Rudolf Steiner og antroposofien - IKON - Danmark

Nr. 51 Juni 2005 

Rudolf Steiner 

og antroposofi en 

IKON 

en bevægelse i kirken

IKON 

Bladet IKON udgives af den kristne forening 

IKON (Informations- og samtaleforum for 

Kristendom Og Ny religiøsitet). Formålet er at 

skabe debat om og kontakt med religiøse strømninger 

uden for den kristne kirke og medvirke 

til saglig formidling af den kristne tro, især i 

forhold til mennesker i ikke-kristne miljøer. 

IKON udkommer normalt i marts, juni, september 

og december. Årsabonnement 160,- kr. 

(inkl. moms). Løssalg 45,- kr. Abonnement 

kan bestilles på nedennævnte adresse eller ved 

indbetaling af beløbet på giro 6 61 61 51 med 

angivelse af afsenderadresse samt formålet med 

indbetalingen. 

Redaktion: Birgitte Nør Jahn (ansv. på dette 

nummer), Pernille Aagaard, Lisbeth Riisager 

Henriksen. 

Layout og sats: Lisbeth Riisager Henriksen. 

Tryk: One Way Tryk, Industrivej 3A, Stilling, 

8660 Skanderborg, tlf.: 8611 5000. 

Oplag: 1000. 

Indlæg og artikler sendes til Redaktionen, 

IKON-Danmark, Kløvermarksvej 4, 8200 Århus 

N, e-mail: ikon@post5.tele.dk. Læserbreve/debatindlæg 

modtages gerne, dog forbeholder 

redaktionen sig ret til at udelade eller forkorte 

efter eget skøn. Signerede artikler er ikke nødvendigvis 

udtryk for IKONs holdninger. 

Annoncer: 4,- kr. pr. mm. – 1/4 side 800,- kr.– ½ 

side 1400,- kr. – 1 side 2500,- (alle priser ekskl. 

moms). 

IKON-Danmark: 

Kløvermarksvej 4, 8200 Århus N, tlf.: 

8613 7587. SE-nr. 1663 9397. E-mail: 

kontor@ikon-danmark.dk. Hjemmeside: 

www.ikon-danmark.dk. Her kan man også melde 

sig ind i foreningen IKON, hvor årskontingentet 

er 125,- kr. (dog 65,- kr. for studerende, pensionister 

og husstandsmedlemmer). Formand: 

Pernille Aagaard, Vestergade 55, 8370 Hadsten, 

tlf.: 8691 5019 – e-mail: 

formand@ikon-danmark.dk. 

Lokalforeninger: 

IKON-Århus: Kløvermarksvej 4, 8200 Århus N, 

tlf.: 8613 7587. E-mail: 

ikon_aarhus@hotmail.com. Gironr. 0 03 0511. 

Åbningstider: Normalt man-fre kl. 11-15. 

IKON-København: Ryesgade 68C, 2100 København 

Ø, tlf. og fax: 3539 3569. Gironr. 

7 85 3521. Åbningstider: Tirs-fre kl. 11-15. 

IKON-Sønderjylland: tlf.: 7468 7590 (Per 

Borgaard). 

Det er tilladt at citere fra IKON i henhold til 

Medieansvarsloven med tydelig kildeangivelse. 

Ved eftertryk af artikler må der aftales med 

redaktionen eller forfatteren. 

Copyright © IKON-Danmark 2005 

ISBN 0907-7987 

2 IKON nr. 51 juni 2005 

Indhold 

Antroposofi – en livsforståelse med mange facetter 

Af Birgitte Nør Jahn 3 

Rudolf Steiner og antroposofien 

Af Michael Jahn 4 

Steiner-skolerne – pædagogisk eller guddommeligt projekt? 

Af Pernille Aagaard 8 

”Ingen Kristendom uden reinkarnation”. 

Reportage fra Menneskevielsens Handling den 29. maj 2005 og 

interview med Inger Carlsen, seniorpræst i Kristensamfundet 


Medicin i antroposofien 

Af Lisbeth Riisager Henriksen 16 

Jordbrug efter åndelige dyrkningsprincipper. 

Om biodynamisk landbrug 

Af Lisbeth Riisager Henriksen 19 

Levefællesskabet Hertha – et fællesskab på tværs 


Wittgenstein og religiøs dialog 

Af Diana Rigstrup Larsen 24 

Kristendommen under forvandling. Anmeldelse 

Af Lars Viftrup 26 

Forsidebilledet forestiller Audonicon i Skanderborg. 

Foto: Birgitte Nør Jahn 

”IKON – en bevægelse i Kirken” 

Sådan skrev vi i forbindelse med vores 10 års-jubilæum i 2002, og sådan 

ser vi stadig os selv. Dialog og mission er ikke en hobby for særligt 

interesserede kristne, men er Kirkens livsnerve. IKON er ikke den eneste 

og langt fra den største organisation i Danmark, der beskæftiger sig med 

dialog og mission. Alligevel beder vi om, at I vil have os i tankerne i 

forbindelse med IKON’s kollektdag og overveje, om ikke I skulle sende 

et beløb til vores arbejde. Frivillige medarbejdere i IKON udfører et stort 

arbejde for få midler. Men for at IKON kan udvikle sig og nye idéer tage 

form, er der brug for jeres opbakning. 

Opbakning handler i øvrigt om meget mere end økonomiske midler. Der 

er brug for mennesker, der giver af deres tid, og der er brug for mennesker, 

som husker IKON i deres forbøn. Vi vil gerne benytte lejligheden til at sige 

tak til alle, der bidrager til IKON’s arbejde med dialog og mission.

Antroposofi – en livsforståelse 

med mange facetter 

Antroposofi lader sig ikke sætte 

på en enkel formel. Det er en 

kompleks virkelighedsforståelse, 

hvor troen på eller erfaringen af den 

åndelige virkelighed får konkrete 

og praktiske udtryk. Antroposofisk 

pædagogik, arkitektur og landbrug 

udspringer alle af en og samme 

grundlæggende forståelse af, hvad 

verden er, og hvad et menneske 

er. Det samme gælder synet på 

sygdom og helbredelse. Om 

antroposofien er en tro eller en 

erkendelse gives der forskellige svar 

på – også blandt mennesker, der 

har et antroposofisk livssyn (se s. 

12-15 og s. 21-23). Rudolf Steiner 

betegnede selv antroposofien som en 

åndsvidenskab, men var ikke desto 

mindre medvirkende til dannelsen 

af et kirkesamfund, nemlig 

Kristensamfundet. 

Mange mennesker stifter 

bekendtskab med dele af den 

antroposofiske livsanskuelse uden at 

kende den nøjagtige sammenhæng. 

Det er meget forståeligt, antroposofi 

er ikke noget ”man hurtigt kan 

sætte sig ind i”, det er lidt ligesom 

at pille løg – der dukker hele tiden 

nye lag op. Man kan spørge sig 

selv, om det er nødvendigt at kende 

sammenhængen i antroposofien. 

Om det f.eks. ikke er nok at se 

på, hvad man gør i pædagogikken 

og derudfra tage stilling til, om 

det er noget, man kan stå inde 

for? Mit svar vil være ”nej, det er 

ikke nok”. Netop fordi de enkelte 

konkrete udtryk for antroposofien 

ikke kan forstås løsrevet fra sin 

sammenhæng, skylder man sig selv 

at se efter, om man kan stå inde 

for det syn på tilværelsen, som 

antroposofien udgør. 

Steiner lancerede antroposofien 

i 1912, mens han stadig var 

generalsekretær for den tyske 

afdeling af Teosofisk Samfund, 

og dannede i 1913 Antroposofisk 

Selskab, hvor Kristus spiller en 

langt større rolle, end Han gør i 

teosofien. Mennesket anskues som 

et åndeligt væsen, og antroposofien 

ses som en erkendelsesvej, der skal 

føre det åndelige i mennesket til 

det åndelige i verdensaltet. Ifølge 

antroposofien består mennesket af 

mange legemer, og reinkarnation og 

karma betragtes som en realitet. 

Pædagogikken, det 

biodynamiske landbrug, 

arkitekturen, synet på sundhed og 

sygdom hænger alt sammen snævert 

sammen med antroposofiens 

grundlag. Pædagogikken er 

en del af et større kosmisk, 

guddommeligt udviklingsprojekt. I 

det biodynamiske landbrug styrkes 

planternes livskraft, en livskraft 

som mennesket er afhængigt af. 

Arkitekturen skal give de bedste 

udviklingsmuligheder. Sygdom 

ses som en ubalance mellem 

menneskets forskellige dele 

(legemer), og helbredelsen består i 

at genvinde den tabte balance. Alt 

det kan I læse mere om i bladets 

artikler. I kan danne jer et overblik 

over Steiner og antroposofien 

og sammenhængen mellem de 

forskellige elementer deri ved at 

læse s. 4-7. 

Kan antroposofi og kristendom 

forenes? Set fra antroposofiens 

side er det ikke noget problem, 

eftersom antroposofien forstår 

kristendommen i lyset af 

antroposofien. F.eks. spiller Kristus 

en stor rolle i en antroposofisk 

livsanskuelse, men forståelsen 

af Kristus er en anden end det 

traditionelt kristne. I antroposofien 

skelner man mellem mennesket 

Jesus og Kristus. Sidstnævnte er et 

åndeligt væsen, der sænker sig ned 

over mennesket Jesus ved dåben 

i Jordanfloden. Dette og mange 

andre forskelligheder betyder, at 

man set fra et traditionelt kristent 

udgangspunkt ikke kan forene 

kristendom og antroposofi. Hvad så, 

hvis man anser sig selv for at være 

kristen samtidigt med, at man har en 

antroposofisk forståelse af tingene? 

Det kan jeg i sagens natur ikke 

udtale mig om – det må altid være 

den enkelte, der definerer sit eget 

ståsted. Man kan stille ”systemer” 

som kristendom og antroposofi op 

overfor hinanden og finde ligheder 

og forskelligheder, men i forhold 

til andres tro og religiøse erfaringer 

kan man kun begive sig ind i 

dialogen og dele tro og erfaringer 

med hinanden og lade resten være 

op til Gud. 

Med disse ord byder jeg 

velkommen til endnu et nummer 

af IKON og håber, at I efter 

endt læsning har set lidt flere af 

antroposofiens mange lag. 

Birgitte Nør Jahn 

IKON nr. 51 juni 2005 3

Mange danskere har børn 

gående på ”Steiner-skoler” 

eller spørger efter biodynamiske 

grøntsager uden at kende 

baggrunden herfor. For Steiner hører 

det alt sammen sammen som en 

helhed. Når barnet skulle opdrages 

kreativt-musisk eller grøntsagerne 

dyrkes i de rette forhold til 

himmellegemerne med hjælp fra 

homøopatiske remedier, drejede det 

sig i alle forhold om at skaffe ånden 

de bedste udviklingsbetingelser. 

Bedst kendt er vel Steiners 

pædagogik, Waldorffpædagogikken, 

der udfoldes på de såkaldte Steinerskoler, 

og det biodynamiske 

landbrug. Mindre kendt er Steiners 

idéer om arkitektur, sundhed, teologi 

og åndsvidenskab, – mærkeligt 

nok, for samtlige hans øvrige idéer 

retter sig mod åndsvidenskaben 

eller indsigten – gnosis – om det 

guddommelige. 

Rudolf Steiner (1861-1925) 

blev født i Kraljevec i Ungarn i det 

nuværende Kroatien. Han kom, 

ifølge antroposofiens selvforståelse, 

tidligt til at beskæftige sig med 

filosofi og naturvidenskab ud 

fra spørgsmålet: ”Var den indre 

verden, som han oplevede, virkelig, 

og kunne der bygges bro fra den 

ydre verden til den indre verden?” 

Tidligt følte han sine synspunkter 

beslægtede med (dele af) Johann 


Rudolf Steiner og 

antroposofien 

Af Michael Jahn 

Wolfgang von Goethes (1749- 

1832) opfattelser. Han gennemførte 

studier ved Wiens Tekniske 

Højskole, hvor allerede hans første 

udgivelser vidner om interesse 

for sammenhængen mellem ånd 

og natur og om hans inspiration 

fra Tysklands store nationaldigter 

Goethe. 

Arven fra Goethe 

Steiner står på mange måder i gæld 

til Goethe. Goethe var tysk forfatter, 

videnskabsmand og embedsmand 

og nåede i sin levetid at få stor 

indflydelse på den tyske kultur og 

det tyske sprog. Men det fører for 

vidt at gå i dybden med alle de 

områder, hvor Goethe inspirerede 

Steiner, så kun nogle få skal nævnes. 

Goethe blev en fremtrædende 

figur i den litterære Sturm und 

Drang-bevægelse og slog for alvor 

sin berømmelse fast allerede med 

sin første roman, Den unge Werthers 

lidelser, fra 1774. Groft forenklet 

kan man sige, at her såes individet 

på en gang frit og alene i verden. 

Goethes opfattelse var, at Gud 

og naturen er det samme, hvilket 

Steiner overtog, ligesom han 

også blev inspireret af Goethes 

bredtfavnende interesser. Goethe 

studerede mineralogi, zoologi, 

botanik og meget andet. Han 

opfattede naturen som et mønster 

i konstant forvandling og forsøgte 

at finde systemer og love for dets 

forskellige former, men afviste 

samtidig den almindelige videnskab, 

som han mente reducerede naturen 

til blot og bar materie. Det mest 

radikale opgør med den traditionelle 

videnskab er Goethes farvelære, 

der kritiserer spektralanalysen med 

påstanden om, at farverne kun kan 

forstås i deres samspil med det 

seende øje. 

Hvad Steiner ikke overtog 

fra Goethe var tanken om, at det 

guddommelige alene viser sig for 

os i naturen. Men måske har Steiner 

ladet sig inspirere af Goethes 

bedst kendte værk Faust, hvis 

hovedperson indgår en pagt eller 

et væddemål med Mefistofeles, 

djævelen, der til gengæld for Fausts 

”udødelige sjæl” opfylder alle 

Fausts ønsker, bl.a. hans stræben 

efter kundskab, og nærmest gør ham 

Gud lig. I Goethes version ender det 

med, at djævelen taber, og Fausts 

udødelige sjæl føres til himmels. 

Denne stræben efter indsigt 

genkendes i såvel det teosofiske 

verdensbillede som i Steiners 

antroposofi. 

Supplerende kan tilføjes, at i 

nogle af de ældre versioner af Faustmyten, 

hvorfra Goethe hentede sit 

forlæg, endte Faust som straf for sit 

hovmod i helvede hos Mefistofeles.

Arven fra Teosofien 

I slutningen af det 19. århundrede 

kom Steiner i kontakt med den 

dengang ret unge teosofiske 

bevægelse. Den havde allerede efter 

sin grundlægger, Madame Helena 

Petrovna Blavatskys, død i 1891 

været igennem en svær splittelse. 

Steiner blev meget fascineret af 

dens idéer og virkede aktivt for at 

udbrede dem i Tyskland. 

Således blev han i 1902 

generalsekretær i den tyske sektion 

af Teosofisk Samfund. De ledende 

teosoffer på internationalt plan var 

på dette tidspunkt Annie Besant og 

Charles Webster Leadbeater. Disse 

udråbte i 1909 Jiddu Krishna’murti 

som den kommende verdensfrelser. 

Ud fra sin forståelse af 

kristendommen distancerede Steiner 

sig mere og mere fra Annie Besant 

og Teosofisk Samfund. Allerede 

i 1912 kalder han sine idéer for 

antroposofi. På den baggrund 

blev han i 1913 frataget sin post 

som generalsekretær i Teosofisk 

Samfund i Tyskland, og det 

medførte et egentligt brud med det 

teosofiske samfund (men ikke med 

teosofien, se boksen om teosofi 

for antroposoffer). Han stiftede 

umiddelbart derefter Antroposofisk 

Selskab. 

Sammenfattende må man 

konkludere, at Steiner langt hen ad 

vejen har videreført det teosofiske 

tankegods, men har formået at 

give det langt mere konkret fysisk 

form og udtryk. Men bortset fra 

det mere vestligt orienterede præg, 

herunder kristosofien (Steiners eget 

begreb), er antroposofi og teosofi 

meget lig hinanden, og Steiners 

læretid i teosofien er nem at se 

påvirkningerne fra. 

Antroposofiens videre 

udvikling 

Antroposofisk Selskab fik fra 

starten hovedsæde i Dornach i 

Schweiz. Som ramme herfor blev 

Goetheanum-bygningen opført. 

Store dele af Det Teosofiske Selskab 

i Tyskland fulgte sin tidligere 

generalsekretær, der således langtfra 

startede på bar bund. Også i andre 

lande, specielt i Nordeuropa, 

fulgte dele af Teosofisk Samfund 

udviklingen i Tyskland, og der blev 

ret hurtigt dannet antroposofiske 

grupper, bl.a. i Danmark. 

Selv om antroposofien langt 

2 x Jesus og 1 x Kristus 

fra var en massebevægelse – dertil 

var dens idéer for vanskeligt 

tilgængelige – skete der dog en 

gradvis udbredelse. Dette skyldtes 

ikke mindst den bredde og praktiske 

anvendelse, den lagde vægt på. 

Således blev den første Steinerskole 

grundlagt i 1919 ved Waldorf- 

Astoriafabrikkerne, hvilket i øvrigt 

Hos Steiner har Kristus en langt mere central placering end i den 

klassiske teosofi. Kristus er, ligesom i teosofien, adskilt fra Jesus, 

men anses i antroposofien ikke blot for at være én blandt flere 

mestre. Steiner talte om en kristosofi og grundlagde sammen med 

den forhenværende evangeliske præst Friedrich Rittelmeyer (1872- 

1938) Kristensamfundet, der har en antroposofisk ”teologi”, men 

anvender en del katolsk prægede riter. Ritualbogen hemmeligholdes 

dog i alt væsentligt for uindviede. 

Kristendommen er for Steiner en fuldkommengørelse af de 

gamle mysteriereligioner. Med udgangspunkt i de to, indbyrdes 

lidt forskellige, slægtstavler hos Matthæus og Lukas konkluderede 

Steiner, at der måtte være to Jesus-børn. 

Den ene, fra Matthæus, var en reinkarnation af den oldpersiske 

religionsstifter Zoroaster (Zarathustra) og således en gammel sjæl 

med megen erfaring og visdom: det salomoniske Jesus-barn. 

Den anden, fra Lukas, den nathanianske Jesus, havde aldrig 

tidligere været inkarneret og var derfor ren, men også uudviklet, 

omend Buddhas kræfter virkede i det, hvilket gjorde, at det var 

fyldt med kærlighed. Ved fremstillingen i templet i 12 års-alderen 

gik den salomoniske Jesus-eksistens over i den nathanianske, der 

således blev en forening af de to. Den salomoniske Jesus’ krop døde 

derefter, så der kun var én Jesus af Nazareth. Denne var nu den 

perfekte ”Kristus-Bærer”. Ved dåben i Jordan blev Jesus ”besat” 

Kristus. Først her, og ikke ved fødslen, er der altså tale om, at 

”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os”. 

Korsfæstelsen medførte en påvirkning og forandring, en 

Kristus-impuls, ind i jordens aura, konkret ved at Jesu blod 

dryppede på jorden. Menneskehedens retning, der hidtil havde 

været nedadgående mod materialisme og egoisme, ændrede nu 

kurs opad og blev til reel udvikling. I starten gik det langsomt. 

Men nu står vi ifølge Steiner på tærskelen til Kristi genkomst på 

det æteriske plan. Dette vil sige, at de mennesker, der, påvirket af 

Kristus-impulsen, har opvakt deres højere evner, vil kunne se og 

forstå, hvorledes ”Herren over Karma”-solånden Kristus i løbet 

af det 20. århundrede gradvist har overtaget styringen af jordens 

udvikling. 


Teosofi for antroposoffer 

Monadens fald gennem planerne 

Selv om Steiner anlagde en mere vestligt orienteret kurs end den 

klassiske teosofi, er mange af elementerne fra teosofien bibeholdt. 

Det nedenstående er, stærkt forenklet, nogle centrale begreber til 

forståelsen af antroposofien. 

Ligesom teosofien har Steiner en monistisk verdensforståelse 

– dvs. at alt fra det fysiske til det åndelige består af den samme 

substans, bare med forskellig vibrationsfrekvens. Principielt 

trinløst, men for at kunne forholde sig til det i praksis har man 

lavet en slags opdeling i planer. De højeste frekvenser øverst – 

logosplanet, og de laveste frekvenser nederst – det fysiske plan. Det 

kan sammenlignes med lys, hvor violet har de højeste frekvenser, 

mens rød har de laveste. Reelt er overgangen glidende, men vi 

kalder det alligevel rød, orange, gul, grøn, blå og violet. 

Teosofien og med den antroposofien har, inspireret af 

gnosticismen, en idé om, at alt, mineraler, planter, dyr og 

mennesker, har en guddommelig gnist som sin væsenskerne. I 

teosofien kaldes denne guddommelige gnist for monaden. Denne 

gnist synker, fra de højere, åndelige lag, ned gennem de forskellige 

planer, hvor den dækkes af lag på lag. For at få et billede kan man 

sammenligne det med dypning af stearinlys. Inderst er der vægen, 

og hver gang man dypper, kommer der et nyt lag på. Det ”yderste 

lag” er altså det fysiske legeme. Denne proces kaldes involution. 

Nu vender retningen, og evolutionen, udviklingen, går i gang. 

Monaden begynder sin rejse tilbage fra det laveste fysiske plan 

mod de højere planer, den faldt fra, gennem de forskellige planer, 

som udfoldes et for et. Bevægelsen er vendt opad mod stadig højere 

grader af bevidsthed. 

er grunden til, at Steiner-pædagogik 

i vide kredse, ikke mindst i 

Tyskland, kaldes for Waldorfpædagogik. 

Ligeledes beskæftigede 

Steiner sig med jordbrug, som han 

kaldte det biodynamiske landbrug 

(se artiklen s. 19-20). 

Steiner havde helt fra 

begyndelsen sit virke inden for 

arkitektur. Dette såes bl.a. i det 

første Goetheanum, og da dette 

brændte i 1922 også i det andet 

Goetheanum – det nuværende 

bygget efter skitser af Steiner 

selv. Også i Danmark ses talrige 

eksempler på såkaldt Steinerbyggeri, 

der er karakteriseret ved en 

næsten total mangel på rette vinkler. 

Steiner lagde endvidere 


grunden til eurytmi, en særlig form 

for bevægelse, der både anvendes 

pædagogisk, terapeutisk og 

kunstnerisk. Og sidst skal nævnes 

den antroposofiske medicin, der dog 

fortrinsvis anvendes i tilknytning 

til andre behandlingsformer, såvel 

traditionelle som alternative, og ikke 

mindst homøopatien (se artiklen s. 

16-18). 

Reinkarnation og karma 

Ligesom i teosofien står karmaen 

og reinkarnationen centralt 

i antroposofien. Teosofien 

importerede idéen fra østen, specielt 

fra hinduismen og buddhismen. 

I den klassisk hinduisme står 

forestillingen om reinkarnation, 

genfødsel, centralt. Det enkelte 

menneske fødes, lever og dør, for 

igen at fødes i en ny krop. Afhængig 

af hvorledes man har levet sit liv i 

de foregående liv, har man indhøstet 

god eller dårlig karma – ikke 

særligt præcist oversat til ”skæbne”. 

Karmaloven, der undertiden kaldes 

”loven om årsag og virkning” eller 

”gengældelsesloven”, bevirker, 

at sjælens handlinger ubønhørligt 

vender tilbage og bestemmer, 

hvorledes det næste liv bliver. 

Gennem bl.a. ikke-vold, ahimsa, 

kan man undgå at skade andre og 

dermed undgå dårlig karma, og 

gennem forskellig religiøs praksis 

kan karmaen direkte påvirkes 

i gunstig retning. I værste fald 

genfødes sjælen i en lavere kaste 

eller endnu værre som hund eller et 

andet dyr. Hinduerne opfatter livet 

som værende lidelsesfyldt, og al 

religiøs praksis retter sig derfor mod 

at undslippe genfødslernes kredsløb 

(ofte symboliseret ved et hjul, 

kaldet Samsara). Denne tanke bliver 

skærpet i buddhismen med begrebet 

nirvana, ”intethed” eller ”ikkeværen”, 

som i buddhismen er målet 

for den menneskelige stræben. 

I 1875, hvor teosofien blev 

grundlagt, var tilbageskridt eller 

tilværelsen set som lidelse ikke 

populære forestillinger. Der var en 

udbredt tro på menneskets evner 

og udviklingsmuligheder. Darwin 

havde i 1850’erne fremsat sine 

evolutionsteorier, hvor naturen 

begunstiger de egenskaber, der øger 

chancen for overlevelse. Alting 

udvikler sig ifølge Darwin mod det 

mere funktionelle. Blavatsky, der 

grundlagde teosofien, koblede en 

ret frit fortolket udgave af Darwins 

evolutionslære sammen med en 

ikke mindre frit fortolket karma- og 

reinkarnationslære. 

Blavatskys version af 

reinkarnationslæren er på nogle 

måder ret original. Her ses 

reinkarnationerne ikke som et hjul, 

men nærmest som en opadgående 

stige eller spiral, som symboliserer

den fortløbende og opadstigende 

udvikling. I hinduismen tolkes livets 

tilskikkelser i form af karma som 

en direkte straf eller belønning, der 

står i et proportionalt forhold til de 

tanker og handlinger, vi har udfoldet 

i de tidligere liv. I modsætning hertil 

ser teosofien livets omskiftelser i et 

udviklings- og indlæringsperspektiv. 

Karmaen er her en skolemester, 

der skal oplære og modne os, 

og de mange inkarnationer er 

”skoleklasser” med forskelligt 

pensum til hvert menneske. Alt, der 

sker i et menneskes liv, sker altså for 

at udvikle det mod fuldkommenhed 

som åndeligt væsen. Den enkelte 

havner ved karmas hjælp altid der, 

hvor der er mest at lære i forhold til 

udviklingsniveauet – og intet, hvor 

ondt det end måtte forekomme, er 

således ifølge teosofien tilfældigt 

eller meningsløst. 

De forskellige planer, som 

teosofien opererer med, ses som 

reelle eksistensplaner, dvs. verdener 

som den fysiske verden. Men hvor 

teosofien tillægger den fysiske 

verden tre dimensioner, har den 

astrale verden fire og den mentale 

fem, og de ikke-fysiske verdener 

er derfor ikke direkte tilgængelige 

for en bevidsthed, der som de fleste 

menneskers kun er fuldt udfoldet på 

det fysiske plan. Ikke desto mindre 

hævder teosofien, at vi har eksistens 

på flere planer. 

I teosofien, og i forlængelse 

heraf altså også i antroposofien, ses 

mennesket således som et væsen, 

der på én gang lever i mange 

verdener. Egentlig er mennesket 

et udødeligt bevidsthedsvæsen, 

som midlertidigt har ”glemt” sin 

guddommelige oprindelse, mens det 

er i den fysiske verden. Menneskets 

guddommelige gnist – monaden 

– er blevet nedsænket i mørke for 

at få de erfaringer, der engang vil 

sætte mennesket i stand til at blive 

medarbejder på det guddommelige. 

Rudolf Steiner 

Antroposofiens plads i nutiden 

Antroposofien gør meget ud af, at 

den ikke er en del af den i 1970’erne 

hurtigt ekspanderende new agebevægelse. 

Ikke desto mindre 

har den voksende interesse for 

religiøse emner og for alternativer 

til det bestående, der fremkom 

efter ungdomsoprøret, medvirket 

til, at antroposofien fik øget 

tilgang, dog først og fremmest til 

skolerne og den biodynamiske 

dyrkning. Ungdomsoprøret, der 

i sit væsen var antiautoritært, 

havde en vis forkærlighed for 

Steiner-skolerne. De er dog ikke 

udpræget antiautoritære (om end 

autoriteten er meget anderledes 

end i det etablerede skolesystem). 

Interessen for skolerne skyldtes 

nok først og fremmest, at Steinerpædagogikken 

lægger vægt på de 

musikalske og billedskabende dele 

af undervisningen. 

På nuværende tidspunkt ses der 

dog en stagnation eller direkte 

tilbagegang. Der er i de senere år 

nedlagt skoler, bl.a. en i det nordlige 

Århus, der nu anvendes som kristen 

friskole. 

Når man medtænker Steiners 

egen vægtlægning på indre 

vejledning og inspiration, er det 

tankevækkende, hvor lidt påvirkning 

antroposofien selv har fået fra tidens 

øvrige strømninger. Den er på alle 

væsentlige punkter som mesteren 

selv efterlod den. Antroposofiske 

idéer er blevet optaget, omformet og 

brugt i mangfoldige andre sammenhænge, 

men antroposofien selv har 

været og er en vel bevogtet, afrundet 

og ikke mindst afsluttet ideologi, 

der ikke har ændret sig på afgørende 

punkter siden Steiners død. 


Steiner-skolerne 

– pædagogisk eller guddommeligt projekt? 

Af Pernille Aagaard 

Som forældre er det vanskeligt at gennemskue, hvilken rolle 

Steiners tanker om pædagogikken som guddommeligt arbejde 

spiller i dagligdagen. 

Surfer man som forældre eller 

almindelig nysgerrig på 

forskellige hjemmesider for Steinerskoler 

og Steiner-børnehaver i 

Danmark, lægges der ikke skjul 

på, at her er tale om institutioner 

med en pædagogik, der er 

inspireret af Rudolf Steiner og hans 

åndsvidenskab, antroposofien. Hvad 

det imidlertid indebærer i praksis for 

hverdagen for lærere, pædagoger og 

børn, står mere hen i det uvisse. 

De mest almindelige 

argumenter, forældre har for at 

vælge en Steiner-skole eller 

-institution til deres børn, er, 

at der er tale om små skoler 

og institutioner med en 

kreativ pædagogik og et godt 

forældresamarbejde. Det er de 

færreste forældre, der er bevidste 

om, at de som en del af deres 

undersøgelser og overvejelser over 

skole- og institutionsvalg skylder 

sig selv og deres børn at tage en 

snak med Steiner-skolens eller - 

institutionens ledelse omkring den 

aktuelle skoles eller institutions 

opfattelse af pædagogikken set 

i forhold til Steiners tanker om 

sammenhængen mellem pædagogik 

og guddommelighed. 


Opdragelse og åndeligt 

arbejde 

”Idet vi opdrager, tager vi 

del i det åndeligt-sjæleliges 

arbejde, vi fortsætter det, som 

de guddommeligt-åndelige 

magter har indledt for den 

fysiske menneskeværen. 

Vi deltager i guddommeligt 

arbejde”, skriver Rudolf Steiner 

i Die Geheimwissenschaft im 

Umbris, Dornach 1983 (s. 

55f, gengivet i oversættelse 

fra Dialogcentrets materiale: 

Steinerpædagogik af Andreas 

Wolff og Michael Hoffmann). 

Nu har ordet ”guddommeligt” jo 

mange betydninger. Men et par 

citater mere fra samme materiale 

udbygger fornemmelsen af, at der 

er mere religiøs tænkning i Steinerpædagogikken, 

end de fleste lige er 

klar over: 

”Indenfor lærergruppen må vi 

absolut holde fast i, at vi mennesker 

ikke er her for vor egen skyld, 

men derimod for at virkeliggøre de 

guddommelige planer med verden.” 

(Steiner: Konferenzen mit der 

Lehren der Freien Waldorfschule 

in Stuttgart 1919-1924, 3 bind, 

Dornach 1975, bd.1 s.111.) 

„På sin vis er mennesket (…) 

et kosmisk væsen. Det lever et 

to-foldigt liv. Et liv i det fysiske 

legeme fra fødsel til død, og et 

liv i de åndelige verdener mellem 

døden og en ny fødsel. (…) Når 

det er gået gennem Dødens Port, 

tilhører det ikke længere jordens 

kræfter; men det ville være forkert 

at forestille sig, at det så slet ikke 

tilhørte nogen kræfter, tværtimod er 

det forbundet med solsystemets og 

de videre stjernesystemers kræfter. 

I tiden mellem død og ny fødsel 

lever det i det kosmiske, på samme 

måde som det i tiden fra fødsel til 

død lever i det jordiske område. (…) 

Idet mennesket gennemlever livet 

mellem død og ny fødsel, kommer 

det ind i de kosmiske indvirkningers 

område. (…) Og det er også disse 

kræfter, der igen fører mennesket 

tilbage til jorden. Således lever det 

i tiden før sin fødsel i forbindelse 

med hele stjernerummet. Ud fra 

et menneskes særlige forhold til 

det kosmiske system bestemmes 

også de kræfter, der skal lede et 

menneske hen til dette eller hint 

forældrepar, til denne eller hin egn. 

Driften, impulsen, til at lade sig 

inkarnere her eller der, i denne eller 

hin familie, i dette eller hint folk, til 

dette eller hint tidspunkt afhænger 

af, hvordan mennesket før fødslen er 

indlemmet i Kosmos.” 

(Steiner: Die Geistige Führung, 

des Menschen und der Menschheit. 

Geisteswissenschaftliche Ergebnisse 

über de Menschheits-Entwicklung,

Dornach, 1987.) 

Denne holdning udmøntes 

i Steiner-systemets syv 

udviklingsfaser, som mennesket må 

igennem for at nå de guddommelige 

niveauer: 1. det fysiske niveau 

(kroppen), 2. det æteriske niveau 

(viljen), 3. det astrale niveau 

(følelsen), 4. jeg’et (selvet), 5. 

åndsselvet (tanken), 6. livsånden 

(den åndelige bevidsthed) og 7. 

åndsmennesket (den rene Ånd). 

Steiner-pædagogikken støtter 

op om denne udviklingstanke 

gennem det pædagogiske arbejde. 

Lærere og elever karmisk 

forbundne 

Pædagogikken i Steiner-systemet 

ses altså ifølge Steiners egne 

foredrag og skrifter som en del af 


et større kosmisk, guddommeligt 

udviklingsprojekt. Inspirationen fra 

antroposofiens lære om udvikling 

gennem reinkarnation er tydelig – 

og tanken om, at tidligere liv præger 

nuværende liv gennem karma 

(følelser, tanker og handlinger), 

spiller også en afgørende rolle i 

pædagogikken: 

”At De (lærerne – red.) nu 

skal være der for at undervise og 

opdrage børnene med alt, hvad 

dertil hører, det viser jo kun hen 

til samhørigheden mellem denne 

lærergruppe og denne børnegruppe. 

Og de bliver den rigtige lærer 

for disse børn derved, at De i 

tidligere tider (dvs. i foregående 

inkarnationer – red.) engang har 

udviklet antipatier over for disse 

børn, og dem kan De nu befri Dem 

fra, idet De udvikler disse børns 

forstand.” (Steiner: Erziehungskunst. 

Methodisch-Didaktisches, Dornach 

1986, s. 35.) 

Ikke alene kan forholdet 

mellem lærer/pædagog og barn jvf. 

ovenstående citater påvirke barnets 

guddommelige udvikling. Også 

lærernes/pædagogernes karmiske 

fortid kan ændres gennem den 

pædagogiske indsats! 

Steiner og skolernes hverdag 

Da der er forskel på de forskellige 

Steiner-skoler og -institutioner, og 

da der også ansættes medarbejdere 

her, der hverken er uddannede 

Steiner-pædagoger eller 

antroposoffer, er det uklart, hvilken 

rolle ovenstående holdninger 

omkring guddommelighed, karmisk 

Tilhængere af Steiner-pædagogikken lægger vægt på pædagogikkens kreativitet i form af musik og anden 

kunstnerisk udfoldelse. Kritikere lægger vægt på, at nok bruges der megen tid på kunstnerisk udfoldelse, 

men at såvel musik og rytmik som billedkunst bevæger sig inden for et meget fastlagt formsprog, som 

eleverne gradvist tilegner sig. Dette formsprog afspejler sig også i den karakteristiske antroposofiske 

byggestil. Her Audonicon, Skanderborg, hvor der uddannes Steiner-pædagoger og -lærere. 


Lærer de noget i Steiner-skolerne? 

En ofte fremført kritik af Steiner-systemet er, at børnene ikke lærer 

at læse og at beherske matematikken på et niveau, der gør dem 

egnede til videre uddannelse. 

Det er en sandhed med modifikationer. 

Det er en af mange lærere erfaret realitet, at børn, der er 

startet i en Steiner-skole, ofte ikke er kvalificerede på samme 

måde som jævnaldrende børn, der har fulgt det offentlige 

skolesystem. Elever fra Steiner-skoler, der skifter til folkeskole 

eller anden privatskole undervejs i skoleforløbet, vil derfor ofte 

opleve sig selv som ”bagefter” i forhold til jævnaldrende i forhold 

til læsning, matematik og i nogle tilfælde almen viden, mens 

elever, der færdiggør skolegangen i en Steiner-skole, ikke (ifølge 

en undersøgelse fra 2005 udarbejdet af firmaet Credo Consult 

for Sammenslutningen af Rudolf Steiner Skoler i Danmark) er 

dårligere stillet end andre unge. ”Undersøgelsen viser, at otte 

af ti tidligere elever enten er i arbejde eller under uddannelse. 

Samtidig gennemfører de studierne på kortere tid og tager oftere 

en videregående uddannelse end eleverne i Folkeskolen”, udtaler 

Jeppe Flummer, som er talsmand for Rudolf Steiner-skolerne, til 

Jyllands-Posten den 19. januar 2005. 

Denne undersøgelse står dog i modsætning til en svensk 

embedsmandsrapport, der i 1995 konkluderer, at Steiner-eleverne 

ikke får lige så mange kundskaber som eleverne i det offentlige 

skolevæsen, mens skolerne roses for en særdeles god kontakt mellem 

lærere og elever og for at respektere elevernes personlige egenart 

(gengivet efter artiklen ”Idealister” fra magasinet Vores børn). 

udvikling og guddommelighed 

spiller i hverdagen. (Trods 

adskillige henvendelser er det ikke 

lykkedes at få et interview som 

Steiner-skolernes indspil til dette 

temanummer). Denne usikkerhed 

understreger nødvendigheden af, at 

det enkelte forældrepar selv afsøger 

holdningerne på den konkrete 

Steiner-skole eller -institution, de 

måtte have i tankerne for deres barn. 

Det er næsten til at forudse, at 

svaret fra skoler og institutioner vil 

være, at én ting er, hvad lærere og 

pædagoger selv lader sig inspirere 

af – en anden ting er skolens 

dagligdag. Her kan det være en 

hjælp at se lidt mere på Steinerpædagogikkens 

syn på udvikling og 

på kreativitet. 


Tilhængere af Steinerpædagogikken 

lægger vægt på dens 

kreativitet i form af musik og anden 

kunstnerisk udfoldelse. Kritikere 

lægger vægt på, at nok bruges der 

meget tid på kunstnerisk udfoldelse, 

men at såvel musik og rytmik som 

billedkunst bevæger sig inden for 

et meget fastlagt formsprog, som 

eleverne gradvist tilegner sig. Et 

citat fra Steiner selv kobler den 

kunstneriske udførelse med resten af 

den bagvedliggende antroposofiske 

lære: 

”Kunsten er i stand til at 

hente den åndelige verdens 

hemmeligheder ind i skolen og 

forlene barnesjælen med hin 

åndeligt-sjælelige glans, gennem 

hvilken barnesjælen kan træde ind i 

livet på en sådan måde, at den ikke 

længere behøver at opfatte arbejdet 

som blot en trykkende byrde”. 

(Steiner: ”Pädagogik und Kunst” i 

Pädagogik R. Steiners. Hæfte 4/6, 

Stuttgart 1928, s. 8.) 

Ser man på Steiner-skolernes 

årstidsfester, som spiller en stor 

rolle i dagligdagen, finder man det 

samme mønster: at der er en dybere 

åndelig mening bag aktiviteterne: 

”Mikaelsfesten. Dette er en 

af de ”nye” fester man fejrer inden 

for Rudolf Steiner pædagogikken… 

I vores samfund lever stærke 

modstandskræfter, der forsøger 

at tilsløre menneskets svage og 

ofte ikke eksisterende oplevelse af 

en guddommelig verden… Disse 

modstandskræfter kaldes billedligt 

for dragen. Hvad skal der til for at 

tage kampen op med den? Svaret 

et mod, og formidleren af modet 

er netop Sankt Mikael… Dette er 

samtidig et livgivende billede for 

børnene på, at når dragekræfterne 

overvindes: når angsten afløses af 

modet ved hjælp af tiltro til den 

åndelige verden, da stråler alle ens 

finere og subtilere evner frem, til 

gavn for hele menneskeheden…” 

(fra www.steiner-aalborg.dk.) 

Citatet er interessant set i 

sammenhæng med, at antroposoffen 

Adolf Baumann i ABC der 

Antropologie, Basel 1986, s. 178f, 

skriver: 

”Siden 1879 har Mikael 

virket intensivt med som Kristi 

hjælper i den jordiske historie. 

(…) I Mikaelstidsalderen er 

det menneskets opgave at 

fuldstændiggøre naturvidenskab og 

teknik gennem en åndsvidenskab 

i ordets egentlige betydning. 

Mennesket må gennem en 

forstærkning af tænkningen igen 

lære at hæve blikket til den åndelige 

verden og de væsner, der lever 

der. Disse væsener kan, efter en 

passende skoling, iagttages lige så 

reelt som tingene i den sanselige 

verden… Han (Mikael – red.) griber 

ikke direkte ind i den jordiske

virksomhed ved at aktivere følelser 

og vilje, han ønsker derimod via den 

menneskelige indsigtsevne, hvor 

antroposofien stiller nye metoder til 

rådighed, at virke på hjerte og vilje. 

… Da modstandsmagterne Ahriman 

og Lucifer ikke længere har adgang 

til de frie tanker, Mikael inspirerer, 

åbner Mikaels virke vejen til Kristus 

i mennesket.” 

I og for sig står der det samme 

i de to citater. Det er bare meget 

svært for forældre, der ikke kender 

til antroposofien, at få øje på, hvor 

stor en antroposofisk kodning, der 

ligger i en sjov dragefest, hvor 

børnene bliver slået til riddere og 

vandrer rundt om et ”krystalbjerg” 

og slår den imaginære drage ihjel 

med et ”stjernestålsværd”! 

Tydelighed efterlyses 

Der lægges som sagt ikke på 

Steiner-skoler og -institutioner skjul 

på, at pædagogikken er inspireret 

af antroposofien. Og det ér et reelt 

spørgsmål, hvor stor en indflydelse 

de grundlæggende tanker bag 

antroposofien har på dagligdagen 

og prægningen af børnene. Udsagn 

fra forældre (også kristne forældre) 

peger i forskellige retninger, og 

graden af antroposofisk påvirkning 

vil givetvis variere fra skole til skole 

og fra pædagog til pædagog – og 

børn modtager jo også påvirkninger 

meget forskelligt. 

Vi har i Danmark en god 

friskolelovgivning, som de fleste 

danskere sætter højt. Og såvel 

kristne som muslimske forældre 

sætter pris på muligheden for at 

lade deres børn vokse op med en 

pædagogik, der kobler det materielle 

med det åndelige og sætter livet ind 

i et større religiøst perspektiv. Det 

lægges der heller ikke skjul på i 

reklamematerialer og i samtaler på 

disse skoler. Det er fair! 

På nogle af Steiner-skolernes 

hjemmesider henvises også åbent 

til Steiners lære om karma og 

reinkarnation som afgørende for den 

antroposofiske forståelse af livet. 

Antroposofien på kort form 

Antroposofi betyder visdom om mennesket, og antroposofi er det 

navn, under hvilket Rudolf Steiner sammenfattede sin oversanselige 

forskning. 

Endvidere gav han inspiration og impuls til en ny social struktur, 

Tregreningen, til lægevidenskab og medicin, til landbrug, arkitektur 

og pædagogik samt de kunstneriske områder. 

”Antroposofi er en erkendelsesvej, som kan føre det åndelige i menneskets 

væsen til det åndelige i verdensaltet.” (Rudolf Steiner) 

Rudolf Steiner har anvist en oversanselig erkendelsesvej, som 

styrker menneskets tanke, følelse og vilje. Han gør opmærksom på 

at skolingsvejen kræver både udholdenhed, indre disciplin og tankeklarhed. 

Endvidere mente Rudolf Steiner at mennesket ikke kun består af et 

fysisk legeme, men derudover af tre oversanselige væsensled: æterlegeme, 

astrallegeme og Jeg. Disse er bærere af livskræfterne og af 

de sjælelige, åndelige kræfter, der virker i mennesket. 

Rudolf Steiner arbejdede ud fra en overbevisning om at menneskets 

udvikling ikke kan forstås uden at inddrage reinkarnation og karma, 

samt at disse begreber formår at give menneskeheden mening og mål. 

Kristendommen indtager en central plads i antroposofien, idet Kristi 

fødsel, død og opstandelse giver mennesket mulighed for bevidst at 

genskabe forbindelsen til den åndelige verden. 

Waldorf-pædagogikken (Steiner-pædagogikken – red.) udspringer 

af det menneskesyn der ligger i antroposofien. Der undervises ikke i 

antroposofi i skoleforløbet, men i den sidste uge før 12. klasse forlader 

skolen (...) orienteres eleverne om hvem Rudolf Steiner var og 

hvad hans menneskesyn bestod i. 

Rudolf Steiner holdt ca. 6000 foredrag og udgav en del grundbøger. 

Som de mest betydningsfulde kan nævnes: Frihedens filosofi og 

Hvordan når man til erkendelse af de højere verdener. 

Klip fra en Steiner-skoles præsentation af antroposofien – fra 

www.nordskolen.dk. 

Det er også fair! Men det er 

stadig uklart, hvilken betydning 

Steiners lære om pædagogik som 

guddommeligt arbejde har på 

hverdagen for børn og forældre. 

Pernille Aagaard er ledelseskonsulent 

i KFUM og KFUK i 

Danmark og formand for IKON- 

Danmark. 


Det er et helt almindeligt 

hus at kigge på. Et lille 

skilt på muren med indskriften 

”Kristensamfundet” er det eneste, 

der viser, at det her er andet og 

mere end blot en beboelsesejendom. 

I gården bagved huset ligger et 

gammelt Mercedes-lager, som 

nu er ombygget til kirkerum for 

Kristensamfundet i København. 

Menneskevielsens Handling 

Lidt i 10 begynder folk at ankomme 

til Menneskevielsens Handling 

(Kristensamfundets gudstjeneste). 

Inde i kirkerummet sidder folk stille 

og venter på, at Handlingen skal 

begynde. Det eneste lys er sollyset, 


”Ingen kristendom uden 

reinkarnation” 

Reportage fra Menneskevielsens Handling 

den 29. maj 2005 og interview med Inger 

Carlsen, seniorpræst i Kristensamfundet 

Af Birgitte Nør Jahn 

der strømmer ind ad vinduerne. 

Væggene er svagt rosa med en dyb 

lilla baggrund – farven er angivet 

af Rudolf Steiner som den farve, 

der fremmer den religiøse følelse. 

På alteret står syv levende lys, som 

endnu ikke er tændt, og over alteret 

hænger to billeder af Kristus. Et 

af den opstandne Kristus og et af 

den korsfæstede Kristus. Ellers 

er kirkerummet enkelt og uden 

forstyrrende elementer. 

Kl. 10 kommer en af 

ministranterne (menighedstjenere) 

ind i kirken og tænder de syv lys 

på alteret. Senere får jeg at vide, 

at i princippet alle i menigheden 

kan blive menighedstjenere. Ved 

at tænde lysene tilkendegives det 

overfor den åndelige verden, at 

man nu ønsker at gå den vej, som 

Menneskevielsens Handling er. 

Kort efter kommer præsten og de to 

ministranter gående ind i procession, 

og Menneskevielsens Handling 

tager sin begyndelse. 

Præsten og de to ministranter 

står foran alteret. Den ene ministrant 

har med ritualbogen og ordet 

at gøre, dvs. flytter ritualbogen 

mellem højre og venstre side af 

alteret alt efter hvad der foregår. 

Under evangelielæsningen og 

under forvandlingen placeres 

bogen på alterets venstre side, 

idet det er gaver, der gives til

mennesket (venstre hjernehalvdel 

er den intuitive side). Under 

offerhandlingen og kommunionen 

placeres den på alterets højre side, 

idet det er mennesket, der reagerer 

på Guds gaver (højre hjernehalvdel 

er stedet, hvor mennesket arbejder 

systematisk med tingene). 

Den anden ministrant har med 

substanserne, dvs. brød, vin og 

røgelse, at gøre. 

Menneskevielsens Handling 

er en kultisk handling, hvor 

prædikenen ikke er det centrale. 

Årets rytme og højtiderne 

bestemmer de liturgiske farver, som 

ses på præstens casula (messehagel). 

Da jeg er til stede, er den liturgiske 

farve lys lilla som tegn på, at 

vi befinder os i en trinitatistid 

imellem pinse og Johannestiden 

(sidstnævnte begynder den 24. 

juni). Udover at bestemme de 

liturgiske farver er årets gang 

og højtiderne bestemmende for, 

hvilke bønner, der bedes, og 

hvilke evangelietekster, der læses 

under Handlingen. Højtiderne 

er: Advent, Jul, Helligtrekonger, 

Påske, Himmelfart, Pinse samt 

Sankt Hans (Johannes Døberen) og 

Skt. Mikaeli (ærkeenglen Mikael), 

som fejres på Mikkelsdag den 29. 

september. Disse fester er mere 

end mindefester. De er en årlig 

gentagelse af den virkelighed, som 

Kristus Jesus levede i for 2000 år 

siden. Siden himmelfarten har Han 

levet med jorden som sit legeme. 

Han fødes hvert år i midvinteren 

og dør og opstår i foråret, idet Han 

følger naturen på den nordlige 

halvkugle (indholdet er det samme 

over hele jorden). Festerne er heller 

ikke ”punktbegivenheder” eller 

datoer. De rækker så at sige ind i 

hinanden og følger på den måde 

Kristi årlige bevægelse eller det, 

Kristus gør i løbet af året. 

En nærmere forklaring 

Efter Handlingen taler jeg med 

Inger Carlsen, som er seniorpræst 

i Kristensamfundet. På baggrund 


Et lille skilt på muren med indskriften ”Kristensamfundet” er det 

eneste, der viser, at det her er andet og mere end blot en beboelsesejendom. 

af mine oplevelser forklarer 

hun, hvordan Menneskevielsens 

Handling er bygget op. Den skal 

ifølge hende opleves, før den kan 

forklares. 

Den er bygget op omkring 

fire dele, som er forbundne med og 

forudsætter hinanden: 

1. Evangelieforkyndelse: 

Når vi lytter til evangeliet, står vi 

overfor Kristus selv. Det fremkalder 

en følelse af ufuldkommenhed i os, 

som fører til, at vi må gøre noget. 

Det leder os over i 2. del. 

2. Offeret: Ufuldkommenhedsfølelsen 

og erkendelsen af vores 

vildfarelser og svagheder får os til 

at ønske at give det bedste, vi har, til 

Kristus, nemlig vort beredskab til at 

ændre os – det gør vi i offeret. 

3. Transsubstantiation 

(forvandling): Efter offeret kommer 

forvandlingen. Forvandlingen sker 

både i mennesket og i brødet og 

vinen, som er biodynamisk brød og 

ren druesaft. Forvandlingen betyder 

ikke, at brødet og vinen ændrer 

substans, men at der føjes noget nyt 

til gennem Kristi tilstedeværelse. 

Hans opstandelseslegeme lægger sig 

som en aura omkring brød og vin. 

Derfor hedder det Menneskevielsens 

Handling – Kristus handler i det, der 

sker. 

4. Kommunion (selve nadverhandlingen): 

Efter forvandlingen 

følger kommunionsdelen, hvor 

alle kan deltage. Alle ægte 

mysterier – fra de egyptiske 

mysterier til den katolske messe 

og Menneskevielsens Handling 

– er ifølge Inger Carlsen bygget 

op omkring disse fire dele. 

”Der er et urbillede for vejen 

mellem det menneskelige og det 

guddommelige, et urbillede som 

er i en anden verden. Ind imellem 

fødes der mennesker, som er i 

stand til at aflæse disse urbilleder 

og transformere (ændre) dem til 

jordiske forhold. Det er de ægte 

mysterier.” 

Præsentation af Inger Carlsen 

Inger Carlsen er som tidligere nævnt 

seniorpræst, dvs. hun er stadig 

præst men deltager ikke aktivt i de 

kultiske handlinger. Hun er født i 

1923, blev præsteviet i Stuttgart i 

1963 og har fungeret som præst i 

godt 40 år, først i Tyskland og siden 

1969 i Danmark. 



Inger Carlsen 

Hun fortæller, at hun kommer 

fra en folkekirkelig familie, hvor 

det religiøse var omgivet af stor 

blufærdighed. Hun husker sig selv 

som ca. 16-årig, hvor hun tænkte: 

”Jesus er død for mine synders 

skyld, jeg begriber ikke et ord af 

det, men jeg tror på det.” Som 21årig 

stiftede hun bekendtskab med 

antroposofien gennem en kollega. 

Hun kiggede i Videnskaben om det 

skjulte af Rudolf Steiner, som lå 

på kollegaens bord, og var derefter 

”solgt” til antroposofien, fordi 

den søger at bygge bro mellem 

tro og viden. På det tidspunkt 

fandtes Kristensamfundet ikke i 

Danmark, og Inger Carlsens første 

bekendtskab med det stammer fra 

et besøg af en svensk præst i 1946, 

som blev inviteret til Danmark for at 

holde Menneskevielsens Handling. 

Det gjorde et dybt indtryk og blev 

afgørende for hendes videre liv. I 

begyndelsen af 1950’erne fik hun 

den første opfordring til at begynde 

på præsteseminariet i Stuttgart, men 

takkede nej og uddannede sig til 

ergoterapeut. Efter en rygskade blev 

hun igen opfordret til at uddanne sig 

til præst og var nu parat. 


Det mest centrale i 

Kristensamfundet 

Jeg spørger Inger Carlsen, 

hvad der er det mest centrale i 

Kristensamfundet og får svaret 

”Kristus”. Lige efter nævner hun 

de syv sakramenter og årsløbet 

(det, Kristus gør i løbet af året). I 

det følgende uddyber hun de syv 

sakramenters betydning. 

1. Barnedåb: Ved dåben 

forudsættes præeksistensen, dvs. vi 

tager imod den sjæl, som er sendt 

til os fra den åndelige verden for at 

indgå i et blodsslægtskab (barnet er 

født ind i en familie) og indlemmer 

sjælen i et åndsslægtsskab 

(det kristne fællesskab). 

Kristensamfundet anerkender dåb i 

andre kristne kirker. 

2. Konfirmation: Er ikke den 

unges bekræftelse af dåben. Det er 

Kristus, der giver kraft til den unge, 

så han/hun får et fast holdepunkt i 

tilværelsen. Kraftoverførslen sker 

gennem præstens håndspålæggelse. 

Umiddelbart efter konfirmationen 

holdes Menneskevielsens Handling, 

hvor den unge modtager brød og vin 

for første gang. Først nu har han/hun 

den selverkendelse og skyldsfølelse, 

som offeret forudsætter, og kan 

deltage i kommunionen. 

3. Menneskevielsens Handling: 

Højdepunktet er kommunionen. 

4. Skrifte: Et skriftemål er en 

samtale, hvor man fortæller Kristus, 

hvilke tanker man gør sig, mens en 

præst lytter til det. Man går tilbage 

og ser på den vej, man allerede 

har gået, og vinder derved indsigt 

i, hvilken vej man fremover skal 

følge. Skriftemålet slutter med, at 

præsten siger nogle sakramentale 

ord – mest om kærlighed. Der kan 

også være tale om skyldsspørgsmål, 

men hvad er det, Kristus tilgiver, når 

Han bærer vores skyld? 

Hvis man forsynder sig mod 

et andet menneske, opstår der en 

relation mellem den, der gør noget, 

og den, der udsættes for noget – en 

relation, som må sones i dette liv og/ 

eller i et følgende. Det kaldes også 

karmisk udligning, dvs. karmaloven 

sørger for at genoprette balancen 

mellem de to mennesker. Derfor, 

når Kristus bærer vores skyld, er 

det ikke de småting, vi gør mod 

hinanden, der skal tilgives – for de 

udlignes karmisk, men derimod de 

sår, som verden som helhed får, når 

mennesker gør hinanden ondt. 

5. Brudevielse: Nogle af 

slutordene i brudevielsen er: 

”hele menneskehedens heling og 

lykke”. Heling forudsætter et sår. 

Såret er opstået, fordi mennesket, 

der oprindeligt var androgynt 

(tvekønnet), ved syndefaldet er 

faldet fra hinanden. I ægteskabet 

føjes to mennesker sammen igen 

– ægteskabet er dermed et første 

lille skridt mod, at mennesket igen 

bliver androgynt. I forlængelse af 

heling og helbredelse ligger lykken 

– at gøre det, man skal. 

6. Præstevielse. 

7. Den sidste Olie: Hvis et 

døende menneske er ved bevidsthed, 

prøver man med skriftemål (”Hvad 

ville du med dit liv, og lykkedes 

det?”) og nadver. Når det virkelig 

lakker mod enden, gives der den 

sidst olie og tegnes tre kors med


Bag disse døre på Sankt Knuds Vej 13, Frederiksberg C, afholdes 

Menneskevielsens Handling. 

olie på den døendes pande som 

tegn på, at Kristus vil ledsage 

den pågældende i døden og i det 

kommende liv. 

De største forskelle 

De største forskelle mellem 

traditionel kristendom og 

Kristensamfundet ligger ifølge 

Inger Carlsen i synet på Kristus 

Jesus, reinkarnationstanken, 

nadveropfattelsen, synet på 

åbenbaringskilderne og hele 

erkendelsesgrundlaget. ”Allermest 

afgørende er måske forskellene 

i opfattelsen af selve Kristus 

Jesus. Jesus er et menneske, 

født af Maria og Josef. Kristus 

er et åndeligt væsen, som ved 

dåben i Jordanfloden sænker sig 

ned over Jesus og påbegynder 

forvandlingsprocessen med ordene: 

”Denne er min Søn – i dag har jeg 

undfanget Ham” (fødslen fandt 

sted påskemorgen, tre år senere).” 

Hvad angår reinkarnationstanken 

slår hun fast: ”Ingen kristendom 

uden reinkarnation, og ingen 

reinkarnation uden kristendom”. 

Hvad angår nadveropfattelsen 

pointerer hun, at Kristensamfundet 

erfarer det, der foregår, som 

objektive kendsgerninger og ikke, 

sådan som mange folkekirkekristne 

oplever det, som noget, der hænger 

sammen med et trosforhold. De 

anser ligesom den traditionelle 

kristendom Bibelen for at være en 

Kristensamfundets 

grundlæggelse 

”Efter den første verdenskrig 

(1914-1918) søgte mange 

mennesker, også inden for 

de kristne kirker, veje til 

åndelig hhv. religiøs fornyelse. 

Spørgsmålet om tidssvarende 

former for det religiøse liv 

bevægede ligeledes en gruppe 

unge tyske teologer, hvoraf 

nogle havde forbindelse med 

den dengang meget kendte 

protestantiske præst Friedrich 

Rittelmeyer (1872-1938). 

De henvendte sig med dette 

spørgsmål til Rudolf Steiner 

(1861-1925), grundlæggeren 

af antroposofien, som allerede 

havde givet impulser til 

mange områder inden for det 

kulturelle og sociale liv. Med 

Rudolf Steiner som rådgiver og 

”fødselshjælper” blev en kreds 

på 45 i 1922 de første præster 

og dermed grundlæggere af 

Kristensamfundet, Bevægelse 

for religiøs Fornyelse.” 

(www.kristensamfundet.dk) 

Kristensamfundet i 

Danmark 

Kristensamfundet i Danmark 

har for tiden fire præster og 

afholder Menneskevielsens 

Handling i henholdsvis 

København, Odense og 

Århus. Der tælles ikke 

medlemmer, men hver måned 

sendes der nyhedsbreve ud 

til omkr. 700 husstande. En 

del børn fra Rudolf Steinerskolerne 

bliver konfirmeret i 

Kristensamfundet. 


åbenbaringskilde, om end de ikke 

bruger Det gamle Testamente særlig 

meget. Derudover er antroposofien 

deres erkendelsesgrundlag. Inger 

Carlsen fortæller, at antroposofien 

forklarer Bibelens billeder. Et 

eksempel kan være Jesus, der går 

på søen. Her er der ikke tale om, at 

Jesus rent fysisk går på vandet. Søen 

er derimod en betegnelse for, at han 

befinder sig i en bestemt sfære. 

Erkendelse, tro og frihed 

På spørgsmålet om, hvorvidt 

Kristensamfundet er en erkendelse 

eller en tro, svarer Inger Carlsen, 

at antroposofien er åndsvidenskab; 

dvs. det er objektive kendsgerninger, 

som kan ”pilles fra hinanden og 

sættes sammen igen”. Religion 

derimod er en viljens hengivelse. 

Kristensamfundet forener de to og 

kan lidt forenklet siges at være et 

udtryk for antroposofiens religiøse 

dimension. Her hersker der i øvrigt 

absolut trosfrihed – også for præster, 

så længe de ikke kommer på kant 

med de kultiske handlinger. Det 

betyder, at der ikke er en autoritativ 

lære, og at ovenstående artikel er 

skrevet ud fra Inger Carlsens egen 

forståelse af, hvad Kristensamfundet 

og antroposofien er. 

Læs mere på www.antroposofi.org 

og www.kristensamfundet.dk. 


Antroposoffen opfatter 

mennesket som en helhed/ 

organisme af krop, sjæl og ånd. Det 

indebærer dog også tre usynlige 

”legemer”: det æteriske legeme: 

livskraftens område, det astrale 

legeme: det sjælelige område, 

følelsernes, drifternes og viljens 

sfære, og jeg’et: bevidsthedens 

område. Afgrænsningerne og 

definitionerne af de enkelte legemer 

er dog temmeligt uklare og veksler 

fra kilde til kilde. 1 Ligeledes er 

det meget uklart, hvordan de 

forskellige niveauer egentlig 

helt nøjagtigt tænkes at hænge 

sammen. Dog er det tydeligt, at 

antroposoffens kropsbegreb er 

indvævet i en åndelig virkelighed. I 

modsætning til mange nye religiøse 

retninger, der søger en nedtoning 

af jeg’et, fokuserer antroposofiens 

menneskesyn på at udvikle et 

bevidst og tydeligt jeg. 

Sygdomsbegrebet: 

Ubalance(r) 

I forlængelse af ovenstående 

opfattelse af mennesket opfattes 

sygdom som ubalance i denne 

helhed af mere eller mindre diffuse 

størrelser. Bl.a. uddrager man den 

tanke, at et menneske har tabt 

sin jeg-kontrol (jf. ovenstående 

definition) eller dele heraf, hvis det 

er blevet sygt. Helbredelse handler 

Medicin i 

antroposofien 

Af Lisbeth Riisager Henriksen 

derfor om at genvinde den tabte 

balance og jeg-kontrol. Den bliver 

derfor ikke blot symptombehandling 

som i den almindelige lægemedicin, 

men udvides til at inddrage alle 

elementer, der kan tænkes at 

optimere den enkeltes generelle 

velbefindende. 2 

Medicinen 

Den antroposofiske medicin er 

udviklet på baggrund af dialoger 

mellem Steiner, den hollandske 

læge Ita Wegman og en række 

andre personer fra læge- og 

terapeutverdnen i 1920’erne frem 

til 1924-25. 3 Den er tænkt som et 

supplement til den traditionelle 

medicin, ikke et alternativ. Den 

vil inddrage det hele menneske i 

helbredelsesprocessen, og det vil 

altså i denne sammenhæng ikke 

blot sige div. fysiske og psykiske/ 

psykologiske aspekter af, hvad 

der giver mennesker velvære og 

livskvalitet, men også diffuse 

åndelige (”kosmiske”) størrelser, 

som antroposoffen tror spiller ind på 

hans trivsel eller mangel på samme. 

Vedr. ”kosmiske kræfter”, se 

nærmere beskrivelse heraf i artiklen 

s. 19-20. 

Man mener, at man ved at 

hjælpe et menneske så godt som 

muligt igennem en sygdomskrise 

på så mange niveauer som muligt

– fysisk, psykisk, åndeligt, socialt, 

eksistentielt – styrker det hele 

menneske generelt og dermed sætter 

skub i bl.a. nogle selvhelbredende 

kræfter. 4 Den antroposofiske læge 

skal altså forsøge at iagttage sin 

patient på så mange niveauer som 

muligt og få et helhedsbillede af 

patienten og hans situation. Det 

kræver også en vis intuition fra 

lægens side, og man har da også 

kaldt den antroposofiske medicin for 

intuitiv medicin. Steiners tanker og 

foredrag om emnet er samlet i bogen 

Grundlæggende for en udvidelse af 

lægekunsten på åndsvidenskabeligt 

grundlag (1925). 

At Steiner ønskede en antroposofisk 

medicin som supplement og 

ikke alternativ til den traditionelle 

lægevidenskab betyder også, at 

han anerkendte det nødvendige i 

også at lade den almindelige lægevidenskabs 

erfaringer komme 

mennesket til gode. Ja, han havde så 

stor respekt for de uddannede læger, 

at han gjorde det til en præmis for 

den antroposofiske medicin, at den 

kun skulle udøves af folk, der i 

forvejen var lægeuddannede og blot 

ville ”udvide” behandlingen med en 

art antroposofisk tillægsbehandling. 

I den forstand er han ikke fortaler 

for kvaksalveri, da patienterne altså 

i første omgang opfordres til i al fald 

at få en ordinær behandling. 5 

I.l.a. 1980’erne og 90’erne 

har man mødt krav om også 

i antroposofisk medicin at 

forsøge at verificere metoderne 

med udgangspunkt i de gængse 

lægevidenskabelige principper 

herfor, dvs. i dobbeltblindede, 

placebokontrollerede forsøg. 6 

”Dobbeltblindede, placebokontrollerede 

forsøg” vil sige forsøg, hvor 

hverken patient eller læge ved, 

hvilket middel der gives. Man kan 

godt forestille sig eller forvente, 

at antroposofisk medicin måske i 

fremtiden kommer til at blive mere 

forbundet med den traditionelle 

lægevidenskab, end den har været 

hidtil. 

Specificering af medicinen 

De mest kendte former for 

antroposofisk medicin er de 

homøopatiske præparater, 

naturlægemidler samt div. former 

for ledsageterapier. Der er mange 

forskellige typer homøopatiske 

præparater med det til fælles, at det 

oprindelige præparat er fortyndet 

så mange gange, at det oprindelige 

præparat ikke længere kan spores 

kemisk i det homøopatiske præparat. 

Det er alene stoffets ”energi-aftryk”, 

der er til stede. Patienten skal så 

indoptage dette ekstrakt. Er hun fx 

allergiker, skal hun have et ekstrakt 

af det allergen, hun ikke kan tåle. 

Blandt sine mange naturlægemidler 

er den antroposofiske medicin 

særligt kendt for mistelteen, 

som blandt andet ordineres til 

kræftpatienter. Og blandt de mange 

terapiformer kan fx nævnes kunst- 

og bevægelsesterapier (maling, 

modellering, musik, bevægelse/ 

eurytmik), kropsterapier (bade, 

massager, gymnastik) og taleterapi. 

Det hele suppleres også gerne med 

regulære samtaler med patienten 

à là det, som i den traditionelle 

lægevidenskab kan tilbydes af 

lægen, psykologen eller psykiateren. 

I Norden er det eneste 

specifikt antroposofiske 

sygehus Vidarkliniken i Järna, 

Sverige, som blev grundlagt i 

1985. Dertil kommer en række 

privatpraktiserende antroposofiske 

læger og lægeklinikker foruden 

div. terapeuter af den ene og anden 

slags. Der findes også i Danmark 

et selskab, Dansk Selskab for 

Antroposofisk Medicin, som 

arrangerer kurser for inden- og 

udenlandske læger i antroposofisk 

medicin. 

Forskellige dagsordener – et 

problem? 

Antroposofien hævder selv, at 

den antroposofiske medicin er et 

”supplement” til den traditionelle 

medicin. Men når den nu har 

en helt anden sygdoms- og 

medicinforståelse end den 

traditionelle lægevidenskabs, 

hvordan kan ordet ”supplement” 

så retfærdiggøres? Giver det 

principielt nogen mening at ville 

forene de to vidt forskellige tilgange 

til sygdom og behandling? Det 

bliver i så fald principielt set en 

selvmodsigelse eller modarbejdelse 

af to uforligelige principper. 

Hvis man ”supplerer” noget 

med noget andet, ligger der vel 

almindeligvis den præmis herunder, 

at man ikke direkte modsiger dette 

noget med en helt anden dagsorden. 

Kan man ”supplere” noget med 

sin modsætning, uden at dette 

noget helt mister sin substans eller 

definition? Det synes gådefuldt og 

problematisk, hvordan man som 

antroposof kan kombinere den 

traditionelle, naturvidenskabelige 

opfattelse af sygdom som 

enkeltsymptomer i en fysisk krop 

(som man så altså ikke tror på) med 

også at mene, at sygdom er udtryk 

for ubalance mellem div. mere 

eller mindre ikke-kropsspecifikke 

Mennesket med de usynlige legemer. 


”funktioner” i en større ”helhed” 

i mennesket, der også indebærer 

umålbare, ”åndelige” størrelser. 

Derimod synes det mere 

sammenhængende, at den 

antroposofiske medicin i praksis 

kombinerer en traditionel 

medicinsk sygdomsbehandling 

med antroposofiske former for 

behandling. Man lader altså 

de praktiske behandlingstyper 

supplere hinanden, men ser ikke 

nødvendigvis dette som udtryk 

for et principielt problem eller 

en konflikt mellem menneske- 

og sygdomsopfattelserne i de to 

traditioner. Man tager virkemidlerne 

fra de to traditioner, selvom man 

nok mest tror på den antroposofiske 

opfattelse af, hvad sygdom er og kan 

behandles med. 

Sygdom og karma 

Foruden dette principielle 

problem har tankerne bag den 

antroposofiske medicin også et 

andet grundlæggende og måske i 

virkeligheden større problem: At 

den sætter et logisk forhold mellem 

karma og sygdom og dermed tildeler 

den i forvejen tyngede syge en skyld 

i sin egen skæbne. 

Antroposofien hævder i lighed 

med mange nyere religioner troen 

på en stadig proces og udvikling 

af mennesket, som er underlagt 

loven om karma. Den hævder 

således en tro på, at mennesket 

i ét eller andet omfang høster 

som det sår – altså set over en 

lang række af reinkarnationer (jf. 

organismetanken, som er beskrevet 

i forrige artikel). Hvis man tror 

på, at mennesket har en karma og 

styres af karmiske sammenhænge 

i sin udvikling – ja, så ligger det jo 

ligefor at konkludere, at mennesket 

så har én eller anden form for skyld 

eller behov for skyld i forhold til, 

at det måske er endt med at have en 

eller anden sygdom. 7 

Mine antroposofiske kilder 

nævner ikke dette forhold med 

ét ord. Det er problematisk, idet 


”Spiritualiteten hos Ørkenfædrene og i 

Den keltiske Tradition” 

Retræte i Norge 25. september – 2. oktober 2005 

Igen i år tilbyder IKON en uges retræte med undervisning, 

stilhed, bøn og refleksion i smukke omgivelser ved Oslo Fjord på 

Peterstiftelsens Pilgrimsgård. Blandt foredragsholderne er: Joachim 

Grün, teolog og åndelig vejleder, Harald Olsen, foredragsholder, og 

Fader Johannes, præst i Den ortodokse Kirke. 

Retræten er en del af en mulig uddannelse til retræteleder, som 

indeholder i alt fem moduler med forskellige temaer. For mere 

information kontakt Charlotte Birch, tlf. 4444 9496, mail: 

charbirch@yahoo.dk, eller Anne Riiser, daglig leder på retrætestedet, 

mail: post@peterstiftelsen.no. 

brugere af den antroposofiske 

medicin har krav på at kende 

baggrunden for den – også den 

religiøse baggrund, som den 

kommer til udtryk i antroposofiens 

lære om karma og reinkarnation 

som grundlaget for menneskelig 

udvikling. 

Fodnoter 

1 Af kilder bl.a.: Håkan Arlebrand: Det 

ukendte. Om okkultisme i en ny tidsalder, 

Valby: Unitas Forlag 1993, s. 138-140; 

”Antroposofisk sygepleje” af anonym, 

www.sundbad.dk; ”Om Antroposofisk 

Medicin?”, til dels af Tomas Johansen, på 

www.antroposofiskmedicin.suite.dk. 

2 ”Vidarkliniken – Ett antroposofiskt 

sjukhus” af anonym forfatter, 

www.vidarklinikken.org. 

3 Jf. ”Antroposofisk sygepleje” på 

www.sundbad.dk; ”Antroposofisk medicin” 

på www.vidarkliniken.org samt ”Om 

Antroposofisk Medicin?” på 

www.antroposofiskmedicin.suite.dk. 

4 Se evt. Thomas Felters diskussion af emnet 

selvhelbredende kræfter i artiklen ”Placebo, 

mirakuløse helbredelser og kroppens 

kræfter” i IKON nr. 49, 2004. 

5 ”Vidarkliniken – Ett antroposofiskt 

sjukhus”, www.vidarkliniken.org. 

6 Jf. www.antroposofiskmedicin.suite.dk. 

7 Håkan Arlebrand: Det ukendte. Om 

okkultisme i en ny tidsalder, s. 141-142. 

Lisbeth Riisager Henriksen er 

cand.mag., selvstændig med 

tekstvirksomheden LR Tekst samt 

med i redaktionen af IKON.

Ifølge antroposofisk tankegang 

er mennesket både borger i en 

fysisk og en åndelig verden. 

Men man anser det åndelige element 

for at være menneskets oprindelige 

natur. Der i hvert menneske et 

højere, åndeligt menneske, siger 

man; Dette åndelige menneske er 

dog skjult og slumrende for den 

almindelige bevidsthed. Det gælder 

for antroposoffen om at udvikle 

denne højere åndelige identitet midt 

ind i det jordiske element. 1 Men 

for at kunne gøre dette, er han/hun 

nødt til at få både de fysiske og 

de åndelige størrelser til at spille 

sammen i organismen, og en god 

ernæring skal tilgodese begge 

niveauer. 

Rudolf Steiner holdt i 1924 en 

række foredrag om sammenhænge 

mellem det fysiske og det åndelige i 

tilværelsen. Han var bl.a. optaget af, 

hvordan kunstgødning virker ind på 

afgrøder og mennesker, og hvordan 

jorden ifølge hans optik indgår i en 

større helhed eller organisme med 

mennesket, som kan præges i både 

god og dårlig retning. 

Organismetanken 

Landbrug dyrkes i antroposofien 

ud fra en sådan organismetanke. 

Man ser jorden som en levende, 

besjælet organisme med sin egen 

individualitet og bruger betegnelsen 

Jordbrug efter åndelige 

dyrkningsprincipper 

Om biodynamisk landbrug 

Af Lisbeth Riisager Henriksen 

biodynamisk om dyrkningsformen, 

idet man hentyder til en helhed 

bestående af to dele: bio, det 

fysiske, biologiske liv, og dynamik, 

”de levende, formende kræfter i 

naturen”. 2 Her forstås det dynamiske 

aspekt i en mere udvidet betydning 

end det, vi traditionelt forstår ved 

ordet. Man opererer nemlig i en 

Steinersk tankegang med kosmiske 

kræfter og rytmer eller livskræfter. 

Dette refererer til et åndeligt eller 

esoterisk niveau af tilværelsen. 

For at forstå denne 

tankegang kan det være nyttigt 

at tænke på den organisme- og 

udviklingstænkning, som man 

fx kender fra den tyske digter 

Johann Wolfgang von Goethes 

klassiske værker (slutningen af 

1700-tallet og begyndelsen af 

1800-tallet). Men det er nu heller 

ingen tilfældig association, for 

Steiner var selv direkte præget af 

Goethes metamorfoselære (lære om 

forvandling), som fx blev udfoldet i 

Metamorphose der Pflanzen, 1790. 

Denne går ud på, at alting indgår 

i en forvandlingsproces i form af 

en ”stigning” mod stadig højere og 

mere fuldkomne former. 

Goethes tanker præger i 

det hele taget mange dele af 

det antroposofiske læresystem. 3 

Ligeledes er et andet kerneord, 

proces, vigtigt i en karakteristik 

af, hvordan man opfatter livet i 

såvel Goethes som den moderne 

antroposofiske organismetanke. 

Livet forstås netop som en proces, 

som noget, der til stadighed 

veksler mellem opbygning og 

nedbrydning. I antroposofien er 

udviklingsprocessen i organismen så 

udbredt til også at rumme rækker af 

reinkarnationer (af liv). 

Dyrkning som en religiøs 

størrelse 

De forskellige dele af livet og 

døden virker altså gensidigt ind på 

hinanden i en kompleks helhed. 

Både det fysiske og det åndelige, 

jorden og ”kosmos”, virker sammen. 

Det ligger i tankegangen, at en 

almindelig dyrkningsmåde med 

dens brug af bl.a. kunstgødning ikke 

anses for hensigtsmæssig. Men ikke 

nok med det. Man mener ikke, at 

”kosmos” kan virke på kunstgødet 

jord og dermed ikke på de 

landbrugsafgrøder, som senere skal 

indtages som føde for det menneske, 

der som en god antroposof gerne 

vil præges af ”kosmos” eller 

”livskræfterne” til opbygningen af 

den åndelige identitet. 

Derfor alle anstrengelserne 

med at bruge naturlige 

gødningsprodukter ligesom i de 

økologiske landbrug, dog med den 

tilføjelse, at gødningen (ofte komøg) 


ofte bruges i en homøopatisk 

ekstraktform og suppleres med 

dyrkningsprincipper, der forholder 

sig til stjernebillederne, ”kræfter 

fra planeterne”/ ”kosmiske kræfter” 

samt flere andre diffuse størrelser 

af ikke-konkret art. Man indretter 

således ofte såningen, pløjningen, 

høsten osv. efter en religiøst anlagt 

kalender, hvorved dét at være 

landmand også i praksis bliver 

at gennemføre religiøse ritualer. 

Alt det hele er samlet under de 

såkaldte Demeter-principper, og de 

biodynamiske produkter har som 

varemærke Demeter-mærket. De 

mere esoteriske dele af principperne 

er det dog frivilligt, om den enkelte 

biodynamiske landmand ønsker at 

følge eller ej. 

Livskraften 

Det ligger i tanken bag det 

biodynamiske landbrug, at 

mennesket som til dels åndeligt 

væsen også har brug for en 



ernæring, der er præget med 

”livskraft” – den åndelige kraft, 

som man ifølge denne esoteriske 

tradition mener at finde i de 

biodynamisk dyrkede produkter. De 

taler om en ernæring, der 

”… tilgodeser menneskets 

organisme som instrument 

(klangbund) for sjæl og ånd…”. 4 

Man mener altså, at biodynamiske 

produkter øger ”livskraften” i 

det menneske, der spiser disse 

produkter. 

Der synes at være en 

selvmodsigelse i, at ”livskræfterne” 

skal indoptages via nogle produkter 

(de biodynamisk opdyrkede), 

samtidigt med at man også mener, 

at disse livskræfter er kosmiske/ 

åndelige størrelser, der går ud 

over det naturale niveau. Ét er 

at være negativ fx i forhold til 

kunstgødning og genmodificerede 

afgrøder pga. det fysisk usunde 

heri – noget andet at påstå, at 

kunstgødning forhindrer forestillede 

”kosmiske” kræfter i at spille 

ind. Og hvorfor kan ”livskraften” 

egentlig ikke indoptages direkte i 

det enkelte menneske fra ”kosmos” 

uden at skulle gå vejen omkring 

produkterne? 

Fodnoter 

1 Jf. Håkan Arlebrand: Det ukendte. Om 

okkultisme i en ny tidsalder. Valby: Unitas 

Forlag 1993, s. 138-139. 

2 Jf. ”Biodynamisk jordbrug” af unavngiven 

forfatter, hentet på www.alt-om-okologi.dk. 

3 Jf. ”Antroposofisk Selskab Danmark” af 

unavngiven forfatter, hentet på 

www.rudolfsteiner.dk. 

4 Citat fra ”Antroposofisk Selskab Danmark” 

af unavngiven forfatter, hentet på 

www.rudolfsteiner.dk. 

Lisbeth Riisager Henriksen er 

cand.mag., selvstændig med 

tekstvirksomheden LR Tekst samt 

med i redaktionen af IKON. 

Man kan ikke med det blotte øje se, om kornet her er dyrket konventionelt eller biodynamisk, men ifølge 

antroposofien er det af altafgørende betydning.

Levefællesskabet Hertha 

ligger naturskønt i udkanten 

af Herskind ca. 25 km. vest for 

Århus. Inspirationen til stedet 

stammer fra Rudolf Steiner. Det 

er et landsbyfællesskab, grundlagt 

i 1994, hvor 75 almindelige 

mennesker bor side om side med 

19 udviklingshæmmede. De 

udviklingshæmmede arbejder på 

værksteder sammen med ansatte, der 

bor her, og pædagoger, som kommer 

udefra. De fleste værksteder 

producerer til Levefællesskabet. 

Der er et bageri, hvor der bages 

brød, som sælges i Levefællesskabet 

og enkelte andre steder. Der er et 

lille landbrug med fem køer og 

fire kalve og et mejeri, hvor der 

laves mælk og ost, som sælges i 

Levefællesskabets butik sammen 

med brødet. Der er et gartneri, hvor 

man producerer til hele landsbyen. 

For et fast månedligt beløb kan 

man som beboer hente grøntsager 

direkte fra marken og drivhuset hele 

året – man kan dog ”risikere” at 

møde en lille seddel, hvor der står: 

”Her må gerne luges”. Udover at 

arbejde på disse værksteder laver 

nogle af de udviklingshæmmede 

mad til bofællesskaberne (de 

udviklingshæmmede bor i to 

bofællesskaber), og så er der 

en vævestue, som har en mere 

terapeutisk funktion. 

Levefællesskabet Hertha 

– et fællesskab på tværs 

Af Birgitte Nør Jahn 

Janus – en præsentation 

Janus Sølvsten, som bor og arbejder 

i Levefællesskabet, viser IKONs 

udsending rundt og fortæller om 

stedet og sin egen baggrund for at 

bo der. Han er 24 år og har boet på 

stedet i 3 ½ år. Under sin uddannelse 

som økologisk landmand var han i 

praktik på Marjatta (et skolehjem 

for udviklingshæmmede baseret 

på antroposofisk medicin, terapi 

og pædagogik), hvor en anden 

medarbejder fortalte ham om 

Levefællesskabet, som manglede 

en landmand, der havde lyst til at 

arbejde med biodynamisk landbrug 

og udviklingshæmmede. Det 

førte til 10 måneders ansættelse 

som militærnægter og siden en 

ansættelse som ansvarlig for 

landbruget og mejeriet samt for de 

udviklingshæmmedes arbejde de 

pågældende steder. 

”En af de gode ting ved at bo 

i Levefællesskabet er, at man får 

en social omgangskreds, uden at 

det nødvendigvis er ens nærmeste 

venner – her er et godt fællesskab”, 

siger Janus og fortsætter: ”En anden 

ting er muligheden for at arbejde 

med biodynamisk landbrug på 

denne måde. Der er kun 36 steder 

i Danmark med biodynamisk 

landbrug og ingen steder med fem 

køer og eget mejeri.” 

Alle skal have det godt 

Tanken bag fællesskabet 

mellem udviklingshæmmede 

og almindelige mennesker 

bygger på Rudolf Steiners syn 

på udviklingshæmmede. Et 

udviklingshæmmet menneske 

er ifølge Steiner ikke sygt. Det 

egentlige i mennesket, nemlig 

den sjælelige og den åndelige del 

af mennesket, er intakt – det er 

den fysiske del af mennesket, der 

er handicappet. 1 Janus forklarer 

det således: ”Det er menneskets 

’jeg’, der har svært ved at forbinde 

sig med de øvrige legemer” (det 

æteriske og det astrale legeme, 

se artikel s. 4-7). I et senere liv 

vil den udviklingshæmmede få 

en tilværelse, hvor det ikke er 

udviklingshæmmet, men det, 

at menneskets ’jeg’ har svært 

ved at forbinde sig til de øvrige 

legemer, betyder, at det kan få 

inkarnationsproblemer, hvorfor 

man i dette liv må arbejde på at 

styrke den udviklingshæmmedes 

åndelige del. Det sker også gennem 

fysisk arbejde.” Janus beskriver, 

hvordan alle mennesker har tanker, 

følelser og vilje: ”Forskellige 

mennesketyper oplever ubalancer 

de tre steder på forskellig vis. 

Man kan f.eks. føle så meget med 

andre, at man ikke kan føle sig selv 

– eller omvendt, men et almindeligt 


fungerende menneske kan 

afbalancere tingene vha. sit jeg. Det 

kan en udviklingshæmmet ikke.” 

Formålet med fællesskabet er, 

at alle, både udviklingshæmmede 

og andre, skal have det 

godt! Rent praktisk betyder 

de udviklingshæmmedes 

tilstedeværelse, at Levefællesskabet 

ikke bliver en soveby som et 

andet parcelhuskvarter, hvor folk 

tager på arbejde om dagen og 

først kommer hjem om aftenen. 

De udviklingshæmmede og 

deres værksteder giver liv til 

landsbyen. Samtidigt sker der en 

slags omvendt integration. Når 

udviklingshæmmede bliver placeret 

i et bofællesskab ude blandt andre 

mennesker, får de som oftest ikke 

megen kontakt med naboerne, 

dvs. der sker ikke særligt meget 

integration. I Levefællesskabet 

prøver man at skabe aktiviteter, hvor 

de udviklingshæmmede bliver en del 



af fællesskabet. Der er årstidsfester 

som f.eks. jul, påske og pinse, der er 

fællesspisning hver 14. dag og der 

er fælles arbejdsdage. Derudover 

er der de private kontakter, der 

opstår mellem udviklingshæmmede 

og andre, når folk inviterer de 

udviklingshæmmede med ind i 

deres omgangskreds. Det, at de 

udviklingshæmmede producerer 

ting, som andre nyder godt af, er 

også med til at styrke fællesskabet. 

En ting er, hvad de 

udviklingshæmmede får ud af 

fællesskabet med almindelige 

mennesker. Men hvad får 

Janus ud af fællesskabet med 

de udviklingshæmmede? ”Alle 

mennesker har deres særheder. 

Det er spændende at lære, hvordan 

mennesker er, og det at iagttage 

de udviklingshæmmede giver en 

hjælp til at forstå andre mennesker 

i al almindelighed, fordi de 

udviklingshæmmede tit befinder 

Janus Sølvsten bor og arbejder i Levefællesskabet Hertha, hvor han 

er ansvarlig for landbruget. 

sig i grænseområdet for, hvad den 

menneskelige sjæl er. Det fører til 

fornyede refleksioner over, hvad det 

vil sige at være menneske,” lyder 

hans svar. Det giver også nogle 

udfordringer. Janus er uddannet 

landmand men arbejder også som 

pædagog, og han fortæller, hvordan 

han lærer af samværet med de 

udviklingshæmmede. Nogle lærer 

ham tålmodighed, nogle andre 

opøver hans evne til ikke at fatte 

antipati. ”Ethvert møde mellem 

mennesker er en udvikling for 

begge parter. Det er således ikke 

kun de udviklingshæmmede, der 

lærer af at omgås andre mennesker 

Andre mennesker lærer også noget 

af at omgås udviklingshæmmede,” 

fortæller Janus. 

Hertha og det omkringliggende 

samfund 

Levefællesskabet Hertha er andet 

og mere end udviklingshæmmede. 

De fleste har almindeligt lønarbejde 

uden for landsbyen, ni mennesker 

er ansat til at arbejde med de 

udviklingshæmmede og så er 

der tre private virksomheder 

i landsbyen: en guldsmed, en 

arkitekt (som har tegnet nogle 

af husene) og Biodynamisk 

forskningslaboratorium. 

Forskningslaboratoriet ledes af 

Jens Otto Andersen og søger 

at vise, hvordan biodynamiske 

grøntsager o.a. er sundere, dvs. mere 

i overensstemmelse med plantens 

egen natur end de konventionelt 

dyrkede. Det sker vha. den såkaldte 

billeddannende metode. Den går 

stærkt forenklet ud på, at man ved 

at tage et billede af planten mener at 

kunne se dens livskræfter og påvise, 

om den er blevet dyrket under 

optimale vilkår. Den mest anvendte 

metode at tage billeder af planten på 

er biokrystalliseringsmetoden, hvor 

der dannes krystalbilleder på en 

glasplade ved hjælp af en blanding 

af kobberklorid, vand og et udtræk 

af planten. Krystallernes mønster 

kan ses med det blotte øje og viser

planternes indre kvalitet. 2 

Kontakten udadtil er vigtig. 

Levefællesskabet ønsker ikke at 

blive en sekt, men at have god 

kontakt til det omgivende samfund. 

De vil gerne handle med det 

omgivende samfund i højere grad, 

end det sker nu, og arrangerer 

fra tid til anden fester, hvor hele 

Herskind inviteres. To gange om 

ugen kommer dagplejemødrene fra 

Herskind sammen med børnene og 

kigger på, at køerne bliver malket, 

og der er mange, der går ture i 

området. Et kapitel for sig er de 

mange besøgende – sidste år kom 

der ca. 3000 for at høre om stedet. 

Den åndelige dimension 

Levefællesskabet har flere 

dimensioner end det sociale og 

praktiske fællesskab. Det bygger 

som tidligere nævnt på Rudolf 

Steiners tanker, og det betyder, 

at der også er tale om et åndeligt 

fællesskab. ”Jeg ved ikke, hvor 

meget det åndelige fællesskab 

kommer til udtryk i dagligdagen, 

men det er der, og det viser sig 

f.eks. ved de udviklingshæmmedes 

morgensamling, hvor der hver 

dag læses et ugevers fra Steiners 

’Sjælekalender’. Jeg oplever det 

som meget stærkt, at man kan 

samles om noget, der ikke har et 

praktisk formål, og jeg tror, det 

har stor betydning i den åndelige 

verden, at 25 mennesker er samlede 

for at beskæftige sig med noget 

åndeligt. Det åndelige fællesskab 

viser sig også i fejringen af 

højtiderne,” siger Janus. 

Den åndelige dimension 

er vigtig for Janus. Han stiftede 

bekendtskab med antroposofien for 

ca. fem år siden. Indgangen dertil 

var det biodynamiske landbrug, 

som han blev præsenteret for på 

Den økologiske Landmandsskole. 

Siden kom den antroposofiske 

forståelse af kristendommen, som 

han bl.a. mødte på Marjatta, til. 

Han har altid været interesseret i 

det religiøse: ”Før nød jeg at gå i 


Den karakteristiske, Steiner-inspirerede arkitektur viser, hvilke 

grundlæggende tanker der præger Levefællesskabet Hertha. 

kirke, om end det ikke blev så tit. 

Jeg har også altid været interesseret 

i programmer om kristendom på 

f.eks. P1 og i bøger om kristendom, 

selvom mine forældre ikke er særligt 

religiøse.” 

Janus betegner sig selv som 

en kristen, der er interesseret 

i antroposofi: ”Kristendom og 

antroposofi er ikke uforenelige 

størrelser. Antroposofien lægger blot 

nye aspekter til kristendommen.” 

Janus og antroposofien 

Det er de praktiske anvisninger i 

antroposofien, der er det centrale 

for Janus, fx at den kan omsættes 

i landbrug, som er hans særlige 

interesse, og i pædagogik, arkitektur 

og meget andet. Desuden betyder 

forståelsen af mennesket som et 

højere væsen og forståelsen af 

altings sammenhænge meget for 

ham. 

”En sten er fysisk set meget 

håndgribelig. Men den har alligevel 

forbindelse til den åndelige 

verden gennem Elementarvæsener 

(naturånder), som virker i stenen. 

Set fra den åndelige verdens side 

er der i den fysiske verden et hul 

til den åndelige verden, fordi det 

fysiske er noget åndeligt, der 

er blevet materielt, og fordi det 

fysiske bevæger sig tilbage mod det 

åndelige.” 

”En plante er noget fysisk, 

der er blevet ordnet. Den er vokset 

op af jorden og består af de samme 

stoffer som jorden. Men det hele er 

samlet i en bestemt orden som f.eks. 

en ribsbusk,” siger Janus, idet han 

peger på en busk ved siden af os. 

”Plantens livskræfter er meget større 

end stenens, fordi planten foruden 

det fysiske legeme også består af 

et æterisk legeme. Der er noget i 

plantens omkreds, der er forbundet 

med noget højere. Vel har en plante 

sine begrænsninger. Den står, hvor 

den står, og kan ikke flytte sig ved 

egen hjælp. Men den har mulighed 

for at sende sine rødder ud i den 

retning, der er bedst for den, og den 

kan vokse i en bestemt retning eller 

vende sig mod solen.” Janus fortæller 

videre, at når man passer planter 

af enhver slags, skal man prøve at 

styrke planternes livskræfter ved at 

give dem vækstbetingelser, hvor de 

ikke skal tilpasse sig, udover at de 

skal udvikle sig som det, de er. Det er 

imidlertid ikke altid, man kan give en 

plante optimale vilkår – vejr og vind 

kan gøre det svært. 

”Dyrene har både en fysisk 

krop, et æterisk legeme og et 

astrallegeme. At dyrene har et 

astrallegeme viser sig bl.a. i, at dyr 

kan blive bange. I modsætning til 

planterne har dyrene også noget 

sjæleligt i sig; det kan man bedst 

iagttage hos vores husdyr. Køer 

og høns færdes i flok, og dét at 

færdes i flok er et billede på noget 

sjæleligt – dyr har nemlig en fælles 

gruppesjæl. Der er selvfølgelig også 

dyr, der ikke færdes i flok. Derfor er 


det heller ikke et bevis på, at dyr har 

en gruppesjæl, men blot et billede på 

det. Dyrene har et eget initiativ, de 

kan bevæge sig hen mod føde, og de 

kan komme, fordi de vil klappes.” 

”Som landmand skal man styrke 

gruppesjælen, så den løser sine egne 

problemer – det kan man bl.a. gøre 

ved ikke at presse dyrene for hårdt.” 

”Mennesket er et højere væsen 

end dyrene. Vi er åndeligt talt steget 

ned fra himlen og opstået igen af det 

fysiske. Ligesom dyrene har vi både 

en fysisk krop, et æterisk legeme og 

et astrallegeme, men vi har også et 

jeg. Mens dyrene har initiativ, så de 

kan finde føde, så kan mennesket 

også tilsidesætte sine umiddelbare 

behov – det ser man ikke dyr 

gøre. Nogle af de ting, der findes 

i menneskets jeg, finder man også 

i dyrenes gruppesjæl og omvendt. 

Ligesom hver dyregruppe er noget 

for sig, så er hvert enkelt menneske 

noget for sig.” 

Spørgsmålet er nu, om Janus 

anser antroposofien for at være en 

erkendelse eller en tro? ”Det er lidt 

svært,” siger han. ”Rudolf Steiner 

siger selv, at det er en videnskab, og 

det er spændende, at der er så mange 

praktiske muligheder for at prøve 

det af. Men – vi har ikke mulighed 

for at se livskræfterne eller de 

Devaer (åndelige lysvæsener) og 

Elementarvæsener, der findes i 

naturen. Dem bliver vi nødt til at tro 

på. En anden ting, vi bliver nødt til 

at tro på, er reinkarnation. Så længe 

man ikke ved noget med 110 % 

sikkerhed, bliver man nødt til at tro 

på det.” 

Fodnoter 

1 ”Hertha Levefællesskab”, udgivet af 

Levefællesskabet Hertha, s. 5-6. 

2 ”Vore fødevarers indre kvalitet – Ny 

dansk forskning i livskræfter, mad og 

mennesker”, s. 4. 

Birgitte Nør Jahn er cand.theol. 

samt medlem af IKONs 

redaktionsudvalg. 


’m not a religious man, but I ”I can’t help seeing everything 

from a religious point of view” 

(”Jeg er ikke et religiøst menneske, 

men jeg kan ikke lade være med 

at se alting ud fra et religiøst 

synspunkt”). Dette citat stammer 

fra filosoffen Ludwig Wittgenstein, 

som levede i begyndelsen af det 

20. århundrede, og hvis tænkning 

har dannet baggrund både for den 

analytiske filosofi og for utallige 

diskussioner om, hvad religion er. 

Et dobbelt forhold 

til det religiøse 

Wittgensteins forhold til religionen 

er præget af en stor kompleksitet, 

der gør, at det hverken er muligt at 

definere ham som religiøs eller det 

modsatte. De biografier, man kan 

læse om ham, vidner om, at han 

livet igennem var stærkt draget mod 

det religiøse, men på intet tidspunkt 

kunne tilslutte sig en konfessionel 

religion. 

Denne underlige dobbelthed 

viser sig ved, at han på den ene 

side plages af eksistentielle spørgsmål, 

der gør, at han forsøger at 

finde svarene i Bibelen og hos 

teologer som eksempelvis Søren 

Kierkegaard, og på den anden side 

ofte skriver polemisk om den kristne 

dogmatik og om, hvorledes Bibelens 

forestillingsverden virker meget fjern 

Wittgenstein 

og religiøs 

dialog 

Af Diana Rigstrup Larsen 

og uforståelig for ham. Det, der er 

interessant ved Wittgenstein, er da 

heller ikke at forsøge at kategorisere 

ham som religiøs tænker eller det 

modsatte. For hvis man holder fast 

i det hverken-eller, der præger hans 

tilgang til religionen, får man øje 

på den undersøgende metode, han 

benytter til at forstå det religiøse, og 

den er efter min mening et særdeles 

godt udgangspunkt for at kunne føre 

en bedre religiøs dialog, da hans 

tænkning giver en forståelsesramme 

for de mest grundlæggende aspekter 

af religionsbegrebet. 

Tre indgangsvinkler til det 

religiøse 

Meget groft kan man inddele 

hans tænkning om religion i tre 

overordnede indgangsvinkler, 

der hver især sætter fokus på 

nogle områder, som både kristne, 

muslimer og new age-inspirerede 

har til fælles i deres forhold til det 

religiøse. 

Den første indgangsvinkel 

finder man i det filosofiske værk 

Tractatus, som beskriver det 

guddommelige som mystisk eller 

uudsigeligt, noget man ikke kan 

begrunde empirisk eller pege på. 

Denne tilgang kan sammenlignes 

med den mystiske tradition inden 

for kristendommen, hvor man 

også skelner mellem den logiske

viden og den mere kontemplative 

viden i troen, eller man kan tænke 

på Bibelens udsagn om Gud som 

uudsigelig. Inden for islam finder 

man en lignende opfattelse, som 

specielt kan sættes i forbindelse 

med sufi-traditionen. New age er 

et meget omfattende begreb, men 

trods dens mange afskygninger kan 

man finde adskillige opfattelser 

af, at det man som menneske skal 

stræbe imod, hænger sammen med 

noget uudsigeligt eller mystisk, som 

bedst kan erfares ved eksempelvis 

meditation eller lignende. 

Den anden indgangsvinkel kan 

bedst beskrives som et fokus på det 

eksistentielle eller som noget, der 

gør noget ved den troendes måde at 

leve og se verden på. Denne tilgang 

kan findes i mange af hans tekster, 

og specielt hans dagbogsoptegnelser 

vidner om, at religionen ikke kun er 

noget uudsigeligt, men er noget, der 

kan tales om gennem det troende 

menneskes erfaringer. Denne 

tilgang til religionen er efter min 

mening meget vigtig, når der føres 

en religiøs dialog, da det er gennem 

det troende menneske, at religionen 

viser sig som noget, der har en 

grundlæggende betydning. 

Den tredje indgangsvinkel 

tager sit udgangspunkt i 

Wittgensteins sene filosofi. Her 

har han ændret sit syn på sproget 

som noget, der kun kan verificeres 

empirisk, og i stedet introduceret 

begrebet om sprogspil eller 

grammatik. Hvad der kendetegner 

et spil, er for det første regler og 

for det andet spillere. På lignende 

måde indbefatter religionen også 

regler i form af tradition eller kultur 

samtidig med, at et fællesskab af 

troende er nødvendigt for dens 

eksistensmulighed. 

Wittgenstein et udgangspunkt 

for religionsdialogen 

Hvordan kan denne religionsforståelse 

så være et konstruktivt udgangspunkt 

for den religiøse og 

multireligiøse dialog? 

For det første kan man blive 

opmærksom på, at man trods 

forskel-ligt religiøst tilhørsforhold 

har samme udgangspunkt for 

at kunne forstå hinanden. Alle 

religioner indeholder i større eller 

mindre omfang en erfaring af, at 

Gud eller det guddommelige er 

noget uudsigeligt eller med andre 

ord noget, der transcenderer verden 

– dvs. en erfaring af, at religion 

eller religiøs tro gør noget ved det 

troende menneskes måde at leve 

og opfatte verden på, og endvidere 

en erfaring af, at den religiøse altid 

er en del af en religiøs kultur eller 

tradition i bred forstand. 

For det andet kan man benytte 

Wittgensteins tre indgangsvinkler 

til en forståelse af religionen til at 

gøre sig klart, hvad det er for en 

form for dialog, man fører. Nogle 

gange kan grunden til, at en dialog 

ikke fungerer, være, at man taler 

forbi hinanden, da den ene part 

taler med baggrund i sin religiøse 

tradition og forsøger at gøre rede for 

sin ”grammatik”, mens den anden 

part forsøger at forklare, hvorledes 

religionen spiller en personlig rolle 

for det liv, han/hun lever. Det kan 

forekomme både i dialogen blandt 

kristne og new age-inspirerede 

mennesker og i dialogen mellem 

muslimer og kristne. 

Endvidere har mange sikkert 

oplevet, at det er nogle forskellige 

aspekter af ens egen religion, der 

bliver fremtrædende alt afhængigt 

af, hvem man er i dialog med. I 

IKON har jeg oplevet et større fokus 

på det personlige, eksistentielle 

aspekt ved kristendommen, da det er 

det, som new age og den moderne 

individuelle religiøsitet tillægger 

stor betydning, mens dialogen i 

Islamisk-Kristent Studiecenter 

oftere drejer sig om at gøre rede 

for den tradition eller ”teologiske 

grammatik”, som man bekender 

sig til. Ved at tage udgangspunkt 

i Wittgensteins tænkning som 

en forståelsesramme, der gør 

det muligt at skelne mellem tre 

Ludwig Josef Johann 

Wittgenstein (1889-1951) 

Østrigsk-britisk filosof, 

professor i Cambridge 1939-47. 

Under 1. Verdenskrig udviklede 

Wittgenstein sin originale teori, 

logisk atomisme, om bl.a. logik, 

sprog og filosofiens status. 

I 1929 genoptog Wittgenstein sin 

filosofiske aktivitet i Cambridge. 

Nu udviklede han en helt anden 

filosofi. Derfor taler man om den 

tidlige og den sene Wittgenstein. 

Kilde: Den Store Danske 

Encyklopædi. 

helt grundlæggende aspekter ved 

religionen, mener jeg, at både 

ligheder og forskelle kan træde 

klarere frem i den religiøse samtale 

og dermed muliggøre en bedre 

forståelse af tro og religion. 

Diana Rigstrup Larsen er stud.theol. 

og har erfaring fra dialoggrupper 

i IKON-København og Islamisk- 

Kristent Studiecenter. 


Viggo Mortensen (herefter 

VM) har skrevet en bog 

om kristendommen og dens 

aktuelle situation i Danmark. 

Bogen udkommer som et led i en 

serie af bøger om det religiøse 

Danmark, der bliver udgivet under 

pluralismeprojektet på Center for 

Multireligiøse Studier, Aarhus 

Universitets Teologiske Fakultet, og 

som ledes af VM selv. Nu er det så 

blevet tid til kristendommen. 

Forfatterens tese er, at 

kristendommen i Danmark er på vej 

fra en mono- til en multisituation. 

Førhen var kristendommen ene 

(mono) om at definere det religiøse 

Danmark – og havde derigennem 

stor indflydelse på, hvordan det 

danske samfund har været skruet 

sammen. Nu er der kommet mange 

flere religioner på den religiøse 

banehalvdel, der alle gerne vil 

være med til at præge samfundet. 

Kristendommen – og dermed det 

samfund, det har præget så dybt 

– bliver derfor tvunget til at forholde 

sig til en meget mere kompliceret og 

vanskelig situation, fordi den ikke 

længere er entydig, men flertydig. 

Og flertydigheden kan blive en 

trussel for samfundet, der er nødt 

til at have noget, der forener det 

– en sammenhængskraft. Førhen 

var det ifølge VM kristendommen. 

Men hvad er det nu? Det er VMs 


Kristendommen under 

forvandling 

Pluralismen som udfordring til 

teologi og kirke i Danmark 

Anmeldelse af Lars Viftrup 

store spørgsmål. Hvordan skal vi 

forvalte og håndtere forskelligheden 

(negotiating difference), så de 

mange (forskelligheden) ikke 

sprænger enheden, den samlende 

kraft? 

Det kritiske spørgsmål man 

kan stille forfatteren er, hvad 

han bruger figuren ”fra mono 

til multi” til. Man efterlades 

nemlig med en fornemmelse 

af, at VM først og fremmest 

anskuer overgangen fra mono 

til multi som en forfaldshistorie. 

De mange Grundtvig-citater; 

barndomsminderne, der beretter om 

en svunden tid, hvor verden hang 

sammen; de negative henvisninger 

til islam; den ofte negative vurdering 

af moderne menneskers selvvalgte 

religiøsitet samt den generelle 

vurdering af, at kristendommen står 

i en meget kritisk situation, hvor det 

er “vigtigere end nogensinde at få 

[udtrykt kristendommen]” – alt dette 

viser Mortensens syn på situationen 

som primært en forfaldshistorie. 

Folkekirken er i dyb krise, og 

denne krise har sammenhæng med 

multisituationen, der truer med at 

sprænge sammenhængskraften, 

som hidtil blev udgjort af 

kristendommen. 

Men måske har det ikke 

så meget at gøre med et forfald: 

traditionstab, tab af autoritet, 

medlemstilbagegang, omvendelse 

til andre religioner, osv., som det 

har at gøre med en modningsproces, 

der ikke er meget ulig andre 

udviklingskriser mennesker 

gennemgår. En sådan proces 

indebærer naturligvis både forfald 

og fremskridt. 

En verden er ved at 

forfalde; nemlig den verden, 

som VM voksede op i. For dens 

vedkommende er det bare gået 

tilbage. Men en ny verden er ved 

at vokse frem. Og noget af det, der 

får den til at virke som et multisamfund 

er, at den i modsætning 

til fortidens afklarede verden er 

flertydig og uoverskuelig, som 

alle situationer er, når man står 

midt i dem. Men det gør den 

ikke nødvendigvis mere multi 

end fortidens verden. Der er 

kommet flere religioner til landet, 

som bidrager til forskelligheder 

i samfundet, ja. Men der er så 

sandelig også blevet færre dialekter 

på landet – som er udtryk for 

en mindskelse af forskelle. Om 

historien fremtræder som forfald 

eller som fremskridt, afhænger 

i allerhøjeste grad af, hvilket 

perspektiv man lægger på den. For 

Folkekirken, der har været vant til et 

monopol, er det givetvis et forfald. 

Og deri har VM i høj grad ret i sin 

analyse, hvilket måske afslører, at

forfatteren til bogen taler udfra et 

statskirkeligt perspektiv, der er ved 

at gå i opløsning. 

Men anmelderen kan godt 

savne – når VM nu gerne vil tale 

normativt om kristendommens 

forhold til multi-situationen – at 

bogen udviste større sans for de 

mange fremskridt, som multisamfundet 

er resultatet af. Jeg 

formoder ikke, at VM vil tilbage 

til den tid, hvor kristendommen, 

i sin skønne syntese med folk 

og nation, kunne bestemme over 

folks religiøse tilhørsforhold? 

Nej, selvfølgelig ikke. Det giver 

han også tydeligt udtryk for. Men 

alligevel bliver situationen malet 

i dystre og kaotiske toner, der 

kalder, om ikke på enevælden, så på 

entydigheden. 

Men måske tydeligheden 

ville træde frem, hvis VM i højere 

grad turde bekende sig til de 

værdier, der har medvirket til, at 

man i dag kan tro på, hvad man 

vil – og dermed muliggjort multisituationen. 

Værdier, der ligger til 

grund for demokratiet, som netop er 

en overgang fra mono til multi; en 

overgang fra et hierarkisk, autoritært 

system, hvor magten søges centreret 

så vidt muligt ét sted – til et system 

med mange partier, der henter deres 

magt fra de mange enkeltindivider, 

som et samfund består af. Hvor 

vi politisk har øvet os i at forvalte 

forskelle gennem 150 år, er det ved 

at være tid til, at vi religiøst lærer 

det. Her fremstår Kristendommen 

under forvandling som et nølende, 

men engageret forsøg på at se denne 

situation i øjnene. 

Bogen kan helt sikkert 

anbefales. Man bliver informeret 

om kristendommen i Danmark. Og 

man bliver engageret i sociologiske 

og teologiske diskussioner om dens 

tilstand. Og for mennesker, der 

er interesseret i kristendommens 

forhold til andre religioner, er 

der meget at hente – og meget at 

diskutere. 

Viggo Mortensen: Kristendom under 

forvandling. Pluralismen som en 

udfordring til teologi og kirke i 

Danmark. Forlaget Univers, Århus 

2005. 251 sider, 199 kr. 

Lars Viftrup er cand.theol. 

Husk at skrive 

i kalenderen: 

Generalforsamling og 

årsmøde i IKON-Danmark 

den 7.-9. oktober 2005 

Generalforsamlingen vil bl.a. 

komme til at handle om IKONs 

dialog- og missionssyn, som er ved 

at blive nyformuleret. 


Afsender: 

IKON-Danmark 

Kløvermarksvej 4 

8200 Århus N 

Tak for din støtte til 

IKONs arbejde 

IKON er en kristen organisation, der 

arbejder i grænselandet mellem kirkelig 

kristendom og moderne, individuel 

religiøsitet. Gennem dialog, sjælesorg og 

kristen spiritualitet skaber IKON 

mødesteder på alternative messer og 

festivaller - og møder mennesker fra den 

nye religiøsitet i dialog og mission. 

Læs mere om IKONs arbejde på 

www.ikon-danmark.dk. 

Returneres ved varig adresseændring 

Har du betalt abonnement? Se på etiketten: B = betalt, U = ikke betalt, F = friabonnement 

IKON havde kollektdag søndag den 

26. juni. Fik du ikke givet en kollekt, så 

kan du nå det endnu via giro 661-6151. 

Vi siger tak for enhver gave.

Rudolf Steiner og antroposofien - IKON - Danmark

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?