Hele familieoversigten som pdf-fil (140 kB)

Niels Pedersen En familieoversigt Side 20
rigtig i sit es. Han fortalte muntert efter Bjørnson om de 2 drosler, der sang for de hjemadkørende
brudefolk, der desværre kom i trætte om, på hvis side det var de sang, men dog
heldigvis blev enige til sidst. Efter festmåltidet spredte flokken sig omkring i have og skov, ja og på
vandet, thi båden i havnen blev lastet til en sejltur i sundet. Til slutning samledes ungdommen til læg på
den store græsplæne og holdt trolig ud, til duggen begyndte at falde. Det blev ud på aftenen inden
bryllupsgæsterne brød op og sagde farvel, og Ane og jeg var vel de sidste, der tog afsked med søskende,
far og mor. Da vi kom til svigermor, udtalte hun disse indholdsrige ord: “Farvel børn, og lad mig nu se,
hvis I bliver uenige, at I da bliver gode venner igen.” Vi sagde selvfølgelig ja begge to, men tænkte som
så: Det var dog en mærkelig unyttig formaning, for hvor i alverden skulle vi vel nogensinge blive
uenige. Men det må indrømmes, den gamle var den klogeste. Hun talte sikkert af egen erfaring.
Uenighed - selv i gode og lykkelige ægteskaber - kan have flere grunde, men som oftest opstår den, når
hoved på den ene side kolliderer med hjertet på den anden. Se dette var i korthed om vor trolovelse og
bryllup, men meget længere kan der jo skrives om vort nu 54 årige samliv, der har indeholdt både lys
og skygge, medgang som modgang, men som jeg næppe er den rette til nøjere at skildre. Jeg ved, at
ifølge min natur har jeg haft mine brist, som der nu og da har kunnet være meget at rette på, men trods
fejlgreb har jeg været til sindst:at gøre det rette. Der har af kyndige folk være sagt, at vore børn er
særdeles gode børn, hvortil jeg har svaret: Ja, men de har det efter deres mor, kun pigernes lette gang,
når de har travlt i stuerne tør jeg regne må være efter mig. Hun har også været en god mor for den store
børneflok. Det var hende, der lærte dem at folde de små hænder, når de var kommet i seng, alt imens
hun bad Fader Vor og læste det lille vers:
Nu lukker sig mit øje,
Gud Fader i det høje
i varetægt mig tag.
H. C. Andersen var hendes særlige digter, og hans forskellige eventyr læste hun med fryd for de små, og
når kokke, katte eller andre dyr kom på tale, så tegnede hun dem, især når det kom en nisse eller
nissehøj med i laget. Det var derfor ikke så sært, at mor blev langt den bedste opdrager i barnealderen.
Den ros fortjener hun med rette. Ved siden heraf kunne det dog træffe sig, at en eller anden af
knægtene ikke ville lystre hende, så måtte hun have assistance af far. Disse vore børn, 8 i tal, bør jeg
skrive lidt nærmere om.
Den ældste Peder blev født 22.april 1882. Margrethe 16. august 1883, Jens 8. marts 1885, Thorvald 3.
december 1886, Maren 2.august 1888, Rasmus 29. marts 1890, Marie 16. december 1891. Otto 8. juli
1895.
Vi havde den lykke, at de kom i skole, hvor Lars Hansen og efter ham Brønsted virkede. Det var to af
friskolens allerdygtigste lærere, der hver for sig var en personlighed af bedste slags. Efter børnenes
konfirmation kom de før eller senere alle ud blandt familie eller fremmede at tjene. Margrethe var sågar
i Trondhjem og Ramsdalen, og Maren i Schweiz, mens drengene blev ved landets døre. De 3 har dog
gjort udflugter til Tyskland og Østrig, foruden de alle kom på høj- og landbrugsskole.
Min søn Peder Pedersen og Kristine Kristoffersen.
Peder blev trolovet og gift med en pige fra Møen, hvis navn var Kristine Kristoffersen, datter af
gårdejer Hans Kristoffersen og hustru Anne Kirstine. Deres hjem var i Svensmark ved Stege. De unges
bryllup blev holdt en pinselørdag - den 10.maj 1913 - og forinden havde Peder købt Skovgård i
Bobjerg, hvorhen han altså førte sin unge brud. Her kom de til at virke og virker den dag i dag, og her
blev deres 3 børn - en søn og 2 døtre født. Johannes født 17. februar 1916, Anne Margrethe, født den
25. november 1917 og Gudrun, født den 9. september 1919.
Min datter Margrethe Pedersen og Knud Pedersen.
Det var i årene 1901-2 Margrethe var i Norge. Siden var hun hjemme eller tjente forskellige steder,
indtil hun i 1921 blev indfanget af enkemanden Knud Pedersen på Munkebo Bakke, hvis gård hedder
Højvang og i adskillige år har været berømt for sin avl af førsteklasses frø og træfrugt. Knud Pedersen's
første kone hed Maren Hansen. De fik en søn Egil, men da han blev 7 år døde moderen, og Knud blev