Essays om dannelse, didaktik og handlekompetence - DPU

Teaterdidaktik
Om teaterets didaktik, kompetencer og
didaktologi
Mads Th. Haugsted
Teater – fag og metode
I Danmark er teater ikke et ”fag” som fx musik og billedkunst. I faghæftet for
folkeskolen hedder det ”drama” og ikke teater. I gymnasiet tales om ”dramatik”.
Endvidere forefi ndes en størrelse, der i megen litt eratur kaldes ”dramapædagogik”,
der som oftest viser sig at være en samling aktiviteter som indeholder en
mere eller mindre heldig alliance af lege, øvelser, rollespil, improvisation, krybespil
med (meget) mere.
Hvor de øvrige kunstfag med en naturlig selvfølgelighed diskuterer didaktik
– enkelte endog didaktologi, så er store dele af diskussioner om og materialer til
teater i skolen præget af metodiske kæpheste.
Det er endvidere forholdsvis sparsomt med dybdegående forskning på
området teater og pædagogik, for slet ikke at tale om ”evidens”: hvad virker,
hvorfor og med hvilket formål? Næsten kanoniserede, men ikke mindre tågede
forestillinger om ”det hele menneske”, det ”skabende”, det ”kreative” – ofte som
et element i tværgående ”dimensioner” (den praktisk-musiske for eksempel) –
står ret uimodsagte og blokerer somme tider for en egentlig didaktisk diskussion.
Dertil kommer, at det er overordentlig vanskeligt på overbevisende videnskabelig
vis at ”måle” oplevelse og indsigt. Den faglige debat får derfor ofte præg
af legitimering: musik er god for koncentrationsevnen, salig Mozart tillægges en
særlig ”Mozart-eff ekt”. Arbejdet med teater er simpelthen godt eller nødvendigt
for at lære at samarbejde, selv om jeg vil mene, at et spil fodbold nok er bedre.
105