H1 - Portfolio Marie Agger

Portfolio H1 

Marie Agger 

2Krogh AS 

❧

KOlOfOn 

Portfolio på H1 

af Marie Agger 

Mediegrafikerelev hos 2Krogh AS 

Aarhus Tech, 09medie8a 

Demonstration af de fire kernefagligheder: 

◆ Grafisk design 

◆ Typografi & ombrydning 

◆ Grafik & billede 

◆ Grafisk produktion & workflow 

Format: 420 × 297 

Grundskrift: 11/13.5 Fedra Sans Pro

Grafisk desiGn 

Nyhedsmagasinet RÆSON 

KAN 

POLITIKERNE 

LØSE 

DANMARKS 

PROBLEMER? 

VERDENS NYE MAGTBALANCE 

tyPoGrafi & ombrydninG 

„Ord for Livet“ 

INTERVIEWS MED BL.A. BO LIDEGAARD, SØREN PIND, SØREN ESPERSEN, PETER VIGGO JAKOBSEN OG THOR MÖGER PEDERSEN 

ARTIKLER AF BL.A. HENRIK DAHL, MARLENE WIND, LARS ERSLEV, MIKKEL VEDBY, TORBEN M. ANDERSEN OG NIELS BJERRE-POULSEN 

Grafik & billede 

Rentegning af figurer til „Kend kemien 3“ 

Billedbehandling af fotos til „Guía de Tierra Santa“ 

Grafisk Produktion & workflow 

Være Sammen Projekt 

kr 125 

nr 01/11 

9 788792 725028 

42 

3. Min kjære datter, jeg ser for meg vår kommunitet – som i virkeligheten 

er ingen ting – blir opprettet mange forskjellige steder, og likevel 

opprettet på en så skjult måte at bare søstrene som tilhører dem og 

deres overordnete kjenner til dem. Måtte Gud gi at det opprettes i 

hele Kirken. 

36 | LEKSJON 42 

45 

Kommentar 

Pater Médaille levde i det 17. århundre som også er blitt kalt misjonsårhun- 

dret! Hadde han en profetisk visjon om at tilhengere av Det Lille Foretagende 

skulle bli „mystiske misjonærer“ rundt om i verden? Er det mulig at 

han har sett for seg tilhengere av Det Lille Foretagende som lever i den paradoksale 

situasjonen at de er „ingen ting“ og likevel „opprettet i hele Kirken“? 

Dersom det forholder seg slik, betyr det at vi må være rotfestet i det 

Gud som setter i gang denne bevegelsen, og vi må være åpne slik at Gud 

kan handle i oss. 

Den som vet hvordan man skal la Gud handle g jennom seg, uten 

for mye innblanding for egen del, utfører mange ting på kort tid, 

og mister aldri freden i hjertet. 

samme mysteriet, med Jesu selvutslettelse og opphøyelse. (Fil 2) Det er 

Leveregel om kjærlighet 7:5 

Vår oppfatning er at vi ser spirer til nye fellesskapsformer i denne grunntek- 

sten av Det Eukaristiske Brev. Her i dette mystiske skriftet, som er fullt av 

åndelig livskraft, finner vi en „gave“ i vår krisetid, i vårt „nullpunkt“. Vi vil 

forhåpentlig oppdage den på ny og la Guds Ånd skape nye og ekte „Euka- 

De vil forsiktig og stillferdig dukke opp og være surdeigen i sine nabolag. 

Litt historisk bakgrunnsstoff kan være nyttig her. Jeg siterer fra søster 

Therese Vacher i Letting in Joy by Looking to our Past: 

St. Josephsøstrene ble i stillhet grunnlagt i Frankrike i 1650. I disse 

omgivelsene begynte det å vokse frem en svært skjult gruppe – tilsvarende 

våre brorskap fra det 20. århundre – bortsett fra at den 

var hemmelig. Medlemmene av denne gruppen, Samfunnet til 

Ære for Det Hellige Sakrament, var ukjente til og med for hverandre, 

unntatt to eller tre i hver gruppe, og deres overordnete. De 

bodde ikke sammen, og de hadde viet sitt liv til å hjelpe trengende. 

Pater Médaille kjente til Samfunnet til Ære for Det Hellige Sakrament 

fordi Jesuittene hadde gått aktivt inn for å styrke dem. 

Dette kan være bakgrunnen for at pater Médaille unnfanget ideen 

om sitt „Lille Foretagende“. 

ristiske“ fellesskap over hele jorden. Heller ikke de vil trenge noen fanfarer! 

Spørsmål til ettertanke 

Vi ser nærmere på Det Eukaristiske Brev 

• Del med andre innsikt, refleksjoner, ny 

forståelse, kommentarer til denne „totale, 

dobbelte forening“. 

• Fortell om det du måtte ha på hjertet. 

side 9 

4. Med Guds hjelp vil den være usynlig, likesom Jesus i den velsignede 

Eukaristi er den skjulte Gud, helt usynlig. Videre skal den være svært 

liten, både i egne øyne og i virkeligheten, likesom Jesus gjør seg selv 

liten i de minste delene av brød og vin. 

I LEKSJON 46 vil vi se nærmere på 

Det Eukaristiske Brev, 

avsnitt 26 – 33 

• 

LEKSJON 42 | 37 

42 

LEKSJON 46 


• 

Oppfølging av DET EUKARISTISKE BREV 

Avsnitt 26 – 33 

26. Jeg skal ikke bruke mange ord for å forklare mine tanker, men kort sagt 

bør vårt kjære Institutt være helt preget av ydmykhet, og det må for- 

er denne måten den dypeste og mest uselviske ydmykheten kommer 

til uttrykk på. Ydmykheten må altså være preget av stor beskjedenhet 

og mildhet, den må være åpen og enkel, springe ut fra det indre liv, og 

den må være åndelig sett levende. Kort sagt, den må være tømt for seg 

selv og ha løsrevet seg fra alt. 

plikte seg på å oppsøke det ringe og det som er lavt ansett av andre. Det 

Kommentar 

På dette punktet i Det Eukaristiske Brev håper pater Médaille at Det 

Lille Foretagende-deltakerne har kommet frem til en klarere forståelse av 

den åndelige inderligheten og formålet med denne bevegelsen, slik at de 

nå er rede til å bekjenne seg til og velge dette som sitt livsløp. Ydmykhet 

oppriktighet og enkelhet – vil være forskjellige utslag av hvordan 

ydmykheten manifesterer seg hos disse åndelig levende menneskene! De 

er virkelig personifiserte dyder! 

må være fundamentet. Alle de andre dydene – beskjedenhet, mildhet, 

I ethvert åndelig liv med potensiale for vekst, inderlighet og mystikk er 

det nødvendigvis en fase med „sjelens mørke natt“ som innebærer kamp og 

lidelse i det det uekte og skadde selvet krympes og renses. På vår reise gjennom 

livet kan vi oppleve situasjoner som fører til vår egen selvutslettelse, 

at vi blir avkledd alt som er uekte og egoistisk – nemlig vår arroganse, vår 

stolthet, våre kontrollbehov, vår makt og vår oppblåsthet. Da er det viktig 

å være klar over at dette er til vårt eget beste, fordi det styrker vår evne 

til å leve et mystisk liv. Slik kan våre sanne selv blomstre opp og „den rene 

diamanten“ kan stråle i all sin glans! Det er GUD som får dette til å skje 

ved hjelp av vår mottakelighet og samarbeid, og med sin nåde. Etter som 

vi i stadig større grad lever vårt sanne selv, merker vi at ydmykheten, enkelheten 

og vennligheten bygger seg opp i oss. I Det Eukaristiske Brev 

46 

+ 

S 

N 

IndhOldsfOrtegnelse

grafIsK desIgn 

nyhedsmagasinet rÆsOn 

Opgaven 

Nyhedsmagasinet RÆSON blev lanceret på som netmagasin i 

2002, mens den første trykte udgave kom i år 2007. Bag magasinet 

står bl.a. Clement Behrendt Kjersgaard og det udkommer 

på tryk to gange årligt. Magasinet er et nonprofitprojekt, som er 

uafhængigt af økonomiske og politiske interesser. 

Designet på magasinet ligger fast og følger et gitter (se ill.), 

hvor hver side er inddelt i 16 rektangler, som tekst og billeder skal 

følge. Min opgave har således hovedsageligt bestået i konvertering/formatering 

af artikler, justering af billeder samt ombrydning 

af hele magasinet. Herudover en enkelt annonce til bladet 

og et par små figurer. 

Opgaven er løst i samarbejde med Clement Kjersgaard, som fysisk 

var til stede på kontoret, imens jeg arbejdede på magasinet. 

Herudover har jeg naturligvis søgt hjælp og vejledning hos især 

min kollega Andreas samt min chef. 

Afsender og målgruppe 

Magasinet indeholder artikler og interviews med og af landets 

mest indsigtsfulde og velskrivende fagfolk og henvender sig til 

politikinteresserede, typer som interesser sig for politik, samfund 

og analyser. 

Målgruppen er meget smal og består hovedsageligt af medlemmer 

af DJØF. 

Grafiske valg 

Format på magasinet er 24 × 32 cm, et stort lækkert format at 

have i hånden. 

Grundskiften er Hypatia Sans Pro 9/10.5, som er en grotesk font 

med humanistiske undertoner. Bogstaverne er tydelige og læsbare 

på tekststørrelser i korte afsnit. Til rubrikker, mellemrubrikker 

og citater m.m. er anvendt Univers, som egner sig godt til at blive 

blæst op i store størrelser.

Masterside med 

visning af det gitter, 

som layoutet skal følge

grafIsK desIgn 

Magasinet er inddelt således at hver kategori/sektion (Aktuelt, 

Arabisk Forår, Danmark, Perspektiver) har hver deres farve. 

Denne farve går igen på farvefladerne øverst på siderne samt til 

manchetter, biografier m.m. i artiklerne. 

RÆSON har et meget stilrent layout med klare geometriske 

linjer og der er god kontrast mellem meget tekstfulde sider og sider 

der er godt opdelt af billeder og luftigt pga. citater. 

Arbejdsproces 

Da format og design var helt fastlagt fra start, var første opgave at 

få oprettet nye tommer dokumenter, mapper m.m. – simpelthen få 

lavet et system, så manus, illustrationer, fotos m.m. til hver enkelt 

artikel var samlet ét sted. Herefter var den store opgave at få de 

færdigredigerede artikler i hus fra redaktøren (Clement), hvilket 

ikke gik helt planmæssigt, da det kneb for en del af skribenterne 

at overholde deadline. Ergo blev processen lidt uhensigtsmæssig, 

da materialet ikke var klar fra start, men det blev sådan lidt frem 

og tilbage. Det samme med hensyn til diverse fotos, som faktisk 

først blev fundet undervejs i processen og skiftet ud mange gange 

undervejs osv. 

Efterhånden som jeg fik de endelig artikler og Clement fik taget 

beslutning om, hvilke fotos, der skulle med, fik jeg artiklerne 

færdigombrudt og efter en uges tid kunne vi sende det færdige 

magasin af sted til tryk. 

Kvalitetsvurdering 

RÆSON er en af de mere taknemmelige opgaver at sidde med, da 

designet ligger fast og er „nemt“ at få til at „se godt ud“. Produktet 

er blevet som ønsket. Det fremstår som et indbydende, farverigt 

kvalitetsdesign med et flot grafisk layout.

TYSKLAND 

Tyskland er i øjeblikket Europas solstråle- 

økonomi. Mens det meste af euro-zonen 

lider under lav vækst og høj gæld, udgør 

tyskerne den stabilitet, der ikke får euro- 

en til at gå itu. 

Den tyske vækst var sidste år den hø- 

jeste siden genforeningen i 1990. Efter et 

dybt fald i 2009 på 4,7 pct., voksede øko- 

nomien i 2010 med 3,6 pct. Lidt over 3 mil- 

lioner tyskere er arbejdsløse, svarende til 

lidt over 7 pct. af arbejdsstyrken, hvilket 

er lavt i tysk sammenhæng -faktisk det la- 

veste niveau i 18 år og markant under top- 

pen på 12,5 pct. i marts 2005. 

Den tyske vækst er drevet af kombi- 

nationen af en stærk eksport og en so- 

lid indenlandsk efterspørgsel. Industrien 

– for eksempel bilindustrien og dens un- 

derleverandører – oplever et boom i ef- 

terspørgslen fra lande som Kina, Indien og 

Brasilien. Den indenlandske efterspørg- 

sel er stærk og var sidste år den kraftigste 

drivkraft for den tyske økonomi. 

Som et af meget få lande i Europa und- 

gik Tyskland en boligboble, de offentlige 

finanser er rimelig sunde og tilliden til den 

tyske økonomi høj. Landet er den sunde 

storebror i et kriseramt Europa. 

STORBRITANNIEN 

Siden premierminister David Cameron 

overtog magten fra Gordon Brown i maj 

2010 er han primært blevet kendt for en 

ting: blodige nedskæringer. Sammen med 

finansminister George Osborne har han 

ført en økse gennem de britiske statsbud- 

getter: Op mod en fjerdedel af budget- 

terne er skåret væk på de fleste ministe- 

rieområder – med undtagelse af blandt 

andet forsvaret og sundhedssektoren. 

Nedskæringerne blev mødt af et rama- 

skrig og grupper af utilfredse briter har 

protesteret i Londons gader. Særligt det 

første budget, som Osborne præsentere- 

de i juni sidste år, var blodigt. Og finansmi- 

nisterens hårde hånd har sammen med en 

hård vinter betydet, at den britiske øko- 

nomi faktisk skrumpede i 0,6 pct. i fjerde 

kvartal af 2010. 

Mens den nye regering har taget godt 

fat om statens økonomiske problemer, så 

er britisk økonomi stadig sårbar. Væksten 

ventes blot at blive 1,7 pct. i 2011, selvom 

den britiske centralbank, Bank of England, 

fortsat holder renterne historisk lave. Ca- 

meron har sendt hele Storbritannien på 

en hestekur. 

AKTUELT 

ER VÆKSTEN 

VENDT TILBAGE? 

Krisen startede i USA, men er det også 

her den slutter? Hvordan kan det være, 

at Sverige og Tyskland buldrer frem, 

mens Danmark kun sløvt trisser fremad? 

Og kan Kina – der stort set ikke blev 

ramt af krisen – holde dampen oppe? 

Af Kenneth Praefke 

USA 

Finanskrisen var „made in the US“. Derfor 

blev USA også ramt særligt hårdt af den 

efterfølgende nedtur. Recessionen varede 

officielt fra december 2007 til juni 2009, 

har et uafhængigt råd af økonomer fast- 

slået, og selvom der i sommeren 2010 var 

frygt for et såkaldt double dip har op- 

svinget vist sig sløvt, men solidt og bæ- 

redygtigt. 

Udfordringen i USA har hidtil primært 

været to ting; et arbejdsmarked, der ikke 

skabte nye jobs, og et boligmarked i dyb 

krise. Begge dele ser dog endelig ud til at 

gå mod bedre tider. 

Fra at have ligget mellem 9 og 10 pct. i 

21 måneder fra sommeren 2009 er ledig- 

heden nu faldet til under 9 pct. Men det 

har kostet dyrt. amerikanerne har meget 

længe fastholdt et højt budgetunderskud 

og lave renter netop for at sparke gang 

i arbejdsmarkedet. Selv med den nuvæ- 

rende bedring svarer det fortsat til at 13,5 

millioner amerikanere står uden job, og 

det vil tage lang tid før ledigheden når 

tilbage under de 5 pct., der var gældende 

inden krisen. 

Boligmarkedet har været den føde- 

rale regerings anden store hovedpine. 

Der har siden subprime-krisen antændte 

den finansielle krise været dårlige nyhe- 

der over hele linjen; faldende priser, flere 

tomme boliger, få bolighandler og et sti- 

gende antal dårlige betalere og tvangs- 

auktioner. Alle føderale tiltag for at vende 

udviklingen er mislykkedes. Analytikere 

mener dog nu, at boligpriserne efterhån- 

den har nået bunden, selvom aktiviteten 

stadig er lav. 

Den aktuelle udfordring i USA be- 

gynder derfor at ligne den europæiske: 

en dybt forgældet offentlig økonomi, 

der kører med store budgetunderskud 

og en galopperende gæld. Budgettet 

for 2011 – som Republikanere og Demo- 

krater enedes om efter en intens nerve- 

krig – indeholder dog nedskæringer for 

38,5 mia. dollar i forhold til 2010-bud- 

gettet, hvilket måske signalerer, at de 

amerikanske politikere nu endelig er pa- 

rat til at spare. Opsvinget ser stærkt nok 

ud til at kunne klare en offentlig knap- 

hedskur, selvom det vil påvirke væksten 

negativt. 

Delstaterne kæmper med en blødende 

økonomi. Et krav om at deres budgetter 

skal balancere fra år til har tvunget stater- 

ne til enten at skære ned eller hæve skat- 

terne i takt med, at krisen slog igennem. 

Skatteindtægterne forsvandt og udgifter- 

ne steg for hver ny arbejdsløs amerikaner. 

Hestekuren i delstaterne er langt fra slut 

– der skæres ned, offentlige ansatte fyres 

og skatterne sættes op. 

KINA 

I 2010 bragede Kina forbi Japan og over- 

tog pladsen som verdens største økonomi. 

Kineserne gik stort set fri af finanskrisen 

og vokser stadig med omkring 10 pct. om 

året – til gengæld er der spændinger på 

mange andre fronter. 

Boligmarkedet i de større byer er rød- 

glødende. I byer som Hong Kong er pri- 

serne på lejligheder i nogle bydele steget 

med op mod 50 pct., mens Den Interna- 

tionale Valutafond, IMF, også har advaret 

mod en massiv boble på markeder som 

Shanghai, Shenzhen, Beijing og Nanjing. 

Det er ikke mindst krisepolitikken i den 

vestlige del af verden med meget lave 

renter og løs pengepolitik, der har ført 

rigeligt med frie penge til Asien på jagt 

efter højere afkast end i det kriseplagede 

vest. Særligt den amerikanske krisepoli- 

tik er blevet kritiseret – også fra officielt 

hold i Kina. Så sent som i efteråret 2010 

lancerede centralbanken, the Federal Re- 

serve, en ny runde kvantitative lempelser, 

hvor banken trykker penge og køber ob- 

ligationer for at sænke renterne. Denne 

gang sendte de $600 mia. ud i systemet. 

Pengestrømmen til bl.a. det hurtigt vok- 

sende Kina har udover at sætte fut i bo- 

ligpriserne også fået inflationen til at stige 

markant og medført, at de kinesiske myn- 

digheder har forsøgt at stramme grebet 

om finansmarkederne og tage lidt damp 

af kedlerne. 

Selvom træerne heller ikke vokser ind 

i himlen for kineserne, så ser de økonomi- 

ske prognoser fortsat lovende ud. Selv- 

om den kinesiske regering fortsat har sine 

fingre dybt nede i økonomien, lyder de 

fleste prognoser på en vækst frem til 2015 

på i underkanten af 10 pct. om året. 

SVERIGE 

Først skrev medierne om, hvordan dan- 

skerne valfartede over Øresundsbroen for 

at udnytte den lave svenske krone. Nu er 

trafikken over sundet vendt den anden 

vej – og svenskernes krone er snart lige 

så meget værd som den danske. 

For Sverige er buldret frem efter kri- 

sen i noget, der bliver sammenlignet med 

et asiatisk tigerspring. Mens Danmark 

lige klemte sig op på 2,1 pct. vækst i 2010 

sprang svenskerne 5,5 pct. frem sidste år. 

Alene i sidste kvartal af 2010 steg velstan- 

den med syv procent – den største frem- 

gang siden 1960’erne. 

Men hvorfor går det, som det går i 

Sverige? Der er flere grunde. En flyden- 

de valutakurs svækkede den svenske kro- 

ne i takt med krisen og kickstartede der- 

med eksporten. Svenskerne er lykkedes 

godt med at styre de offentlige udgifter 

– og lykkedes med en portion heldigt ti- 

mede skattelettelser, der satte ekstra fut i 

opsvinget. Samtidig har svenskerne ikke 

de samme udfordringer med en sløv pro- 

duktivitet som Danmark. Og endelig er 

den svenske eksport ret konjunkturfølsom 

– det gælder for eksempel eksporten af 

biler, der følger humøret på verdensmar- 

kedet: Når verdensøkonomien vender 

mundvigene opad, følger den svenske 

eksport med op. 

Men netop den konjunkturfølsomme 

eksport er også med til at sætte det sven- 

ske højdespring lidt i relief. For inden be- 

gejstringen løber løbsk, så kan det godt 

betale sig at kigge lidt længere tilbage i 

statistikkerne. Faktisk har svenskerne ikke 

klaret sig specielt meget bedre end Dan- 

mark siden 2008. På eksporten står det 

stort set uafgjort, da svenskernes fald i 

2009 var større end danskernes. Derfor 

blev stigningen i Sverige i 2010 tilsvarende 

større – men primært fordi den kom fra 

et lavere niveau. Til gengæld ser den høje 

svenske vækst ud til at fortsætte, hvor den 

danske kun lige er kommet i gang. 

4 5 UDVIKLINGSPOLITIK 

HVAD DANMARK VIL 

MED VERDEN 

Fra 1965 til 1995 gik Danmark fra at være nummer sjok 

i udviklingsbistand til at være – verdensmester. 

Skiftende regeringer opretholdt en særlig 

– og særligt stor – bistand. 

Det vendte i 2001: 

Politikerne bruger færre bistandskroner 

– og vil have mere for dem. 

Af Peter Johan Brunbech 

Udenrigsminister Jens 

Otto Krag og hans hustru 

Helle Virkner besøger FN’s 

fredsbevarende styrker 

i Egypten, 1961. Til højre 

ambassador Amin Hilmy II, 

fra den daværende Forenede 

Arabiske Republik (unionen af 

Ægypten og Syrien, 1958-61). 

Foto: FN 

Med en ny udviklingsstrategi og en ny 

markant politiker på udviklingsminister- 

posten kunne 2010 for en overfladisk be- 

tragtning ligne et nybrud i Danmarks ud- 

viklingspolitik. Udviklingsminister Søren 

Pind lagde da også fra starten en mere 

aktiv linje på det retoriske plan end langt 

størstedelen af sine forgængere på po- 

sten. Med et glimt i øjet udnævnte han 

sig selv til „frihedsminister“, men ordene 

kom også på papir i form af udviklings- 

strategien „Frihed fra fattigdom – Frihed til 

forandring“, der blev præsenteret i 2010. 

Her lagde regeringen vægt på, at frihed er 

et absolut gode samt en afgørende forud- 

sætning for udvikling. Samtidig blev det 

slået fast, at dansk udviklingspolitik også 

er realpolitik, dvs. at danske udenrigs- og 

sikkerhedspolitiske interesser også skal va- 

retages af udviklingspolitikken. Den tradi- 

tionelle opfattelse af dansk bistand som 

fattigdomsorienteret faldt ikke bort, men 

blev nedtonet i forhold til de nye prio- 

riteter. Der lægges også op til, at der nu 

skal ske en mere aktiv politisk styring af 

den danske bistand. Støtten til den priva- 

te sektor skal opprioriteres, og Danmark 

skal være klar til at gøre en særlig indsats i 

fejlslagne stater som fx Somalia og Afgha- 

nistan, hvor bistanden evt. kan samtænkes 

med militær tilstedeværelse. Samtidig skal 

Danmark anlægge en mere udogmatisk 

tilgang til, hvad der virker og ikke virker, 

og være klar til at trække sig ud af lande 

og samarbejder, hvor bistanden ikke har 

nogen synlig effekt. Man kan overordnet 

sige, at ulandsbistanden nu skal være et 

mere smidigt udenrigspolitisk instrument, 

men også et redskab, der kan bruges i en 

indenrigspolitisk sammenhæng til at sig- 

nalere dansk aktivitet på en række af re- 

geringens mærkesager. 

Samtidig med de store ord er der dog 

også sket en nedprioritering af udviklings- 

bistanden. Regeringen og Dansk Folkepar- 

ti har valgt foreløbigt at fastfryse bistan- 

den på 2010-niveau. Det betyder, at den i 

2013 vil være faldet til 0,76 % af BNI, lavere 

end regeringens tidligere målsætning om 

at give mindst 0,8 % i bistand og væsent- 

lig lavere end de godt 1 %, der blev givet i 

1990’erne. Samtidig skal udviklingsbistan- 

den dække forøgede indsatser på fx miljø 

og flygtningemodtagelse. Som en naturlig 

konsekvens heraf er regeringen da også 

ved gradvist at skære ned på antallet af 

hovedmodtagerlande af dansk bistand. 

Der er ikke tvivl om at VK-regeringen 

efter 2001 og Søren Pind i 2010 har slå- 

et nye toner an i dansk bistandspolitik. 

Spørgsmålet er dog, hvor markant brud- 

det er, og hvor store omvæltninger der 

rent faktisk er foregået? Dansk udvik- 

lingspolitik har fx altid fungeret i et sam- 

spil med dansk udenrigspolitik. Og de 

danske indenrigspolitiske interesser, der 

i høj grad har præget VK-regeringens bi- 

standspolitik, har også altid været en væ- 

sentlig faktor i udformningen af dansk ud- 

viklingspolitik. 

1949-1965: FRA INGENTING TIL 

FAST POLITISK VÆRKTØJ 

Dansk bistand til ulandene begyndte i 

1949, hvor Danmark gav sit første bidrag 

til FN’s nyoprettede tekniske udviklings- 

program, det senere UNDP. Baggrunden 

for det danske engagement var ikke no- 

get bredt udtalt ønske blandt danskerne 

om at hjælpe folk i det, der dengang blev 

kaldt „underudviklede lande“. Snarere var 

det et ønske om at støtte FN som insti- 

tution og som en global magtfaktor, der 

kunne bidrage til at skabe mere stabile 

internationale forhold. Beløbet var da 

også relativt beskedent: 660.000 kr. for 

det første halvandet år. Frem til slutningen 

af 1950’erne var disse FN-bidrag hoved- 

bestanddelen i dansk ulandsbistand, og 

de voksede med tiden til tre-fire millioner 

kroner årligt. Omregnet til procent af BNI 

(bistandsprocenten) lå den samlede dan- 

ske ulandsbistand i 1959 omkring 0,01%. 

At Danmark ikke selv udviste den sto- 

re interesse for ulandsbistand i 1950’erne, 

var ikke overraskende samtiden taget i 

betragtning. Økonomisk bistand til andre 

lande var før 1960 et stormagtsinstrument, 

som blev brugt til at understøtte politisk 

allierede eller vedligeholde internationale 

netværk som fx tidligere og eksisterende 

kolonier. I sidste halvdel af 1950’erne skete 

der dog en forskydning mod egentlig ud- 

viklingsbistand. Årsagerne var den frem- 

adskridende afkolonisering, USA og Sov- 

jetunionens kamp om de alliancefri landes 

gunst samt udviklingen i samtidens øko- 

nomiske og udenrigspolitiske tænkning. 

I 1960 udgav økonomen Walt Rostow 

sin The Stages of Economic Growth 

med den sigende undertitel A Non- 

Communist Manifesto. Her argumen- 

terede han for, at velplaceret økonomisk 

bistand kunne have afgørende indflydelse 

på ulandes økonomiske udvikling og der- 

ved vaccinere dem mod kommunisme og 

totalitarisme. Tankerne afspejlede samti- 

dens forestilling om, at økonomisk udvik- 

ling kunne anspores af bistand, og at den 

på sigt kunne bidrage til at skabe stabile 

demokratiske stater. Da han blev præsi- 

dent, gjorde John F. Kennedy Rostow til 

en af sine nøglerådgivere, og han fik af- 

gørende indflydelse på Kennedy-admini- 

strationens satsning på udviklingsbistand i 

begyndelsen af 1960’erne. 

Ved indgangen til 1960’erne stod 

spørgsmålet om udviklingsbistand såle- 

des højt på den internationale politiske 

dagsorden, hvilket også fik stor betydning 

i Danmark. Ud over en større satsning på 

bilateral amerikansk bistand satsede Ken- 

nedy-administrationen også på „burden- 

sharing“ mellem de vestlige allierede. Der 

kom nu amerikansk pres på de vesteuro- 

pæiske lande for at forøge deres bistand, 

som altså blev set som et samlet bidrag til 

sikringen af Vesten mod verdenskommu- 

nismen. De mange nye stater i FN var også 

med til at sætte bistanden på dagsorde- 

nen, og generelt var der i den internatio- 

nale offentlighed stor fokus på dette nye 

indsatsområde i udenrigspolitikken, der 

tilbød at løse verdens globale problemer 

på en langt mere positiv måde end den 

militære oprustning. 

Ligesom en række andre vesteuropæ- 

iske lande etablerede Danmark derfor 

for alvor sin ulandsbistandsindsats i be- 

gyndelsen af 1960’erne. Ofte var udvik- 

lingen i de enkelte lande delvist drevet 

frem af folkelige organisationer, i Danmark 

fx Mellemfolkeligt Samvirke og en række 

ungdomsorganisationer, der havde store 

forventninger til dette nye humane uden- 

rigspolitiske instrument. I Danmark fandt 

de folkelige kræfter ydermere en allieret i 

den socialdemokratiske statsminister Vig- 

go Kampmann (1960-62), der varmt støt- 

tede op om tankerne om en større dansk 

indsats. 

Med ulandsbistandsloven fra 1962 fik 

Danmark et egentligt bistandsprogram, 

der indbefattede bistand til en række 

internationale organisationers program- 

mer, samt muligheden for at give bilateral 

dansk bistand gennem en dansk bistands- 

administration (det senere Danida). Hvad 

et land som Danmark så skulle med et bi- 

standsprogram, var et mere åbent spørgs- 

mål, som datidens politikere ikke altid for- 

måede at svare helt klart på – andet end 

at de skulle sikre verdensfreden. Men at 

bistanden både havde et udenrigs- såvel 

som et indenrigspolitisk sigte, slog Viggo 

Kampmann fast allerede i 1960, hvor han 

præsenterede ulandsbistanden som en 

art vaccination mod den overdrevet ma- 

terialistiske indstilling, velfærdsstatspro- 

jektet risikerede at give danskerne. I et 

interview i Information 25/6 1960 udtalte 

han således, at beløbene skulle være af en 

sådan størrelse, at de vakte politisk diskus- 

sion, samt at danskerne ville have moralsk 

godt af at hjælpe. Derfor skulle hjælpen 

være så stor, at den „vækker den enkelte af 

hans sløvhed“. Udviklingsbistanden havde 

således fra starten både et udenrigspoli- 

tisk og et folkeopdragene aspekt. 

På grund af usikkerheden over, hvad 

man egentlig ville med bistanden, fik det 

„folkeopdragende“ eller indenrigspoliti- 

ske aspekt forrang i de første år efter 1962. 

En række danske ngo’er fik tilskud til egne 

små, men ofte højt profilerede udviklings- 

projekter. Herudover iværksatte men et 

stort fællesnordisk projekt i det senere 

Tanzania, hvis formål dog nok i lige så høj 

grad var at vise succesfuldt nordisk sam- 

arbejde, som det var at skabe økonomisk 

udvikling. 

Den nye bistandsadministration i 

Udenrigsministeriet iværksatte også en 

mængde små projekter i en lang række 

ulande og i de tidlige 60’ere blev ulands- 

bistand på få år et fast indslag i det inter- 

nationale diplomatis værktøjskasse. Ved 

ministerbesøg i de varme lande blev det 

kutyme, at man havde bistandsprojekter 

med i kufferten, og ulandsbistand sup- 

plerede ofte de nipsgenstande, der blev 

overrakt statsledere ved officielle lejlig- 

heder. 

Med sit bistandsprogram kunne Dan- 

mark i midten af 1960’erne leve op til in- 

ternationale forventninger, anspore øko- 

nomisk udvikling, skabe politisk goodwill 

i en række lande og måske også hive en 

kontrakt eller to hjem til danske virksom- 

heder. Samtidig gav man stadig større bi- 

drag til det FN-system, der stadig var en 

hjørnesten i dansk udenrigspolitik, og 

man imødekom et indenrigspolitisk krav 

om en dansk indsats på et område, der 

havde mange folkelige bevægelsers be- 

vågenhed. 

PROCENTMÅLET BLIVER 

STYRENDE PRINCIP 1965-1985 

Frem til midten af 1960’erne agerede Dan- 

mark som et typisk medlem af det inter- 

nationale donorsamfund dets størrelse, 

historie og geografiske placering taget i 

betragtning. De små beløb, det endnu 

drejede sig om, signalerede internationalt 

engagement, men afspejlede også Dan- 

marks relativt begrænsede geopolitiske 

interesser. Dette ændrede sig imidlertid i 

1965, hvor Danmark slog ind på den kurs, 

der skulle gøre landet til verdensmester i 

ulandsbistand små tredive år senere. 

Som et led i de amerikanske burden- 

sharing-bestræbelser blev der i 1960 

etableret en bistandskomite (DAC), under 

det nydannede OECD, som skulle koordi- 

nere og anspore medlemslandenes udvik- 

lingsbistand. I første halvdel af 1960’erne 

begyndte DAC at publicere sammenlig- 

nende statistikker over medlemslande- 

nes bidrag. Hertil kom, at FN i 1960 havde 

vedtaget en dagsorden, der anbefalede, 

at de rige landes skulle øge deres udvik- 

lingsbistand, og at deres samlede økono- 

miske overførsler (dvs. ikke kun bistand) 

til ulandene burde udgøre mere end 1 % 

af BNI. Det var denne målsætning, der ti år 

senere i 1970 blev til den stadig gældende 

anbefaling af at yde minimum 0,7 

% af BNI i „ren“ udviklingsbistand. 

I Danmark havde 1 %-målet væ- 

ret nævnt som en uforpligtende 

langsigtet målsætning ved søsæt- 

ningen af det nye bistandsprogram i be- 

gyndelsen af 1960’erne, men var aldrig 

blevet udnævnt til officiel dansk politik. 

Ikke desto mindre udløste det et offentligt 

ramaskrig, da en DAC-statistik i 1965 viste, 

at Danmark trods de store stigninger siden 

1960 ikke gav 1 % af nationalindkomsten, 

men snarere 0,1 %, og lå som et af de lavest 

placerede vestlige lande. Den store folke- 

lige opmærksomhed omkring Danmarks 

nye bistandssatsning i 1962 gav nu poli- 

tisk bagslag. I mangel af sammenlignings- 

muligheder havde de fleste haft den op- 

fattelse, at Danmark allerede var en slags 

verdensmester i bistand. Denne opfattelse 

var blevet yderligere forstærket af, at Dan- 

mark var den største bidragyder per ind- 

bygger, til et enkelt af FN’s bistandspro- 

grammer, hvilket ofte blev fremhævet fra 

politisk side, uden at man samtidig gjorde 

rede for dette programs beskedne betyd- 

ning for den overordnede ulandsbistand. 

Afsløringen af Danmarks bundplace- 

ring affødte krav fra en lang række ngo’er, 

ungdomsbevægelser og folketingsmed- 

lemmer om, at der måtte rettes op på 

den uværdige bundplacering. Daværen- 

de statsminister Jens Otto Krags påpeg- 

ning af, at flere af de lande, som toppe- 

de bistandsstatistikken, såsom Portugal 

og Frankrig, gjorde det, fordi de plejede 

deres interesser i tidligere og eksisteren- 

de kolonier, slog ikke igennem. Der blev 

hurtigt sat ekstrabeløb af. I 1967 pålag- 

de Folketinget regeringen at fremlægge 

en plan for, hvordan Danmark kunne nå 

1 %-målet, og få måneder senere forelå 

der en plan for, hvordan det kunne være 

opnået i 1973. 

Selvom Danmark først nåede det ned- 

justerede FN mål på 0,7 % i 1978, betød 

debatten i 1965-67 en eksplosiv udvikling 

i midlerne til dansk ulandsbistand. Alene i 

årene 1965 til 1971 voksede bistandsudgif- 

terne fra 61 millioner kr. til 462 millioner kr. 

(løbende priser). „Afløbsproblemer“, det 

vil sige, hvordan man fik de mange penge 

kanaliseret ud på en fornuftig måde, blev 

et tilbagevendende problem for Danida. 

Ikke mindst fordi antallet af Danida-med- 

arbejdere ikke voksede i samme hast som 

bevillingerne. Forøgede bidrag til interna- 

tionale organisationer løste en del af pro- 

blemet, men der var en øvre grænse for, 

hvor mange penge der kunne kanaliseres 

igennem her, også fordi man ønskede, at 

Danmark skulle gøre en selvstændig ind- 

sats for en stor del af pengene. 

I midten af 1960’erne fik dansk ulands- 

politik på denne måde det overordnede 

letforståelige formål, man hidtil havde sav- 

net: at nå op på 1 % af BNI i udviklingsbi- 

stand. Også selvom det mere havde karak- 

ter af et udgiftsmål end et egentlig politisk 

mål. I samme periode som Danmark (og 

de øvrige nordiske lande) øgede deres 

bistand, skar de fleste øvrige lande ned 

på deres, og målsætningerne tabte i inter- 

national betydning. USA, som havde søsat 

burden-sharing-princippet, oplevede selv 

denne hjælpetræthed, dels fordi de for- 

ventede hurtige resultater udeblev, dels 

fordi Vietnamkrigen i stadig højere grad 

kom til at dominere den udenrigspoliti- 

ske dagsorden. 

Trods administrative problemer med 

at bruge de voksende bevillinger lykke- 

des det Danmark og Danida at opbygge et 

bistandsprogram i slutningen af 1960’erne 

og 1970’erne, der både kunne kanalise- 

re store beløb til økonomisk udvikling 

og samtidig blev kendt for at tage sær- 

50 51 

lamiske Republik, tidligere præ- 

sident Akbar Hashemi Rafsanjani. 

Rafsanjani er en af de mest 

magtfulde af præsident Ahma- 

dinejads rivaler og hjalp i 2009 

med at finansiere alle Ahmadinejads tre 

valgmodstandere ved hjælp af sin private, 

kolossale formue. Indtil marts i år var han 

formand for det magtfulde Eksperternes 

Råd, der er ansvarlig for at overse, udpe- 

ge og eventuelt afskedige den Øverste 

Leder. Khamenei, der har en lang og til 

tider anstrengt historie med Rafsanjani, 

har udset sig sin egen søn som sin afløser. 

Rafsanjani var uenig. Ved formandsvalget 

i marts blev han slået af den 79-årige Mo- 

hammad-Reza Mahdavi Kani. Officielt trak 

Rafsanjani sig, men givetvis blot fordi han 

ikke havde udsigt til genvalg. Med hans 

afgang er en af den konservative magte- 

lites mest konsistent moderate stemmer, 

og en i øvrigt mere respekteret lærd end 

Khamenei, blevet svækket. Hans afgang 

kan ikke have været orkestreret uden den 

Øverste Leders samtykke. 

Religionen i sig selv bliver i stigende 

grad brugt som politisk våben. Eksempel- 

vis bliver politiske modstandere straffet 

og intimideret med anklager, der i forfat- 

ningen er religiøst funderede. En af de al- 

vorligste anklager i Den Islamiske Repu- 

blik er således moharebeh – at føre krig 

mod Gud – som straffes med døden. Det 

er i sagens natur en anklage, der er svær 

at konkretisere, men som i stigende grad 

bruges med det ene formål at afskrække 

oppositionsaktivister. Under shahen var 

kritik af regimet en forbrydelse. I dag er 

det en krigserklæring mod islam. 

Det vigtigste slag, oppositionen har 

vundet siden 2009, er således slaget om 

legitimitet, og den har det islamiske styre 

uigenkaldeligt mistet ved at udvande reli- 

gionens autoritet og troværdighed. 

ARBEJDERNE MANGLER I 

OPPOSITIONEN 

Ahmadinejad har iscenesat sig selv som en 

mand af folket. Med dårlige jakkesæt, dår- 

lig frisure, sin vindjakke og en insisteren 

på at blive boende i et arbejderkvarter 

som sin far, der var smed. Sådan en mand 

er der mange, der ikke bryder sig om at 

blive regeret af. Når man taler med eliten 

i det nordlige Teheran, hvor Den Grønne 

Bevægelse udspringer fra, får man let ind- 

trykket af, at bevægelsen er repræsentativ 

for befolkningen. At det iranske folk for 

længst havde nakket præsidenten og ja- 

get mullaherne over alle bjerge, hvis ikke 

Ahmadinejad og hans bonderøve af nogle 

håndlangere havde så mange våben. Så- 

dan hænger det naturligvis ikke sammen. 

Der er i Iran stadig en stor opbakning 

til princippet om en islamisk stat, om end 

der er stor uenighed om denne stats kon- 

krete udformning. En islamisk stat behøver 

ikke være rabiat. Tænk over det: Fjern is- 

lam og behold dogmerne og de moralske 

spændetrøjer, afholdenheden og den to- 

talitære kyskhed, og så vil Iran være gan- 

ske tiltrækkende for ganske mange kristne 

evangelister. Faktisk har Ahmadinejad i fle- 

re omgange foreslået at slække på de mo- 

ralske tøjler – som at give kvinder adgang 

til fodboldkampe og tillade en mindre ri- 

gid påklædning – men er blevet bremset. 

Flere iranere ser endda i Ahmadinejad et 

større reformistisk potentiale – berettiget 

eller ej – end i den gamle premierminister 

Mousavi og mullahen Karroubi. 

En af Den Grønne Bevægelses store 

udfordringer har været manglen på fol- 

kelig opbakning, særligt fra arbejderne. 

Bevægelsen har primært været et middel- 

klasseprojekt. Iran har omtrent dobbelt så 

høj BNP per capita som Egypten, og nogle 

mener, at iranske arbejdere ikke har det 

hårdt nok til at ville risikere liv og lemmer. 

Men Irans økonomi er præget af korrup- 

tion, arbejdsløshed og faldende produk- 

tivitet, og de næste to år vil blive helt af- 

gørende for landets fremtid. 

ØKONOMIEN KAN SKABE 

SOCIAL URO 

Med undtagelse af nogle af årene under 

den otteårige krig mod Irak i 80’erne har 

Den Islamiske Republiks økonomi aldrig 

haft det værre. Officielt spås inflationen at 

ramme 15 procent i løbet af 2011, men vur- 

deres af uafhængige analytikere til allere- 

de at ligge på mindst 30. Iran pøser af sine 

udenlandske valutareserver for at holde 

den lokale valuta, rialen, på en fast 

kurs, og samtidig visner den ene 

hjemlige produktionssektor efter 

den anden. 

Det skyldes til dels de vestli- 

ge sanktioner mod landets atom- 

program, som gør det svært at 

importere industrimaterialer. 

Konsekvensen heraf er en stadig 

større koncentration af økonomien 

i den magtfulde Revolutionsgardes 

hænder, og på kort sigt hjælper 

Vesten således til at konsolide- 

re magten omkring præsidenten. 

Men i et længere perspektiv kan 

de økonomiske vanskeligheder få 

vækket arbejderne, der bliver fat- 

tigere og fattigere. Sanktionerne 

går også ud over landets vigtigste 

økonomiske kilde, olieproduktio- 

nen, som falder med mellem 10 og 

15 procent årligt. 

De regionale uroligheder har 

midlertidigt sendt oliepriserne i 

vejret, så de tjener som en redningsvest 

for den iranske regering. På kort sigt styr- 

ker oliepriserne således styret, som ikke er 

afhængig af skatteopkrævning og derfor 

relativt immunt over for strejker. Truslen 

fra en udenlandsk forbrugerboykot eksi- 

sterer reelt ikke, og i forhold til Egypten, 

som var afhængig af turisme og udenland- 

ske investeringer, er Iran langt mere selv- 

forsynende og vant til isolation. 

Men det er en stakket frist, og som et 

måske nødvendigt men vovet træk for at 

øge statens indtægter og nedsætte det 

vanvittige energiforbrug har præsident Ah- 

madinejad iværksat en stor subsidiereform, 

der gradvis fjerner de statslige subsidier til 

en lang række sektorer. Priserne på energi, 

benzin og enkelte basale madvarer er al- 

lerede steget med flere hundrede procent 

siden december. Som kompensation for 

de højere priser udbetaler regeringen hver 

anden måned omtrent 85 dollars per per- 

son. I en arbejderfamilie med mange børn, 

hvor forsørgeren tjener mindstelønnen på 

omkring 300 dollars per person, rækker 

det beløb langt, og formålet er tydeligvis 

at holde de underbemidlede klasser i lan- 

det fra at blive for politisk bevidste. Men 

pengene til denne udbetaling skal komme 

et sted fra, og det går ud over investeringer 

i den hjemlige industri. 

For at følge med de store generatio- 

ner fra krigsårene i 80’erne skal Iran skabe 

knap en million arbejdspladser hvert år. 

Men der er stort set ingen virksomheder, 

hverken statslige eller private, der ansæt- 

ter, ingen investerer og arbejdsløsheden 

stryger opad. Ahmadinejad har lovet at 

skabe 2,5 millioner arbejdspladser i løbet 

af det kommende år, men har ikke spun- 

det de store forklaringer på, hvordan det 

skal lade sig gøre. 

Regeringen er på den måde i færd med 

at opbygge en hel klasse af arbejdsløse, 

der er afhængige af en overførselsind- 

komst, som regeringen kun i en begræn- 

set periode vil være i stand til at udbetale. 

Og det er i denne almisseøkonomi, det 

virkelige potentiale for social uro ligger. 

HISTORISKE PARALLELLER 

Selv om propagandaen er skinger, når ira- 

nerne hævder, at de egyptiske demon- 

stranter er i gang med at importere Den 

Islamiske Revolution, så har de en pointe, 

som er værd at dvæle ved. Nemlig at Iran 

allerede har været igennem en revolution. 

Det har skabt nogle fundamentalt ander- 

ledes vilkår for en folkelig magtovertagel- 

se i Den Islamiske Republik end der var i 

Egypten eller Tunesien. Og det giver os 

en historie at lære fra. 

En succesfuld revolution kræver andet 

og mere end blot en utilfreds befolkning. 

Den Islamiske Revolution i 1979 havde kla- 

re paralleller til tidligere historiske revolu- 

tioner, navnlig den franske (1789-99), den 

russiske (1917) og den kinesiske (1949), som 

sociologen Theda Skocpol har sammenlig- 

net i sit arbejde med sociale revolutioner. 

I alle fire revolutioner kan man identifice- 

re en række forhold, der i sidste ende var 

med til at muliggøre en folkelig magtover- 

tagelse, og som også var til stede i Egyp- 

ten i 2011. Helt enkelt handler det om, at 

disse lande alle var underlagt internt pres 

og samtidig led under internationale han- 

dicap, militært og politisk såvel som ide- 

ologisk: 

Frankrig var gennem sin intense kon- 

kurrence med England røget ind i en vold- 

som recession, der endte i statsbankerot. 

Rusland havde fået bank i Første Verdens- 

krig og økonomien var til rotterne. Kina, 

Iran og Egypten var stærkt politisk afhæn- 

gige af udenlandske magter, hvilket må ses 

som det alvorligste internationale handi- 

cap overhovedet. 

En vigtig faktor for en ny stats stabilise- 

ring i en postrevolutionær periode er krig. 

Staten kan sådan set godt tabe krigen, 

som Frankrig gjorde med Napoleonskri- 

gene, men krigsmobilisering er med til at 

skabe en stabil, centraliseret stat med et 

stærkt bureaukrati til rådighed, som også 

kan bruges til effektivt at lægge låg på 

fremtidige interne uroligheder. Desuden 

er krig med til at konsolidere den ideologi, 

der lå til grund for revolutionen, og hvor 

landet tidligere led af internationale han- 

dicap, stiger det nu i graderne, og bliver 

måske endda rollemodel for andre stater. 

Det gjaldt Rusland efter Anden Verdens- 

krig, mens den kinesiske revolution kom 

umiddelbart efter krigen med Japan. Og 

det gjaldt Den Islamiske Republik Iran, der 

ganske vist ikke selv startede den otte år 

lange krig (1980-1988) med nabolandet 

Irak, men som i 1982, efter at have gene- 

robret næsten alt territorium, afviste at 

indgå våbenhvile. 

I republikkens første år blev krigsmod- 

standere, som i høj grad var islamisternes 

revolutionsfæller fra venstrefløjen, elimi- 

neret, mens politisk shiaislam blev bekræf- 

tet og styrket som national ideologi. Ikke 

mindst i kraft af martyrkulturen, som blev 

fremavlet under Khomeini, der sendte 

unge drenge ud i marken som mineryd- 

dere med en nøgle til himmerige om hal- 

sen. Iran fik hurtigt status som internatio- 

nal paria, men det var blot med til at sikre 

revolutionens mål om national autonomi. 

Det var også krigen, der gav fødselshjælp 

til Revolutionsgarden. 

Den Islamiske Republik har i sine 32 år 

erhvervet sig nogle internationale handi- 

cap, der spiller sammen med det interne 

pres fra befolkningen. I takt med at „den 

tyrkiske model“ vinder indpas, mister Irans 

version af politisk islam en del af sin kon- 

kurrenceevne på det ideologiske marked. 

Men islam er som kommunismen universa- 

listisk, og i modsætning til sekulær natio- 

nalisme er det muligt for Iran at tiltrække 

støtte på tværs af regionen. Som når Hiz- 

bollah-fodfolk hentes til teltlejre i udkan- 

ten af Teheran for at hjælpe med at kvæle 

en folkelig opstand. 

Gennem sin isolation er Iran politisk 

uafhængig af det internationale sam- 

fund. Og selv om Vesten kan skrue på nog- 

le knapper i den økonomisk samhandel, 

har Iran en trumf i olien, der som nævnt 

på kort sigt gør den iranske økonomi re- 

lativt stabil. 

Modsat er Egypten økonomisk udsat 

i form af sin afhængighed af internatio- 

nal turisme og investeringer, der styrt- 

dykker, i samme øjeblik den mindste uro 

spirer. Det var med til at styre Mubaraks 

håndtering af demonstranterne. På grund 

af manglen på dialog mellem Iran og de 

vestlige lande har Iran har intet at miste 

rent diplomatisk, og udfasningen af vest- 

lige investeringer er med til lukke styrets 

jernnæve endnu fastere om demonstran- 

terne. 

IRANS FORGÆVES FLIRT 

For hvert vindstød, den arabiske storm 

af folkelige protester har sendt over re- 

gionen, har et globalt publikum hujet og 

krævet diktatorernes afgang. Kun Israel 

har iagttaget udviklingen med ængste- 

lige miner. Et demokratisk Mellemøsten 

er langt farligere for Israel end medgør- 

lige diktaturer, og israelerne har hele ti- 

den ét øje på araberne og et øje på ira- 

nerne. 

En bekymring er, at repræsentative re- 

geringer vil følge folkestemningen i især 

Egypten og gå i konfrontation med Is- 

rael. En anden bekymring er, at Iran vil 

øge sin indflydelse i regionen, hvis mus- 

limske partier og organisationer i stil med 

Hamas og Hizbollah kommer til magten. 

Som den eneste shiamuslimske stat, den 

eneste stat, der utvetydigt støtter pa- 

læstinensernes sag, og den eneste stat 

i Mellemøsten med en vellykket folkelig 

revolution bag sig, har Iran nydt en sta- 

tus som det undertrykte mellemøstlige 

folks forsvarer. 

Den status blegner nu. Hvis blot én 

arabisk befolkning formår at komme ud 

på den anden side af et oprør mod en 

diktator med et nogenlunde repræsenta- 

tivt demokrati i hænderne, vil Irans – såvel 

som al-Qaeda og ligesindedes – funda- 

mentalistiske eksempel miste sin fascina- 

tionskraft og sin berettigelse for mange. 

Og lige nu er det de færreste, der lader 

sig kurtisere af iranerne. 

Indtil videre må Iran nøjes med Hizbol- 

lah og Hamas. Men det er vigtigt at huske 

på, at støtten til Hizbollah og Hamas ikke 

er en folkelig vindersag i Iran. Som en af 

parolerne ved de nylige demonstrationer 

lød: „Ikke for Gaza eller for Libanon, jeg 

vil kun ofre mit liv for Iran.“ 

I Irak har Iran forsøgt at tale til den shi- 

itiske befolknings hjerter gennem tv og 

radio og med finansiel støtte til shiagrup- 

per. Men præstestyret har ikke kunnet 

holde sig fra på klodset vis at støtte ud- 

valgte grupper som Asaib Ahl al-Haqq, 

der er opfostret som en art Hizbollah- 

kloner, og dét har splittet de irakiske 

shiitter. Stik imod hensigten. Læg dertil 

dumpningen af iranske, subsidierede va- 

rer, der underminerer det irakiske føde- 

varemarked, og lejlighedsvise bombnin- 

ger af kurdiske områder i Nordirak, og 

det er let at se, hvorfor irakerne – sunni 

som shia – ser på Iran med en vis mis- 

tænksomhed. 

I Egypten var Det Muslimske Broder- 

skab efter Mubaraks fald straks ude og 

understrege, at den egyptiske revolution 

ikke var en islamisk, men en „folkets revo- 

lution“. Og den tunesiske oprørsleder Ra- 

shid Ghannoushi understregede som no- 

get af det første til pressen, da han vendte 

hjem fra eksil, at han ikke var nogen aya- 

tollah Khomeini. Araberne kunne selv, og 

Iran, den evige bøhmand, blev pludselig 

ignoreret. 

Indtil Bahrain. 

KAMP OM FORTÆLLINGEN 

Uroen i den lille østat har fået Golflan- 

dene til at stå på stikker af nervøsitet, og 

det uden at iranerne har foretaget sig no- 

get. Det er primært det bahrainske styre 

selv, der har pustet til ilden ved at spille 

på de sekteriske splittelser i landet, hvor 

den shiamuslimske majoritet i høj grad er 

sat uden for indflydelse. Givetvis for at 

lokke Saudi-Arabien til at intervenere på 

vegne af kongefamilien – hvilket lykkedes 

– og for over for USA at udstille Bahrains 

modsætning til Iran. 

En øget indflydelse til de bahrainske 

shiitter, som er med til at antænde uroen, 

vil være til Irans fordel, men ikke så enty- 

digt, som mange tror. De tre største shiiti- 

ske grupper i Bahrain er godt nok af iransk 

oprindelse, men de ser ikke Ali Khame- 

nei som deres spirituelle leder, men deri- 

mod ayatollah Ali al-Sistani i Irak. Al-Sistani 

vurderes at være den mest indflydelses- 

rige shia-leder i verden, og han 

er, trods sin moralske og kulturel- 

le konservatisme, modstander af 

et præstestyre. 

Ifølge Wikileaks-dokumenter 

har den amerikanske ambassade i Bah- 

rain desuden aldrig set beviser for, at 

Iran har støttet bahrainske grupper med 

hverken våben eller penge siden midten 

af 90’erne. Og med sin beskedne størrelse 

virker Bahrain for ubetydelig til, at Iran vil 

risikere at sætte sit i forvejen anstrengte 

forhold til Golflandene, for ikke at tale om 

Tyrkiet, på spil. 

Irans støtte til oprørerne i Bahrain 

har da også været mådeholden, og selv 

da Saudi-Arabien sendte tropper ind 

i østaten, svingede iranerne sig ikke op 

over de forudsigelige diplomatiske for- 

dømmelser. Således kom der heller ingen 

af de vante proklamationer om, at Bahrain 

egentlig er en iransk provins. Og selv om 

de proklamationer skulle komme, er det 

stærkt usandsynligt, at Golflandene vil til- 

lade, at Iran overhovedet lægger an til at 

gøre Bahrain til en shiitisk republik. Så hel- 

lere annektere skidtet. 

Når det er sagt, så er der næppe tvivl 

om, at Iran ser ud på regionen med for- 

nyet og oprigtig selvtillid. Og iranerne 

vil søge indflydelse, hvor de kan. Der er 

en fare for, at demokratiet ikke gennem- 

trumfes i de arabiske lande, og at be- 

folkningerne ender med at blive end- 

nu mere desillusionerede. Det kan åbne 

op for ekstremistiske organisationer, og 

Iran kan vinde noget af sin tabte pre- 

stige tilbage. 

Uroen i Syrien kan forstærke den sek- 

teriske knitren i regionen, som umiddel- 

bart er til det iranske styres fordel. Ira- 

nerne beskyldes nu af amerikanerne for 

at bidrage med våben til Bashar al-Assads 

overlevelseskamp. Tilstedeværelsen af 

saudiske tropper (læs: amerikanske laka- 

jer) i Bahrain styrker den fortælling, som 

både Iran og Gaddafi i Libyen ynder at 

propagandere for: at regionens stabilitet 

er evigt truet af udenlandsk, imperialistisk 

indblanding. 

Men lige nu råder den demokratiske 

ånd og fortællingen om folkets kamp for 

demokratiske rettigheder mod deres dik- 

tatoriske regimer. Styrken ved oprørene 

i Egypten og Tunesien, samt ved Den 

Grønne Bevægelse, var netop fraværet af 

udenlandsk indblanding. Men det var ikke 

en kamp mellem øst og vest. De globale 

reaktioner på de arabiske oprør har be- 

vist, at civilisationer i deres udgangspunkt 

ikke støder frontalt sammen. Frihed har 

vist sig som den altoverskyggende univer- 

selle værdi. 

Dét er den største trussel mod det iran- 

ske præstestyre. 

Teheran (arkivfoto) 

Yazd (Foto: Vladimir Melnik) 

Jameh-moskéen (Foto: senk) 

IRANERNE VIL SØGE 

INDFLYDELSE, HVOR 

DE KAN. DER ER EN 

FARE FOR, AT DEMO- 

KRATIET IKKE GEN- 

NEMTRUMFES I DE 

ARABISKE LANDE, OG 

AT BEFOLKNINGERNE 

ENDER MED AT BLIVE 

ENDNU MERE DESIL- 

LUSIONEREDE. 

26 27 

Udvalgte opslag fra 

RÆSON nr 01/11 

FINANSIERINGSPROBLEMET: DET 

VÆSENTLIGSTE PROBLEM FOR 

DEN ØKONOMISKE POLITIK 

Den umiddelbare årsag til underskuddet 

på de offentlige budgetter er finanskrisen 

og det drastiske omsving i den økonomiske 

aktivitet. Der er med rette et stort aktuelt 

fokus på at vende denne udvikling og få 

bragt underskuddet ned. Dette er vigtigt i 

sig selv, men også for at imødekomme hen- 

stillinger fra EU-kommissionen. 

På grund af de demografiske forskyd- 

ninger vil der imidlertid være systematiske 

underskud i fremtiden: Finansministeriets 

egne skøn viser et støt stigende under- 

skud fra nu og flere årtier frem. I 2040 vil 

underskuddet udgøre ca. 3.5 % af BNP og 

uden udsigt til at blive mindre. Kort sagt 

betyder det, at dagens skattesystem ikke 

kan finansiere de kendte velfærdstilbud, 

når befolkningens alderssammensætning 

ændres. 

Dette systematiske finansieringsunder- 

skud er det væsentligste problem for den 

økonomiske politik, og det er ikke korrekt, 

når det i den politiske debat fremstår som 

om, vi er havnet i denne situation pga. fi- 

nanskrisen. Problemerne var kendt før 

krisen, men den politiske vilje til at gøre 

noget ved problemerne var ikke stor. Kri- 

sen bruges nu som en undskyldning – men 

kendsgerningen er, at problemerne har 

været kendt længe og er blevet større 

pga. den manglende politiske vilje til at 

tage initiativ. 

KONKURRENCEEVNE: SKADEN 

ER SKET – OG POLITIKERNE 

KAN IKKE GØRE MEGET 

Over de sidste 10 år er konkurrenceevnen 

blevet forværret 20-25 %. Lønstigningerne 

har været større end hos vores konkur- 

renter, og produktivitetsudviklingen har 

ikke været stærk nok. I de gode år inden 

krisen var der ikke politisk vilje til trykke 

på bremsen, og nu skal regningen beta- 

les. Dette kommer til at ske via en længere 

periode med højere arbejdsløshed og en 

lavere lønstigningstakt. Danmark har væ- 

ret igennem sådanne perioder før, men 

det er uheldigt med en sådan zig-zag-ud- 

vikling, da det tager lang tid at rette pro- 

blemerne op. Det politiske dilemma er, at 

det er svært at gøre noget ved problemet. 

Skaden er sket og opretningen tager tid. 

ARBEJDSLØSHED: DE LANGTIDS- 

LEDIGE ER DET RIGTIGE PROBLEM 

En alvorlig konsekvens af finanskrisen er 

den øgede arbejdsløshed. Imidlertid er 

arbejdsløsheden fortsat lav – både i histo- 

risk perspektiv og i forhold til andre lande. 

Der er også fortsat stor omsætning på ar- 

bejdsmarkedet forstået på den måde, at 

mange kun er arbejdsløse i en kort pe- 

riode. Det reelle problem er at undgå en 

stigning i langtidsledigheden. Vedvaren- 

de arbejdsløshed betyder typisk en mar- 

ginalisering og udgang fra arbejdsmarke- 

det. Dette kræver meget mere målrettede 

tiltag end generelle tiltag rettet mod ar- 

bejdsløsheden. Det er sværere og mindre 

synligt. Der er ikke et enkelt tiltag man kan 

gribe til for at løse dette problem, da det 

skal tilpasses situationen for de sårbare 

grupper. 

VÆKST: STOR RISIKO FOR, AT 

POLITIKERNE SATSER FORKERT 

Væksten i Danmark er lav, og vækst- 

potentialet vurderes også at være lavt 

fremadrettet. Hvad skaber vækst? 

Grundlæggende drives vækst af pro- 

duktivitetsstigninger. Øget arbejdsud- 

bud (flere mennesker på arbejdsmarke- 

det, flere timer fra dem, der er der) kan 

give et højere niveau for produktionen, 

men det kan ikke være en vedvarende kil- 

de til vækst – for man kan ikke blive ved 

med at øge arbejdsudbuddet! Empirien 

viser meget klart, at den egentlige kilde 

til vækst er produktivitetsstigninger er ny 

viden, teknologi osv. Det politisk-økono- 

miske dilemma er, at det er meget svært 

at påvirke produktiviteten. Den drives af 

en række forhold, som kun indirekte kan 

påvirkes politisk og med et stort tidsef- 

terslæb. Tiltag for at øge vækstpotentia- 

let er ikke specielt synlige og giver først 

resultater efter en lang årrække. De opfyl- 

der derfor ikke det politiske krav til syn- 

lighed og handling her og nu. Det skaber 

en stor risiko for forkerte satsninger, hvor 

man politisk f.eks. udvælger områder, som 

man mener især vil give vækst. Politiker- 

nes muligheder for at finde fremtidens 

vindere er imidlertid minimale. Sandsyn- 

ligheden for succes er lille, mens sandsyn- 

ligheden er stor for fejlanvendelse af of- 

fentlige midler. 

FORHOLDET MELLEM PRIVAT OG 

OFFENTLIGT: VÆKSTEN LØSER 

IKKE VELFÆRDSPROBLEMET 

Det ville være behændigt, såfremt man 

kunne slå to fluer med et smæk. Ved at sat- 

se på vækst vil man så ikke også løse vel- 

færdssamfundets finansieringsproblem? 

Hvis svaret er ja, undgår man mere ubeha- 

gelige prioriteringsspørgsmål. Desværre 

er det ikke så enkelt. Vækst skaber øget 

velstand, 

men det lø- 

ser ikke auto- 

matiskvelfærds- samfundets 

finansierings- 

problem. Man 

kan derfor ikke 

undgå statens 


problemer ved at 

satse på en vækstdags- 

orden. Årsagen er enkel: 

Øget produktivitet 

og vækst skaber løn- og 

indkomststigninger og der- 

med et øget skatteprovenu. Men udgif- 

terne stiger også. Det offentlige har stort 

set kun to slags 

ET KORT OVER DANMARKS 

ØKONOMISKE PROBLEMER 

Af Torben M. Andersen 

POLITIKERNES 

MULIGHEDER 

FOR AT FINDE 

FREMTIDENS VINDERE 

ER MINIMALE. 

SANDSYNLIGHEDEN 

FOR SUCCES 

ER LILLE, MENS 


ER STOR FOR 

FEJLANVENDELSE AF 

OFFENTLIGE MIDLER. 

arbejdsløsheden fortsat lav – både i histo- 

risk perspektiv og i forhold til andre lande. 

Der er også fortsat stor omsætning på ar- 

bejdsmarkedet forstået på den måde, at 

mange kun er arbejdsløse i en kort pe- 

riode. Det reelle problem er at undgå en 

stigning i langtidsledigheden. Vedvaren- 

de arbejdsløshed betyder typisk en mar- 

ginalisering og udgang fra arbejdsmarke- 

det. Dette kræver meget mere målrettede 

tiltag end generelle tiltag rettet mod ar- 

bejdsløsheden. Det er sværere og mindre 

synligt. Der er ikke et enkelt tiltag man kan 

gribe til for at løse dette problem, da det 

skal tilpasses situationen for de sårbare 

VÆKST: STOR RISIKO FOR, AT 

POLITIKERNE SATSER FORKERT 

Væksten i Danmark er lav, og vækst- 

potentialet vurderes også at være lavt 

fremadrettet. Hvad skaber vækst? 

Grundlæggende drives vækst af pro- 

duktivitetsstigninger. Øget arbejdsud- 

bud (flere mennesker på arbejdsmarke- 

det, flere timer fra dem, der er der) kan 

give et højere niveau for produktionen, 

men det kan ikke være en vedvarende kil- 

de til vækst – for man kan ikke blive ved 

med at øge arbejdsudbuddet! Empirien 

viser meget klart, at den egentlige kilde 

til vækst er produktivitetsstigninger er ny 

viden, teknologi osv. Det politisk-økono- 

miske dilemma er, at det er meget svært 

at påvirke produktiviteten. Den drives af 

en række forhold, som kun indirekte kan 



påvirkes politisk og med et stort tidsef 

terslæb. Tiltag for at øge vækstpotentia- 

let er ikke specielt synlige og giver først 

resultater efter en lang årrække. De opfyl- 

der derfor ikke det politiske krav til syn- 

lighed og handling her og nu. Det skaber 

en stor risiko for forkerte satsninger, hvor 

man politisk f.eks. udvælger områder, som 

man mener især vil give vækst. Politiker- 

nes muligheder for at finde fremtidens 

vindere er imidlertid minimale. Sandsyn- 

ligheden for succes er lille, mens sandsyn- 



ligheden er stor for fejlanvendelse af of 

FORHOLDET MELLEM PRIVAT OG 

OFFENTLIGT: VÆKSTEN LØSER 

IKKE VELFÆRDSPROBLEMET 

Det ville være behændigt, såfremt man 

kunne slå to fluer med et smæk. Ved at sat- 

se på vækst vil man så ikke også løse vel- 

færdssamfundets finansieringsproblem? 

Hvis svaret er ja, undgår man mere ubeha- 

gelige prioriteringsspørgsmål. Desværre 

er det ikke så enkelt. Vækst skaber øget 

velstand, 

men det lø- 

ser ikke auto- 

matiskvelfærds- samfundets 


problem. Man 

kan derfor ikke 

undgå statens 


problemer ved at 

satse på en vækstdags- 

orden. Årsagen er enkel: 

Øget produktivitet 

og vækst skaber løn- og 

indkomststigninger og der- 



med et øget skatteprovenu. Men udgif 

terne stiger også. Det offentlige har stort 

set kun to slags 

ET KORT OVER DANMARKS 

ØKONOMISKE PROBLEMER 

POLITIKERNES 

MULIGHEDER 

FOR AT FINDE 

FREMTIDENS VINDERE 

ER MINIMALE. 


FOR SUCCES 

ER LILLE, MENS 


ER STOR FOR 

FEJLANVENDELSE AF 

OFFENTLIGE MIDLER. 

udgifter: løn til offentligt 

ansatte og overførsler. Løn- 

ningerne i den offentlige sektor 

må over tid følge lønudviklingen i 

det private marked ( jfr. regule- 

ringsmekanismen), og derfor 

stiger denne udgiftskompo- 

nent i takt med at væksten 

tager til. 

Hvis øget ulighed skal und- 

gås, skal overførselsindkomster- 

ne stige i takt med den generelle 

lønstigningstakt i samfundet, og 

denne udgiftskomponent stiger 

derfor også. Kort sagt: vækst i løn- 

ninger og indkomster vil øge offent- 

lige indtægter og udgifter i samme 

grad, og derfor ikke løse finansierings- 

problemet. Finansieringsproblemer er 

et fordelingsproblem, der ikke løses 

ved at gøre kagen større! 

VÆLGERNE: VI FORVENTER 

MERE OG MERE VELFÆRD 

Finansieringsudfordringen er stor, og vi 

står overfor systematiske finansieringsun- 

derskud. Det reelle problem er imidlertid 

meget større. For de fleste vurderinger ta- 

ger udgangspunkt i en videreføring af da- 

gens tilbud og standarder, dvs. de indreg- 

ner ikke plads til forbedringer. Men dette 

er urealistisk, og derfor er den reelle ud- 

fordring i en mere omfattende skala, end 

beregningerne umiddelbart lader ane. 

Hvordan skal man skabe plads til disse for- 

bedringer? Øget velstand har en tendens 

til at skabe større krav til f.eks. sundhed, 

og samtidig gør medicinske landvindinger 

behandlingsrummet meget større. Samti- 

dig vil øget velstand for mange betyde et 

ønske om mere fritid – dét presser også 

de offentlige finanser, da fritid som be- 

kendt ikke er beskattet. Når tilstrækkeligt 

mange vælger at holde mere fri, er det 

en konsekvens, at der kommer færre skat- 

tekroner i kassen. Bare det at holde en 

uændret arbejdstid er så- 

ledes en meget stor udfor- 

dring – at få arbejdstiden til 

at stige er selvsagt en endnu stør- 

re udfordring. Kort sagt: mere velstand 

belaster velfærdssamfundet ved at øge 

udgiftskravene og mindske indtægter- 

ne. Den politiske debat viger behændigt 

uden om disse problemer. 

UDGIFTSSTYRING: UDEN BEDRE 

KONTROL MED FORBRUGET 

DUER PLANERNE IKKE 

I den politiske debat har der været megen 

fokus på at fremlægge planer, der løser 

underskudsproblemet for den offentlige 

sektor. Dette er selvfølgelig vigtigt, men 

disse planer mangler alle et meget væ- 

sentligt element. En af hovedårsa- 

gerne til den aktuelle 

situation er, at tidligere planer – 2010-pla- 

nen lanceret af Nyrup regeringen og vi- 

dereført af Fogh samt Fogh- regeringens 

2015-plan – alle havde to store svagheder: 

For det første havde de som finansie- 

ringselement endnu ikke konkretiserede 

reformer til styrkelse af beskæftigelsen 

For det andet havde de måltal for ud- 

viklingen i det offentlige forbrug. 

Ingen af delene blev indfriet. 

Især er den manglende styring af de 

offentlige udgifter et stort problem. Det 

har det været historisk, og det vil det være 

fremadrettet både på grund af ændret 

demografi (flere ældre, færre unge) og 

velstandsdilemmaet (vælgerne vil have 

mere og mere velfærd). Det er en vigtig 

politisk prioritering at fastlægge størrel- 

sen af den offentlige sektor, men det er 

dybt problematisk, at man ikke har styr 

på udgifterne i forhold til denne priori- 

tering. Kort sagt: det er nødvendigt med 

en mere stram styring af de offentlige ud- 

gifter – og uden vilje til at gøre dette er 

planerne ikke troværdige. 

ARBEJDSMARKEDSREFORMER: 

HVORFOR DE BØR 

GENNEMFØRES NU 

Velfærdssamfundets finansiering afhæn- 

ger til syvende og sidst af at en stor del af 

befolkningen er i beskæftigelse. Jo flere, 

der arbejder, jo færre udgifter for det so- 

ciale sikkerhedsnet og jo større skatteind- 

tægter. En væsentlig grund til forbedrin- 

gerne i dansk økonomi gennem 1990erne 

var en række arbejdsmarkedsreformer 

med sigte på at styrke arbejdsudbud og 

beskæftigelse. Disse blev gennemført i en 

periode med højere arbejdsløshed end i 

dag, men de har bidraget til at styrke be- 

skæftigelse og vel- 

stand og forbed- 

re de offentlige 

finanser. Det er 

derfor påfal- 

dende, at en af 

de stærkeste my- 

ter i den økono- 

miske politiske 

debat er, at 

der er et 

givet antal jobs, og at struktur- 

reformer som ændringer 

i dagpengesystemet 

eller tilbagetræk- 

ningsordninger 

(efterløn) ikke har 

nogen effekt. Er- 

faringerne fra Dan- 

mark viser, om noget, 

at dette ikke er korrekt. Det er 

derfor meget problematisk, 

såfremt strukturreformer 

udskydes el- 

ler sættes i 

bero pga. 

den aktu- 

ellesituati- on på arbejdsmarkedet. 

Sådanne reformer vil ikke 

have den samme umiddel- 

bare effekt i en lavkonjunk- 

tur, som nu, men det er ikke no- 

get argument for at sætte denne 

dagsorden i bero. Sådanne reformer 

er netop vigtige for at skabe grund- 

lag for fremgang, når økonomien 

vender – kommer tiltagene først 

når økonomien har vendt, er det 

typisk for sent! 

ULIGHED: SITUATIONEN ER 

ALARMERENDE 

Den væsentligste kilde til at holde en ri- 

melig fordelingsprofil er at sikre at så man- 

ge som muligt har kvalifikationer, der sæt- 

ter dem i stand til at blive selvforsørgende 

på et rimeligt niveau. Nøglen er altså ud- 

dannelse. Skattesystemet og det sociale 

sikkerhedsnet kan reparere nogle proble- 

mer, men det kan ikke, på samme måde 

som uddannelse skabe et robust grundlag 

for en acceptabel fordelingsprofil. Dan- 

mark og de andre skandinaviske lande 

har også historisk været gode til at sikre 

forudsætningerne herfor. Imidlertid er si- 

tuationen på dette område alarmerende. 

Omkring 1/5 af en årgang har ikke fået en 

ungdomsuddannelse og har dermed me- 

get dårlige forudsætninger for at klare sig 

på arbejdsmarkedet – og sådan har det 

været i en årrække. Teknologi og globa- 

lisering har en tendens til især at fjerne 

jobs fra den lavere ende af kvalifikations- 

fordelingen, og derfor vil dette problem 

kun blive større. Den uddannelsesmæssi- 

ge restgruppe er den største udfordring 

for Danmarks sociale profil. 

KONKLUSION: POLITIKERNE 

MANGLER VIDEN 

Politik handler om prioritering. En priori- 

tering kræver en stillingtagen til to ting – 

det, man vil og dét, man helst vil undgå. 

Alligvel er det forbavsende, hvor uklare 

prioriteringsdiskussioner er. Fx kan man 

ikke lade en analyse, der viser, at man haft 

stor glæde af penge givet til et bestemt 

område stå alene. Man må tage stilling til 

den gavn, disse midler kunne have gjort 

på andre områder for at kunne lave en 

sammenligning og så tage stilling. Men 

den type sammenligninger er stort set 

fraværende i den politiske debat. Såvel 

forslag til udgiftskrævende aktiviteter som 

til skattelettelser fremsættes uden at anvi- 

se finansiering. Begge dele er problemati- 

ske – det politiske debat- og beslutnings- 

niveau bør være højere, og medierne bør 

være med til at sikre det. 

Torben M. Andersen (f.1956) er Profes- 

sor i Økonomi ved Aarhus Universitet. 

Har skrevet utallige artikler om arbejds- 

marked, finanspolitik og velfærdssam- 

fund, og har været aktiv i økonomisk 

politisk rådgivning både i udlandet og 

Danmark, bl.a. som Overvismand og for- 

mand for Velfærdskommissionen. 

6 7

typOgrafI & OmbrydnIng 

„Ord for livet“ 

Opgaven 

Opgaven bestod i at et onlinemateriale, „Médaille: Online Course. 

The Spirituality of Jean Pierre Médaille, SJ“ bestående af 52 lektioner 

for kvinder, der ønsker at leve et klosterliv, efter oversættelse fra 

engelsk til norsk skulle redesignes og laves til en tryksag. 

I første omgang talte vi om at lave hæfter, der skulle sættes 

i ringbind og lign., og vi gik i gang med – ud fra 1. lektion af 

materialet – at lave et design, der skulle godkendes af nonnerne. 

2Krogh har tidligere lavet en række historiske bøger m.m. for St. 

Josephsøstrene i Norge, som er samlet i en boks, og vi besluttede 

at dette materiale skulle være i samme stil – 4 bind i en boks i det 

store format 24 × 34 cm. 

Min opgave har været at være med til at lave designet, konvertere 

og formatere manuskriptet efterhånden som lektionerne 

blev tilsendt fra oversætter samt alt arbejde med ombrydning, 

billedbehandling, finde nye billeder (vi fik undervejs overbevist 

nonnerne om at resultatet ville blive meget flottere, hvis vi kunne 

få lov at udskifte billederne med nogen i ordentlig kvalitet), tegning 

af figurer osv. Det har kort sagt været min opgave i samarbejde 

med min chef. 

Typografivalg 

Det store format, 24 × 34 cm, indbyder til en større brødskrift end 

normalt. Her er valgt en 13.5 / 16 Garamond Premier Pro, som er en 

moderne udgave af antikvaskriften Garamond, der er fremstillet i 

ca. 1540 i renæssancestil. Skriften passer godt til dette projekt, da 

den er læsbar, elegant og samtidig traditionel og troværdig. 

Til citater er brugt kursiv, som står tydeligt i kontrast til det 

regulære skriftsnit med dens ovale rundinger og lidt kalligrafi-agtige 

udtryk. Henvisninger er lavet i kapitæler, til tekst i punktform er 

brugt små ornamenter • osv. (se opslagene på efterfølgende side). 

For at skabe kontrast og samtidig udnytte at bøgerne skulle 

trykkes i 4 farver valgte vi at lave lilla rubrikker/mellemrubrikker 

Kolofon 

Sr. Mary O’Toole, CSJ: ORD FOR LIVET, bind 1 av 4 

Et studieverk inspirert av jesuittpater Jean-Pierre Médailles åndelige 

skrifter og erfaringer 

ISBN 978-82-8125-026-0 

© Forlaget Snorre, 2011 

Design og dtp: 2Krogh as, Højbjerg 

Grunnskrift: 13.5/16 Garamond Premier Pro 

Papir: 150g Profi Silk /240g Invercoat 

Trykk og bokbind: EJ Graphic, Beder 

Printed in denmark, 2011

Mastersiden med 

fodlinjenet, pagina 

og kolumnetitel samt 

styles. 

Marginforhold 

Top: 30 mm 

Bund: 47 mm 

Indvendig: 40 mm 

Udvendig_ 70 mm

typOgrafI & OmbrydnIng 

Rationelle produktionsmetoder 

Al tekst (på nær enkelte punktopstillinger, hvor jeg har brugt en 

halvlinjes luft mellem punkterne) er bundet til grundlinjenettet. 

Det har været nødvendigt at oprette mange styles (se ill.), da 

der er alt fra brødtekst, rubrikker, mellemrubrikker, blokcitater, 

litteraturhenvisninger, tabeller, skemaer, poesi, billedtekster osv. 

Derudover forekommer det eksempelvis ofte at forskellige rubrikniveauer 

kommer lige efter hinanden, hvorfor jeg fx har en style, 

der hedder „Rubrik 3 over 4“ 

• 

kvalitetsvurdering 

Der er kommet fire rigtig lækre bind ud af projektet, som vidner 

om at dette ikke har været et „spareprojekt“. Bøgerne er trykt på 

150g Profi Silk, som giver en god tyngde og et flot finish. Når man 

åbner bøgerne gør teksten, billederne og den gode mængde luft 

bøgerne indbydende. 

Jeg har selv måtte agere lidt redaktør undervejs, da der i 

manuskriptet var den del inkonsekvens i markeringen af rubrikker, 

citater osv.

1 

23 

1635-37 Teologistudent ved College i Toulouse. 

1637 Ordinert til prest i en alder av 27. 

1637-42 Hans første oppdrag som prest var ved jesuittcolleget i Aurillac, 

som bestyrerens assistent, og han skulle ha tilsyn med materielle, 

praktiske oppgaver. Dette var en „intern tjeneste“. Han utførte 

også menighetsarbeid, veiledet foreningen, (The Companies of 

the Blessed Sacrament), underviste lekfolket i åndelig liv og organiserte 

tjenestegrupper som besøkte syke, fattige, fanger osv. 

1642 Vendte tilbake til jesuittcolleget i Toulouse for et tredje år der. 

Dette året, fylt med spirituell fornyelse og berikelse, tilbrakte 

han sammen med pater Noël Chabanel, SJ, som for øvrig ble 

utsendt til Canada mot slutten av dette året. Der ble han martyr 

og er en av de canadiske martyrer. 

1642 Han avla sine evige løfter den 11. oktober. 

1643-49 Beordret til jesuittcolleget St. Flour hvor han var prest (overordnet 

medhjelper, en treårig avtale med boplikt (1643-46)). Deretter 

ble han fullmektig med økonomiansvar, i det han reiste rundt 

og samlet inn penger fra mesener som støttet colleget (1646-49). 

1646 I løpet av denne perioden hadde Jean-Pierre tid til å hjelpe mennesker 

som åndelig veileder og skriftefar. Noen av disse som han 

veiledet, organiserte han i et „hemmelig“ forbund … hans første 

idé om Det Lille Foretagende som han hadde for kvinner som 

ønsket å gi sitt liv til Gud og samtidig fullt ut ville leve i verden. 

1650 Biskop de Maupas, biskop i Le Puy, anerkjente offisielt St. Josephsøstrenes 

Kongregasjon og ga dem kanonisk status og ordensdrakten 

den 15. oktober. 

De seks første kvinnene var 

Francoise Eyraud 39 år gammel og ble utnevnt til første forstanderinne. 

Clauda Chastel enke, kunne lese og skrive 

Anna Chalayer 46 år gammel 

Anna Vey hennes far lovet dem en betraktelig medgift dersom 

hun kom med i gruppen. Trolig var hun mindreårig 

da hun ble med. 

Anna Brun 15 år gammel, antakelig foreldreløs fra Hospitalet. 

6 | Leksjon 1 

#3 MYSTERIETS ØYEBLIKK 

om OMSKJÆRELSEN 


Da skal Herren din Gud 

omskjære deg og dine etterkommere 

på hjertet … 

5 Mos 30:6 

Marguerite Burdier 24 år, med en sterk personlighet og med stor påvirkning 

av veksten i de andre hus. 

Le Puy, Frankrike 

Médaille sendte en legkvinne, Marguerite de St-Laurent, 

meget åndelig og lesekyndig, til å hjelpe til i den grunnleggende 

tiden. Hun bodde sammen med dem i syv år og fungerte som en 

dannelsesleder i det hun veiledet dem i det spirituelle liv. Hun ble 

aldri en St. Josephsøster. I stedet trakk hun seg tilbake til et liv i 

ensomhet. Hun kalles „Margo“ i annalene. 

Søster Therese Vacher, SSJ, av Clermond-Ferrand, Frankrike. 

Letting in Joy By Looking to our Past. 

1650-54 Ble sendt til College i Aurillac hvor han gjenopptok sine plikter 

som prest. (Bestyrerens assistent, som innebar boplikt). Ett 

års oppdrag som „predikant utenfor byen“. Médaille besøkte 

Le Puy i forbindelse med biskop de Maupas’ godkjenning av 

St. Josephsøstrene som dermed fikk borgerlig status og ble juri- 

Leksjon 1 | 7 

I den eneste franske utgaven av 1672 som finnes, står denne seksjonen i innholdsfortegnelsen, 

men selve teksten mangler (Skrifter, s.116). LIKEVEL, 

da jeg var på det internasjonale arrangementet i Le Puy i 2000, ble det kunngjort 

at noen hadde funnet teksten om omskjærelsen. Selv har jeg ikke klart 

å få tak i den. Er det noen som har den? I stedet vil vi bruke Skriftens tekster 

til å meditere over dette mysteriet. 

Da åtte dager var gått 

og han skulle omskjæres, 

fikk han navnet Jesus, 

det som engelen hadde nevnt 

før han ble unnfanget i mors liv. 

Luk 2:21 

Frykt ikke, Maria! 

For du har funnet nåde hos Gud. 

Du skal bli med barn 

og få en sønn, og du skal gi ham navnet 

Jesus. 

Han skal være stor 

og kalles Den høyestes Sønn. 

Herren Gud skal gi ham hans far Davids trone, 

og han skal være konge over 

Jakobs ætt 

til evig tid; 

og det skal ikke være ende på hans kongedømme. 

Luk 1:30-33 

Mens han tenkte på dette, 

viste en Herrens engel seg for ham og sa: 

„Joseph, Davids sønn! 

Vær ikke redd 

for å føre Maria hjem 

som din hustru. 

For barnet som er unnfanget i henne, 

er av Den Hellige Ånd. 

Hun skal føde en sønn, 


1 

23 

25 

51 

Spørsmål til ettertanke 

• Er det noen ord fra abba Jean – Pierres kontemplasjon 

over flukten til Egypt som virker 

nye på deg i dag? 

• Hva har du merket deg kan være et „ikke-voldelig“ 

svar på overgrep, fornærmelse, angrep 

på deg personlig? Har det ført til bedre forhold 

i kommunitetslivet, i familien, i ditt borgerlige 

liv? 

• Hvordan påvirker denne høyere „åndelige bevisstheten“ 

deg i hverdagens valg og oppførsel 

nå? 

• La oss be om fredsløsninger for familiens og 

for verdens problemer. Og la det begynne med 

meg selv! 


LEKSJON 26 omhandler 

#6 MYSTERIETS ØYEBLIKK 

Jesus i templet i en alder av 12 år 

• 

ANDRE SØYLE: ARBEID/APOSTOLISK TJENESTE 

Enhver virksomhet, uansett hvor meningsfull eller banal vi oppfatter den, 

inneholder en kontemplativ drivkraft. Det må være slik fordi både vår „utsendelse“ 

(apostolos) og det vi „gjør“, blir igangsatt, styrt og fullført av 

Gud. Kvaliteten av det du gjør er et resultat av kvaliteten i ditt indre liv. 

Pater Médailles leveregler om arbeidet viser oss den indre, kontemplative 

holdningen som må gjennomtrenge oss: 

Lev hele tiden i fred og indre mildhet, og vis dette utad 

ved å handle uten å forhaste deg eller være overivrig. 

Ikke bli opphengt i for mange ting på én gang … Ikke stress 

for å avslutte noe bare for å begynne på noe annet. 

Bekymringer forstyrrer freden i hjertet, og fører til 

at du glemmer Guds nærvær. 

M.P. 7:1 

M.P. 7:4 

M.P. 7:4 

I hvert menneskes liv bør det være noe fysisk arbeid. Det er noe ved vask, 

rengjøring, hagearbeid, klesvask osv. som frigjør tankene og lar ånden 

slappe av. Denne type arbeid krever ikke mye mental innsats eller konsentrasjon, 

siden den er rutinepreget og enkel. Det er mulig å arbeide 

med slikt uten å avbryte „tilbedelsen“ i ens bønneliv. Broder Lawrence 

mediterte stadig i kjøkkenet over Guds iboende nærvær. Pater Jean-Pierre 

Médaille ga retningslinjer for søstrene om å rengjøre sine rom, lage sine 

egne måltider, sy og reparere messedrakter og gjøre håndarbeid som kniplinger 

og broderi. Slikt fysisk arbeid, når det blir utført i stillhet, bevarer 

den indre forbindelsen med Gud. I bønn og arbeid vil vi „fortsette med å 

elske vår Elskede.“ 

Gi all din oppmerksomhet til det arbeidet du utfører. Luk bort 

selv de minste feilene, og tenk g jennom alle detaljer slik at du kan 

utføre det til fullkommenhet. Én handling som er godt utført er 

verdt tusen handlinger som er g jort halvhjertet. 

M.P. 14:4 

Vær knyttet til Gud i bønn og g jør alt for hans åsyn. 

M.P. 14:6 

LEKSJON 26 

• 

#6 MYSTERIETS ØYEBLIKK – 

Jesus i templet 

Med svært ydmyk og lavmælt 

enkelhet 

viste du noen glimt 

av din suverene visdom 

for de lærde … 


Når det gjelder vår viktigste tjeneste, begrunnet i kjærligheten til Gud og 

i ønsket om å helliggjøre medmennesker, må vi være klare over hvilken 

nådegave som er virksom i oss. All tjeneste strømmer ut fra den nådegaven 

som Ånden har gitt den enkelte. Det er forskjellige gaver som fører til 

forskjellige tjenester. Men alt kommer fra den samme Ånd. Det var pater 

Médailles råd at den Åndelige Veilederen (eller Novisiatslederen) skulle 

hjelpe søstrene til å finne ut hvilken tjeneste de var kalt til. 

Hun skal prøve å finne ut hvordan den enkelte søster blir kalt av 

den Hellige Ånd og hvordan Ånden ønsker å lede henne. På denne 

måten kan hun hjelpe dem til å følge Åndens Guddommelige 

inspirasjon uten å pådytte egne metoder og ideer. 

P.C. s.45 

Pater Médaille viser at han vet hvordan man skal integrere bønn og arbeid. 

Han veiledet søstrene til å sette av en viss tid til bønn og en viss tid til apostolisk 

tjeneste. Men det betyr ikke at disse to tingene er vesensforskjellige. 

Det er snarere slik at de må gjennomtrenge hverandre. 

Bønn og apostolisk tjeneste er ikke uforenlige, og det er ikke noe 

skille mellom kallet til ensomhet og kallet til tjeneste. Bønn i ensomhet 

og kall til tjeneste krever begge at man lytter til sitt indre. 

Dersom et menneske opplever en splittelse mellom bønn og apostolisk 

tjeneste, og mellom ensomhet og oppdrag, da ligger problemet 

hos dette mennesket selv, fordi han eller hun ikke klarer å integrere 

i seg alle detaljene i Guds kall: „Det er ingen motsetning mellom 

handling og kontemplasjon når kristen apostolisk handling 

befinner seg på dette nivået av ren nestekjærlighet. På dette nivået 

blir handling og kontemplasjon smeltet sammen til en enhet ved 

vår kjærlighet til Gud og til vårt medmenneske i Kristus.“ 

Nemeck og Coombs, Contemplation, s.138 

Engasjert som han var, kjente pater Médaille godt til fristelsen til å bli arbeidsnarkoman, 

å bli trukket inn i altfor mye arbeid, å bli overveldet av alt 

som trengs å gjøres for Guds Folk. For mange i dag har „arbeid“ blitt en 

usunn trang, en tvangshandling som gir utløp for egne følelser og behov. 

Sannheten er at det arbeidet som Gud vil at hver av oss skal gjøre her i verden, 

er svært avgrenset. Dersom vi strekker oss for langt og går ut over vårt 

personlige oppdrag, vil vi smuldre opp innvendig. Det er fjernt fra hva Jesus 

sier: „Skjønte dere ikke at jeg må være i min Fars hus?“ (Luk 2:49) De fleste 

av oss må lære å si „nei“ for å kunne si et riktigere „ja“ til det vi egentlig blir 

bedt om å gjøre. 


26 

51

grafIK & bIllede 

rentegning af figurer til „Kend kemien 3“ 

Opgaven 

For Gyldendal laver vi matematik- og kemibøger til undervisning 

i gymnasiet. I forbindelse med en ny udgave af „Kend kemien 3“ 

skulle samtlige illustrationer rentegnes, hvilket jeg bidrog til. 

Arbejdsproces 

Med udgangspunkt i farveskalaen til venstre handlede det overordnet 

om at få rentegnet figurene i samme stil hele vejen i gennem 

bogen (farver, gradienter, pilestørrelser og -ender osv.) 

samt ændre skriften til Charlotte Sans Book Plain 9 pt. Gjorde 

det, at jeg lagde de originale figurer ind som et lag for sig, dæmpede 

opaciteten til 50 %, så det var nemmere at se, hvad jeg lavede 

og lavede så nye lag med nye streger, pile, cirkler, tekst osv. 

Fik undervejs prøvet mange af Illustrators store udvalg af redskaber 

af.

Før 

Før 

Før 

a b c 

Retningen af 1 H-kernernes magnetiske 

moment uden påvirkning fra ydre 

magnetfelt 

Efter 

B 0 = 0 Lille 

B 0 

Efter 

Efter 

B 0 


moment under påvirkning fra ydre 

homogent magnetfelt (B 0 ) 

ΔE =hƒ 

+ 

Stor 

B 0 

ΔE =hƒ 

B 0 

Radiobølger 


moment under påvirkning fra et ydre 

homogent magnetfelt (B 0 ) og radiobølger (ƒ) 

S 

N


1 

2 

3 

4 

5 

6 

7 

1 

1,008 1 

H 

Hydrogen 

3 

11 

1s 1 

1 

Li Be 

Lithium 

[He]2s 1 

Na 

6,94 2 

1 

22,99 2 

8 

1 

Mg 


Da mit kendskab til Illustrator udelukkende begrænsede sig til de 

forløb, vi har været igennem på grundforløbet, tog det mig nok 

lidt for lang tid med en nogle af figurerne. Men jeg fik megen god 

træning og bedre kendskab til Illustrator, og samtlige figurer blev 

efterhånden gode, godkendt og endte i bogen. 

9,01 4 

2 

2 

B C N O F Ne 

Beryllium 

[He]2s2 Gruppenummer 

Atomnummer 

Atommasse i units 

Elektronfordeling i skallerne 

Ar Gas 

Br Væske 

Li Fast stof 

Metal 

Helium 

1s 

Kemisk symbol 

Halvmetal 

Ikke-metal 

Grundstofnavn 

grundstoffet har ingen stabile i isotoper 

24,31 12 

2 

8 

2 

2 

10,81 5 

2 

3 

* 

Bor 

[He]2s22p1 12,01 6 

2 

4 

Carbon 

[He]2s22p2 14,01 7 

2 

5 

Nitrogen 

[He]2s22p3 16,00 8 

2 

6 

Oxygen 

[He]2s22p4 19,00 9 

2 

7 

Fluor 

[He]2s22p5 20,18 10 

2 

8 

Neon 

[He]2s22p6 2 

12,01 2 

6 4 

13 14 15 16 17 

Carbon 

Elektronkonfiguration [He]2s 

26,98 13 

2 28,09 

8 14 

2 30,97 

8 15 

2 32,07 

8 16 

2 35,45 

8 17 

2 39,95 

8 18 

2 

8 

3 

4 

5 

6 

7 

8 

22p2 14 

C 

18 

2 

He 

Al Si P S Cl Ar 

Natrium 

[Ne]3s 

K Ca Sc Ti V Cr Mn Fe Co 

Ni Cu Zn Ga Ge As Se Br Kr 

Rb Sr Y Zr Nb Mo Tc* Ru Rh 

Pd Ag Cd In Sn Sb Te I Xe 

Cs Ba Hf Ta W Re Os Ir 

Pt Au Hg Tl Pb Bi Po* At Rn* 

Fr* Ra* Rf* Db* Sg* Bh* Hs* Mt* 

Ds* Rg* Cn* Uuq* 

1 

Magnesium 

[Ne]3s2 39,10 19 

2 

8 

8 

1 

Kalium 

[Ar]4s1 40,08 20 

2 

8 

8 

2 

Calcium 

[Ar]4s2 44,96 21 

2 

8 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 

9 

2 

Scandium 

[Ar]4s23d1 [Kr]5s1 [Xe]6s1 [Rn]7s1 [Rn]7s2 [Xe]6s2 [Xe]4f146s25d2 [Xe]4f146s25d3 [Xe]4f146s25d4 [Xe]4f146s25d5 [Xe]4f146s25d6 [Xe]4f146s25d7 [Xe]4f146s15d9 [Xe]4f146s15d10 [Xe]4f146s2 10 5d [Xe] 

4f146s25d106p1 [Xe] 

4f146s25d106p2 [Xe] 

4f146s25d106p3 [Xe] 

4f146s25d106p4 [Xe] 

4f146s25d106p5 [Xe] 

4f146s25d106p6 [Kr]5s2 [Kr]5s24d1 [Kr]5s24d2 [Kr]5s24d3 [Kr]5s14d5 [Kr]5s24d5 [Kr]5s14d7 [Kr]5s04d10 [Kr]5s14d10 [Kr]5s24d10 [Kr]5s24d105p1 [Kr]5s24d105p2 [Kr]5s24d105p3 [Kr]5s24d105p4 [Kr]5s24d105p5 [Kr]5s24d105p6 [Kr]5s1d8 47,87 2 

8 

10 

2 

Titan 

[Ar]4s23d2 50,94 2 

8 

11 

2 

Vanadium 

[Ar]4s23d3 52,00 2 

8 

13 

1 

Chrom 

[Ar]4s13d5 54,94 2 

8 

13 

2 

Mangan 

[Ar]4s23d5 55,85 2 

8 

14 

2 

Jern 

[Ar]4s23d6 58,93 2 

8 

15 

2 

Cobalt 

[Ar]4s23d7 [Ar]4s23d8 [Ar]4s13d10 [Ar]4s23d10 [Ar]4s23d104p1 [Ar]4s23d104p2 [Ar]4s23d104p3 [Ar]4s23d104p4 [Ar]4s23d104p5 [Ar]4s23d104p6 85,47 2 

8 

87,62 2 

8 

88,91 2 

8 

91,22 2 

8 

92,91 2 

8 

95,94 2 

8 

(98) 2 

8 

101,07 2 

8 

102,91 2 

8 

18 

8 

1 

Rubidium Strontium 

18 

8 

2 

Yttrium 

18 

9 

2 

18 

10 

2 

Zirkonium 

18 

12 

1 

Niobium 

18 

18 

13 

14 

1 1 

Molybdæn Technetium 

18 

15 

1 

Ruthenium Rhodium 

18 

16 

1 

178,49 2 

8 

180,95 2 

8 

18 

18 

32 

32 

10 

11 

Hafnium Tantal 

2 

2 Wolfram 

183,84 2 

8 

186,21 2 

8 

18 

18 

32 

32 

12 

13 

Rhenium 

2 

2 Osmium 

Aluminium 

[Ne]3s 

58,69 2 63,55 

8 

2 65,41 

8 

2 69,72 

8 

2 72,64 

8 

2 74,92 

8 

2 78,96 

8 

2 79,90 

8 

2 83,80 

8 

2 

8 

16 

2 

18 

1 

18 

2 

18 

3 

18 

4 

18 

5 

18 

6 

18 

7 

18 

8 

Nikkel Kobber Zink Gallium Germanium Arsen Selen Brom Krypton 

190,23 2 

8 

192,22 2 

8 

18 

18 

32 

32 

14 

15 

Iridium 

2 

2 

(261) 2 (262) 

8 

2 (263) 

8 

2 (262) 

8 

2 (265) 

8 

2 

8 

18 

32 

32 

Rutherfordium 

10 

2 

18 

18 

32 

32 

32 

32 

Dubnium Seaborgium 

11 

12 

2 

2 

18 

32 

32 

Bohrium 

13 

2 

18 

32 

32 

Hassium 

14 

2 

23p1 Silicium 

[Ne]3s23p2 Phosphor 

[Ne]3s23p3 Svovl 

[Ne]3s23p4 Chlor 

[Ne]3s23p5 Argon 

[Ne]3s23p6 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 

4 

37 38 39 40 41 42 43 44 45 106,42 46 

2 

8 

107,87 47 

2 

8 

112,41 48 

2 

8 

114,82 49 

2 

8 

118,71 50 

2 

8 

121,76 51 

2 

8 

127,60 52 

2 

8 

126,90 53 

2 

8 

131,29 54 

2 

8 

Palladium 

18 

18 

Sølv 

18 

18 

1 

Cadmium 

18 

18 

2 

Indium 

18 

18 

3 

Tin 

18 

18 

4 

Antimon 

18 

18 

5 

Tellur 

18 

18 

6 

Iod 

18 

18 

7 

Xenon 

8 

18 

8 

5 

132,9 55 

2 

8 

137,33 56 

2 

8 72 73 74 75 76 77 

195,08 78 

2 

8 

196,97 79 

2 

8 

200,59 80 

2 

8 

204,38 81 

2 

8 

207,2 82 

2 

8 

208,98 83 

2 

8 

(209) 2 

84 8 85 (210) 2 

8 

(222) 2 

86 8 

Cæsium 

18 

18 

8 

1 

Barium 

18 

18 

8 

2 

57-71 

Lanthanider 

18 

18 

18 

18 

18 

18 

18 

18 

18 

32 

32 

32 

32 

32 

32 

32 

32 

32 

17 

18 

18 

18 

18 

18 

18 

18 

18 

Platin Guld Kviksølv Thallium Bly Bismuth Polonium Astat Radon 

1 

1 

2 

3 

4 

5 

6 

7 

8 

6 

(223) 87 

2 

8 

(226) 88 

2 

8 104 105 106 107 108 (268) 109 

2 

8 

(269) 110 

2 (272) 2 

8 111 8 

(277) 112 

2 

8 

(286) 113 

2 (289) 

8 114 

2 

8 

(289) 2 (292) 2 

115 8 116 8 

(294) 2 (294) 2 

117 8 118 8 

18 

32 

18 

Francium 

8 

1 

18 

32 

18 

Radium 

8 

2 

89-103 

Actinider 

18 

32 

32 

Meitnerium 

15 

2 

18 

18 

18 

18 

18 

18 

18 

18 

18 

32 

32 

32 Uut* 32 

32Uup* 

32Uuh* 

32Uus* 

32Uuo* 

32 

32 

32 

32 

32 

32 

32 

32 

32 

32 

Darmstad- Roentgenium Copernicum UnunUnunquaUnunUnunUnunUnun- 16 

17 

18 

18 

18 

tiumtriumdiumpentium 

18 

hexium 

18 

septium 

18 

octium 

18 

2 

2 

2 

3 

4 

5 

6 

7 

8 

7 

La 

[Xe]6s 

Ce Pr Nd Pm* Sm Eu 

Ac* Th* Pa* U* Np* Pu* Am* 

25d1 [Rn]6d17s2 [Rn]6d27s2 [Rn]5f27s26d1 [Rn]5f37s26d1 [Rn]5f47s26d1 [Rn]5f67s2 [Rn]5f77s2 [Xe]4f16s25d1 [Xe]4f36s2 [Xe]4f46s2 [Xe]4f56s2 [Xe]4f66s2 [Xe]4f76s2 138,91 2 

8 

140,12 2 

8 

140,91 2 

8 

144,24 2 

8 

(145) 2 

8 

150,36 2 

8 

151,96 2 

8 

Lanthan 

18 

18 

18 

18 

20 

21 

9 

8 

8 

Cerium Praseodym 

2 

2 

2 

18 

18 

22 

23 

8 

8 

Neodym Promethium 

2 

2 

18 

24 

8 

Samarium 

2 

Europium 

18 

25 

8 

2 

(227) 2 

8 

232,04 2 

8 

231,04 2 

8 

238,03 2 

8 

237,05 2 

8 

244,06 2 

8 

243,06 2 

8 

18 

32 

18 

Actinium 

9 

2 

18 

18 

18 

18 

32 

32 

32 

32 

18 

20 

21 

22 

Thorium Protactinium Uran Neptunium 

10 

9 

9 

9 

2 

2 

2 

2 

18 

18 

32 

32 

24 

25 

Plutonium Americium 

8 

8 

2 

2 

Gd 

[Xe]4f 

Tb Dy Ho Er Tm Yb Lu 

Cm* Bk* Cf* Es* Fm* Md* No* Lr* 

76s25d1 [Rn]5f77s26d1 [Rn]5f97s2 [Rn]5f107s2 [Rn]5f117s2 [Rn]5f127s2 [Rn]5f137s2 [Rn]5f147s2 [Rn]5f147s26d1 [Xe]4f96s2 [Xe]4f106s2 [Xe]4f116s2 [Xe]4f126s2 [Xe]4f136s2 [Xe]4f146s2 [Xe]4f146s25d1 157,25 2 

8 

158,93 2 

8 

162,50 2 

8 

164,93 2 

8 

167,26 2 

8 

168,93 2 

8 

173,04 2 

8 

174,97 2 

8 

18 

25 

9 

Gadolinium 

2 

18 

18 

27 

28 

8 

8 

Terbium Dysprosium 

2 

2 

18 

29 

8 

Holmium 

2 

Erbium 

18 

30 

8 

Thulium 

2 

18 

31 

8 

2 

18 

18 

32 

32 

8 

9 

Ytterbium Lutetium 

2 

2 

247,07 2 

8 

247,07 2 

8 

251,08 2 

8 

252,08 2 

8 

257,10 2 

8 

258,10 2 

8 

259,10 2 

8 

262,11 2 

8 

18 

32 

25 

Curium 

9 

2 

18 

18 

18 

32 

32 

32 

27 

28 

29 

Berkelium Californium Einsteinium 

8 

8 

8 

2 

2 

2 

18 

18 

18 

18 

32 

32 

32 

32 

30 

31 

32 

32 

Fermium Mendelevium Nobelium Lawrencium 

8 

8 

8 

9 

2 

2 

2 

2 

57 58 59 60 61 62 63 64 65 66 67 68 69 70 71 

89 90 91 92 93 94 95 96 97 98 99 100 101 102 103 

4,00 2 

1 

2 

3

Figur 6-2 Excitationsenergier 

for synligt lys og for infrarødt lys. 

a. I farvede forbindelser svarer excitationsenergien 

til energien af synligt lys. 

b. To excitationsenergier for to vibrationstilstande. 

Med IR-lys exciteres et HCl-molekyle, 

der udfører vibrationer med lille amplitude i 

grundtilstanden, til en exciteret vibrationstilstand 

med større amplitude. 

146 

IR-spektroskopi – vibrationer og infrarødt lys 

I Kend Kemien 2 omtalte vi, at molekyler kan absorbere UV-lys, 

og hvis stoffet har farve, kan det også absorbere synligt lys. 

Lyset absorberes, når excitationsenergier for de yderste elektroner 

i molekylet passer med lysets energi. Herved overføres 

disse elektroner til molekylorbitaler med højere energi. 

Infrarødt lys har større bølgelængde og dermed lavere 

energi end synligt lys og kan derfor ikke excitere elektroner 

i molekyler. Når molekyler bestråles med infrarødt lys, IRlys, 

med bølgelængder fra 2,5 μm til 16 μm, sker der alligevel 

absorption af lyset. Det skyldes, at energien af IR-lyset passer 

med excitationsenergier mellem molekylers forskellige vibrationstilstande. 

Energi 

Atomerne i et molekyle er aldrig i ro, men sidder og vibrerer i 

forhold til hinanden. 

I et diatomigt molekyle som fx hydrogenchlorid, HCl, kan 

atomerne udføre strækvibrationer, hvorved elektronparbin- 

dingen strækkes og presses sammen. Når molekylet absorberer 

IR-lys, omsættes energien til vibrationsenergi, så udsvingene 

bliver større, dvs. svingningernes amplituder vokser. 

Molekyler kan kun befinde sig i visse tilladte vibrationstilstande 

med bestemte vibrationsenergier. Hovedparten af 

det absorberede IR-lys fører til overgange fra en vibrationsgrundtilstand 

til første exciterede vibrationstilstand. Kun i 

mindre omfang sker der overgange til højere exciterede vibrationstilstande. 

Et IR-spektrum viser i princippet, hvor kraftigt stoffet absorberer 

IR-lys ved forskellige bølgelængder. IR-spektre svarer 

altså til de absorptionsspektre, vi arbejdede med i Kend 

Kemien 2, kapitel 2 om farvestoffer, men dækker et område 

med længere bølgelængder. 

kendkemien3 

H Cl 

en strækvibration 

Kend kemien3.indb 146 10/12/10 3:04 PM 

158 

Eksempel 6-1 

Eksempel 6-2 

Stof A med molekylformel C 7 H 6 O 

Absorptionsbånd ved 3050 cm –1 tyder på (sp 2 )C(H-stræk. 

Der ses ikke tegn på (sp 3 )C(H-stræk lige under 3000 cm – 1 . 

Absorptionerne ved 1600 cm –1 og 1460 cm –1 tyder på en 

benzenring i molekylet. Absorptionerne ved 2810 cm –1 og 2730 

cm –1 viser, at der er tale om et aldehyd, se tabel 6-3. 

Absorptionsbåndet for carbonylgruppen, C?O, er 1700 cm –1 , 

dvs. lidt under 1720 cm –1 , hvilket passer med aldehydgruppen. 

Stoffet er et aromatisk aldehyd, benzaldehyd, C 6 H 5 CHO. 

100 %T 

50 

0 

4000 3000 2000 

Figur 6-19 IR-spektrum af stof A. 

Stof B med molekylformel C 3 H 4 O 

Absorption lige under 3000 cm – 1 indikerer (sp 3 )C(H-stræk, 

2950 cm –1 , men ingen (sp 2 )C(H-stræk over de 3000 cm –1 . 

Det meget brede og kraftige bånd ved 3300 cm –1 tyder på 

hydrogenbindinger fra en alkohol, en „tunge“. Absorption ved 

2100 cm –1 ligger i tripelbindingsområdet, altså C%C-stræk. 

Det stemmer med skarpt absorptionsbånd ved 3300 cm –1 pga. 

(sp)C(H-stræk, der ses nederst i „tungen“ fra OH-grupper. 

Stoffets molekyler indeholder C%C og er en alkohol, prop-2yn-1-ol. 

100 %T 

50 

0 

4000 3000 2000 

Figur 6-20 IR spektrum af stof B. 

kendkemien3 

Bølgetal/cm –1 

1500 1000 500 

Bølgetal/cm –1 

1500 1000 500 


88 

www 

Download Supplerende stof 

Entropi, sandsynlighed og mikrotilstande 

Tænk selv 

Figur 3-5 Tilvækst i omgivelserne entropi. 

Omgivelsernes entropi falder ved en endoterm 

reaktion og stiger ved en exoterm reaktion i 

systemet. Kig på fi guren, indtil du forstår den. 

Værdier af standardentropier S , angives ved 25 °C i tabeller. 

Bemærk, at S , for frie grundstoffer i deres stabile form ved 

trykket 1 bar ikke er nul ved 25 °C. Nulpunktsvedtægten for 

entropi er en anden end for entalpi (side 81), men det har 

ingen betydning for udregning af den molare tilvækst i standardentropi, 

∆S , . 

Begrund, at opløsningsentropien for kaliumnitrat i vand er positiv, 

og vis, at ∆S , har værdien 114,5 J/(mol·K) ved 298 K, når 

reaktionen er 

KNO (s) → K 3 + – (aq) + NO (aq) 3 

Tabel 3-2 Kaliumnitrats molare standardentropi ved 25 °C 

Stof KNO (s) 3 K + (aq) – NO (aq) 3 

S , 

J/(mol·K) 

133,1 101,2 146,4 

Gibbs-energi, G 

Når varme afgives fra et system til omgivelserne ved konstant 

tryk, vokser omgivelsernes entropi. Jo mere exoterm en reaktion 

er, desto større bliver varmeafgivelsen til omgivelserne, og 

desto større bliver tilvæksten i omgivelsernes entropi, ∆S . omg 

Omgivelsernes tilvækst i entropi er også omvendt proportional 

med omgivelsernes absolutte temperatur, T, idet formlen er 

∆S = omg −Q 

T 

System 

kendkemien3 

Omgivelser 

Exoterm reaktion 

∆S omg > 0 

Entropi 

Omgivelser 

Varme System Varme 

Endoterm reaktion 

∆S omg < 0 

Et system består af 18 g vand ved 0 °C, dvs. 1 mol vand. Når 

vandet fryser til is ved 0 °C, tilføres omgivelserne 6,01 kJ. Hvis 

omgivelsernes temperatur er fx 2 °C, fås en bestemt tilvækst i 

omgivelserne entropi. Holdes omgivelsernes temperatur derimod 

konstant på 10 °C, bliver tilvæksten i deres entropi ifølge 

formlen mindre end ved 2 °C. 


Entropi 

Når ∆G > 0, skal der udføres et arbejde på systemet for at en 

reaktion forløber. Sådanne reaktioner forløber ikke spontant, 

men skal hele tiden holdes i gang fx ved at få tilført varme eller 

arbejde fra omgivelserne. 

Når ∆G < 0, kan reaktionen forløbe spontant. Under reaktionen 

ændres koncentrationen af reaktionsblandingens stoffer, 

og systemets Gibbs-energi falder, indtil Gibbs-energien 

har nået et minimum, se fi gur 3-7. 

G 

snor 

∆G < 0 

∆G > 0 

∆G = 0 

a b 

0 omdannelsesgrad 1 

letglidende lod 

Når ∆G = 0 ved en meget lille ændring af systemet, forløber 

reaktionen hverken spontant mod højre eller mod venstre. Systemets 

Gibbs-energi er i lokalt minimum, og reaktionen er 

forløbet til ligevægt. 

Den termodynamiske betingelse for ligevægt i et system ved 

konstant temperatur og tryk er, at tilvæksten i systemets 

Gibbs-energi er lig med nul. 

Tilvækst i standard Gibbs-energi, ∆G , 

letglidende lod 

∆G , for en kemisk reaktion er tilvæksten i Gibbs-energi for 

en tænkt reaktion, hvor reaktanterne før reaktion befi nder 

sig i standardtilstanden, og hvor de efterfølgende omdannes 

til produkter i standardtilstanden. ∆G , spiller en vigtig rolle 

ved ligevægtsberegninger. 

En negativ ∆G , betyder, at ligevægten er forskudt mod 

højre. Når ∆G , derimod er positiv, er ligevægten forskudt mod 

venstre. 

En reaktions ∆G , kan beregnes af følgende formel, når vi 

kender ∆H , og ∆S , 

∆G , = ∆H , – T·∆S , (4) 

Ved 298 K er det er dog nemmere at bruge standard Gibbsenergi 

til udregningerne. 

snor 

Figur 3-7 G som funktion af omdannelsesgraden. 

a. Grafen for et systems Gibbsenergi, 

hvor reaktionen A → B forløber. 

Ved lokalt minimum er systemet i ligevægt. 

b. Analogi med et letløbende lod på en snor. 

Øverst har stoffet B lavest Gibbs-energi; 

nederst har stoffet A lavest Gibbs-energi. 

Termodynamik–energienireaktioner 91 


Opslag fra „Kend kemien 3“ 

med figurer m.m., jeg 

har rentegnet.


billedbehandling af fotos til „guía de tierra santa“ 

Opgaven 

I flere af de opgaver, jeg har siddet med, har vi skullet (efter kundens 

ønske)bruge nogle gamle billeder i meget dårlig kvalitet og 

lav opløsning. I den forbindelse har jeg måttet forsøge (i PhotoShop 

CS5) at få nogle elendige billeder til at se mindre elendige ud. 

Billederne her er fra en spansk rejseguide i dwarsliggerformat 

(80 × 117 mm) på over 1000 sider og med flere hundrede billeder 

og illustrationer. Min opgave bestod foruden billedjusteringerne 

af ombrydning af bogen. 

Arbejdsproces 

På billedet af kirken har jeg „masket baggrunden ud“ og erstattet 

den med en mere blid himmel, som jeg har fundet på nettet. 

Med hue/saturation har jeg trukket de røde nuancer ud af kirkens 

mursten samt fået de grønne nuancer i græsset bedre frem. Og 

med curves har jeg trukket kurven lidt op og lysnet hele billedet. 

Nogenlunde samme procedure med de andre billeder.

Før 

Efter 

Før 

Før 

Før 

Før 

Før 

Efter 

Efter 

Efter 

Efter 

Efter



Det kan hurtigt konkluderes, at det ville være langt at foretrække 

at få erstattet billederne af nogle nye i en bedre kvalitet. Kunden 

var dog meget glad og lidt overrasket over, hvor meget bedre billederne 

var kommet til at se ud, så det må tages som et tegn på at 

opgaven er løst tilfredsstillende.

Jaffa – teL avIv – cesarea – haIfa – nazaret | 91 

Haifa. Vista general desde el monte Carmelo. 

1850, a la edad de 31 años. Destaca el panteón por su esbeltez y belleza a mitad de 

la falda norte del Carmelo. 

Haifa no es una ciudad con una larga historia. 

Se desconoce su origen, y no es segura 

su identificación con ninguna ciudad del 

pasado. Algunas fuentes grecorromanas 

hablan de un poblado de pescadores, Sycamios, 

relacionándolo con la extracción 

de la púrpura de un molusco, el múrex, 

que se pescaba en estas costas. En el s. Iv, 

Scylax, un almirante de Darío, la llama Hefa. 

Aunque no parece probable tal identificación, 

es posible que la Haifa del Talmud y 

de los cruzados heredase al menos el nombre, 

aunque no sepamos por qué conducto. 

El historiador Eusebio la llama Kefa. 

Durante el período Cruzado fue capital 

de un condado. Después de la victoria musulmana 

en Hattin, la ciudad fue saqueada 

y destruida por Saladino en 1191. Reconstruida 

algunos años más tarde por Ricardo 

Corazón de León y fortificada en 1250 

por san Luis, sería arrasada de nuevo por 

Baybars en 1265. Haifa no volvería a levantar 

cabeza hasta después de mediado el 

s. xvIII, en que es de nuevo destruida y reconstruida 

por el beduino Daher el-Omar, 

que, además, la rodeó de fortificaciones. 

a principios del s. xIx se estableció aquí una colonia de judíos sefardíes venidos 

del norte de África, dando lugar al nacimiento de un barrio judío en medio de 

la población árabe. en 1870 llegó también un grupo de judíos askenazíes. La 

ciudad comenzó una nueva vida con períodos de prosperidad, y otros menos, 

basíLIca deL santo sepuLcro | 215 

Basílica del Santo Sepulcro 

♣ La basílica del Santo Sepulcro se encuentra 

al interior de la muralla, en medio 

del barrio cristiano. Es fácil el acceso desde 

la puerta de Damasco siguiendo el Suq 

Khan ez-Zeit, o desde la Puerta de Jaffa. 

Tampoco queda lejos de la Puerta Nueva. 

Para un cristiano que llega a Tierra Santa 

como peregrino, o, lo que es lo mismo, 

como creyente, la visita del Santo Sepulcro 

es obligada. Hay una razón clara: 

el sepulcro vacío que aquí se venera es 

la cuna de la fe cristiana. Una cueva y, 

dentro de ella, un banco excavado en la 

fría roca sirvió de lecho al cuerpo desnudo 

y destrozado de la persona más 

discutida de la historia, pero también 

la más querida. Otra cueva y otro banco, 

Fachada de la Basílica del Santo Sepulcro. 

igualmente excavado en la roca, le había servido de cuna nada más nacer. Pero 

allí hubo dos corazones vigilantes, que sufrían y gozaban, y contemplaban, a la 

tenue luz del candil, un rostro que, aun estando dormido, infundía fe y esperanza; 

y había dos corazones que amaban. aunque no hubiera habido pajas en aquel frío 

pesebre, hubo un inmenso calor en el ambiente de aquella primera gruta en la que 

vino al mundo, y en aquella primera noche. en esta tumba, en cambio, todo fue 

soledad y tinieblas. Corrieron la losa y, solo por unos instantes, se hubiera podido 

escuchar desde dentro el eco de algunas palabras ahogadas por el llanto, suspiros 

surgidos del dolor, que se iban alejando, hasta que se hizo el silencio, y llegó la 

noche; una noche larga para los que vivían con el corazón casi vacío de esperanza. 

Pero llegó el tercer día. Y de las cenizas humeantes de una fe casi muerta surgió 

la llama que iluminó la tierra. Cuando las mujeres vinieron al amanecer del 

domingo a la tumba para terminar la tarea de embalsamar el cuerpo del Maestro, 

interrumpida el viernes por la escasez de tiempo, a causa de la celebración de 

la Pascua, se apercibieron de que la losa estaba corrida y la tumba estaba vacía. 

«¿Por qué buscáis entre los muertos al que vive? no está aquí, resucitó, como 

había dicho.» 

Fueron las palabras que escucharon mientras seguían embargadas por la sorpresa 

y sin entender mucho lo que allí pasaba. Quizá sintieron temor. normal ante 

Monte de Los oLIvos y GetseManí | 133 

3 

4 

m 

0 10 20 

«Desde allí [de la basílica de la eleona], a eso de la hora sexta de la noche se 

sube al imbomon con himnos, al lugar desde donde el Señor subió al cielo. Y allí 

también se dicen lecciones, himnos y antífonas correspondientes al día. Se hacen 

además otras oraciones que dice el obispo, apropiadas al día y al lugar. así pues, 

cuando comienza el canto de los gallos, se baja del imbomon cantando himnos». 

El Imbomon fue destruido por los partos el 

614, y fue restaurado a continuación por 

el patriarca Modesto. Este segundo edificio 

es descrito primero por Arculfo (670), 

y luego por otros peregrinos (san Willibaldo, 

el monje Bernardo, el abad Daniel 

[1106] y otros) que lo visitaron más tarde, 

como una iglesia de planta redonda con 

bóvedas sostenidas por tres filas de co- 

4 

5 

6 

2 A 

1 

Plano arqueológico de las iglesias de la Ascensión. 

1. Fortaleza con restos del Monasterio 

de Santa Melania. 

2. Restos de la iglesia bizantina (s. Iv). 

3. Subterráneos contemporáneos 

de la iglesia bizantina. 

4. Restos de la iglesia octogonal cruzada (s. xII). 

5. Capilla cruzada de la Ascensión (s. xII) 

con añadidos posteriores. 

6. Muro del período Turco. 

lumnas que formaban dos pórticos, y en 

el centro una edícula de planta también 

redonda pero descubierta. Dentro de esta 

edícula o capilla, lugar tradicional de la ascensión 

del Señor, hay una roca donde la 

tradición popular ha querido ver grabada 

la huella de los pies de Jesús. La puerta 

situada al oeste estaba precedida de un 

grandioso pórtico. 

en el período Cruzado el conjunto de la ascensión sufrió una importante transformación. 

Se rehizo la iglesia con planta octogonal, cuyos restos son aún visibles, 

y el pórtico fue convertido en convento de los Canónigos regulares de San 

agustín. Todo ello fue destruido en el s. xIII por los musulmanes a excepción de 

la edícula central. Los musulmanes cerraron los vanos de los arcos y la cubrieron 

JerusaLén | 109 

Valle del Tiropeón 

3 

Valle de la Gehenna 

1 

2 

Valle del Cedrón 

Topografía de Jerusalén e hipótesis de la expansión 

de la ciudad. 

1. Ciudad jebusea y davídica. 

2. Ampliación salomónica. 

3. Ampliación hasta el destierro en Babilonia. 

Calle al-Wad a la altura de la 3.ª estación del Vía Crucis. 

y el Ginón (Gehenna), que la rodea por 

el sur y el oeste. ambos torrentes se 

unen al sur de la ciudad con un tercero, 

el torrente del Tiropeón, que cruza la 

ciudad antigua de norte a sur, desde 

la Puerta de Damasco hasta Siloé. 

Debido a las destrucciones y transformaciones 

de la ciudad a lo largo de 

tan larga historia, el torrente del Tiropeón, 

en otro tiempo muy profundo, 

ha perdido su fisonomía primitiva 

debido al gran cúmulo de escombros 

allí depositados y cubiertos hoy por 

el enlosado de la calle al-Wad, que 

sigue su misma dirección desde la 

Puerta de Damasco hasta el Muro del 

Llanto. 

La Ciudad de David. es el nombre 

que se le da, todavía hoy, a la colina 

baja sobre la que se asentó la ciudad 

primitiva, conocida como el Ofel. 

Opslag fra rejseguiden 

„Guía de Tierra Santa“

grafIsK prOduKtIOn & WOrKflOW 

Være sammen projekt 

Opgaven 

Være sammen-programmet er et pilotprojekt i udvalgte børnehaver 

i Norge, støttet af Undervisningsministeriet. Projektet løber 

frem til sommeren 2013. Eyvind Skeie og Klaus Erik Krogh (2Krogh) 

har ståetfor idé, udvikling, manuskript, design og produktionsstyring 

står, mens Torben Kjeldsen har lavet tegningerne. 

Ideen med materialet er at det skal kunne bruges på mange 

måder og i mange situationer i forhold til børn i børnehaven, og 

meget kort fortalt medvirke til at fremme børnenes trivsel ved at 

berøre fælles værdier, relationer og opmuntre børnene til selv at 

reflektere og tage ansvar. Materialet består af følgende ting: 

◆ Lærervejledning, A4-format m. spiralryg 

◆ Fortællebog, Regnbueløvens fantastiske brøl, hårdt bind, 21 × 21 cm 

◆ Løveloven, hårdt bind, 22 × 22 cm 

◆ Løveskjold, stort skilt, diameter 40 cm 

◆ Magnetisk flip over, 615 × 500 mm 

◆ Regnbuekiste, stor kasse med låg i pap 

◆ 12 zigzag-bøger, hårdt bind, 21 × 21 cm 

◆ Magnetark med figurer til brug på flip over‘en, A2-format 

◆ Et tøjdyr, løvebamse 

Min opgave har været at være med til at designe samt udfærdige 

alle ovenstående produkter, lave filerne klar til tryk og uploaded 

til trykkeriet, Leo Paper i Kina, og være med i hele processen med 

kontakt til forfatteren, tegneren, trykkeriet osv. 

PDF-indstillinger og Kvalitetskontrol 

Samtlige Pdf‘er er lavet som PDF/X-3:2003 med følgende outputindstillinger: 

Convert to Destination (Preserve numbers), ISO 

Coated v2 300% (ECI). 

Klaus og Eyvind var en tur i Kina før produktionen gik i gang, for 

at sikre, at produkterne blev som de skulle være mht udskydning 

osv., og vi har undervejs i forløbet modtaget diverse prøver, dummies, 

fysiske og digitale blåkopier m.m. Det har været en inderlig, 

men spændende proces med megen frem og tilbage og filer, som 

viste sig ikke at være i orden og sider med indholdsmæssige fejl i 

teksten, som skulle rettes op. Bl.a. havde jeg i lærervejledningen 

placeret InDesignfiler direkte, hvilket resulterede i, at de var helt 

uskarpe, da vi modtog blåkopien til godkendelse. Her måtte jeg 

eksempelvis eksportere filerne til JPEG‘s i høj opløsning og sætte 

dem ind i stedet. 

Flip Over‘en modtog vi også af flere omgange, da magneteffekten 

bl.a. ikke var stærk nok til at begynde med.

Underskrevet ordrebekræftelse 

Blåkopier af 

zigzag-bøgerne 

Barnets ansvar for egne 

valg og handlinger 

Barnets medvirkning og den grensesettende voksne 

Programmet være sammen har to viktige 

akser i sin tilnærming til voksenrollen og 

det medlærende barnet. 

når det gjelder voksenrollen skal barnehagens 

personale gjennom teori, veiledning 

og praksis få en kompetanseheving som er 

knyttet til stikkord som støttende og grensesettende 

voksne, langsiktig implementering 

med varig endring som mål, respekt for barnets 

medvirkning, tidlig innsats mot eksklu 

Barnet og barna i barnehagens hverdag 

spørreundersøkelsen som ble gjort i pilotfasen 

av programmet høsten 2010 fikk 

frem mange av de dilemmaer som både 

barna og de voksne i barnehagen møter 

hver eneste dag. svært ofte blir det ikke tid 

til å ta vare på alle parter i en konflikt, og 

ofte glir vanskelige situasjoner over uten at 

barnet får anledning til å se inn i hendelsen 

sammen med en reflekterende voksen. 

i spørreundersøkelsen kom det også 

frem at mange barnehager ønsker materiell 

regnbueløven 

regnbueløven er en sentral verdibærer 

i Programmet være sammen. 

Programmets visuelle symbolikk er 

knyttet til regnbuen og løven. regnbuen 

symboliserer det mangfoldige 

barnets liv og erfaring, mens løven 

står for innlevelse, empati og ansvar. 

Programmet være sammen ønsker 

at barna skal få et positivt forhold 

til regnbue løven og det denne 

figuren står for. 

4 barnets ansvar 

sjon, mobbing og utfordrende atferd. 

når det gjelder barnet/barna vil 

Programmet være sammen bidra til å skape 

et læringsmiljø i barnehagen hvor barna 

får være med på å påvirke sin egen hverdag 

og blir styrket i å ta ansvar for egne valg og 

handlinger. Materiellet i Programmet være 

sammen er derfor utviklet med dialog og 

samhandling for øyet. 

som kan brukes med færre barn og gjerne 

knyttet til enkeltsituasjoner. det har 

Programmet være sammen forsøkt å ta 

hensyn til i utformingen av materiellet. 

Men samtidig er det behov for noen 

felles møtepunkter, handling og symboler. 

hvis det skal bli en forandring, må den 

forankres i fellesskapet og ikke bare hos 

det enkelte barn. 

til saMtale, Bilde 2 

hva skjer i løvebarnehagen? 

* Bror Blå går bort fra sykkelen. hva har hendt? 

* gunnar grønn holder i sykkelen. hvordan fi kk han tak i den? 

* omar oransje er sint. han er ikke lenger i husken. 

hvorfor er han sint? hva sier han til gunnar grønn? 

* ronja rød er i husken og er glad. 

Men hvordan fi kk hun den husken som omar oransje hadde? 

* gunhild gul prøver å få fart på husken, men får det ikke til. 

* frank fiolett ligger på ryggen. hva har skjedd? 

* iris indigo leker for seg selv. hva tenker iris indigo? 

Magnetografen 

Ressursbok_160511.indd 4 

744_1_Tea_Text_DC_CS4.indd 4 

Die_Cut 

omar oransje er sint fordi ronja rød har tatt husken fra ham. 

nå 17/05/11 vil omar 02.04 oransje ta sykkelen fra gunnar grønn. 

31/05/2011 10:43 AM 

snakke om hvorfor omar oransje er sint. 

* hvordan skal omar oransje bli glad? hva skal vi si til ham? 

* hva skal gunnar grønn gjøre? 

* hva skal ronja rød gjøre? 

* Bror Blå som er blitt fratatt sykkelen 

* frank fiolett som har slått seg. 

* iris indigo som ikke har noen å leke med. 

* gunhild gul som ikke får fart på husken. 

Barna prøver med forskjellige fi gurer og leker med replikker og løsninger. 

barna i løvebarnehagen 

Ressursbok_160511.indd 15 17/05/11 02.04 

744_1_Tea_Text_DC_CS4.indd 15 31/05/2011 10:43 AM 

Die_Cut 

15 

1 

Digital blåkopi 

af lærervejledningen

grafIsK prOduKtIOn & WOrKflOW 


Der er kommet en række fine produkter med fantastisk udtryksfulde 

tegninger og et indhold af høj kvalitet ud af projektet, og 

vi venter pt meget spændt på at modtage materialerne fra Kina, 

som ankommer i en container til Norge midt i August. Det har 

været en spændende proces, hvor alle parter arbejde hårdt og intenst 

for at nå at få alt færdigt til deadline.

Løveungen er seg selv 

2 

VI ER VENNER 

Vi er venner 

1. Vi er venner, vi er sammen, 

(holder hender) 

det er fint at vi er her, 

vi kan springe, vi kan hoppe, 

(løfter hender som holdes) 

vi kan klatre opp i trær! 

Det er godt at venner finnes, 

men fortell, hva er en venn? 

(ser på en annen) 

Det er en som jeg kan glede 

(legger armen over skulder 

til den andre) 

og som gleder meg igjen. 








Like nedenfor hulen der løvefamilien nemlig cellist Ramona von Rotter, akku 

holdt til sammen med Ramona von rat slik som jeg står og går her og nå!“ 

Rotter og barna hennes, bodde det tre Løveungen lå en stund og tenkte på 

hyener som het Pripp, Prapp og Propp. det Ramona von Rotter hadde sagt. Så 

Disse tre hyenene hadde sett det som gjentok løveungen disse fire ordene ty 

skjedde da herr Løve vendte hjem og delig og klart for seg selv: „Jeg skal være 

løveungen ikke klarte å brøle, men bare meg.“ 

pep. 

Løveungen gjentok ordene flere 

Nå stakk Pripp, Prapp og Propp ganger, og kjente at det var godt å si 

hodene sine frem mellom noen busker, dem. Etter en stund sa han ordene så 

mens de gjentok med ekle stemmer: høyt at Pripp, Prapp og Propp også kun 

„Rille, rulle røle, du kan ikke brøle, rille, ne høre dem. „Jeg skal være meg!“ sa lø 

rulle, røle, du kan ikke brøle.“ 

veungen mens han så på de tre hyenene 

Løveungen ble lei seg da han hørte uten å være redd for dem. 

dette, men fru Løve trøstet ham med å Pripp, Prapp og Propp forsvant inn i 

si: „Du er noe helt spesielt, og det skal buskene. I det samme kjente løveungen 

du være glad for!“ 

at han begynte å klø på hodet. 

„Men hva er det som er så spesielt „Du storeste storhet!“ utbrøt Ramo 

med meg?“ spurte løveungen. 

na von Rotter. „Det vokser ut røde hår 

„Det som er spesielt med deg, er på hodet til løveungen. Jeg lurer på hva 

at du er deg selv, helt nøyaktig,“ sa fru det skal bety?“ 

Løve. 

„Det er akkurat det som er hovedsaken,“ 

tilføyde Ramona von Rotter. „Du 

skal være deg, det har jeg ment bestandig!“ 

„Du kan jo ikke ha ment det før jeg 

ble født,“ sa løveungen forvirret. 

„Nei, nei, det er ikke slik,“ sa Ramona 

von Rotter. „Det jeg mener er at enhver 

skal være seg, og jeg skal få være meg, 

12 

Ressursbok til 

Programmet Være Sammen 

Vi er en og to 

og tre 


(ser en annen) 

Det er en som jeg kan trøste 



og som trøster meg igjen. 









(ser en annen) 

Det er en som jeg kan hjelpe 



og som hjelper meg igjen. 

GRUNNFORTELLING 

BILDE 1 

En tidlig morgen stod Omar Oransje og så 

ut vinduet. Han hadde stått der lenge fordi 

han ventet på en bestemt person, og den 

personen hadde ennå ikke kommet. Mens 

han ventet, tenkte Omar Oransje på den 

personen som han ventet på. Hun var ganske 

liten og hadde gult hår. 

Mens han stod slik og ventet, hørte 

Omar Oransje høye stemmer som ropte og 

skrek: „Vi er sjørøvere, ohoi! Vi seiler på 

havet for å røve!“ 

Det var Bror Blå og Ronja Rød som var 

de to sjørøverne. De hoppet opp og ned 

mens de så farlige ut og skrek høyt med 

sjørøverstemmer. 

Ved bordet satt Gunnar Grønn og Iris In- 

BILDE 2 

Iris Indigo og Gunnar Grønn var ikke så 

gode venner lenger. „Jeg vil ikke spille mer 

med deg,“ ropte Iris Indigo og kastet brettet 

og alle brikkene ned på gulvet. „Du bare 

fusker!“ 

„Jeg vil ikke spille med deg heller,“ sa 

Gunnar Grønn. „For du sier at jeg fusker, og 

det gjør jeg ikke!“ 

Ronja Rød har fått nok av å leke sjørøver. 

„Jeg får vondt i ørene når du skriker,“ sa 

hun til Bror Blå. „Kan du ikke gjøre som jeg 

sier og være litt mer stille?“ 

„Jeg er sjørøver med sjørøverstemme!“, 

ropte Bror Blå og fektet med sverdet. 

digo og spilte. Gunnar Grønn hadde akkurat 

flyttet brikken sin, men da ropte Iris Indigo 

at han hadde fusket og flyttet feil. „Jeg har 

ikke det,“ sa Gunnar Grønn. „Jeg flyttet helt 

riktig!“ 

Omar Oransje hørte alt, men han sa 

ingen ting. Han tenkte bare at det var rart 

å være venner. Noen venner krangler når 

de triller terning. Andre venner roper og 

skriker og leker at de sjørøvere. En venn 

står ved vinduet og titter ut fordi den andre 

vennen ikke har kommet. 

„Jeg gleder meg til jeg ser Gunhild Gul 

komme utenfor,“ tenkte Omar Oransje. 

„Hun er vennen min, og jeg er vennen hennes.“ 

Gunhild Gul stod helt borte ved døren 

og så med store øyne på det som hendte. 

„Hei Gunhild Gul,“ sa Omar Oransje, „skal 

vi leke?“ 

Gunhild Gul visste ikke om hun våget å 

gå inn i rommet. „Jeg vet ikke om jeg tør,“ 

sa hun, „de andre bråker sånn, og noen er 

sinte.“ 

„Kan vi alle være venner?“ spurte Omar 

Oransje. „Vi er sjørøvervenner!“ skrek Bror 

Blå. 

„Men kan vi ikke alle være venner på en 

annen måte, slik at det blir plass til meg 

også?“ sa Gunhild Gul forsiktig. 

16 17 

vi er venner vi er venner 

Eyvind Skeie: Regnbueløvens fantastiske brøl 

Tekst: Eyvind Skeie | Tegning: Torben Kjeldsen 

Regnbueløvens 

fantastiske 

brøl 

2 

Løveloven 

Løveloven 

1. Kan du Løveloven? 

Jeg skal være meg, 

men gi plass til andre, 

slik at de blir seg, 

bry meg om en annen, 

hjelpe når jeg kan. 

Slik blir livet bedre 

for barn i alle land! 

Løveloven 

Løveloven 

(foto) 

Årgang 

2. Ser du en som plages? 

Det er ikke bra! 

Alle må stå sammen 

om å si i fra! 

Alle barn på jorden 

har den samme rett 

til å være trygge 

og til å være sett. 

Det er fi nt å være meg! 

1 

6 

Alle er forskjellige. 

Jeg kan bli sint 

Vi er sammen 

12 

Jeg kan klare 

mange ting! 

Kan du stå 

på én fot 

og vifte med 

hele kroppen? 

Når noen s 

noe fi nt til 

blir jeg veld 

Når andre e

H1 - Portfolio Marie Agger

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?