Hellige mennesker - IKON - Danmark

måtte skiftes hver eneste dag. Samtidig værkede hans øjne
så meget, at han ikke kunne tåle sollys, så han lå i mørke
i en ussel lille hytte uden for klosteret, som på dette tidspunkt
beboedes af Søster Clara og hendes medsøstre, som
havde valgt at leve i lige så stor fattigdom som Frans selv.
Frans og Clara havde et meget nært åndeligt forhold, men
Frans var skrækslagen for, at nogen skulle tro, at der var
mere mellem dem end blot ånd, så han gjorde, hvad han
kunne, for ikke at komme for tæt på søstrene. Derfor
holdt han også til i den lille hytte uden for klosteret, hvor
hans brødre passede på ham. Ifølge legenderne løb mus
hen over hovedet på Frans, bed i hans tæer og spiste hans
sparsomme mad, mens han lå på sygelejet. Men da han
elskede dyr så meget, lod han dem være. Midt i det smertefulde
mørke, som han lå i, fødtes solsangen, som priser
alt levende, og som billedliggør den glæde, som Frans
også rummede, midt i al sin selvydmygelse.
Kaldet i San Damiano
Det var i kirken i San Damiano, at Frans tyve år tidligere,
da han endnu var en ung mand i begyndelsen af tyverne,
havde modtaget sit egentlige kald til at følge Kristus. Han
havde haft en lang urolig periode som ung, hvor han dels
havde søgt at blive ridder, dels havde siddet i fængsel i
en periode efter at have deltaget på borgerskabets side i
et lokalt opgør med adelen i Assisi. Han havde også, efter
sin fængsling, ligget syg i en meget lang periode, og
havde således haft tid til at overveje, hvad han ville med
sit liv. En eller anden indre længsel drev ham til at søge
meditativt ned til kirken i San Damiano, hvor han satte
sig alene og stirrede på korset. Pludselig talte det til ham,
med stor kraft:
- Frans, gå og genopbyg min kirke!
”Det vi kan lære af Frans i dag er måske,
at netop afkaldet kan føre til frihed.”
Buddet rystede Frans, og han tolkede det så konkret, at
han styrtede hjem og skaffede nogle penge fra sin far, og
gik til den lokale præst med dem. Men præsten ville ikke
modtage pengene, da han ikke var sikker på, at Frans´ far,
en meget kendt og rig tekstilhandler i byen, ville bryde sig
om, at hans penge blev brugt på mursten til en lille, forfalden
kirke nede i dalen, som ingen ellers brød sig om.
Men dette stoppede ikke Frans, og han gik i stedet ud
blandt bønder og andre lokale folk i omegnen, og tiggede
sten til den lille kirke. Med sine egne hænder genopbyggede
han ifølge legenden ikke bare denne lille kirke, men
flere andre på egnen, blandt andet en anden lille kirke
ikke langt derfra, Porziuncula. Den skulle siden blive et
af de vigtige tilholdssteder for Frans og hans efterhånden
voksende skare af brødre.
Vejen, Frans valgte at gå, fulgt af mange, var tiggerens vej
– den, som vandrer i Kristi fodspor, uden at eje noget,
ikke engang en stok eller en stav.
Bruddet med den rige far
Borgerskabet og adelen i Assisi så med rædsel på, at flere
og flere af de mest begavede og også rige unge mænd begyndte
at følge Frans på hans mærkelige livsvej – vejen
som tigger. Og det var, i total efterfølgelse af det fattigdomsideal,
som optog Frans så meget, og som han følte
sig dybt kaldet til at leve med en nidkærhed, som man
i bogstaveligste forstand kan sige, var bemærkelsesværdigt,
ikke mindst for indbyggerne i en by, der levede efter
helt andre idealer.
Frans egen far var købmand og havde som ung opbygget
sig en stor formue ved at rejse til Frankrig. Under stor
risiko købte og handlede han med mange eksotiske varer,
ikke mindst smukke tekstiler af ypperlig kvalitet, som han
hjembragte til Italien. At være handelsmand dengang, i
11-1200-tallet, var ikke ufarligt, og risikoen for at miste
alt, hvad man ejede ved røveriske overfald på landevejene,
var stor. Men Frans´ far var en modig mand, og rejste
med så stor iver, at han skabte sig en stor formue.
Frans blev i sit liv også meget berejst, men han blev aldrig
handelsmand. Han nægtede at følge sin fars vej, og brød
12 IKON - www.ikon-danmark.dk