Hellige mennesker - IKON - Danmark

More documents

Recommendations

Info

solidt og godt plantet på jorden. Helligsteder kan opstå uafhængigt af bygninger. De kan opstå i tid og rum i mødet med den anden, som vil og kan rumme mig, som jeg er, og dermed sætter mig fri til livet. Det gør Gud og det gør han på mange forskellige måder. Bl.a. når han af og til sender et medmenneske til mig på vejen. Et medmenneske, der kommer med dette gode budskab: Jeg vil have med dig at gøre, som du er! Ethvert liv er helligt Foto: Istock ”Helgen, hellig, er ethvert menneske, der fødes ind i verden” Helgen, hellig, er ethvert menneske, der fødes ind i verden. Guds egen skabning. Det er ikke altid, vi behandler hinanden og os selv sådan. Som hellige. Men det er dét evangeliet kalder os til: At se os selv og hinanden som helligt liv. Når jeg ser hvordan Sankt Jakob bliver fortalt og fremstillet på vejen til Santiago og når jeg hører om kong Olav på vejen mod Trondheim og når jeg ser den hellige Birgitta afbilledet i Vadstena, så må jeg bekende, at jeg endnu ikke har hørt dem fortalt, så jeg kunne finde livsmod i fortællingerne om dem. Lige med undtagelse af det tidspunkt, da en præst i Vadstena kom hen til mig i en pause under seminaret og sagde til mig, at han havde hørt mig udbyde workshoppen om helgener. Han ville gerne vise mig, hvordan han selv kunne hente livsmod og mening i symbolikken omkring Birgitta. Jeg fulgtes med ham over i kirken. Han viste mig, hvordan Birgittasøstrenes symbol med de fem sårmærker er sat som en krone over deres hovedbeklædning og bygget ind i kirkens hvælvinger. Dette er et symbol, som på samme tid henviser til menneskets sårbarhed og vores forbundethed i sårbarheden OG til menneskets ophøjethed: At mennesket er ophøjet, kronet som Guds barn. Guds hellige. Guds helgen. Præsten i Vadstena, som selv viste sig som et menneske for mig, ved at vise mig at symbolikken omkring Birgitta berørte og bevægede ham som menneske, gav livsmod og var troværdig i sin tale. Men ellers må jeg indrømme, at når jeg hører fortællingerne om de gamle helgener i traditionen, så hører jeg først og fremmest en tendens til at ophøje et enkelt menneske over det menneskelige. En tendens som vi kender fra vor egen tids idolisering af enkelte mennesker f.eks. inden for popmusikkens verden (Læs f.eks. Torgny Lindgrens ”Til sandhedens pris”). En tendens der fører til umenneskeliggørelse, både blandt dyrkerne af idolet/helgenen og i forhold til idolet/helgenen selv. Vé det idol, der viser sig bare at være et sårbart menneske af kød og blod! Han er dødsens! (Jvf. Rene Girard´s ”Idol og syndebuk”). Lysten til ophøjelse og renselse af det menneskelige, længslen efter at kunne hæve sig over dette smertefulde, sårbare menneskelivs store afmagt, den lyst kender enhver, tror jeg! Og vi kan læse, hvordan den har eksisteret hele vejen op igennem historien. Se f.eks. hvordan vikingerne ikke kunne udholde, at Kristus er den, der dør i afmagt på korset, og hvordan de derfor afbilleder ham som den sejrende (vikinge-) konge. Lysten til ophøjelse og renselse. Lysten til flugt fra den del af menneskelivet, som er skidt og lort. Lysten til ren harmoni. Den lyst er meget forståelig, men følger vi den, bliver vi umenneskelige! Trangen er neurotisk (C.G. Jung: Neurose er undgåelse af legitim smerte), og den er djævelsk. Vi bliver - igen og igen - af Kristus vist tilbage til menneskelivet, som det er. Som mennesker skal vi leve sammen her på jorden. Ikke leve himmelvendt, himmelstræbende. Det er den tilbagevisning til menneskelivet, vi møder, da Jesus sammen med Peter og Jakob og Johannes står på forklarelsens bjerg. Peter der længes efter forklarelse og befrielse fra besværet med det modsætningsfyldte liv, han siger: Jesus, lad os bygge hytter her! Heroppe i det ophøjede, skylette, paradisiske, rent åndelige! Lad os blive her! Men Jesus viser dem vejen ned fra bjerget igen. Ned blandt mennesker, der lever og elsker og lider og længes. Gud blev menneske og velsignede derved menneskelivet. Ikke et ophøjet, rent, himmelstræbende liv ”på indersiden”, men et liv midt i verdens brogede tummel. Her skal vi leve for hinanden og med hinanden. Være hinandens medvandrere på støvede, hede landeveje. Bære med på hinandens byrder. Leve og elske og finde vej og mod og kærlighed sammen. 8 IKON - www.ikon-danmark.dk
Foto: Istock Mennesker, der giver noget stort og særligt Der findes mennesker i verden, der ved et usædvanligt mod, deres kærlighed, deres gavmildhed, deres måde at sætte egne behov til side for andres, gør sig bemærket iblandt os. Træder tydeligt frem. Lyser op og viser vej. Og Gud ske tak og lov for dem! De er ganske særlige medvandrere på vores vej! Det er ikke den danske Jantelovs (Du skal ikke tro, at du er noget!) indførelse jeg taler for. Vi skal se menneskene, ethvert menneske, som helligt og ingen mere hellig end andre. Der findes mennesker, som bliver forbilleder for os i kraft af deres væsen, tro, livsmod og historie. For mig er de største og stærkeste forbilleder dem, der har modet til at stå ved deres menneskelighed. Dem, der smitter mig med netop dét mod: Modet til at leve som den, jeg er, midt i verden med al dens brogede skønhed og rædsel. Kristus har vist os, at han er hos os midt i livet, også i afmagten. Han har vist os, at der er en vej igennem smerten. En vej igennem død og tab. En vej, der fører til nyt liv og fællesskab. Vi kan være i smerten og afmagten og samtidig vide, at vi ikke er alene dér! Pilgrimsvandringen Enhver, der har foretaget en længere pilgrimsvandring ved, at vandringen kan lede ind i en forsoningsproces med livet, som det er. Det sker bl.a. ved, at jeg under vandringen bliver mindet om, at jeg er krop. Jeg kan ikke komme uden om kroppen. Jeg kan ikke komme af med den. Den binder mig til det jordiske liv. Den er mit hjem på jorden. Den huser min sjæl, mit sind og mine tanker. IKON - www.ikon-danmark.dk ”På vejen, som bliver et billede på mit liv, går jeg med alt, hvad jeg rummer.” Mine følelser og erfaringer. Jeg bliver - igennem kroppen - mindet om min styrke og min begrænsning. På vejen, som bliver et billede på mit liv, går jeg med alt, hvad jeg rummer. Min historie. Glæder og sorger. Skyld og skam. Jeg kommer undervejs til min grænse og til mig selv som den, jeg er. Jeg er dén, jeg er! som Gud siger til Moses i den brændende tornebusk og dermed viser han os, hvad vores Gudbilledlighed består i: At være dén, jeg er. At blive dén, Gud har tænkt mig som. Forsoning med det, der er og den, jeg er, er vandringens proces og den har sit mål og sin forløsning på helligstedet, hvor jeg sættes fri af kærligheden, der møder mig her. Over vejen, over jorden - over min livsvandring - er himlen spændt ud over mig. Himmelen, der minder mig om, at jeg – ud over at være krop – også er Ånd, kalder længslen frem. Spejler min længsel. Den sætter mit liv i perspektiv. Guds perspektiv. Det perspektiv, der fortæller mig, at jeg midt i al min sårbarhed og skrøbelighed er kronet. Jeg er udvalgt. Jeg er helliget. Jeg er elsket. Som mit medmenneske: På én gang synder og retfærdiggjort. Hvad der ”driver på Kristus” var Luthers rettesnor, da han - under reformationen af kirken - skulle vurdere fortællingerne, som den kristne tradition er grundet på. Det samme kan vi roligt gøre: Vurdere fortællingerne, helgenlegenderne og alle de andre historier, vi har med os i traditionen, ud fra spørgsmålet: Driver de på Kristus? Er det ham, de forkynder? Det vil sige: Giver de mennesker lov til at leve som mennesker på denne, vor brogede, Gudsskabte jord? Hvis ikke, så find nogle andre fortællinger, der bedre tjener målet: At forkynde evangelium og derigennem sætte mennesker fri til livet. 9
Page 1 and 2: ikon >> Tro i dialog Nummer 71 •
Page 3 and 4: En fortryllende virkelighed Den mod
Page 5 and 6: er g hellige mennesker i dag? som i
Page 7: evangeliet. Og det er dybest set d
Page 11 and 12: AF ELISABETH KNOX-SEITH I folkekirk
Page 13 and 14: ualmindeligt radikalt med faderen.
Page 15 and 16: IKON - www.ikon-danmark.dk Foto: Is
Page 17 and 18: Pilgrimsvandring og dialog IKON - w
Page 19 and 20: Sikke en vej til Bodhi! Engang hed
Page 21 and 22: ved at forstå Det Gamle Testamente
Page 23 and 24: AF ANNI LOUISE ALBÆK redaktionsmed
Page 25 and 26: Ekstrem askese: Hellig mand har hol
Page 27 and 28: Guru - Ordet er sanskrit for en rel

Hellige mennesker - IKON - Danmark

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?