Vejledning om støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder

Recommendations

Info

tet har oprettet en søgefunktion, hvor man kan få oplysninger om hjælpemidler. I forbindelse med rådgivning og vejledning påhviler det kommunen eller amtskommunen at informere ansøgeren af et konkret hjælpemiddel/ forbrugsgode om, hvor vedkommende kan henvende sig for at få hjælp. Det er vigtigt, at amtskommune og kommune samarbejder ved fastlæggelsen af, hvem der er forpligtende myndighed i forhold til et konkret hjælpemiddel/forbrugsgode. Herved undgås det, at brugeren i svære afgrænsningssituationer bliver »kastebold« mellem amtskommune og kommune. Der tænkes her især på afgrænsningen af de særlige informationsteknologiske hjælpemidler og forbrugsgoder, jf. kapitel 6 og 10. Kommunal rådgivning vedrørende børn og unge §5. Kommunen sørger for, at forældre med børn og unge eller andre, der faktisk sørger for et barn eller en ung, kan få en gratis familieorienteret rådgivning til løsning af vanskeligheder i familien. Kommunen er forpligtet til ved opsøgende arbejde at tilbyde denne rådgivning til enhver, som på grund af særlige forhold må antages at have behov for det. Stk. 2. Såvel forældre som børn og unge, der alene søger rådgivning, skal kunne modtage denne anonymt og som et åbent tilbud. 24. Kommunen skal tilbyde gratis rådgivning til børn og unge og deres forældre eller andre, der faktisk sørger for et barn eller en ung, og kommunen er forpligtet til ved opsøgende virksomhed at rette sådant tilbud enhver, som må antages at trænge hertil. Kommunen må derfor blandt andet rette sit opsøgende mod særligt truede grupper af børn og unge. Der henvises til punkt 2 i Socialministeriets vejledning nr. 4 af 16. januar 2002 om særlig støtte til børn og unge. Amtskommunal rådgivning vedrørende børn og unge §34. Amtskommunen tilbyder gratis rådgivning, undersøgelse og behandling af børn og unge med adfærdsvanskeligheder eller betydelig nedsat fysisk og psykisk 8 funktionsevne samt deres familier. Opgaverne kan varetages i samarbejde med andre amtskommuner. 25. Efter bestemmelsen er amtskommunen forpligtet til at rådgive i specielle tilfælde samt at sørge for, at der er mulighed for undersøgelse og behandling af børn og unge med særlige vanskeligheder, herunder på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Amtskommunens opgaver angår således særligt de tilfælde, hvor kommunerne ikke har tilstrækkelig specialviden til at løse opgaven alene. Rådgivning, undersøgelse og behandling vil fortrinsvis ske af børn og unge, der henvises af kommunen. Der er dog også mulighed for, at børn, unge og deres familier selv kan rette henvendelse direkte til amtskommunen med henblik på rådgivning, undersøgelse og behandling. Finansiering af rådgivning 26. Udgifter til rådgivning, der påhviler kommunen, afholdes endeligt af kommunen, jf. § 129, stk. 1. Tilsvarende afholder amtet udgifter til rådgivning, der påhviler amtet, jf. § 130. Der henvises i øvrigt til Socialministeriets bekendtgørelse nr. 927 af 8. december 1997 om fordeling mellem amterne, Københavns og Frederiksberg kommuner af udgifterne ved landsog landsdelsdækkende specialrådgivningsfunktioner, samt fordelingen af udgifterne ved driften af Hjælpemiddelinstituttet. Kapitel 3 Sagsbehandlingen Vurdering af behovet 27. Afgørelsen af, om der er behov for et hjælpemiddel eller forbrugsgode, træffes på grundlag af en samlet vurdering af ansøgerens situation i forhold til de indhentede oplysninger, jf. § 5 i retssikkerhedsloven, der er nævnt ovenfor. Det er vigtigt, at sagsbehandlingen forud for afgørelsen sker i et tæt samarbejde mellem borger og sagsbehandler. Det er borgeren, som bedst kan formulere sine behov. Gennem rådgivning kan han/hun således medvirke til at udrede hvilket hjælpemiddel eller forbrugsgode og af hvilken kvalitet, der er behov for. Det skal bemærkes, at udgangspunkt er, at der ydes hjælp til anskaffelse af det bedst egnede og billigste hjælpemiddel efter § 4 i hjælpemiddelbekendtgørel-
sen, jf. vejledningens kapitel 4, hvad dækker ydelsen. I forbindelse med behandlingen af en ansøgning om et hjælpemiddel eller forbrugsgode bør et ønske fra ansøgeren om at klare sig selvstændigt tilgodeses. Det bør endvidere indgå i overvejelserne, om det er hensigtsmæssigt at yde personlig støtte, fx til personlig og praktisk hjælp, jf. servicelovens kapitel 14, i stedet for eller som supplement til et hjælpemiddel. For en del hjælpemidler vil afgørelse om berettigelse straks kunne træffes på grundlag af en ansøgning og de helbredsmæssige oplysninger. Dette gælder fx diabeteshjælpemidler og stomiartikler. I andre tilfælde må der ofte tilvejebringes en bred beskrivelse af, på hvilken måde og i hvilket omfang funktionsevnen er nedsat, hvordan ansøgeren i øvrigt klarer sin dagligdag, og hvordan ansøgeren selv ønsker at indrette sin tilværelse med mulighed for at leve et så almindeligt og selvstændigt liv som muligt. Mange aspekter kan indgå i denne beskrivelse: Sociale forhold, fx familiemæssige forhold og deltagelse i fritidsaktiviteter Boligforhold, fx boligens indretning og forholdene omkring boligen Erhvervsmæssige forhold, fx erhvervets art eller om ansøger deltager i skole eller dag- og klubtilbud. Helbredsmæssige forhold, fx ansøgerens nedsatte funktionsevne, særlige hensyn at tage i sygdomsbilledet, anden nedsat funktionsevne eller anden lidelse, og skal hjælpemidlet/forbrugsgodet kombineres med behandling. Det bør heri særligt indgå, om lidelsen kan betragtes som progredierende. Øvrige forhold, fx om hjælpemidlet/forbrugsgodet skal kombineres med anden støtte, herunder fx personlig og praktisk hjælp efter § 71 i serviceloven. Særlige hensyn for enkelte handicapgrupper Handicappede Børn 28. Der kan gøre sig særlige hensyn gældende for enkelte handicapgruppers vedkommende. For eksempel må der ved vurdering af behov for hjælpemidler til børn lægges vægt på, at barnet i videst muligt omfang og med størst mulig selvstændighed kan udføre aktiviteter som andre 9 børn. Det er vigtigt at sætte tidligt ind med hjælpemidler. Tildeling af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 97 og 98 kan eventuelt kombineres med hjælp efter servicelovens § 28. Støtte til hjælpemidler, der alene anvendes til fritid/ leg, fx til et barn, som ikke har andre legemuligheder, ydes efter § 28. Hvis et hjælpemiddel til et barn alene skal bruges i forbindelse med undervisning, er det skolen, som skal sørge for anskaffelsen. Dette gælder også, hvis hjælpemidlet skal bruges i hjemmet til fx lektielæsning. Der henvises til punkt 85, Grundskolen. I andre situationer end ovenfor nævnt skal hjælpemidlet eller forbrugsgodet vurderes efter servicelovens §§ 97 eller 98. Om afgrænsning til anden lovgivning henvises til vejledningens kapitel 8. Udviklingshæmmede 29. For så vidt angår udviklingshæmmede skal man være særlig omhyggelig med at bedømme hjælpemiddelbehovet. Udviklingshæmmede har en enklere og mere konkret forståelse af virkeligheden. Over halvdelen af de udviklingshæmmede er multihandicappede, dvs. at forstandshandicappet kan være kombineret med syns-, høre- eller bevægelseshandicap. Forældre og andre pårørende bør så vidt muligt inddrages i vurderingen af hjælpemiddelbehovet. Personer med progredierende lidelser 30. Ved progredierende sygdomme som fx leddegigt, Parkinson Plus-sygdommene, muskelsvind, dissemineret sklerose, ALS (amyotrofisk lateral sklerose) og Spielmeyer-Vogt vil der ofte være behov for en række hjælpeforanstaltninger. Det er i den forbindelse vigtigt, at der ikke alene ses på det aktuelle behov, men også tages hensyn til den forventede fremtidige udvikling. Personer i botilbud m.m. 31. Vedrørende hjælpemidler, der er til fælles brug for personer i et botilbud for voksne samt i en daginstitution, klub eller døgninstitution for børn og unge, henvises der til hjælpemiddelbekendtgørelsens § 7 og vejledningens kapitel 8, punkt 110, om hjælpemidler i botilbud, daginstitutioner, klubber og døgninstitutioner.
Page 1 and 2: Socialmin., 5. kt. j.nr. 222-1090 V
Page 3 and 4: Bevilling efter anden lovgivning §
Page 5 and 6: Kapitel 2 Rådgivning og vejledning
Page 7: vikle og opbygge den nødvendige ek
Page 11 and 12: sikkerhedslovens § 11, om at myndi
Page 13 and 14: ver mulighed for at få et hjælpem
Page 15 and 16: Kapitel 5 Leverandørvalg - Hjælpe
Page 17 and 18: I de kommuner eller amtskommuner, h
Page 19 and 20: Almindeligt standardprodukt Hjælpe
Page 21 and 22: ved betaling af forskellen mellem p
Page 23 and 24: digheder, og at ansøgningen vurder
Page 25 and 26: ner, klubber og døgninstitutioner
Page 27 and 28: 5) Personlig assistance, der kan hj
Page 29 and 30: Voksne med fysiske eller psykiske h
Page 31 and 32: ge udgifter ved uddannelsen på den
Page 33 and 34: Hjælpemidler i botilbud, daginstit
Page 35 and 36: muligt at benytte en almindelig, fa
Page 37 and 38: Kvinder, der af anden grund mangler
Page 39 and 40: Socialministeriet fastsætter betal
Page 41 and 42: Ved information/kommunikation forst
Page 43 and 44: der er det bedst egnede og billigst
Page 45 and 46: typer, inden beslutning træffes. D
Page 47 and 48: Amtskommunen vil ved hyppigere skad
Page 49 and 50: 49 Bilag 1 Bekendtgørelse om ydels
Page 51 and 52: 51 Vejledende oversigt over hovedre
Page 53 and 54: sygesikringen med henblik på at fo
Page 55 and 56: Ankestyrelsen, Amaliegade 25, 1022
Page 57 and 58: 57 Bundgrænse for ydelserne 50 Bø
Page 59 and 60:
59 Hjælpemiddelinstituttet 23 Hør
Page 61 and 62:
61 Servicelovens § 84 45, 80, 131,
Page 63 and 64:
63 Y Ydelsestyper 63, 77 Ø Økonom
Page 65 and 66:
65 Handicappede børn 28 Udviklings
Page 67 and 68:
67 Skat 103 Andre Nyttige informati
show all

Vejledning om støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?