<strong>Kalle</strong> 80 | magasinet bornholm
Da lynet slog ned i <strong>Kalle</strong> og Lone til en juleafslutning i fodboldklubben, gav det seriøs genlyd i Danmarks mindste købstad - det ellers ikke videre bornerte <strong>Svaneke</strong>, hvor man er vant til et vist gennemtræk i ægteskaberne. Tænk, postbudet rendte med byens smukkeste pige – den yndige dagplejemor. Hun kvittede status, bedsteborgerhus, Mercedes Benz og én af byens andre populære sønner, med hvem hun havde to små børn. <strong>Kalle</strong> forlod sin kone gennem et år og tre måneder og sin lille søn. To små familier blev splittet. Byen var rystet, stemningen skiftede mellem forargelse og medfølelse. Man skuttede sig og rykkede tættere sammen i de små hjem: Det var frygteligt, fordi så mange blev berørt og ulykkelige af det, men det kunne ikke være anderledes, for Lone og <strong>Kalle</strong> måtte bare have hinanden. Lone husker parrets første stævnemøde. De havde lånt en taglejlighed i byen. Ingen vidste noget endnu. Det skulle være meget romantisk: »Og så kom han med en flaske Champagne – og et par trusser <strong>fra</strong> Kvickly!,« griner Lone, der absolut ikke var vant til at få kærlighedsgaver indkøbt i et supermarked. Kvickly-trusserne kunne dog ikke rokke ved, at Lone havde tabt sit hjerte til <strong>Kalle</strong>. En måned efter flyttede de sammen i <strong>Kalle</strong>s lille, gule bindingsværkshus. To vidt forskellige mennesker, med vidt forskellige baggrunde og vidt forskelligt <strong>Kalle</strong> syn på livet. Hun var den pæne pige, som aldrig havde kommet sammen med nogen, der røg hash og drak sig fuld. <strong>Kalle</strong> var en uregerlig og charmerende rod, der drak Jack Daniels, røg fede og hang ud med vennerne. Hun var til Bo Bedre og engelsk country style, han kunne bo i en campingvogn med tre ølkasser. Han kaldte hendes omgangskreds for fattigfine, hun var flov over at blive set med hans venner og dukkede sig bag fiskekasserne, når hun og <strong>Kalle</strong> sad og fik en håndbajer med dem på havnen, og hendes venner kørte forbi. Han har måttet overnatte i bandets øvelokale, og hun har siddet og skummet af vrede i sin eksmands kolonihavehus, når bølgerne er gået højt og kanterne skulle slibes. I dag har Lone indset, at passion og lidenskab er vigtigere end materielle goder, og at man ikke behøver at være et skod, fordi man får sig en bajer på havnen. <strong>Kalle</strong> er ikke helt så vild og uregerlig, som han har været og har desuden lært at respektere Lones venner. En tidligere skønhedsdronning, som altid forsøgte at lokke <strong>Kalle</strong> indenfor til et glas saft, kom en dag løbende ud på gaden for at tage imod ham. »Hun har vel været omkring 65 år, og det var længe siden, hun havde været en skønhedsdronning, men pludselig står hun og tager imod mig midt på gaden i g-streng og stormasket netundertrøje. magasinet bornholm | 81