Hele familieoversigten som pdf-fil (140 kB)

Niels Pedersen En familieoversigt Side 18
Vallekilde. Poul Hansen skriver følgende fra den tid: Vinteren 1872-73 kom med et stærkt voksende
elevhold, 110 i tal, og det var et godt og friskt hold. Lad mig nævne enkelte elevnavne, som senere er
blevet kendte i videre kredse: Der var Mikkel Holm fra Samsø, de 3 fynboere Hans Pedersen, Brudager,
Nikolaj Nielsen, Sødinge og Knud Hansen, Ferritslev, og så nævner han 2 jyder og 2 bornholmere
foruden en senere landskendt præst. Den vinter under Ernst Triers talerstol fik livet igennem stor
betydning for broder Hans, hvorom han ofte med lyst og ildhu har talt. Det var en skuffelse for ham, at
han - begrundet på en mindre legemsfejl - ikke blev soldat, hvad den tids raske gutter satte pris på. I
stedet for kom han lidt senere til Dortheasminde ikke langt fra Askov, hvor fætteren Niels Kristian
Nielsen fra Vejstrup var forpagter. Gården ejedes dengang af dr. Bøjsen, som tidligere havde været vor
huslæge, da han boede i Lundeborg. Her blev Hans imidlertid kun et år. Før han kom derover var han
blevet forlovet med en vakker Sjælands pige fra Hjørlunde. Hun hed Johanne Olsen og var ældste
datter af skomager Ole Lorents, Hjørlunde, hvis kone hed Karen. Hun var en meget åndelig interesseret
kvinde både i folkelig og kristelig retning. Disse goder havde Johanne taget i arv efter sin mor. Hun
kom tidlig på Rødkilde Højskole, hvor Frede Bøjsen dengang var forstander med liv og sjæl. Hun kom
derefter til Fyn at tjene, først hos vor nabo Hans Hansens enke Trine, og året efter til dette hjem. Og så
gik det her som så ofte, at lejlighed gør tyve. Thi Hans og Johanne blev inden længe trolovede, og det
må indrømmes, det var et udmærket parti, der passede godt sammen, for hvad den ene manglede i
naturgaver, det havde den anden i fuldt mål. Den 30. maj 1881 blev deres bryllup holdt her i det gamle
hjem. Vor gode præst Pedersen i Vejstrup viede dem i Valgmenighedskirken. Forud var der købt en lille
gård, 24 tønder land, til dem i Sparrestrup i Nordsjælland. Der flyttede de over straks efter brylluppet
og tog fat med frisk mod. Der blev deres 2 sønner født. Johannes den 29. juni 1882 og Peder den
10.marts 1887. Johannes kom til at gå i skole de første år hos Hilda Hansen her fra Gravvænge, der
sidst i 80-erne og først i 90-erne var lærerinde i Sparrestrup for flere familier. Friskolen blev imidlertid
flyttet ud til Hjørlunde Højskole, hvor begge brødrene derefter kom til at gå i skole.
Hjørlunde Højskole blev allerede oprettet af Morten Pontoppidan først i 80-erne og gik under hans
ledelse den meste tid jævnt godt. Da nogle år var gået, blev der bygget Valgmenighedskirke nær
højskolen, hvor også Pontoppidan kom til at virke som dens præst. Men forinden var der dog en slem
børnesygdom for, den lille menighed at overvinde, da Pontoppidan - ivrig frihedsmand som han var -
havde været udfordrende i den grad over for den provisoriske regering, så han blev dømt til fængsel
nogle måneder og bagefter havde møje med at få kultusministeriets anerkendelse som præst indenfor
folkekirken. Dette kom dog omsider i orden. Men så kom der siden hen en anden knude på tråden
mellem præst og menighed, idet Pontoppidan en skønne dag erklærede ganske uforbeholden, at han
ikke længere var i overensstemmelse med Grundtvigs syn på trosbekendelsens oprindelse. Dette havde
til følge, at menigheden blev delt og for en tid sprængt indtil den igen blev samlet under pastor
Jungersen - Københavns Valgmenighed - som præst. Jeg nævner i korthed disse tildragelser, fordi
broder Hans og Johanne sammen med Peder Hansen, Sperrestrup og Jens Svendsen, Sundbylille, særlig
var i ilden mod Pontoppidans ny tilegnede stade, der ikke faldt sammen med det Grundtvigs venner
efter ham hidindtil havde levet og troet på. Det var en krise, som i høj grad optog den lille
valgmenighed, og som endnu, når talen bringes frem derom, kan få Hans i ånde, så han helt glemmer
gigt, svimmelhed og andre svagheder. Sådan kan det emne live ham op under de grå hår.
De økonomiske kår som Hans og Johanne levede under, navnlig de første 20 år var ingenlunde mere
end lige til, så der måtte arbejdes strengt, men når Ane og jeg kom derover, fik vi indtryk af, at her
levedes et jævnt stille kristenliv, hvor morgenandagt og morgensang var til huse, der sikkert havde sin
betydning for dagens gerning, og som vi ikke havde formået at gennemføre hjemme i den noget større
bedrift. Ved deres sølvbryllup i 1906 var stuerne fulde af kære venner fra nær og fjern, og ved den
lejlighed gav især sølvbruden sit rige og livlige lune til bedste. Hun kunne ellers sommetider være fristet
til - når modgang mødte - at se lidt mørkt på tilværelsen, så var det manden, der blev regulator, og det
tør vel siges, at det var godt, at han blev den længst levende. Hun døde den 21. oktober 1912 af en
såkaldt blodprop eller hjerteslag, mens der var ingen til stede i det øjeblik.
Fra friskolen følger vi drengene lidt længere frem. De blev begge - store som de var - taget til kongens
gård og fik den lodne kabus på hovedet. Derefter blev de trolovet med 2 søstre, dog Johannes adskillige