Hellige mennesker - IKON - Danmark

ikon 

>> Tro i dialog 

Nummer 71 • Juni 2010 

Hellige mennesker 

Helgener og helligsteder 

Frans af Assissi 

Pilgrimsvandring 

Mødet mellem hellighed og penge 

Den danske lama

ikon 


..........................Indhold 

Bladet IKON udgives af den kristne forening IKON (Informations- 

og samtaleforum for Kristendom Og Ny religiøsitet). 

Formålet er at skabe debat om og kontakt med religiøse 

strømninger uden for den kristne kirke og medvirke 

til saglig formidling af den kristne tro, især i forhold til mennesker 

i ikke-kristne miljøer. 

Abonnement: IKON udkommer normalt i marts, juni, 

september og december. Årsabonnement 160,- kr. (inkl. 

moms). Løssalg 45,- kr. Abonnement kan bestilles på nedennævnte 

adresse eller ved indbetaling af beløbet på 

giro 6 61 61 51 med angivelse af afsenderadresse samt 

formålet med indbetalingen. 

Redaktion: Lars Buch Viftrup (ansv. red.), Anni Louise 

Albæk, Anne Krabbe-Poulsen, Lene Skovmark, Dorthe 

Kidmose Mølby, Lene Troelsen. 

Sats og layout: Jeanette Westh 

Forsidebillede: Istock 

Tryk: Fjerritslev Tryk, 

Østergade 35, 9690 Fjerritslev, tlf.nr. 98 21 24 31 

Oplag: 800. 

Indlæg og artikler sendes til Redaktionen, IKON, Nørreallé 

29, 8000 Århus C, e-mail: ikon@ikon-danmark.dk. 

Læserbreve/debatindlæg modtages gerne, dog forbeholder 

redaktionen sig ret til at udelade eller forkorte efter 

eget skøn. Signerede artikler er ikke nødvendigvis udtryk 

for IKONs holdninger. 

Annoncer: 4,- kr. pr. mm. – 1/4 side 800,- kr.– ½ side 

1400,- kr. – 1 side 2500,- (alle priser ekskl. moms). 

IKON: Nørreallé 29, 8000 Århus C, tlf.: 30200280. SE-nr. 

1663 9397. Træffetid bedst tirsdag og torsdag. E-mail: kontor@ikon-danmark.dk 

Hjemmeside: www.ikon-danmark.dk. Her kan man også 

melde sig ind i foreningen IKON, hvor årskontingentet er 

200,- kr. (dog 100,- kr. for studerende og pensionister). 

Husstandsmedlemskab 300,- kr. Formand: Bjarne Dahlmann 

– e-mail: formand@ikon-danmark.dk. 

Det er tilladt at citere fra IKON i henhold til Medieansvarsloven 

med tydelig kildeangivelse. Ved eftertryk af artikler 

må der aftales med redaktionen eller forfatteren. 

Copyright © IKON-Danmark 2010 

ISBN 0907-7987 

2 IKON - www.ikon-danmark.dk 

4 

10 

16 

18 

22 

26 

Helgener og helligsteder 

Af Anette Foged Schultz 

Skønhedens askese 

Af Elisabeth Knox-Seith 

Viborg Pilgrimscentrum 

Af Elisabeth Knox-Seith 

Sikke en vej til Bodhi! 

Af Lama Tendar Olaf Høyer 

Kumbh Mela 

- Når penge møder hellighed 

Af Anni Louise Albæk 

Fakta om hellige mennesker 

Af Lene Troelsen og Lars Buch Viftrup

En fortryllende virkelighed 

Den moderne vestlige verdens historie er lig med et massivt 

stormløb mod det hellige. Den store sociolog, Max 

Weber, talte om en af-fortryllelse af verden. Tidligere var 

verden et fortryllet sted fyldt med hellige mennesker, hellige 

steder og åndelige væsener. Med moderniteten blev 

alt dette oversat til et rationelt sprog, der i stedet forklarer 

fænomenerne med psykologi, sociologi, fysik, genetik, 

osv. Hellighed blev et skældsord. 

I 1960’erne fulgte så det store stormløb mod de autoriteter 

i samfundet, som definerede, hvad der er helligt og 

godt, og hvad der ikke er. Alle skulle nu være ligeværdige 

autoriteter. Og man skulle så tro, at fænomenet med hellige 

mennesker ville være et overstået kapitel. Men nej, 

det kan man ikke sige. Dyrkelsen af idoler har i høj grad 

overtaget den rolle, som hellige mennesker tidligere havde 

– som rollemodeller og idealer, man kan stræbe efter. 

Og idoler er den moderne verden fyldt af. Men det sker 

meget sjældent, at et religiøst set helligt menneske opnår 

samme høje status, som idoler gør. Dalai Lama er måske 

den person i verden i dag, der nærmest forener rollen 

som idol og som helligt menneske. 

I dette nummer af magasinet IKON forsøger vi at skyde os 

ind på fænomenet hellige mennesker. Pilgrimsvandring, 

der er blevet vakt til live igen i en dansk sammenhæng, 

er traditionelt nært forbundet med hellige mennesker. 

En pilgrimsrute kan således være bestemt af den hellige 

person, hvis kirke er endemålet for rejsen. Anette Foged 

IKON - www.ikon-danmark.dk 

.........leder 

Schultz, der er pilgrimspræst i Viborg pilgrimscentrum, 

skriver om, hvordan hun genfortolker denne gamle tradition, 

så hun som moderne menneske kan bruge den til 

noget. 

I globaliseringen tidsalder, der er fulgt i hælene på den 

moderne teknologi, mødes opfattelser af hellighed fra 

mange forskellige religioner og kulturer. Den førnævnte 

af-fortryllelse synes på tilbagetog, fordi Vesten ikke længere 

eksisterer adskilt fra Østen og Syden. Frans af Assisi, 

hvis historie beskrives i artiklen ”Skønhedens askese” 

er således en af de hellige skikkelser i kristendommen, 

som tiltrækker mennesker, der også tiltrækkes af buddhisme 

og hinduisme. Lama Tendar Olaf Høyer skriver 

i sin artikel ”Sikke en vej til Bodhi” om, hvordan han har 

mødt helgener fra mange religioner, før han blev overbevist 

buddhist. Og Anni Albæk, der er præst i Danmark, 

beskriver i ”Kumbh Mela – mødet mellem hellighed og 

penge” sit møde med hellige hinduistiske mennesker. 

Hvis hellighed er ensbetydende med urørlighed og et verdensbillede, 

der er ude af trit med virkeligheden, så er det 

godt, at det er blevet kritiseret i sænk. Men måske kan 

hellighed stadig give mening, hvis det åbner vores sind 

for livets under. Og nogle gange er det mødet med mennesker, 

der åbner os – og så er det måske ikke helt forkert 

at tale om hellige mennesker – og en fortryllende virkelighed. 

3

Helgener og helligsted 

- Kan vi bruge forestillingen om hellige steder o 

I Viborg har man taget en gammel kristen tradition, pilgrimsvandringen, op, 

i mange århundreder. Hvad er det vi gør, og hvorfor gør vi det? spørger pilg 

skal give mening for os i dag, så skal de gamle helgenlegender tages op til kriti 

ophøjer et enkelt menneske over det jordiske. Hellighed er forbundet med ste 

neskelighed og menneskelivet er. 

AF ANETTE FOGED SCHULTZ 

Pilgrimspræst i Viborg 

”Lyset kan vi kun se i mørket! 

I fristelsen til renhed 

møder vi Djævelen.” 

Biskop Martin Lind. 

Pilgrimsseminariet i Vadstena. 

Januar 2010. 

Helgener på min vej - Jakobslegenden 

Jeg selv har ofte undret mig, når jeg kom til Vadstena og 

Trondheim, hvor den Hellige Birgitta og Kong Olav har 

så centrale positioner i pilgrimstraditionen. Ligeledes har 

det virkelig undret mig på mine vandringer ad Camino 

de Santiago at se Sankt Jakob i centrum af utallige altertavler 

- mens Kristus tilsyneladende helt er ude af billedet 

dér! 

I centrum er Jakob - disciplen Jakob - som ifølge evangeliet 

var en af Zebedæussønnerne. Han var bl.a. med Jesus 

på forklarelsens bjerg og blev ifølge Apostlenes gerninger 

halshugget af Herodes Agrippa i år 50. Herefter fortæller 

Det Nye Testamente ikke mere om ham. Legenden tager 

over og beretter om, hvordan Jakob – efter sin død – bliver 

lagt ombord i en båd. Her fører Gud ham og hans 

disciple til den rette begravelsesplads, som altså på mærkværdig 

vis blev det nordvestlige Spanien. Helt ude ved kysten, 

ved El Padron gik de i land. Efter mange prøvelser 

og kampe mod onde magter bliver den lokale dronning 

omvendt. Hendes slot bliver omdannet til gravsted og 

helligsted, til en kirke for apostlen Jakob. 

I dag ligger hans relikvier i en kiste i katedralen – påstår 

man! Man fandt hans jordiske rester på en mark derude 

ved kysten på den tid da man overalt i Europa hævdede 

at finde relikvier af den ene mere interessante helgen efter 

den anden. Der opstod ligefrem købmandshandel omkring 

relikvierne. Man købte og solgte ben og knogler. 

Man kunne købe eller i nødstilfælde stjæle en knogle eller 

bare hævde, at man rent faktisk havde denne del af en 

kendt afdød. 

En krigerisk helgen 

Personligt tror jeg ikke på, at apostlen Jakob skulle ligge 

begravet i Santiago. Jeg mener også, at det er underordnet 

for pilgrimsvandringens betydning. Det er kirken, ikke 

knoglerne, der er af betydning for pilgrimsvandringen 

til Santiago. Mere herom senere. Jeg tror langt snarere på 

de historiske fakta, der fortæller om hvordan den kristne 

kirke og de kristne kongedømmer i det nordlige Spanien 

var trængt af muslimerne, der fra Nordafrika trængte op 

igennem Spanien. Man ”fandt” meget belejligt Sankt Jakobs 

jordiske rester derude i dét, der i dag er Santiago. 

Kongerne i de kristne kongedømmer gik sammen med 

kirken og forsøgte at sætte grænse for muslimerne med 

Camino de Santiago (pilgrimsrute til Santiago, red.). 

Man ser mange steder Jakob afbilledet som kriger, ”Santiago 

Matamoros”. Jakob, mauerdræberen. Til hest og med 

halshuggede muslimer under hestens hove. Man sætter 

4 IKON - www.ikon-danmark.dk

er 

g hellige mennesker i dag? 

som i den lutherske kirke har været glemt 

rimspræst Anette Foged Schultz. Hvis det 

sk vurdering. Hellighed er ikke noget, der 

der og mennesker, der har vist, hvad men- 

ham i spidsen for de kristne i kampen mod muslimerne. 

Han går ikke af vejen for et blodbad eller to, og han viser 

sig ofte på himmelen under kamp. Jeg vil gerne spørge: 

Hvordan i alverden man har kunnet digte en af Jesu disciple 

om til en krigshelt, der skærer halsen over på mennesker 

af anden tro? Og jeg vil gerne spørge, hvad i alverden 

moderne mennesker kan bruge den historie til? 

”Hvordan i alverden 

har man kunnet digte 

en af Jesu disciple 

om til en krigshelt, 

der skærer halsen over på 

mennesker af anden tro?” 

At sættes fri til at være den, jeg er 

Vi er en kristen kirke. Kristus er centrum i vores tro. I 

ham tog Gud bolig. I hans krop, i hans sind, i hans væsen, 

i hans måde at møde mennesker på – dér ser vi og møder 

vi Gud selv! Det der kendetegner Kristus er, at han gik ind 

i det menneskelige. I det sårbare menneskeliv. I afmagten. 

Der - i vores virkelighed - vil han leve med os og sætte os 

fri til livet og glæden i fællesskab med Gud og med vort 

medmenneske. 

At være kristen betyder at leve under tilsigelsen: Du er 

elsket. Præcis som du er, er du elsket! Vi lever under velsignelsen. 

Menneskelivet, det jordiske menneskeliv, er 


velsignet liv. Det er det, inkarnationen vil sige os. Og det 

er det gode budskab, vi som kirke er sat til at udbrede. 

Dele med hinanden. 

Kristendommen vil menneskelighed og skaber menneskelighed, 

hvor den bliver forkyndt. Rum i verden til 

at være menneske på menneskelige vilkår. Hvor der er 

umenneskelighed, er der også ukristelighed. Menneskelighed 

betyder ”lig et menneske”. ”Som et menneske” og 

”som medmenneske”. Evangeliet rummer beretning på 

beretning om, hvordan Jesus tog imod mennesker. Tog 

dem til sig, som de var. Tog dem til sig uden først at stille 

betingelser om, at de skulle blive noget andet end det, de 

allerede var. Beretning på beretning. Fortælling efter fortælling 

kommer dette til syne: At Gud er menneske-lig og 

medmenneske-lig. At Gud er kærlighed. Så stor er hans 

kærlighed, at den kan rumme dig og mig, som vi er! På 

godt og ondt. Med styrke og svaghed. Med sår og skyld og 

skam. Sådan vil han have med os at gøre. 

Og hver gang vi møder en fortælling, eller et menneske, 

der kan rumme os, som vi er, en kærlig fortælling, en fortælling 

så fuld af kærlighed, at jeg, der hører den, sættes 

fri til at være. Bare være mig uden præstation. Uden først 

at gøre mig umage og anstrenge mig med at blive bedre, 

end jeg er. Hver gang der lyder sådan en fortælling, så er 

det en evangelisk fortælling igennem hvilken, Gud selv 

kommer til mig. Uanset hvornår den er skrevet. 

Tro mod det jordiske liv 

Læs for eksempel denne lille fortælling fra ”Kaptajn Ne- 

5

Foto: Istock 

”Vi har alle vore helligsteder, 

der minder om møder i livet, 

der gjorde en forskel.” 

mos bibliotek” (Udgivet på Samleren 3.udg. 2009) af den 

svenske forfatter P.O. Enquist: 

Jeg kommer til at tænke på lignelsen fra Johannesbrevet i 

Det nye testamente. Lignelsen er som følger. 

Det er Jesus, der fortæller lignelsen om æselet og den tomme 

honningkrukke. Æselet, fortæller Jesus til sine disciple, 

skulle have fødselsdag, og for at glæde æselet fik dets to venner, 

Grislingen og Peter Plys, den idé at give hver sin fødselsdagsgave 

til Æselet, som var temmelig fåmælt og tankefuldt 

og tit sukkede tungt. Derfor købte Grislingen en ballon og 

Peter Plys en krukke honning til den fælles ven. På vej hen 

til Æselet blev Peter Plys sulten og smagte på honningen, 

der var god; og inden han nåede frem var honningkrukken 

tom. Grislingen løb ivrigt ved siden af med ballonen i favnen, 

men snublede pludselig og faldt, så ballonen revnede 

og blev som en lille slap klud. Da de ankom var der kun 

en tom honningkrukke og en ballonlas igen. Da de overrakte 

deres gaver, fortalte de to venner skamfuldt Æselet, 

hvad der var sket. Æselet kiggede så lidt på gaverne med 

sit sædvanlige bedrøvede blik, og de to venner vidste ikke 

deres levende råd af sorg og skam. Men så tog Æselet ballonlasen 

og puttede den i krukken. Og bagefter tog det, efter 

at have tænkt lidt over det, igen lasen og fiskede den op af 

krukken. Og så puttededet lasen ned igen. Det her, sagde 

Æselet fornøjet til sine venner, er en meget praktisk krukke 

at have ting i. Og denne ballonlas er en ting, som man kan 

have i denne praktiske krukke. Og de forstod pludselig, at 

dèt de troede slet ingenting var, nu var noget, og de blev 

meget glade. 

Det var lignelsen om Æselet og honningkrukken. Man får et 

smæk, men der er ikke noget, som er håbløst. Man beholder 

dét, der gjorde ondt, og så er det mere værd end lykken. 

Sådan var det med Bibelen. Man kunne finde, hvis man 

søgte. Og så hjælper det én over det, der er svært. Man er 

jo altid en tom krukke, eller en laset ballon, hvad der kan 

være meget værd, fortalte Jesus sine disciple. 

”Man er jo altid en tom krukke, eller en laset ballon, hvad 

der kan være meget værd, fortalte Jesus sine disciple”. 

Luther sagde det på en anden måde: Du er ”på samme 

tid synder og retfærdiggjort”. ”Menneske først og kristen 

så”, sagde vores danske Grundtvig. Og mange andre har 

formuleret dét afgørende, at vi forbliver jorden og menneskelivet 

tro samtidig med, at vi lever livet som Guds 

hellige, elskede og udvalgte. Glemmer vi det, bliver vi på 

en og samme tid umenneskelige og ukristelige. 

Alt dette sagt, fordi jeg mener, at det er afgørende, når vi 

fortæller helgenlegender, at vi vurderer deres lødighed og 

anvendelighed i vores sammenhæng, som er den kristne 

kirkes sammenhæng. Vurderer dem på, om de er tro mod 

det jordiske liv. Om de er tro mod menneskelivet, også 

når det er sårbart og afmægtigt. Hvis de ikke er det, ødelægger 

de mere end de gavner i forhold til udbredelsen af 


evangeliet. Og det er dybest set dét, det handler om: Udbredelsen 

af muligheden for at være menneske på jorden 

– og kunne være det med glæde. 

Og vi, der nu tager en gammel kristen tradition op - idet 

vi genoptager pilgrimsvandringen - vi er forpligtede på 

at se kritisk på indhold og form. Hvad er det, vi gør, og 

hvorfor gør vi det? 

Helligstederne 

Som præst på Fyn besøgte jeg en dag Johan ude i Gultvedgyden. 

Hos ham, i hans lille husmandssted, blev jeg 

budt på kaffe i køkkenet ved køkkenbordet med voksdugen, 

hvor der stod to stole – en til ham og en til hans nyligt 

afdøde kone. Jeg besøgte ham efter begravelsen for at 

se, hvordan det gik ham. Hvordan går det Johan? 

Han er 84 og bevægelserne er langsomme. Han svarer: Jeg 

kommer ikke så mange steder mere! Faktisk kommer jeg 

kun 3 steder: Mine forældres gravsted på Langeland, mine 

svigerforældres gravsted i Gudme og min kones gravsted i 

Kværndrup. 

Johan havde sine tre helligsteder. Steder, der var hellige 

for ham. Steder, hvor grænsen mellem liv og død var 

markeret for ham. Her til gravstederne kunne den gamle 

mand komme og mindes livet, han havde delt med dem, 

der havde været hellige for ham. Dem, der havde givet 

hans liv lys og varme. Indhold, mening og retning. 

Vi har alle vore helligsteder. Helligsteder, der minder om 

møder i livet, der gjorde en forskel. Møder, der i glimt 

gjorde mig fri. Satte mig fri til at leve i verden, som den 

jeg er. Kirkerne, som vi traditionelt ser som helligsteder, 

står i landskabet som betydningsfulde symboler. Symboler 

fulde af betydning. Symboler på at store, nyskabende 

møder finder sted, at du har medvandrer på livsvandringen 

- Gud og medmenneske - og at der derfor er grund til 

at tro og håbe og glædes! 

Kirkerne er gamle hellige rum, helliget af alt det liv, der 

har fundet sted i dem. Liv bestemt af kærlighed og længsel, 

bøn og håb. Trængsel og tab, sorg og fortvivlelse. Rum 

der er blevet STORE af alt det store, de har skullet rumme. 

Vi kommer i kirken, når livet bliver for stort til, at vi kan 

have det derhjemme. Sådan siger en klog mand, jeg kender. 

Det er sandt. Og rummet præges af det, der sker derinde 

under de højt hævede hvælvinger. 

Men der findes også helligsteder uden for kirkerne. Mine 

helligsteder er ikke kun forbundet med bygninger af sten. 

Mine helligsteder er ikke kun statiske bygninger, der står 


Foto: Istock 

”Vi kommer i kirken, 

når livet bliver for stort til, 

at vi kan have det derhjemme.” 

7

solidt og godt plantet på jorden. Helligsteder kan opstå 

uafhængigt af bygninger. De kan opstå i tid og rum i mødet 

med den anden, som vil og kan rumme mig, som jeg 

er, og dermed sætter mig fri til livet. Det gør Gud og det 

gør han på mange forskellige måder. Bl.a. når han af og 

til sender et medmenneske til mig på vejen. Et medmenneske, 

der kommer med dette gode budskab: Jeg vil have 

med dig at gøre, som du er! 

Ethvert liv er helligt 

Foto: Istock 

”Helgen, hellig, 

er ethvert menneske, 

der fødes ind i verden” 

Helgen, hellig, er ethvert menneske, der fødes ind i verden. 

Guds egen skabning. Det er ikke altid, vi behandler 

hinanden og os selv sådan. Som hellige. Men det er dét 

evangeliet kalder os til: At se os selv og hinanden som 

helligt liv. 

Når jeg ser hvordan Sankt Jakob bliver fortalt og fremstillet 

på vejen til Santiago og når jeg hører om kong Olav på 

vejen mod Trondheim og når jeg ser den hellige Birgitta 

afbilledet i Vadstena, så må jeg bekende, at jeg endnu 

ikke har hørt dem fortalt, så jeg kunne finde livsmod i 

fortællingerne om dem. Lige med undtagelse af det tidspunkt, 

da en præst i Vadstena kom hen til mig i en pause 

under seminaret og sagde til mig, at han havde hørt mig 

udbyde workshoppen om helgener. Han ville gerne vise 

mig, hvordan han selv kunne hente livsmod og mening i 

symbolikken omkring Birgitta. Jeg fulgtes med ham over 

i kirken. Han viste mig, hvordan Birgittasøstrenes symbol 

med de fem sårmærker er sat som en krone over deres 

hovedbeklædning og bygget ind i kirkens hvælvinger. 

Dette er et symbol, som på samme tid henviser til menneskets 

sårbarhed og vores forbundethed i sårbarheden 

OG til menneskets ophøjethed: At mennesket er ophøjet, 

kronet som Guds barn. Guds hellige. Guds helgen. 

Præsten i Vadstena, som selv viste sig som et menneske 

for mig, ved at vise mig at symbolikken omkring Birgitta 

berørte og bevægede ham som menneske, gav livsmod 

og var troværdig i sin tale. Men ellers må jeg indrømme, 

at når jeg hører fortællingerne om de gamle helgener i 

traditionen, så hører jeg først og fremmest en tendens 

til at ophøje et enkelt menneske over det menneskelige. 

En tendens som vi kender fra vor egen tids idolisering af 

enkelte mennesker f.eks. inden for popmusikkens verden 

(Læs f.eks. Torgny Lindgrens ”Til sandhedens pris”). En 

tendens der fører til umenneskeliggørelse, både blandt 

dyrkerne af idolet/helgenen og i forhold til idolet/helgenen 

selv. Vé det idol, der viser sig bare at være et sårbart 

menneske af kød og blod! Han er dødsens! (Jvf. Rene 

Girard´s ”Idol og syndebuk”). 

Lysten til ophøjelse og renselse af det menneskelige, 

længslen efter at kunne hæve sig over dette smertefulde, 

sårbare menneskelivs store afmagt, den lyst kender enhver, 

tror jeg! Og vi kan læse, hvordan den har eksisteret 

hele vejen op igennem historien. Se f.eks. hvordan vikingerne 

ikke kunne udholde, at Kristus er den, der dør i afmagt 

på korset, og hvordan de derfor afbilleder ham som 

den sejrende (vikinge-) konge. 

Lysten til ophøjelse og renselse. Lysten til flugt fra den 

del af menneskelivet, som er skidt og lort. Lysten til ren 

harmoni. Den lyst er meget forståelig, men følger vi den, 

bliver vi umenneskelige! Trangen er neurotisk (C.G. Jung: 

Neurose er undgåelse af legitim smerte), og den er djævelsk. 

Vi bliver - igen og igen - af Kristus vist tilbage til 

menneskelivet, som det er. Som mennesker skal vi leve 

sammen her på jorden. Ikke leve himmelvendt, himmelstræbende. 

Det er den tilbagevisning til menneskelivet, vi møder, da 

Jesus sammen med Peter og Jakob og Johannes står på 

forklarelsens bjerg. Peter der længes efter forklarelse og 

befrielse fra besværet med det modsætningsfyldte liv, han 

siger: Jesus, lad os bygge hytter her! Heroppe i det ophøjede, 

skylette, paradisiske, rent åndelige! Lad os blive her! Men 

Jesus viser dem vejen ned fra bjerget igen. Ned blandt 

mennesker, der lever og elsker og lider og længes. 

Gud blev menneske og velsignede derved menneskelivet. 

Ikke et ophøjet, rent, himmelstræbende liv ”på indersiden”, 

men et liv midt i verdens brogede tummel. Her skal 

vi leve for hinanden og med hinanden. Være hinandens 

medvandrere på støvede, hede landeveje. Bære med på 

hinandens byrder. Leve og elske og finde vej og mod og 

kærlighed sammen. 


Foto: Istock 

Mennesker, der giver noget stort og særligt 

Der findes mennesker i verden, der ved et usædvanligt 

mod, deres kærlighed, deres gavmildhed, deres måde at 

sætte egne behov til side for andres, gør sig bemærket 

iblandt os. Træder tydeligt frem. Lyser op og viser vej. Og 

Gud ske tak og lov for dem! De er ganske særlige medvandrere 

på vores vej! 

Det er ikke den danske Jantelovs (Du skal ikke tro, at du 

er noget!) indførelse jeg taler for. Vi skal se menneskene, 

ethvert menneske, som helligt og ingen mere hellig end 

andre. Der findes mennesker, som bliver forbilleder for 

os i kraft af deres væsen, tro, livsmod og historie. For mig 

er de største og stærkeste forbilleder dem, der har modet 

til at stå ved deres menneskelighed. Dem, der smitter mig 

med netop dét mod: Modet til at leve som den, jeg er, 

midt i verden med al dens brogede skønhed og rædsel. 

Kristus har vist os, at han er hos os midt i livet, også i 

afmagten. Han har vist os, at der er en vej igennem smerten. 

En vej igennem død og tab. En vej, der fører til nyt 

liv og fællesskab. Vi kan være i smerten og afmagten og 

samtidig vide, at vi ikke er alene dér! 

Pilgrimsvandringen 

Enhver, der har foretaget en længere pilgrimsvandring 

ved, at vandringen kan lede ind i en forsoningsproces 

med livet, som det er. Det sker bl.a. ved, at jeg under vandringen 

bliver mindet om, at jeg er krop. Jeg kan ikke 

komme uden om kroppen. Jeg kan ikke komme af med 

den. Den binder mig til det jordiske liv. Den er mit hjem 

på jorden. Den huser min sjæl, mit sind og mine tanker. 


”På vejen, 

som bliver et billede på mit liv, 

går jeg med alt, 

hvad jeg rummer.” 

Mine følelser og erfaringer. Jeg bliver - igennem kroppen 

- mindet om min styrke og min begrænsning. På vejen, 

som bliver et billede på mit liv, går jeg med alt, hvad jeg 

rummer. Min historie. Glæder og sorger. Skyld og skam. 

Jeg kommer undervejs til min grænse og til mig selv som 

den, jeg er. 

Jeg er dén, jeg er! som Gud siger til Moses i den brændende 

tornebusk og dermed viser han os, hvad vores Gudbilledlighed 

består i: At være dén, jeg er. At blive dén, Gud 

har tænkt mig som. Forsoning med det, der er og den, jeg 

er, er vandringens proces og den har sit mål og sin forløsning 

på helligstedet, hvor jeg sættes fri af kærligheden, 

der møder mig her. 

Over vejen, over jorden - over min livsvandring - er himlen 

spændt ud over mig. Himmelen, der minder mig 

om, at jeg – ud over at være krop – også er Ånd, kalder 

længslen frem. Spejler min længsel. Den sætter mit liv i 

perspektiv. Guds perspektiv. Det perspektiv, der fortæller 

mig, at jeg midt i al min sårbarhed og skrøbelighed er 

kronet. Jeg er udvalgt. Jeg er helliget. Jeg er elsket. Som 

mit medmenneske: På én gang synder og retfærdiggjort. 

Hvad der ”driver på Kristus” var Luthers rettesnor, da han 

- under reformationen af kirken - skulle vurdere fortællingerne, 

som den kristne tradition er grundet på. Det 

samme kan vi roligt gøre: Vurdere fortællingerne, helgenlegenderne 

og alle de andre historier, vi har med os 

i traditionen, ud fra spørgsmålet: Driver de på Kristus? 

Er det ham, de forkynder? Det vil sige: Giver de mennesker 

lov til at leve som mennesker på denne, vor brogede, 

Gudsskabte jord? Hvis ikke, så find nogle andre fortællinger, 

der bedre tjener målet: At forkynde evangelium og 

derigennem sætte mennesker fri til livet. 

9

Skønhedens askese 

Frans af Assisi levede et liv i streng askese. 

Paradoksalt nok var dette afkald på 

alt materielt samtidig en lovprisning af 

skaberværkets skønhed. Dette er livshistorien 

om en bemærkelsesværdig mand, 

der levede for 800 år siden, men som har 

udfordret millioner af mennesker efterfølgende. 

Den dag i dag er Assisi et pilgrimssted 

for mange. Frans af Assisi er 

en helgen for katolikker men også en 

inspirationskilde for mange andre. 


AF ELISABETH KNOX-SEITH 

I folkekirkelig sammenhæng er det ikke altid let for os at 

bruge hellige mennesker som forbilleder – men alligevel 

kan helligheden hos Frans af Assisi være til stor inspiration. 

For Frans var det at gå troens vej at bevare den konstante 

hvile i spændingen mellem fattigdommens afkald 

og skønhedens fylde. Han hvilede i sin radikale askese, 

og savnede tilsyneladende ikke noget – tværtimod fandt 

han stor frihed i sin stædige fastholden af den totale, 

konsekvente fattigdom, og enheden med alt, hvad der 

omgav ham i naturen. 

Det, vi kan lære af Frans i dag er måske, at netop afkaldet 

kan føre til frihed. Meget få mennesker vil kunne 

give afkald på samme radikale måde som Frans – men 

netop i en tid, hvor klima-forandringerne tager til og 

verden står over for en stor udfordring i forhold til skabe 

et anderledes, balanceret forhold til naturen, kan radikaliteten 

hos Frans være en stærk påmindelse. Hvilket 

billede af helligheden giver Frans´ liv os? 

Assissi - et rigtigt in-sted 

Den lille by Assisi i Italien rummer en vigtig historie om 

en af de afgørende skikkelser i den kristne historie. Folk 

fra hele verden valfarter til Assisi for at være en del af den 

særlige hellige fylde og skønhed, som mange mener, er i 

området, hvor Frans levede og havde sit virke i slutningen 

af 1100-tallet og begyndelsen af 1200-tallet. 

Interessen for det særlige væsen, som Frans ikke bare selv 

rummede, men også spredte omkring sig, ikke kun i sin 

egen nutid, men i århundrederne efter sin død, tiltrækker 

en bred vifte af mennesker til den lille by, som smyger sig 

som et gammelt middelaldermonument op ad en bjergskråning, 

ikke langt fra den gamle hovedvej, der førte fra 

det nordlige Italien til Rom. 


Ikke bare kristne, men også folk fra andre religioner tiltrækkes 

af Assisi. Ude omkring i de små øde skov- og 

landegne omkring byen, køber rige mennesker huse op 

for at finde fred og ro. Assisi er blevet et rigtigt ”in-sted” 

for moderne søgende, der ønsker at finde hvile i sig selv 

og arbejde for fred i verden. Blandt disse er folk, som tiltrækkes 

af østlige religioner, og som ellers ikke ville finde 

på at interessere sig for den kristne tradition. Men de oplever 

som så mange andre, der søger til byen, at Assisi har 

noget særligt at byde på, en særegen indre skønhed og 

fred, som fylder og befrugter sjælen. 

Men hvad er det da for noget, som skaber denne atmosfære 

omkring Assisi og som præger den opfattelse af Frans, 

der har udviklet sig igennem tiden? Hvad har Frans, som 

levede efter et yderst radikalt fattigdomsideal, egentlig 

med begrebet ”hellighed” at gøre? 

Solsangen 

Frans af Assisi er særlig kendt for sin Solsang, som er en 

lovprisning af alt, som er skabt. I sangen taler han om 

Broder Sol, Søster Vand, Søster Måne, Broder Myre, o.s.v. 

Når man går den lille gamle vej fra Assisi ned i dalen 

på vej mod Rivortorto, har vejene i dag fået navne efter 

sangen: Broder Ilds vej, Moder Jords vej, o.s.v. Naturen 

i dalen er stadig præget af den mildhed og farverigdom, 

Frans må have været omgivet af, da han skrev sin sang om 

skaberværkets uendelige skønhed og fylde. 

Sangen blev skrevet i foråret 1225, da Frans lå meget syg 

i klosteret ved San Damiano, som netop ligger i dalen nedenfor 

Assisi. Frans var på dette tidspunkt næsten blind 

af en mærkelig øjensygdom, og han var desuden stigmatiseret, 

altså bar åbne sårmærker på hænderne, fødderne 

og i højre side, som en del af den dybe indre vej, han var 

gået i efterfølgelsen af Kristus. Disse konstant blødende 

sår måtte plejes af de nærmeste brødre og nye bandager 

11

måtte skiftes hver eneste dag. Samtidig værkede hans øjne 

så meget, at han ikke kunne tåle sollys, så han lå i mørke 

i en ussel lille hytte uden for klosteret, som på dette tidspunkt 

beboedes af Søster Clara og hendes medsøstre, som 

havde valgt at leve i lige så stor fattigdom som Frans selv. 

Frans og Clara havde et meget nært åndeligt forhold, men 

Frans var skrækslagen for, at nogen skulle tro, at der var 

mere mellem dem end blot ånd, så han gjorde, hvad han 

kunne, for ikke at komme for tæt på søstrene. Derfor 

holdt han også til i den lille hytte uden for klosteret, hvor 

hans brødre passede på ham. Ifølge legenderne løb mus 

hen over hovedet på Frans, bed i hans tæer og spiste hans 

sparsomme mad, mens han lå på sygelejet. Men da han 

elskede dyr så meget, lod han dem være. Midt i det smertefulde 

mørke, som han lå i, fødtes solsangen, som priser 

alt levende, og som billedliggør den glæde, som Frans 

også rummede, midt i al sin selvydmygelse. 

Kaldet i San Damiano 

Det var i kirken i San Damiano, at Frans tyve år tidligere, 

da han endnu var en ung mand i begyndelsen af tyverne, 

havde modtaget sit egentlige kald til at følge Kristus. Han 

havde haft en lang urolig periode som ung, hvor han dels 

havde søgt at blive ridder, dels havde siddet i fængsel i 

en periode efter at have deltaget på borgerskabets side i 

et lokalt opgør med adelen i Assisi. Han havde også, efter 

sin fængsling, ligget syg i en meget lang periode, og 

havde således haft tid til at overveje, hvad han ville med 

sit liv. En eller anden indre længsel drev ham til at søge 

meditativt ned til kirken i San Damiano, hvor han satte 

sig alene og stirrede på korset. Pludselig talte det til ham, 

med stor kraft: 

- Frans, gå og genopbyg min kirke! 

”Det vi kan lære af Frans i dag er måske, 

at netop afkaldet kan føre til frihed.” 

Buddet rystede Frans, og han tolkede det så konkret, at 

han styrtede hjem og skaffede nogle penge fra sin far, og 

gik til den lokale præst med dem. Men præsten ville ikke 

modtage pengene, da han ikke var sikker på, at Frans´ far, 

en meget kendt og rig tekstilhandler i byen, ville bryde sig 

om, at hans penge blev brugt på mursten til en lille, forfalden 

kirke nede i dalen, som ingen ellers brød sig om. 

Men dette stoppede ikke Frans, og han gik i stedet ud 

blandt bønder og andre lokale folk i omegnen, og tiggede 

sten til den lille kirke. Med sine egne hænder genopbyggede 

han ifølge legenden ikke bare denne lille kirke, men 

flere andre på egnen, blandt andet en anden lille kirke 

ikke langt derfra, Porziuncula. Den skulle siden blive et 

af de vigtige tilholdssteder for Frans og hans efterhånden 

voksende skare af brødre. 

Vejen, Frans valgte at gå, fulgt af mange, var tiggerens vej 

– den, som vandrer i Kristi fodspor, uden at eje noget, 

ikke engang en stok eller en stav. 

Bruddet med den rige far 

Borgerskabet og adelen i Assisi så med rædsel på, at flere 

og flere af de mest begavede og også rige unge mænd begyndte 

at følge Frans på hans mærkelige livsvej – vejen 

som tigger. Og det var, i total efterfølgelse af det fattigdomsideal, 

som optog Frans så meget, og som han følte 

sig dybt kaldet til at leve med en nidkærhed, som man 

i bogstaveligste forstand kan sige, var bemærkelsesværdigt, 

ikke mindst for indbyggerne i en by, der levede efter 

helt andre idealer. 

Frans egen far var købmand og havde som ung opbygget 

sig en stor formue ved at rejse til Frankrig. Under stor 

risiko købte og handlede han med mange eksotiske varer, 

ikke mindst smukke tekstiler af ypperlig kvalitet, som han 

hjembragte til Italien. At være handelsmand dengang, i 

11-1200-tallet, var ikke ufarligt, og risikoen for at miste 

alt, hvad man ejede ved røveriske overfald på landevejene, 

var stor. Men Frans´ far var en modig mand, og rejste 

med så stor iver, at han skabte sig en stor formue. 

Frans blev i sit liv også meget berejst, men han blev aldrig 

handelsmand. Han nægtede at følge sin fars vej, og brød 


ualmindeligt radikalt med faderen. I den store Francescokirken, 

der blev rejst i Assisi efter Frans død, og hvor hans 

grav nu befinder sig, findes der en række fresker. De er 

malet af Giotto, som beskriver Frans liv i meget minutiøse 

detaljer. Et af billederne portrætterer den meget 

legendariske situation, hvor Frans bryder med sin far. 

Frans er søgt ind i biskoppens hus for at få beskyttelse, 

og faderen er kommet med sine mænd for at kalde ham 

tilbage til et normalt liv. På freskoen ser man, hvordan 

Frans klæder sig nøgen, og giver sin fader alt tilbage, som 

har været hans. Biskoppen dækker i blufærdighed Frans 

med en anden kappe, og på billedet markeres den store 

afstand mellem Frans og hans fader med et stort, lysende 

blåt tomrum, som optræder imellem dem. Denne dybblå 

kløft, som skiller dem ad, er som et skel mellem to verdener, 

der ikke kan forenes. 

Frans er kendt for at sige til sin far, at fra nu af kan han 

ikke følge andre end Gud Fader i himmelen, og at han 

ikke har anden far. På billedet kan man fornemme faderens 

sorg og rædsel, men også vrede mod sin søn. Hvad 

er det, han gør? Er han da blevet totalt vanvittig? Hvordan 

kan han smide alt det bort, som er ham givet, som et af de 

mest privilegerede unge mennesker i hele byen? Hvad er 

det for et liv, han begiver sig ud på? Et liv, hvor han fornægter 

livets skønhed til fordel for en ualmindeligt streng 

askese? 

Faderens smerte må have været uovervindelig, og det må 

have været svært for ham et se sin søn, som før gik rundt 

i smukke, prangende klæder, og havde en meget lovende 

fremtid foran sig, nu gå rundt i Assisi og tigge, kun iklædt 

de mest lasede klæder, man kunne tænke sig. 

Frans, på den anden side, må også have følt en radikal 

sorg, og have båret på dette uforløste forhold til faderen 

resten af sit liv. Godt nok havde han nu vendt sig mod 

Gud Fader i himmelen, som han selv sagde – men hvad 

var det, han gjorde, når han begav sig på sin nye vej, ind i 

den totale usikkerhed, og smed alt den tryghed, skønhed 

og kærlighed bort, som var ham givet på jorden som en 

stor foræring? 


Frans var fattig, men en tilvalgt fattig. I udgangspunktet 

var hans vilkår meget forskellige fra de vilkår, som de 

fattige, som han valgte at solidarisere sig med. Ud af et 

overskud, og ud fra et valg, omfavnede han spedalske. 

Ham gav den smule bort, han kunne tigge, til andre, der 

behøvede det mere end ham. Men hans liv byggede på et 

radikalt brud – et brud, som den dybblå afgrund på Giottos 

fresco symboliserer den næsten ubegribelige rækkevidde 

af. 

Den fuldkomne glæde 

At være i Assisi om vinteren er en kold oplevelse. Om natten 

når kuldegraderne langt ned. Det får én til at undre sig 

over, hvordan Frans og hans brødre overlevede i de lange 

perioder af året, hvor solen ikke havde magt til at varme. 

De levede i små hytter og huler, og sov på den bare jord, 

ofte kun på små stråmåtter. Og Frans fordrede i sit ideal 

om den fuldkomne fattigdom, at de ikke måtte eje noget 

som helst, ikke engang den tunika, de gik og stod i. 

Frans blev i sidste del af sit liv alvorligt syg. Da indså hans 

brødre og andre, som stod ham nær, at en del af hans sygdom 

skyldtes den meget ublide behandling, han havde 

givet sin krop, som han plejede at kalde Broder Æsel. Selv 

æsler skal have mad og varme, argumenterede brødrene. 

Men det hjalp ikke altid på Frans, som stræbte efter den 

Foto: Istock 

13

”Lovet være du, Herre, for alle dem, som af kærlighed til dig 

tilgiver deres fjender og udholder skrøbelighed og trængsel.” 

fuldkomne ydmyghed og frihed, i forhold til jordiske 

ting. 

Brødrene, som så, at hans lille krop smertede og rystede 

af kulde, opfordrede ham til at tage mere end én tunika 

på. Men det ville Frans ikke, for dette var ekstravagant. 

I stedet fandt brødrene på en anden løsning, nemlig at 

opfordre ham til at sy skind eller andre varme lapper inden 

for tunikaen, så det var lettere at holde varmen i den 

værkende krop. Heller ikke dette syntes Frans var nogen 

god idé, men gik dog med til, at der blev syet lapper både 

indvendigt og udvendigt på kutten. Engang kom nogle af 

brødrene med et stykke ræveskind, som de havde fået fra 

en giver, der gerne ville hjælpe. ”Sy dette indvendigt i tunikaen”, 

sagde brødrene, overbevist om, at det ville varme 

godt. Til sidst gav Frans sig, men betingede sig, at ræveskindet 

blev syet uden på kutten for at vise, hvor ekstravagant 

han var. Således gik han hele vinteren og lignede 

en lille ræv, med det bløde lysende rævehår siddende hen 

over lænden uden på den lasede dragt. 

Frans blev kendt for at stræbe efter – og leve midt i – det, 

han selv kaldte ”den fuldkomne glæde”. Jo mere dæmonerne 

angreb, og jo mere han blev afvist, når han i de 

høje kuldegrader vandrede over bjergene for at tigge i 

fjerne egne, jo større var fordringen om at bevare glæden, 

midt i smerterne og ydmygelserne. At hvile fuldstændigt 

i Kristus, i bevidstheden om den korsfæstedes evige 

nærvær, hjalp Frans til at bevare sin indre hvile i glæden, 

trods udfordringer af en karakter, der ville have taget modet 

fra næsten alle og enhver. 

Frans elskede hele skaberværket i dets uendelige skønhed, 

så det har sikkert klædt ham at ligne en lille ræv midt i 

den kolde vinter. Han prædikede for fuglene og gjorde sig 

gode venner med en ulv, der skræmte alle indbyggerne i 

en nærliggende by, Gubbio. Ulven blev så bevæget over at 

møde Frans, at den fra da af overtog den levemåde, Frans 

og brødrene havde. Den gik stille rundt fra dør til dør og 

tiggede om mad hver dag i middelalderbyen. Indbyggerne 

i Gubbio blev meget overraskede. De gav derefter med 

glæde ulven, hvad den behøvede – nu da aftalen, Frans 

havde lavet med den var, at den ikke længere stjal får og 

andre dyr fra bøndernes marker. Da ulven døde, sørgede 

indbyggerne i Gubbio, fordi den i de år, den gik rundt i 

byen og tiggede, mindede dem så meget om Frans og den 

ukuelige kærlighed og glæde, han repræsenterede, midt i 

askesens alvor. 

Stigmaterne 

Fra Solsangen 

Allermest kendt er Frans for sine stigmater – de blødende, 

åbne sår, som opstod i hans fødder og i højre side, da 

han i efteråret 1224 holdt en 40 dage lang faste på bjerget 

La Verna, godt 100 kilometer fra Assisi. Overleveringerne 

fortæller, at Frans fik bjerget forærende af en rig adelsmand, 

som gerne ville stille de øde vidder til rådighed for 

Frans og hans brødre, så de kunne trække sig tilbage fra 

verden i uberørthed. 

Frans, der normalt ikke tog imod gaver, uden straks at 

give dem bort igen, tog tøvende imod dette særlige tilbud. 

Han sendte en fortrop af brødre til bjerget for at bese 

stedet, før han accepterede det. Mens brødrene var der, 

hjalp en trop af rigmandens soldater med at bygge et par 

enkelte, nødtørftige hytter, som Frans og hans trofaste 

hjælpere kunne opholde sig i, mens de opholdt sig i bøn 

og faste på bjerget. 

En historie fortæller dog, at Frans ikke var specielt begejstret 

for denne særlige tryghed, der var ham tilbudt. En 

aften, da de havde opholdt sig på bjerget et stykke tid, gik 

der ild i en af hytterne. Frans, som havde stor respekt for 

Broder Ild, så det som Guds tegn på, at han ikke skulle 

beholde hytten. Mens brødrene kæmpede forgæves for at 

slukke ilden, forsvandt Frans lige så stille, uden et ord og 

uden at være bekymret, ud i skoven for at sove. 

Frans ønskede at være helt isoleret på La Verna, og så snart 

de var kommet derop, frabad han sig på det strengeste at 

blive forstyrret af nogen som helst, heller ikke brødrene. 

Den eneste, som måtte vise sig, var hans allermest kære 

følgesvend, Broder Leo. En gang om dagen fik han lov at 



Foto: Istock 

komme med en lille smule vand og en lille bid brød til 

Frans, som ellers var i streng faste. Men Frans ønskede at 

være helt alene med Gud, og sagde derfor til Leo, at han 

kun skulle komme nær, hvis Frans svarede ham, når han 

kaldte. 

En dag, ifølge legenden, svarede Frans ikke, og ifølge aftalen 

betød det, at Broder Leo skulle blive væk. Men Leo 

følte en så stærk tilskyndelse til at se, hvad der var sket 

med Frans, at han listede sig over den kløft, som adskilte 

Frans fra brødrene. Han gik ganske forsigtigt, vel vidende, 

at han overtrådte sin mesters bud. Det, Leo kom til 

at opleve, er beskrevet i meget nøje detaljer i Fioretti, en 

af de kendteste legendesamlinger, der findes om Frans´ 

liv. Leo blev vidne til, hvordan Frans blev stigmatiseret, i 

mødet med en lysende seraf (englevæsen, red.). 

Dødens lys 

I de sidste to år af sit liv blev Frans, trods sine idealer, 

transporteret rundt på æsel eller ved andre hjælpemidler, 

fra sted til sted. Han måtte beskyttes af både sine brødre 

og andre hjælpere, som kæmpede for at sikre, at folk ikke 

rev ham i stykker af iver for at få del i noget af hans hellighed. 

Uanset hvilken by han på sine rejser kom igennem, 

ønskede folk at beholde ham dér, så byen kunne overstråles 

af den hellighed, han rummede. Han blev således 

allerede inden sin død et levende relikvie, og i den allersidste 

del af hans liv sikrede den romerske kurie, at Frans 

opholdt sig forsvarligt bag lukkede døre i biskoppens hus 

i Assisi, så ingen mere rev og flåede i ham. 

Da han vidste, at døden nærmede sig, i begyndelsen af 

oktober 1226, lod han sig transportere ned i dalen, til 

den lille kirke, Porziuncula, hvor han og brødrene i årevis 

havde holdt deres årlige møder. På vejen ned i dalen 

siges det, at brødrene, som bar Frans på en båre, vendte 

ham om, så han med sine meget svage øjne kunne det 

sidste glimt af Assisi. Her sendte han, i solnedgangen, en 

velsignelse ud over byen, og gjorde sig i sit indre klar til 

at blive lagt nøgen på den bare jord i en lille hytte, hvor 

han forberedte sig til at møde Søster Død, omgivet af sine 

nærmeste brødre, som sang for ham. 

Selv i dødens stund hvilede Frans i den spænding mellem 

skønhed og askese, som han havde levet i hele sit liv, fra 

det øjeblik, han som ung begyndte at følge sit livskald. 

Han lå på den bare jord, næsten nøgen, men havde, selv 

midt i blindheden, blik for alt det skønne, der var omkring 

ham. Han fortsatte sin lovprisning af skaberværket 

og alt omkring ham, indtil ånden ikke længere var i ham. 

I århundrederne efter hans død fortsatte dette paradoks 

mellem askese og lovprisning, afkald og fylde, at udfordre 

mennesker. 

15

Viborg 

Pilgrimscentrum 

AF ELISABETH KNOX-SEITH 

Fra den tidlige middelalder og frem til Reformationen var 

Viborg en central pilgrimsby - et vigtigt knudepunkt for 

vandringer til lokale helligsteder, men også for pilgrimme 

på vej til og fra Jerusalem og det sydlige Europa. 

I dag er interessen for pilgrimsvandringer igen blomstret 

op, og i 2001 begyndte en gruppe lokale mennesker at 

samles omkring interessen for pilgrimspiritualitet. Der 

blev indkaldt til et inspirationsmøde den 27. januar 2002 

i sognegården ved Viborg Domkirke. I perioden efter 

fulgte en masse græsrods-præget aktivitet, der førte til, at 

Viborg Pilgrimscentrum blev indviet fredag den 28. maj 

2004 i lokaler knyttet til Domprovstegården. 

Foreningen Viborg Pilgrimscentrum blev efterfølgende 

stiftet den 8. november 2004, og hviler på et fælleskirkeligt 

grundlag med respekt for forskellighed. En bestyrelse 

på 7 medlemmer er ansvarlige for den daglige drift, mens 

den årlige generalforsamling er foreningens øverste myndighed. 

Foreningen er et non-profitforetagende og drives 

for midler fra medlemmernes kontingent, indtægter fra 

aktiviteter og andre bidragsydere. 

Foreningens formål er at fremme og etablere pilgrimsvandringer 

i Danmark med udgangspunkt i Viborg og byens 

særlige historie. Desuden støtter og igangsætter foreningen 

andre aktiviteter, der er i tråd med pilgrimsvandringens 

grundlæggende mål - nemlig at være klangbund for 

de åndelige, mellemmenneskelige og kulturelle spørgsmål, 

der præger den moderne verden. 

De aktive i Viborg Pilgrimscentrum ønsker at medvirke 

til at pilgrimsruter i Danmark og i udlandet bliver etableret, 

kendt og benyttet af en bred skare af interesserede 

brugere. Desuden vil gruppen gerne skabe nye rammer 

for centrets aktiviteter, således, at der bliver bedre mulighed 

for at tilbyde møde-, aktivitets- og retrætefaciliteter 

for mennesker, der er optaget af pilgrimstanken. 

Se mere om de konkrete aktiviteter på http://www.viborgpilgrimscentrum.dk/ 


Pilgrimsvandring og dialog 


Elizabeth Knox-Seith blev den 23. marts ordineret i Viborg 

Domkirke, til en foreløbig ansættelse som pilgrimspræst i 

Viborg Pilgrimscentrum. 

Hvad ligger til grund for den stigende interesse 

for pilgrimsvandring? 

- Mennesker længes efter at mærke deres krop mere end 

vi normalt gør i en kirkelig sammenhæng, og til også at 

opleve glæden ved at være i naturen. For mange er det 

meget afstressende at komme ud at vandre, og det er 

også en anden måde at opleve fællesskab på. Og for en 

del, som ikke føler sig så trygge i en almindelig kirkelig 

sammenhæng, er det er en måde at komme til at være 

i berøring med kirken, på en stille og rolig måde – for 

eksempel fordi man besøger kirker undervejs, og er med 

til andagter og meditation i naturen. Man behøver ikke 

at være særligt bevidst kristen for at være pilgrimsvandrer, 

for pilgrimsvandring er jo netop noget, der findes i 

alle kulturer og traditioner. Men når vi nu som folkekirke 

også tager pilgrimsvandringen til os, er det en måde at 

”være ude i verden”, at række ud i dialog. 

Hvilken sammenhæng ser du mellem pilgrimsarbejdet 

og dialog? 

- Netop det, at når man som vandrer bevæger sig ud i 

verden, møder man jo mennesker fra mange forskellige 

sammenhænge. Mennesker uden en religiøs baggrund og 

mennesker fra andre kulturer. Når man mødes på vejen, 

opstår der naturligt en samtale – og mange oplever, at man 

taler dybere og bedre, når man vandrer sammen. Alle har 

de vandrende det til fælles, at de er undervejs. Mange søger 

det ”hellige”, den dybere mening i livet. Udtrykket for 

dette kan være meget forskelligt, men netop det at ”være 

på vej” giver anledning til at tale om de eksistentielle lag i 

livet. Hvad vi tror på og hvor vi er på vej hen. I alle religiøse 

traditioner kender man til pilgrimsvandring – så det 

at være på vej er også en åben måde at mødes på, på tværs 

af religionerne. Personligt kunne jeg godt tænke mig at 

uddybe dette aspekt noget mere i den tid, jeg er ansat som 

pilgrimspræst, slutter Elizabeth Knox-Seith. 

17


Sikke en vej til Bodhi! 

Engang hed han Olaf Høyer. Nu har han fået tilnavnet Lama Tendar. 

Han er en af de få buddhistiske Lamaer i Danmark. En Lama er en lærer, 

der videregiver sin indsigt til sine elever. Her fortæller Lama Tendar 

om sin vej til oplysning, som har ført ham vidt omkring og ladet ham 

møde mange helgener. 

AF LAMA TENDAR OLAF HØYER 

Da jeg blev bedt om at skrive en artikel om mit personlige 

engagement i Buddhas Lære, som vi buddhister kalder 

for Dharma - eller mere korrekt Buddha Dharma - syntes 

jeg ikke, at det var en interessant opgave. Måske fordi jeg 

hele mit liv ikke har syntes, at min egen historie er noget 

at skrive hjem om. Alligevel definerer vi jo os selv netop 

ved vores livshistorie, og der er ikke ret mange Lama’er i 

Danmark, så jeg må nok gå med til, at det er relevant for 

mange at få at vide, hvordan en dansker bliver buddhist, 

skønt min egen historie nok slet ikke er typisk. 

Jeg blev bedt om at beskrive min ”tros-rejse”. Det bliver 

på en måde svært, fordi Dharma slet ikke er en tro, en 

overbevisning eller antagelse. På den anden side handler 

Dharma i høj grad om tillid til den buddhistiske vej (marga 

på sanskrit) og målet for den, Nirvana - den fuldstændige 

befrielse fra afhængighed og fuldkomne oplysning af 

hele det menneskelige væsen. Vejen til en sådan tillid til 

Dharma må ske ved at fjerne enhver tvivl. Den kan ikke 

opnås på trods af tvivl. Det er ret vigtigt, hvis man ikke 

blot vil være ”kultur-buddhist”. Mange asiater er buddhister, 

fordi deres kultur er buddhistisk, og de kender ikke 

ret meget til Dharma. 

Indsigt skal opleves 

Denne tillid fik jeg nærmest forærende, før jeg overhovedet 

var blevet buddhist eller havde søgt Tilflugt, som det 

hedder. Det var mit møde med den kendte Lama Kalu 

Rinpotje i 1977, som forårsagede en oplevelse af Bodhi, 

som det kaldes, en pludselig indsigt i sindets egentlige 

natur og dermed også i selve livets essens. Det var højest 

besynderligt. Pludselig var der ikke nogen selvoptagethed, 

ingen vaner eller begreber, ingen fordomme, ingen 

definitioner, men blot et uendeligt rum omkring alting. 

En dyb kærlighed strømmede gennem sindets rum, og 


jeg vidste at både sindets rum og al denne kærlighed var 

helt min egen, skønt den er ganske universel - den virkelighed, 

som er alt livs egentlige væsen. Der var ikke noget 

at holde fast i eller klynge sig til. 

Ego’et var bestemt ikke fraværende, men det var pludselig 

blevet irrelevant, et vedhæng til denne store oplevelse. 

Ego’et var både uvæsentligt og alligevel vigtigt. Ego’et viste 

sig nu at være selve relationen til omverdenen og andre, 

men slet ikke noget, som definerer, hvem et menneske er 

undtagen i relationen til andre og andet end én selv. Ånd 

er en fattig beskrivelse af vores egentlige væsen som mennesker. 

Bodhi betyder Lys eller opvågnen i betydningen at 

vågne op til erkendelse af sit dybeste væsen som menneske 

ved denne pludselige direkte indsigt helt uden begreb 

men netop med en stor gennemtrængende klarhed, som 

oplyser alt og intet. 

”Vejen til en sådan tillid 

til Dharma må ske ved 

at fjerne enhver tvivl.” 

Egentlig kan denne oplevelse af Bodhi slet ikke beskrives, 

så denne beskrivelse er på en måde misvisende og blot 

en afglans af min oplevelse ved denne direkte transmission 

fra Kalu Rinpotje, min første Rodlama. Får man blot 

besked på, at det er dette, som man skal tro på, har alle 

misforstået det hele totalt. Det skal altså opleves. Herefter 

er der helt naturligt tillid, fordi al tvivl er væk. 

En flyvende start 

Det var ikke en omvendelse, men en afklaring eller opklaring 

af sindet selv. Sindet blev af sig selv helt åbent og 

19

klart. Jeg gjorde ikke noget for det. Det var en gave fra 

min Lama Kalu Rinpotje, som desværre for længst er død 

og borte nu, eller - som man plejer at sige det - det var 

Lama’ens velsignelse, som gjorde det, og dermed gav mig 

øjeblikkelig direkte indsigt. 

Kalu Rinpotje var på besøg i det buddhistiske center på 

Svanemøllevej og forklarede sindets natur til en forsamling 

på godt 300 mennesker. Han talte kun tibetansk, og 

der blev oversat til dansk og engelsk. Der var således god 

tid til refleksion over, hvad Lama’en sagde. Hver gang der 

så opstod et spørgsmål i mit sind om det ene eller det 

andet, dukkede svaret straks op i min bevidsthed. Hver 

gang kiggede jeg op på Kalu Rinpotje, og der sad han så 

og kiggede på mig med et blik som om han ville kommunikere, 

at det var helt OK og som om, at han vidste, hvad 

der skete med mig. Da jeg på denne måde blev tømt 

for spørgsmål, befandt jeg mig efterhånden inde i hans 

beskrivelse af sindets egentlige natur, så jeg selv faktisk 

oplevede den. Jeg indså, at Lama’en ikke forklarede en 

teori, men sin egen oplevelse af sit eget sind, og at han 

formåede at videregive den til mig, så den også blev min 

egen oplevelse. Det var jeg bestemt ikke på nogen måde 

forberedt på. 

” En dyb kærlighed strømmede 

gennem sindets rum.” 

Min begyndelse i Dharma’en må således kaldes en flyvende 

start, som desværre ikke er den almindelige indgang 

for alle. Mange træner i årevis for at opnå dette glimt af 

indsigt i sindets essens, og en sådan forbigående tilstand 

skal selvfølgelig stabiliseres, før man bliver udnævnt til 

mester. Det er ikke lykkedes for mig endnu. Det var en 

overvældende positiv oplevelse, som gav mig et vældigt 

eksistentielt overskud i en måneds tid, hvor ingen kunne 

gøre mig negativ lige meget, hvor negative de i øvrigt selv 

var. Herefter genfandt ego’ets sin vante form, men med et 

nyt perspektiv, som jeg aldrig har mistet. Der har været 

oplevelser af Bodhi flere gange efterfølgende, skønt det 

sidste er nogle år siden. 

Da jeg havde oplevet dette, søgte jeg den formelle Tilflugt 

hos Lama’en og modtog den samme aften, skønt min hensigt 

med at møde Kalu Rinpotje den dag, blot var at se giraffen 

og stille et par spørgsmål om Buddhismens formål, 

metoder osv. Det var en af de mest forbløffende oplevelser 

i hele mit liv. Oplevelsen af Bodhi fortager sig i reglen 

ret hurtigt og de sædvanlige vanemønstre sætter sig igennem 

igen i sindets strøm af oplevelser og selvopfattelser 

eller identitet. Sidenhen længes man efter denne naturlige 

opgivelse af selvoptagethed, men ak - vaner, begreber og 

identiteter har en stærk inerti, og er desuden nødvendige 

for at leve på jorden som et inkarneret væsen. Det er jo 

ved ego eller selvbevidsthed, at man forholder sig til de 

andre og omgivelserne generelt. Så skønt Dharma handler 

om ego’ets illusion, så kender jeg ikke andre mennesker, 

som lægger mere vægt på udvikling af netop relationerne 

til de andre og omgivelserne i det hele taget, end buddhisterne. 

(Det kaldes de to slags sandhed, absolut sandhed 

og relativ sandhed: læs om det på min hjemmeside, www. 

tilogaard.dk/html/om_opfattelsen_1.html.) 

Naturlig kristendom 

Foto: Istock 

Der løb selvfølgelig en masse vand på bedemøllen, før alt 

dette skete. Mine forældre var begge af indremissionske 

familier, men i modernistisk oprør mod den pietistiske 

indforståethed i disse kredse. Min barndom var derfor 

omgærdet af en ”naturlig” kristendom, hvor Gud blev 

præsenteret som livets ophav, beskytter og selve kærlighedens 

væsen. Derimod fik jeg aldrig et begreb om synd, 

sjovt nok. Det er nok gået hen over hovedet på mig. Det 

er først da jeg læser Carl Georg Jung, den svejtsiske psykoanalytiker, 

at jeg begynder at beskæftige mig med arvesynden, 

men da er jeg blevet ateist og har meget svært 


ved at forstå Det Gamle Testamentes nidkære Gud som 

andet end umoralsk og selvisk (læs f. eks. Jungs bog: Svar 

på Job.) Her på mine gamle dage begynder jeg at forstå, at 

Det Gamle Testamentes Gud er pakket ind i sine profeter, 

og at det er svært at pakke ham ud igen. Desuden viser bibelforskningen 

de mange redaktører med deres politiske 

formål, så på mange måder er det en værre redelighed. 

Det var langt sværere at pakke Det Ny Testamente ind i 

andet end Paulus og Johannes Åbenbaring, selvom Kirken 

har ompakket og omfortolket beretningerne mange 

gange. I dag er jeg glad for Jesus, udpakket og fri for både 

Johannes og Paulus. Så fremtræder han som en ægte Bodhisattva. 

Det var dog først, da jeg blev hippie i 1967, at jeg tog Jesus 

til mig igen på denne måde. Det var på grund af LSDtrips 

og de indiske hindu guruers beskrivelser af Gud på 

uortodokse måder. Det var en Gud uden Treenighed men 

med den enkeltes deltagelse i den universelle Guddom, 

som Atman (ånd) og Brahman (Gud). Den guddommelige 

gnist i den enkelte (ikke at misforstås som gnosticisme) 

kaldes jo Atman på sanskrit. Det var da jeg læste 

Patanjalis Yogasutras, at jeg pludselig så sammenhængen. 

Han introducerer begrebet Ishvara, der både er den 

universelle Gud (af mange hinduer opfattet som guden 

Shiva), og dermed forskellig fra det enkelte menneske, og 

som foreningen af Gud og menneske, hvorved menneskelivet 

bliver helliggjort. Det sker, når man altså faktisk 

bliver til en helgen. Så en sand hindu-helgen, som mestrer 

yoga, præsenteres af Patanjali som inkarnationen af 

Ishvara. Eksemplet på dette i Upanishaderne er Krishna, 

på en gang menneske og Gud. 

”Der nærmest strålede 

lys ud af manden.” 

Kærlighed og velsignelse 

Problemet for mig dengang var selvfølgelig, at jeg ikke 

mødte nogen helgener fra Indien med disse kvaliteter. 

De, som kom til Danmark i halvfjerdserne var tydeligvis 

ikke helgener, selvom de dyrkede yoga. Det skriver 

jeg ikke som sandhedsvidne, men udtrykker blot min 

personlige opfattelse. Men så kom Karmapa Rangdjung 

Rigpæ Dordje i 1974 til København. Jeg mødte ham i Odd 

Fellow Palæet, hvor han gennemførte en ceremoni, hvor 

han fremviste Den Sorte Krone, mens han messede Tjenresig 

mantra’er (om mani peme hung). Det blev jeg yderst 

betaget af. Der nærmest strålede lys ud af manden, og der 

kom kærlighed i bølger fra ham. Jeg forstod ham som en 


helgen, hvilket jeg siden hen har fået bekræftet. Og det 

var jo meget godt. Han var ikke hindu, men buddhistisk 

Lama fra Tibet og overhovedet for Karma Kadjy traditionen. 

Men jeg kunne ikke forstå, hvorfor han bare ville 

fremvise sin krone uden at forklare noget som helst om 

Buddhas Lære. Det undrede mig. Hans danske tilhængere 

gjorde ikke det store indtryk, og de tiltrak mig ikke. 

Senere lærte jeg, at han faktisk underviste, men ikke til 

store forsamlinger. Han havde andre Lama’er med til det. 

I 1974 nøjedes jeg med at glæde mig over, at der faktisk 

findes ægte helgener i verden, og at det faktisk er en velsignelse 

at møde dem, uanset hvilken religion, man selv 

dyrker eller ikke dyrker. 

”Jeg glædede mig over, 

at der faktisk findes 

ægte helgener i verden.” 

Jeg har i tidens løb mødt mange andre helgener fra det 

gamle Tibet, som virkede på samme måde. I 1985 var 

Tenga Rinpotje på besøg i centeret på Svanemøllevej, 

hvor jeg var direktør dengang. Efter en undervisning kom 

Rinpotje og jeg selv ud fra Tempel-lokalet, og i centerets 

højloftede indgangshal stod da min far. Han var lige kommet 

indenfor og vidste ikke, at der var en Lama på besøg. 

Jeg siger så til Rinpotje: Dette er min far, og han siger blot 

ja mens hans ansigt stråler som en sol. Derpå går Tenga 

Rinpotje op ad trappen, og jeg tager mig af min far, som 

så siger: Det var dog en fantastisk mand. Min far er ikke 

buddhist, men alle mennesker forstår kærlighed og velsignelse. 

Der er en udtalt mangel på helgener i Danmark. 

21

Kumbh Mela 

- Når penge møder hellighed 

Det sker ikke tit, men i år skete det for første gang i 700 år. Der er Kumbh 

Mela i Haridwar og nymåne samtidig. Her flokkes millioner af pilgrimme 

med utallige hellige mænd og kvinder. Begejstringen vil ingen ende 

tage, og de mange indere, der er rejst længere end de nogensinde før har 

gjort i deres liv, står klar ved trappen ned til selveste Ganges floden. De 

er klar til at bevæge sig ned i det iskolde, klare vand for derigennem at 

få del i udødeligheden. En af hinduismens vigtigste festivaler er ved at 

begynde. Med den begrundelse rejste 10 fra IKON til Indien for at overvære 

Kumbh Mela 2010. 

Anni velsignes med påfuglefjer af en Naga Baba. Foto: Mette Sig Pedersen. 


AF ANNI LOUISE ALBÆK 

redaktionsmedlem og gadepræst 

Legenden om Kumbh Mela 

Kumbh Mela finder sted hvert tolvte år, og skifter mellem 

fire forskellige steder langs Ganges, nemlig i Prayag, 

Ujjain, Nasik og Haridwar, alt efter planeternes position. 

Kumbh Mela opstod ifølge legenden efter en intens kamp 

mellem guderne og onde dæmoner over en krukke med 

nektar, der giver udødelighed. Guderne, der er det samme 

som planeterne Jupiter, Saturn, Solen og Månen, får 

til sidst krukken med udødelighedens nektar i deres forvaring. 

Men de onde dæmoner jager dem, og det ender 

med at guderne bliver jagtet i tolv dage og tolv nætter. 

Under denne jagt drypper fire dråber nektar ud af krukken 

og lander de fire steder i Indien, hvor man sidenhen 

fejrer Kumbh Mela. 

Under Kumbh Mela har den enkelte troende mulighed 

for at blive frelst fra den evindelige cyklus af genfødsler 

ved at vaske de sidste tolv års dårlige karma af sig. Det er 

karmaen, der består af dine dårlige handlinger, som forhindrer 

dig i at blive frelst. 

Naga Babas - de ekstreme asketer 

Det er en unik mulighed for hinduerne, og derfor valfarter 

de fra hele Indien til Kumbh Mela. For nogle er 

det den længste og eneste rejse, de nogensinde kommer 

på. Det er så vigtigt at deltage i det hellige 

bad, at man ikke må gå glip af denne 

chance. 

Der deltager også mange guruer og hellige 

folk, som også valfarter fra hele Indien 

for at vaske sig i Ganges. Af disse 

hellige folk er det især Naga Babas, der 

tiltrækker en del opmærksomhed hos 

både inderne og vesterlændingene. Generelt 

er hellige folk i Indien kendt verden 

over for deres ekstreme livsstil. Det 

er mænd (og til dels kvinder), der vandrer 

ud i verden væk fra deres familie 

og omgangskreds, for i afsondrethed 

fra verden at finde vejen til frelse. 


”Under Kumbh Mela har 

den enkelte troende mulighed 

for at blive frelst fra den 

evindelige cyklus af genfødsler.” 

Men Naga Babas er mere ekstreme end det. De går nøgne 

rundt og dækker sig kun med hellig aske. De tager deres 

religiøsitet til en ekstrem, hvor de ikke har behov for klæder 

til at dække sig med. Ofte er det ikke kun nøgenheden, 

der bliver ekstrem, men Naga Babas er kendt for at pine 

deres kroppe og lemmer gennem udholdenhedsøvelser. 

Nogle står op hele livet igennem med de lidelser, som det 

påfører hele kroppen, og andre igen binder kæppe om deres 

penisser og lader andre Naga Babas træde op på kæppene. 

Det er en del af deres levevis at være ekstreme. 

En danskers møde med Naga Babas 

Da vi i sin tid planlagde denne rejse var et at målene at 

møde Naga Babas, der efter sigende skulle holde til i telte 

rundt om, hvorfra de gav velsignelser ud til forbipasserende. 

Derfor var det også dagens opgave, da vi en tidlig 

morgen ankommer til Ganges. Efter at være forundret og 

forbavset over de mange indere, der allerede fra solens 

første stråler ramte himlen har badet i vandet, går vi videre 

rundt for at finde de nøgne guruer. Det er ikke en 

nem opgave til en festival, hvor der, alt efter hvem man 

spørger, deltager mellem 9 og 17 millioner indere. 

Hele Haridwar emmer af religiøsitet, og der er mennesker 

overalt. Politiet er velvillige og hjælper os ”hvide” så godt 

de kan midt i al det religiøse virvar. Hinduerne er virkelig 

opfyldte af ønsket om at bade i Ganges. 

Foto: Mette Sig Pedersen. 

23

Det tager nogle timer, men endelig står vi pludselig midt i 

en teltlejr fyldt med Naga Babas. Som besøgende går man 

hen til en Naga Baba og knæler ned foran ham, hvorefter 

han siger en velsignelse over hovedet på en. Tit bliver det 

ledsaget af en påfulgefjer, der bliver fejet hen over ens hoved. 

Efter velsignelsen modtager man lidt aske og sukker 

i hånden, hvorefter det er guruens tur til at modtage, for 

velsignelser kommer ikke gratis. En bakke bliver stukket 

frem, og det forventes at man giver et beløb som tak. Er 

beløbet rundhåndet nok kan det hænde, at man bliver inviteret 

indenfor. 

”Der er ingen tvivl om, 

at der er penge 

i religionsdyrkelse.” 

Jeg må undre mig. Midt i ønsket om at bade dårlig karma 

væk, virker det på mig som om guruerne ikke laver andet 

end at påføre sig den dårlige karma igen. Det forekommer 

mig forlorent, at det er pengene, der taler og tæller, når 

det kommer til stykket. Måske er det ikke så anderledes 

end meget andet religiøsitet, og midt i al åndeligheden 

bliver jeg fanget af et realitetstjek. Verden er ikke længere 

væk for disse guruer, end at det også bliver et arbejde, de 

skal betales for. 

Religion og realitet 

Når man taler om religion, taler man ofte om den spirituelle 

rejse, om det åndelige og alt andet end det verdslige. 

Religion er forbundet med et liv, hvor den materielle ver- 

Foto: Mette Sig Pedersen. 

den ikke er eneste centrum. Og alligevel er verden religionens 

råderum. Det er her mødet mellem det åndelige 

og mennesker sker, og det er her vi lever. Som kristen tror 

jeg på, at verden er det sted, hvor Gud valgte at møde os 

mennesker, og også det sted som Gud skabte som godt. 

Verden som sådan er altså ikke ond eller skal forsages. I 

andre religioner, bl.a. hinduismen, skal verden forsages, 

og derfor har de hvad man kalder en dualistisk tankegang, 

hvor man skiller sjæl/ånd fra det materielle. 

Selvom det ikke hører til kristendommen at forsage verden, 

så ligger der en implicit forsagelse af et liv, der higer 

efter penge og jordisk velstand. Det er ikke gennem et sådant 

liv, at frelsen opnås. Og her minder kristendommen 

om alle andre religioner, der også mener, at livet er mere 

end øjet ser og hænderne mærker. 

Måske derfor forekommer det mig anstødeligt, at en guru 

kræver penge for sin velsignelse, og dermed gør åndeligheden 

kommerciel. Og måske er det bare, hvad der må 

ske, når verden møder religionen, nemlig at ikke alt er 

gratis. Og måske igen er det ikke så forskellig fra folkekirkens 

kirkeskat? 

Fattigdom 

Hvorfor vil vi have, at hellige mennesker også lever asketisk 

for at kunne være ”rigtigt hellige”? Hvorfor sætter vi 

normer op omkring ”ægte” religiøsitet. 

Hvis vi tager et kig på historien, vil man se, at de hellige 

mennesker, der er blevet berømte, alle har afsagt sig materielle 

gode. Det gælder alle fra Jesus over Buddha, Frans 

af Assisi til Mother Theresa. Alle har de afsagt sig det liv, 

de fleste mennesker i vesten 

lever, nemlig et liv, hvor man 

arbejder, tjener penge og 

bruger penge. De levede alle 

for at tjene andre og ejede intet, 

og derfor er det de flestes 

referenceramme, når man 

taler om hellige mennesker. 

Ægte spiritualitet går altså 

hånd i hånd med fattigdomsidealet. 

Spiritualitet for alle 

Guruens krav om penge 

bliver dermed også for 

den vestlige beskuer en 

afvisning af et ordentligt 


Ekstrem askese: Hellig mand har holdt sin hånd hævet over hovedet i Årtier. Foto: Mette Sig Pedersen. 

spirituelt liv. Jeg må spørge mig selv, om man kan tillade 

sig sådan en tanke, og dermed tage en art patent på spiritualitet? 

Der er ingen tvivl om, at der er penge i religionsdyrkelse, 

og der er slet ingen tvivl om, at der er penge 

i vesterlændinge, der tager til Kumbh Mela. I et land som 

Indien, der også er så fattigt, ville det være mærkeligt 

andet, om man ikke netop forsøgte at tjene penge, hvor 

penge er. 

” Generelt er hellige folk i Indien 

kendt verden over for 

deres ekstreme livsstil.” 

Spiritualitet kommer til udtryk i alle religioner, og er på 

mange måder pulsslaget i en religion. Det er gennem spiritualiteten, 

at mennesket møder det, der er større end 

dem selv. Ofte bliver udtrykket brugt om den enkelte 

søgende egen anstrengelse for at nå guden, og dermed 

bliver det spirituelle også et udtryk for den individualiserede 

tro. 


Indenfor kristendommen derimod, der er en tro baseret 

på fællesskabet frem for individet, bliver spiritualiteten 

derfor også forankret i fællesskabets styrke til at bære den 

enkelte. Spiritualitet er hermed heller ikke bundet på den 

enkeltes formåen rent åndeligt, men beror på Guds vilje 

til at møde mennesker. Dermed er enhver gudstjeneste, 

enhver nadver, enhver dåb, enhver bøn og et ethvert åndedrag 

et spirituelt liv. 

Spiritualitet har ikke noget at gøre med at tjene penge, 

eller havesyge som det hedder i Bibelen, men har i alle 

religioner, om man så er forankret i kristendommen eller 

en hvilken som helst anden religion, sit tilholdssted i 

menneskets forhold til det, der er større. 

Denne spiritualitet er ikke forbeholdt særligt udvalgte 

mennesker, men er noget ethvert menneske kan finde. 

Alle kan med andre ord få en guds erfaring, om man så 

er koncernchef eller steward. Det spirituelle liv er ikke afhængig 

af penge, men er afhængig af hjertet. 

Mit realitytjek? – at selv en guru alligevel skal leve af mere 

end ånd. 

25

Fakta om hellige mennesker 

Munk 

- Ordet kommer af det græske 

ord monachos, der betyder én, 

der lever alene, altså en eneboer, 

men allerede i de første århundreder 

sluttede mænd sig sammen 

i klostre for at leve et religiøst liv 

i fattigdom, kyskhed og lydighed 

under en ordensregel. 

- Kristne munke bærer en særlig 

ordensdragt og holder flere gange 

dagligt fælles korbøn i klosterets 

kirke. 

- Der findes mange forskellige 

slags munke. Nogle lever et meget 

tilbagetrukket liv i kontemplation. 

For andre er studier meget 

vigtige. For atter andre er et 

aktivt liv med konkrete opgaver 

en væsentlig del af hverdagen. 

I kristne munkevæsener er det 

mest almindelige, at man både 

beder og arbejder. I buddhistiske 

munkevæsener fylder studier og 

meditation mere. 

- I buddhismen har munkevæsenet 

en meget central placering. I 

nogle buddhistiske lande er der 

tradition for at tage nogle års 

ophold i et kloster som ung for 

derefter at vende tilbage til et almindeligt 

liv. I kristendommen 

findes munkevæsenet særligt i 

den katolske og den ortodokse 

kirke. De protestantiske kirker 

har ikke munkevæsen. 

- Der findes også katolske mandsordener, 

som hverken har klostre, 

ordensdragt eller fælles korbøn. 

Sådanne ordener bør ikke kaldes 

”munkeordener”. Et kendt eksempel 

er jusuitterordenen. 

Nonne 

- Ordet kommer af det latinske 

ord nonna, oprindeligt ord fra 

barnesprog med betydning som 

”mor, bedstemor, amme.” 

- En nonne er en kvinde, der har 

aflagt klosterløfte (højtidelige 

løfter om fattigdom, lydighed og 

kyskhed) og lever sammen med 

ligesindede i et kloster. 

- Nonner forekommer inden for 

den romersk-katolske kirke, den 

ortodokse kirke samt inden for 

buddhismen (men en fuldt ordineret 

buddhistisk nonne aflægger 

færre løfter end munkene). 

Sadhu 

- Ordet er sanskrit for from, en 

hellig mand, en ”god” mand. 

- Samme betegnelse sadhvi bruges 

om en hellig kvinde, en ”god” 

kvinde. 

- Det er betegnelsen for en mystisk, 

asketisk, udøver af yoga, 

og/eller omvandrende munk, der 

har forsaget sex og materielle goder 

og bor i huler, skove og templer 

overalt i Indien og Nepal. 

- De mest ekstreme asketer kaldes 

naga baba (se artiklen ”Kumbh 

Mela – når religion møder penge” 

andetsteds i magasinet). 

- Der er 4–5 mio. sadhuer i Indien 

i dag, og de er højst respekterede 

og nogle gange frygtet for 

deres forbandelser. 

- En sadhu er udelukkende dedikeret 

til at nå det fjerde og sidste 

hinduistiske mål i livet, moksha 

(frigørelse), gennem meditation 

og asketiske øvelser. 

- Der findes mange typer sadhuer, 

men de fleste kan kendes på, 

om de er tilbedere af Shiva eller 

Vishnu. 

- Sadhuer er ofte iklædt okkerfarvede/orange 

klædninger, som 

symboliserer afkald. 

Sannyasin 

- Ordet er sanskrit for ”en der giver 

afkald.” 

- Hinduismen inddeler livet i fire 

livsstadier, kaldet ashrama: 1. 

Discipel: brahmacarin, 2. Husholder: 

grihastha, 3. Eneboer: 

vanaprastha, 4. Omvandrende 

asket: sannyasin. Denne inddeling 

gør det muligt for hinduer 

tilhørende de tre øverste kaster at 

leve et almindeligt liv, hvor man 

gør sin pligt til samfundet, og så i 

den sidste del af livet at søge hinduismens 

ultimative mål: moksa 

(frigørelse). En sannyasin er en 

person, der i det sidste livsstadie 

forsager alle bånd til samfundet 

og de pligter, der hører til. En 

sannyasin ejer således ingenting 

og vandrer rundt fra sted til sted 

med en skål at tigge mad i. 

- Ordet sannyasin bruges om 

omvandrende asketer i almindelighed 

og er ofte synonym med 

en sadhu. 


Guru 

- Ordet er sanskrit for en religiøs 

lærer og vejleder i indisk religion. 

- Gurubegrebet er centralt i hinduisme, 

buddhisme og sikhisme. 

For tilhængere af disse religioner 

er det vigtigt at finde en guru, 

man har respekt for og som man 

kan stole på. 

- Det er idealet for drenge fra 

de tre øverste sociale klasser i 

hinduismen at opholde sig en 

årrække i en gurus hus for at studere 

vedaerne (hinduismens hellige 

tekster) og for at lære religiøs 

praksis. Læreren bliver betragtet 

som elevens åndelige far. Guruen 

anses for at være en inkarnation 

af Gud, ja, guruen overgår ofte 

selve guddommen i betydning. 

- Gurubegrebet er i nyere tid 

kommet til Vesten med de nye 

religiøse bevægelser, der især har 

rod i hinduismen. Blandt kendte 

indiske guruer kan nævnes Sai 

Baba og Osho (Shree Bagwan 

Rajnees). 

- Blandt sikherne anvendes betegnelsen 

guru om deres første 

ti ledere (fra Nanak til Gobind 

Singh). Gobind Singh bestemte 

ved sin død, at sikhernes hellige 

bog, Adi Granth, fremover skulle 

være sikhernes eneste åndelige 

vejleder. 

- I tibetansk buddhisme kaldes 

guruen for Lama (se også artiklen 

”Sikke en vej til Bodhi” andetsteds 

i magasinet). Den mest 

kendte Lama er Dalai Lama. 

- I vesten bruges ordet guru også 

som en betegnelse for en person, 

der pga. sin store viden inden for 

et felt har fået mange tilhængere. 

Her kan det både være et skældsord 

eller en humoristisk betegnelse. 


Helgen 

- Ordet kommer af det latinske 

ord sanctus, ”hellig mand”, 

sancta ’hellig kvinde’ og bruges 

i kristendommen, særligt inden 

for den katolske kirke. 

- Helgener æres som et forbillede 

for den troende. Deres liv har på 

en særlig måde vist, hvordan et 

kristent menneske bør leve. 

- Mange helgener er martyrer, 

mennesker, der har mistet deres 

liv for troens skyld. Men helgener 

kan vise deres fromhed på mange 

forskellige måder, som f.eks. 

gennem askese, selvopofrende 

gerninger, et liv i bøn og stilhed, 

mm. 

- Eksempler på helgener er jomfru 

Maria, Stefanus (kristendommens 

første martyr, se Ap.G. 7,54- 

60), Frans af Assisi (se artiklen 

”Skønhedens askese” andetsteds i 

magasinet), Moder Teresa, Knud 

den Hellige. 

- Særligt spektakulære er de såkaldte 

søglehelgener, der som en 

del af deres bod tilbragte år eller 

hele livet på en søjle. 

- I dag skal helgener kåres eller 

kanoniseres gennem en lang 

proces, hvor den afdødes liv undersøges 

ud fra en lang række 

kriterier. Bl.a. kræver det som 

minimum ét konstateret mirakel. 

Baggrunden for denne proces er 

dog for det meste en folkelig tilslutning 

til, at der er tale om en 

helgen. 

- De protestantiske kirker gjorde 

op med helgendyrkelsen, som 

man anser for at være et forstyrrende 

mellemled mellem den enkelte 

troende og Gud. 

Idol 

- Ordet kommer fra det græske 

είδωλον, eidolon, ”billede, syn”, 

afledt af eidos ”form”, er oprindeligt 

et gudebillede, der dyrkes 

som en gud. 

- I jødedom og kristendom, såvel 

som i islam, er idol-dyrkelse et 

meget negativt ladet begreb, der 

advares imod utallige gange i det 

gamle testamente. Idol-dyrkelse 

er det samme som afgudsdyrkelse, 

at dyrke nogen som Gud, der 

ikke er Gud. 

- Den protestantiske afvisning af 

helgener henter sin begrundelse 

i denne kritik af afgudsdyrkelse, 

da den ser helgen-dyrkelse som 

det at hæve et menneske op til en 

position, der minder om Guds. 

- I dag bruges ordet idol mest om 

kendte mennesker, særligt rockstjerner, 

filmstjerner og sportsstjerne, 

der får en status, der er så 

høj, at de dyrkes som det ypperste 

ideal. Beundringen af idoler kan 

antage karakter af forgudelse og 

minder derfor om den funktion, 

som helgener og de oprindelige 

gudebilleder havde. 

Sheik 

- Arabisk betegnelse for en respekteret 

ældre mand. Betegnelsen 

går tilbage til førislamisk tid 

og bruges ikke bare af muslimer 

men også af drusere og kristne 

i denne betydning. Den bruges 

desuden bl.a. om ledere af religiøse 

skoler, moskéer, sufibroderskaber 

eller laug i byerne. Især 

inden for sufismen har sheiken 

en står åndelig betydning som 

underviser og åndelig vejleder. 

Kilder: 

http://en.wikipedia.org/ 

http://www.thefreedictionary.com/ 

Redigeret og skrevet af Lene Troelsen og Lars Buch Viftrup 

Illustrationer fra Istock (undtagen til ”Sadhu ” og ”Idol”) 

27

Afsender: IKON, Nørreallé 29, 8000 Århus C. 

Returneres ved varig adresseændring 

ikon 


Kollektdag 4. juli 

Støt kirkeligt arbejde med religionsdialog og information 

om religion og livssyn. 

Særtilbud på Magasinet IKON 

+ medlemskab lige nu! 

50 kr. for resten af året. 

Konto og reg.nr: 9570 - 6616151 

IKON, Nørre Allé 29, 8000 Århus C. 

ikon@ikon-danmark.dk 

30 200 280 

www.ikon-danmark.dk 

I K O N 

Hvor meget plads kræver rummelighed? 

en bevægelse i kirken 

Quo Vadis - en oase midt i en ørken af støvede veje # 69 • december 2009 

Minitema: Tro og viden set fra forskellige religioners perspektiver 

En juleknuser fra 

Master Fatman 

Islam - en trussel eller berigelse? 

Læs bl.a.: 

Troens Nørrebronx. Reportage fra en fredagsbøn på Nørrebro 

Bekæmp frygten - ikke islam 

Tørklædet var en befrielse 

Muslimsk majoritet sætter kirkens berettigelse under lup 

I K O N 

en bevægelse i kirken 

# 68 • oktober 2009 

Tema: OMVENDELSE 

- proces eller pludselig forandring? 

I K O N 

Nummer 70 • april 2010 

Erik Meier Carlsen 

om at lade sig tæmme af en mester 

Mogens S. Mogensen 

om konversionsteorier 

Lars Ahlin 

om konversion i sen-moderniteten 

Martin Herbst anmelder 

ny bog om Evangelist 

Nysgerrig. Begejstret. Undrende. Kritisk. Magasinet IKON - her får du indsigt i livssyn, religion og dialog

Hellige mennesker - IKON - Danmark

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?