeholder redaktionen sig ret til at udelade eller forkorte efter eget skøn. 

Annoncer: 4,- kr. pr. mm. - ¼ side 800.- kr. ½ side 1400,- kr. 1 side 2500,- kr. (alle priser excl. moms). 

IKON-Danmark: Kløvermarksvej 4, 8200 Århus N, tlf: 86 13 75 87. SE-nr. 16639397. E-mail: kontor@ikon-danmark.dk. Hjemmeside: www.ikon-danmark.dk. Her kan 

man også melde sig ind i foreningen IKON (årskontingent 125 kr. (65 kr. for studerende, pensionister og husstandsmedlemmer)). 

Formand: Pernille Aagaard, Vestergade 55, 8370 Hadsten, tlf: 86915019 - e-mail: formand@ikon-danmark.dk. 

Lokalforeninger: 

IKON-Århus: Kløvermarksvej 4, 8200 Århus N, tlf: 86 13 75 87. E-mail: ikon_aarhus@hotmail.com. Gironr. 0 03 05 11. 

Åbningstider: Normalt man - fre kl. 11 - 15. 

IKON-København: Ryesgade 68C, 2100 København Ø, tlf. og fax: 35 39 35 69, giro 7 85 35 21. Åbningstider: tirs - fre kl. 11 - 15. 

IKON-Sønderjylland: tlf: 74 68 75 90 (Per Borgaard). 

Signerede artikler er ikke nødvendigvis udtryk for IKONs holdninger. Det er tilladt at citere fra IKON i henhold til Medieansvarsloven med tydelig kildeangivelse. 

Ved eftertryk af artikler må der aftales med redaktionen eller forfatteren. 

Copyright © IKON-Danmark 2005 

ISSN 0907-7987 

Planlæg sommerferien nu! 

”Oplev tre dage med workshops og foredrag 

sammen med andre aktive lægfolk og kirkeligt 

ansatte, der er optaget af kristen spiritualitet..” 

”Deltag i en enestående og banebrydende 

begivenhed, hvor mennesker med forskellige 

trosopfattelser og spirituelle udtryksformer 

mødes for at udforske ligheder og forskelligheder. 

Mennesker fra kristne og holistiske 

baggrunde sætter hinanden stævne med 

hjerte, hoved og krop!” 

Sådan lyder det i indbydelserne til 

”Spiritualitet og Kristentro” og ”Spirituelt 

Sommerstævne”, som finder sted henholdsvis 

d. 10. – 12. juni og d. 5. – 7. august. Begge 

gange er IKON medarrangør, og vi håber, at 

nogle af jer har tid og lyst til at deltage i et 

eller begge arrangementer. 

Vi kan ikke love at jeres holdninger og 

antagelser ikke vil blive udfordrede, snarere 

tværtimod, men vi er sikre på, at der venter 

jer gode oplevelser og ny inspiration. I kan 

læse mere om ”Spiritualitet og Kristentro” 

og ”Spirituelt Sommerstævne” inde i bladet 

og på bagsiden af bladet. 

Forside: Kors på Iona 

Foto: Elizabeth Knox-Seith 

Bagside: Træ i livgivende vand 

Foto: Johnny Rønved

var engang”. Sådan 

begynder mange even- 

”Der 

tyr. Og vi lytter i åndeløs 

spænding og hører om de mange 

fortrædeligheder og problemer, 

hovedpersonen må gå igennem, før 

han eller hun endelig har løst alle 

opgaverne og er nået frem og har 

fået prinsen eller prinsessen og det 

halve kongerige. Vi glædes med 

dem og nyder, at de endelig fik hinanden 

”- Og de levede lykkeligt til 

deres dages ende!” 

Det hele er foregået langt herfra. 

Ingen ved præcis hvor eller hvornår, 

men det har ikke meget med vores 

almindelige dagligdag at gøre. Og 

dog? Det vender vi tilbage til. 

Vi lever i en tid og på et sted, hvor 

den materielle velstand aldrig har 

været større. Vi lider, for de flestes 

vedkommende, ingen materiel 

nød. Faktisk er overvægt et langt 

mere udbredt problem end sult og 

hjemløshed. Politikerne kappes om 

at love os flere muligheder, større 

velstand og mere vækst, hvilket er 

et problem, for vækst kræver mere 

arbejde, og det, vi vil have, er tid. 

Åndelig vejledning 

i en nutidig dansk sammenhæng. 

v. Michael og Birgitte Jahn 

Kigger vi på de tørre tal, arbejder vi 

faktisk mindre end nogensinde før. 

Færre timer dagligt. Færre dage 

om året. Så vi har faktisk tiden, 

men flere og flere klager over, 

at der mangler noget. Vi føler en 

længsel. Måske drømmer vi, som 

prinsesse Fiona i tegnefilmen Shrek 

”om det som alle prinsesser drømmer 

om: at leve lykkeligt til vores 

dages ende”. Spørgsmålet er bare 

hvordan? Mangler vi en dimension 

i vores liv? Måske. I hvert fald for 

nogles vedkommende. 

Den dimension, der kaldes den 

åndelige, er stille og roligt blevet 

populær uden for de kredse, der 

plejer at beskæftige sig med sådanne 

sager. Vi møder flere og flere, 

der længes efter en åndelig dimension 

i tilværelsen. Det ses bl.a. i det 

stigende udbud af bøger om disse 

emner, den stigende interesse for 

fordybelse i bibelen, retræter, pilgrimsvandringer, 

anderledes brug 

af kirkens rum som f.eks. natkirke, 

meditation, bibliodrama og en 

mangfoldighed af andre ting, der 

udspringer af den kristne tradition. 

Hvordan får vi det til at passe ind 

i det liv, vi lever her og nu, med 

stress og travlhed? 

Måske er der paralleller til eventyret, 

vi startede med? Mange 

eventyr er ikke bare gode historier. 

De handler om længsel og nødvendighed. 

Om tilvalg og fravalg. Om 

stædighed og tålmodighed. Om 

mod og vilje. Egenskaber der også 

er brug for, hvis vi ønsker at få den 

dimension med, der kaldes den 

åndelige. Mange har sammenlignet 

det åndelige aspekt med en vej 

eller en vandring. Vi kan få hjælp 

og inspiration. Vi kan finde nogle at 

gå vejen sammen med, og nogle 

der har gået den før, men vi må 

gå selv. Gud tilbyder sin nåde frit, 

men hvis vi vil tage imod den, er vi 

forpligtede. Måske må vi acceptere, 

at der findes situationer, der ikke er 

både-og, men enten-eller. 

I direkte forlængelse heraf stiger 

efterspørgslen på vejledninger: 

Hvordan gør jeg? Er der nogen der 

har gået vejen før? Man leder efter 

vejledere. Ikke folk der kun har læst 

om emnerne, men folk der har erfaringer 

af livet med Gud. Hvordan 

finder vi dem? Hvordan finder vi de 

inspirationer, der passer til mig og 

mit liv? Herom handler dette nummer 

af IKON, hvor vi gerne vil vise, 

at åndelig vejledning finder sted i 

forskellige religioner og i forskellige 

traditioner inden for den enkelte 

religion. I vil finde artikler om åndelig 

vejledning i en klassisk kristen 

kontekst, artikler om åndelig vejledning 

i grænselandet mellem kristendom 

og anden religiøsitet og artikler 

om åndelig vejledning i helt andre 

sammenhænge. IKONs udgangspunkt 

for åndelig vejledning er det 

kristne i al sin mangfoldighed, men 

vi bevæger os ofte i grænselandet 

mellem kristendom og andre trosopfattelser 

og fører dialog med 

mennesker af anden tro end den 

kristne. Derfor vil I se de forskellige 

tilgange til åndelig vejledning 

stående side om side i bladet. Vi 

håber, at forskellighederne i synet 

på åndelig vejledning må være til 

inspiration for jer og vække jeres 

nysgerrighed, hvad enten de synes 

fremmede eller velkendte. 

God læselyst! 

IKON nr. 50 marts 2005 3

Hvorfor skriver jeg en 

artikel om åndelig vejledning? 

Jeg er ikke præst, 

jeg er ikke munk og lever ikke 

noget særligt fromt liv. Hvilke kvalifikationer 

har jeg til at skrive om 

åndelig vejledning? Mest af alt at 

jeg lever med en længsel, og det er 

måske ikke så ringe endda. 

Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at 

denne længsel i høj grad har været 

styrende i mit liv. Som dreng og ung 

troede jeg, at det var noget ydre, 

som jeg kunne kæmpe mig til. En 

bedre og mere retfærdig verden. 

Jeg blev skuffet, da jeg opdagede, 

at mennesker med de bedste 

intentioner ikke levede op til deres 

egne idealer. Jeg gjorde det heller 

4 IKON nr. 50 marts 2005 

Vejen vi går! 

Af Michael Jahn 

”Sagen er vel, at det er forholdsvis nemt at forklare andre, hvad 

det rigtige er, især hvis man kan påberåbe sig Gud som autoritet. 

Anderledes svært er det selv at underlægge sig Guds autoritet.” 

Michael Jahn er stud.teol. og 

webmaster på IKONs hjemmeside 

www.ikon-danmark.dk 

ikke selv. Svaret, som jeg så det 

dengang, var, at vi ikke var gode 

nok og ikke havde selvindsigt nok 

til at se bort fra vores egen egoisme, 

så løsningen måtte være en 

indre revolution før den ydre. Jeg 

vendte mig mod den indre verden 

og begyndte at studere selvudvikling, 

teosofi og åndsvidenskab. En 

del år senere forlod jeg også dette 

område skuffet over både nogle af 

mine lærere og over mig selv. Jeg 

fik, hvad jeg senere kan se var en 

depression. Ind i dette mørke blev 

jeg pludselig kristen. Helt præcis d. 

5. november 1990. 

Klokken var lidt over to om eftermiddagen 

og mørket omkring mig 

forekom mig usædvanligt tæt. Jeg 

var på vej hjem. Pludselig oplevede 

jeg et nærvær. En følelse af at blive 

set. Ikke kun som jeg stod der i 

min vinterfrakke, småfrysende og 

nedbøjet over min egen utilstrækkelighed. 

Jeg blev set med en kærlighed 

og accept, som ikke engang 

en mor kan se på sit barn. Jeg blev 

taget imod med alle mine fejl og 

mangler. Det føltes, som om mørket 

nærmest skyllede ned af mig 

og forsvandt. Og samtidig følte jeg 

en vished om, at Jesus Kristus var 

min frelser, og ikke bare min men 

alles. Jeg følte det som om, alting 

var forandret og aldrig ville blive det 

samme igen. 

Og hvad så? Der er gået femten år. 

Jeg er stadig kristen, men der er 

dage, hvor jeg synes, at min tro fyl- 

der uendeligt lidt. På mange måder 

minder mit forhold til Jesus om den 

følelse, man får, når man tænker på 

en højt elsket ven, som man ikke 

har set i mange år. Længslen er 

næsten håndgribelig og sidder som 

en knude i maven, men samtidig 

kan man næsten ikke huske, hvordan 

han eller hun ser ud. Jeg ville 

gerne have, at min tro fyldte meget 

mere, men de gode fortsætter om 

at få en daglig stund i bøn konkurrerer 

i antal med de overspringshandlinger, 

jeg foretager, når tiden 

nærmer sig. 

Jeg står i en situation, hvor jeg i 

høj grad kan bruge noget åndelig 

vejledning, og jeg er næppe den 

eneste. 

Tidens tendenser 

Med stigende personlig alder, og 

måske også i stigende antal, bliver 

mennesker mere søgende. Vi vil 

have noget mere. Vi begynder at 

spørge. Vi begynder at søge, efter 

mening – efter indhold. Vi vender 

os mod religionen. Religionen, 

denne lidt glemte og lidt hengemte 

sag, jaget i skjul af oplysning og 

materialisme, dog med en renæssance 

efter ’68. Nogle vender sig 

mod fremmede religioner og ideer, 

men mange vender sig mod kristendommen. 

Nu begynder vi at se 

kvaliteterne. Totusind år på bagen 

og stadig levende, i hvert fald nogle 

steder. Efterspørgslen stiger. Ikke 

så meget efter den traditionelle 

måde kirken har været på. De fleste

af os har fået døbt vores børn, men 

har ellers ikke overrendt kirken. 

Kirkens gudstjeneste om søndagen 

virker for mange lidt stiv og fremmed. 

Der sker ikke så meget her. 

Det, vi efterspørger, er mennesker 

med en direkte erfaring af Gud. 

Mennesker der kan give os åndelig 

vejledning. Vi vil gerne have nogle 

metoder og teknikker, der kan åbne 

op for den åndelige dimension. På 

luthersk grund har det ikke været i 

højsædet. Mærkeligt nok, for Luther 

selv undervurderede aldrig betydningen 

af det personlige Gudsforhold. 

Tværtimod var det præcis det, han 

mente var vejen frem. 

Luther 

Luther selv var et barn af den katolske 

kristendom og af klostervæsenet. 

Han blev som ung mand munk. 

Han levede i mange år med augustinerordenens 

regler, og gjorde 

på et tidspunkt op, ikke bare med 

afladshandelen, men også med 

store dele af klostervæsenet. Meget 

af hans kritik var yderst berettiget. 

Han var dog ikke den første, der 

påpegede grove fejl ved kirken. 

Heller ikke den sidste, men som hos 

mange, der har fået øje på fejl i det, 

de tidligere troede på, blev kritikken 

meget hård. Der er en slags penduleffekt 

i den slags opgør. Luther så 

klostervæsenet som eksponent for 

et verdensfjernt og elitært system, 

der kilede sig ind mellem den enkelte 

og Gud med alle mulige og især 

umulige krav. Det måtte fjernes. 

Guds nåde var os nok. 

Frelsen var ikke kirkens eller præsternes 

men tværtimod den enkelte, 

der i tro af Guds nåde modtog 

frelsen. I Luthers lille katekismus er 

der anvisninger på et enfoldigt troens 

liv i den stand, man nu engang 

var sat i. Præsterne kunne ikke helt 

undværes. De skulle forvalte sakramenterne 

og forkynde Guds ord, så 

Gud kunne holdes levende hos den 

enkelte. Selv om den enkelte selv 

stod i et direkte forhold til den nådige 

Gud, var der et fælles ansvar 

for dagligt at vokse og bevare sig i 

troen. 

Vi søger efter mening og indhold, både i og uden for kirken. Her pilgrimme, 

der knæler på trappen i Santa Scala i Rom 

Foto: Michael Jahn 

Sandt var det, at der var mange 

vildskud i klostervæsenet, men 

nogle af dem skyldtes måske 

mere, at klostervæsenet og kirken 

var blevet magtbærende end 

selve ideen om en tilbagetrækning 

fra det pulserende liv. Som 

statsreligion var kirken en oplagt 

karriere-mulighed for unge ambitiøse 

mænd. Luther var vel sådan 

set selv en af dem. Doktor som 

han jo var blevet. Dermed kom de 

personlige ambitioner måske lidt 

i forgrunden, mens tjenesten for 

Gud trådte lidt i baggrunden. Ud 

røg i hvert fald klostervæsenet og 

dermed f.eks. hovedparten af fattigforsorgen. 

Et ellers ret centralt 

kristent foretagende skulle man 

mene. Ligeledes røg de evangeli- 

ske råd, som var fundamentet for 

klostervæsenet. 

De evangeliske råd 

De evangeliske råd: Fattigdom, 

lydighed og afholdenhed står 

centralt i den tidlige kristne kirkes 

historie. Deres præcise oprindelse 

kendes ikke, men de optrådte i 

de kilder, som Bendict af Nursia, 

brugte som forlæg for sin klosterregel. 

Her blev livet reguleret, fællesskabet 

støttede den enkelte i 

bestræbelserne på at leve et Gud 

velbehageligt liv, og abbeden trådte 

ind som det ret håndfaste symbol 

på den, hvem man skyldte lydighed. 

Fattigdommen gjaldt i første 

række den personlige ejendomsret, 


og afholdenheden fulgte af separationen 

af mænd og kvinder. 

I vore dage er det meget få, der 

vælger den livslange forpligtelse, 

som et klosterliv kræver, og selve 

klostertraditionen findes næsten 

kun i katolsk sammenhæng. 

Behøver vi andre overhovedet de 

evangeliske råd? Ja, men vi er nødt 

til at tolke dem ind i den tid, vi lever 

i, ellers bliver de til en rigid overholdelse 

af en lov. Hvis vi omvendt 

forkaster dem, forkaster vi nogle af 

de mest præcise og holdbare vejledninger, 

der nogensinde er givet. 

Hvad kunne de da betyde i dag? 

Hvilke er de problemer, som de kan 

hjælpe os med? 

Afholdenhed 

Traditionelt har det været tolket 

som seksuel afholdenhed. I vore 

dage er singlekulturen på den ene 

side mere fremherskende end 

nogensinde. På den anden side er 

den langt mindre synlig end parret 

og familien. Hvor mange valgløfter 

blev der f.eks. givet til singlerne 

ved sidste valg sammenlignet med 

børnefamilierne? Det medfører, at 

et menneske, der lever alene, ofte 

opfattes som værende i en venteposition. 

Man venter på partneren. 

Det at være alene giver imidlertid 

nogle muligheder, som sjældent fås 

i et parforhold og måske aldrig i en 

børnefamilie. I hvert fald bør man 

holde op med at betragte det at 

være alene som at være amputeret. 

Når det så er sagt, bør man måske 

begynde at betragte afholdenheden 

som andet og mere end seksuel. 

Jeg har med vilje brugt ordet afholdenhed 

og ikke ordet kyskhed. 

Afholdenheden strækker langt videre. 

Afholdenheden er at fravælge 

et liv med stort forbrug af hensyn 

til jordens ressourcer, af hensyn 

til sultende mennesker i verden. 

Afholdenhed er at ville give afkald 

til fordel for sit medmenneske. 

Fattigdom 

Fattigdom ligger i forlængelse heraf, 

men det er også noget andet. 

Det er ikke at være bundet til de 


ting vi omgiver os med. Det er at 

vide, at det vigtige ikke ligger i bilen 

eller huset. Alle disse ting har vi til 

låns. Ej heller ejer vi vores ægtefælle, 

vores børn eller vore venner. 

Vi har dem til låns. 

Lydighed 

Det sværeste for mennesker i den 

moderne verden er nok lydigheden. 

Fra Adam og Eva og til i dag 

har mennesket gjort oprør mod 

autoriteterne. Udvendigt set er det 

godt nok. Vi godtager ikke enhver 

autoritet men kræver begrundelse, 

og på den måde holdes vilkårlighed 

fra myndighedernes side i ave. 

Set i forholdet til et gudhengivent 

liv er det imidlertid en anden sag. 

Lydighed er ikke en underkastelse 

under menneskelige guruer, men 

er en besindelse og en ydmyghed 

over for andre mennesker uanset 

deres status. En ydmyghed over for 

livet. 

Der ligger altså masser af gods i 

den klassiske klostertradition, når 

der tales om åndelig vejledning. 

Ove wikström er også inspireret 

heraf i sin bog ”Det blændende 

mørke”. For eksempel henviser 

han på s. 79 netop til lydigheden 

mod en regel. Ikke en færdiglavet 

regel, håndhævet af andre, men en 

indre regel, i lydighed overholdt når 

sjælens mørke nat sænker sig over 

dagen. Måske kan de evangeliske 

råd også bruges i forhold til at leve 

et ansvarligt liv i den verden og den 

hverdag, der nu engang er vores. 

Det er der faktisk politik i. 

Religion og politik 

”Her i landet blander vi ikke religion 

og politik”. Det var måske ikke den 

mest brugte frase i den nyligt overståede 

valgkamp, men den dukkede 

op mange gange, ikke mindst 

henvendt til de religiøse ledere 

uden for den kristne tro. Men skal 

vi lade være med at blande religion 

og politik? Kan vi lade være? Jeg 

tror det ikke. For den, som har en 

tro, vil den naturligvis afspejle sig i, 

hvorledes vi ønsker at vores liv og 

det samfund, det udfolder sig i, skal 

være indrettet. Ikke at blande politik 

og religion er noget, man ønsker 

af de andre. Den venlige forklaring 

er, at man ikke kan se, at man selv 

blander det sammen, fordi det er så 

integreret i ens egen personlighed. 

Selvfølgelig er politik mange ting, 

og man kan og skal ikke, med henvisning 

til hvad Gud vil, pålægge 

andre byrder, som ikke i lige grad 

bæres af en selv. Ligeledes er religionsudfoldelse 

mange ting, og har 

man en ledende post i en religiøs 

sammenhæng, må man være sig 

sit ansvar bevidst og undlade at 

bruge sin post som en platform for 

sine egne personlige antipatier. 

Men at bede et troende menneske 

om ikke at blande sin tro ind i den 

politik, det ønsker, er umuligt. Hvem 

ville vel bede en politiker om ikke at 

blande sin overbevisning ind i den 

politik han fører? 

Om tilvalg og fravalg 

Vi her i Danmark lever på en måde, 

så konsekvensen af et tilvalg sjældent 

rammer os som et radikalt 

fravalg. Vi kan meget ofte få et 

både-og. Og dog. Måske kommer 

vi på et eller andet tidspunkt frem til 

et punkt, hvor vi alligevel er nødt til 

at tage nogle konsekvenser af det, 

vi tror på. Vi kan starte med at tage 

på retræter, til gospelgudstjenester, 

kristen meditation eller andre ting, 

og det kan vi få det godt af. 

Sagt med en overskrift i Kristeligt 

dagblad fra d. 4.marts, s. 14: ”Intet 

er vigtigere end individets velvære”. 

Artiklen handler om den moderne 

terapikultur. Den enkelte er sin egen 

højeste autoritet, og forpligtelse på 

fællesskabet er først og fremmest 

en kilde til neuroser. Sammenholdt 

med at religiøse mennesker bevisligt 

lever længere og er mindre syge 

end gennemsnittet, må troen kunne 

indregnes på linie med et besøg 

i motionscentret, en multivitamintablet 

med omega3 og en tid hos 

psykologen. Desværre har troen det 

med at gå hen og blive krævende, 

hvilket måske er årsagen til, at man 

ser en øget tendens til at benytte 

teknikkerne fra religionen, f.eks.

meditation, uden det forpligtende 

indhold. Vi får den blodtrykssænkende 

effekt uden at skulle forholde 

os til en snærende moral. Nemt 

og bekvemt. ”Menneske først og 

kristen dernæst”, sagde Grundtvig. 

Det udsagn har vi taget til os. Vi er 

vel i høj grad menneske først. Det 

er også fint, bare vi ikke glemmer 

”kristen dernæst”. 

I den kristne sammenhæng er der 

det yderligere ”problem”, at stort set 

det hele drejer sig om relationer. 

Relationen til Gud og relationen til 

næsten. 

”- og relationen til mig selv” siger 

den opvakte læser. Desværre så 

ligger der i selve begrebet ”relation”, 

at vi er nødt til at forholde os til 

en anden end os selv. Uanset hvor 

mange dele, vi kan finde i vores 

eget mere eller mindre ubevidste, 

som vi kan forsøge at komme i 

dialog med, så er og bliver det dog 

mig selv. Misforstå mig ikke. Jeg 

har endog meget stor respekt for 

de underbevidste mekanismer og 

mener helt klart, at der er meget at 

hente i flere af de teorier, der handler 

om det ubevidste og ligeledes i 

de terapiformer, der er afledt heraf. 

Jeg mener også, at psykoterapi kan 

være både ønskeligt og nødvendigt 

i en lang række situationer og bør i 

hvert fald altid tænkes med, når der 

er tale om en egentlig sygdom, det 

være sig depression, angst, eller 

andet. Og selvfølgelig kan troen 

også være en fantastisk støtte i et 

egentligt sygdomsforløb. 

Indvendingen går på at bruge troen 

som en bekvem måde at få ryddet 

op i sig eget hus. Ja, ryddet op kan 

vi måske godt få, men tro ikke at 

det bliver bekvemt. På sigt går det 

netop hen og bliver forpligtende, og 

det er det nok godt at vide, inden 

man går gang. På den anden side 

kan det, når de egentlige psykiske 

sygdomme er undtaget, være 

meget godt at have et fokus, der 

ligger lidt uden for en selv. Men det 

er vist ikke lige tidens mest populære 

trend. 

I den kristne søgen, kan man se 

retningen, men ikke målet. 

Foto: Michael Jahn 

Længsel eller tro 

Faktisk viser det sig, at der er en 

klar tendens til, at vi vægrer os ved 

at tro, især på autoriteter uden for 

os selv. Og en sådan er Gud. Der 

findes overbevisninger, der mener, 

at Gud er inden i en selv, ja måske 

endda er en selv. Både den klassiske 

og den moderne gnosticisme 

har dette standpunkt, men lad os 

se bort fra det her og nøjes med, 

lige nu i hvert fald, at forholde os 

til den etablerede kristendom. Her 

er Gud unægtelig en autoritet, og 

hvad stiller man op med sådan en? 

Undertiden står han jo ligefrem i 

vejen for ens åndelige udvikling 

med alle de der krav. 

Sagen er vel, at det er forholdsvis 

nemt at forklare andre, hvad det 

rigtige er, især hvis man kan påberåbe 

sig Gud som autoritet (bare se 

hvad jeg forsøger her for eksempel). 

Anderledes svært er det selv at 

underlægge sig Guds autoritet. Netop 

ikke som en autoritet man kan påberåbe 

sig over for andre men som en 

lavmælt samvittighedens stemme. En 

stemme, der lyder, når bønnen bliver 

stille, og som man må leve efter, men 

ikke kan fortælle andre om. 

”I begyndelsen var……” 

Den åndelige vejledning på kristen 

grund har en lang tradition. Den 

starter med Jesus, der som åndelig 

vejleder for sine disciple satte rammerne 

for al fremtidig åndelig vejledning. 

Vejledningen bestod i høj grad 

i at gå vejen først, altså eksemplets 

magt. Det betyder ikke, at ordene 

ikke er vigtige. Paulus skrev f.eks., 

at troen kommer af det, som høres 

(Rom 10,17) Det betyder bare, at 

der aldrig var en modsætning mellem 

det Jesus sagde, og det han 

gjorde. Al åndelig vejledning i kristen 

sammenhæng starter og slutter med 

Jesus. Det betyder ikke, at der ikke 

kan findes åndelig vejledning, der 

har et andet grundlag. Det er bare 

ikke kristen åndelig vejledning. Det 

ligger i ordene. Jesus er per definition 

både ophavet til, forbilledet for 

og målet med den kristne åndelige 

vejledning. I hans møde med mennesker 

ser vi det første og vigtigste 

forbillede for både den åndelige vejledning 

vi kan ønske at modtage og 

den åndelige vejledning vi måske, 

om Gud og Helligånden vil det, kan 

komme til at give andre. 

Til allersidst et par citater 

Som jeg ikke kan huske, hvor jeg 

har set, men de er for gode til ikke 

at bringe. Jeg håber på ophavsmenneskenes 

tilgivelse og bringer 

gerne en kildehenvisning i næste 

nummer af IKON. 

"Åndelig vejledning er livsvejledning". 

"Den spirituelle vej er ikke en 

vandring mod større guddommelighed, 

men mod større menneskelighed". 


Anne Birgitte Reiter er 

åndelig vejleder og præst 

ved Odense Domkirke. 

IKON har talt med hende om hendes 

erfaringer med åndelig vejledning, 

og om de tanker og overvejelser 

om åndelig vejledning, hun har 

gjort sig. Om sig selv fortæller Anne, 

at hun har været præst i 15 år. Hun 

er gift og har tre børn og ud over 

præstegerning og familieliv holder 

hun bl.a. af at lave mad og sejle: 

”Det er vigtigt at have en anden 

side, når man har et åndeligt arbejde. 

Munkevæsnet har fat i noget 

vigtigt, når de betoner sammenhængen 

mellem bøn og arbejde – Ora 

et Labora” (bed og arbejd – red.). 

Det er Gud, der er Vejlederen 

Åndelig vejledning er mange ting. 

Anne Birgitte Reiter fortæller, at 

noget af det vigtigste for hende 


En hjælp til livet og troen 

Af Birgitte Nør Jahn 

Åndelig vejledning en hjælp til at få tro og hverdagsliv til at hænge 

sammen og en hjælp til at opnå en dybere forståelse af de ting, der er 

i ens tro, og de ting man gør som troende – særligt bøn og bibellæsning 

Birgitte Nør Jahn er cand. teol. 

og redaktør på IKON-bladet 

er, at vejledningen lægges i Guds 

hånd, fordi det er Ham, der er 

Vejlederen: ”Når åndelig vejledning 

går godt, så er det fordi Gud er 

med os”. Dernæst betoner hun, at 

åndelig vejledning ikke er guruvejledning 

men en ligeværdig samtale. 

Et venneforhold, hvor én ven giver 

en anden ven vejledning uden at 

opkaste sig som autoritet. Sagt med 

andre ord: ”Åndelig vejledning er 

en form for jordmoderfunktion, det 

er at være den, der følger med på 

vejen og være det menneske, som 

er med til at kigge på en andens 

liv og få øje på, hvor Gud er i det.” 

Et vigtigt tema i åndelig vejledning 

er brug af biblen: ”Det er vigtigt at 

inddrage de bibelske fortællinger og 

henlede folks opmærksomhed på, 

at deres historie ligner en historie 

i biblen”, siger Anne Birgitte Reiter 

og fortsætter: ”Her har man som 

præst og åndelig vejleder et stort 

ansvar for at kende biblen og sætte 

den i arbejde”. 

Åndelig vejledning – en hjælp 

til at få tro og hverdagsliv til 

at hænge sammen 

”Åndelig vejledning en hjælp til at 

få tro og hverdagsliv til at hænge 

sammen og en hjælp til at opnå en 

dybere forståelse af de ting, der er 

i ens tro, og de ting man gør som 

troende – særligt bøn og bibellæsning”, 

lyder det fra Anne Birgitte 

Reiter. Det kan selvsagt gøres 

på mange måder. Anne Birgitte 

Reiter fortæller, at hun ikke følger 

en bestemt tradition i sin åndelige 

vejledning. Hun plukker fra dem og 

bruger de dele, der tiltaler hende 

mest og de dele, der passer bedst 

til den, hun har i vejledning. Fra 

den ignatianske tradition bruger 

hun ”Lectio Divina” (Guddommelig 

Læsning – red.), som er en langsom 

læsning af de bibelske beretninger. 

Først læser man teksten 

igennem, idet man visualiserer, 

hvad der sker. Dernæst koncentrerer 

man sig om enkelte ord og 

tilslut læser man hele teksten igen, 

mens man mærker efter, om Gud 

var nærværende i det, man læste, 

og på hvilken måde han var nærværende: 

”Det er nemt at få fat i 

Bibelselskabets læseplan, men folk 

mangler konkrete anvisninger på, 

hvordan man kan læse biblen.” Fra 

den karmellitiske tradition bruger 

Anne Birgitte Reiter den stille bøn. 

Forudsætninger for 

at være åndelig vejleder 

Interessen for åndelig vejledning 

udsprang af Anne Birgitte Reiters 

sjælesorgspraksis for 6 – 7 år 

siden. Anne Birgitte Reiter oplevede 

et ofte uudtalt behov hos folk, når 

de søgte hende som sjælesørger: 

”Folk henvender sig som regel med 

nogle bestemte ting og ved ikke, 

at de også har et andet behov; et 

behov for åndelig vejledning, som 

præsten kan hjælpe dem med. 

Også præsten selv må være klar 

over, at mennesker har et behov 

for hjælp til andet og mere end de

”At være præst og åndelig vejleder gør, at man både fysisk og åndeligt kommer direkte ind i dagligstuen 

hos folk og mærker, at her er mere end blot ord til stede; at her er Helligånden tilstede”, siger Anne 

Birgitte Reiter. 

Foto: Birgitte Nør Jahn 

umiddelbare problemstillinger. ”En 

blind kan ikke lede en blind””. 

Anne Birgitte Reiter har taget en 

del af uddannelsen til åndelig vejleder 

på San Francisco Theological 

Seminary i USA. Et presbyteriansk 

præsteseminarium, der har 

åndelig vejledning som et særligt 

kursus. En betingelse for at starte 

på uddannelsen er, at man selv er 

i åndelig vejledning. På den måde 

knyttes teori og praksis sammen fra 

begyndelsen. Også sjælesorgsuddannelsen 

på Præstehøjskolen har 

hjulpet hende meget: ”Her har jeg 

lært den fænomenologiske metode 

som grundlaget for samtale, dvs. 

at være ikke-tolkende og åbent lyttende 

til det, der lægges frem.” På 

spørgsmålet om det er nødvendigt 

med en uddannelse som åndelig 

vejleder for at kunne fungere 

som åndelig vejleder, svarer Anne 

Birgitte Reiter: ”Jeg håber enhver 

præst opfatter sig selv som åndelig 

vejleder – hvis man bliver spurgt 

om, hvordan man beder en bøn, så 

må man give et svar, som rækker 

længere end til at bede Fadervor”. 

Også lægmænd kan være åndelige 

vejledere, pointerer Anne Birgitte 

Reiter: ”Det vigtigste er, at man 

selv har et trosliv, og at man selv 

modtager åndelig vejledning. Som 

åndelig vejleder skal man endvidere 

være interesseret i andre mennesker. 

Man skal være nysgerrig og 

empatisk. Det er vigtigt, at man kan 

lytte, at man er fordomsfrit indstillet 

og sikker på sin egen grund. Ingen 

vil have vejledning af en, der bare 

”kører med””. 

Det er en forudsætning for at være 

åndelig vejleder, at man selv har 

en åndelig vejleder. Anne Birgitte 

Reiters åndelige vejleder er Sankt 

Joseph søster. ”Det er af afgørende 

betydning at have en åndelig vejleder 

– det forhindrer mig i at gå 

vild, men det kræver stor tillid til et 

andet menneske for det religiøse 

er sårbart.” Det at have en åndelig 

vejleder har ikke ændret noget 

ved fundamentet for Anne Birgitte 

Reiters tro: ”Jeg har altid, også i 

mine tvivlsperioder, følt mig som 

et Guds barn, men det ville være 

vanvittigt at forestille sig, at man 

ikke skulle vokse i troen – ikke 

nødvendigvis til en større tro men til 

en modnet tro. Mange går gennem 

livet og opdager pludseligt, at ens 

barnetro ikke er nok, når man for 

alvor møder modgang. Åndelig vejledning 

hjælper troen med at vokse 

og modnes.” 

Man bliver forandret 

Anne Birgitte Reiter siger, at hendes 

syn på andre mennesker har 


ændret sig i og med, at hun er blevet 

åndelig vejleder: ”Jeg har lært 

at være mindre dømmende og at 

lytte i stedet for straks at afvise, og 

jeg er kommet til at se på folk med 

ømhed og kærlige øjne”. 

Åndelig vejledning har i høj grad 

påvirket Anne Birgitte Reiters opfattelse 

af det at være præst: ”Jeg er 

blevet opmærksom på, at en præst 

bør være en, der beder – den side 

af præstegerningen lagde jeg ikke 

så stor vægt på før. Der var jeg 

mere kulturelt- kirkelig end religiøskirkelig. 

Da jeg fik øjnene op for 

åndelig vejledning, var jeg præst i 

et ikke særligt kirkeligt sogn, og jeg 

stod på hovedet for at lave kulturelle 

aktiviteter, som kunne få folk i 

kirke. Det virkede bare ikke! Kirken 

skal være Kirke. Den skal stå for 

tro og fortælle folk om, hvad tro 

er. I San Fransico oplevede jeg en 

kirke, som virkelig lægger vægt på 

at være religiøs-kirkelig, men som 

også havde aftner, hvor man dansede 

swing. Det kan man sagtens, 

når ingen er i tvivl om, hvad fundamentet 

er.” 

Anne Birgitte Reiter har oplevet 

en stigende interesse for åndelig 

vejledning i de år, hun har beskæftiget 

mig med det. Folk kommer 

af mange grunde: længsel efter 

at lære Gud bedre at kende, utilfredshed 

med livet, sygdom, længsel 

efter at lære sig selv bedre at 

kende: ”Det sidste behøver ikke 

at være navlepilleri, man har brug 

for at lære sig selv at kende for at 

kunne være noget for andre, og i 

kristen vejledning vejleder man altid 

til fællesskab.” 

Åndelig vejledning – en 

mangfoldighed af muligheder 

Anne Birgitte Reiter opsøges på 

forskellig vis af mennesker, der 

ønsker åndelig vejledning. ”I sognet 

opsøger folk mig spontant, og 

så sker det, at folk spørger om jeg 

vil være åndelig vejleder for dem, 

når jeg er ude og holde foredrag. 

Jeg har 3 – 4 samtaler om måneden 

– som fuldtidspræst er det 

begrænset, hvad man kan nå. Det 


er fortrinsvis kvinder i 40 – 60 års 

alderen, der opsøger mig”. ”Man 

behøver ikke være kristen for at 

modtage åndelig vejledning, men 

hvis man søger den i kirken, må 

man være indstillet på at møde 

den kristne tro”, siger Anne Birgitte 

Reiter. Hvor længe folk er i åndelig 

vejledning hos Anne Birgitte Reiter 

er meget individuelt. ”Der er mennesker, 

jeg taler med én gang, og 

der er mennesker, som jeg ser 

længe. I begyndelsen ses vi en 

time en gang om måneden, senere 

er det efter behov.” Hvad angår 

formen er der en fast men simpel 

form. Anne Birgitte Reiter fortæller, 

at det er vigtigt, at der er sørget 

for ro, og at hun tænder et lys. Når 

rammerne er i orden, beder hun 

en bøn: ”…og så stiller jeg mig til 

rådighed med min opmærksomhed. 

Til slut beder jeg for vedkommende.” 

Folk må gerne komme 

med egne ønsker, nogle ønsker fx 

at slutte med håndspålæggelse og 

velsignelse. Anne Birgitte Reiter 

har også haft grupper, som mødes 

til åndelig vejledning. En god størrelse 

er 5 – 8 personer. Vejledning 

i grupper er mere ritualiseret end 

den individuelle vejledning. Styrken 

ved gruppevejledning er, at deltagerne 

hjælper hinanden med at se 

på, hvordan Gud er nærværende 

eller fraværende i livet: ”Det er 

fantastisk at opleve, hvordan mennesker 

låner hinanden ører og tolkning 

på en kærlig og omsorgsfuld 

måde. Rigtigt mange har aldrig 

fortalt om deres religiøsitet til andre 

mennesker, så på den måde kan 

det være en grænseoverskridende 

oplevelse.” 

Vejledning er ikke kun den formaliserede 

åndelige vejledning. 

Anne Birgitte Reiter fortæller, at 

Natkirken i Odense Domkirke er 

blevet et sted, hvor åndelig vejledning 

foregår i passende doser, idet 

mennesker kommer og snakker. 

”Natkirken er i det hele taget et 

kæmpe aktiv for kirken som sådan 

– her er præsten til stede og til 

rådighed i timevis”. Anne Birgitte 

Reiter nævner, at hun tror, at alle 

mennesker, på et eller andet tidspunkt 

i deres liv, har brug for ånde- 

lig vejledning, men at det er vigtigt 

at tænke bredt, når man taler om 

åndelig vejledning: ”Der er også 

vejledning i det at gå til juniorkonfirmand 

– vejledning er en vigtig 

dimension i alt kirkens børne- og 

ungdomsarbejde. Men vi er dårlige 

til at følge op på vejledningen. Når 

folk bliver voksne, bliver troslivet 

noget, man selv skal klare.” 

Det bedste og det sværeste 

Om det bedste ved at være åndelig 

vejleder siger Anne Birgitte Reiter: 

”Det er en fantastisk gave at få lov 

til at være tæt på et menneskes 

dybeste tro og tvivl. At være præst 

og åndelig vejleder gør, at man 

både fysisk og åndeligt kommer 

direkte ind i dagligstuen hos folk. 

En anden stor ting er, når man 

mærker, at her er mere end blot 

ord til stede, at her er Helligånden 

tilstede”. Der er også ting, der er 

svære: ”Det kan være tungt at bære 

på folks historier, og der er et stort 

ansvar forbundet med at være 

åndelig vejleder. Ansvaret for at 

komme til at sige noget forkert eller 

ikke at høre efter og på den måde 

gøre folk ondt”. 

Spiritualiteten hos 

ørkenfædrene og i 

den keltiske tradition 

Retræte på Solåsen 

- Peterstiftelsen i 

Norge fra lørdag 

d. 24. september til 

søndag d. 2. oktober 

2005. 

Program følger. 

Yderligere oplysninger 

fås hos: 

Charlotte Birch 

tlf. 44 44 94 96 

ole.birch@mail.dk

At være hinandens sjælsvenner: 

Behovet for åndelig vejledning 

og medvandrerskab 

vokser i tiden. Flere og 

flere søger en mening med livet 

– en mening, som rækker ud over 

hverdagen, og ned i tilværelsens 

dybere rødder. Hvor kommer vi fra? 

Hvor hører vi til? Hvad er essensen 

i livets mening? Netop i forhold til 

disse spørgsmål har den keltiske 

tradition en dybde at byde på, som 

er sjælden i moderne tid. 

Den keltiske tradition strækker sig 

langt tilbage, til en tid der er før-kristen 

– men den del af den keltiske 

virkelighed, som vi her vil fokusere 

på, tager udgangspunkt i den tid, 

hvor keltiske munke rejste på kryds 

og tværs af Europa for at skabe et 

tættere forhold til kristendommen 

blandt almindelige mennesker, og 

Åndelig vejledning i keltisk tradition 

Af Elizabeth Knox-Seith 

”Netop i modet til at praktisere opbruddet, var en sjælsven af afgørende betydning. 

Hvordan kunne et menneske indgydes mod til at følge Guds ånd, hvis ikke det var i 

følgeskab med en nærtbeslægtet, der også delte kaldet til at bryde op?” 

Elizabeth Knox-Seith er magister 

i kultursociologi og ansat 

i Areopagos. Hun arbejder 

desuden for DR, og har på det 

seneste lavet research for en film 

produceret for DR2, der beskriver 

en pilgrimsrejse til Iona. 

ikke kun blandt konger og kejsere. 

Vi taler her om 5-700-tallet – nok 

den periode i europæisk historie, 

hvor den kristne keltiske spiritualitet 

fik det bredeste vingefang. 

”anam cara” 

Blandt de keltiske munke var 

begrebet ”anam cara” – sjæleven 

– stærkt udbredt. Man kunne ikke 

rejse ud i verden som missionær, 

uden at have en åndelig vejleder, 

og ofte heller ikke uden at være vejleder 

for andre. Man var, i dybeste 

forstand, vejfarere sammen – på 

veje ud over det brede kontinent, 

man ikke vidste, hvor førte hen. 

Den irske teolog og poet John 

O`Donohue beskriver anam carabegrebet 

således: 

”Den keltiske tradition anerkendte, at 

anam cara-venskab var begunstiget 

med hengivenhed. Venskabet vækker 

hengivenheden til live. Hjertet 

lærer nye måder at føle på. Den 

slags venskaber er hverken intellektuelle 

eller abstrakte. Ifølge keltisk 

tradition var anam cara ikke blot en 

metafor eller et ideal. Den var et 

sjælebånd, der fandtes som et anerkendt 

og beundret samfundsmæssigt 

begreb. Den ændrede betydningen 

af identitet og sanseopfattelse. 

Når hengivenheden vækkes til live, 

antager intellektets verden en ny 

ømhed og medfølelse. Anam cara 

bringer erkendelsesmæssig integration 

og helbredelse." 1 

Budskabet om Kristi nærvær 

En af de kendteste skikkelser i den 

keltiske tradition er Sankt Columba, 

som kom til øen Iona fra Irland i år 

563. Han rejste af sted i en lille båd 

sammen med 12 vejfarende munke, 

og efterlod en række konflikter bag 

sig. Han vidste, da han drog af sted, 

at han ikke ville vende tilbage til 

sit elskede land, og at kun vinden 

kunne bestemme, hvor hans nye 

bestemmelsessted var. Da munkene 

kom til Iona og gik i land på den 

stenede kyst, der i dag legendarisk 

er kaldt ”Sankt Columbas Bay”, gik 

de et stykke ind i landet og op på 

en lille bakke. Der så de sig tilbage 

og bemærkede, at Irlands kyst ikke 

længere var synlig. Den lille bakke 

fik navnet: ”Bakken uden tilbagevenden”. 

Derefter begyndte et nyt liv, med 

grundlæggelsen af et klostersamfund, 

der fik stor betydning for 

udbredelsen af kristendommen i 

store dele af Europa. Fra Iona, vejledt 

af Sankt Colomba, rejste munke 

ud, og dannede stadigt nye netværk 

af sjælsvenner, som delte den fælles 

mission at brede budskabet om 

Kristi nærvær ud til alle folk. 

Sjælsvenskabet i den keltiske tradition 

er båret af dyb respekt for den 

enkeltes livsvej, og for det faktum, 

at mødet med Gud kan tage mange 

former. Netop dette forudsætter 

bevidstheden om nærværet, om det 

særligt unikke i hver enkelt relation, 

både mellem mennesker, og mellem 

det enkelte menneske og naturen, 

og mellem alle skabninger og Gud: 


”Kærligheden er den tærskel, hvor 

det guddommelige og menneskelige 

nærvær flyder sammen som tidevandets 

ebbe og flod. Alt nærvær 

afhænger af bevidstheden. Hvor 

der findes en dyb opmærksomhed, 

findes der ærbødighed overfor nærværet. 

Hvor bevidstheden er sløvet, 

fjern eller blind udvikler nærværet 

sig kraftesløst og forsvinder. Følgelig 

er opmærksomheden en af de største 

gaver, man kan bringe venskabet. 

Mange mennesker har en anam 

cara, som de ikke rigtigt er bevidste 

om. Manglen på opmærksomhed 

tilslører vennens nærvær og fremkalder 

følelser af afstand og fravær. 

Sørgeligt nok er det tit tabet, som 

vækker nærværet til live, men da er 

det for sent. Det er klogt at bede for 

genkendelsens nådegave." 2 

Tre slags matyrier 

Sjælebåndet var en forudsætning 

for den færd, munkene drog ud på 

– og forudsætningen for det martyrium, 

de ofte påtog sig. I den keltiske 

tradition skelner man mellem 

tre typer af matyrier: Det grønne, 

det røde og det hvide martyrium. 

Det grønne martyrium var for så 

vidt det enkleste. Det handlede 

om at leve i askese, i nærhed med 

naturen, uden at udbytte sin omverden. 

Det handlede om ikke at stille 

sig selv forrest, men altid næsten, 

”den anden”, at være nærværende i 

forhold til livet. Det handlede om at 

leve simpelt, uden de store fordringer, 

på det materielle plan. 

Det røde martyrium var det mest frygtede, 

men paradoksalt nok også det 

letteste: Det handlede om at dø for 

sin tro, at være bevidst om, at troen 

kan koste én livet. Mange munke 

døde på denne måde, dræbt under 

rejser, eller af vikinger, der tilfældigvis 

kom forbi og slagtede beboerne i 

klostrene. En af de kendteste massakrer 

skete på Iona i år 806, hvor 68 

munke blev dræbt af omkringrejsende 

vikinger ved ”Martyr´s Bay”, i dag et 

kendt pilgrimssted. 

Det hvide martyrium var det sværeste. 

Det handlede om at bryde op, 


Klostret Iona er blevet et kendt symbol på keltisk spiritualitet. 

foto: Elizabeth Knox-Seith 

at give slip på fortiden, at angre sine 

synder og bevæge sig ad nye veje, 

hengiven til den vejledning, der kom 

fra Gud. Dette martyrium foregik 

i det små, i hverdagens mangfoldige 

detaljer, og handlede dybest 

set om at opgive sit eget selv og 

stille sig fuld og helt til rådighed for 

Guds virke, for den vind, der blæser 

ubemærket gennem marv og ben, 

og kalder til et nyt liv, benådet med 

en ny ånd. Dette martyrium var for 

så vidt forudsætningen for de to 

andre, men samtidig det, der var det 

sværeste at lære og leve. Det var 

dette hvide martyrium, som Sankt 

Columba praktiserede, da han brød 

op fra Irland for at komme til Iona. 

Netop i modet til at praktisere 

opbruddet, var en sjælsven af afgørende 

betydning. Hvordan kunne et 

menneske indgydes mod til at følge 

Guds ånd, hvis ikke det var i følge- 

skab med en nærtbeslægtet, der 

også delte kaldet til at bryde op? 

Sankt Colomba, der var kendt for 

sine evner til at helbrede, og til at 

se mennesker dybt i sjælen, fungerede 

som vejleder og sjælsven for 

uendeligt mange – som igen fungerede 

som vejledere for endnu flere. 

Sjælsvenskaberne formede sig som 

vævede mønstre, mellem et utal 

af mennesker, der var indbyrdes 

forbundet – selvom ikke alle kendte 

hinanden. Også dyr, fugle, fisk, 

hvaler og mange andre af Guds 

større eller allermindste skabninger 

indgik i disse mønstre, og udgjorde 

tilsammen en stor harmoni, en prisning 

af skabelsen. 

Noter: 

1) Se John O´Donohue: ”Anam Cara”, Lindhardt 

og Ringhof, 1997, s. 13. 

2) Se John O´Donohue: ”Anam Cara”, Lindhardt 

og Ringhof, 1997, s. 12.

Jesper Nymann Madsen er medlem 

af IKON Danmarks bestyrelse og 

har 20 års erfaring med kristen/ 

buddhistisk dialog. Han er lærer 

på Marselisborg Gymnasium og 

har tidligere været missionær i 

Mongoliet, hvor han arbejdede med 

kristen/buddhistisk dialog i 3 år. 

Når man kommer til buddhistiske 

foredrag, hvor 

en tibetansk buddhistisk 

lama skal tale, bliver man lidt overrasket 

over den ydmyghed lamaens 

disciple har for ham. Inden 

lamaen kommer ind, sikrer de sig, 

at puderne i hans stol ligger rigtigt, 

de hælder te op og sørger for, at 

alt er klart. Under foredraget sidder 

der næsten altid en discipel 

ved lamaens fødder, som sikrer 

sig, at han hele tiden har, hvad han 

har brug for. Man kan se på disse 

disciple, at de ikke bare er frivillige 

møde-arrangører, der vil sikre, at 

alt forløber som det skal. De har et 

andet udtryk i øjnene, et udtryk af 

glæde og ydmyghed over at få lov 

at hjælpe lamaen. De har fået lov til 

Den buddhistiske guru/lama 

Af Jesper Nymann Madsen 

”Valget af lama er meget vigtigt for den nye buddhist. Faktisk kan en 

stor del af hans buddhistiske udvikling komme til at afhænge af det”. 

at sidde og tjene – det er bestemt 

ikke bare noget, der skal gøres. 

Men hvorfor er de så glade for at få 

lov at tjene deres lamaer? 

Det er ikke noget nyt i relationen 

mellem en lama og hans disciple, 

at disciplen næsten tilbeder sin 

mester. Der findes i tibetansk buddhisme 

en legende om munken 

Atisha (der levede omkring år 1000 

e.kr.), der blev spurgt af sine disciple: 

”Hvad er vigtigst, at følge mesterens 

regler eller at følge de buddhistiske 

skrifter”? Atisha var ikke i 

tvivl. At følge mesterens regler var 

vigtigst! Disciplene spurgte videre, 

hvorfor det forholdt sig således, og 

Atisha svarede, at selv om man 

kendte al filosofi, og kunne recitere 

alle buddhistiske skrifter udenad, 

var man stadig langt væk fra målet. 

Det var den buddhistiske praksis, 

der havde betydning – og praksis 

læres ved at følge lamaens råd 1 

Guruer som undervisere 

Lamaernes rolle som undervisere 

kan ikke overvurderes. Faktisk 

betyder ordet lama, religiøs lærer. 

Når et buddhistisk interesseret 

menneske første gang møder en 

lama, er det ofte til et foredrag, som 

lamaen holder om et eller andet 

buddhistisk emne. Derefter kan 

den interesserede knytte forbindelse 

til en gruppe af praktiserende 

buddhister og komme tættere på 

enten en bestemt lama eller på den 

gruppe af lamaer, som disse buddhister 

benytter. Den nye buddhist 

lærer i forskellige sammenhænge 

om buddhistisk filosofi og praksis, 

i første omgang ofte ved at læse 

buddhistisk litteratur, men meget 

hurtigt bliver læsningen suppleret 

af lamaernes direkte undervisning. 

Faktisk findes der, specielt indenfor 

Zen-buddhisme, en mistillid til 

religiøse skrifter, hvorfor mestrenes 

undervisning lige fra begyndelsen 

spiller en meget vigtig rolle. Når 

den buddhistisk interesserede vælger 

at blive officiel buddhist, gøres 

det ved et lille ritual – han tager tilflugt 

i buddhismen som frelsesvej. 2 

Hvis den nye buddhist ikke allerede 

har gjort det, finder han nu en 

bestemt lama, som han knytter et 

stærkt bånd til. Denne lama vil give 

sin nye elev gode råd om, hvordan 

han bedst udvikler sin meditation, 

og måske sender han ham på forskellige 

retræter. 

Den tantriske lama 

Hvis den nye buddhist efter en tid 

i den buddhistiske gruppe påbegynder 

en tantrisk praksis, vil han 

i nogle tilfælde skulle vælge en ny 

lama. (Red.: tantrisk buddhisme 

bruger den seksuelle kraft – konkret 

eller visualiseret - i sin meditative 

praksis). Om han vælger en ny eller 

bliver ved sin oprindelige mester 

er i den her forbindelse lige meget; 

det vigtige er, at han kan stole på 

og have tillid til den lama, han har 

valgt. Han skal være sikker på, at 

lamaen ikke vil misbruge det tillidsforhold, 

som i den efterfølgende 

tid vil blive opbygget mellem lærer 

og elev. Den buddhistiske litteratur, 

som de nye buddhister læser, 

indeholder vejledning i, hvordan 

man skal finde sin lama, og andre 


uddhister, som har arbejdet med 

deres lamaer gennem længere tid, 

hjælper de nye buddhister med 

deres erfaringer. Valget af lama er 

meget vigtigt for den nye buddhist. 

Faktisk kan en stor del af hans 

buddhistiske udvikling komme til at 

afhænge af det. Den tantriske praksis, 

som den nye buddhist begynder 

på, indebærer meget stærke 

oplevelser, og han risikerer at få 

psykiske/somatiske problemer, hvis 

han ikke bliver ordentligt vejledt. 

Disse problemer kan være alt lige 

fra stærke sindslidelser til permanent 

hovedpine. 3 

Når den nye buddhist har valgt sin 

lama, har han mulighed for at modtage 

forskellige tantriske indvielser. 

Disse indvielser er indgangen til 

de tantriske meditationssystemer. 

Igen er det meget vigtigt for vedkommendes 

oplevelser med disse 

tantriske systemer, at han har fuld 

tillid til sin tantriske vejleder. Derfor 

er et af de vigtigste løfter, der skal 

aflægges i forbindelse med disse 

indvielser, at man vil betragte alle 

lamaens handlinger positivt. Det 

hedder således i en vejledning til 

Kalacakra-tantra: 

”Det første af de fundamentale 

løfter drejer sig om relationen til 

guruen. Dette løfte brydes, hvis 

man misbruger eller misbilliger sin 

åndelige mester. Når man først har 

etableret en relation til en guru, bør 

man opfatte sin guru på den rette 

måde og have den rette ærefrygt 

for ens åndelige underviser”. 4 

Faktisk kommer ens lama på det 

åndelige område til at spille en 

rolle, som modsvarer den rolle ens 

biologiske far har haft. De råder, 

vejleder, disciplinerer og de andre 

disciple, som denne lama har indviet, 

bliver opfattet som ens brødre 

og søstre. 

Linieholdere 

De største lamaer er dem, som symbolsk 

bærer en bestemt buddhistisk 

tradition. Det er mestre, som f.eks. 

lederen af Kargypa-traditionen. 6 

Lama Karmapa er den mest betyd- 


ningsfulde lama inden for Kargypatraditionen. 

Han kan sammenlignes 

med Paven i Den Katolske Kirke. 

Da de tantriske teknikker næsten 

altid involverer en eller anden form 

for indvielses ritual, hvor en slags 

åndeligt frø - som senere skal spire 

i disciplens sind - overføres fra 

mesteren til disciplen, er det meget 

vigtigt, at linien fra mester til elev 

er ubrudt helt tilbage til Buddha 

selv. Derfor bliver det at holde linien 

meget vigtigt og de traditionsbærende 

lamaer, som er symbolske 

bærere af en buddhistisk tradition, 

kaldes derfor for linieholdere. 

Mange af lamaerne/guruerne har 

selv kontrol over deres reinkarnationer, 

og disciplene kan finde 

eller blive fundne af deres lamaer 

i liv efter liv. Den danske lama Ole 

Nydahl er discipel af Karmapa og 

efter Karmapas død, fandt Ole 

Nydahl en dreng, som han opfatter 

som en inkarnation af Karmapa. 

Ole Nydahl og Karmapa (i drengens 

skikkelse) kunne således genoptage 

deres gamle discipel - guru forhold. 

De kunne med andre ord fortsætte, 

hvor de slap, da Karmapa døde. 

Relationen mellem disciple og lama/ 

guru kan i tibetansk buddhisme 

deles i to forskellige aspekter: et 

aspekt, der refereres til som ”Gurutilbedelse”, 

og et aspekt, der omtales 

som ”Guru-yoga”. ”Guru-tilbedelse” 

indebærer at se sin guru som 

en oplyst mester og som målet for 

ens tilbedelse. Guruen siges at være 

det spejl, hvor i man kan se sit eget 

sind. Hvis man ser fejl i sin guru, er 

det ens eget sind man ser fejl i, ser 

man derimod sin guru som en oplyst 

mester, er det ens egen Buddhanatur 

man ser. Thurman kalder 

dette at se Buddha i sin vejleder. 1 

”Guru-yoga” indebærer, at man lader 

sit eget sind og guruens sind blive 

forenet. Dette er en uhyre vanskelig 

proces, som kræver megen træning 

og masser af vejledning, før den kan 

finde sted. En af måderne, man træner 

dette på, er ved at visualisere 

sin guru som en oplyst Buddha og 

dernæst at visualisere sig selv som 

opløst i lys for til sidst at forene de 

to lysfelter. Guruen kommer dermed 

til at virke som den funktion, der 

transformerer ens sind. Han bliver 

vejen, hvorigennem man fødes til 

Buddha-tilstanden. Dette bliver helt 

konkret – så konkret som den slags 

nu kan blive – i forbindelse med et 

af de mange indvielses ritualer til 

Kalachakra Tantra. Her visualiserer 

man sin lama som et bestemt 

aspekt af Buddha og forestiller sig, 

hvordan man selv opløses og driver 

ind i mesteren gennem et punkt i 

hovedet, bevæger sig ned gennem 

hans krop, ud af ham igen og ind 

i livmoren på et andet visualiseret 

feminint Buddha-aspekt. På den 

måde bliver man et åndeligt barn af 

lamaen. 4 Faktisk oplever buddhisten 

sin Buddha natur gennem meditationer 

og andre religiøse praksiser, 

men det er vanskeligt at genkende 

det oplevede som sin egen Buddhanatur, 

hvorfor det kræver, at man 

arbejder tæt sammen med en oplyst 

mester. 5 Når guruens sind smelter 

sammen med disciplens sind, eller 

møder disciplens sind, opstår et 

møde, hvor undervisning kan finde 

sted på et ikke begrebsligt plan. 

Dette dybe møde med et oplyst sind 

er nok den eneste realistiske måde 

at blive oplyst på. 

Noter: 

1. Essential Tibetan Buddhism, Robert A.F. 

Thurman, HarperSanFrancisco 

2. Det gøres ved et rituelt hvor disciplen søger 

beskyttelse og vejledning af Buddha som oplyst, 

af den buddhistiske filosofi og af den buddhistiske 

menighed. 

3. I Kalachakra Tantra, Rite of Initiation skriver 

Dalai Lama, at man kan få store psykisk/somatiske 

problemer hvis en indvielse, hvor en del af ritualet 

indebærer lamaen presser hårdt mod halsen af 

disciplen, ikke bliver udført korrekt. 

4. Kalacakra tantra, Geshe ngawang Dhargyey, 

Library of Tibetan Works & Archives. 

5. The Mahamudra, eliminating the darkness of ignorance, 

The Ninth Karmapa Wang-chug Dorje, LTWA 

6. Der findes fire hovedskoler indenfor tibetansk 

buddhisme, hvoraf den ene er Kargypa-skolen.

Per Mollerup er sognepræst ved 

Tersløse og Skellebjerg kirker, 

retræteleder og åndelig vejleder. 

Min baggrund for at skrive 

om åndelig vejledning 

er et langt livs søgen 

efter at lære Gud bedre at kende 

gennem personlig erfaring og efter 

at blive rodfæstet i fællesskabet 

med ham. De sidste 27 år har kristen 

meditation været et vigtigste 

element i mit personlige fællesskab 

med Gud. Jeg tror, at når vi vejledt 

af Guds åbenbaring gennem Jesus 

og de erfaringer, Bibelens mennesker 

har gjort med Gud, søger kontakt 

med Gud i lyttende og tilbedende 

bøn, så kan vi blive rodfæstede 

i et fællesskab med Gud så dybt, at 

vore ord er for utilstrækkelige til at 

beskrive det. 

I dette århundrede er der kommet 

stadig mere fokus på åndelig 

vejledning. Det skyldes nok flere 

At gøre traditionen levende 

åndelig vejledning i lyset af Ignatius af Loyola 

Af Per Mollerup 

”En åndelig vejleders opgave er samtidig at lytte til 

Helligåndens indre vejledning i sit eget hjerte og lytte 

til konfidentens egen oplevelse af sit gudsforhold..” 

forhold: Efter at alt, hvad der ikke 

kan ses og måles og vejes, i mere 

end et halvt århundrede er blevet 

afskrevet som uvirkeligt, så er vi 

nu nået dertil, hvor det er åbenbart 

for de fleste, at der er usynlige 

kræfter, som påvirker os, og 

det har ført til en fornyet åndelig 

interesse. Pluralismen har ført til 

opløsning af de traditionelle menighedsfællesskaber, 

og den enkelte 

føler, at han står mere alene med 

ansvaret for sit eget åndelige liv. 

Endelig er interessen for individuel 

åndelig vejledning også en religiøs 

pendant til tidens interesse for 

selvudvikling. 

Begrebet åndelig vejledning bruges 

i dag i mange forskellige sammenhænge 

og somme tider så bredt, at 

det bliver uklart, hvad der menes 

med det. Det er efter min opfattelse 

misvisende, når det bruges om 

sjælesorg eller gruppeundervisning 

i kristendom. 

Åndelig vejledning på ignatiansk 

Min forståelse af åndelig vejledning 

og min tilgang til at virke som 

åndelig vejleder er især inspireret 

af den ignatianske tradition, der 

går tilbage til Ignatius af Loyola, 

Jesuiterordenens stifter, der var 

samtidig med Martin Luther. Og den 

har igen rødder tilbage i oldkirkens 

traditioner for åndelig vejledning. 

Udgangspunktet for åndelig vejledning 

er, at Gud er til stede i hvert 

eneste menneskes liv. Mange mennesker 

lever desværre bortvendt fra 

Gud, men Gud er alligevel nærværende 

i deres liv. Den åndelige vejleders 

opgave er at hjælpe den person, 

der søger åndelig vejledning 

(i det følgende kaldt konfidenten, 

dvs. en, som viser en anden fortrolighed) 

til at erkende, hvor Gud er 

til stede i hans eller hendes liv, og 

hvor Gud leder ham hen. 

Hvis det er en person, som ikke har 

nogen tro eller erfaring med Gud, 

så er den første opgave at vejlede 

konfidenten ind i et møde med 

Gud. Umiddelbart kunne det lyde 

usandsynligt, at en person uden tro 

ville søge åndelig vejledning. Men 

min åndelige vejleder på Loyola 

Hall fortalte mig, at hun havde haft 

en retrætedeltager på en individuel 

retræte, som havde indledt den 

første samtale med at sige, at hun 

troede ikke på Gud, men hun ville 

gerne finde ud af, om der alligevel 

var noget om det. Det er slet ikke 

noget dårligt udgangspunkt, og 

det var en positiv udfordring til den 

åndelige vejleder! Deltageren blev 

glad for retræten. 

Det kan også være en person, som 

har diffuse åndelige oplevelser og 

har behov for vejledning til at kunne 

sortere i dem og finde ud af, om 

Gud søger at meddele sig gennem 

dem. Som vejleder vil jeg opfatte 


sådanne oplevelser som et muligt 

kald fra Gud, men undlade at tolke 

dem, fordi det uundgåeligt ville blive 

min subjektive fortolkning, som jeg 

pådutter konfidenten. 

Begge personer vil jeg prøve at 

motivere og vejlede til at læse 

nogle relevante afsnit i Bibelen og 

meditere over dem som udgangspunkt 

for fortsat åndelig vejledning. 

Der tilbydes altid individuel åndelig 

vejledning i forbindelse med ignatianske 

stilleretræter. Dagen på 

retræter struktureres af visualiserende 

bibelmeditationer ofte over 

begivenheder fra Jesu liv. Fokus i 

meditationen er på Jesus/Gud og 

på, hvor og hvordan vi oplever os 

selv. Meditationen kan munde ud 

i en samtale med Gud om det, vi 

har oplevet i bibelmeditationen, og 

i tilbedende kontemplation. Mellem 

meditationerne er der plads til en 

indre samtale med Gud og samtalemulighed 

med en åndelig vejleder. 

Dagen sluttes om aftenen med et 

tilbageblik på dagens forløb under 

bøn om Helligåndens vejledning til 

at se dagen i Guds lys f.eks. under 

synsvinklen: Hvornår og hvordan 

har jeg i dag særligt fornemmet 

Guds nærvær i mit liv? Hvad bragte 

mig nærmere til Gud, og hvad førte 

mig på afstand af Gud? Hvad føler 

jeg tilskyndelse til at takke Gud for, 

og hvad har jeg behov for at bede 

Gud om tilgivelse for? 

Det er af stor værdi for vort åndelige 

liv, hvis vi så vidt muligt dagligt 

kan tage os tid til meditation og tid 

til i bøn for Guds ansigt at gennemgå 

dagens forløb og samtale med 

Gud derom. 

Det klassiske udgangspunkt for 

åndelig vejledning er, at konfidenten 

er kristen, dvs. at han har nogen 

erkendelse af, at Gud er til stede i 

hans liv, at han ønsker at leve i fællesskab 

med Gud og nu gennem 

åndelig vejledning søger hjælp til 

at vokse i livet med Gud. Den klassiske 

situation er en konfident, som 

lever et bevidst åndeligt liv, og derfor 

kan fortælle sin vejleder om, hvor og 

hvordan han oplever Gud nærværende 

i sit liv, hvad Gud tilskynder 


ham til osv. Udgangspunktet for 

åndelig vejledning i den ignatianske 

tradition er altid konfidentens egen 

oplevelse af sit forhold til Gud. Men 

samtidig gælder det for åndelige 

vejledere om at kunne møde den 

enkelte konfident, hvor han eller hun 

er og der være til rådighed på bedst 

mulig måde. 

Vejleder eller ledsager? 

Forudsætningen for at kunne tjene 

som åndelig vejleder er naturligvis, 

at man selv lever et åndeligt liv med 

Gud. Man kan ikke nøjes med at 

studere sig til at blive åndelig vejleder. 

Det drøftes løbende mellem 

åndelige vejledere, om en åndelig 

vejleder skal være mere erfaren i sit 

åndelige liv end konfidenten, og om 

vi overhovedet er åndelige vejledere, 

eller om vi ikke snarere er åndelige 

ledsagere, medvandrere på livets 

pilgrimsvandring? Det lyder ydmygt 

at sige, at vi kun er åndelige ledsagere. 

Men jeg tror en af jesuiterpaterne 

på Loyola Hall formulerede det 

præcist med denne bemærkning: 

”Du kan ikke undgå at være vejleder. 

Det afgørende er, hvis dagsorden 

du følger; Guds eller din egen!” 

Udgangspunktet for åndelig vejledning 

i den ignatianske tradition er 

som nævnt altid konfidentens egen 

oplevelse af sit forhold til Gud. En 

åndelig vejleders opgave er samtidig 

at lytte til Helligåndens indre 

vejledning i sit eget hjerte og lytte 

til konfidentens egen oplevelse af 

sit gudsforhold og forløbet af evt. 

meditationer og derudfra danne sig 

et billede af, hvor og hvordan Gud 

er til stede i konfidentens liv. Er vejlederens 

billede sammenfaldende 

med konfidentens eget billede? 

Eller er der f.eks. detaljer i det, konfidenten 

erfarer i sit liv med Gud, 

som han måske tillægger for lidt 

betydning eller for stor betydning. 

Prøver Gud måske at sige noget til 

ham, som han synes at være blokeret 

for at høre osv.? En åndelig 

vejleder skal være støttende og 

opmuntrende, måske korrigerende; 

måske skal han foreslå bibelmeditationer, 

der kan lede konfidenten 

videre og danne basis for Guds 

svar på konfidentens spørgsmål. 

Men en åndelig vejleder må aldrig 

være styrende! Den ret tilkommer 

alene Gud Helligånd, og han vil 

ikke gøre det gennem den åndelige 

vejleder, men direkte i konfidentens 

hjerte! En åndelig vejleders tjeneste 

er en jordemodergerning, han eller 

hun skal hjælpe et åndeligt barn 

til verden, men ikke føde det. Han 

skal hjælpe det til at vokse, men 

ikke leve dets liv, og det skal ikke 

leve hans! En åndelig vejleder skal 

fremme den indre dialog mellem 

konfidenten og Gud Helligånd og så 

trække sig ydmygt tilbage. 

Åndelig vejledning og undervisning 

Jeg har set kurser i kristendom 

beskrevet som åndelig vejledning. 

Det er efter min opfattelse 

begrebsforvirring. Der er i dag 

mere end tidligere brug for god og 

livsnær undervisning i kristendom 

til voksne. Indsigt i vor kristne tro 

er et nødvendigt element for at 

kunne vokse og blive rodfæstede 

i livet med Gud. Det er ligesom 

bibelkundskab en vigtig forudsætning 

for at kunne få gavn af 

åndelig vejledning. Men det er i 

min begrebsverden ikke åndelig 

vejledning. 

Åndelig vejledning og sjælesorg 

Somme tider bruges begrebet åndelig 

vejledning og begrebet sjælesorg 

som synonymer. Det finder jeg uheldigt, 

for begrebet sjælesorg omfat-

ter traditionelt opgaver, som ikke 

må sammenblandes med åndelig 

vejledning. Som jeg forstår det ud 

fra den ignatianske tradition er den 

åndelige vejleders opgave og sjælesørgerens 

opgave meget forskellige. 

Ofte vil der ved åndelig vejledning 

afdækkes et behov for sjælesorg. 

Hvis det er et større behov for sjælesorg, 

vil mange åndelige vejledere 

– selv om de også virker 

som sjælesørgere – foretrække 

at henvise til en anden sjælesørger, 

som de så med konfidentens 

accept kan samarbejde med. 

Åndelig vejledning er personcentreret, 

den er fokuseret på at 

understøtte og vejlede konfidenten 

i hans eller hendes liv med 

Gud. Åndelig vejledning er principielt 

livsvarig, hvis konfidenten 

ønsker det. 

Sjælesorg er problemcentreret, 

den er fokuseret på at få løst 

nogle aktuelle problemer i klientens 

liv. Det kan være hjælp til at 

komme gennem en sorgproces 

eller til at få løst ægteskabelige 

problemer eller til at slippe tilbagevendende 

synder osv. Målet 

i sjælesorgen er at få løst et 

afgrænset problem, og når det er 

løst, så afsluttes det konkrete sjælesorgsforløb. 

Sjælesørgeren må i nogle forløb 

træde i karakter som fagperson 

og styre forløbet af sjælesorgen. 

Måske må sjælesørgeren gennem 

sin konkrete rådgivning i en periode 

styre visse sider af klientens liv. 

Klienten vil somme tider være i en 

sådan svaghedssituation, at en midlertidig 

styring kan være nødvendig 

og forsvarlig. Dvs. sjælesørgerens 

relation til klienten er somme tider 

diametralt modsat den åndelige vejleders 

relation til konfidenten. 

Den åndelige vejlednings mål er 

at understøtte konfidenten i at 

nå frem til enheden i troen og i 

erkendelsen af Guds søn, til at 

være et fuldvoksent menneske, 

en vækst, som kan rumme Kristi 

fylde (Ef.4.13). Denne åndelige 

modning kan kun ske, hvis den 

åndelige vejleder strikte afholder 

sig fra at gribe styrende ind i 

udviklingen af konfidentens liv med 

Gud! Den åndelige modning er 

Gud Helligånds værk direkte i den 

enkeltes hjerte. Den åndelige vejleder 

har kun en Johannes Døber 

tjeneste. 

Per Mollerups forståelse af 

åndelig vejledning og hans tilgang 

til at virke som åndelig 

vejleder er især inspireret af den 

ignatianske tradition, der går 

tilbage til Ignatius af Loyola, 

Jesuiterordenens stifter. 

Psykologisk rådgivning og terapi 

For mig er sjælesorg og psykologisk 

rådgivning og psykoterapi 

områder, som grænser op til hinanden. 

Vi benytter sikkert alle i vor 

sjælesorg indsigter og metoder fra 

moderne psykologi og psykoterapi. 

Sjælesorgsproblemer og psykologiske 

problemer lapper ofte over. 

Mange kurser i f.eks. ægteskabsrådgivning 

har terapeutisk karakter. 

Fælles for sjælesorg, psykologisk 

rådgivning og psykoterapi er det 

problemfokuserede til forskel fra 

den åndelige vejlednings personfokus. 

Åndelig vejledning og selvudvikling 

Åndelig vejledning er fokuseret på 

den personlige udvikling i livet med 

Gud. Derfor er det naturligt at runde 

med kort at strejfe forholdet til de 

mange forskellige slags selvudvikling, 

også fordi mange begynder 

med selvudvikling og så søger 

videre i et spirituelt liv. 

Lighedstrækkene er oplagt en 

søgen efter at blive det menneske, 

jeg har potentiale til at blive 

og måske føler mig bestemt til at 

skulle blive. – Og forskellen er 

oplagt, at i al selvudvikling er jeg 

selv centrum. Det drejer sig om 

min udvikling, om mine værdier 

osv. Uanset hvor smukke tanker 

jeg gør mig om at ville leve 

for andre, så forbliver det mine 

valg, jeg er min egen gud, for at 

sige det lidt patetisk. Derfor er 

det ingen ubrudt udvikling at gå 

fra selvudvikling til at leve som 

en kristen med Jesus som sin 

Herre på Guds vegne. Vejen går 

over en omvendelse, et rolleskift, 

hvor Gud bliver min Herre, 

og jeg indtager pladsen som 

hans tjener og elskede barn. 

Hvor min højeste norm ikke 

mere er mine smukke ønsker 

om selvudvikling, men Guds planer 

for mit liv og min fremtid. Kristen 

åndelig vejlednings mål er netop at 

hjælpe til denne erkendelse. 


– en vandring med Gud 

Kristen åndelig vejledning er en 

hjælp til at vokse dybere ind i fællesskabet 

med Gud og følge hans 

vej gennem livet. Den Gud, som 

ikke er identisk med de dybeste 

spirituelle lag i vor personlighed, 

men som er en Gud uden for os, 

som har skabt os og hele universet 

og er vor Herre. Den Gud vil samtidig 

være til stede i hver eneste 

menneskes liv, fordi han har skabt 

os til fællesskab med sig og elsker 

os med en kærlighed så stor, at 

den ikke kan begribes, men kun 

erfares i mødet med ham. 


”Den største gave du kan give et andet menneske er kvaliteten af din opmærksomhed” 

Richard Moss, spiritual lærer og forfatter 

Svend Trier er meditationslærer 

og leder af Quantum Seminars, 

som arrangerer seminarer og 

kurser med internationalt kendte 

spirituelle lærere og forfattere, 

bl.a. Eckhart Tolle, forfatter til 

Nuets kraft, og Richard Moss, 

forfatter til Spiritualitet og det 

åbne hjerte. Svend afholder desuden 

kurser, udviklings grupper 

og seminarer med fokus på 

bevidsthedsudvikling og livsformål. 

Der synes at være et stigende 

behov for autentisk 

åndelig vejledning i 

nutidens samfund, og der er stadigt 

flere, som tilbyder deres vejledning 

– det være sig terapeuter, præster, 

astrologer, ”clairvoyante”, healere 

eller guruer. Det kan være svært for 

en søgende sjæl eller et menneske 

i krise at finde den rette vejleder 

blandt alle de mange eksisterende 

tilbud. 


At finde juvelen i krisen 

Af Svend Trier 

Hvad karakteriserer åndelig eller spirituel vejledning til forskel 

fra f.eks. almindelig psykologisk rådgivning og vejledning? 

Hvad er det, der karakteriserer 

åndelig eller spirituel vejledning til 

forskel fra f.eks. almindelig psykologisk 

rådgivning og vejledning? Og 

hvilke krav kan man med rimelighed 

stille til en spirituel vejleder? Disse 

spørgsmål har jeg reflekteret en del 

over gennem årene, og jeg er kommet 

frem til en række kriterier, som 

jeg selv har fundet nyttige, både når 

jeg har søgt og givet vejledning. 

Kriser – en fare 

eller en mulighed? 

Vi søger typisk vejledning, når der 

opstår en krise i vores liv. Kriser har 

som regel at gøre med pludselige 

forandringer, adskillelser eller tab 

– vi mister f.eks. vores job, eller der 

sker et dødsfald blandt vores nærmeste. 

Eller det kan være tabet af vores 

gode helbred, tab af prestige og ære 

eller en krise i vores parforhold med 

resulterende skilsmisse. Men kriser 

kan også opstå, selv om vores tilværelse 

udadtil forekommer nok så 

tilfredsstillende. Måske har vi i det 

store og hele opnået vores materielle 

mål, har succes på jobbet og lever i 

et rimeligt velfungerende parforhold. 

Alligevel kan der indfinde sig en snigende 

følelse af tomhed og meningsløshed 

– som om der mangler noget 

essentielt i vores tilværelse. Dette 

sker for mange mennesker midt i 

livet, og sådanne ”midtvejskriser” er 

typiske ”åndelige” kriser – et ubevidst 

råb efter et dybere livsindhold. 

Meget tyder på at kriser spiller 

en afgørende rolle i udviklingen. 

Enhver krise, stor eller lille, personlig 

eller global, repræsenterer 

således altid en mulighed – noget 

de gamle kinesere var bevidste om. 

Deres ord for krise, wei-chi, skrives 

som en kombination af to tegn, 

hvoraf det ene betyder ”fare” og 

det andet ”mulighed”. Muligheden 

er måske ikke altid let at få fat på, 

men den findes. Anskuet på denne 

måde er kriser en udfordring om 

at erkende, hvad der ikke længere 

fungerer og gribe muligheden for at 

lære, skabe forandringer og bevæge 

sig fremad. I stedet for at være 

offer for situationer og omstændigheder 

forholder man sig som ”en 

discipel af tilværelsen”. 

Åndelig vejledning – en hjælp til 

at finde mening med tilværelse 

I bogen Psykologi og eksistens 

skriver den jødiske psykiater Viktor 

Frankl, at ”menneskets søgen efter 

mening er en primær drivkraft i dets 

liv, ikke en ”sekundær rationalisering” 

af instinktmæssige impulser”. 

Viktor Frankl var grundlægger af en 

særlig terapiform kaldet logoterapi, 

hvis formål er at hjælpe klienten 

med at finde mening med sit liv. I 

denne forstand er logoterapi mere 

åndelig vejledning end terapi i den 

gængse betydning af ordet, idet 

åndelig vejledning netop må handle 

om at støtte mennesker i at finde

en mening med deres tilværelse, 

herunder også en mening med 

lidelsen. Det handler altså om noget 

mere end blot at hjælpe klienten 

til at blive fri af uønskede følelser 

og smerte og dermed (midlertidigt) 

blive mere psykologisk afbalanceret 

og velfungerende i samfundet. 

I sin bog beretter Viktor Frankl 

om sin tid som koncentrationslejrfange 

i Auswitz. 

Frankl fortæller bl.a., at de 

mennesker, som formåede 

at overleve længst i koncentrationslejren, 

var 

dem, som var i stand at 

finde en form for mening 

eller indre kald selv 

under så forfærdende 

omstændigheder. De 

kunne f.eks. finde 

en mening ved 

at trøste eller 

støtte deres 

medfanger eller 

for hans eget vedkommende ved 

at gøre notater af sine iagttagelser 

med henblik på senere at udgive 

dem i bogform. 

Ifølge Victor Frankl består det egentlige 

formål med den menneskelige 

eksistens i selvtranscendens snarere 

end selvrealisering. For, som 

han siger, ”kun i den udstrækning 

et menneske hengiver sig til virkeliggørelsen 

af sit livs mening, 

realiserer det sig selv”. Med andre 

ord, selvrealisering opnås ikke, hvis 

den bliver et mål i sig selv, kun som 

en sidevirkning af selvtranscendens 

- dvs. at man hengiver sig til noget, 

som rækker ud over opfyldelsen af 

jegets behov. 

Kunsten at lytte 

I mit arbejde som meditationslærer 

og kursusudbyder inden for området 

”personlig og spirituel udvikling” 

kommer jeg naturligvis ofte i kontakt 

og dialog med mennesker, som 

søger en mening med deres liv eller 

med de bestemte situationer og 

omstændigheder, de aktuelt befinder 

sig i. I en sådan dialog har jeg 

haft stor glæde af min egen meditationspraksis, 

som hjælper mig til at 

kunne opretholde en særlig form for 

opmærksomhed eller nærvær uden 

personlige præferencer eller behov. 

Når jeg sidder over for et menneske, 

som søger min vejledning, 

lader jeg først mit sind falde til ro i 

en indre stilhed eller åbenhed, en 

Enhver krise, stor eller lille, 

personlig eller global, repræsenterer 

altid en mulighed – noget 

de gamle kinesere var bevidste 

om. Deres ord for krise, wei-chi, 

skrives som en kombination af 

to tegn, hvoraf det ene betyder 

”fare” og det andet ”mulighed”. 

slags udvidet bevidsthed, hvorfra 

jeg uden fordom og præferencer 

kan lytte til, hvad den anden har at 

fortælle. I enhver form for åndelig 

eller psykologisk vejledning er kvaliteten 

af ens opmærksomhed og 

graden af ens nærvær af afgørende 

betydning – måske i virkeligheden 

af større betydning end de ord, der 

bliver sagt. 

Når jeg lytter til at andet menneske 

ud fra en tilstand af indre stilhed og 

nærvær, er jeg langt bedre i stand 

til at se den anden, som han eller 

hun virkelig er – i stedet for at opleve 

personen gennem det filter, som 

udgøres af min indre mentale støj. 

Når jeg lytter på denne måde bliver 

det næsten som en form for medita- 

tion. Jeg lytter ikke kun med hovedet, 

men med hele organismen. En 

ubetinget lyttende opmærksomhed 

og tilstedeværelse uden forventning 

om noget bestemt. Jeg har 

ikke noget, jeg skal overbevise den 

anden om, ikke noget bestemt budskab 

at sælge. I stedet kan jeg give 

den anden rum til være sig selv og 

udtrykke sig selv frit. 

Når jeg lytter fra dette sted i mig 

selv, fungerer min intuition og indfølingsevne 

langt bedre, samtidig 

med at jeg også bevarer en form 

for objektivitet i situationen. De ord 

eller forslag, jeg fremfører, former 

sig mere uanstrengt og spontant i 

min bevidsthed, har større dybde 

og kan til tider endda 

overraske mig selv. 

I en sådan vejledningssituation 

opstår 

der ofte en særlig 

”energi” eller atmosfære, som har 

karakter af noget sublimt eller helligt, 

og som har en meget helende, 

nærende virkning – både for den 

der vejledes, og den der er vejleder. 

Man kan ikke med viljens eller tankens 

kraft fremkalde denne særlige 

energi, men med sin indstilling eller 

holdning kan man i større eller mindre 

grad lukke af for denne nådesfyldte 

tilstand. En discipel spurgte 

engang sin mester, om han kunne 

få hans velsignelse. Mesteren svarede: 

”Den er altid til stede, bare 

lad være med at stå i vejen”. 

Juvelen i krisen 

Når et menneske så at sige har 

udtømt det lille egos strategier og 

er villig til at give slip på egoets 

forsvarsberedskab, kontrol og 

selvretfærdiggørelse, er det ved 

at være parat til at åbne sig for 

en dybere vejledning. En sådan 

vejledning kan komme til os på 

mange forskellige måder og i 

mange forskellige former. Det kan 

f.eks. være gennem en bog, som 

vi “tilfældigvis” får foræret på rette 

tidspunkt, eller gennem nogle 

særlige omstændigheder og begivenheder, 

som får os til at ændre 

retning eller holdninger. Den kan 


også komme til os gennem en god 

ven, gennem vores nære relationer, 

partner eller børn, eller måske 

endda gennem en modstander, 

som uden at være sig det bevidst 

giver os nogle væsentlige belæringer 

omkring tålmodighed eller 

tolerance. 

Der kan naturligvis også være tale 

om en rådgiver, en terapeut eller 

en egentlig spirituel vejleder, som 

gennem sin tilstedeværelse og 

praktiske vejledning støtter os i at 

komme videre i vores udvikling. 

Selv de mest oplyste spirituelle 

vejledere vil være præget af deres 

egen baggrund, af den vej de selv 

har fulgt på deres åndelige rejse. Vi 

tiltrækkes ofte intuitivt af de lærere 

eller vejledere, som i kraft af deres 

specielle baggrund møder vores 

behov bedst. 

En god lærer eller vejleder hjælper 

os til at komme i kontakt med vores 

egen ”indre vejleder”, som taler til 

os gennem vores dybeste intuition. 

Sædvanligvis er vore hoveder 

imidlertid fyldt med mental aktivitet 

- den ene tanke afløser den anden 

uden ophør. Denne konstante mentale 

støj overskygger intuitionens 

stille stemme. Vi har glemt kunsten 

at være stille i os selv og i stilheden 

lytte til vor egen sjæl. Vi er som 

regel alt for travlt optagede af forskellige 

ydre gøremål eller adspredelser 

og mister derved nemt 

forbindelsen til vores indre visdom 

eller intuition. 

Vi har brug for at stoppe op og 

komme tilbage til os selv. En 

spirituel vejleder kan dybest set 

ikke tilføre os noget, som vi ikke 

allerede på forhånd ved dybt i os 

selv. Men gennem at stille de rette 

spørgsmål og først og fremmest 

gennem sit eksempel og sin væren 

kan vedkommende fungere som et 

spejl for vores egen indre visdom 

og potentiale og derved hjælpe 

os til huske, hvad der virkelig er 

væsentligt for os. Den spirituelle 

vejleder kommer ikke nødvendigvis 

med svarene, men fungerer snarere 

som en katalysator, der støt- 


ter os i at finde vore egne svar og 

hjælper os med at åbne vores øjne 

for en større virkelighed, så vi kan 

finde frem til ”juvelen i krisen”. 

I forholdet mellem vejleder og elev 

er det altid vigtigt, at der hersker 

en atmosfære af gensidig respekt, 

åbenhed og tillid. Det gælder i 

særlig grad, når der er tale om 

overførsel af spirituel viden, som 

aldrig kan formidles gennem ord 

alene. Spirituel viden kan dybest 

set kun formidles fra hjerte til hjerte, 

det øjeblik der opstår en følelse 

af ægte resonans mellem lærer og 

elev. 

Vælg den rette vejleder 

Når det gælder om at vælge en 

lærer eller vejleder, som man kan 

respektere og åbne sig for, lægger 

jeg personligt vægt på, at følgende 

grundlæggende egenskaber er til 

stede: 

✔ En autentisk spirituel vejleder har 

dyb respekt for det enkelte menneskes 

frie valg som det fundamentale 

princip i al udvikling. 

✔ En autentisk spirituel vejleder 

respekterer hvert menneskes forskellighed 

og unikke natur - ikke to 

mennesker går præcist den samme 

vej. 


intet behov for at have kontrol eller 

magt over andre mennesker, men 

støtter andre i at være selvansvarlige 

og blive selvberoende. 


en dyb tillid til den allerede vågnende 

helhed i hvert menneske og en 

god fornemmelse for timing. 


er altid åben for selv at lære og 

foregiver ikke at være fejlfri eller 

alvidende. 


en god selvindsigt - kender både 

sine egen styrke og sine svage 

punkter. 

✔ En autentisk spirituel vejleder er 

ikke fanget af sin egen lærerrolle 

- tillader sig selv at vise sin menneskelighed. 


har humor - er i stand til at le af sig 

selv. 


karaktiserer selv det, som vedkommende 

underviser i. 


underviser ud fra personlig erfaring 

og indsigt eller ærer i det mindste 

sine kilder. 

Lad mig slutte denne artikel med 

følgende citat af Søren Kirkegaard, 

som her kommer med nogle yderst 

relevante betragtninger for alle, der 

beskæftiger med åndelig eller spirituel 

vejledning: 

“Når det i sandhed skal lykkes én at 

føre et menneske hen til et bestemt 

sted, må man først og fremmest 

passe på at finde ham der, hvor 

han er, og begynde der. Dette er 

hemmeligheden i al hjælpekunst. 

Enhver, der ikke kan det, er selv 

i indbildning, når han mener at 

kunne hjælpe en anden. For i sandhed 

at kunne hjælpe en anden, må 

jeg forstå mere end han - men dog 

vel først og fremmest forstå det, 

han forstår. Når jeg ikke gør det, 

så hjælper min mere-forståen ham 

slet ikke. Vil jeg alligevel gøre min 

mere-forståen gældende, så er det 

fordi jeg er forfængelig og stolt, så 

jeg i grunden i stedet for at gavne 

ham egentlig vil beundres af ham”.

Ben Alex er grafiker og forfatter, 

hans seneste bog er 

”Vejen ud – en ny vision 

for kristen spiritualitet”. 

Han har desuden startet 

Drivhuset (www.drivhuset. 

org), som tilbyder workshops 

og lokale drivhusgrupper for 

søgende fra alle traditioner. 

Det er et privilegium at 

få lov at færdes blandt 

åndelige søgere. Jesus 

må have oplevet samme privilegium, 

da han sagde til sine disciple, 

der ikke just var helgener i det traditionelle 

religiøse samfund: "Jeg 

kalder jer ikke længere tjenere men 

venner!" 

Min definition på søgere er: 

Mennesker, der ikke er ankommet 

endnu - og som er villige til at indrømme, 

at de måske har taget fejl 

undervejs. En sådan indstilling gør, 

at søgere er åbne og eksperimenterende 

- og uden mere bagage end 

de kan flytte sig og gå nye veje, 

både frem og tilbage. 

Åbenhed og tillid 

I mit arbejde i Drivhusets netværk 

og i magasinet Liv & Sjæl er jeg de 

seneste år kommet i kontakt med 

rigtig mange søgere, som er blevet 

mine venner. Tidligere anså jeg de 

"alternative" for at være potentielle 

venner, hvis de altså ville komme 

Tillid til processen 

Af Ben Alex 

til samme konklusion som mig. Det 

gør jeg ikke længere. Gennem personlige 

møder har jeg fået øje på 

en Gud, der er større end som så. 

En Gud som ser os som betroede 

skabninger, og som har tillid til den 

enkeltes proces på vejen hjem til 

Ham. 

Det vigtigste, jeg har lært i mødet 

med søgerne, er at have tillid til 

den enkeltes egen vej. En dag for 

nogle år siden ringede telefonen. 

En kvinde henvendte sig for at få 

åndelig vejledning m.h.t. nogle 

oplevelser, hun havde: "Jeg har 

ingen kristen baggrund, har været 

i den alternative verden i al den tid 

jeg har været åndeligt vakt. Men 

for et halvt år siden oplevede jeg 

en tidlig morgen, at Jesus stod ved 

min seng. Han sagde ikke noget, 

jeg kunne bare mærke en fred gennem 

det lys, som strålede fra hans 

hjerte. Siden er han kommet mange 

gange. Men så snart han er væk 

igen, får jeg angstanfald og fyldes 

af frygt. Hvad er det der sker?" 

Gennem mange samtaler med kvinden, 

hvor jeg forsøgte at vejlede 

hende på alle mulige måder - bl.a. 

ved at henvise hende til nærmeste 

hospital og til nærmeste kirke 

- døde opringningerne ud. Til sidst 

ringede jeg tilbage til hende og 

spurgte: "Hvordan går det? Oplever 

du stadig, at Jesus kommer til dig? 

Er du kommet til tro på ham? Eller 

var det måske hallucinationer, du 

oplevede?" Der blev stille i røret. 

Så sagde hun: "Du tror ikke på min 

proces, gør du?" Det blev enden på 

den vejledning. 

Siden har jeg lært vigtigheden af 

at få tillid til processen, dvs. at jeg 

i dag kan møde søgere med total 

åbenhed (næsten) og uden nogen 

dogmatisk dagsorden, hverken for 

mig selv eller dem. Helt nye relationer 

er skabt, nye venner er vundet. 

Og jeg har oplevet, at Helligånden 

arbejder langt uden for vingårdens 

mure - helt herude på brakmarken, 

hvor ukrudts- og sennepsfrøene 

hvirvler i vinden og i nogle tilfælde 

falder til jorden og spirer og gror. 

Åndelighed kommer først, 

når vi opgiver, at den kommer 

Jeg var indbudt til en ungdomslejr 

i en frikirke. Efter et aftenmøde 

søgte en ung mand forbøn, og 

frikirkepræsten og jeg bænkede 

ham i bederummet. "Hvad er problemet?", 

spurgte præsten. "Åh, 

jeg er så ulykkelig", stammede den 

unge mand, "jeg har helt mistet 

lysten til at bede og læse i min 

bibel." Præsten overtog samtalen 

og spurgte: "Hvordan beder du? 

Har du en bibellæseplan? Hvornår 

står du op om morgenen? Er der en 

synd i dit liv?" Jo flere spørgsmål 

han stillede, desto mere modløs 

blev den unge mand. Da han endelig 

forlod rummet, gik han tungere, 

end han kom. Godt nok havde 

præsten forsikret ham om Guds 

tilgivelse, men han havde også lagt 

nogle tunge byrder på ham. Både 

han og jeg vidste, at man ikke får 

lysten tilbage gennem nok så fine 

forsætter. 

Senere mødte jeg den unge mand 

omme bagved. "Det står ikke så 

godt til med dit åndelige liv, forstår 

jeg?", spurgte jeg. "Nej, det er helt 

umuligt." "Det er OK", fortsatte jeg, 

"jeg har det på samme måde. Jeg 

har heller ikke lyst i lange perioder." 

"Hvad gør du så?" "Jeg lader 

være." "Lader være?" "Ja, jeg har 


tillid til, at ulyst er en del af processen." 

"Jamen, jeg ønsker at tjene 

Gud af hele mit hjerte! Jeg ønsker 

at blive et virkeligt åndeligt menneske!" 

"Så opgiv det. Du skal 

nok blive åndelig, det tager bare 

tid og megen selvopdagelse. Ser 

du, åndelighed er noget mærkeligt 

noget. Det er først når vi opgiver 

det, at det kommer. Lige nu er virkelig 

åndelighed kun et navn for 

dig - men senere vil du erfare, at 

åndelighed er en virkelighed uden 

et navn. For at komme dertil må du 

miste lysten, så du kan opgive den 

gamle form for åndelighed." 


er risky business 

En åndelig vejleder må have tillid 

til processen - også selv om den 

ikke går efter hans bog. Ja, han må 

selv opgive bogen og møde den, 

han vejleder, i et totalt åbent rum. 

Det gør han først, når han har fuld 

tillid til sin egen proces. Mange af 

os hænger stadig fast i mistillid til 

vores egen proces - og dermed i 

sidste instans i mistillid til andre 

og til Gud selv. Med mindre vi kan 

møde mennesker uden nogen form 

for mistillid - det lille gran af lukket 


forudindtagethed og reservation, 

som vi oftest møder et medmenneske 

med - er vi ikke egnede til 

at vejlede andre. Vi er kun egnede 

til at få vejledning af andre, der 

har stort nok hjerte til at rumme 

os. Da disciplene kom til Jesus og 

beklagede sig over nogle, som ikke 

tilhørte deres kreds, sagde Jesus 

til dem: "Hav tillid. Den der ikke 

er imod os, er for os." På samme 

måde med os: Vi må have lov at 

have tillid til mennesker, der søger 

Gud ad andre veje end os selv. Vi 

kan endda lære meget af dem. 

En kristen kom engang til en zenmunk 

og spurgte, om han måtte 

læse noget for ham. "Fint," sagde 

munken. Den kristne læste op fra 

bjergprædikenen, og allerede da 

han havde læste nogle få sætninger, 

udbrød munken: "Den, som 

sagde de ord, var sandelig oplyst!" 

Den kristne læste glad videre. Lidt 

senere udbrød munken igen: "Den, 

som sagde de ord, var sandelig 

en frelser!" Endnu mere opmuntret 

læste den kristne videre, og da han 

var færdig, så han op på munken, 

som sagde: "Den, som sagde de 

ord, var sandelig guddommelig!" 

Den kristne forlod begejstret mun- 

Fra et "drivhusmøde". 

Foto: Ben Alex 

ken - fast besluttet på at vende 

tilbage og overtale ham til at blive 

kristen. 

Men på vejen hjem stod Jesus 

pludselig foran ham. "Mester," 

sagde manden, "jeg fik en zenmunk 

til at indse, at du er guddommelig!" 

Jesus svarede: "Og hvad 

kom der ud af det - andet end at dit 

kristne ego blev oppustet?" 

At vejlede andre er risky business, 

for det kan være det bliver os, 

der bliver vejledt gennem dem. 

Så hvorfor overhovedet kalde sig 

åndelig vejleder, eller lærer, eller 

hyrde, eller guru, eller mentor, eller 

discipel, eller novice. Er vi ikke alle 

novicer for Herren? Kun én skal vi 

kalde vores sande vejleder - og det 

er Ham, som taler til os i dybet af 

vores eget hjerte. 

Det er her, at troen og lydigheden 

lever. At høre andres råd er let. 

Men at høre Helligåndens stemme 

er svært - især hvis vi er for optagede 

af at høre på hinandens svar.

Thomas Merton – i dialog selv efter sin død 

Marianne Bang Rasmussen er 

teolog og har skrevet speciale 

om Thomas Merton. Hun arbejder 

som sognemedhjælper ved 

Enghave kirke i København. 

En hurtig søgen efter 

”Thomas Merton” på 

internettet ved hjælp af 

internetsøgemaskinen ”Google” 

giver 202.000 ’hits’. Tilføjer man 

+”New Age” i søgefeltet indsnævres 

antallet til 38.200 resultater. 

Der er ingen tvivl om at Thomas 

Merton er en kendt skikkelse 

– også i ”new age – kredse”. 

En verdenskendt munk 

Thomas Merton (1915-1968) var 

en kosmopolit og en livsnyder af 

rang, som søgte ”noget mere”. 

Denne søgen førte ham til den 

katolske kirke og en tilværelse i et 

trappist- (cistercienser-) kloster i 

Kentucky, hvor han tilbragte halvdelen 

af sit korte liv. Trappister er det 

populære navn for medlemmer af 

Cistercienserordenen af den ”strikte 

observans”, hvor klosterlivets bodsmæssige 

aspekt, såsom tilbageholdenhed 

med mad, hårdt fysisk arbejde 

og stilhed, spiller en stor rolle. 

Ved Marianne Bang Rasmussen. 

”Mertons mission var at møde dét i andre traditioner og 

religioner han (i første omgang) kunne nikke genkendende til 

uden at lade sit eget standpunkt opløses i vag synkretisme”. 

Mertons liv sluttede brat som følge 

af et tragisk uheld på hvad han 

kaldte sin ”pilgrimsrejse” til østen. 

På denne rejse skulle han møde 

andre munke både af kristen og 

buddhistisk observans og dele erfaringer 

fra sit livs rejse med åndsfæller 

fra mange traditioner 

Ganske paradoksalt for en trappistmunk 

blev Merton en verdenskendt 

og storsælgende forfatter, allerede 

da han udgav sin tidlige selvbiografi 

”The Seven Storey Mountain” 

(1948), (dansk: ”Den store stilhed” 

(1950)). ”The Seven Storey 

Mountain” viser 

Merton som en 

”dogmatisk korrekt” 

nyomvendt munk, 

der forholder sig 

stærkt kritisk til 

andre religioner. 

Siden hen skulle 

Merton blive en 

foregangsmand udi religionsdialogen. 

En har således karakteriseret 

Merton som ”det universelle menneske”; 

ikke først og fremmest katolik, 

ikke kristen, ikke religiøs, men 

et menneske! Merton studerede 

livet igennem og brevvekslede med 

førende skikkelser i mange trosretninger. 

På sin rejse til østen mødtes 

han for eksempel med Dalai Lama, 

som siden har udtalt sig anerkendende 

om Thomas Merton og kaldt 

ham en åndelig lederskikkelse. 

En frugtbar dialog er 

en dialog om erfaringer 

I sin dialog med andre kristne og 

mennesker af anden/ingen tro 

optrådte Merton ikke som en ”pro- 

Thomas Merton er blevet 

karakteriseret som ”det 

universelle menneske”; 

ikke først og fremmest 

katolik, ikke kristen, ikke 

religiøs, men et menneske! 

fessionel” økumeniker. Han var ikke 

interesseret i den distancerede og 

intellektuelle diskussion omkring 

dogmatiske dokumenter, som ofte 

spiller en stor rolle i økumeniske 

sammenhænge. Mertons mission 

var at møde dét i andre traditioner 

og religioner han (i første omgang) 

kunne nikke genkendende til uden 

at lade sit eget standpunkt opløses 

i vag synkretisme. 

Merton skitserede nogle ”regler” 

for dialogen: den skal foregå mellem 

mennesker med års træning 

og erfaring i stilheden, så man kan 

fokusere på det 

essentielle, samtidigt 

med at man 

lader forskelle i 

dogme- og tankesystemer 

bestå. 

Der, hvor man 

kan mødes i en 

frugtbar dialog, 

er i dialogen om ens erfaringer. 

Trossystemerne er som bekendt 

vidt forskellige – for eksempel er 

der ingen tro i zen-buddhismen, 

mens troen i kristendommen spiller 

en central rolle. 

Et vigtigt tema i dialogen mellem 

mennesker i østlige religioner og 

mennesker i vestlige religioner 

er if. Merton ”individ henholdsvis 

person”. (Individet tenderer mod at 

lukke sig om sig selv, være drifts- 

og begærsstyret, hvorimod personen 

er i enhed med Gud og derfor 

fri og i overensstemmelse med sin 

hemmelige, inderste kerne. Ved at 

forlade sin identitet som ”individ” og 

at blive til en ”person”, når vi ifølge 

Merton endelig frem til en sådan 


”religiøs modenhed”, at det 

er muligt at være trofast 

vestlig kristen munk samtidigt 

med, at man tager 

ved lære af for eksempel 

hindu-munkens erfaringer. 

Denne modenhed havde 

det kostet Merton en del 

kamp at nå til. I sin tidlige 

selvbiografi konkluderede 

han således, at østlig 

mystik i sig selv ikke var 

ond, men mere eller mindre 

ubrugelig og nytteløs, 

når den da ikke benyttede 

sig af direkte diabolske 

(djævelske red.) teknikker. 

Merton måtte så at sige 

”finde Østen i Vesten, før 

han kunne finde Østen i 

sig selv”. Først efter års 

fordybelse i sin egen kloster-tradition 

blev Merton i 

stand til at påskønne østlig 

mystik, som den er i sig 

selv. 

Ånden blæser 

hvorhen den vil 

Merton var så meget 

‘hjemme’ i sin egen tradition, 

at han kunne iklæde 

sine oplevelser en anden sprogdragt 

og fortsat være tro mod 

sin baggrund og sit sande selv. 

Derfor kunne han eksempelvis 

skrive forord til japanske udgaver 

af sine bøger, som blev forstået og 

påskønnet for deres hengivenhed 

over for zen-traditionen. 

Mertons store tiltrækningsevne 

på mennesker fra stort set alle 

religiøse grupperinger kan bl.a. 

skyldes, at han ikke har givet noget 

entydigt svar på, om alle religioner 

vil nå frem til samme punkt, 

(mødes på toppen af bjerget) hinsides 

dogmer og bekendelser. Han 

er så åben for fortolkning, at hvert 

menneske kan have sin Mertontolkning! 

Begrebsrammerne inden 

for kristendom, jødedom, islam og 

buddhisme er vidt forskellige, men 

når det kommer til det eksistentielle 

erfaringsniveau, mener Merton 

ikke, at forskellene er så store. Det 

er i al fald vigtigt ikke at anskue 


Ved at forlade sin identitet 

som ”individ” og at blive til en 

”person”, når vi ifølge Thomas 

Merton endelig frem til en sådan 

”religiøs modenhed”, at det er 

muligt at være trofast vestlig kristen 

munk samtidigt med, at man 

tager ved lære af for eksempel 

hindu-munkens erfaringer. 

Der er udgivet mange bøger om 

Thomas Merton, bl.a. ovenstående 

tros systemer som konkurrerende. 

Længe før det blev officiel katolsk 

politik, levede Merton efter, at 

”Ånden blæser hvorhen og hvorfra 

den vil”. Altså kan man ikke være 

sikker på, at Guds Ånd holder sig 

til kirken, selv om man lukker vinduer 

og døre. Snarere skal man 

holde døren åben og være villig 

til at genkende Guds nærvær og 

”Åndens blæsen” i andre 

kulturer og religioner. 

I en verden, hvor mennesker 

eksperimenterede 

med hinduistiske og buddhistiskemeditationsteknikker, 

ønskede Merton at slå 

fast, at meditation er mere 

end psykologi, afslapning 

og koncentrationsøvelser. 

Ligeledes ville han pege på 

rødderne i den vestlige tradition, 

så ingen blev forledt 

til at tro, at kun de østlige 

religioner havde denne praksis. 

En hjertets praksis, som 

sigter mod at integrere og 

centrere mennesket; finde 

vejen til det oprindelige selv 

(”original self”’, med et zenudtryk), 

som søger en intuition 

hinsides tilværelsens 

dobbelthed. 

På tværs af alt 

Mertons ideer bruges i dag 

i et utal af sammenhænge 

i ”new age”, befrielsesteologi, 

pædagogik, økologisk 

teologi, økumeniske spiritualitetsgrupper, 

etc. Måske 

er grunden til Mertons - og dermed 

mystikkens - store tiltrækningskraft i 

dag dennes uafhængighed i forhold 

til autoriteter og dogmatiske systemer. 

Mystikken går imod en stærkt 

institutionaliseret religiøsitet og får 

økumenisk bredde, fordi den mystiske 

erfaring kan findes i alle kulturer. 

Merton viser et alternativ. Et liv 

med dybde, sandhed og tilstedeværelse, 

som er nogle af de begreber, 

der eftersøges i dag både i og uden 

for en dansk folkekirkevirkelighed. 

Læs mere om Thomas Merton på: 

www.merton.org

Religionsdialog mellem Abrahams børn 

Lisbeth Riisager Henriksen er 

cand.mag., selvstændig tekstkonsulent 

med virksomheden 

LR Tekst samt medlem af 

IKONs redaktionsudvalg. 

brahams Hus” er en genud- 

”A givelse af et undervisningsmateriale 

fra 1998 med video og 

tilhørende lærervejledning. Videoen 

er nu udgivet i en dvd-udgave, men 

ellers er intet ændret. Materialet 

er tiltænkt religionsundervisningen 

i gymnasiet og hf samt forskellige 

former for voksenundervisning og 

studiekredse. Man ønsker at oplyse 

om indholdet i jødedom, kristendom 

og islam ud fra en forbilledlig dialog 

mellem repræsentanter fra de pågældende 

religioner, dvs. har vist, hvordan 

man kan lykkes med at skabe en 

god dialog mellem virkelige folk fra de 

tre traditioner uden at tale uden om 

for skel lene. Formålet er at bekæmpe 

uvidenhed om religionerne og intolerance 

i alle lejre, men uden at undergrave 

talen om forskellene. Titlen 

refererer til, at både jødedommen, 

kristendommen og islam har en fælles 

reference i Abraham; jødedom og 

kristendom via Isak, islam via Ismael. 

Dvd’erne er struktureret i ialt 

seks afsnit over hovedtemaer i 

Anmeldelse af et undervisningsmateriale 

Af Lisbeth Riisager Henriksen 

de tre religioner: 1. Fællesskabet 

mellem jødedom, kristendom 

og islam. 2. Gudsopfattelsen og 

synet på Jesus. 3. Skriftsynet 

og de religiøse forskrifter. 4. 

Overgangsritualer, mission og 

vejen til frelse. 5. Skabelse, identitet, 

kønsroller og bøn. 6. Syndens 

lod, tilgivelse, straf, dommedag 

og liv efter døden. Den tilhørende 

lærervejledning, som er udarbejdet 

af Gorm Bagger Andersen og 

Simon Kangas Larsen, gennemgår 

i en første del de seks afsnit 

med hhv. en oversigt og en række 

spørgsmål til overvejelse og i en 

anden del hovedtrækkene i de tre 

religioner. 

Ideen fungerer i det store og hele, 

og dvd’erne er meget fine. Enkelte 

steder i den tilhørende vejledning, 

hvor man præsenterer en række 

spørgsmål til debat og personlig 

overvejelse, mener jeg dog, at 

materialet overskrider undervisningsrammen 

og tangerer det missionerende. 

Men problemet er ikke 

større, end at gymnasielærere kan 

lade være med at udlevere spørgsmålene 

til eleverne. 

De første indtryk 

Forsidebilledet er ikke særligt indbydende. 

En akvarelmaling i kedelige 

brune farver af en mand med 

arabisk tørklæde om hovedet vækker 

umiddelbart mine associationer 

til glansbilledmotiver à là søndagsskole 

i 1980’erne og giver ikke rigtigt 

lyst til projektet. Det er en skam, 

for forsiden er en meget vigtig del 

af et produkt. 

Men når man sætter dvd’erne 

igang, er de dog alt andet end 

kedelige. Et fantastisk billedmateriale 

vælder frem på skærmen, 

bl.a. af de centrale helligsteder i 

Jerusalem og Mekka og af virkelige 

jøder, kristne og muslimer i forskellige 

situationer. Ud fra disse billeder 

og gode lydoptagelser kan man 

næsten selv forestille sig stedernes 

stemninger, dufte osv. Alt dette danner 

en fin baggrund for den vekselvirkning 

mellem fantastiske dialoger 

og sammenlignende fremstillinger 

af de enkelte religioner, som er 

dvd’ernes ærinde. Man kommer på 

fremragende vis ind på ligheder og 

forskelle i den måde, som religionen 

fremtræder for de tre religioners 

repræsentanter på. 

Præsentation af religionerne 

Der er ikke her plads til en udtømmende 

beskrivelse af de enkelte 

ligheder og forskelle. Men nogle 

overskrifter skal nævnes. Man kommer 

omkring de store forskelle i forståelsen 

af forskellige kernebegreber, 

bl.a. gudsopfattelsen, synet på 

Jesus, vejen til frelse (mellem lov 

og evangelium) og individets status, 

som skiller de tre religioner meget 

klart ud fra hinanden. 

Dvd’en får således på eksemplarisk 

vis optegnet betydningen af, at 

alle tre religioner er monoteistiske. 

Mens kristendommens forståelse 

af monoteismen er en treenighed, 

hvor Gud træder ud af sin rolle som 

kun Gud og kommer ned til menneskene 

gennem sin søn Jesus, 

er Jesus en anstødssten i både 

jødedommen og islam. Og der er 

forskelle i opfattelsen af et begreb 


som frelse, 

hvilket bliver 

præciseret. For 

jøden er enhver 

salig i sin egen 

tro - derfor 

ingen missionsbefaling. 

For 

den kristne er 

Kristus eneste 

vej til frelse 

- derfor missionsbefalingen. 

For muslimen 

kan man være 

gudhengiven 

på flere måder 

- både som 

jøde, kristen 

og muslim - 

men dog med 

tendens til, 

at man gerne 

vil omvende ikke-muslimer. At 

jødedommen og islam på mange 

måder er lovreligioner, mens kristendommen 

er en frihedsreligion, 

fremlægges også klart med henblik 

på forskellene i individets status og 

strukturering af hverdagen. Mens 

den kristnes Gud giver individet 

en udstrakt grad af frihed, er den 

enkelte og hans skæbne i islam, 

som ordret betyder ”underkastelse”, 

totalt underkastet Allahs og traditionens 

bestemmelser. Jøden befinder 

sig et sted imellem disse positioner. 

Kritiske kommentarer 

Spilletiden er lang (ca. 3½ time), 

hvis man vælger at bruge materialet 

i sin fulde udstrækning. Jeg 

synes, at den lange, omstændelige 

indledning og baggrundsfortælling 

om Abraham i afsnit 1 fylder 

uforholdsmæssigt meget i forhold 

til, hvad der bliver sagt. Desuden 

undrer det mig, at tilhørerne til den 

er børn i folkeskolens øverste klasser, 

selv om der er lagt op til et 

gymnasiemateriale. Sprogbrugen 

i dette afsnit falder derfor lidt ved 

siden af målgruppen. 

I afsnit 6 kommer man ikke omkring 

jødernes opfattelse af emnet tilgivelse 

og straf. Dette undrer mig. 

Men det har dog formentlig prakti- 


ske årsager 

deri, at afsnittet 

er lavet ud 

fra et konkret 

møde mellem 

fængslede 

personer, og 

at man ikke 

har kunnet 

finde en jøde 

blandt disse. 

Hvad man 

derimod burde 

have været 

uddybet, er 

brugen af ord 

som tilgivelse 

og forsoning i 

islam. Selvom 

islam ikke 

opererer med 

nogen sonende,stedfortrædende 

gud som kristendommen, 

gav muslimerne i dvd’erne udtryk 

for, at de faktisk opfatter Allah som 

nådig og barmhjertig. 

Det kunne have været interessant, 

om man havde taget mere 

fat på de konfliktholdige temaer i 

islam af samfundspolitisk relevans. 

Skæbnemomentet samt den totale 

underordning af kvinden fx, som 

man ser i mange indvandrerfamilier, 

er vel ret problematiske størrelser 

set i forhold til demokratiske grundprincipper 

om frihed og lighed? Det 

kommer materialet lidt for nemt 

om ved - det sidste ved at vælge 

en kvindelig repræsentant, Aminah 

Tønnsen Echammari, der er mere 

moderne og dansk i sin levevis end 

flertallet af muslimske kvinder. En 

debat om, om man også i tro kan, 

skal og vil respektere alle måder at 

indrette sig på i det danske samfund, 

kunne være relevant at få med 

i det flotte materiale. Den kunne 

man jo fx lave i det nye afsnit 7, 

som der er planer om i 2005. 

Abrahams Hus. 

Danmarks Kirkelige Mediecenter 

2004/1998 

Spirituelt 

Sommerstævne 2005 

5. - 7. august 2005 

på Diakonhøjskolen 

i Højbjerg 

Tro – Dialog – Handling 

www.spirituelsommer.dk 

Afsæt allerede nu plads i kalenderen 

til et af sommerens højdepunkter 

i IKON. 

Et af IKONs igangværende 

pro jekter er en dialoggruppe 

med Teosofisk Forening Århus, 

Areopagos, Nyt Aspekt, I 

Mesterens Lys og Den Gyldne 

Cirkel. Denne dialoggruppe står 

bag: 

En banebrydende begivenhed 

Deltag i en enestående og banebrydende 

begivenhed, hvor mennesker 

med forskellige trosopfattelser 

og spirituelle udtryksformer 

mødes for at udforske ligheder 

og forskelligheder. Mennesker fra 

kristne og holistiske baggrunde 

sætter hinanden stævne med 

hjerte, hoved og krop! 

Vi vil mere end dialog 

Vi vil ikke blot appellere til ordets 

og intellektets muligheder. Vi 

vil mere. Stævnet indeholder 

foruden dialog og samvær en 

række unikke workshops, kreative 

udtryk, meditationer og en 

fælles højtideligholdelse med 

inspiration fra af erfarne og 

engagerede undervisere. Du vil 

senere kunne finde det udførlige 

program på www.spirituelsommer.dk 

- Send en mail på 

info@spirituelsommer.dk, hvis du 

vil have besked, når vi er klar. 

Du er også meget velkommen 

til at kontakte Karen Klemmed 

Lorentzen på kontoret (tlf. 86 13 

75 87), der er IKONs tovholder 

på projektet.

”Åndelig Vejledning 

– En del af den kirkelige tradition” 

ndelig Vejledning” er skrevet af 

”Å seks tidligere eller nuværende 

folkekirkepræster. Det præciseres i 

forordet, at det netop er en folkekirkelig 

sammenhæng, man både tager 

erfaringerne fra og ønsker at tale 

ind i. Dette er i sig selv udsædvanligt 

for netop dette emne. De fleste 

andre bøger om dette emne, har i vid 

udstrækning ladet sig inspirere fra 

andre kirkelige sammenhænge, ikke 

mindst den katolske, og har henvendt 

sig til en mindre kreds af specielt 

interesserede. I forhold til dette, er 

denne bogs anliggende anderledes 

ambitiøst: 

”Det forekommer vigtigt, at 

Folkekirken overfor den danske 

befolkning i højere grad tager det 

ansvar på sig at vejlede i åndelige 

spørgsmål. Det er kirkens formål 

og mening” Gør kirken det ikke, vil 

andre træde til.” s. 5 

Det er al ære værd, for man ser 

netop, at mange mennesker har 

oplevet, at kirken ikke har kunnet 

eller villet imødekomme presserende 

behov for åndelig vejledning, 

og mange af disse mennesker er i 

heldigste fald at finde i andre kristne 

kirker, og har i værste fald været 

en tur omkring mindre seriøse eller 

direkte skadelige ”vejledere”. 

Bogen er tematisk bygget op, således 

at hvert kapitel fremstår som 

en selvstændig enhed. Bogen kan 

således både bruges som en generel 

indføring i åndelig vejledning på 

folkekirkelig grund, og som en håndbog. 

Bogen starter dog med et kapitel 

af Marianne Bach ”Det kristne 

menneskesyns betydning i åndelig 

vejledning”, der fremstår som en indledning 

til de øvrige kapitler. 

Derefter følger en række bidrag, 

der fint kan læses som selvstæn- 

dige indlæg. De fleste af dem er 

forholdsvis praktisk orienteret i 

den betydning, at forfatterne, med 

udgangspunkt i deres egne erfaringer, 

videregiver nogle ret konkrete 

brugsanvisninger eller overvejelser 

i forhold til det overordnede emne 

åndelig vejledning. 

Dette gælder således Jette Dahls 

”Erfaring med åndelig vejledning”, 

Gerhard Pedersens ”Bønnen i den 

åndelige vejledning”, Peter Ruges 

tre kapitler ”Den åndelige vejleder”, 

”Retræte” og ”Åndelig vejledning i 

Gudstjenesten” og ikke mindst Lene 

Højholts to kapitler ”Meditativ læsning 

af bibelske tekster” og ”Billeder 

anvendt i forbindelse med åndelig 

vejledning”. Hvert af disse kapitler 

er umiddelbart anvendelige, hvis 

man står og mangler inspiration 

eller fornyelse i sit eget eller sin 

menigheds liv. 

Udover Marianne Bachs indledning, 

er det kun Elmo Dues ”Åndelig 

vejledning som Luthersk tema”, 

der afviger fra denne stil. Begge 

de to indlæg indeholder nogle 

meget væsentlige overvejelser om 

forholdet mellem en luthersk kristendom 

og en (eventuel) åndelig 

vejledning. I forbindelse med den 

stigende in teresse for en personlige 

spiritualitet og de deraf følgende 

øgede krav til sognepræsterne om 

at levere en vedkommende åndelig 

vejledning, aktualiseres det klassiske 

lutherske dilemma mellem retfærdiggørelse 

og helliggørelse. Den 

traditionelle måde at se på dette 

problem i en dansk sammenhæng 

har været, at betone retfærdiggørelsen 

og enten helt fjerne eller i hvert 

fald nedtone helliggørelsen. Man 

har i vide kredse afvist det enkelte 

menneskes muligheder for aktivt 

at vokse i det kristne liv. Nåden er 

en gang givet i dåben og dermed 

færdig. Hvad der går derudover er 

gerningsretfærdighed og ydre forloren 

fromhed. Her leveres en meget 

vedkommende og nødvendig diskussion 

af dette dilemma. 

En svaghed ved bogen er, at den 

sine steder er lidt indforstået. Af 

formentlig samme grund, den folkekirkelige 

(- og præstelige) forankring, 

har bogen sin hovedvægt på 

ordets betydning. Det er fortrinsvis 

Lene Højholts kapitel om billeder, 

der tager et ikke-verbalt udgangspunkt, 

mens de mere kropslige 

dimensioner mangler. I et større 

perspektiv vil det nok være nødvendigt 

at medtænke disse sider af 

den kristne åndelighed. Da bogen 

imidlertid på intet tidspunkt giver 

sig ud for at være andet og mere 

end et foreløbigt indlæg i en debat 

om, hvorhen og hvordan folkekirken 

skal bevæge sig i de kommende år 

for at imødekomme en stadig større 

efterspørgsel efter vejledning i et 

personligt (og bevægeligt) kristenliv, 

er det ikke alvorlige mangler. Bogen 

er således i høj grad læseværdig, 

hvis man interesserer sig for kristen 

spiritualitet i almindelighed og folkekirken 

i særdeleshed. 

Anmeldt af Michael Jahn 

Marianne Bach (red.) 

”Åndelig Vejledning – En del af 

den kirkelige tradition” 

Aros forlag 2004 


Afsender: 

IKON-Danmark 

Kløvermarksvej 4 

8200 Århus N 

Returneres ved varig adresseændring 

Har du betalt abonnement? Se på etiketten: B = betalt, U = ikke betalt, F = friabonnement 

SPIRITUALITET OG KRISTENTRO 

10. - 12. juni 2005 på Bjergnæsskolen i Viborg 

www.spiritualitet-kristentro.dk 

Oplev tre dage med workshops og foredrag sammen med andre aktive lægfolk og kirkeligt 

ansatte, der er optaget af kristen spiritualitet, når Danske Kirkers Råd, Folkekirke og 

Religionsmøde, Folkekirkens Mission, IKON, Kirkefaglig Videreuddannelse, Kirkefondet samt 

Viborg Domprovsti indbyder til inspirationsdage om spiritualitet og kristentro. 

I de senere år er mange mennesker i kirkelige kredse begyndt at søge steder og sammenhænge 

med bøn og stilhed, meditation, samtaler om åndelige ting mm. Samtidig vender 

mange søgende mennesker sig – efter at have været i kontakt med nyreligiøse bevægelser 

– mod kirken, hvor de søger en ny åndelighed anderledes end den, som den traditionelle 

gudstjeneste og det traditionelle menighedsliv kan give dem. 

Vi vil gerne bidrage til: 

✔ at få den kristne spiritualitet bredt ud – og ind i kirken 

✔ at åbne rum for samtale om tro og udveksling af erfaringer 

✔ en folkekirkelig selvbesindelse på tidens religiøsitet. 

I løbet af dagene når vi hele vejen rundt. Fra refleksionen over det karakteristiske ved 

kristen spiritualitet og arbejdet med den, i og omkring Folkekirken, til de næsten færdige 

koncepter, man kan gå hjem og bruge i menigheden bagefter. 

Hovedforedraget bliver holdt af Joachim Grün, forstander på retrætestedet Solåsen i 

Norge. Derudover vil der være mulighed for at vælge sig ind på forskellige workshops, som 

alle ledes af kapaciteter inden for området: 

”Kristen meditation – Ikoner”, ”Kristen meditation – bibelslammning”, ”Kristuskrans”, 

”Diakoni og liturgi”, ”Kirkegang”, ”Tros-beredskab i sognet”, ”Nattens kirke”, ”Åndelig 

vejledning – medvandring” (”Anam Cara”), ”Børn og spiritualitet”, ”Folkelig spiritualitet ved 

livsovergange”, ”Spiritualitet og musik”, ”Bibliodrama og åndelig vejledning”, ”Terapi og spiritualitet”. 

Tilmelding: Senest den 2. maj 2005 (se www.spiritualitet-kristentro.dk). 

Pris for deltagelse: 1000 kr. 

For yderligere information om dagene kontakt projektkoordinator: 

Annegrethe Jørgensen 

Rundhøj Allé 72 II tv. 

8270 Højbjerg. 

Telefon: +45 8611-9691 

E-mail: agj@mail1.stofanet.dk

Åndelig vejledning - IKON - Danmark

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?