Botfeldt Grinde 2012

En undersøgelse af sandblæsningens evne til at fjerne matrix af hårde sedimentære bjergarter
sammenlignet med en cicelerhammer/ mejsel, trykluft roterende slibeværktøj, vibrerende værktøj og
et mere delikat sandblæsning apparatur specifikt tilpasset konserveringsbrug viste de klart bedste
resultater i gram/minut (Rensberger 1971). Det understreges dog også at den forholdsmæssigt grove
sandblæsning kun bruges indtil man er tæt på fossilet, hvorefter man skifter over til en mere
skånsom fremgangsmåde eller finere sandblæsningsudstyr.
Med sandblæsningen kan man således uden vibrationer frit udpræparere små skrøbelige knogler af
for eksempel gnavere i selv den hårdeste matrix (Rensberger 1971). Sandblæsning er ligeledes
fortrinlig i bortpræpareringen af kalken på fossiler fra Møns Klint som f.eks. Søpindsvin.
Sandblæsningens effektivitet
Trykket hvormed partiklerne bliver blæst mod fossilet, bestemmer hvor stor en hastighed
overfladen bliver ramt med. Man kan med en justering af trykket hæve eller sænke slibe effekten fra
kraftig til mild behandling af fossil eller matrix.
Massen, størrelsen og hårdheden af mediet bestemmer sammen med hastigheden hvor meget
slagkraft der opnås ved kontakten til matrixen. Ved samme hastighed bestemmer fysikken af de
forskellige medier, hvor meget kinetisk energi partiklerne opnår, før de forlader dysen. Mindre
partikler med stor masse slår hårdere en større partikler med mindre masse. Jo hårdere materiale des
bedre effekt, mens elasticitet i mediet sænker effekten i behandlingen. Størrelsen af dysen afgør så
sammen med afstanden til fossilet, hvor stort et areal der bliver ramt. Partiklerne bremses snart de
forlader dysen af luftmodstanden, så der ved større afstand til fossilet opnås mindre kraft fordelt
over det større areal.
Normal behandling af en fossil knogle med sandblæsning skurer overfladen og efterlader nemt
mikroskopiske ridser og huller i materialet. Direkte forkert brug af udstyret forårsager ved få
sekunders behandling omfattende skader på knoglematerialet (Harper et al. 2003).
Angrebsvinklen for partikelstrømmen spiller sammen med de andre faktorer ind på hvor hårdt
fossilet bliver behandlet, idet størrelsen og formen på det behandlede areal ændres. Ved brug af
sandblæsning bør man ligeledes hele tiden vurdere, hvor materialet, der har ramt overfladen
fortsætter hen, så man ikke skader knoglematerialet med rikocherende partikler. Dette kan ofte
undgås blot ved at være opmærksom på retningen af dysen i forhold til knoglematerialet. Dysen
bør, hvor det er muligt, pege væk fra eller parallelt med materialet, hvis der er mulighed for at
rikochering. Hvis retning eller vinkel ikke kan ændres på grund af fossilets morfologi eller
underskæringer, kan knoglematerialet eventuelt beskyttes med et eller flere lag af Parafilm (paraffin
i tynde ark) (Rensberger 1971) eller konsolidere med for eksempel Paraloid B 72.
Behandlingen af matrix med varierende hårdhed kan være problematisk. Overfladen slides
forskelligt og der opstår nemt huller og underskæringer. Dele af matrixen forsvinder og slibemidlet
fortsætter ned i mellemrum og sprækker under den synlige del af strukturen og skader derved
knoglen uden at det kan ses på overfladen (Stucker 1961). Selv på individuelle knogler kan
sandblæsning have forskellig effekt, og, den behandling, der virker skånsomt i den ene ende af
knoglen kan være alt for groft i den anden.
Sandblæsning kan være effektiv i tilfælde, hvor det sidste tynde lag matrix skal renses/blæses af
overfladen. Som med alt andet udstyr er der fordele og ulemper.
Enhver påvirkning af en overflade selv med det mildeste slibemiddel, efterlader mikroskopiske
spor. Sammenlignet med de skader andre mekaniske præparationsmetoder kan skabe i hånden på en
uerfaren konservator, må sandblæsning dog siges at ligge i den milde ende.
42