STALINS STØVLER

STALINS STØVLER
- UNDERVISNINGSMATERIALE -
1
18. JAN - 9. FEB
2013

1. FORORD
Kære lærer,
VELKOMMEN til forestillingen STALINS STØVLER og det dertilhørende skolemateriale.
STALINS STØVLER tager ytringsfrihed, censur og kunstnerens rolle i samfundet under kærlig
behandling i et spiddende og humoristisk portræt af Josef Stalin.
Forestillingen handler om den koldblodige tyran, der forfulgte og likviderede alle reelle og
potentielle modstandere – heriblandt en lang række af tidens russiske kunstnere.
Fra Stalins regime trækkes der paralleller til Vladimir Putins moderne jerngreb og nutidens
Rusland med politisk forfølgelse af det Putin-kritiske punkkollektiv Pussy Riot.
STALINS STØVLER er den anden forestilling i Rhea Lemans Josef-trilogi. Den første, HITLER
ON THE ROOF, hentede en Reumert hjem til Ina-Miriam Rosenbaum for hendes portrættering
af Josef Goebbels.
Undervisningsmaterialet indeholder et indblik i Rhea Lemans tanker bag STALINS STØVLER,
et historisk overblik og en historisk gennemgang med dertilhørende arbejdsspørgsmål samt
yderligere arbejdsspørgsmål til forestillingen.
Materialet skal bruges som et supplement til forestillingen. Det kan åbne op for en diskussion
omkring temaerne samt give anledning til en dybere refleksion over såvel de historiske
som de kulturelle aspekter af samfundet.
2

2. PRAKTISK INFO
DET KUNSTNERISKE HOLD BAG FORESTILLINGEN
Medvirkende: Ole Lemmeke Ina-Miriam Rosenbaum Lars Knutzon &
Anders Singh Vesterdahl
Manuskript og iscenesættelse: Rhea Leman
Scenografi: Lone Ernst
Lysdesign: Michael Breiner
Lyddesign: Emil Assing Høyer
Videodesign: Merit Fakler
Videoteknik: Kasper Stouenborg
Gæstespil af: BORSCHT
Forestillingen produceres med støtte fra Statens Kunstråds Scenekunstudvalg, Dansk
Skuespillerforbund, Wilhelm Hansen Fonden, Bikuben Fonden, Københavns Kommunes
Scenekunstudvalg, Nationalbankens Jubilæumsfond og DIVA-ordningen.
BILLETTER
Voksne: B-pris: 185 kr. (1.-7. række) og C-pris: 130 kr. (8.-9. række)
Unge under 25 år: B-pris: 115 kr. og C-pris: 60 kr.
Grupper for unge, min. 6 pers.: Kun i C: 35 kr.
Grupper for voksne, min. 8 pers.: B-pris: 165 kr. og C-pris: 110 kr.
Studerende: B-pris: 115 kr. og C-pris: 60 kr.
Billetter med studierabat
kan KUN købes via GROB på
tlf: 35 300 500 eller billet@grob.dk
Der pålægges et gebyr på 10,- pr. billet, uanset om billetter købes gennem BILLETTEN eller
GROBs eget billetkontor, grupper dog kun 5,- pr. billet.
SPILLEPERIODE
18. januar til 9. februar 2013 kl. 20 i hverdagen og kl. 17 om lørdagen.
3

3. RHEA LEMANS TANKER
BAG STALINS STØVLER
Under min research omkring Josef Goebbels og Det Tredje Rige, da jeg skrev HITLER ON THE
ROOF, dukkede der en anden forræderisk, dominerende figur fra det 20. århundrede op:
Josef Stalin.
Da jeg havde skrevet HITLER ON THE ROOF færdig, vendte jeg min opmærksomhed mod
Rusland, som altid har stået for mig som et fascinerende mysterium, eftersom mine
bedsteforældre rejste fra Kiev til Amerikas kyst. De tog en tyk, russisk accent med sig, men
efterlod sig historien og de gamle skikke. Jeg ville finde ud af mere om folket og deres 20.
århundrede-stålmand, kammerat Stalin.
Og sådan begyndte min rejse. Det er overflødigt at sige, at vejen var mørk, dårligt afmærket
med en masse diffuse, grusomme detaljer, der skulle dissekeres og fordøjes. Som ventet
førte denne vej til andre veje, der førte til andre veje, der førte til andre veje … og omsider
befandt jeg mig på den, der rummede de russiske digtere, forfattere og dramatikere fra
sidste århundrede.
Et af frøene til at skrive STALINS STØVLER blev sået, da jeg læste beskrivelsen af de
forfattere, der fik tilladelse til at rejse ud af Sovjetunionen under og efter Stalin-perioden. I
lufthavnen blev de grundigt undersøgt af politiet, ikke for skydevåben eller bomber, men for
deres manuskripter, deres digte, deres historier, deres skuespil, deres essays … det var de
virkelige bomber, der kunne eksplodere og ødelægge det kommunistiske Rusland.
Min opdagelse af digteren Anna Akhmatovas pragtfulde værker førte mig hen ad en vej, der
gjorde min rejse mere klar. Tågen lettede, retningen ændrede sig, og min motor var fuld af
brændstof. Ikke kun fordi Annas arbejde er så engageret i sjælens frihed og selve livets
stråleglans, men også fordi hendes mod som kunstner og menneske virker så stærkt på mig.
Et af temaerne i HITLER ON THE ROOF - det første stykke i min Josef-trilogi - fokuserede på
kunstnernes ansvar i Nazi-Tyskland. STALINS STØVLER - det andet stykke i Josef-trilogien -
fokuserer på det ansvar, kunstnerne havde i Stalins Rusland. Temaet er det samme, men
personernes handlinger er meget forskellige. Mens Leni Riefenstahl beundrede idéerne bag
Hitlers Nazi-Tyskland, så foragtede Anna Akhmatova Stalins Sovjetunion. Mens Leni blev
overøst med støtte og respekt og æret af Føreren selv, fik Anna forbud mod at skrive og
udgive sine digte. Hendes søn blev ved flere lejligheder smidt i fængsel, og mens Stalins
skånede hendes liv, så blev hun vidne til at flere af hendes kolleger mistede deres liv, enten
som følge af forholdene i fængslet, selvmord eller overlagt mord.
4

Den sidste del af min rejse var opdagelsen af de ulykkelige begivenheder, der begyndte i
2012 med den feministiske anarkist-gruppe PUSSY RIOTS. Deres kamp for
menneskerettigheder og ytringsfrihed forstærkede min tro på hovedtemaet i STALINS
STØVLER: ordets magt. Nadesjda Tolokonnikova, et af medlemmerne af Pussy Riots,
citerede Solsjenitsyn i sine udtalelser under hendes retssag: ”Som Solsjenitsyn tror jeg på, at
pennen er mægtigere end sværdet. Vi er i bur, men vi har ikke tabt. Som dissidenterne i
sovjettiden, der blev sat i fængsel eller psykiatriske hospitaler, er vores skæbne en dom over
regimet.”
Hendes ord får mig til at tænke på, hvor heldig jeg er, fordi jeg har frihed til at nedskrive
mine tanker, udtrykke mine meninger og fremsætte mine spørgsmål. For mig ville det være
spild af tid ikke at benytte mig af dette privilegium.
God fornøjelse!
Rhea Leman
5

4. handlingsreferat
Gennem dramaet om en dansk historikers møde med det moderne Rusland, får Stalins
grusomhed, som historikeren med dygtighed og en del fantasi har beskrevet i sit værk
"Stalins Støvler", på særlig vis krop og perspektiv, da Richard Brandts forelæsning ved et
russisk forfattersymposium bogstavelig talt går i sort.
Pludselig befinder han sig i Stalins gemakker på den sidste fødselsdag, hvor Josef har besøg
af den russiske digter Anna Ahkmatova, som vil forme det digt, som skal ledsage Stalin i
døden. I dialogen mellem kunstner og tyran, afsøges Stalins motiver, der som ung
revolutionær fik ham til at kæmpe for folkets frihed, for siden at fratage folket den samme
frihed og retten til selvstændig tænkning, med kunstnerne som de første ofre for mord og
deportation.
Med den danske forskers møde med Sandheden bag Ordene bevæger forestillingen sig frem
og tilbage i tid mellem Putins moderne jerngreb og Stalins blodige Rusland. Rhea Leman
sætter i sin forestilling fokus ”Revolutioner” de fortidige og de nutidige. Hvilke slags ledere
fødes ud af revolutionen og hvad er det personlige motiv der driver værket. Hvis der da er et
motiv…
Nutid og fortid bindes i forestillingen sammen af musik og lyd. Musikken skabes med
udgangspunkt i russiske folkesange og russisk pop til Anna Ahkmatovas digte og sangtekster
af Rhea Leman. De arrangeres/komponeres og spilles live i forestillingen af accordion
virtuosen Anders Singh Vesterdahl.
Det visuelle filmiske univers som låner fra Eisensteins berømte filmmontage teknik skabes af
den tyske videokunstner Merit Fakler.
6

5. HISTORISK OVERBLIK
OG GENNEMGANG
FØRSTE VERDENSKRIG SOM UDGANGSPUNKT
Det er umuligt at forstå kommunismens udbredelse og tiltrækningskraft gennem det meste
af 1900-tallet uden at inddrage Første Verdenskrig (1914-1918) som et afgørende
udgangspunkt. Der havde indtil da hersket fred mellem de europæiske stormagter (og USA) i
så mange år, at en kommende storkrig blev betragtet som utænkelig. Blandt alverdens
arbejdere var der opstået store socialdemokratier, der ved internationale kongresser havde
taget hinanden i ed på, at Europas arbejdere aldrig ville skyde på hinanden, men vende
geværerne den anden vej, mod magthaverne og de kapitalister, der kunne tænkes at
profitere af krigsindustrien. I borgerskabet mente man naivt, at det forhold, at Englands
konge, Tysklands kejser og Ruslands zar var nært beslægtede, på forhånd udelukkede en
væbnet konflikt mellem landene. Da krigen så alligevel brød ud i august 1914 efter et
attentat på den østrigske tronfølger i Sarajevo, regnede mange med, at det hele ville være
overstået til jul. Nogle mente endda, det ville være sundt for den slappe ungdom at opleve
et stålbad, der kunne modne både krop og sjæl. Selv de socialdemokratiske partier
droppede, da det kom til stykket, de internationale forpligtelser og blev hver for sig grebet
af fædrelandskærlighed. I Tyskland, der havde Europas største socialdemokrati, kunne
kejseren tilfreds konstatere: ”Jeg kender ingen partier mere, jeg kender kun tyskere.” Men
man kom ikke hjem til jul. Soldaterne på begge sider – især på vestfronten, i Belgien og
Frankrig – måtte gennemlide fire års skyttegravskrig, hvor fronten rykkede frem og tilbage
og frem igen uden for alvor at komme ud af stedet, mens millioner omkom i nærkamp med
granater, giftgas og bajonetter. Det blev et chok, der lammede en hel generation. Den
mistede brat troen på de gamle værdier, Gud, konge og fædreland. En samtidig dansk
forfatter har kaldt den ”generationen, der snublede i starten”.
Undersøg og beskriv, hvordan Første Verdenskrig brød ud.
Hvem var allierede under Første Verdenskrig?
Hvorfor er det vigtigt at inddrage fortiden, når man skal tale om noget, der først
har fundet sted langt senere?
7

LENIN I SPIDSEN
Den mest ustabile stormagt var Rusland i øst. Her havde det
enevældige zarstyre, der holdt den brede befolkning nede i
uvidenhed og overtro, efterhånden mistet enhver opbakning,
og soldaterne var umotiverede. Allerede i 1905 var en
revolution blevet slået ned, og som verdenskrigen skred frem,
voksede utilfredsheden. Alt tegnede til, at zar Nikolaj den 2.
måtte gå af og vige pladsen for et demokrati efter
vesteuropæisk forbillede. Det var i denne situation, Vladimir
Lenin med en lille hård kerne af tilhængere i november 1917 i
den daværende hovedstad Sankt Petersborg satte sig i spidsen
for en total samfundsomvæltning. Lenin erklærede krigen for
afsluttet for Ruslands vedkommende og opfordrede soldaterne
på alle fronter til at følge trop. Tiden var nu inde til at tage det opgør, ingen havde turdet
tage i 1914, da alle endnu havde betragtet krigen som en nobel sportsgren. Lenins meningsfæller
i Berlin, i Bayern og i Ungarn proklamerede i 1918-1919 den væbnede revolution,
men den blev alle andre steder end i Rusland slået ned med hård hånd af magthaverne.
Brug 10 min. på at alle i klassen hver især skriver alt det ned, de ved om Rusland.
Herefter læser hver elev det de har skrevet op og i stikordsform skrives det på
tavlen.
PROLETARIATETS DIKTATUR
Netop for at komme de hidtidige russiske magthavere til livs udråbte Lenin proletariatets
diktatur med sig selv i spidsen. Lenin var ikke selv proletar (arbejder), men en belæst
intellektuel teoretiker. Han ville have det tilbagestående Rusland til at fremstå som en
moderne stat eller snarere et moderne forbund af stater, en union af sovjetter (folkeråd),
for det gamle russiske kejserrige bestod af utallige folkeslag med vidt forskellige sprog, som
fik en større indre selvstændighed end før. Kirkens magt skulle forringes én gang for alle.
Arbejderne, bønderne og deres børn, som alt overvejende var analfabeter, skulle lære at
læse og skrive. Og det uendelige landbrugsland, der blev drevet med primitive metoder,
skulle afgive plads til en storindustri, som man kendte den i Vesteuropa. I samtidens
sovjetiske propaganda blev Lenin og hans aktiviteter ensbetydende med begrebet
elektricitet, for landet havde alt for længe henligget i mørke.
Diskuter i grupper, hvordan én mand på så kort tid kan få så meget magt over et
land.
Hvordan opfatter I ’en god leder’?
8

BORGERKRIG I RUSLAND
For at nå så meget på forholdsvis kort tid kvalte Lenin
ethvert tilløb til opposition. Både krigens ophør og zarens
tilbagetræden havde dannet grobund for andre
bevægelser og partier, men Lenins parti, bolsjevikkerne,
der samledes under den røde fane med arbejdernes
hammer og bøndernes traditionelle høstredskab, seglen,
som logo, blev det eneste tilladte. Som så ofte før i
tilsvarende situationer udbrød der en blodig borgerkrig.
Fordi Lenin erklærede proletariatets diktatur som et
forbillede, arbejderne i andre lande gjorde klogt i at kopiere, nøjedes stormagterne ikke
med at se på. England, Frankrig, USA og Japan, men også mindre lande sendte
ekspeditionskorps, interventions-tropper, ind i Rusland for at bekæmpe de gudløse
bolsjevikker, der havde afskaffet den gamle kejserhymne og ophøjet Internationale, der –
som titlen siger – hylder den internationale solidaritet, til nationalsang. Fra Danmark sendte
man med regeringens accept det privat finansierede Korps Westenholz, der med
udgangspunkt i Estland tog kampen op med de røde, men også i Danmark var der tidligere
socialdemokrater, der efter Lenins forbillede brød ud og dannede Danmarks
Kommunistiske Parti. Det gjaldt overalt: For det store flertal var Lenin og Sovjetunionen et
skræmmebillede, for et mindretal et lysende ideal. Det lykkedes hans højre hånd, Lev
Trotskij, at opstille den røde hær, gøre den kampdygtig og føre den til sejr, både i
borgerkrigen og mod interventionstropperne.
Hvilken symbolsk værdi har en fane som denne?
Nævn andre politiske symboler, som I støder på i jeres hverdag.
STALIN TAGER MAGTEN
Uden den nødvendige brutalitet ville det aldrig være lykkedes Lenin at nå så meget på så
kort tid. Hans imponerende resultater var ikke omkostningsfrie. Eftertiden har bebrejdet
ham, at han billigede, at zar Nikolaj, hans gemalinde og deres fem børn i juli 1918 blev skudt
i kælderen til den bygning, hvor de blev holdt i husarrest. Den frie presse og ytringsfriheden
var blevet kvalt i opløbet. Kirkerne blev i vid udstrækning lukket eller indrettet til andre
formål, fordi den russisk-ortodokse kirke og zardømmet havde hængt ubrydeligt sammen.
Men allerede i 1922 blev Lenin ramt af et slagtilfælde og var fra da af ude af stand til at tage
del i den daglige ledelse. Blandt hans nærmeste medarbejdere opstod der en rivalisering
om, hvem der skulle efterfølge ham. Mange betragtede Lev Trotskij som den mest oplagte
kandidat; han var en stor organisatorisk begavelse og havde vist handlekraft på både godt
og ondt. Da Lenin døde i 1924, lykkedes det dog den hidtil forholdsvis ukendte Josef Stalin
at udmanøvrere Trotskij, der måtte søge tilflugt i udlandet og endte i Mexico, hvor det i
1940 lykkedes en af Stalins agenter at dræbe ham med en isøkse.
9

Gå i grupper og skriv alt det ned i ved om Josef Stalin inden i læser videre om
Manden af stål. Fremlæg efterfølgende jeres fællesviden for klassen.
MANDEN AF STÅL
Stalin havde været heltidsrevolutionær fra omkring 1905. Han hed oprindeligt Iosif
Dzjugasvili. Stalin, som betyder manden af stål, var et dæknavn, han brugte i sit illegale
arbejde. Han var søn af en velstående skomager med mange ansatte, men faderen havde på
grund af drukkenskab formøblet det meste. Han tævede både konen og sønnen. Josef var
velbegavet, så det lykkedes ham at blive optaget på et præsteseminar. Det var i samværet
med jævnaldrende dér, han stiftede bekendtskab med socialismens ideer. Han stillede sig til
rådighed for Lenin, og da revolutionen var sikret og posterne skulle fordeles, blev Stalin
folkekommissær for nationale anliggender, d.v.s., at han skulle få de mange folkeslag i
Sovjetunionen til at fungere sammen og ikke mod hinanden. Stalin var ikke russer, men fra
Georgien, det gjorde ham egnet til sådan en opgave. Han forsøgte sig i begyndelsen med
det muliges kunst, men da de forskellige folkeslag kappedes om at sikre sig særrettigheder
for netop deres sprog og kultur, slog han hårdt ned og fik dem til at rette ind under
diktaterne fra unionens nye hovedstad, Moskva. De forskellige kulturer med folkedans i
folkedragter, der rakte fra Polen til Mongoliet, blev reduceret til et farverigt indslag, der blev
hentet frem ved festlige lejligheder og stillet offentligt til skue. Georgieren Iosif Dzjugasvili
alias Josef Stalin gjorde sig til redskab for den russiske centralmagt og veg ikke tilbage fra at
forfølge sine egne oprindelige landsmænd, ligesom han senere flyttede rundt på unionens
folkegrupper efter forgodtbefindende.
Hvordan kom Stalin til magten i Rusland?
Hvad kæmpede Stalin for?
DET HEMMELIGE POLITI: KGB
Lenin havde i et hemmeligt testamente advaret mod Stalins grovhed. Zaren havde haft sit
hemmelige politi, Lenin genoplivede institutionen med nyt personale, og under Stalin blev
det hemmelige politi, KGB, en stat i staten. Der var fortsat mange kræfter, der ville
Sovjetunionen til livs. Det kunne være udenlandske agenter, der udførte sabotage mod de
nye industrielle indretninger; det kunne være tilhængere af zarstyret, der opererede i det
skjulte for at genindføre det gamle system; det kunne være tilhængere af Trotskij, der stadig
arbejdede for verdensrevolutionen, mens Stalin var slået om og ville gennemføre
revolutionen i et enkelt land; og efter 1933 kunne det være Hitler og de tyske nazister, der
regnede kommunismen og Sovjetunionen blandt hovedfjenderne. Der var reelle fjender nok
at tage af, men Stalin opfandt og udnævnte endnu flere, hvis det passede i hans kram.
Find ud af mere om KGB’s indflydelse og arbejde i landet.
Hvem forsøgte at modarbejde Stalin?
10

PAVLIK-KULTEN
Et af kommunismens hovedanliggender var kollektiviseringen af landbruget og i den
forbindelse ophævelsen af den private ejendomsret til jord. De store godsejere var for
længst flygtet, men tilbage var der millioner af bønder, der dyrkede deres marker og levede
af afgrøderne. Nu, hvor alt skulle være fælleseje, var der en betydelig modstand blandt de
bønder, der havde nok i deres eget. De blev stemplet som kulakker og beskyldt for at holde
høsten tilbage og sælge den til overpris på det sorte marked, mens almindelige mennesker
sultede. Uanset at disse beskyldninger i langt de fleste tilfælde var det pure opspind, lod
Stalin og hans apparat foretage massehenrettelser af kulakker uden rettergang. I
kombination med dårlig høst førte disse overgreb til hungersnød. Stikkeriet florerede, og
børn blev opfordret til at angive deres forældre. En 13-årig skoledreng Pavlik Morozov, der i
1932 havde angivet sin far for at stå i ledtog med kulakkerne og bagefter var blevet myrdet
af sin familie, blev fejret som forbillede og martyr, og det ikke bare i skolebøgerne. Pavlikkulten
gav bl.a. anledning til adskillige statuer, en opera og en film af den berømte
instruktør Sergej Eisenstein.
Find materiale om og billeder af Pavlik Morozov.
KULTURLIVET UNDER STALIN
I den første bølge af revolutionære var der mange begavede digtere og billedkunstnere, der
i jernbanevogne, propagandacentraler på hjul, drog ud blandt de skeptiske bønder, der ikke
kunne læse, for at vinde dem for kommunismen ved hjælp af slagkraftige vers og
farvestrålende plakater. Den mest markante af disse pionerer var Vladimir Majakovskij. Snart
fokuserede litteraturen på de tekniske landvindinger. Man skrev traktorlyrik og romaner om,
hvordan stålet blev hærdet, og der blev opført skuespil, som angreb de forbryderiske kulakker.
Ligesom man foretrak skønheden i en nyopført fabriksbygning eller en olieledning frem for den
evige, uberørte natur, affærdigede man det rent private i kunsten som reaktionært navlepilleri.
Kærlighedsdigtning, der ikke var forankret i den aktuelle sociale virkelighed, i kollektivet, var ildeset.
Stalin krævede af digterne, at de skulle være sjælens ingeniører, som om man ved hjælp af
litteraturen kunne konstruere det nye menneske fra bunden. Ensretningen af kulturen medførte, at
man i 1934 ophøjede den socialistiske realisme til statsdoktrin: Fra nu af ville man kun tolerere
glansbilleder af det muntre liv blandt tilfredse sovjetborgere.
Under zaren havde adelens og det bedre borgerskabs børn lært fremmedsprog og studeret i
udlandet. De, der vendte tilbage og bakkede det nye styre op, blev betragtet som mere eller mindre
upålidelige. De mere pålidelige var internationalisterne, der kunne formidle regimets ærinder til
lande uden for Sovjetunionen; de mindre pålidelige var kosmopoliterne (verdensborgerne), hvis
loyalitet blev draget i tvivl, fordi de kunne være alt for påvirkelige for fremmed indflydelse. Hvem,
der var hvad, var det helt op til tjekaen at afgøre.
11

ANNA AKHMATOVA OG MARINA TSVETAEVA
De to kvinder Anna Akhmatova og Marina Tsvetaeva havde hørt til
zartidens privilegerede elite, men var i grunden upolitiske digtere og
sande kosmopoliter med en bred international berøringsflade. De var
brudt igennem og havde fået et stort publikum inden revolutionen, som
ingen af dem sympatiserede med. De var i konstant livsfare og måtte
begge opleve, at deres mænd blev henrettet og deres børn deporteret til
fangelejre. Akhmatova nægtede at forlade sit fædreland og gennemlevede
under store omkostninger alle omskifteligheder frem til sin død i 1966.
Tsvetaeva emigrerede ligesom så mange andre og opholdt sig bl.a. i Paris,
hvor hun på afstand fik øjnene op for kommunismens fortræffeligheder. I
1939 søgte hun tilbage til Sovjetunionen, men havde så elendige arbejdsforhold, at hun i 1941 begik
selvmord ved at hænge sig. De to kvinder blev stadig læst, selv om det ikke var noget, man skulle
tale højt om. I lange perioder var Anna Akhmatovas digte henvist til at blive udbredt som samizdat,
afskrifter i hånden og illegale tryk.
Lav en fælles analyse af et af Anna Akhmatovas digte (bilag 1)
Find yderligere informationer om Anna Akhmatovas liv
Hvorfor tror I Annas Akhmatovas søn gang på gang blev sendt i fængsel?
Stalin og hans kulturfunktionærer så skævt til digtere som Akhmatova og Tsvetaeva. På den anden
side var der til stadighed brug for kultiverede, sprogbegavede kunstnere og intellektuelle, der kunne
repræsentere Sovjetunionen ved kulturelle begivenheder i udlandet og gøre en god figur. Til det
formål benyttede man bl.a. Boris Pasternak og Ilja Erenburg. Det var livsfarligt for de udvalgte, fordi
tjekaen så ikke hele tiden kunne holde dem under observation, og de derfor risikerede at komme
under fremmed påvirkning. Når tjekaen sammensatte arrestationslister, blev de altid forelagt Stalin
til godkendelse. Ved en lejlighed skal Pasternak have været på listen, men Stalin strøg ham med en
bemærkning om, at man skulle lade denne verdensfjerne drømmer være i fred. Ehrenburg, den
videst berejste og sejeste overlever af alle, synes aldrig for alvor at have været i farezonen – trods
alle odds.
Revolutionens geniale versemager var som tidligere nævnt Vladimir Majakovskij, en rebel, der
allerede i 1912 havde været medforfatter til manifestet ”En lussing til den offentlige smag”, som
angav hans grundholdning. Allerede før revolutionen sluttede han sig til bolsjevikkerne med et
brændende engagement. Hans digtning lugter af sved og krudt, den er båret af et medrivende
sprogligt overskud, som sammen med hans respektløse teaterstykker især appellerede til
ungdommen. Af private grunde begik Majakovskij selvmord allerede i 1930. Det var ikke nogen god
reklame for sagen, og dele af kulturbureaukratiet var nu tilbøjelige til at afskrive ham som en
medløber, der ikke havde været fast nok i troen. Faktisk var det Stalin selv, der insisterede på at
fastholde ham som revolutionens digter, hvilket på langt sigt gjorde ham til skolepensum helt frem
til Sovjetunionens sammenbrud. Han er heller ikke i dag gået i glemmebogen. Ligesom Majakovskij
havde læst sine digte op for tusinder ad gangen, mødes en ny tids digtere ved hans statue i Moskva
og taler direkte til publikum.
Josef Stalin herskede over en gammel kulturnation, hvis litteratur, musik, ballet m.m. har beriget
hele menneskeheden. Det kan man være tilbøjelig til at glemme midt i al den gru, han omgav sig
12

med. Bortset fra hans svaghed for Majakovskij havde han en udpræget gammeldags smag, og helt
selvfølgeligt blev han på alle felter betragtet som øverste smagsdommer. Han var ikke belæst som
Lenin og havde en særlig forkærlighed for de vemodige russiske folkesange, der går godt til et glas
vodka eller flere. Det forekom, at han holdt nattesæde med sine ministre og nærmeste
medarbejdere, som han havde en vis fornøjelse af at ydmyge med barokke selskabslege. Lige til det
sidste yndede han at gøre folk i sine omgivelser usikre med spørgsmål som: ”Hvorfor kigger du hele
tiden til siden?”
Hvilken effekt har det at bruge kulturen til at repræsentere og diskutere
samfundet?
Hvilken betydning, synes I, kunsten har i Danmark i dag?
Kan I nævne nogle danske kunstnere, der i dag bruger deres værker til at udtale sig
om samfundet eller vise deres politiske orientering?
DEN PARNOIDE STALIN
Stalin var aldrig tryg. Han følte en stadig trussel fra de andre af Lenins gamle medarbejdere.
Da Sergej Kirov, den populære partisekretær i Leningrad, det tidligere Sankt Petersborg,
blev myrdet i 1934, efter al sandsynlighed på Stalins egen foranledning, fordi han i Kirov så
sin farligste rival, fandt Stalin en ydre anledning til at foretage en udrensning i partitoppen
med det påskud at ville finde og straffe de skyldige i mordet. Hermed indledtes de
berygtede Moskva-processer, der prægede årene 1936-1938. De mistænkte blev arresteret
af KGB og underkastet fysisk og psykisk tortur. Selve processerne foregik i fuld offentlighed
og blev omhyggeligt ført til protokol. Disse protokoller blev oversat til alverdens sprog og
trykt, så også udenlandske kommunister og andre interesserede kunne læse om de uhyrlige
forbrydelser, de anklagede havde gjort sig skyldige i. Det ejendommelige var, at disse
prominente politikere, Lenins gamle kampfæller og Stalins tidligere kolleger, ikke bare
tilstod, men ofte indrømmede endnu flere nederdrægtigheder end dem, der stod i
anklageskriftet. ”Skyd dem ned som gale hunde,” bjæffede anklageren for åben mikrofon.
Og det blev de så, alle som én. Men ved siden af disse celebre processer, der blev dækket af
alverdens medier, greb udrensningsbølgen om sig i den brede befolkning, hvor folk kunne
blive hentet om natten og forsvinde i et af de berygtede fængsler eller i en af de enorme
arbejdslejre, der især strakte sig i Sibirien (kendt som øhavet Gulag). Disse vilkårlige straffe
gik også ud over de udenlandske kommunister, bl.a. de mange tyske funktionærer, der
havde søgt tilflugt i Sovjetunionen efter Hitlers magtovertagelse i 1933. Det tidligere danske
folketingsmedlem Arne Munch-Petersen, som Danmarks Kommunistiske Parti i 1936 havde
sendt til Moskva som sin repræsentant, forsvandt sporløst året efter. Heller ikke Munch-
Petersen var trotskist eller agent for en fjendtlig magt, men tværtimod i et og alt Stalins
lydige redskab.
Hvilken effekt tror I, det havde, at alle processer og protokoller var offentligt
tilgængelige og blev oversat til flere sprog?
Beskriv, med den viden I har nu, Stalin som leder.
13

STALIN VS. HITLER
Selv om Josef Stalin overlod det grove arbejde til KGB, må han have trivedes ved den
omsiggribende usikkerhed i sine omgivelser, der omplantede hans egen paranoia til en hel
befolkning, hvor ingen kunne vide sig sikker. En sammenligning med Hitler og Nazityskland
trænger sig på. Hvis en tysker ikke var jøde eller aktiv antinazist og i det hele taget
indordnede sig, skete der ham ikke noget, hvorimod en sovjetborger var som et lod i et
lotterispil, hvor man til enhver tid risikerede at blive udtrukket. Selv en navneforveksling
kunne blive fatal. Uskyldigt dømte, der overlevede, har bagefter kunnet fortælle, hvordan
de ransagede deres samvittighed, indtil de fandt en eller anden bagatel, bare en tanke
måske, der så alligevel fik dem til at føle sig skyldige og straffet med rette. Parolen blandt
dem, der endnu var på fri fod, lød: vær på vagt! - ikke mod øvrigheden, men mod de venner
og bekendte, der røbede blot den mindste smule tvivl om styrets ufejlbarlighed. Stalin, der
lige så lidt som Hitler levede i sus og dus eller væltede sig i kvinder, må have følt en pervers
nydelse ved selve magten. Han betragtede sig nok som Lenins legitime efterfølger, men
tillagde sig også tydelige træk, der forbandt ham med de gammelrussiske eneherskere som
Ivan den Grusomme og Peter den Store. Alligevel kunne han fortsat udstede sine diktater til
de kommunistiske partier i parlamentariske demokratier som Danmark. Her krævede
partidisciplinen, at man troede hvert eneste ord i de tilståelser, der kunne læses i
protokollerne fra processerne, som også udkom i dansk oversættelse, og man tilsluttede sig
fordømmelsen af gårsdagens helte, der nu havde forvandlet sig til gemene forbrydere, som
nu hørte hjemme på historiens losseplads.
Hvilke forskelle kan findes mellem Stalin og Hitler?
Hvilke ligheder kan findes mellem Stalin og Hitler?
PAGTEN MED HITLER
Den største kamel, de udenlandske kommunister
måtte sluge, var den pagt, Stalin uden varsel indgik
med Hitler i august 1939. Angiveligt skete det for at
holde Sovjetunionen uden for konflikten mellem
Frankrig og England på den ene side og Tyskland på
den anden. Da Hitler så alligevel indledte en
tofrontskrig
og
invaderede Sovjetunionen i juni 1941, kom det bag
på Stalin, der intet havde gjort for at forberede sig på
denne risiko. Han havde tværtimod ladet
størstedelen af generalerne i den røde hær henrette
under udrensningerne. Igen nedtonede han
kommunismens ideer om international solidaritet og
14

appellerede i stedet til den gammelrussiske patriotisme, idet han udråbte den store
fædrelandskrig, helt i zarernes ånd. I 1944 gik han så vidt, at han udskiftede Internationale
med en ny nationalhymne, hvis melodi stadig bruges i Rusland i dag (hvor Stalin er røget ud
af teksten, og Gud er kommet ind i stedet). Stalin drog paralleller til Napoleons russiske
felttog i 1812, der var blevet slået tilbage af de kolde vintre, som hverken franskmændene
dengang eller tyskerne nu var klædt på til. Napoleon var nået helt frem til Moskva, mens
Hitler blev bremset uden for byen.
Hvilken symbolsk værdi kan en nationalhymne have for et folk?
Diskuter, hvad ”Der er et yndigt land” betyder for jer.
INDLEDNINGEN TIL DEN KOLDE KRIG
Nu skulle Stalin pludselig gøre sig gældende som statsmand på den internationale scene.
Han udstyrede sig selv med titlen generalissimus, øverstkommanderende general for den
røde hær. Det traditionelt antikommunistiske USA, der i december 1941 var gået ind i krigen
på Englands side, forsynede nu ad søvejen den gamle fjende med krigsmateriel og omtalte
gemytligt Stalin som uncle Joe. Man har med en vis ret hævdet, at det var amerikanske
dollars og den røde hærs indsats, der afgjorde udfaldet på Anden Verdenskrig. De sovjetiske
soldater blev kommanderet vestpå under udfoldelse af stor brutalitet; hvis de veg tilbage,
blev de skudt ned bagfra af KGB’s tropper. Det blev betragtet som vanærende at falde i tysk
krigsfangenskab. Det skete for Stalins ældste søn, Yakov. Tyskerne mente, de havde et godt
kort på hånden, men Stalin nægtede at forhandle om Yakovs frigivelse, og han døde i den
tyske koncentrationslejr Sachsenhausen. Det enorme areal, den røde hær befriede/
erobrede helt frem til området lige øst for Lübeck syd for den dansk-tyske grænse i maj
1945, blev af USA og England accepteret som fremtidigt sovjetisk interesseområde. I de
befriede østeuropæiske stater blev der omkring 1948 ved kup indsat kommunistiske
regeringer, der i et og alt tog imod ordrer fra Moskva. Hermed gik et jerntæppe ned midt
gennem Europa, og Den kolde krig indledtes, præget af den gensidige atombombetrussel.
Hvad ligger der i ordet ”jerntæppe”?
Hvem var allierede under Den kolde krig?
STALINS DØD
Sommetider gentager historien sig. For at ingen skulle føle sig for sikker i sadlen, iscenesatte
Stalin i 1949 i Ungarn og i 1952 i Tjekkoslovakiet skueprocesser mod ledende
partifunktionærer, der i et og alt fulgte mønsteret fra Moskva-processerne i 1936-1938:
overbeviste stalinister blev anklaget for de mest utrolige forbrydelser, erklærede sig skyldige
og blev henrettet. I Prag blev ofrene kremeret og asken bagefter spredt ud på
indkørselsvejene for at hindre glatføre. Et flertal af de dømte var oprindeligt af jødisk
familie, og blandt anklagerne gik punktet ”zionistisk virksomhed” igen. Dette vakte
international opstandelse på baggrund af nazisternes holocaust, men Stalin var som så
15

mange russere en garvet antisemit, der ikke lod sig anfægte at tidens strømninger. Også en
række jødiske læger i Moskva lod han arrestere for at have planlagt et giftmord på ham selv.
Stalin døde dog uventet, inden lægerne kom for retten, og de blev alle løsladt på grund af
mangelen på beviser. Stalin pådrog sig et slagtilfælde, mens han lå i sengen på sit landsted
uden for Moskva. Ingen af hans medarbejdere rørte en finger for at skaffe hurtig lægehjælp.
Han kunne ikke tale sammenhængende og var ikke længere farlig for sine omgivelser. Uden
at blive flyttet døde han efter nogle få dages sygeleje den 5. marts 1953.
Hvad vil det sige at være ’antisemit’?
AFSTALINISERING
Ved sin død blev Stalin overalt fremhævet for sin andel i Hitlertysklands nederlag, og det var
først under en hemmelig tale ved den 20. partikongres i 1956 i Moskva, at den daværende
partisekretær Nikita Khrusjtjov gjorde op med væsentlige sider af hans forbryderiske styre.
Ordlyden lækkede hurtigt til medier i vest, og det gik op for kommunister over hele verden,
at de havde tjent en massemorder. Khrusjtjov indledte en afstalinisering, der bl.a. indebar,
at en lang række af de dømte og henrettede blev rehabiliterede, d.v.s. blev frikendt og fik
æresoprejsning, men da de jo ikke kunne genopvækkes fra de døde, var det kun et symbolsk
plaster på såret for de efterladte. Digteren Anna Akhmatova, der i 1946 var blevet hånet
som ”halvt luder, halvt nonne” af Stalins lakajer, fik i 1966 tilladelse til at rejse til England for
at blive udnævnt til æresdoktor i Oxford. Betydelig international opmærksomhed vakte det,
at Stalins eneste datter, Svetlana, hvis mor havde begået selvmord i 1932, søgte eksil i USA i
1967. Hun skrev sine erindringer, der dog ikke kunne kaste afgørende nyt lys over den
gådefulde diktator. Det var først fra omkring 1988 under Mikhail Gorbatjov, at KGB’s arkiver
blev gjort tilgængelige, og man kunne nu sort på hvidt få vished om den skæbne, der var
overgået ofrene for udrensningerne, bl.a. danskeren Arne Munch-Petersen. I 1991 fik hans
89-årige enke, der hidtil havde klamret sig til håbet om, at hendes mand i 1937 var blevet
sendt ud på en hemmelig mission i partiets tjeneste, at vide, at hun havde håbet forgæves
det meste af sit liv: Munch-Petersen var død af tuberkulose i et fængsel i Moskva i 1940.
Samtidig fik enken af de sovjetiske diplomater i København højtideligt overrakt et dokument
på, at også han nu var rehabiliteret. Det måtte hun så trøste sig med.
Hvordan bør man bearbejde et kulturelt traume?
Mener I, at det er vigtigt at tale om traumatiske hændelser og massemord? Eller er
det bedre bare at glemme, at det er sket?
PUTIN I FRONT
Da Sovjetunionen kollapsede i 1991, faldt den fra hinanden i femten selvstændige
republikker; det gjaldt bl.a. Stalins fødeland, det transkaukasiske Georgien, der siden har
oplevet både reformer og væbnede konflikter, mens især det europæiske Hviderusland og
det centralasiatiske Turkmenistan har etableret benhårde stalinistiske diktaturer. Det
16

oprindelige Rusland genopstod med Boris Jeltsin som
præsident, og zartiden, der både under Lenin og Stalin havde
været tabu, blev genstand for en blomstrende interesse.
Ligresterne af den myrdede zarfamilie blev opsporet under
åben himmel og stedt til hvile i Peter-Paul-Katedralen i Sankt
Petersborg. Og i 2006 blev moderen til den sidste zar, den
danskfødte enkekejserinde Dagmar, der i 1928 var død som
landflygtig i Klampenborg og siden havde henstået i Roskilde
Domkirke, under pomp og fragt overført til den samme
katedral. Tilsvarende viste det sig, at den russisk-ortodokse
kirke, der havde været undertrykt i mere end 70 år, i det
skjulte levede videre i befolkningens hjerter og nu atter
kunne indtage sin gamle position. I 2000 helgenkårede kirken den myrdede zar Nikolaj den
2. og hans familie, selv om han i enhver henseende havde været et nul. De ældgamle
veteraner fra den store fædrelandskrig med brystet fuldt af klirrende medaljer gør stadig
krav på respekt, og i dette brogede helhedsbillede kan man vanskeligt se bort fra
generalissimus Stalin, den store feltherre. Men først og fremmest gjorde det kapitalistiske
fremmedord business sit indtog over en bred front, og ud af al denne spredte business
opstod oligarkerne, der under Jeltsin opkøbte de gamle statslige monopoler til spotpris og
nu omsætter en del af deres rigdom til nyopførte palæer med vulgær, typisk nyrig
boligindretning og kunstsamlinger i milliardklassen, mens en ny tids proletariat må suge på
labben. Ruslands nye stærke mand, Jeltsins efterfølger Vladimir Putin, der er opvokset
under kommunismen og har en karriere i KGB bag sig, er i dag ortodoks kristen og har sin
egen skriftefader. KGB findes ikke mere, men det hemmelige politi eksisterer videre under
andet navn og betjener sig af de samme metoder, om end ikke i det samme omfang som
forgængeren. Under Putin er FNs menneskerettigheder hyppigt blevet krænket, det gælder
bl.a. ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og retssikkerhed. Den Putin-kritiske journalist Anna
Politkovskaja blev i 2006 myrdet under mystiske omstændigheder, og to medlemmer af den
kvindelige punk-gruppe Pussy Riot, der i 2012 demonstrerede mod Putin ved en happening i
en kirke, er blevet idømt fængsel i to år, hvor en betinget dom for forstyrrelse af den
offentlige orden havde været anderledes passende. Ud af disse og mange andre eksempler
fornemmer man Vladimir Putins ambitioner som folkevalgt enehersker. En direkte
sammenligning med Stalin ville dog indirekte være en bagatellisering af det sorteste kapitel i
Ruslands historie.
Undersøg hvordan Vesten opfatter Putin som leder.
Undersøg hvordan det russiske folk opfatter Putin som leder.
Del klassen op i grupper og lad dem finde ud af mere om Anna Politkovskaja og
Pussy Riot-sagen.
17

MASSEMORDEREN STALIN
Hvad der begyndte som en nødvendig reform og en længe tiltrængt modernisering af et
tilbagestående samfund under Lenin, degenererede under Stalin til et terrorregime. Hvad
antallet af hans ofre angår, er han en af sit århundredes største massemordere. Hvor Hitler
til punkt og prikke efterlevede sit oprindelige program om Tysklands storhed på alle andre
nationers bekostning, forrådte Stalin de idealer, han havde viet sit liv til: det klasseløse
samfund med den størst mulige frihed til alle mennesker på kloden.
STALIN SOM IKON
I modsætning til Hitler, som vi kan nærlæse i timevis på film i alle mulige sindsstemninger,
findes der forbløffende få levende billeder af Stalin, kun et par minutter ad gangen. Hans
bevægelser er afmålte, og hans mimik er sparsom. Under det kraftige overskæg aner man
sommetider et smil, der aldrig når op til de uudgrundelige øjne. Efter russisk skik lader han
sig en sjælden gang kramme af børn og gamle koner. Heller ikke hans stemme er vi videre
fortrolige med. Derimod forekommer han i adskillige sovjetiske spillefilm, fremstillet stærkt
idealiseret af skuespillere med en væsentligt højere statur end originalen. En af disse, den
georgiskfødte Mikheil Gelovani, der ligefrem udnyttede sit hjemlands dialekttone i rollen,
spillede næsten ikke andet, han lagde ansigt og krop til Stalin i hele tolv spillefilm mellem
1938 og diktatorens død, og han var ikke alene om det. Siden har man ikke set så meget til
Stalin i spillefilm. Nå jo, i 1992 leverede den amerikanske skuespiller Robert Duvall en
Golden Globe-præmieret indsats som Stalin i en knap tre timer lang og meget dyr tv-film,
instrueret af den tjekkiskfødte Ivan Passer. Den ligger endda til fri afbenyttelse på YouTube.
På dette løse grundlag er det muligt at efterrationalisere: her ser vi en ond mand. Men der
var også folk i hans samtid, millioner af russere og andre, der betragtede ham som god.
Enhver kan – alt efter overbevisning – føle sig bekræftet i sin forudfattede mening. Lidt
forenklet kan man sige: Hitler var en dynamisk performer, Stalin et ikon. Der er afgørende
forskelle: Hitler måtte før 1933 i fuld offentlighed udmanøvrere alle konkurrenter i et
demokrati, hvor enhver kunne komme til orde. Stalin kunne være ligeglad: Han fremstod
pludselig som et produkt af interne intriger, der lå bag ham, da han trådte frem for
offentligheden. Ligesom et gammelrussisk helgen-ikon blev han snart genstand for en
religiøs dyrkelse, som han direkte fremmede blandt sine undersåtter. Han var uden for og
over alle normale menneskelige kategorier. Selv i Gulag græd fangerne, da de hørte, han var
død.
18

6. ARBEJDSSPØRGSMÅL
TIL FORESTILLINGEN
SCENOGRAFI:
Hvordan fungerer scenografien?
Hvilken rolle spiller musikken i forestillingen?
Hvilken rolle spiller brugen af video i forestillingen?
TEMAER:
Hvilke temaer berører forestillingen?
YDERLIGERE:
Lav en personkarakteristik af ’den unge Stalin’ i forestillingen.
Lav en personkarakteristik af ’den ældre Stalin’ i forestillingen.
Lav en personkarakteristik af Anna Akhmatova i forestillingen.
o Hvorfor opsøger hun Stalin?
Lav en personkarakteristik af Richard Brandt
o Hvilken funktion har karakteren i forestillingen?
FORTIDSBEARBEJDELSE:
Diskuter begrebet ’vidnesbyrd-kultur’
Har I mødt andre teaterforestillinger eller bøger, der handler om at repræsentere
fortiden?
Synes I, at det er en god idé at bruge teatret som et sted, hvor man kan tage
historiske emner og traumer op?
19

Bilag 1
Udvalgte digte af ANNA AKHMATOVA
Som et såret dyr har du
klynget mig op på en blodplettet krog
så at fremmede, hoverende, undrende og vantro
kan kredse omkring og stirre på mig
------
Jeg skåler for huset i ruiner
for ondskaben i mit liv
for den ensomhed, vi deler
Og jeg skåler for dig –
For løgnen på de læber, der forrådte mig
For øjnenes dødelig kulde
For den kendsgerning, at verden er ond og depraveret
og den kendsgerning, at Gud ikke frelste.
------
Digteren er ikke et menneske, han er kun en ånd –
Selv om han er blind, som Homer, eller som Beethoven, døv –
Han ser alt, han hører alt
Og han besidder og bruger det hele
------
Jeg vidste, jeg kom til dig i din drøm
fordi jeg ikke kunne falde i søvn
Lampen flimrede blåt
og pegede stien ud for mig
Du fulgte med, du kendte ikke vejen
Og du tænkte ”Hurtigere, hurtigere.!
Åh, bare at finde hende
og ikke vågne op, før vi mødes
Og vagten ved den røde port
Råbte ”Holdt!”
Isen brød sammen og revnede
Sort vand kom op under fødderne
”Dette er søen,” tænkte du
”I søen er der en lille ø …”
og pludselig fra mørket
skinnede den lille blå flamme
I den magre dags skærende lys
vågnede du og begyndte at stønne
og for første gang
kaldte du højlydt på mig med mit navn
20