Hele familieoversigten som pdf-fil (140 kB)

Niels Pedersen En familieoversigt Side 22
selv har sagt til Marie: Hellere må en hvilken som helst af lærerne rejse som du. De kan lettere erstattes
med en ny. Og så er det vel en tvivlsom ros for en pige ikke at have været forlovet. Det er netop tegn
på indre kraft hos Marie, at ingen kender noget til det og ej heller ingen ved, hvor
mange “kurve” hun har udsendt.” Denne lille retledende og velmotiverede reprimande tager jeg gerne
imod til nærmere efterretning.
Min børn: Maren, Jens og Rasmus.
De tre af vore børn, som endnu ikke er nærmere omtalt, er jo Maren, Jens og Rasmus. De overtog
tilsammen gården - efter flere års forpagtning - som fælles eje i efteråret 1932. Det blev så meget lettere
gjort, da ingen af dem hverken var gift eller trolovet. Maren har jo i mange år forestået husførelsen
inden døre, og sønnerne har ligefrem nærmest hver sine interesser, der ligger øverst, uden dog at være
til hinder for det fælles mål, som er: Virkeliggørelsen af et lønnende intensivt landbrug. Og deres
arbejde i den retning tør vel siges, har ikke været forgæves, bortset fra hvad landbrugets krise ellers har
medført. Jens er nærmest den ledende i marken, kornlade og hestestald, mens Rasmus har malkekvæget
og den ret store have. Deres samarbejde til fælles bedste har ialfald hidindtil stået sin prøve og ventelig
vil det også gøre det i fremtiden, så meget mere som de har taget en god portion natur i arv efter deres
mor. I skødet fra november 1932 har den tjenstgørende sagfører forsigtigt indføjet: At hvis sælgeren
eller hans kone bliver misfornøjet med den behandling, vi får af køberen, så kan vi fordre 2.000 kr. årlig
i stedet for leverancen in natura. Disse sætninger kunne ganske være udeladt, for vi har det mere end
godt. Maren er særlig sin mor lig på omsorgens område, så begge vi gamle har kun grund til at være
taknemlige. Ja, en dybt følt tak ligger ovenpå både til Gud og mennesker. Det føler vi for hver dag der
går, alt som livsaftenen er inde. Begge er vi såvidt legemligt raske endnu, men vi ved jo, at tiden nærmer
sig, da også vi kaldes bort, og da er det vort håb, at Gud vil være os nådig og tage imod os -små og
svage idet åndelige - , som vi har levet og som vi er.
Gården Hjelmkilde.
Efter yderligere anmodning fra Marie i Askov meddeles endvidere lidt om gårdens forskellige
bygninger. Navnet Møllegård stammer fra, at skoven under Broholm, der støder lige til vor have og
mark, hedder Mølleløkken grundet på, at der i sin tid var en vandmølle, som dog kun kunne gøre nytte i
ca. 9 måneder om året, da der var løbende vand i bækken. Vor mark, der støder til skoven, kom derfor
til at hedde Møllebanken og gården Møllegård.
Som min ven Jens Therkelsen foran har skrevet, blev gården flyttet fra Brudager by herud til
Gravvænge i året 1807. Men det blev kun små bygninger overalt, og dog kom de til at stå i en lang
årrække, ja den ene lille længe står endnu, hvis ender af bjælkerne er toppet ind gennem overkanten på
stolperne, så den repræsenterer et synligt minde fra fortiden. I denne lille længe - kun 9 alen bred - er
der nu to vognporte, cyklestald, kullager og huggehus foruden 3 karlekamre, hvoraf det ene i sin tid
blev benyttet til gæstekammer for fremmede, hvorimod de 2 andre var bolig for min farmor og farfar.
Til trods for sine 128 år gør den lille længe, som farfar byggede endnu sin store nytte. Gården var
oprindelig sammenbygget i fire længer, hvoraf stuehuset, som lå mod syd, var det ene, men at det hele
har været for småt, kan skønnes af, at i året 1836 (?) blev der bygget en ekstra lade til korn og
hestestald, hvori også indrettedes karlekammer udenfor det egentlige gårdkompleks, og her kom altså
karlene og hestene til at bo fra 1836 til 1880, da jeg overtog gården og samtidig byggede en ny lade mod
vest, hvor den gamle kostald havde stået. Den blev til at rumme både heste og kvæg, og hvor også
karlene flyttede hen. Forinden havde far dog bygget den nuværende kornlade. Den blev bygget i
sommeren 1851 samme år som jeg var født. Bjælkerne til denne lade blev hentet i Brahetrolleborg
skove, og far har fortalt, at de ved transporten af disse bjælker kørte herhjemme fra længe før daggry og
kom først hjem langt ud på aftenen. Derimod havde de selv nok af ege til alt undertømmeret. Desværre
blev laden for lille, så der nu den dag i dag må sættes halm, skønt omtrent tredjeparten er kommet fra.
Det er der, hvor Peder Navnes gård blev bygget i 1908.
Det gamle stuehus kom til at stå nøjagtigt i 100 år. Efter mors ønske og forslag blev der bygget til, så
det fik den anseelige længde af 45 alen, men det var kun 9,5 alen bredt. Og døråbningerne var så lave, at