Hjemmelavet mad spares væk - Landsforeningen LEV

Kommunalreformens logik:
Flere kolde hænder
– flere centralkøkkener og
større institutioner
Større og mere effektive kommuner.
Mindre administration og flere varme
hænder. Mere nærhed og demokrati.
Det var de højtidelige løfter, som vi fik
forud for kommunalreformen, der snart
har fem års fødselsdag. Måske er det lidt
plat, men jeg kan altså ikke få et helt
bestemt – og for tiden meget moderne
– ord ud af hovedet: Løftebrud.
Kommunalreformen var en reform, som
både indebar sammenlægning af kommuner,
en betydelig opgaveomlægning
og ændringer i den måde, man beregner
og afregner udgifterne på indenfor
det sociale område. Al finansiering blev
et kommunalt anliggende, og langt
hovedparten af amternes tilbud overgik
til kommunerne. Tilbud til børn, unge
og voksne med udviklingshæmning
var blandt de områder, som blev berørt
allermest af reformen.
Et af nøgleargumenterne for reformen
var, at kommunernes administrative
udgifter ville styrtdykke. Stordriftens
velsignelser ville sikre, at der blev råd
til flere varme hænder i den offentlige
service. Det var stensikkert – og det var
fjollet at påstå noget som helst andet –
lød det dengang i 2006 og 2007.
Her snart fem år senere bliver det
stadigt mere tydeligt, at kommunalreformen
har haft den stik modsatte
virkning. Andelen af administrative
medarbejdere i kommunerne er praktisk
taget kun gået én vej, og det er opad.
Cirka 6.000 ekstra administrative medarbejdere
i form af chefer, akademikere,
kontor- og IT-ansatte er det blevet til de
seneste fem år – vel at mærke samtidigt
med at antallet af pædagoger, lærere og
SOSUer er raslet ned.
Måske er det lidt plat,
men jeg kan altså ikke
få et helt bestemt –
og for tiden meget
moderne – ord ud af
hovedet: Løftebrud.
I KL mener man –
som sædvanligt,
fristes man til
at sige – ikke, at
der er noget at
komme efter. ”De
varme hænder
frisættes til at
lave varme opgaver,
og vi samler
de kolde opgaver på de kolde hænder,"
sagde Michael Ziegler på vegne af KL
til TV2 den 26. september 2012. Tja…
øhh. Jeg gad nu godt vide, hvor mange
mennesker med udviklingshæmning og
deres pårørende, der har mærket noget
til denne frisættelse.
Den vildtvoksende administration i
landets kommuner er et stort spild af
ressourcer. Ressourcer, som kunne sikre,
at det ikke var nødvendigt at lægge
voksne mennesker i seng kl. 21.30 hver
aften på grund af personalemangel – for
blot at nævne ét enkelt eksempel.
Men de mange chefer og økonomer
i kommunerne har også en anden og
meget bekymrende effekt. En effekt,
LEdEr
AF Sytter KriStenSen,
LeVS LAndSFormAnd
som jeg blandt andet ser udtrykt i genindførelsen
af fortidens centralkøkkener.
Som du kan læse i dette nummer af LEV
Bladet, bliver stadig flere mennesker
med udviklingshæmning tvunget til et
helt voksenliv med mikroovns­mad fra
kommunens centralkøkken. Den pædagogiske
hjælp til selv at lave
sin mad fjernes helt, og du
skal oven i købet betale lønudgiften
for medarbejderne
i centralkøkkenet.
Den slags absurde koncepter
er også en konsekvens
af kommunernes vildtvoksende
administration.
I økonomens regneark ser
det nemlig fint ud. For regnearket har
ikke samvær, værdighed og livskvalitet
med i formlerne.
LEV oktobEr 2012 n 5