Navnet er Søren ...Søren Hauge - IKON - Danmark

ikon 

>> Tro i dialog 

Navnet er Søren 

...Søren Hauge 

Det sidste skridt i udviklingen 

fra institution til person 

læs 

også 

Hvilken betydning får Moons død for bevægelsen? 

Glimt fra IKONs jubilæum 

nr. 81 • marts/2013 

tema 

Selvudvikling 

Egoet skal udvikles! 

Hvad siger de på mystikmessen? 

Er positiv psykologi altid så positiv?

Magasinet IKON udgives af den kristne 

forening IKON (Informations- og samtaleforum 

for Kristendom Og Ny religiøsitet). Magasinet 

henvender sig til alle, der ønsker at forholde sig til 

den religiøse mangfoldighed. Formålet er gennem 

saglig og engageret formidling at inspirere til 

dialog, give dybere indsigt og øge forståelsen 

mellem kirken og tidens religiøse strømninger. 

Abonnement: IKON udkommer normalt i marts, 

juni, september og december. Årsabonnement 

220,- kr. (inkl. moms). Løssalg 55,- kr. Abonnement 

kan bestilles på nedennævnte adresse eller ved 

indbetaling af beløbet på giro 6 61 61 51 med 

angivelse af afsenderadresse samt formålet med 

indbetalingen. 

Redaktion: Lars Buch Viftrup (ansv. red., 

larsviftrup@yahoo.dk), Anne Krabbe-Poulsen 

(akrabbe@hotmail.com), Lene Skovmark 

(lene.skovmark@mail.dk), Ingerlise Provstgaard 

(ipro@webspeed.dk), Martin Herbst (mthe@km.dk). 

Layout: Jeanette Westh, 

jeanettewesth@gmail.com. 

Forsidebillede: Lars Hur, www.larshur.dk. 

Tryk: Fjerritslev Tryk, Østergade 35, 

9690 Fjerritslev, tlf.nr. 98 21 24 31. 

Oplag: 800. 

Indlæg og artikler sendes til Redaktionen, 

IKON, Nørreallé 29, 8000 Århus C, 

e-mail: ikon@ikon-danmark.dk. 

Læserbreve/debat-indlæg modtages gerne, 

dog forbeholder redaktionen sig ret til at udelade 

eller forkorte efter eget skøn. 

Signerede artikler er ikke nødvendigvis udtryk for 

IKONs holdninger. 

Annoncer: 4 kr. pr. mm. - 1/4 side 800 kr. 

- 1/2 side 1400 kr. - 1/1 side 2500,- (alle priser 

ekskl. moms). 

IKON: Nørreallé 29, 8000 Århus C, 

tlf.: 30200280. SE-nr. 1663 9397. 

Træffetid bedst tirsdag og torsdag. 

E-mail: kontor@ikon-danmark.dk. 

Formand: Louise Buch Viftrup, 

louiseviftrup@gmail.com. 

Hjemmeside: www.ikon-danmark.dk. 

Her kan man også melde sig ind i foreningen 

IKON, hvor årskontingentet er 200,- kr. 

(dog 100,- kr. for studerende og pensionister). 

Husstandsmedlemskab 300,- kr. 

..........................Indhold 

Det er tilladt at citere fra IKON i henhold til 

Medieansvarsloven med tydelig kildeangivelse. 

Ved eftertryk af artikler må der aftales med 

redaktionen eller forfatteren. 

12 

Copyright © IKON-Danmark 2012. 

ISBN 0907-7987. 

Helliggørelse - Kristendommens svar på selvrealisering?, Joachim Grün....14 

Når klageretten bliver sat på porten, Ingerlise Provstgaard.............16 

AKTUELT 

Moons død og mit liv, Martin Herbst...........................................20 

Af lys er du kommet, klumme ved Lene Skovmark................23 

IKONs jubilæum, Lars Buch Viftrup og Pernille Aagaard....................24 

Venskab gi’r kendskab, Pernille Aagaard..........................26 

JP kom forbi, Lars Buch Viftrup.....................27 

Et grænsesprængende sted, Merete Juel Povlsen......................27 

11 

TEMA: SELVUDVIKLING 

Navnet er Hauge...Søren Hauge, Anne Krabbe-Poulsen....................4 

Ego eller ikke ego, det er spørgsmålet, Kenneth Sørensen......8 

Vox Pop fra mystikmesse, Lene Skovmark.....11 

Omvend dig - og bliv som barn på ny, Poul Götke...............12 

20

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk 

nummer 81 // side 3 

LEDER 

Er selvudvikling 

ursynden 

...eller bare en del af livet? 

AF LARS BuCH VIFTRuP 

ansv. redaktør 

Udskældt begreb 

Selvudvikling er i 

mange kristne sammenhænge et udskældt 

begreb. Selvudvikling ses som 

endnu en forklædning for menneskets 

ursynd, at det vil gøre sig selv til Gud. 

Og der er god grund til at være på 

vagt overfor denne tilbøjelighed hos 

os mennesker. 

Som f.eks. i den positive psykologi 

(se mere på side 16), der uden tvivl gør 

mennesker istand til at præstere og 

udvirke rigtig meget godt, men som 

også har den bagside, når den bliver 

en ideologi, at den bliver ensidig. Den 

vil ikke vide af det skæve, det mærkelige, 

det som ikke føles godt. Og dermed 

fortrænger den ikke bare en helt 

afgørende del af livet, den fortrænger 

også alle de mennesker, som ikke er 

med til at fremme den positive udvikling. 

Vi får super-velfungerende, men 

også afstumpede og ensidige mennesker. 

Vi får kunst af lutter pæne, men 

uinteressante og flade pastelfarver. Vi 

får en social bevidsthed, der tror, at 

det hele kan klares ved at vi bare kigger 

indad i os selv. 

En ud af mange tilgange 

Men det behøver ikke at være sådan. 

Positiv psykologi kan som den ene 

tilgang i skuffen ud af mange, være 

et godt perspektiv at holde fast i, når 

man overmandes af hjælpeløshed. Og 

spørgsmålet er, om kritikken af selvudvikling 

fra kirkeligt hold ikke også 

er ensidig. At den udelukkende vil se 

på alt det, mennesket IKKE kan, fordi 

man teologisk vil fremme den pointe, 

at det er Gud, der frelser os. Det kan 

komme til at virke som om, at man fra 

kirkeligt hold gerne vil holde mennesker 

nede, når man konsekvent kritiserer 

selvudviklingsbølgen. 

Spørgsmålet er, om man ikke selv 

bliver ligeså ensidig, når man ikke formår 

at holde fast i dette svære, men 

helt nødvendig BÅDE/OG-perspektiv. 

Ligeså sandt det er, at vi er skabt og 

alene kan frelses af Gud, ligeså sandt 

er det, at vi er sat i verden med en 

magt og et råderum, som vi skal lære 

at forvalte. 

I dette nummer af magasinet... 

I dette nummer magasinet IKON vil 

mange af artiklerne berøre seludviklings-tematikken 

på forskellige måder. 

Og så har vi nogle artikler, der berører 

aktuelle begivenheder, bl.a. Moons 

død og IKONs jubilæum. Artiklen 

med Søren Hauge, en god ven og dialogpartner 

i IKON, er både aktuel, idet 

den er skrevet i anledning af, at Center 

for Levende Visdom lukker, og samtidig 

handler den om selvudvikling. Søren 

Hauge fortæller om udviklingen 

fra instution til person, fra at have en 

stærk institutionel tiltknytning til det 

teosofiske samfund til at blive sig selv, 

personen Søren Hauge. 

Denne artikel rejser det store 

spørgsmål, om der er et modsætningsforhold 

mellem selvudvikling og det 

at tilhøre en institution, som gerne vil 

have hånd i hanke med medlemmerne? 

Og at det derfor ikke kun handler 

om teologi, men det i ligeså høj grad 

handler om organisation og sociologi, 

når den kirkelige kritik rammer 

selvudviklingsbølgen? Engang indgik 

kristendommen i et hierarkisk 

feudal-samfund. Så tilpassede den 

sig et demokratisk industri-samfund 

med stærke autoriteter. Og nu er den 

igang med at tilpasse sig en globalisert 

og individualiseret virkelighed, hvor 

selvudvikling bare er en del af livet. 

Men er der så overhovedet brug for 

institutionen længere?

TEMA: SELVuDVIKLING 

Navnet er Hauge 

...Søren Hauge 

Søren Hauge er på mange måder Danmarks svar på Mr. Theosophy. Det er en betegnelse, 

han i dag gerne vil løsrive sig fra. Som 17-årig bliver han medlem af det daværende 

Teosofisk Samfund. I 2007 ændrer han sammen med sine medarbejdere navn til Center 

for Levende Visdom. I 2012 nedlægges centeret. Nu står Søren Hauge uden organisatoriske 

rammer, som en lettet mand. Jeg sætter ham stævne i Århus for at høre, hvad det 

er for en bevægelse, han har taget over de sidste mere end 30 år. 

AF ANNE KRABBE-POuLSEN 

Gymnasielærer og medlem af redaktionen 

-Hvordan skal du 

nogensinde få det 

her ned på papir, Anne? Ja, Søren det 

er jo så mit problem, siger jeg, mens 

jeg løber grinende ned af trappen i 

Center for Levende Visdoms gamle 

lokaler, som Søren Hauge i dag bruger 

til sine private konsultationer. I 2 

½ time har Søren forsøgt at finde de 

rette ord til at beskrive det, han kalder 

sin ”opdagelsesrejse”. 

Du har gjort op med en rigid foreningsstruktur 

og manglende fornyelsestænkning 

i det teosofiske miljø. Du 

har i fællesskab med dine medarbejdere 

nedlagt Center for Levende Visdom, 

som også havde de organisatoriske 

rammer. Kommer det hele til at dreje 

sig om Søren Hauge nu? spørger jeg 

med et smil. 

- Jeg har altid i min undervisning 

lagt mig selv på disken og taget udgangspunkt 

i mine egne erfaringer, 

og det gør jeg fortsat, for det er det, 

folk kan relatere til. Men det føles anderledes 

i dag i kraft af det sted, jeg er 

nået til. Jeg føler virkelig en indre frisættelse. 

Jeg kan mærke, at hver gang 

jeg underviser i dag, så er jeg ikke en 

forlængelse af en eller andet bestemt 

tradition. 

Søren Hauges endelige farvel til 

den teosofiske bevægelse 

2007 bliver et afgørende år for Søren. 

Han kalder det sin smertens historie, 

men også sin frisættelse. Som repræsentant 

og rejseleder for det teosofiske 

miljø rejser han sammen med IKON 

og Danmission på en interreligiøs pilgrimstur 

til Indien. Her vil Søren stolt 

vise sine kristne venner det teosofiske 

hovedkvarter, men oplever det absurde, 

at da de når frem, vil vagterne ikke 

en gang lukke bussen derind. 

- Det er surrealistisk - her kommer 

jeg teosof, og jeg må have en kristen 

ven og præst til at få mig ind i det teosofiske 

hovedkvarter - symbolikken 

kan ikke være tykkere…. 

Her opdager han, at det teosofiske 

hovedkvarter i Adyar ligner et mausoleum; 

forstenet og uden ægte fornyelse. 

Søren tager allerede beslutningen 

dernede. Han vil ikke hjem og forsvare 

en teosofisk bevægelse, som har mi- 

stet sin fornyelseskraft. Det er definitivt 

slut. Men det er også en smertelig 

slutning, for den idealistiske Søren må 

indse, at kampen for at ville skabe en 

fornyelse i den teosofiske bevægelse er 

endeligt afsluttet. En bevægelse, der 

har været med til at definere og skabe 

Søren, siden han var en ganske ung 

mand. 

Ikke første gang Hauge forlader 

det teosofiske miljø 

Hauge bliver hurtigt set som ”the upcoming 

man” i de teosofiske kredse i 

begyndelsen af 1980’erne. Han begynder 

en meditations- og studiegruppe 

som 20-årig. Men det går hurtigt op 

for Søren, at der er to fløje i det teosofiske 

miljø. Der er Helena Blavatskyfløjen 

og Alice Bailey-fløjen, der hhv. 

repræsenterer den gamle og filosofiske 

gren, samt den nye og psykologiske 

gren af teosofien. Søren føler ikke, 

han kan tage parti, da han både kan 

identificere sig med det gamle, men 

samtidig også er helt med på det nye. 

Denne kontinuitet anser Søren for at 

være vigtig. Han bliver underviser og 


nummer 81 // side 4

en stor hovedfigur i det teosofiske miljø 

i Danmark og Skandinavien. Men 

han oplever diverse magtkampe og 

korridorsnak i foreningen. Og i 1988 

bliver han selv en del af en magtkamp, 

da hans egen undervisning kompromitteres 

i det teosofiske samfund, 

fordi han inddrager nye aspekter i sin 

undervisning. 

Oplevede du, at du ikke måtte stille 

spørgsmål eller være kritisk? 

- Neeej, men alligevel kan man 

sige, at teosofisk teologi har sine primære 

udlægninger, som jeg på det 

tidspunkt går op imod. 

Der går ifølge Søren en lige linje fra 

1988 og til nu. Han forlader teosofisk 

samfund i 1988 og ender i en dyb eksistentiel 

krise. 

- Det er, som om navlestrengen 

bliver filet i med en rundsav, det gør 

uendelig ondt at føle sig svigtet og 

føle sig styret. Men det teosofiske foreningsmiljø 

kan ikke undvære Søren 

og beder ham om at vende tilbage. 

- Det er en sejr for mig, men 

brændt barn skyr ilden, så jeg har en 

oplevelse af, at det er et vendepunkt. 



Jeg sætter betingelser og får min frihed 

til at gøre, det jeg vil. 

Teosofien i Danmark kulminerer 

kvantitativt ved årtusindskiftet og 

man runder 1200 medlemmer, og den 

fornyelse i det teosofiske miljø, Søren 

er med til at skabe, knopskyder både i 

Norge og Sverige. 

Navneskifte til 

Center for Levende Visdom 

- Men denne frygtelige oplevelse var 

i virkeligheden en velsignelse i svøb, 

siger Søren og henviser til mødet med 

det teosofiske hovedkvarter i Adyar 

i Indien. Teosofisk forening i Århus 

skrifter navn til Center for Levende 

Visdom. Søren understreger ordet 

levende. Her bliver fokus spirituel 

vækst. Man er gået fra en traditionel 

foredrags- og formidlingsforening til 

en langt mere inddragende og aktiverende 

forening, hvor man vokser i 

et spirituelt fællesskab. Fra at læse og 

fortolke, ”hvad mesteren mon mener 

her” og udlægge teksten loyalt, bruges 

teksten som afsæt til en indre udviklingsproces. 


FOTO: LARS HuR 

- Projektet er idealistisk og båret af 

ildsjæle, der vil dybde og seriøsitet. 

Derfor bliver medarbejderstaben også 

mindre, forklarer Søren. 

- I det øjeblik du siger ja til at gå 

i dybden, falder de fra, der godt kan 

lide at lave kaffe, men ikke vil mere 

end det. Det var meget intenst og familieagtigt, 

altså en åben familie. De 

sidste 5 år har været mere meningsfulde 

for mig, end alle de foregående 

år. Det handlede ikke om at være repræsentant 

for en tradition, sige de 

rigtige ting og holde fast i de rigtige 

bøger, men det var livsblod, det handlede 

om. Det har været fantastisk. 

Hvorfor lukkede I så i 2012, når det 

nu var så meningsfuldt og fantastisk? 

- Vi nedlægger centeret enstemmigt. 

Der er ingen konflikt i det. Og 

vi samarbejder på kryds og tværs i alle 

mulige andre sammenhænge i dag. De 

organisatoriske rammer er bare ikke 

længere nødvendige. 

Søren forklarer, at ud over et økonomisk 

incitament både privat, men 

også på foreningsniveau, så er han 

også i gang med nye projekter, der ta-


Søren hauge var sammen med IKON og Danmission med til at arrangere en rejse til Indien i 2007, 

som bl.a. gik forbi Det Teosofiske Samfunds hovedsæde i Adyar. Her sidder gruppen og lytter under 

rundvisningen. 

“Jeg har mine rødder i teosofien. 

Men har frisat mig fra de teosofiske dogmer” 

ger al hans tid, så det ville kræve tre 

mands arbejde at skulle fortsætte. 

- Og sagen er også den, at selv om 

vi alle har lige meget at skulle have 

sagt, så er det totalt urealistisk at tage 

mig ud af centeret og forsætte. Det 

ville ikke give mening, og folk ville 

undre sig og tænke, hvad der er sket i 

det stærke fællesskab. 

Fra organisatoriske rammer 

til networking 

Hvad er forskellen på, at man går fra 

en mere organisatorisk ramme, hvor 

man er forpligtet på fx en ideologi eller 

fortællinger, som man identificerer sig 

med, til en form, hvor mennesker netværker 

med mennesker? 

- Den er kæmpestor. Jeg tænker 

ikke organisation i dag, men jeg tænker 

organisme. Jeg tænker meget mere 

flydende, strømmende og i bevægelighed. 

At det mere er kraftpunkter, 

der går sammen og mødes omkring 

et meningsfuldt formål. Jeg oplever 

generelt, at de traditionelle organisationer 

er i krise også i de teosofiske 

miljøer. Dér hvor fornyelserne sker, 

er dér, hvor man har sluppet de traditionelle 

organisatoriske tænkemåder. 

Dér hvor livet er til at få øje på, er dér, 

hvor man tænker i de her nye baner. 

Der er jo det faremoment, at organisationer 

har en tryghed, fordi de har en 

kontinuitet, en tradition, man trækker 

på. Det ser jeg en styrke i, men problemet 

er, hvordan skal fornyelsen få 

muligheden for at lave sit vingefang. 

Kan der i disse netværksgrupper 

ikke findes lige så mange magtkampe 

og dogmer? Selvfølgelig kan der det, 

men det er lettere at undgå at falde i alt 

for mange traditionelle grøfter, når du 

er i en tankegang, der er flow-orienteret, 

og som er meget procesbevidst. 

Her kommer mange af den moderne 

psykologis fantastiske vindinger til 

gavn, for her findes de gode værktøjer 

til at være konfliktløsende i proces. 

Selv om Søren har forladt den teo- 

sofiske bevægelse, er rødderne fortsat 

teosofiske. Han bruger nu sin tid, ud 

over privatkonsultation, på e-academy 

sammen med Kenneth Sørensen 

(se artiklen: Ego eller ikke ego på side 8 

i dette magasin). Det er en etårig uddannelse 

til essensvejleder og etårig 

uddannelse til soul-flow guide. Disse 

uddannelser er praksisuddannelser, 

der netop er 7-strålepsykologi (Baileyteosofi) 

omsat i et sprog uden metafysik 

og som et værktøj til anvendelse i 

konfliktløsning og helhedsforståelse. 

I foråret søsættes et parallelt produkt 

til e-academy sammen med erhvervspsykologisk 

rådgiver, Sebastian Nybo. 

De har stiftet firmaet CoreProfile Institute, 

der primært henvender sig til 

erhvervslivet. Sidegevinsten ved dette 

projekt er, at der også er mere økonomi 

i det. 

Når I udskiller den metafysiske dimension 

i energipsykologien og gør den 

til et redskab. Hvordan adskiller I jer så 

fra mange af de andre tilbud? 

- Vi vil ikke skille det ad. Men 

pointen er, at spirituel praksis beror 

på, hvis du får erfaringer, der er duelige, 

så er det dem, du skal forholde 

dig til, og ikke nogle postulater omkring 

nogle kosmologiske ting, som 

du ikke kan forholde dig eksistentielt 

til i første omgang. Så vi vil aldrig nogensinde 

fornægte vores inspirationsgrundlag, 

som er Alice Bailey, Roberto 

Assagioli og Lucille Cedercrans. Men 

det er ikke vigtigt for os hele tiden at 

sige Bailey for at være loyal mod en 

tradition. Man kan næsten høre de 

kritiske kristne nu sige: ”Prøver I nu 

at snige noget ind, uden I siger, hvad 

det er”. Nej! Men det må ikke blokere 

folk for at komme til noget. Denne her 

psykologi er duelig og virker i praksis, 

og så behøver man ikke forholde sig til 

Baileys univers for at få gavn af det. 

Findes der ikke mange af disse firmaer 

i dag allerede. Hvad er det nye? 

- Vi vil meget mere med det, fordi 

der er sjæl og dybde i det her. En af 

de uddannede kursister hos os er eksempelvis 

guldsmed. Hun er begyndt 



at holde kurser om bevidsthed og 

skabelse. Om hvordan folk inden for 

deres fagområde kan udvikle sig og få 

mere dybde i deres kunsthåndværk, så 

det ikke bare er kommercielt, men så 

der kommer mere sjæl, bevidsthed og 

dybde i. De anvender de her værktøjer. 

Det er fuldstændigt nyt! Vi får tilbagemeldinger 

om større livskvalitet, 

dybde, bevidsthed og væren i forbindelse 

med det at producere smykker. 

De kurser, der tilbydes i erhvervslivet 

i dag, går de ikke også ud på at opnå 



dybde, en større bevidsthed og harmoni? 

- Jo, men vi har et nyt sprog, som ikke 

findes. I stedet for at folk i et firma 

tager en flad personlighedstest, der 

måske nok er inspireret af Jung, men 

hvor sjælen er gået tabt. Så vil vi hellere, 

at man i en virksomhed kan bruge 

et værktøj, hvor du står ved, at du 

som menneske har en indre kerne, en 

indre værdi og essens. Og din indre 

kerne skal være i overensstemmelse 

med din ydre performance. Det hand- 

ler ikke bare om at maksimere din performance. 

Fornyelse, fornyelse, fornyelse, hele 

tiden i udvikling - er det ikke okay, at 

noget er stille eller står stille? 

- Jo, det er det. Fornyelse for mig er 

ikke en hæsblæsende rejse, fornyelsen 

kan jo netop også være at synke dybt 

ind og mærke dig selv mere ubeskriveligt, 

stille og fredfyldt end du nogensinde 

har gjort. 

Du virker som en lettet mand? 

- Ja, jeg føler, at min rejse indtil nu 

har været én lang forberedelse til det, 

jeg gør nu. Jeg kalder mig ikke teosof i 

dag, for jeg vil gerne være fri for at have 

det mærkat på mig. Jeg har mine rødder 

i teosofien. Men har frisat mig fra 

de teosofiske dogmer. Der er så meget 

glæde og lethed, så meget frihed og fornyelse 

i det jeg laver nu. Ideerne sprudler, 

og der er ikke nogle rammer, vi støder 

imod. Det er frit laboratorium, og 

kun vores kreativitet sætter grænser. 

Levende Visdom 

- Esoterisk spiritualitet 

Søren Hauge 

699 sider 

Lemuel Books 2008 


Søren Hauges monumentale forsøg på 

at lave en samlet præsentation af det, 

han kalder for den levende visdom 

eller esoterisk spiritualitet. Store tænkere 

og religiøse personligheder fra 

alle mulige traditioner finder sin plads 

i Hauges filosofi, der ikke vil lade sig 

binde af bestemte traditioner, men 

overalt finder udtryk for en levende 

visdom, der bevæger mennesket mod 

stadig nye erkendelser. Hvis man vil 

have et indgående kendskab til tankerne 

bag den spirituelle strømning, 

som har sine rødder i teosofien, så er 

dette bogen at konsultere. Hauges store 

evner som formidler gør de til tider 

meget vanskelige og vidtforgrenede 

tanker forståelige og interessante, så 

de næsten 700 sider slet ikke virker så 

lange.


Kan man forestille sig et samarbejde mellem sjælen og egoet, hvor sjælen styrer, og 

egoet tjener? Det er et spørgsmål, der er værd at undersøge. 

Ego eller ikke ego, 

det er spørgsmålet 

AF KENNETH SØRENSEN 

MA psykosyntese, spirituel underviser og forfatter. www.psykosyntese.dk 

Et af de helt fundamentale 

spørgsmål, 

der rejser sig for enhver, der træder 

ind på en spirituel udviklingsvej, er 

spørgsmålet omkring Ego. Hvad gør 

vi med de sider af vores natur, som er 

egocentrerede og som sætter skel op 

imellem selvet og guddommen? De 

fleste mystiske traditioner, der retter 

sig mod at forene sig med guddommen 

eller buddhamind, er enige om, 

at oplysning handler om at udvide sin 

bevidsthed fra det individuelle til det 

universelle. Det forudsætter, at den 

spirituelle søgende formår at transcendere 

eller overskride de barrierer, der 

står mellem det afgrænsede ego-selv 

og det grænseløse universelle selv. 

Ofring af egoet 

Meditation, bøn og forskellige yogiske 

praksisser, herunder renselse og tjeneste 

har været det centrale omdrejningspunkt, 

som skulle tilvejebringe 

den transcendens. Det er ofte sket 

gennem afkald af alle de begær, som 

ego-selvet har bygget op omkring sin 

eksistens. Denne asketiske og selvop- 

ofrende vej har ofte haft et centralt 

ledemotiv, og det er forestillingen om 

at komme ud af verden og ind i Himmerige, 

Nirvana eller blot ren lyksalig 

transcendens. I den kontekst giver det 

mening, at egoet skal ofres på guds 

alter - vi skal så at sige tømmes for 

indhold, så det universelle kan fylde 

tomheden. 

Eller samarbejde med egoet 

I de sidste par hundrede år er der 

dog opstået en helt ny spiritualitet 

baseret på evolution. En af de helt 

centrale skikkelser, der formidlede 

denne tanke, var stifteren af det teosofiske 

samfund H.P. Blavatsky og de 

senere teosofiske pionerer. Den indiske 

mystiker Sri Aurobindo og hans 

integrale yoga er også en meget vigtig 

kilde i forbindelse med denne impuls 

og mange flere kunne nævnes. Det, 

der er den nye tanke i denne evolutionsbaserede 

spiritualitet, er, at den 

manifesterede verden udvikler sig. De 

østlige spirituelle traditioner opfattede 

verden som en illusion, man skulle ud 

af, og som forhindrede opnåelsen af 

den fuldkomne oplysning. Den evolutionære 

spiritualitet betoner i stedet, 

at det guddommelige vil manifestere 

sig på jorden. Det vender hele 

motivationen på hovedet, forstået på 

den måde, at det ikke længere handler 

om at komme ud af verden, men 

derimod at komme ind i verden med 

hele det guddommelige potentiale, vi 

er i besiddelse af. Vi skal ikke blot søge 

gudsriget i en hinsides verden, men 

forberede vejen for gudsrigets komme 

på jorden. Det er en fundamental forskel, 

som også får betydning for den 

måde, vi definerer egoets rolle. Den er 

ikke længere en fjende, vi skal besejre 

gennem at slå det ihjel eller give afkald 

på det gennem transcendens. Egoet 

bliver i stedet en samarbejdspartner, 

som skal tjene det guddommelige og 

den højere bevidsthed. 

Selvets fire stadier 

Spiritualitet har nu to dimensioner, 

der er lige væsentlige. Vi må fortsat 

udvide vores bevidsthed fra det individuelle 

til det universelle. Det vil i 

praksis sige, at en fundamental udvi- 



delse af det, vi identificerer os med og 

oplever, er sand mig. Der er fire grundlæggende 

stadier på denne rejse. Det 

egocentriske selv, hvor vi identificerer 

os med alle de behov, der sikrer vores 

overlevelse, status og plads i livet som 

afgrænset individ. Det etnocentriske 

selv, som er vores identifikation med 

alle de tilknytningsgrupper, vi er en 

del af, familien, vores køn, etnicitet, 

nation, trossamfund og foreninger. 

Det verdenscentriske selv, som er vores 

identifikation med hele menneskeheden 

og udviklingen af et sandt 

humanistisk og globalt orienteret sindelag. 

Der er en intuitiv dimension af 

denne udvikling og opvågning, som 

indebærer, at man får en direkte oplevelse 

af sig selv som en uadskillelig del 

af verdenssjælen. 

Det vil sige, at man i sin essens oplever, 

at man er menneskeheden og repræsenterer 

denne helhed i sit individuelle 

udtryk. Elsk din næste som dig 

selv betyder i virkeligheden, at næsten 

er en selv. Den bevidsthed, der kigger 

ud af næsten øjne, er den samme bevidsthed, 

der kigger ud af mine. Den 

kærlighed, der elsker i næstens hjerte, 

er den samme kærlighed, der elsker i 

mit. Det sidste stadie er opvågningen 

til det kosmocentriske selv, det nonduale 

niveau, hvor enheden med alt, 

hvad der eksisterer, erkendes. Den 

grundlæggende oplevelse er, at alt, 

hvad der eksisterer, indeholder liv 

og bevidsthed i en eller anden form. 

Der er med andre ord en allestedsnærværende 

bevidsthed og ånd som 

gennemtrænger hele eksistensen, som 

opretholder og udvikler den. Jeg er 

denne ånd. Det er det non-duale perspektiv. 



Egoets forædling 

Disse fire stadier medfører en gradvis 

udvidelse og opvågning til fortsat større 

helheder. Den indebærer også, at vi 

transcenderer de foregående stadier, 

men inkluderer dem som fundament, 

når bevidstheden skal manifesteres. I 

stedet for den gamle spiritualitets ledemotiv: 

transcender og ekskluder er 

den ny tids ledemotiv: transcender og 

inkluder. Egoet skal altså ikke afvikles, 

det skal udvikles. Vi skal droppe 

identifikationen med vores krop, følelser 

og tanker, men vi skal bevare 

den sunde og positive kontakt til disse 

funktioner, da de er redskaber, vi skal 

udtrykke den højere bevidsthed igennem. 

En forudsætning for, at egoet – 

den samlede sum af tanker, følelser 

og krop – kan samarbejde med det 

grænseløse kærlige og vise Selv, er at 

det renses, forædles og dermed udvikles. 

Lad mig illustrere dette med et 

eksempel. 

Kampen mellem ego og sjæl 

Vores meditationspraksis vil ofte 

relativt hurtigt give os nogle højdepunktsoplevelser 

af kontakt med det 

verdenscentriske selv. Det kan være en 

oplevelse af den upersonlige og grænseløse 

kærlighed til menneskeheden. 

En erkendelse af kærligheden uden 

objekt, hvor kærligheden til medmennesket 

ikke er noget, man giver eller 

modtager, men mere er et ocean af 

samhørighed, man indånder sammen 

og lever i. Det kaldes også for kristusbevidstheden. 

Disse højdepunktsoplevelser 

fortoner sig hurtigt, fordi vores 

identifikation med de gamle egostrukturer 

fortsat lever i bedste velgående, 

især i de underbevidste regioner. 

Faktisk vil disse højdepunktsoplevel- 


“Egoet skal altså ikke afvikles, 

det skal udvikles” 

ser kalde disse gamle strukturer frem 

fra kælderen, fordi de står i direkte 

opposition eller modpol til den indstrømmende 

højere bevidsthed. Det 

er i denne situation, at der opstår en 

indre kamp i mennesket mellem egoet 

og sjælen, der er en repræsentant for 

den verdenscentriske bevidsthed. Det 

er en kamp eller indre konflikt mellem 

to forskellige behov – kærligheden til 

egoets behov og kærligheden til menneskehedens. 

Det er dog ikke to uforenelige 

behov, for konflikten skal føre 

til en harmoni og et samarbejde, hvor 

de egocentriske behov gradvist erkendes 

og udvikles. De delpersonligheder 

eller egostrukturer, der bærer disse 

behov, skal gradvist lære at samarbejde 

med det verdenscentriske selv 

eller sjælen. Det er i virkeligheden et 

psykospirituelt og terapeutisk arbejde, 

som jeg ikke kan redegøre for her i sin 

totalitet, da det er alt for omfattende 

at beskrive i en så kort artikel. Det er 

dog det centrale tema i min netop udkomne 

bog: Storhedens kald – integral 

meditation og vejen til frihed. 

Virkningen af evolutionær 

spirituel praksis 

Det, som i sin essens er sagens kerne, 

er, at det større altid kan inkludere det 

mindre. Når de underbevidste strukturer 

oplever, at spirituel udvikling ikke 

betyder død og udslettelse af det, de 

kæmper for: overlevelse, tryghed, status 

etc., så bliver det muligt at udvikle 

et samarbejde. Evolutionær spirituel 

udvikling handler jo netop om at bringe 

mere lys, kærlighed og visdom ind 

i verden. Det kan sagtens forenes med 

behovet for en sund økonomi, seksualitet 

og anerkendelse. Det er ikke længere 

hovedmotivet for det spirituelt


engagerede menneske, men blot helt 

naturlige behov, der opfyldes som led 

i den spirituelle praksis. Det er, hvad 

Jesus også forstod, da han bad os om 

først at søge himmeriget, så kom alle 

de andre ting helt naturligt. Ikke som 

noget, der kommer dumpende ned 

fra himlen på mirakuløs vis. En evo- 

lutionær spirituel praksis vil gøre os 

så kreative og værdifulde for verden, 

at vi aldrig vil have problemer med at 

få vores personlige behov opfyldt. Vi 

bliver kanaler for kærlighed, visdom, 

kraft, intelligens og skønhed – kort 

sagt det gode, det sande og det skønne. 

Vi går ind i politik, undervisning, for- 

“Vi må fortsat udvide vores bevidsthed 

fra det individuelle til det universelle” 

retningslivet, kunst, videnskaben, religionerne 

og alle de praktiske områder 

og bliver skabende lysende kreative. 

Det er hvad en evolutionær spirituel 

praksis afstedkommer - et samarbejde 

mellem ego og sjæl – hvor sjælen styrer 

og egoet tjener. 

Storhedens kald 

- Integral meditation 

og vejen til frihed 

Kenneth Sørensen 

304 sider 

Kentaur Forlag 2012 

Dette er vel, hvad man kan kalde en 

klassisk selvudviklingsbog, med personlige 

erfaringer, personlighedstypologier 

og selvudviklingspraksisser. 

Kenneth Sørensen har skrevet en meget 

personlig bog, der tager afsæt i den 

udvikling, som han selv har foretaget 

sig. Derigennem formidler han både 

engageret og indsigtsfuldt de ideer og 

spirituelle praksisser, som har bragt 

ham igennem hans udvikling. Der er 

masse af teosofisk stof, selvom Kenneth 

Sørensen som en del af sin udvikling 

har forladt den teosofiske bevægelse. 

Men det teosofiske materiale 

nytolkes og nyformuleres. Sammen 

med Søren Hauge (se artiklen: Navnet 

er Hauge, Søren Hauge på side 4 i dette 

magasin) er Kenneth Sørensen en af 

de vigtigste formidlere af nyere, esoterisk 

spiritualitet i Danmark. 

Mere information: 

www:e-academy.dk 

www.psykosyntese.dk 



Hvad betyder 

selvrealisering 

for dig? 

AF LENE SKOVMARK 

Præst og medlem af redaktionen 

Bolette Bach, clairvoyance og tarot 

Selvudvikling og selvrealisering er for mig to 

forskellige ting. Selvrealisering er at gå målrettet 

efter noget, man gerne vil, at virkeliggøre 

sin drøm, som for eksempel at uddanne sig til 

præst. Selvudvikling sker, når man møder det 

man kalder et spejl, hvor man mærker antipati 

mod et andet menneske, eller når man møder modstand i livet, 

at man så nysgerrigt tør spørge: Hvorfor? At man vender blikket 

indad og spørger: Hvad skal jeg lære? I stedet for at give andre 

skylden. I stedet for at lægge ansvaret udenfor sig selv og være 

fordømmende, så blive rummende og empatisk. 

Freja Eliane Johannesen, intuitiv maling, 

healing og meditation 

Det er at få kontakt med det Højere i sig selv. 

Det handler også om at afvikle det personlige 

selv for at åbne sig for det større guddommelige, 

som jeg forstår som lyset og kærligheden. 

Det er min tro og oplevelse, at vi bærer det 

guddommelige i os selv som en gnist af det Større. Det giver en 

følelse af at komme hjem til det, der er det virkelige, det egentlige. 

Selvet skal afvikles for at skaffe plads og at blive mere åben for at 

tage imod og give. Kun at ville mig selv er for småt. 

Anette Ejsing, Ph.D. og Erhvervsteolog 

Der er flere lag i selvrealisering. Der er det 

professionelle lag, hvor jeg proaktivt skal gøre 

noget, sætte mig et mål og forfølge det. Så 

er der det dybere lag, der har med hjertet at 

gøre. En form for selvrealise-ring, hvor jeg opdager 

mig selv, hvor jeg skal bruge hjælp for 

at finde ud af, hvem jeg er, for jeg er blevet forført af det jeg tror, jeg 

vil. Endelig er der det individuelle og mere pragmatiske lag, hvor 

kultur og livsomstændigheder er med til at forme mig. Fastekur 

muliggør selvrealisering af de tre lag, fordi du tager et basalt livsgrundlag 

væk, nemlig mad. Når vi ikke må spise, bliver vi tvunget 

til at møde sider af os selv, som er skjulte af den madtradition, som 

lægger sig som et lag over os selv. Mad er afledning. Faste åbner 

mennesket for selvrealisering på det skjulte plan i mennesket. Det 

man får ud af det afhænger af, hvordan man bruger muligheden 

for forandring. Faste er en genvej til den form for selvrealisering, 

som vor kultur ikke er god til at formidle. Du bliver mere nøgen 

over for dig selv, og mærker dine længsler, følelser og frygt på en 

klarere måde. Jo mere arbejde man gør, jo mere integreret bliver 

man med det selv eller den dybere identitet, som ellers er skjult, 

og som vil leve, hvis det får lov. 




Under den årlige messe, Mystikkens Univers, 

som sidste gang fandt sted den 2.-4. 

november 2012 i Østerbrohuset i København, 

tog Lene Skovmark kontakt til en 

række af de personer, som medvirker på 

messens forskellige stande og spurgte dem 

ud om selvrealisering og selvudvikling. 

Læs her, hvad de svarede. 

Annalise Stourup de Molade, Intuitiv Life- 

Coach og Healer, livsvejleder, psykoterapeut 

og spirituel lærer 

Det er et stort spørgsmål. For mig handler 

det om at leve det, min Sjæl vil have mig til at 

gøre. At arbejde på at skabe en bedre verden. 

Det giver mig glæde og glæder andre. Gør 

det der får dit hjerte til at synge, for verden har brug for mennesker 

med hjerter, der synger. Selvrealisering er en nødvendighed, du 

ikke kan vælge fra. Det vil ske alligevel, når du kommer i krise, og 

du kan vælge at gå imod eller at samarbejde med de udfordringer 

(= gaver), livet giver. Målet er af finde hjem til mig selv. Jeg er det 

jo allerede, men jeg skal finde ind til det menneske, jeg er. 

Rishi Tulsidasananda, munk fra Tyskland, 

discipel af guruen Swami Vishwananda 

At have en ubetinget kærlighed til alt og alle, 

inklusive dig selv. ubetinget grænseløs kærlighed 

til det guddommelige kan ikke adskilles 

fra kærligheden til mennesker. Selvrealisering 

er en proces, der kan være lang eller kort, 

hård eller let, afhængig af din længsel efter kærligheden. Hvis du 

elsker den guddommelige kærlighed, er vejen kort, og vanskeligheder 

er ikke en hindring. Alt overvindes ved tålmodighed og 

ved at være positiv over for alle på den åndelige vej og positiv i 

forhold til dig selv. Alt starter indefra, og når du elsker dig selv, vil 

du naturligt elske andre. Kærlighed er begyndelsen og målet, og 

meditation understøtter processen. 

Jens Lybecker, miljøsagsbehandler i kommunen, 

discipel af Swami Vishwananda, 

spirituelt navn: Roshan. 

Mit svar vil være teoretisk, da jeg selv ikke er 

realiseret. Som menneske har vi en Sjæl, som 

er det evige i os. Når du er i stand til at erkende 

det fuldt ud, er du realiseret og lever i 

sjælsbevidsthed. På den måde opnår du broderskab med alle andre 

sjæle, og alle skel mellem mennesker ophører. Et skridt videre 

er gudsrealisering, som Jesus havde opnået. Han siger jo ”Jeg og 

Faderen er ét”. Der er mange niveauer af realiseret bevidsthed, 

og det højeste er kosmisk bevidsthed. Jeg praktiserer en form for 

yoga praksis, som renser fra alt det negative og bygger op med 

den højeste energi. Når man bytter tung energi ud med lettere 

energi, sker der en åndelig udvikling.


Omvend dig 

- og bliv som barn på ny! 

Troen har konsekvenser, også nede i kroppen og ude i verden. 

AF POVL GöTKE 

Lic.theol. (ph.d.), TPC Løgumkloster 

K r i s t e n d om m e n 

handler om, at man 

skal omvende sig. Johannes prædiker 

omvendelse og døber, dvs. han vasker 

folk rene for snavs, så de er klar til at 

indgå i en ny sammenhæng. Denne 

rabiate, reformjødiske tradition tager 

Jesus på sig og fører videre med 

samme radikalitet. Der ligger en knivskarp 

selverkendelse og en klokkeklar 

opfordring i talen om omvendelse: vi 

er ude på et skråplan, vi retter vores 

opmærksomhed det forkerte sted hen, 

vores handlinger er tomme og ligegyldige 

– og det skal der laves om på. 

Nu! 

Vi skal vende os om, vende ryggen til 

det, vi spontant, instinktivt eller ”naturligt” 

retter vores opmærksomhed 

mod og bruger vores energi på, nemlig 

os selv og vores eget. I stedet skal 

vi samle opmærksomheden om det 

andet og den anden. Det handler ikke 

om selvet og ens eget, men om Gud og 

næsten. 

”Du skal elske Herren din Gud af hele 

dit hjerte og af hele din sjæl og af hele 

dit sind og af hele din styrke.” Det er 

det største bud i loven. Og det næste 

er: ”Du skal elske din næste som dig 

selv.” Det er det, det hele handler om, 

kristeligt anskuet. 

Hvis vi holder op med at søge vores 

eget og i stedet begynder at søge 

det, der er Guds, og hvis vi begynder 

at elske vores medmennesker som vi 

elsker os selv, så åbner himlens porte 

sig. For det er ikke kun os selv, der forandres, 

men verden og virkeligheden 

omkring os fornyes. 

Omvendelse har konsekvenser 

Omvendelsen sker ved, at man kommer 

til tro, men det handler ikke om 

at tro på, at Bibelen er Guds ord, for 

det er den ikke. Det handler om at 

tro på, at Jesus er Kristus. Gud blev 

ikke en bog. Gud blev menneske. 

Men denne tro på, at Gud kommer 

til os mennesker i form af Kristus og 

vender os om, så vi kan blive frelst i 

fællesskabet med Gud og næsten, har 

nogle konsekvenser. Dette aspekt ved 

troen har været fortrængt i meget af 

den moderne, mondæne kristendom 

herhjemme. Det skal vi have lavet om 

på, for ellers er det ikke kristendom, vi 

forkynder. 

For Paulus er det hævet over enhver 

tvivl, at troen har konsekvenser på det 

personlige plan og i det sociale spil. I 

Galaterbrevet sætter han kødets gerninger 

overfor åndens frugter på en 

måde, så konsekvenserne er krystalklare: 

”Kødets gerninger er velkendte: 

utugt, urenhed, udsvævelse, afgudsdyrkelse, 

trolddom, fjendskaber, kiv, 

misundelse, hidsighed, selviskhed, 

splid, kliker, nid, drukkenskab, svir 

og mere af samme slags. Jeg siger jer 

på forhånd, som jeg før har sagt, at de, 

der giver sig af med den slags, ikke skal 

arve Guds rige. Men Åndens frugt er 

kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, 

venlighed, godhed, trofasthed, mildhed 

og selvbeherskelse. Alt dette er loven 

ikke imod! De, som hører Kristus 

Jesus til, har korsfæstet kødet sammen 

med lidenskaberne og begæringerne. 

Lever vi i Ånden, skal vi også vandre 



“At blive kriste-lig, deri ligger den sande 

selvudvikling og selvrealisering” 

i Ånden. Lad os ikke bilde os noget 

ind, lad os ikke tirre og misunde hinanden.” 

Heller ikke for Luther er troen uden 

konsekvenser i det ydre og på adfærdsplanet. 

I ”Om et kristenmenneskes 

frihed” skriver han, at det ikke er 

gode gerninger, der gør en mand god, 

men en god mand gør gode gerninger. 

Det kan ikke være anderledes. Kierkegaard 

er inde på noget af det samme 

i ”Kjerlighedens Gjerninger”, når 

han om kærligheden skriver, at det er 

utænkeligt, at man skulle kunne tro 

på kærligheden uden også at handle 

kærligt. Tror man på kærligheden, så 

handler man også derefter, ellers så 

tror man ikke på den. Man forsøger i 

det mindste på det. Man bliver inspireret, 

man får en samvittighed. 



Begge de herrer - og Paulus med, for 

den sags skyld - er smerteligt bevidste 

om, at tingene er mere spegede end 

som så, og at mennesket er et syndigt, 

sammensat væsen med en uudgrundelig 

evne til at forplumre alt hele tiden. 

Vejen til helvede er som bekendt 

brolagt med gode intentioner. Men 

det ændrer ikke ved, at tro for dem 

ikke blot er noget, der foregår mellem 

ørerne, men også er nede i kroppen og 

ude i verden. 

Kristendommen siger sandheden om 

menneskelivet og har derfor ingen illusioner 

om, at det kan lade sig gøre 

at ophæve selvkærligheden: ”Du skal 

elske næsten som dig selv.” Enhver 

tale om selvafvikling er løgnagtig og 

hyklerisk. Men kristendommen taler 

om en transformation, en forandring, 


en fornyelse, en genfødsel af selvet, 

således at det bliver kriste-ligt. Deri 

ligger kristendommens enorme terapeutiske 

potentiale, som har reddet 

utallige mennesker kloden rundt fra 

selvdestruktion: at man i troen erstatter 

sit kødelige jeg, misbrugeren, med 

et kristeligt selv, der lever sit liv for og 

med andre. 

At blive kriste-lig, deri ligger den 

sande selvudvikling og selvrealisering. 

At blive ligedannet med Kristus. 

I hver eneste hattedame og drukkenbolt 

er Kristus, og i hver eneste kiste, 

vi skubber ind i ovnen eller bærer til 

graven, ligger Kristus. Hvis man forstår 

det, er man kommet i mål. Men 

det kan kun et barn tro på, så kristendommen 

handler om at blive som 

barn på ny. 

FOTO: DREAMSTIME


Kunne man tænke sig, at der bag tidens trang til selvrealisering ligger en længsel efter 

at finde - og blive - den man virkelig er som skabt af Gud? Og er helliggørelse et svar på 

denne længsel? Den norske teolog Joachim Grün, som er uddannet i ignatiansk spiritualitet 

og leder af Solåsen Pilgrimsgård i Norge, skrev i bladet Over Alt (nr. 1, 13. årg. 

2001) en artikel med titlen Helliggjørelse – vår dypeste lengsel. Nedenstående er udvalgte 

og let redigerede uddrag fra denne artikel. 

Helliggørelse 

- Kristendommens svar på selvrealisering? 

AF JOACHIM GRüN, teolog og leder af Peterstiftelsen 

OVERSAT OG REDIGERET AF LENE SKOVMARK, Præst og medlem af redaktionen 

At blive menneske fuldt ud 

Helliggørelse handler om menneskets 

dybeste længsel efter at blive hel, helbredt 

og helstøbt. Helliggørelse beskriver 

vejen tilbage til vores rette hjem, 

vejen mod at blive menneske fuldt ud. 

Ligesom en fisk i vandet er i sit rette 

element, sådan er vi fuldt ud mennesker, 

når vi lever og bevæger os og 

handler i Gud. Helliggørelsen handler 

ikke om at polere sin ydre maske og 

havne i en farisæisk og uægte fromhed. 

Helliggørelsen er længselen efter 

det ægte, længselen efter at blive det, 

Gud har bestemt os til, nemlig at blive 

Kristus lig. Helliggørelse rummer håb 

om forvandling, først og fremmest af 

vort hjerte, og så af hele menneskeheden. 

Den giver håb om, at frelsen begynder 

at skabe nyt liv her og nu. 

Kirken og den åndelige længsel 

Det er nødvendigt at genopdage helliggørelsen, 

for ved sin tavshed om 

dette tema er kirken medansvarlig for 

nyreligiøsitetens opståen. Hvis vi ikke 

genvinder den gamle kirkelige selvforståelse, 

som beskriver helliggørelse 

som kirkens og menighedens mål, vil 

kirken miste sin åndelige relevans. Da 

vil kirken fastholde mennesker i en 

åndelig umodenhed, som med lovord 

positivt omtales som barnetro. Det er 

det, som i Hebræerbrevet kritiseres 

som ”mælketro” 1 , og som står i vejen 

for vækst og håb om modning. Helliggørelse 

er teologiens omega og det 

endelige mål for kirkens liv og virke. 

Bibelen om helliggørelse 

Ifølge Bibelen er helliggørelsen Guds 

vilje for den troende 2 . ”Ligesom han, 

der har kaldet jer, er hellig, skal også I 

være hellige” 3 . Hvis vi mennesker skal 

komme ind i det fuldkomne fællesskab 

med Gud, må vi vokse til lighed 

med Kristus. Johannes siger i sit brev: 

”Vi ved, at når han åbenbares, skal vi 

blive ligesom han, for vi skal se ham, 

som han er.” Og: ”Enhver, som har 

dette håb til ham, renser sig selv, ligesom 

han er ren” 4 . I den græske tekst 

kan ”rense sig” også oversættes med 

”helliggøre sig”. 

Bibelen beskriver helliggørelse 

som en spændingsfyldt proces. På 

den ene side er det Guds værk. 5 På den 

anden side, og som en konsekvens af 

det, Gud gør med os, skal vi rense os 

selv, ja, stræbe efter hellighed. 6 

Luther og helliggørelse 

For Luther selv hang retfærdiggørelse 

og helliggørelse tæt sammen, uden at 

sammenblandes, og uden at adskilles. 

Derimod var lutherske teologer forsigtige 

med at beskrive, hvad frelsen 

virkede i menneskets hjerte, for man 

var bange for, at det igen skulle føre til 

en lovisk gerningskristendom. 

Når Luther beskriver de gode 

gerninger, som fører til helliggørelse, 



nævner han tre aspekter: Kærlighed 

til vores næste, kampen mod kødet 

og det onde begær, og et liv i ydmyghed 

og gudsfrygt. De to sidste måder 

at leve på kan kun virkeliggøres gennem 

et dybere bønsliv. Det er her, 

den lutherske kirke har ringe indsigt 

i sjælens indre processer og kun lidt 

at bidrage med i den åndelige kamp, 

som så skal føre til kærlighed til vor 

næste. Det er derfor, at pietistisk helliggørelsesforkyndelse 

med vægtlægning 

på tjenesten ofte har ført til den 

selvudslettende, grå tjeneste, som ofte 

overskygges af et dårligt selvbillede, 

og ikke vokser ud af kærlighed og 

en erfaret forvandling til det billede, 

Kristus er for os. 

Moral eller helliggørelse? 

I løbet af kirkens historie ser vi ofte, 

hvordan bibelske spændinger mellem 

moral og helliggørelse bliver opløst 

ved, at et kirkesamfund kun fremhæver 

ét aspekt af sandheden og glemmer 

eller fortrænger den tilsyneladende 

modsætning. I dag er spændingen 

måske størst mellem den såkaldte herlighedsteologi, 

der hævder, at de troende 

kan blive syndfri, og en luthersk 

elendighedsteologi, der beskriver den 

troende som en tilgivet, men uforbederlig 

synder. 

Et af kristentroens største dilemmaer 

er en moraliserende forkyndelse, 

som i mange sammenhænge har 

erstattet den sunde vejledning i helliggørelse. 

Dette er ikke mindst en 

konsekvens af det sidste århundredes 

”etiske teologi”, som den liberale teologi 

lancerede. Moral og etik er vigtig, 

men helliggørelse griber dybere og 

er samtidig en forudsætning for den 

kristne moral og det, Jesus forventer 

af sine disciple som en ”bedre retfærdighed”. 

Jesus forventer, at disciplenes retfærdighed 

”langt overgår de skriftkloges 

og farisæernes”. Han beskriver 

denne nye retfærdighed i bjergprædikenen 

og siger, at hans disciple uden 

den retfærdighed aldrig kommer ind 



i Himmeriget” 7 . Denne ”bedre retfærdighed” 

er kun mulig ved at ”rense 

bægerne indvendigt”, hvilket betyder 

at rense hjertet. Jesus forventer altså 

fra den troende en helt anden standard. 

Dette er kun muligt gennem helliggørelsen, 

som tager udgangspunkt 

i hjertet, og som sprænger alt, hvad 

mennesker selv kan præstere. 

Luthersk bolværk mod 

helliggørelse 

Det er nødvendigt at kritisere, hvad 

man kan kalde det lutherske bolværk 

mod helliggørelse. Der er især tre tendenser: 

1. 

2. 

3. 

Retfærdighed og helliggørelse skilles 

ad. Efter Luther bliver retfærdiggørelsen 

mere og mere forstået 

som et juridisk begreb, som har 

med dommen at gøre. Frelsen bliver 

opfattet som noget, der sker i 

himlen, og bliver indsnævret til at 

handle om tilgivelse af synder. Og 

ikke længere som både fremtidig 

og nuværende, en nyskabende forvandling, 

som begynder her og nu 

og fuldendes på dommens dag. 

Det pessimistiske lutherske menne- 

skesyn. Denne ensidige juridiske 

og himmelske frelsesforståelse går 

i spænd med det, der ofte kaldes 

det sorte lutherske menneskesyn. 

Mennesket opfattes som syndigt 

og forbliver synder. Bibelens 

beskrivelse af det nye liv, 

der forvandler den troende, 

bliver nedtonet, og helliggørelse 

beskrives ikke længere 

som vækst. Lutherdommens 

tale om den 

troende som retfærdig 

og synder på én gang 

(simul justus et peccator) 

fortolkes ofte sådan, at vi 

retfærdiggøres ved tro på 

Kristus, mens vi her på 

jorden er uforbederlige 

syndere. 

Den manglende tro på 

en ”bedre retfærdighed”. 

Dette ubibelske menneske- 

FOTO: DREAMSTIME 


syn fører ofte med sig en vægring 

ved at tale om en kristen etik. Når 

frelse ikke forvandler mennesket, 

og mennesket statisk forbliver en 

synder, kan man naturligvis ikke 

forvente nogen genuin kristen 

etik. Derfor har luthersk teologi 

ofte en tendens til at beskrive en 

almen menneskelig etik, som man 

kan forvente, at enhver person, 

uafhængig af troen, kan forstå og 

forpligte sig på. Dette må nødvendigvis 

føre til moralisme. 

For at komme ud af vores lutherske dilemma, 

må vi tilbage til en teologi og 

spiritualitet, som udholder Bibelens 

spænding mellem retfærdiggørelse 

og helliggørelse. Og tilbage til Luthers 

egen forståelse. 

NOTER 

1 Hebr. 5,12 f. 

2 1. Thes. 4,3 

3 1. Peter 1,15-16 

4 1. Joh. 3, 2-3 

5 Joh. 17,17 

6 2. Kor. 7,1 Hebr. 12,14 

7 Matt. 5,20


Når klageretten 

bliver sat på porten 

Den positive psykologi har vundet indpas i det danske samfund, på godt og ondt. Der 

er ikke noget i vejen med at fokusere på det positive, men som ideologi, der nægter at se 

realiteterne i øjnene, kan det være direkte skadeligt, hævder Ingerlise Provstegaard, der 

introducerer os til en amerikansk bog, der analyserer rødderne og virkningerne af den 

positive psykologi i det amerikanske samfund. 

AF INGERLISE PROVSTGAARD 

Pensioneret lærer og medlem af redaktionen 

Da jeg var barn, 

læste mine forældre 

højt for min søster og mig af den 

amerikanske bog ”Pollyanna” – historien 

om den lille forældreløse missionærdatter, 

der gennem skuffelser og 

trængsler lærte princippet om altid 

at møde det sørgelige og svære med 

at fokusere på noget positivt: ”Jamen, 

DET kan jeg da være glad for!” forkyndte 

hun, hver gang hun fandt en 

lille lysstråle i mørket. Og med den 

forkyndelse blev hun selv en lille lysstråle, 

der skabte glæde og forvandlede 

menneskesind omkring sig. 

Eleanor H. Porter’s ”Pollyanna”, 

der udkom i USA i 1913, lever endnu 

i børnelitteraturen, men gennem tiderne 

har den måttet stå model til 

mange foragtelige grimasser og overbærende 

smil: ”Ja-ja-ja, så let er det jo 

heller ikke – pladder og kvalm kristelighed!” 

Nutidens udbredte forkyndelse og 

brug af positiv psykologi kunne godt 

ligne Pollyannas ”at-være-glad-leg” 

for fuld udblæsning. Men er den det? 

Det vil jeg vende tilbage til senere. 

FOTO: COPO, SXC.Hu 



Mere skade end gavn? 

Den positive psykologi har med sine 

løfter om gennem tanker, vilje og ord 

at kunne blive herre over sit liv og sin 

skæbne fået en stor indflydelse i hele 

den vestlige verden. Så stor, at der i 

USA, hvor den må siges at have sine 

kraftigste rødder, nu høres stemmer, 

der stiller spørgsmålet, om den gør 

mere skade end gavn. Også herhjemme 

er der betænkeligheder. 

”Positiv psykologi er ikke altid 

lykken”, lød således overskriften på en 

artikel, lagt ud på nettet af Berlingske 

den 30. november 2012. Artiklens forfatter, 

Christina Bølling, belyste gennem 

interviews med danske positivisme-skeptikere 

nogle af dens problemer 

og nævnte også fire amerikanske 

bøger, som gør op med dens negative 

sider. 

En af disse bøger stødte jeg på for 

et par år siden og fandt den et både 

sobert og vigtigt indlæg i debatten 

om positivismens velsignelser. Den er 

skrevet af journalist og forfatter Barbara 

Ehrenreich og hedder BRIGHT- 

SIDED - how the relentless promotion 

of positive thinking has undermined 

America (2009). 

Essensen af hendes påstande er, at 

positiv tænkning er blevet til en ideologi 

i USA, og at det er en ideologi, der 

underminerer landet, fordi den bremser 

eller direkte hindrer realistiske 

bedømmelser af virkeligheden, opfordrer 

mennesker til at være uærlige 

om deres sande tilstand og betegner al 

sygdom og ulykke som selvforskyldt: 

”Du tænker negativt, du høster negativt!” 

Inspirationen til en nærmere analyse 

af den positive tænkning og dens 

virkninger, der hvor den blev dyrket 

systematisk, fik hun, da hun ca. 10 år 

tidligere blev ramt af brystkræft. 

At dø med smil på læben 

De nuttet- lyserøde omgivelser og den 

ikke så lidt overdrevne muntre atmosfære, 

hun mødte overalt i det behandlingssystem, 

hun naturligt måtte 



indgå i, fyldte hende fra dag ét med 

undren og væmmelse. En reklame for 

en plysset ”brystcancerbamse” med 

en lyserød sløjfe på brystet fik hende 

til at tænke, at ok, måske skulle hun 

dø af det her, men ”at hun skulle dø 

krammende en bamse og med et lille 

lykkeligt smil om munden, det havde 

hun ikke været forberedt på at blive 

konfronteret med”! 

Distancerende og skarpt humoristisk 

beretter hun, hvordan hun og 

hendes medsøstre i ulykken opfordres 

til at modtage sygdommen som 

en gave, omfavne den som en chance 

for et bedre liv, som en dør til det guddommelige. 

Ethvert udtryk for bitterhed, 

vrede eller frygt – enhver klage 

over smerter og ubehag – mødes med 

en strøm af bebrejdelser fra behandlere 

og medsøstre, der fuldt og fast tror 

på, at sygdommen kun kan bekæmpes 

ved totalt at nægte rum for den slags 

tanker og ord. Kampen skal føres ved 

kun at tænke positive tanker og ved at 

visualisere, hvordan immunsystemets 

små soldater rykker ud og nedkæmper 

fjenden, canceren. Tænker man 

negativt, bliver soldaterne trætte, og 

sygdommen forværres. 

Og her sætter B.E. lys på det meget 

centrale spørgsmål, som det er 

relevant at stille på alle de steder og 

niveauer, hvor den positive tænkning 

hersker: Hvad med dem, der ikke vil 

være med? Dem, der insisterer på at 

have lov til at være vrede eller modløse 

og sige det højt? Ja, de bliver ildesete 

og irettesatte og i mange tilfælde 

simpelthen udelukket af det gode selskab. 

Nogle kvinder fortalte hende, at 

de var blevet udelukket fra deres støttegruppe, 

da det viste sig, at deres cancer 

havde bredt sig. For ifølge en sådan 

ideologi kan tilbagefald og fiasko kun 

skyldes en utilstrækkelig overgivelse 


”Hvis du er syg eller lider nederlag, 

så er det din egen skyld!” 

til den positive tænkning: ”Du har 

nedkaldt det over dig selv – det er din 

egen skyld! Og du skal ikke trække os 

andre med ned!” En stor omkostning 

at betale for retten til at være sand ikke 

alene i sine følelser og udtryk, men i 

selve sin virkelighed! 

Hvad er baggrunden? 

Inspireret af disse erfaringer i den lyserødt 

muntre sygdomsverden og ud 

fra efterfølgende omhyggelig og kompetent 

research påviser B.E. gennem 

sin bog, hvordan positiv tænkning, 

specielt gennem det sidste tiår, har 

gennemsyret så godt som alle niveauer 

og områder i samfundet – hos de 

arbejdsløse, i forretningsverdenen, på 

helbredsområder, i psykologien, økonomien, 

blandt de kristne, ja helt op 

til landets ledende kredse, hvor man 

fx i årene op til den økonomiske krise 

nægtede at høre på ”negativ snak” i så 

udbredt grad, at budbringere af dystre 

forudsigelser risikerede fyring. 

Hun følger den positive tænknings 

rødder tilbage til 1800-tallets ”New 

Thought”- bevægelse, som handler om 

at tro på, at det, man tænker, på godt 

og ondt bliver til virkelighed. Tanker 

kan skabe virkelige hændelser, ja, de 

kan slet ikke lade være! Som magneter 

tiltrækker ens tanker en positiv eller 

negativ virkelighed – ”fra energierne 

i universet”, eller i kristent regi fra en 

Gud, der ønsker, at mennesker skal 

have, hvad de ønsker sig, og være rige 

og raske – alt efter, hvad man tænker 

og siger. Det er den såkaldte ”lov om 

tiltrækning”. Man høster, hvad man 

sår – får, hvad man beder om. 

Og man høster ikke kun på det 

personlige plan, man er i høj grad 

med til at tiltrække godt eller ondt for 

sine omgivelser også. Dermed bliver 

det helt logisk en næsten hellig pligt


at gå til kamp mod enhver klagen og 

græden og udbredelse af dårlige nyheder. 

Man skal arbejde intenst med sig 

selv for aldrig at give plads og udtryk 

for tvivl og bedrøvelse, frygt og skepsis. 

Det er en disciplin, der skal læres, 

og man skal lade være at omgås jammerhoveder, 

for de smitter! 

B.E. funderer også over årsagerne 

til, at amerikanerne med så åbne arme 

har taget imod ideologien og mener, 

at en af grundene måske kan findes i 

en modreaktion til den stærke indflydelse, 

som calvinismen i sin tid bragte 

med sig fra Europa. Dens strenge 

krav om dyd, pligt, hårdt arbejde og 

moralsk levevis lagde en knugende, 

deprimerende dyne over livet; at føle 

sig lykkelig betragtedes faktisk som en 

synd. Pudsigt nok, hævder hun, rummer 

den positive tænknings ideologi 

den selvsamme calvinistiske trang til 

konstant selvransagelse – nu ikke ledende 

efter synd, men efter negative 

tanker – og til fordømmelse og udstødelse 

af synderne. 

Men naturligvis passer ideologien 

også som fod i hose til hele konceptet 

”den amerikanske drøm”, drømmen 

om at kunne opnå alt, hvad man sætter 

sig for og sætter sin vilje ind på. 

Gennemsyrer hele samfundet 

”Get motivated!” lyder det højlydt og 

muntert i en forretningsverden, der er 

trængt af nedgang, og motivationen 

bliver fremelsket hos de ansatte med 

et hav af kurser, selvudviklingsbøger, 

Dvd’er osv., som forkynder den po- 

sitive tænknings velsignelser. I store 

fællesmøder lyttes der til oppiskende 

taler og deltages i stående jubelbekendelser 

som: ”I FEEL HEALTHY, 

I FEEL HAPPY, I FEEL TERRIFIC!” 

B.E. nævner bl.a. marketingfirmaet 

Amway som et godt eksempel på denne 

kultur, hvor det ligesom i cancerfællesskabet 

lyder: 

- ”Bliver du fyret, så tag det som en 

chance for et bedre liv - en udviklingsmulighed 

- en tiltrængt timeout!” 

-”Føler du dig dårligt behandlet, så 

gør noget ved din negative holdning!” 

- ”Går det skidt, så har du ikke arbejdet 

hårdt nok med dig selv!” 

Som den socialt engagerede/indignerede 

person B.E. er, tilføjer hun ironisk, 

at det jo også er ulige nemmere 

for en leder at arbejde på at få den ansatte 

til at erkende sig lykkelig i enhver 

situation, end det er at gøre noget ved 

reelle og urimelige uretfærdigheder i 

systemet! 

I de megastore succeskirker møder 

B.E. nøjagtig det samme mønster: 

Gud vil, at du skal være rig, rask og 

lykkelig – men du må selv skaffe dig 

goderne ved at tro på, at det kan ske: 

tænk, at det er muligt, og det vil ske! 

Herlighedsteologi eller fremgangsteologi, 

kender vi det som på vore kanter. 

Hun undres over, hvordan tærsklen 

mellem businessliv og kirkeliv synes 

nedbrudt, og hvordan begge med 

lige stor styrke fokuserer på vækst og 

resultater. I business bruger man åndelige 

metoder som middel, i kirken 

verdslige, som stærkt nærmer sig ok- 

“Gud vil, at du skal være rask, rig og lykkelig”, 

sådan lyder budskabet i mange amerikanske 

mega-kirker. FOTO: DREAMSTIME 

kult magi. Gud er den tjenende ånd, 

som skaffer guld og store resultater 

– hvis altså menigheden er med på at 

tænke de rigtige tanker! 

Hun undres også over, at man i 

disse gigantkirker afstår fra kristne 

symboler og al ”gammeldags kirketradition.” 

Man vil fx ikke skræmme folk 

væk med en, der hænger på et kors! 

Bygningerne ligner anonyme lagerhaller, 

musikken er larmende, talerne 

korte og muntert oppiskende til SEJR 

i alle livets forhold. 

Der er måske lidt flere smil, og 

der er måske ikke ligefrem udstødelse 

og fyringer for at være ked af det. Og 

dog, siger hun – bag facaden med smil 

og kærlige ord ligger ganske samme 

kolde dom: ”Hvis du er syg eller lider 

nederlag, så er det din egen skyld!” 

På det psykologiske område var 

man lidt sene til at acceptere positiv 

tænkning som en behandlingsmetode, 

men nu er ”positiv psykologi” 

kommet på banen for alvor. Her hedder 

det at stræbe efter lykke. Der laves 

store undersøgelser af, hvem der er 

lykkelige, og hvorfor de er det – undersøgelser, 

som B.E. og andre anser 

for videnskabeligt tvivlsomme, men 

som alligevel har overbevist mange 

om, at der er noget brugbart dér. Det 

har bl.a. medført, at offentlige tilskud 

til traditionelle behandlinger nedprioriteres 

til fordel for lykkepiller og coaching. 

I tiden op til den økonomiske nedsmeltning, 

siger B.E., lød der mange 

advarende røster om landets katastrofekurs. 

Røsterne blev bragt til tavshed, 

ikke sjældent ved simple fyringer af 

ulykkesfuglen! Og man har holdt 

endnu fastere på positiv tænkningmetoderne, 

selv efter, at det gik galt 

for alvor. Men på trods af alle anstrengelserne, 

vurderer hun, har amerikanerne 

ikke fået det bedre i dette tiår. 

De rige er ganske vist blevet rigere, 



men de fattige er blevet fattigere, og 

som nation, hævder hun, ”er vi blevet 

mere og mere nedtrykte og bekymrede 

i de år, hvor lykke-bevægelsen har 

blomstret”. 

Retten til at klage sig 

B.E. har sat sig for at slå et slag for retten 

til at klage sig, hvis der er noget, 

der gør ondt. Retten til at sige fra, hvis 

man opfordres til at juble, når man har 

mest lyst til at græde. Retten til at være 

sand i sine tanker og sin tale. 

Hendes hovedkonklusion er, at 

positiv tænkning er et fænomen, som 

arbejder stik imod de mest fundamentale 

menneskelige instinkter for overlevelse. 

Det er aldeles unaturligt og direkte 

tåbeligt ikke at tænke realistisk 

over, hvilke farer der kan true, se dem 

i øjnene og tage sine forholdsregler. 

Positiv tænkning kan udvikle sig til en 

slags kollektivt selvbedrag, hvor troen 

på alle tings gode udgang overdøver 

alle advarende stemmer. Som da man 

fyrede skeptikere før den økonomiske 

nedsmeltning – og som da man overhørte 

advarsler og røde lamper, før to 

fly tørnede ind i to tårne. 

BRIGHT-SIDED anskuer ikke 

problemerne omkring positiv tænkning 

og positiv psykologi fra en kristen 

vinkel. Bogens vurderinger hviler 

på almindelig sund fornuft: det her er 

simpelthen ikke sund og sand menneskelig 

adfærd. Og det tror jeg, mange 

vil være enige i, sådan som det også 

kom frem i den nævnte artikel i Berlingske. 

Tilbage til Pollyanna 

For mit eget vedkommende var det så, 

at jeg gennem læsningen yderligere 

kom til at tænke på min barndoms 

Pollyanna og hendes positivisme. Var 

det hendes ”at-være-glad-leg”, der omsider 

havde fået det blå stempel? 

I begge tilfælde hviler adfærden på 

en tro. Pollyannas tro er en traditionel 

tro på, at hun har en far i himlen, 

der elsker hende. Hun bebrejder ikke 

hverken Gud eller mennesker for sin 



på mange måder hårde skæbne, man 

kunne sige, at hun tager imod sit liv, 

som det er. Men hun vil ikke stille sig 

tilfreds med at gå til bunds i sorg og 

mørke, og ergo må hun finde og fremholde 

lysstrålen i mørket, hver gang 

det er ved at blive for meget. 

Ud af det kommer megen glæde 

både for hende selv og hendes omgivelser. 

Den positive tænknings tro er i 

de fleste tilfælde rettet mod en diffus 

guddom: det guddommelige, universet, 

de kosmiske energier eller som i 

succeskirkerne en Gud, som er løst fra 

traditionens og Bibelens bånd. Det er 

en tro på, at det guddommelige, universet, 

de kosmiske energier eller Gud 

står parat med alverdens velsignelser 

og bare venter på bestillingssedlen, 

for enhver er i sin gode ret til at vælge, 

hvad man ønsker sig og dernæst kræve 

det, fast i viljen og troen. Det eneste 

betingelse er, at man komplet og 

aldeles vender ryggen til det negative 

– betragter det som ikke eksisterende. 

Hvis man opfylder denne forudsætning, 

vil modgang og mørke forsvinde 

som dug for solen. 

Ud af det kommer ganske vist i 

mange tilfælde spektakulære resultater, 

men også uendelig megen skuf- 

felse, frustration og forladthed, når legen 

ikke lykkes, eller resultaterne ikke 

holder. 

På trods af lighederne i de to slags 

positivisme er de vel derfor i deres 

grundlag snarere hinandens modsætninger. 

Ikke mindst, hvis vi foruden 

at bruge den sunde fornuft også anskuer 

sagen fra kristentroens side. For 

at søge, og finde, en lysstråle at glæde 

sig over midt i et svært vilkår, er nu 

engang ikke det samme som aktivt og 

viljefast at benægte og fornægte det 

sværes eksistens. At acceptere sit liv 

med dets givne vilkår er ikke det samme 

som at kræve retten til at sortere 

det svære fra. Og at tro på en kærlig 

far, der er nærværende i ethvert givent 

vilkår er slet ikke det samme som at 

påtage sig det fulde og tunge ansvar 

for at skaffe sig et godt liv med alt, 

hvad det indebærer. 

B.E.vil slå et slag for retten til at 

klage sig, når det gør ondt. Hun vil 

ikke være med til at sætte klageretten 

på porten og tvinge mennesker til at 

tænke, tale og handle på en måde, der 

ikke svarer til deres sande jeg. For så 

ender vi i en falsk lykke, en selvbedragerisk 

sikkerhed, mener hun. 

Hun er ikke blind for, at det i sig 

selv jo er en god ting at kunne finde 

de lyse sider i tilværelsen. Men når en 

positiv livsholdning, som for den enkelte 

kan være god og gavnlig at stræbe 

efter, sættes i system som den eneste 

acceptable måde at møde verdens 

tilskikkelser på, så udvikler den sig, 

som hun påviser gennem sine mange 

eksempler, til at blive kold og nådeløs 

både over for den, der underkaster sig 

systemet og over for dem, der falder 

udenfor. 

LæS MERE: 


Positiv psykologi er ikke altid lykken 

af Christina Bølling, artiklen findes stadig på 

www.berlingske.dk 

Bright-Sided 

- how the relentless Promotion of Positive 

thinking has Undermined America 

af Barbara Ehrenreich 

Thorndike Press 2010

Moon er død. Hvad vil der nu ske med den bevægelse, som han grundlagde og var leder 

af? Vil bevægelsen dø ud, stagnere eller måske ligefrem ekspandere? Martin Herbst 

forlod bevægelsen efter 16 aktive år, og her giver han sit bud på fremtiden for Moonbevægelsen 

og samtidig en personlig reaktion på afskeden med den person, der engang 

var som en far ham. 

Moons død og mit liv 

AF MARTIN HERBST 

Præst og medlem af redaktionen 

Tidligt om morgenen 

den 2. september 

2012 udåndede Sun Myung Moon, 

grundlæggeren af Moon-bevægelsen, 

hvis officielle navn er Family Federation 

for World Peace and Unification. 

Dermed sagde verden farvel til en af 

det 20. århundredes mest omdiskuterede 

messiasskikkelser. I kølvandet 

på Moons død har mange spekuleret 

over, hvad der vil ske. Hvem vil nu udstikke 

de overordnede retningslinjer 

for avisen The Washington Times og 

de andre medieinstitutioner? Hvem vil 

nu lede viften af industriforetagender, 

der genererer milliardbeløb? Hvem 

vil nu styre uddannelsesinstitutioner 

som det amerikanske Bridgeport University 

eller det koreanske Sun Moon 

University, der tæller titusindvis af 

studerende? Hvem vil nu lede udviklingen 

af bevægelsens landområder i 

Paraguay og Brasilien, der er på Danmarks 

størrelse? Hvem vil nu søsætte 

internationale konferencer og fredsinitiativer, 

der samler verdens religiøse 

og politiske topledere? Hvem vil nu 

inspirere medlemmerne med visioner 

og projekter? Jeg skal vende tilbage til 

disse spørgsmål senere i artiklen, men 

først vil jeg fremføre nogle betragtninger 

af mere personlig karakter. 

Moon var min far 

For nogle mennesker var Moon en 

forretningsmand. For andre var han 

en religiøs leder. I manges øjne var 

han en selvbestaltet messiasfigur, der 

forførte hundredtusinder. Jeg er, for 

så vidt, enig i alle tre anskuelser. Men 

for mig var han mere end det. Han var 

tillige min far. I perioden 1978-96 var 

Moon, hvor mærkeligt det end kan 

lyde, mere far for mig end min egen 

far. Hvordan har jeg det med, at den 

mand, jeg med stolthed kaldte ’sande 

far’, og som jeg blandt andet overlod 

at vælge min ægtefælle, nu er borte? 

Jeg må sige, at nyheden om Moons 

død ikke er kommet som et chok. I 

mit liv var Moon allerede død, da jeg 

brød med ham og hans lære i 1996. 

Det brud repræsenterede både min 

og hans død. Da han, om man så må 

sige, døde for anden gang 2. september 

2012, oplevede jeg det nærmest 

som en naturlig forlængelse af det, der 

allerede var sket i 1996. For mig var 

hans første død således langt værre 

end hans sidste! 

Hvad tænker jeg nu? Hvilke forestillinger 

gør jeg mig om fremtiden for 

Moon og hans bevægelse? Hvad angår 

Moons personlige skæbne, ønsker 

jeg ham kun det bedste. Jeg har ingen 

skjult bøn om, at han skal brænde i 

helvede som bod på den afgudsdyrkelse, 

han i realiteten personificerede. 

Jeg nærer intet ønske om, at hans misbrug 

af menneskers tillid og penge 

vil låse ham fast for evigt i et lukket 



kredsløb af skyld og straf. Jeg håber 

ikke på straf og hævn. Jeg håber på 

tilgivelse og forsoning. Jeg håber, han 

er et godt sted, hvor han kan slappe 

af uden at føre sig frem som messias. 

Og hvis Gud er så god, som jeg tror, 

han er, er der også håb for Moon. Af 

ret indlysende grunde ved jeg ikke, 

hvordan himmeriget ser ud. Men det 

kunne være et fantastisk syn at se (os) 

banditter som Moon danse hånd i 

hånd med hinanden, tilgivet og levendegjort 

af Guds kærlighed. 

Jeg ønsker også det bedste for hans 

familie og bevægelsens medlemmer. 

I mine øjne et det uløseligt forbundet 

med, at de erkender den åndelige 

dovenskab, arrogance og frygt, der 

kendetegner foretagendet. For det er 

åndelig dovenskab, der bevirker, at 

man giver sit hjerte til noget, der giver 

sig ud for at være Gud uden at være 

det. Det er arrogance, der forårsager, 

at man tager patent på sandheden og 

dermed lever i det, jeg kalder ’de færdige 

forklaringers paradis’. Og det er et 

udslag af frygt, når man forskanser sig 

i et fællesskab, der er immunt over for 

selvkritik. Alle tre træk kendetegner 

bevægelsen, hvor mange rosværdige 

projekter den end har søsat og opretholder 

med største personlige ofre fra 

medlemmernes side og understøttelse 

af mange prominente figurer, der i 

blandt adskillige statsoverhoveder. 

Det betyder igen, at jeg håber, at 

Moons familie, såvel som medlemmerne, 

kommer til at græde mange 

tårer. Kan man virkelig ønske det bedste 

for sine medmennesker og samtidig 

håbe, at de kommer til at græde 

mange tårer? Svaret er ja. For der findes 

to slags tårer. Der findes de tårer, 

man græder, fordi man er selvcentreret, 

stivnakket og hårdhjertet. Men så 

findes der de tårer, man græder, fordi 

man opdager, at man er selvcentreret, 

stivnakket og hårdhjertet. De første 

tårer er gift for sjælen. De forstener 

hjertet og gør blind. De sidste tårer, 



derimod, er lægende for sjæl og sind. 

De blødgør, og gør seende. Der var 

engang en sang, hvis omkvæd lød: 

’Jeg skulle eje millioner, hvis tårer var 

af guld’. Der er en dyb åndelig sandhed 

i de ord, sangskriveren ikke var 

sig bevidst. De rigtige tårer er af guld. 

De er kilden til åndelig rigdom. Ifølge 

de egyptiske ørkenfædre er de lige så 

vigtige for sjælen, som vandet er for 

kroppen. Hvor ville jeg ønske, at medlemmerne 

fik smag for de tårer. Hvor 

ville jeg ønske, at de indså i hvor høj 

grad, de er behersket af åndelig dovenskab, 

arrogance og frygt og tog de 

nødvendige konsekvenser. 

Mange tror de vil kollapse 

Med disse personlige betragtninger 

for brystet vil jeg prøve at skitsere de 

mulige fremtidsscenarier for bevægelsen. 

En mulighed er, at det hele vil 

kollapse nu, hvor Moon er væk. Der 

er rigtigt mange, der hælder til den 

anskuelse. Det gør jeg ikke. Det har 

udløst et væddemål på 6 flasker god 

rødvin mellem mig og en norsk sjælesørger, 

jeg mødte på en konference 

umiddelbart efter Moons død. Han 

insisterede på, at det hele vil kollapse 

inden for en 10årig periode. Jeg sagde 

nej. Så måtte vi afgøre det med et væddemål. 

Faktisk kan jeg ikke tabe væddemålet. 

Det passer mig egentlig fint. 

For selvom jeg gerne så, at bevægelsen 

går i opløsning, elsker jeg god rødvin! 

Mere alvorligt udtrykt forholder det 

sig således, at Moon-bevægelsen allerede 

nu er så konsolideret, at selvom 

den skulle blive udsat for en veritabel 

medlemsflugt, vil der gå adskillige 

årtier, før bevægelsen er helt opløst. 

Til det kan man tilføje, at mange af 

børnene af de par, Moon har matchet 

og viet ved de store bunkebryllupper, 

den såkaldte ’2. generation’, har påtaget 

sig ledende roller både inden for 

den religiøse og finansielle sektor af 

bevægelsen. Titusinder af ’2. generation’ 

er blevet matchet og har deltaget 

i et bunkebryllup. Og selvom ikke så 

få af dem har gjort det ud af ren og 

skær loyalitet over for deres forældre, 

er bevægelsen som helhed ikke i farezonen. 

Blod er tykkere end vand. Der 

skal en hel del til, før børn går direkte 

imod dem, der har skænket dem liv 

og kærlighed. Det gælder ikke mindst 

Moon-bevægelsen, der i den grad er 

organiseret som en familie. 

Martin Herbst, der på billedet sidder som nummer to til højre for Sun Myung Moon, tror ikke, at Moons 

død vil betyde, at bevægelsen kollapser. FOTO: VENLIGST uDLÅNT AF MARTIN HERBST.

“Moon har åndet ud, 

men der er ingen grund til at ånde lettet op. 

Der er snarere grund til at tage en dyb indånding” 

Den vægtigste grund til, at mange, 

deriblandt min norske ven, tror, det 

hele vil kollapse med Moons død er, 

at man har opfattet bevægelsen som 

et énmandsforetagende. Det har den 

aldrig været. Derfor har den igennem 

årene kunnet overleve den ene Moonrelaterede 

skandale efter den anden. 

Det være sig Moons fængsling for 

skattesvig, hans udenomsægteskabelige 

seksuelle forhold, eller problemer 

med hans børn, der ikke er så forbilledlige, 

som de bliver fremstillet. Ud 

over lederen, Moon, er foretagendet 

konstitueret af læren, Det Guddommelige 

Princip, der repræsenterer en 

forening af kristendom og orientalsk 

tankegang. Det er i kraft af denne lære 

og den optik, den afføder, at medlemmerne 

oplever en samhørighed på 

tværs af nationaliteter og kulturer. For 

så vidt medlemmerne har tilegnet sig 

læren gennem foredrag, opdragelse 

og et væld af uddannelsesrelaterede 

aktiviteter, er deres engagement i bevægelsen 

så godt som upåvirket af 

Moons bortgang. 

Det fjerner dog ikke det faktum, at 

der nu er opstået et betydeligt ledelsesmæssigt 

vakuum. Men det er der 

taget højde for. Vakuummet er allerede 

blevet udfyldt af tre af Moons 

børn. Sønnen, Hyung Jin Moon, leder 

den religiøse afdeling, datteren, In Jin 

Moon, står for det kulturelle og uddannelsesmæssige, 

medens en anden 

søn, Kook Jin Moon, styrer forretningsimperiet. 

Alle tre er uddannet 

på Harvard og har rimeligt vindende 

personligheder. De vil gøre deres til, at 

bevægelsen fortsætter. Den er i så gode 

hænder, den kan være efter at Moons 

ældste søn, Hyo Jin Moon, der ellers 

var udset som arvtager for mange år 

siden, er afgået ved døden grundet 

et overforbrug af narkotika, og den 

næstældste søn, Hyun Jin Moon, har 

forladt skuden, fordi han ikke fik lov 

til at overtage hele ledelsen. 

Måske vil de få et opsving? 

En anden mulighed er, at bevægelsen 

vil få et opsving efter Moons død. 

Hvor lidet attraktivt dette scenario 

end er, bør det også medtænkes. Det 

er faktisk mere realistisk, end man 

umiddelbart skulle tro. Sagen er, at 

Moons messianske selvforståelse har 

virket befordrende for bevægelsens 

konsolidering, men begrænsende 

for dens ekspansion. Den konstante 

strøm af direktiver med dertil hørende 

udskiftning af ledere har bevirket, 

at man ofte har måttet opgive lovende 

projekter og dermed skabt en uro i bevægelsen, 

der har været hæmmende 

for medlemstilgangen. Kravene om 

stadig større donationer fra Moons 

side har ligeledes udmattet mange 

trofaste medlemmer og henvist dem 

til sidelinjen. Det drejer sig om titusindvis 

af mennesker, der har ’forladt’ 

bevægelsen på grund af arbejdspresset, 

ikke på grund af manglende tro 

på Moon. Nu, hvor disse direktiver og 

krav bortfalder eller bliver mere moderate, 

vil mange af disse medlemmer 

givetvis vende tilbage. 

I forlængelse af dette skal det også 

pointeres, at en stærk hierarkisk ledelsesform 

er hæmmende, ikke mindst 

vor foranderlige samtid taget i betragtning. 

Med Moons bortgang vil 

organisationen blive mere decentral. 

Hvad sker der, når en organisation 

bliver decentral? Den kan enten gå i 

opløsning, hvis dens identitet ikke er 

stærk nok, eller den kan ekspandere. 

Det sidste blev tilfældet for kristendommen. 

Det var der mange, der 

ikke havde forudset. Da Jesus hang på 

korset, troede de fleste, at det var slut 

med den sekt. Jesu død blev imidlertid 

kun begyndelsen. Da Ron Hubbard, 

grundlæggeren af Scientology, døde i 

1986, var der ligeledes mange der betragtede 

det som bevægelsens endeligt. 

Men ikke så snart var Ron Hubbard 

væk, før John Travolta og Tom 

Cruise dukkede op. Hvad vil der ske 

med Moon-bevægelsen, nu hvor han 

er død? Man skal være varsom med at 

give et endegyldigt svar. 

Det egentlige problem med 

Moon-bevægelsen 

Hvad var og er det egentlige problem 

med Moon-bevægelsen? Problemet 

består ikke i, at bevægelsen hjernevasker 

sine medlemmer eller benytter 

sig af fordækte metoder til at fastholde 

dem. Den slags har aldrig foregået, 

hvor mange avisartikler, der end bedyrer 

det modsatte. Det er også fejlagtigt 

at sige, at det hele er løgn og bedrag 

fra ende til anden. Der er meget godt, 

sandt og smukt i Moon-bevægelsen, 

ellers kunne den ikke tiltrække og fascinere 

så mange. 

Problemet med Moon-bevægelsen er 

det samme, vi finder i ethvert sekterisk 

foretagende. I en sekt gør man en del til 

helheden. Dermed lukker man øjnene 

for den begrænsning og mangelfuldhed, 

der kendetegner ethvert sundt 

fællesskab. I Moon-bevægelsen er det 

helt ekstremt. Mennesket, Moon, bliver 

til den ufejlbarlige messias. Læren, 

Det Guddommelige Princip, bliver til 



teologi i farten 

AF LENE SKOVMARK 

Denne bogtitel lyste mig i møde fra 

hylden i en alternativ boghandel. Forfatteren 

er hospicesygeplejerske og 

understreger vigtigheden af ikke kun 

at fokusere på kroppen som forgår, 

men drage omsorg for livet som består. 

Kroppen er noget sekundært og 

et midlertidigt ”vedhæng”, som ikke 

kan eksistere uden det liv, der strømmer 

igennem. Mennesket er liv, der 

har en krop. 

I en tid, hvor opfyldelsen af kroppens 

basale behov og pleje fylder meget i 

reklamer og i det moderne menneskes 

bevidsthed, er det en gavnlig påmindelse 

at betænke, hvor vi kommer fra, 

og hvad vi kommer af. At vi som mennesker 

er mere end krop og materie. 

hele sandheden. Fællesskabet bliver 

til himmeriget på jorden. Tendensen 

til at gøre en del til helheden ser man 

imidlertid ikke kun i en decideret sekt 

som Moon-bevægelsen. Den kan være 

til stede i mange forskellige sammenhænge. 

Hvor er der mange eksempler 

på, at folk tilsidesætter ærlig selvkritik 

og opfører sig, som om deres forestillinger, 

ønsker og begær er målet for 



alt. Det kan føre til mange tragedier 

fra bankkrak, dopingmisbrug, hestekød 

forklædt som oksekød, seksuelt 

misbrug af børn til organiseret kriminalitet 

og terrorisme. 

Problemet i Moon-bevægelsen eksisterede 

før Moon blev født. Det vil 

blive ved med at eksistere efter hans 

død. Udfordringen består i at forholde 

klumme 

Af lys er du kommet 

Af lys er du kommet, til lys skal du blive, 

og af lys skal du igen opstå. Sådan 

lyder en velsignelse bagest i bogen. 

Associationen er nærliggende og nok 

også tilsigtet: af jord er du kommet, 

til jord skal du blive og af jord skal du 

igen opstå. I stedet for at fokusere på 

krop, forgængelighed og død, kunne 

man i begravelsesritualet med lige så 

fuld ret betone, at mennesket udgår 

fra Gud som er lysets kilde, sat til at 

være lys i verden, og vender tilbage til 

Lysets Rige. 

En besindelse på at vi er kommet fra 

lyset, kan være et gavnlig korrektiv til 

det pessimistiske syn på mennesket 

som syndigt, som gennem tiden har 

præget kirken. Og stadig kan gøre det. 

Der er mere værdighed i at blive mindet 

om, at vi er af lys, frem for at vi er 

af jord. 

Mennesket er et sammensat væsen, 

formet af jord og har fået indblæst 

livsånden af Gud. Kroppen forgår, ånden 

består. Mennesket er ånd og har 

en krop. Men uden krop intet menneskeliv. 

Jesus var helt gennemlyst som menneske 

og uden synd. Han er ikke bare 

kommet af lys - han er lys ”sand Gud 

af sand Gud og lys af lys”. Det kan 

ikke siges om os almindelige, dødelige 

mennesker. Men vi er skabt i Guds 

billede og kaldede til at lade os rense 

og gennemlyse af Guds kærlighed, så 

både krop og ånd transformeres. Jesus 

er verdens lys og kalder os til at leve 

i lyset. 

sig til det, ikke i at stirre sig blind på 

en enkelt bevægelse. Moon har åndet 

ud, men der er ingen grund til at ånde 

lettet op. Der er snarere grund til at 

tage en dyb indånding.

IKONS 20 ÅRS JuBILæuM 

There’s a crack in everything 

IKON efter 20 år 

There is a crack in everything - that’s where the light comes in - i IKON skal vi fortsat eksperimentere 

med sprækkerne i vores tro og liv. Sådan lød formandens opfordring under 

jubilæumsfejringen, hvor flere deltagere pegede på IKONs evne til at forholde sig til det 

skæve og anderledes som noget af foreningens store styrke. Her er indtryk fra IKONs 

20 års jubilæum, der bød på en begivenhedsrig weekend med spændende program, 

gensyn og fest. 

AF LARS BuCH VIFTRuP OG PERNILLE AAGAARD 

TIDSLINIEN: 

IKONs historie personificeret 

Fredag aftens store programpunkt var 

tidslinjen, hvor en række personer udgjorde 

IKONs tidslinje. Den første person 

var naturligvis Johannes Aagaard, 

der ganske vist ikke var med i IKON, 

men som indirekte var årsag til IKON, 

da ⅓ af Dialogcentret brød ud og stiftede 

foreningen i 1992. Jens Linderoth 

talte på vegne af Johannes Aagaard, 

ligesom han senere også skulle tale 

for sig selv, da han i forbindelse med 

Dialogcentrets nedlæggelse blev ansat 

under IKON. Den sidste person 

i tidslinjen var Eva Bernhagen, som 

efter flere års engagement i Islamisk 

Kristent Studiecenter blev medlem af 

IKONs bestyrelse og her bl.a. signalerer, 

at IKON igennem årene har taget 

islam-dialogen til sig. Ind i mellem 

var en lang række personer, som har 

været og er med i IKON, og hver især 

gav de et varieret og levende billede af 

en forening, som hele tiden har været i 

bevægelse. Her et lille udpluk af udtalelser 

fra personerne fra tidslinjen. 

“Jeg var enig med Dialogcentrets teologi - men dybt uenig i ledelsesstilen, 

og derfor var det nødvendigt at bryde ud” 

“IKON blev stiftet samme aften, som vi brød med Dialogcentret 

- og vores første opgave var at løsne os fra identiteten som oprørere 

og skabe os en identitet som seriøse dialogpartnere” 

“Hvad er dialog uden spiritualitet? Og spiritualitet uden diakoni og sjælesorg? 

I IKON holder vi tingene sammen” 

“Dialogen i IKON tager udgangspunkt 

i det andet menneskes fortælling om sig selv” 

“Jeg har det svært med religionsdialog, 

men godt med samtaler mellem mennesker” 

“Det er vigtigt, at der er plads til mennesker med diffus religiøsitet 

- ellers bliver dialogen kun for vidende elitemennesker” 

“Det gjorde et stort indtryk på mig, at de muslimer, jeg var i dialog med, 

sendte mig et kort og ønskede mig glædelig jul” 

“Gud er altid større end vores ord, så derfor tør jeg være i dialogen 

- også når det er svært” 

“Jeg går ikke længere i dialog med folk - nu er jeg venner med dem!” 





FOTOS: LARS BuCH VIFTRuP 

IKONS 20 ÅRS JuBILæuM 

PANELET: Religionsdialogens udvikling 

Lørdag eftermiddag havde IKON inviteret et panel af tidligere og nuværende 

aktører i og venner af IKON til en debat om religionsdialogens udvikling og 

fremtid. 

Panelet bestod af: Louise Buch Viftrup (formand for IKON), Morten Skrubbeltrang 

(generalsekretær for Kirkefondet), Kåre Schelde Christensen (generalsekretær 

for Folkekirke og Religionsmøde), Agnete Holm (Dialogkonsulent for 

Danmission), Raag Rolfsen (direktør for Areopagos). 

“I Dialogcentrets tid handlede det meget om at omtale andre, 

i IKON gav vi plads til menneskers selvforståelse 

- og gennem dialogen nærmede vi os hinanden” 

“Vi er gået fra at være mærkelige til at være mainstream. 

Idag skal vi ikke argumentere for nødvendigheden af dialog” 

“Vi har i stigende grad brug for dialog med os selv inden for de kristne kirker 

- og i vores egne menigheder - vi har brug for at tale sammen om, 

hvad vi tror - og hvordan vi praktiserer vores tro” 

“Efter 11. september stiller ingen spørgsmål ved behovet for dialog 

- men mange spørger: Hvordan???” 

“Inden for den sidste generation er der sket 

en ændring i den vestlige religiøsitet 

af et omfang på størrelse med reformationen 

- men mange har ikke opdaget det endnu!” 

“IKON er gået fra vidensdialog til erfaringsbaseret trosdialog. 

Dermed kan flere mennesker være med, 

fordi det ikke handler om at vide på forhånd, men at spørge nysgerrigt ind” 

”I kirkerne er vi forholdsvis langsomme til at opfatte virkeligheden 

- måske skyldes det, som undersøgelser viser, 

at en organisation med over 1000 medlemmer 

i virkeligheden ikke har brug for andre end sig selv” 

”Forbløffende mange præster er ikke i stand til at tale 

om deres egen personlige tro” 

”Det moderne menneske bærer i sig mange forskellige identiteter 

- så der er brug for fællesskaber, hvor man være trygge sammen” 

“Dialogens begræsning er, at den tager så lang tid” 

“Dialogen indebærer frihed 

- også frihed for ens samtalepartner til at reagere uhensigtsmæssigt” 

“Vores politikere er så presset af stemmetal, 

at de ikke kan vove pelsen i dialogen 

- men det kan vi i kirkerne og de kirkelige organisationer”

”Kendskab gir’ venskab”, plejer vi at sige. Måske er det snarere omvendt - at ”Venskab 

giver kendskab”? Beretning om et tankevækkende moskébesøg i Aarhus med kvinder 

fra Mellemøsten. 

Venskab gir’ kendskab 

AF PERNILLE AAGAARD 

HR-konsulent 

- ”Er du dansker?” 

Spørgsmålet stilles 

til mig af en 7-8 årig pige med store 

mørke øjne og brune krøller. ”Ja”, svarer 

jeg, ”men det er du jo også!”. ”Næ”, 

svarer den lille og hopper afsted, som 

små piger gør, når de er glade. ”Jeg er 

jo iraker!” 

Denne lille ordveksling i en moské 

i Aarhus opsummerer meget præcist 

min oplevelse og mine overvejelser, da 

jeg senere gør klar til at tage hjemad, 

og i moskeens entré er ved at finde mit 

fodtøj blandt de ca. 120 øvrige par sko 

og støvler. En ung kvinde siger: ”Jeg er 

glad for, at du som dansker kommer 

her. Vi kender jo jeres samfund og 

jeres kultur og religion, og jeg er glad 

for, at du vil lære os at kende.” 

Vi lever i samme land. Vi deler ofte 

de samme børneinstitutioner og skoler, 

ungdomsuddannelser og arbejdspladser. 

Vi lever op og ned af hinanden 

– og alligevel er det første gang, 

jeg befinder mig i en levende moske i 

Danmark – og ikke en museumsmoské 

i fjerne lande. 

Anledningen er profeten Muhammeds 

fødselsdag. Min shiamuslimske 

veninde, der er flygtet fra Irak har inviteret 

mig med kvindefest i moskeen 

og er synligt glad over, at jeg har taget 

imod invitationen. Hjemmefra har jeg 

nøje overvejet min påklædning, men 

min omsorgsfulde veninde har gennemskuet, 

at jeg ville falde for meget 

igennem i mit eget tøj, så hun har 

medbragt en kjole, hun har fået sendt 

fra Irak, så jeg passer ind. Kjolen forvirrer 

nogle af børnene, der ikke er 

vant til at se en lyshåret i den påklædning. 

Deraf spørgsmålet fra den lille 

pige. 

Moskeen fyldes af kvinder og børn 

- efter 120 opgiver jeg at tælle. Der er 

gamle kvinder og unge. Dansktalende 

og ikke-dansktalende. Uuddannede 

og uddannede. Kvinder på pension 

og kvinder på arbejdsmarkedet. Tørklæderne 

ryger af – og de næste timer 

skifter mellem oplæsning fra Koranen 

ved nogle ældre kvinder, recitationer 

Min omsorgsfulde veninde havde sørget for at 

medbringe en kjole til mig, så min påklædning 

ikke stak af fra resten af deltagernes. 

fra Koranen og af digte, sang, musik, 

trommelyde, dans, de karakteristiske 

råb fra arabiske kvinder og hyldestråb 

til profeten, så trommehinderne 

vibrerer. Derefter trækker kvinderne 

i bededragter, og bønnen ledes af en 

kvinde – og så er der masser af mad og 

kage og hygge. 

Det er meget anderledes – og på sin 

vis overvældende…ikke mindst fordi 

det sætter så mange tanker i gang. På 

den ene side gør det ondt, når en lille 

pige, der taler perfekt dansk og skal 

leve sit liv i Danmark ikke oplever sig 

selv som dansker. På den anden side 

kan jeg kun glæde mig over, at der her 

er rum for, at flygtede kvinder fra Irak, 

Iran, Afghanistan, Syrien og Libanon 

kan mødes og være glade og trygge 

sammen – og oven i købet åbenhjertigt 

tage imod kvinde fra en anden tro, 

der gerne vil være med. 

”Kendskab gir’ venskab”, plejer vi 

at sige. Måske er det snarere omvendt: 

”Venskab giver kendskab”? 

Undervejs tænkte jeg i hvert fald 

mange gange på IKONs jubilæum, 

hvor en af paneldeltagerne i IKONs 

tidslinie tegnede en udvikling, der gik 

fra, at vi som kristne undersøgte og 

talte om ”de andre”, til at vi talte med 

- og til i dag, hvor ”de andre” er vores 

venner. For jo flere venskaber på tværs 

af etnicitet, kultur og religion jo større 

er håbet om, at vi alle på hver vores vis 

kan føle os som en del af det samme 

fællesskab. 



JP kom forbi 

AF LARS BuCH VIFTRuP 

Ansv. red. 

Joshua Peter, kaldet JP, leder dialogcentret 

Quo Vadis i Tiruvannamalai i 

Sydindien. Det er på få år blevet til et 

helt unikt sted for dialog mellem religioner 

og kulturer, som hele tiden udvikler 

sig og skaber store forandringer 

både blandt indere og vesterlændinge, 

blandt kristne, hinduer og søgende 

vesterlændinge. 

På sit besøg i Danmark var han 

også forbi IKON, hvor vi tilbragte en 

eftermiddag og aften i selskab med 

hinanden. 17 mennesker dukkede op 

trods meget kort varsel. For der er efterhånden 

rigtig mange i IKON, som 

kender JP og Quo Vadis. Som kasse- 

Merete Juhl Povlsen, ny netværkskoordinator for IKON og Danmission, har som en af 

sine første opgaver været på besøg på dialogcentret Quo Vadis. 

Et grænsesprængende sted 

AF MERETE JuHL POVLSEN 

Netværkskoordinator i IKON 

Otte dage i februar 2013 opholdte jeg 

mig på Quo Vadis i Tiruvannamalai. 

Otte dage, som var fyldt med spændende 

samtaler, fordybet meditation, 

besøg i templer og ashrams og ikke 

mindst herlige mennesker. Quo Vadis 

er for mig at se et helt unikt sted, der 

formår at skabe et rum for alle mennesker 

uanset religion, og som samtidig 

ikke skjuler sin kristne identitet. Selv 

i Quo Vadis’ geografiske placering 

afspejles stedets dialogiske karakter, 

idet det er placeret midt i en hellig, 

hinduistisk by i et lokalområde, hvor 



rer i IKON, Jens Vestergaard, sagde, 

så har han ganske vist aldrig været på 

Quo Vadis, men han har efterhånden 

mødt så mange mennesker i IKON, 

som er kommet hjem efter et besøg, 

begejstrede og forandrede. Det blev en 

stærk og rørende oplevelse for dem, 

der mødte op, og venskabet mellem 

IKON og Quo Vadis blev bekræftet. JP 

gennemførte en meditation som den, 

de holder i den røde hytte på Quo Vadis, 

og som de fleste tilstedeværende 

kender fra deres ophold på stedet. Der 

blev talt om samarbejdsmuligheder, 

udvekslet gaver og spist indisk mad. 

Gennem de seneste år er samarbejdet 

de hinduistiske ashrams ligger særlig 

tæt. Alle ansatte i Quo Vadis arbejder 

hårdt for at skabe de bedste rammer 

for dialogen. 

Seneste dialogiske initiativ på 

centret er en daglig meditation kl.12 

i Red Hut for alle ansatte uanset religion, 

hvor der skabes rum for at dele 

det, som ligger den enkelte på sinde. 

Fra første dag blev det taget vel imod, 

og det viser, at aktiviteter for både 

besøgende og ansatte gennemsyres af 

centrets dialogiske og grænsenedbrydende 

tilgang. 

med Quo Vadis blevet mere og mere 

afgørende for IKON. Volontører fra 

Vestens Unge har været med lige fra 

starten, hvor der bare var en lille rød 

hytte på den store grund. IKON var 

med til indvielsen af det store hus under 

den første interreligiøse pilgrimsrejse 

i 2007. Og år efter år er forbindelserne 

blevet flere og flere. Og vi håber, 

at stedet i fremtiden vil komme til 

at modtage mange flere volontører og 

studierejsende, og at venskabsforbindelserne 

vil fortsætte med at vokse. 

Magasinet IKONs læsere kan desuden 

se frem til at høre mere om stedet 

i fremtiden. 

FOTO: MERETE JuEL POVLSEN 

FOTO: LARS BuCH VIFTRuP

Afsender: IKON, Nørreallé 29, 8000 Århus C. 

Returneres ved varig adresseændring. 

Ny netværkskoordinator for IKON 

Mit navn er Merete Juel Povlsen. Jeg blev cand.theol. i sommeren 2012, hvorefter jeg 

fulgte Pastoralseminariets uddannelse indtil julen 2012. Jeg er ansat af Danmission 

pr. 1. feb. til at varetage både IKON- og Danmission-relaterede opgaver med særligt 

fokus på den religiøse dialog. Siden 2010 har jeg arbejdet som netværkskoordinator 

for IKON, og jeg vil fortsat sidde på IKONs kontor i Aarhus. 

Jeg brænder for den religiøse dialog, som jeg oplever som noget, der både tilfører nye 

indsigter i andres og egen tro, og samtidig er religionsdialogen et eminent værktøj til 

at nedbryde fordomme og misforståelser mellem mennesker. Jeg ser frem til at arbejde 

med engagerede frivillige i IKON og Danmission, som også oplever en styrke i den 

religiøse dialog. 

Jeg kan fortsat træffes på 30 200 280 eller på ikon@ikon-danmark.dk

Navnet er Søren ...Søren Hauge - IKON - Danmark

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?