Hele familieoversigten som pdf-fil (140 kB)
Hele familieoversigten som pdf-fil (140 kB)
Hele familieoversigten som pdf-fil (140 kB)
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
Et lille forord.<br />
En Familieoversigt.<br />
Min hustru Ane Pedersen’s og<br />
min slægt i 4 generationer<br />
skrevet i efteråret 1935<br />
af Niels Pedersen.<br />
Når jeg i de følgende optegnelser om slægten i første led har skrevet noget mere om min egen hustrus<br />
slægt, så har dette sin ligefrem grund i, at her var jeg fra barn og ung kendt og hjemme, ude <strong>som</strong> inde,<br />
hvorimod jeg til den anden side har levet mere på afstand. Nogen andet giver sig til kende i andet led,<br />
hvor vi selv og vore søskende på begge sider er nærmere i forbindelse med hinanden.<br />
Og lige<strong>som</strong> i tredje led - vore og søskendes børn. Da tør det vel siges, at den personlige skildring af den<br />
enkelte ikke har nogen forrang, men udelukkende kun er givet ud fra et uhildet blik, et ærligt og venligt<br />
sind.<br />
Niels Pedersen.
Niels Pedersen En familieoversigt Side 2<br />
Indholdsfortegnelse.<br />
Ane Pedersen’s stamtavle på sin moders side i 5 led tilbage i henhold til Fyns Stiftsarkiv ........................ 3<br />
Niels Pedersen’s stamtavle på sin mors side i 6 led ......................................................................................... 3<br />
Min svigerfar Jens Hansen (Kromann) og min svigermor Maren Mortensdatter ....................................... 3<br />
Familien på Bjørnemose ...................................................................................................................................... 5<br />
Min søster Anne Pedersen og hendes mand Hans Jensen (Kromann) ......................................................... 7<br />
Jens og Karen Kromann ...................................................................................................................................... 7<br />
Min svigersøster Maren Jensen (Kromann) og Peder Thomsen .................................................................... 8<br />
Min svigersøster Hanne Jensen (Kromann) og Christen Skræp .................................................................... 9<br />
Min egen slægt: Påskeslægten .............................................................................................................................. 9<br />
Min farfar Niels Jensen og Marie Nielsdatter ................................................................................................. 10<br />
Tvillingerne, hvis natur Vor Herre havde forbyttet: Peder Nielsen og Maren Nielsen ............................ 11<br />
Min far Peder Nielsen og Johanne Margrethe Hansdatter ........................................................................... 11<br />
Min morbroder Christen Hansen og hans kone Maren Nielsdatter ............................................................ 12<br />
Min morbror Niels Hansen og hans kone Maren Hansdatter ...................................................................... 13<br />
Min moster Maren Hansdatter og min farbror Hans Nielsen ...................................................................... 13<br />
Min morbror Hans Hansen og hans kone Kirsten Jensdatter ...................................................................... 13<br />
Karen Hansdatter og Morten Rasmussen ....................................................................................................... 14<br />
Min faders søskende ........................................................................................................................................... 14<br />
Min søster Marie Pedersen og Rasmus Kristensen ........................................................................................ 14<br />
Hans Kristensen og Maren Kirstine Kaj ......................................................................................................... 15<br />
Thorvald Kristensen og Ellen Andersen ......................................................................................................... 15<br />
Aage Kristensen og Trine Nielsen Rønde ....................................................................................................... 16<br />
Min søster Karen Pedersen og hendes mand Peder Jensen Dons ............................................................... 16<br />
Min broder Hans Pedersen og Johanne Olsen ............................................................................................... 17<br />
Lidt om min kone Ane Jensen og mig selv ..................................................................................................... 19<br />
Min søn Peder Pedersen og Kristine Kristoffersen ....................................................................................... 20<br />
Min datter Margrethe Pedersen og Knud Pedersen ....................................................................................... 20<br />
Min søn Thorvald Pedersen og hans kone Kristine Bonefeld ..................................................................... 21<br />
Min søn Otto Pedersen og hans kone Ragnhild la Cour .............................................................................. 21<br />
Min datter Marie Pedersen ................................................................................................................................. 21<br />
Min børn: Maren, Jens og Rasmus ................................................................................................................... 22<br />
Gården Hjelmkilde .............................................................................................................................................. 22
Niels Pedersen En familieoversigt Side 3<br />
Ane Pedersen’s stamtavle på sin moders side i 5 led tilbage i henhold til Fyns<br />
Stiftsarkiv.<br />
Ægteparret Peder Mortensen og hustru Maren Rasmussen blev viet i Taarup Kirke den 4. marts 1688.<br />
Deres søn Morten Pedersen (Skare) blev født 1697 i Taarup. Han blev gift med pigen Ane Dorthea,<br />
født 1712 i Taarup.<br />
Deres søn Markus Mortensen, født 1741, blev gift med Gertrud Kristensdatter fra Gudbjerg.<br />
Deres søn Morten Markussen blev født den 1. december 1782 i Vejstrup. Han blev gift med en pige fra<br />
Lakkendrup, der hed Ane Poulsdatter, født 1781. Hun døde den 17. juni 1864, og han døde den 26. maj<br />
1866.<br />
Blandt de 4 børn, <strong>som</strong> førnævnte ægtepar havde, skal her kun nævnes pigen Maren Mortensdatter, født<br />
den 30. maj 1814 i Vejstrup. Hun holdt bryllup med ungkarl Jens Hansen Kromann den 30. maj 1840.<br />
Niels Pedersen’s stamtavle på sin mors side i 6 led.<br />
Gennem Fyns Stifts Arkiv kan slægten føres tilbage til Henrik Rasmussen, født 1623, død 1712. Blev<br />
begravet 4. september 1712<br />
Dennes søn hed Rasmus Henriksen, født 1659. Han blev gift med Sissel Andersdatter<br />
den 21. april 1695, født 1669. Hun døde 1732. Han døde 1737.<br />
Deres søn Anders Rasmussen, født 12. juli 1701, blev gift med Maren Jakobsdatter den 3.december<br />
1730. Han døde 1782. Hun døde 1779.<br />
Førnævnte ægtefæller havde en datter, der hed Johanne Andersdatter. Hun blev gift den 20. november<br />
1769 med Christen Hansen. Han døde den 14. juni 1806. Johanne Andersdatter døde i 1832.<br />
Ovennævnte ægtefæller havde en søn, hvis navn blev Hans Christensen, født 10. januar 1781. Han blev<br />
gift med Ane Nielsdatter, født 10. juli 1781. Han døde 1. juli 1868. Hun døde 21. november 1875 i en<br />
alder af omtrent 97,5 år.<br />
Hans Kristensen og Ane Nielsdatter havde 6 børn. Den næstældste var en datter, der blev født<br />
den 29. september 1814 og fik navnet Johanne Margrethe Hansdatter. Om hende bliver der nærmere<br />
fortalt i efterfølgende skrift.<br />
Min svigerfar Jens Hansen (Kromann) og min svigermor Maren Mortensdatter.<br />
Navnet svigermor har i almindelighed ikke klang indenfor privathjemmets døre, da der dette ord<br />
forbindes tanken om vanskeligheder i huset, <strong>som</strong> nu og da kan volde besvær for en svigerdatter eller en<br />
svigersøn.<br />
En sådan tanke til trods vil nedskriveren efterfølgende korte og med rette ufuldkomne slægts<br />
optegnelser alligevel begynde at skrive lidt om min egen svigermor, der uden overdrivelse må regnes for<br />
en af de bedste.<br />
Hun hed Maren Mortensdatter og var født 31. maj 1814 i en bondegård på Vejstrup Mark. Hendes far<br />
hed Morten Markussen, og han var født i samme gård 1. december 1782.<br />
Foruden Maren var der 3 søskende, nemlig 2 brødre Poul og Markus samt søsteren Gertrud, der senere<br />
blev gift med Hans Andersen og virkede sammen med ham til stor velsignelse i friskole og<br />
valgmenighed.<br />
Broderen Markus arvede gården og var også med på god måde i tidens udvikling såvel i den fri skole<br />
<strong>som</strong> i kirke. Derimod vides kun lidt om Poul, <strong>som</strong> fik et hus bygget på en lod i gårdens mark.<br />
Som barn fik svigermor ros for sin flid og fremgang i skolekundskaber. I så henseende var hun foran<br />
sine jævnlige. Som ung pige blev hun dygtig såvel udenfor hus <strong>som</strong> inde. Og rimelig har hun der fra sin<br />
mor - Ane Poulsdatter - fået de første grundsætninger i den tids husførelse, ikke mindst i slagtning og<br />
god madlavning, hvad der senere kom hende meget til gode.<br />
Ved 24 - 25 års alderen blev hun trolovet med ungkarl Jens Hansen fra Vejstrup. Deres bryllup blev<br />
holdt den 30. maj 1840. Men umiddelbar før brylluppet var hun med til at lerkline og kalke gårdens<br />
udhuse <strong>som</strong> også at male vinduer og farve stolper på stuehuset. Der skulle jo være bryllup i hjemmet.
Niels Pedersen En familieoversigt Side 4<br />
Gården Hjelmkilde på Aaby Mark var - eller blev købt. Og her flyttede det unge brudepar ind, hvor de<br />
virkede støt ved hinandens side i 27 år. Og her blev deres 5 børn - 2 sønner Hans og Martin - samt 3<br />
døtre Maren, Ane og Hanne født.<br />
Min svigerfar Jens Hansen var født i et jordløst hus omtrent midt i Vejstrup by den 4. december 1815.<br />
Hans far hed Hans Jensen og var født 11. marts 1766. Han blev gift med pigen Maren Rasmussen 20.<br />
december 1807 og døde 3. september 1828. Der vides, at han i sine velmagtsdage var tækkemand om<br />
<strong>som</strong>meren og en tid lang gik han om vinteren til Bjørnemose og task med plejl.<br />
Der havde han og hans kone - Maren Rasmussen - i flere år tjent, før de blev gift. Hun tjente <strong>som</strong><br />
bryggepige, og om hende er fortalt, at hun var både dygtig og stærk. Skønt lille af vækst kunne hun bære<br />
12 skæppe (cirka 208 liter) rugmel på sin ryg. De fik tilsammen 3 børn. Alle sønner, hvoraf den ene<br />
døde <strong>som</strong> lille. Den ældste hed Rasmus, og han har på sin vis sin egen historie, hvorom senere skal<br />
fortælles lidt.<br />
Så vidt vides var Jens Hansen den yngste, men det viste sig tidligt, at der var kræfter og en sjælden drift<br />
i ham.<br />
Han var ikke fyldt 13 år, da hans far døde. Kort derefter gav han forslag til sin mor om at sælge huset<br />
og købe ejendom, så der kunne blive noget mere at arbejde. Men dertil sagde hun: “Det er bedre at<br />
være en velstillet husmand <strong>som</strong> at være en fattig gårdmand”. Og derved blev det foreløbig.<br />
Hvorledes han artede sig i skolen, vides der intet om. Derimod gik der længe frasagn om hans<br />
drengearbejde i praksis.<br />
Da han var konfirmeret, gik han til Tisselholt teglværk og var med ved produktionen af mursten, <strong>som</strong><br />
dengang blev lavet ved håndkraft, og derfra blev han omtalt <strong>som</strong> en sjælden flink dreng, der kunne<br />
ordne det daglige ved stenene lige så meget <strong>som</strong> en fuldvoksen mand.<br />
Hans mor døde, da han var omkring 20 år gammel. Og ligeledes døde hans moster i Vejstrup, der<br />
havde ejet en lille gård. Denne moster havde før sin død testamenteret Jens Hansen sin gård efter sin<br />
død, hvorimod han skulle betale en vis kapital til andre arvinger. Denne gårds jord lå meget spredt, så<br />
den unge ejer så sin fordel ved at bygge et par huse forskellige steder og så tid efter anden at få det hele<br />
solgt med godt udbytte. Og her viste det sig, at han meget tidligt var i besiddelse af en god<br />
handelstalent, og ved denne tid var det, at han blev trolovet med Maren Mortensdatter, med hvem han<br />
holdt bryllup <strong>som</strong> foran er omtalt og flyttede til den nykøbte gård Hjelmkilde på Aaby Mark, hvortil<br />
hørte omkring 50 tønder land god jord, men derimod var bygningerne meget gamle og faldefærdige, så<br />
gården allerede de første år måtte bygges om. Ladebygningerne blev bindingsværk, men stuehuset af<br />
grundmur, og dette sidste blev gjort så godt og solidt og med et sådant fremsyn, at det nu om dage efter<br />
3 generationer i familien må kaldes meget respektabelt.<br />
Der på Hjelmkilde voksede børnene op og blev tidlig vænnet til at tage del i arbejdet.<br />
Blandt de begivenheder, der i årenes løb fandt sted, bør følgende meddeles:<br />
En dag, da Jens Hansen arbejdede udenfor sin gård, kommer hans nabo - Lars Hansen - hen til ham og<br />
spørger, om han ikke vil købe hans gård - Helleskov - for han, Lars Hansen, vil gerne købe sig en lidt<br />
større gård. Ja, spørgsmålet kommer rigtignok uventet, siger Jens Hansen, men hvad har du tænkt<br />
gården skal koste? 12.000 rigsdaler, lød svaret. Det er ikke urimeligt forlangt, siger Jens, men lad os gå<br />
indenfor og høre, hvad mor siger. De gik så ind, og resultatet blev, at Lars Hansens gård blev købt<br />
samme dag til den forlangte pris -12.000 rigsdaler.<br />
Lars Hansen fik derefter travlt med at rejse omkring og se på ejendomme for at købe; men desværre var<br />
der ingen han syntes om til den pris, der forlangtes. Han mødte derfor slukøret, <strong>som</strong> vi kan forstå, hos<br />
Jens Hansen og beklagede det sørgelige resultat af sine anstrengelser. Ja, kan du ingen gård købe, <strong>som</strong><br />
er dig tilpas, må du godt få gården igen, siger Jens Hansen, hvad Lars Hansen med tak tog imod.<br />
Efter et års forløb kom han igen og meddelte, at nu kunne han købe gården Bejerholm i Vester<br />
Skerninge, hvis Jens Hansen nu ville overtage Helleskov. Handlen kom så atter på ny i stand på samme<br />
betingelser <strong>som</strong> første gang og dermed var Helleskov købt.<br />
Denne handels affære meddeles her, fordi den på en måde giver en god karakteristik af Jens Hansen i<br />
sit forhold til andre mennesker. Han er ikke besjælet af lutter egoisme, der kun vil sit eget vel, men han<br />
kan rette sig efter sine medmennesker, når der foreligger en gyldig grund.
Niels Pedersen En familieoversigt Side 5<br />
Lad os følge ham frem i tiden til omkring ved 1866. Landbruget på Hjelmkilde og Helleskov havde i<br />
løbet af et kvart år hundred givet et godt overskud, så der kunne med velberådet hu købes en endnu<br />
større ejendom. Og da gården Bjørnemose - ikke langt fra Svendborg - ved den tid blev udbudt til salg,<br />
tog Jens Hansen sidst på året 1866 med sine 2 sønner Hans og Martin hen til Egeskov godskontor,<br />
hvor godsforvalteren dersteds var af Baronesse Bille Brahe bemyndiget til at kunne sælge Bjørnemose.<br />
Og handelen kom også i stand samme dag.<br />
Jens Hansen blev ejer af gården for en pris af 68.000 rigsdaler. Overtagelsen skulle dog først ske l. april<br />
1867.<br />
Med denne sidste handel skete der en hel omvæltning for familien på Hjelmkilde.<br />
Gården Helleskov blev solgt til Hans Andersen og Gertrud for en pris af 20.000 rigsdaler.<br />
Familien på Bjørnemose.<br />
Til Bjørnemose hørte et areal på 170 tønder land, hvoraf 20 tønder land skov. Jorden var i ret god drift.<br />
Men der blev straks bygget adskillige fag til kornladen og meget var der at gøre så vel inde <strong>som</strong> ude.<br />
Jens Hansen førte selv an i marken, mens Martin hovedsagelig om <strong>som</strong>meren havde arbejde i haven.<br />
Han var med sit arbejde meget pertentlig og akkurat, så der tåltes ikke den mindste uorden, langt<br />
mindre griseri. Jeg husker min far sagde om ham: “Martins ordenssans er i den grad fremtrædende, at<br />
han må være født med en kost i den ene hånd og et stykke sæbe i den anden.” Nå, denne bedømmelse<br />
var vel overdreven, men noget kunne den være symbol på for hos svoger. Allerede om efteråret 1867<br />
kom pensioneret general Hegerman Lindenkrone med sin familie til Bjørnemose <strong>som</strong> lejer af den ene<br />
hovedfløj, der betaltes med 800 kr. årlig. Denne familie blev der omkring ved 20 år, og der herskede i<br />
den årrække en vedvarende god forståelse og velvilje fra begge sider, så det var et godt naboskab til et<br />
godt eksempel. I åndelig henseende var Jens Hansen og Maren tidlig vakt. Først gennem pietismen<br />
jævnsides lægprædikanten Johan Nielsens forkyndelse, og deri fik de en yderligere støtte i broderen<br />
Rasmus, der fulgte med dem først til Hjelmkilde og senere til Bjørnemose.<br />
Om ham må jeg <strong>som</strong> tidligere anført - fortælle lidt nærmest efter optegnelser af fru Marie Kromann<br />
Kristensen. De lyder sådan:<br />
Da Rasmus, den ældste, var 10 år gammel, fik han mæslinger, og de var meget ondartede og satte sig<br />
fast i hans øjne. Hans far, der efter den tid var en ret velhavende mand, rejste så til København med<br />
ham for at få øjnene underkastet en operation; men rejsen derover var lang og besværlig. Med et<br />
sejlskib tog de afsted. Men vejr og vind blev så dårlig, at rejsen omtrent varede i 4 døgn, inden de nåede<br />
København, og desværre havde drengen i den tid mistet sit syn, så lægerne på hospitalet kunne intet<br />
udrette uden at hjælpe til at få betændelsen lægt. Efter den tur og tid blev han hele sit liv blind.<br />
Alligevel blev han senere til ikke ringe velsignelse for sine nærmeste og mange flere.<br />
Foruden det at han havde en ualmindelig klar forstand og fin iagttagelsesevne for, hvad der rørte sig<br />
omkring ham, så var han tillige meget musikalsk og spillede violin med stor færdighed såvel i bløde <strong>som</strong><br />
stærkere toner. Noderne kunne han jo ikke se, men så læste Hans eller Martin dem først for ham,<br />
hvorefter han spillede, så husets børn derved blev beriget og lærte mange gode sange. Han var<br />
usædvanlig snild og nævenyttig til at lave små husgenstande af træ, hvoraf flere endnu er opbevaret til<br />
minde om ham. I det daglige kunne der blive kamp mellem brødrene om rene ubetydeligheder, men de<br />
kendte ikke til at bære had til hinanden. Alt det dårlige glemtes let og kun det gode bevaredes. Rasmus<br />
døde på Bjørnemose 1869 - 62 år gammel. Så vidt ved fru Kristensen om denne broder, men jeg må<br />
understrege, hvad jeg før kom bort fra, at han længe under opvækkelsestiden var endnu en strengere<br />
pietist <strong>som</strong> Jens Hansen. En tid lagde han endog violinen til side, da den - <strong>som</strong> lægprædikanterne sagde,<br />
indeholdt “den slemme selv”. Det var dog vist kun ganske kort.<br />
Højskolerne havde imidlertid begyndt deres virk<strong>som</strong>hed, og trangen til at besøge dem nåede også<br />
Bjørnemose. Men rimeligt var det ingen tilfældighed, når alle 4 børn der en efter en kom på Ryslinge<br />
højskole, hvor pastor Clausen var præst og tillige holdt mange foredrag på højskolen. Men her kom de<br />
også i nær berøring med Ryslinge Valgmenighed, hvor Birkedals tale under besøg i<br />
valgmenighedskirken fik indflydelse på dem. Nærmest er det derfor trolig, at da Vejstrup Valgmenighed
Niels Pedersen En familieoversigt Side 6<br />
i 1874-75 var dannet, blev tilslutning til denne fra familien på Bjørnemose hovedsagelig gennemført i<br />
henhold til de unges trang.<br />
Pastor Pedersen fik dog ved sit vidnesbyrd snart stor magt også over de gamle. I kirken har jeg således<br />
set, at tårerne under prædiken randt ned ad kinden på svigerfar, der ellers nu og da ikke mindst i<br />
hjemmet kunde være hård. Så Hakon Jarls ord til Thora: “Har du ej set hårde stene græde, når de fra<br />
kulden kommer ind i varmen”, randt mig uvilkårlig i hu. Det var, havde jeg indtryk af, ikke en<br />
øjeblikkelig sindsbevægelse for svigerfader, men havde sin rod i, at han var med i forkyndelsen med<br />
hele sin sjæl.<br />
Det var dog ikke ene Jens Hansen jeg fulgte med mine bedste tanker, siden familien flyttede til<br />
Bjørnemose, men også hans hustru og børnene.<br />
En af disse, Ane, havde i sjælden grad vundet mit hjerte fra den tid de boede på Hjelmkilde. Og til trods<br />
at hun nu var blevet herremandsdatter, så vilde hun alligevel ikke gå ud af mit sind. Det varede dog hele<br />
10 år, inden jeg dristede mig til at skrive mit frierbrev til hende, der egentlig ikke kom hende uventet;<br />
men skønt hendes hjerte <strong>som</strong> mit brændte, måtte jeg dog vente i hele 8 år, for mig lange dage, inden<br />
hendes svar kom i februar 1877. Vi blev trolovet, men vort bryllup blev først holdt den 24. juni 1881.<br />
Og vist samme dag eller kort tid derefter blev Anes broder Martin trolovet med Signe Ottesen fra<br />
Staulund, der tidligere havde været elev på Bjørnemose. Og da der nu for alvor var gå et hul på bylden<br />
med trolovelse, slog Peder Thomsen og Maren også parti. Og Hanne der havde sagt om sig selv, at hun<br />
ville tage plads på kvisten og leve der <strong>som</strong> gammel jomfru, hun kunne alligevel ikke stå imod, da<br />
ungersvenden Skræp tilbød hende ikke alene sin hånd, men også sit hjerte.<br />
Martin og Signe holdt bryllup den 1. juni 1883; Peder Thomsen og Maren holdt bryllup den 8. juni<br />
1883 samt Christen Skræp og Hanne holdt bryllup den 27. oktober 1885.<br />
Martin og Signe blev ved deres bryllup overdraget Bjørnemose. De fik under deres ægteskab 3 børn,<br />
nemlig: Otto, født den 13. marts 1884; Martha, født den 29. januar 1887 og Maren, født den 6. januar<br />
1890.<br />
Jeg begyndte med at fortælle, at Jens Hansen: Martin Jensens far, var født i et jordløst hus i Vejstrup by.<br />
Jeg burde have føjet til, hvor der blev drevet lidt krohold, <strong>som</strong> navnlig moderen passede. Deraf kom<br />
det, at både Jens Hansens far <strong>som</strong> han selv fik tilnavnet Kromann, der videre i daglig tale gik i arv. Men<br />
familien tog først dette tilnavn op, da Martin Jensens og Signes første barn skulle døbes. Den lille søn<br />
kom derfor til slet og ret at blive døbt med navnet Otto Kromann, <strong>som</strong> også døtrene Martha og Maren<br />
fik samme efternavn.<br />
Det er i øvrigt ikke hermed hensigten at give en nøjere karakteristik af hver enkelt i de yngre slægter,<br />
men med velberådet hu må jeg antyde, at et besøg på Bjørnemose under Martins og Signes residentskab<br />
var altid <strong>som</strong> førhen en oplevelse af værdi. Martin havde været på landboskole hos den landskendte<br />
forstander Jørgen la Cour i Lyngby, fra hvilke han havde tilegnet sig gode og nyttige minder, <strong>som</strong> det<br />
altid var ham en glæde ved fortælling for os at opfriske. Vi blev altid modtaget med et oprigtigt<br />
velkommen, og man kunne ikke andet end lægge mærke til den orden og proberthed øjet mødte<br />
overalt. Navnlig i haven, hvor gange og blomsterbede altid var i skønneste orden.<br />
Og kom man så indenfor, hvor husfruen residerede, var der ligeledes skik på sagerne, og hun forstod på<br />
god måde at lede samtalen hen på åndelige <strong>som</strong> materielle spørgsmål, hvad der var fremme i tiden. Hun<br />
var tillige meget omsorgsfuld til at pleje og passe sine svigerforældre, der blev 86 og 87 år gamle.<br />
Maren Hansen, født Mortensen døde den 3. april 1900, og Jens Hansen døde den 30. januar 1903.<br />
Martin Jensens virke strakte sig også ud over hjemmets enemærker. Han var således medlem af Tved<br />
sogneråd i 2 valgperioder (12 år), deraf dets formand de 9. Han var født på Hjelmkilde den 6. juni 1845<br />
og døde den 3. november 1920. Signe var født på Staulund den 10. november 1856 og døde den 24.<br />
november 1920.<br />
Efter Martins og Signes død arvede Otto Kromann Bjørnemose med behørig og passende udbetaling til<br />
sine 2 søstre, hvoraf den ene Martha allerede var gift med ingeniør Johannes Larsen fra København. De<br />
blev gift den 24. maj 1918 og har siden overtaget en meget ansvarsfuld direktørstilling på en stor fabrik<br />
i Fredericia, hvor der virkes med 3 a 400 arbejdere dagligt. Deres 2 drenge hedder Jørgen og Johannes<br />
Henning.
Niels Pedersen En familieoversigt Side 7<br />
Den anden søster Maren er ugift. Hun har forpagtet den ene fløj af hovedbygningen på sit barndomshjem,<br />
hvor hun i ferietiden har et meget respektabelt, ja stilfuldt <strong>som</strong>merpensionat for velsituerede<br />
gæster, der tillige søger deres nødvendige rekreation. Idel taknemmelighed foruden sit honorar<br />
modtager hun stadig af sine gæster.<br />
Otto Kromann, der nu er ejer af Bjørnemose, blev gift med Marie, i daglig tale kaldet Missen, Skræp fra<br />
Albjerg den 22. april 1920. Deres bedste rigdom er 4 sunde og livlige børn, hvis navne er efter alder er<br />
følgende: Signe Johanne, Marthe, Marie, Elisabeth og Jens. Alle med tilnavnet Kromann. Endnu er<br />
Bjørnemose et kært og hjemligt sted at komme på besøg <strong>som</strong> i gamle dage, skønt det nu er den fjerde<br />
generation, der er på trapperne.<br />
Min søster Anne Pedersen og hendes mand Hans Jensen (Kromann).<br />
Den ældste søn Hans Jensen der i flere år havde været trolovet med min søster Anne. Disse to unge<br />
holdt bryllup den 22. marts 1867 og overtog ødegården, Hjelmkilde, da Jens Hansen med familie<br />
flyttede til Bjørnemose. Og det kan vel siges uden forklejnelse for nogen, at de hver for sig var foran<br />
deres tid, hvad de mange erholdte sølv- og broncemedaljer fra mejeriudstillinger i 70- og 80-erne kom<br />
til at bære vidne om. Ja, også et sølvkaffestel med inskriptionen: “For fremadskridende agerbrug” blev<br />
dem givet <strong>som</strong> ærespræmie ved Fyns Stifts Mejeriudstilling den 23. januar 1878. Det var derfor ikke så<br />
sært, at lærlinge - især kvindelige - strømmede til dem i overflod. Den 13. januar 1868 fødtes deres<br />
første barn, en søn, der kom til at hedde Jens efter sin farfar. Den 23. marts 1870 kom der en pige, hvis<br />
navn blev Marie. Disse børn fik hjemmeundervisning, først af deres forældre, senere af en lærerinde, og<br />
de kom først i Aaby Friskole et årstid før deres konfirmation, så også på skolens område blev der<br />
drevet noget for sig. Deres ungdom ude <strong>som</strong> hjemme huskes i øvrigt ikke videre at notere om.<br />
Jens og Karen Kromann.<br />
Den 1. november 1894 blev den unge Jens Kromann gift med en pige fra Sjælland, der hed Karen. Og<br />
denne Karen fik stor betydning for deres senere virke. De flyttede til Snoghøj, hvor der indkøbtes på en<br />
bakkeskråning ud mod Lillebælt på ca. 20 tønder land, og hvorpå der byggedes. Lidt efter lidt blev dette<br />
areal omdannet til en frugthave af mange forskellige slags, og hvor det ene drivhus rejste sig efter det<br />
andet, foruden masser af mistbænke med meget mere. Der er her udfoldet en storstilet, ja næsten<br />
landskendt virk<strong>som</strong>hed på havebrugets område. Hver lørdag er Jens Kromann og Karen i Fredericia<br />
med deres pakkede vognlæs af alle sorter frugter, <strong>som</strong> i reglen anses af kunderne for at være tip-top af<br />
det bedste, hvorfor der også med rette kan erholdes gode priser. I året 1924 modtog ægteparret<br />
Kromann fra Det kgl. danske Landhusholdningsselskab et stort sølvbæger for mange års energisk flid<br />
og fremdrift. Til en sådan hædersgave var Kromann indstillet og anbefalet af stedets landboforening,<br />
der tillige afholdt en større fest i den anledning, hvor ægteparret var landboforeningens hædersgæster,<br />
og hvor sølvbægeret blev dem overrakt efter en udtalt velformet lykønskning og takketale var holdt.<br />
Af børn har de 3, nemlig: Ellen, Aage, og Hans, der alle er gifte. Sidstnævnte hjælper til hjemme i<br />
gartneriet.<br />
Marie Kromann og Vilhelm Kristensen.<br />
Vi må dernæst følge datteren Marie Kromann, der blev gift med fætteren Vilhelm Kristensen den 14.<br />
november 1899. Skønt hun dengang var en meget udviklet, ung kvinde, så er det næsten <strong>som</strong> hun<br />
træder lidt i skygge bag den vidt omspændende og vidtstrakte virk<strong>som</strong>hed, <strong>som</strong> allerede da var blevet<br />
hendes mand til del. Nemlig instruktør i gymnastik for folkeskolens børn over en stor del af landet. Der<br />
hørte derfor et vist mod til for Marie at gifte sig med en sømand til lands, <strong>som</strong> han selv spøgefuldt<br />
udtrykte sig. Men det gik meget godt. De nygifte slog deres paulun op i Charlottenlund, hvorfra<br />
valfarterne til de respektive skoler udgik periodevis efter tid og omstændighed. Og her er det i disse år,<br />
at Vilhelm Kristensen øver sin store indsats for gymnastik i landsbyskolen. Jeg har selv været vidne til,<br />
at han kunne lede en gymnastiktime i en skole, så både lærer og børn følte, at sådan skulle det være, og<br />
det var ikke vanskeligere end at det med god vilje kunne gøres efter. Sin uddannelse havde han fået på
Niels Pedersen En familieoversigt Side 8<br />
centralinstituttet i Stockholm, der varede i 2 år -1896 og 1897, hvorefter han underviste på højskoler og<br />
delingsførerkurser <strong>som</strong> også på statens feriekursus for lærere. I året 1912 sendte Danmark sin bedste<br />
ungdom til De olympiske lege ved Stockholm. Vilhelm Kristensen ledede her det mandlige hold på 350,<br />
der gjorde så smuk gymnastik, “at vi fik ligefrem tårer i øjnene”, sagde nogle af de svenske tilskuere.<br />
Ved hjemkomsten blev han hædret med et fuldt rigget skib i sølv, der yderligere symboliserer farten<br />
gennem de danske sunde. Året efter blev han hædret med ridderkorset, <strong>som</strong> han dog kun bærer ved<br />
meget festlige lejligheder. Imidlertid var Vilhelm og Marie blevet ejer af hendes barndomshjem<br />
Hjelmkilde. Men også <strong>som</strong> gårdejer bevarede Vilhelm Kristensen sin store interesse for skytte- og<br />
gymnastiksagen og var stundom den ledende ved mange lejligheder, hvad 3 eller er det måske 4<br />
sølvbægere med inskription til ham bærer vidne om. En stor dag havde han i fjor (1934), da han førte<br />
det fynske 100 mandshold af de gamle ved Lingsfesten i Vallekilde, hvor han umiddelbart efter øvelsen<br />
blev omfavnet af en gammel svensker til tak. Nu skulle man jo tro, at når Vilhelm Kristensen er så<br />
meget for andre ud af til, så lå det nær at han glemte at passe bedriften derhjemme. Men nej, sådan er<br />
det ikke. Han passer sine sager <strong>som</strong> få, hvad alle besøgende på stedet vil være enige om. Ved en<br />
konkurrence for hele markbrug, <strong>som</strong> stedets landboforening i året 1925 lod afholde, tilkendtes Vilhelm<br />
Kristensen den eneste ærespræmie, der blev uddelt. Nå, bag al denne virak, der gennem årene regnede<br />
ned over Vilhelm Kristensen og selvfølgelig regnede med rette, skal hans hustru ikke glemmes, thi ofte<br />
var hun vel i vanskelige stunder den regulerende og tro i sit kald.<br />
I året 1910 flyttede Marie og Vilhelm Kristensen til Hjelmkilde <strong>som</strong> de egentlige styrere af hjemmet der,<br />
da sygdom hos hendes forældre krævede hendes nærværelse der. Og her er det i de følgende år, at<br />
Marie gør sin store indsats med at passe og pleje sin mor, der led af en uhelbredelig og smertelig<br />
gigtsvaghed, lige<strong>som</strong> faderen tvende gange fik lungebetændelse. Anne Kromann døde den 10.<br />
november 1915. Hans J. Kromann døde den 25. august 1917.<br />
Foruden sit ansvarsfulde hverv i hjemmet blev Marie valgt til medlem af Vejstrup Valgmenighedsråd,<br />
hvor hun i flere år på god måde gjorde fyldest. Ikke mindst virkede hun ihærdigt ved anskaffelsen af et<br />
godt orgel til kirken, <strong>som</strong> vi i lange tider havde savnet. Det tør vel også siges, at det nærmest var på<br />
Marie's initiativ og anvisning, at det nye anlæg nord for Lunden med de kønne natursten om højen blev<br />
til virkelighed. I menighedsrådet fyldte hun en god plads. Og derfor var det det en skuffelse for mange,<br />
da hun trak sig tilbage.<br />
Af børn har Vilhelm og Marie 3 sønner, nemlig Harald, Arne og Frede. Harald, <strong>som</strong> er gift, virker <strong>som</strong><br />
ingeniør under staden. Arne har en betroet stilling i landmændenes frøforsyning i Roskilde, medens<br />
Frede - der blev gift i <strong>som</strong>mer - har overtaget Hjelmkilde i forpagtning.<br />
Min svigersøster Maren Jensen (Kromann) og Peder Thomsen.<br />
Som tidligere nævnt holdt Maren og Peder Thomsen bryllup den 8. juni 1883. Engbækgård i Vester<br />
Hæsinge var købt, og der kom de til at bo, og her fødtes deres 3 børn: Mary den 9. april 1884, Rasmine<br />
den 16. april 1886 og Jens den 26. januar 1888. En noget traurig og tør tid for landbruget var allerede<br />
begyndt og varede godt århundredet ud. Og det fik Maren og Peder Thomsen <strong>som</strong> begyndere også at<br />
mærke de første år. Men med en sjælden energi og handlekraft kom de godt over vanskelighederne.<br />
Peder Thomsen var en tid formand for mejeriet <strong>som</strong> også formand i sognerådet. Og at Vester Hæsinge<br />
fik tidligt elektricitetsværk skyldtes væsentligt også ham. I mange år havde han tillige præstegården i<br />
forpagtning, så alt i alt tyder det på, at der blev udfoldet stor personlig dygtighed. Et besøg til Vester<br />
Hæsinge var altid imødeset med glæde. Før bilernes tid blev vi altid hentet med hestekøretøj ved<br />
Højrup Station. Og når vi nåede Engbækgård stod Maren Thomsen altid i døren og modtog os med<br />
åbne arme, alt mens en sagte tåre gled nedad hendes kind, Vi følte, det var af indre glæde, for hun hørte<br />
til de gode kvinder. Et sådant besøg varede den gang gerne natten over. Og det var især noget for<br />
rollingerne på begge sider, hvor leg var både det første og det sidste, før turen igen skulle gå hjemad.<br />
Desværre døde Maren Thomsen efter længere tids svaghed den 12. februar 1912. Peder Thomsen var<br />
derimod rask omtrent til sin død, der indtraf den 22. november 1934. Allerede før Peder Thomsen<br />
døde, havde sønnen Jens overtaget gården.
Niels Pedersen En familieoversigt Side 9<br />
Han blev gift den 12. november 1922 med Anna Hansen, <strong>som</strong> var købmandsdatter fra Odense.<br />
Desværre er det et savn, at de endnu ikke har nogen børn.<br />
Rasmine blev gift den 29. oktober 1908 med mejerist Jens Peder Hansen fra Jylland. De kom til at bo i<br />
Fredericia med virke i en osteforretning, <strong>som</strong> de endnu driver. De har tre raske børn, hvis navn efter<br />
alder er: Rigmor, Gudrun og Peder.<br />
Mary Thomsen er endnu ikke gift. Hun ejer selv villa i Fredericia og er meget optaget af en særpræget<br />
syning, <strong>som</strong> velsituerede folk i byen sætter megen pris på. I mange år var hun husbestyrerinde i<br />
hjemmet under hendes mors sygdom og død. Fra den tid var hun særlig skattet af hele familien.<br />
Min svigersøster Hanne Jensen (Kromann) og Christen Skræp.<br />
Et lille kapitel må der selvsagt skrives om moster Hanne, der <strong>som</strong> ung pige ville tage bolig på kvisten og<br />
leve der <strong>som</strong> gammeljomfru, men <strong>som</strong> ungersvenden Christen Skræp, Albjerg, helt godvillig fik flyttet<br />
over til sig efter deres bryllup den 27. oktober 1885. Christen Skræp var sammen med sin fader Rasmus<br />
Skræp indehaver af en meget vidtstrakt handels- og slagteriforretning, der blev drevet med kyndighed<br />
og god fortjeneste, og da han -efter en søsters død -var eneste barn, var det så lige til, at formuen i det<br />
hjem øgedes år efter år. De unges ægteskab blev dertil velsignet med 4 børn. Først en pige, der kom til<br />
at hedde Maren, født den 1. oktober 1886. Dernæst Anna, født den 11. marts 1892. Rasmus, født den<br />
21.april 1894, og endelig Marie, født den 5. februar 1896.<br />
Den første Maren blev gift 26. juli 1910 med ingeniør Frode Engbæk. Senere driftsbestyrer over 2<br />
jernbaner i det nordlige Jylland. Desværre døde han den 7. august 1928. De har 2 børn, hvis navne er<br />
Hans Christen og Signe.<br />
Anna blev gift med Dr. Albert Fischer den 20. juli 1920. De har også 2 børn, der hedder Simon og<br />
Inge.<br />
Om Rasmus er der at meddele, at han døde af tuberkulose den 18. april 1917. Han var jo ellers indtil<br />
døden kom, sine forældres håb <strong>som</strong> stedets arvtager, så hans tidlige bortgang har i mindet siden ofte<br />
kaldt tårer frem.<br />
En stor trøst og glæde har det imidlertid været, at den yngste Marie blev trolovet og gift med fætteren<br />
Otto Kromann, <strong>som</strong> jeg alt forud har bemærket.<br />
Hun blev altså husfrue på den herlige, ja prægtige gamle borg, der også for nedskriveren af disse linier<br />
gemmer værdifulde gode minder.<br />
Fru Hanne Skræp og søsteren - min gode Ane - har vel livet igennem haft mere med hinanden at gøre<br />
end med nogen anden i familien. Besøg hos hinanden, navnlig da rollingerne på begge sider var små,<br />
skete det ikke så sjældent. Og navnlig ved fødselsdagene var der altid stads i gaden -ikke mindst mellem<br />
jul og nytår (28. december). Moster Hanne havde dog sendt sine julegaver til hver især til juleaften. Og<br />
hendes bøger til mig har næsten gået over rimelig grænse. Og hvad Ane har fået, blev gerne gengældt<br />
den næstfølgende 20. maj ved en høne med sine 18-20 kyllinger, for i den branche var - om jeg så må<br />
sige - min kone den skrappeste.<br />
Nu om dage går vel besøgene hos hinanden knap så tit på, men når det sker, er modtagelsen lige varm.<br />
Den 27. oktober i år er der guldbryllup på Skræppenborg, og indbydelse til os her i Gravvænget er<br />
allerede sket.<br />
Min egen slægt: Påskeslægten.<br />
Når jeg dernæst bør skrive lidt om min egen slægt, ligger det nær for mig at begynde med først at<br />
optage, hvad min gode ven Jens Therkelsen har skrevet derom i Svendborg Avis umiddelbar før min<br />
80-årige fødselsdag. Og det lyder ordret således:<br />
Påskeslægten fra Brudager vænge: Optegnelser om slægtens historie, om bondeliv i gamle dage og det<br />
åndelige frihedsrøres første tid.<br />
Årene de rulle og skiftes om på jord<br />
og vore navne glemmes, <strong>som</strong> sne der faldt i fjor,<br />
og slægt efter slægt segner hen på nornens bud ...
Niels Pedersen En familieoversigt Side 10<br />
Således sang Lembcke for 70 år siden. Og det er rigtigt. Det føler vi alle; men også på en måde, <strong>som</strong> vi<br />
ikke altid tænker på. Navnlig dette, at vi skiftes om på jord. Går vi tilbage i vor slægtsstamtavle - om vi<br />
har en sådan - ja, da vil det i de aller fleste tilfælde vise sig, at vi er nomader i det vi anså for vor<br />
hjemstavn.<br />
Jeg- altså forfatteren -har forsøgt i et enkelt sogn at gå tilbage. Der blev kun 15-16 familier, der var<br />
barnefødt der, og af deres forældre var kun nogle få. Kom vi tilbage til 1700 tallet, ja da var der kun et<br />
par stykker. Hvem der i tiden havde boet der, var spredt over hele jordens kreds. Men der er enkelte<br />
slægter, <strong>som</strong> så langt vi ved tilbage, har boet på den gamle grund. Der er nylig her i bladet fortalt om en<br />
gammel slægt fra Kohavegården i Vejstrup. En slægt, der tog fast bopæl og skød kraftigt igennem i den<br />
hele egn.<br />
Vi vil nu her se lidt på en anden slægt, Påskeslægten i Brudager Vænge: I gammel tid så langt vi kan gå<br />
tilbage, var dette en ren Brudager slægt. De var fæstere, de gamle bønder deroppe i den smukke landsby<br />
omkring den gamle kirke med det brede tårn. Endnu, ligger en del af de gamle stuehuse der med gavlen<br />
ud mod gaden. Desværre er de gamle kirkebøger bortkomne ved ildsvåde, så det er nærmest slægtsoverleveringer<br />
mundtlige - støttet til Bjørnemose fæstebreve og hartkornsfortegnelse at dette er bygget på.<br />
Slægtens ældste - Jens Hansen - var fæster af Møllegården af Brudager by. Han er død engang i årene<br />
1802-14, men fra den tid har vi ingen kirkebøger. I slægtsoverleveringerne fortælles at han var gift med<br />
Ane Påske. Dette påskenavn stammede fra, at hun var født påskedagsmorgen og døbt samme dag. hun<br />
skulle været i besiddelse af en fremragende evne <strong>som</strong> fortæller og var lun og vittig. Påskeblodet er kendt<br />
i slægten <strong>som</strong> et udtryk for en livlig og vittig fortællerevne. Her må dog indskydes, at fornavnet sikkert<br />
er forkert, for i kirkebogen der opbevares i stiftsarkivet i Odense står, at deres søn Niels Jensens -<br />
gårdens næste ejer - moder Maren Andersdatter blev begravet den 22. december 1814. Der må her være<br />
sket en forveksling af navnene Maren og Ane, idet det er sikkert, at Jens Hansens kone og dermed<br />
slægtens stammoder hed Maren. Hun døde <strong>som</strong> nævnt 1814, 65 år gammel.<br />
Min farfar Niels Jensen og Marie Nielsdatter.<br />
Om deres søn ved vi, at han blev begravet den 18. oktober 1866, 79½ år gammel. Han skal derefter<br />
være født 1786. Han har gården i fæste 1806 under Bjørnemose. I 1807 blev gården flyttet ud i<br />
Gravvænge, hvor den nu ligger. Det gamle stuehus blev stående og står endnu i Brudager lige overfor<br />
forridergården. Han havde sine gamle forældre hos sig, men når de var døde, skulle hans landgilde<br />
forhøjes med en gås og 2 skæpper havre årlig. Gården købte han til selveje 1812 af Fr. Fenger på<br />
Maegård for en pris af 8.000 rigsdaler kurant. Herom står yderligere i det gamle skøde, at sælgeren<br />
forbeholder sig 2 store egetræer i skovlodden for et afslag på 400 rigsdaler, en meget høj træpris<br />
dengang. Men da pengene på den tid blev tovlige, måtte Niels Jensen - inden han fik rent skøde, op<br />
med i alt 10.800 rigsdaler. Det var vel endda rimelig for en gård med ny bygninger og over 100 tønder<br />
land.<br />
Niels Jensen skal have været en hjertelig og god mand, men han var, <strong>som</strong> så tit er tilfældet, ikke så klog<br />
og dygtig <strong>som</strong> sin kone. Hun var også et helt jern. Hun hed Marie Nielsdatter og var født i Brudager<br />
1778. Hun var lille af vækst, noget spinkel, men let og behændig, både mund- og håndrap. En fortrinlig<br />
fodgænger, en utrættelig arbejdsevne. I den travle tid tog hun efter endt dagværk mælkebøtten på<br />
hovedet og strikkestrømpen i hånden og gik den lange vej ud i Gravvænge, inden gården blev udflyttet,<br />
og malkede til aften. Bar mælkebøtten hjem på hovedet, mens hun strikkede uden at tabe masker og vel<br />
vidende, når der skulle tages ind og laves hæl. Så blev børnene lagt i alkove, og så kunne hun igen tage<br />
sin bøtte og strikkestrømpe og gå ud i marken og sprede gødning hele natten, malke til morgen og tage<br />
mælken med hjem. Der er sket megen forandring fra den tid. At gå til Svendborg og tilbage igen samme<br />
formiddag regnede hun for ingenting. Hun var kone for at holde 6 børn i ave og en gård på benene i<br />
statsbankorottens dage. så megen stræb<strong>som</strong>hed gav til sidst penge i kassen, og den stod hun for.<br />
Da sønnen Peder Nielsen blev forlovet med Hans Christensens datter i Kohavegården, og hun kom i<br />
besøg hos sin tilkommende svigermor, var denne i færd med at tælle penge op af en pose, <strong>som</strong> ellers<br />
var gemt i en natstol. Hun sagde da rapt til den unge pige: Sådan skal du også bære dig ad, når de bliver<br />
gift, for Per er lige <strong>som</strong> sin far. De forstår sig ikke på at omgås penge. Dette her med svigermor i huset
Niels Pedersen En familieoversigt Side 11<br />
har jo været en vanskelighed også i gammel tid, og dengang gik de jo sammen til hverdag. Hun den<br />
gamle kunne spørge skrap om morgenen til sønnen: Hvad skal pigen bestille i dag, Per? Det her med<br />
pige derhjemme i huset til opvartning og rengøring, det satte den gamle ikke pris på. Spar<strong>som</strong>melighed<br />
til det yderste prægede det slægtled, hun hørte til - dem fra statsbankerottens dage. En aften kort før<br />
hun døde, kom hendes svigerdatter ind i hendes værelse, hvor der var mørkt. Hun tændte lyset, idet<br />
hun sagde: Men ligger I her i mørke, farmor, det skal I dog ikke. Hun satte så lyset og gik ud, men<br />
inden hun var vel ude af døren, var den gamle ude af sengen og pustede lyset ud. Det kunne dog spares.<br />
Hun døde 1854, 76 år gammel.<br />
Tvillingerne, hvis natur Vor Herre havde forbyttet:<br />
Peder Nielsen og Maren Nielsen.<br />
Sønnen Peder Nielsen var født den 10. maj 1818 og var tvillingebroder til sin eneste søster Maren.<br />
Dette navn kan være en opnævnelse, for da levede nemlig den gamle Jens Hansens enke endnu. Hun<br />
døde først året efter, så det var meget naturligt, at farmor fik den ære.<br />
Da de to tvillinger voksede til, sagde deres mor ofte, at Vor Herre måtte have forbyttet deres natur, for<br />
pigen havde en fuldblods drengenatur. Hun færdedes ude og altid helst blandt raske drenge, mens<br />
tvillingebroderen Peder ville helst sidde inde og karte og strikke strømper. Han havde ellers sin moders<br />
lette og behændige legeme og var <strong>som</strong> hun en utrættelig fodgænger, sej og udholdende og dertil fliden<br />
selv. Han var lidt under middel højde, mørkhåret, blå øjne, en noget krum og lidt skarp næse. Han<br />
holdt meget af heste og sparede dem derfor og brugte sine ben. Med sine lette træskostøvler gik han<br />
lange ture rundt omkring til familien. Han lærte også sine børn dertil, idet han gerne sagde: I må hellere<br />
gå, så holder I varmen og kommer ikke galt af sted.<br />
Min far Peder Nielsen og Johanne Margrethe Hansdatter.<br />
Peder Nielsen blev gift med Johanne Margrethe Hansdatter fra Kohavegården i Vejstrup den 3. april<br />
1841, Hans Christensen’s næstældste barn. Hun er født den 29. september 1814. Hun var en begavet og<br />
stærkt åndelig udviklet kvinde. Hun var og hun gik gennem mange år i sin hjemmelavede nationale<br />
dragt, og hun førte den op med en holdning, der var værdig for den ranke ryg hvis sidste hun førte med<br />
ind i slægten. Det siges, at hendes mand, når de skulle i kirke gik ind først for at se hende komme op ad<br />
kirkegulvet. Ja, han var så stolt af hende, at hun godt kunne være gift med en baron, da hun havde<br />
holdningen. Hun var en overordentlig virk<strong>som</strong> og dygtig husmor. I den tid kendtes dette også på, at<br />
børnene fik et udstyr. Og på Møllegården i Gravvænge gik skytten på væven. Der blev lavet til de 5<br />
børn et meget stort og solidt udstyr. Det var bedre, at børnene fik det end nogle hundrede kroner mere,<br />
sagde hun, for et sådant udstyr kunne vare længere og førte flere minder med sig fra hjemmet end<br />
penge. Og det er en stor sandhed.<br />
Når de sad om aftenen og kartede og spandt, da fortalte hun for sine børn og de unge på gården om alt<br />
det, der var oplevet i slægten i de gamle dage, om de store omvæltninger i folkelivet ved virkningerne af<br />
skoleloven af 1814, om stændertiden, grundloven og krigene 1848-49-50 og 64. Hun havde fra sit gode<br />
hjem og fra sit forhold til faderen, der <strong>som</strong> den første bonde fra Sydfyn havde deltaget i dette vågnede<br />
samfunds og folkeliv, fået en levende, kraftig personlighed beriget. Ikke mindst skete dette ved det<br />
livsrøre, <strong>som</strong> begyndte med Johan Nielsen, og hvor hendes broder Christen Hansen senere blev<br />
føreren. Hun oplevede den danske digtnings guldalder og Grundtvigs vækkende og førende indflydelse<br />
for det religiøse og det dansk folkelige. Hun kom levende med i de første frie menigheder, Højskolen i<br />
Vejstrup, friskolerne og skyttekredsene. Alt dette var hun i levende forbindelse med og optaget af. Hun<br />
havde også oplevet det økonomiske fremskridt på landbrugets område, <strong>som</strong> fulgte med mergling,<br />
dræning, bedre redskaber og driftsmåder. Peder Nielsen og hans kone var enige om at opdrage deres<br />
børn til arbejd<strong>som</strong>hed og tarvelighed, og dette gennemført overalt, var vel forklaringen til, hvad Peder<br />
Nielsens svoger i Vejstrup undrede sig over, at selvom de på den dårlige jord i Gravvænge kun havde<br />
småt korn, ja, så fik Per altid overskud, mens mange andre af familien, der havde god jord og godt<br />
korn, men vanskelighed ved at få det til at slå til.
Niels Pedersen En familieoversigt Side 12<br />
Det blev jo fra hendes (Johanne Margrethe’s) ældste datters hjem på Bleggården i Gravvænge, at tanken<br />
om friskole dernede udgik og blev gennemført. Og hun - den nu ældre bondekone - var en flittig gæst i<br />
skolen, ja næsten daglig kom hun for at høre læreren fortælle bibelshistorie for børnene. Hun var en<br />
udmærket tilhører, der var velkommen både af lærer og børn.<br />
Med sine betydelige evner var hun sin mand åndelig overlegen. Han kunne vel ikke altid forstå og følge<br />
hende, men i sådanne spørgsmål holdt han sig beskedent tilbage og lod hende føre ordet. Ved hendes<br />
død skrev friskolelærer Rasmus Hansen hende følgende lille eftermæle:<br />
En moder øm nedlagtes her på bår,<br />
en vandrer træt gik hjem til hvile<br />
En kristen, <strong>som</strong> i livets unge vår<br />
os atter møde vil og smile.<br />
Thi kun <strong>som</strong> kornet lægges hun i muld<br />
med spirekraft til <strong>som</strong>mervange;<br />
og til at pryde ageren <strong>som</strong> guld,<br />
derhøstes under englesange.<br />
I trængsel vidned hun, at Gud er god,<br />
I kamp og strid hun glad istemte,<br />
at kun det navn, der står i livets bog<br />
har værd, de andre vorde glemte.<br />
Et navn dog gjorde hun sig her på jord,<br />
<strong>som</strong> leve vil med hendes minde.<br />
Ja, Gravvænge bærer længe spor.<br />
Hun virked der, den stærk kvinde.<br />
Åndslivets i sin tids bedste dragt<br />
hun hjertelig sig selv tilegnet.<br />
Med slægt og grander gik hun så i pagt.<br />
Nu står det hygget der og hegnet.<br />
Johanne Margrethe blev 65 år. Hun døde den 10. juni 1879. Peder Nielsen blev knapt 93 år gammel.<br />
Han døde den 7. januar 1906 efter at have været enkemand i omtrent 16 år.<br />
Forfatteren fortsætter derefter med en biografi af mig og min manddomsgerning, men den finder jeg<br />
ingen anledning til at gengive. Så meget mindre <strong>som</strong> den forekommer mig skildret i vel lyse farver. Har<br />
vort - min Ane's og mit - liv og gerning værdi af betydning, kan det være en passende opgave for en<br />
eller anden af vore efterkommere at skrive lidt derom.<br />
Hvad min ven Jens Therkelsen foran har meddelt om slægten, der er gået bort, kan jeg, så vidt min<br />
viden rækker, give min fulde tilslutning. Jeg var kun 3 år, da min farmor døde, men jeg kan godt huske<br />
hende, vel nærmest fordi hun gav mig sukker. Derimod står mindet om min farfar ikke så klart for mig,<br />
skønt jeg var 5 år da han døde. Hvad der i øvrigt er fremhævet om min far og mor er i nøje<br />
overensstemmelse med mine søskendes og egne oplevelser. De fyldte deres plads hver på sin måde. I<br />
åndelige spørgsmål var min mor - <strong>som</strong> anført - foran med at kunne udtale sig klart Men i stilhed har vi<br />
også meget at mindes og sige far tak for. Han havde et dybt følelsesliv. Kingo’s salme:”Aldrig er jeg<br />
uden våde”, var hans yndlingssalme, særlig på de ældre dage.<br />
Min morbroder Christen Hansen og hans kone Maren Nielsdatter.<br />
Min moders stamtavle på en enkelt side går tilbage til år 1628, og den er der fortalt ret udførligt om i<br />
forfatteren Anders Uhrskov's første bind af bøgerne “Friskolefolk”, hvortil jeg må henvise nu- og
Niels Pedersen En familieoversigt Side 13<br />
efterlevende slægt at gøre sig bekendt med. Kun skal her meddeles lidt om søskendeflokken på<br />
Kohavegården i Vejstrup, hvoraf min mor var den næstældste. Min morfar, Hans Christensen's ældste<br />
søn Christen Hansen, har selv fortalt om sit rige livsløb i omtalte bog. Hans oplevelser og hvad han<br />
videre fortæller, er nok værd at stifte bekendtskab med. I sandelig henseende var han et hovede højere<br />
end sine søskende. Han var født den 10. december 1811, blev gift 28. oktober 1837 med Maren<br />
Nielsdatter fra Vejstrup, i hvis barndomshjem Rosagergård de kom til at bo. De fik 6 børn, hvis navne<br />
efter alder var følgende: Hans, Niels, Karen, Peder, Andreas og Anna. Andreas blev folketingsmand i<br />
18 år og var i den tid medlem af det såkaldte “rene Venstre”. Alle 6 er de afgået ved døden. Christen<br />
Hansen døde den 18. februar 1901, godt 89 år gammel.<br />
Min morbror Niels Hansen og hans kone Maren Hansdatter.<br />
Broderen Niels Hansen var født 23. december 1817 og var også dygtig og fremragende på sine<br />
områder. I det borgerlige liv blev han en god vejleder for sine standsfæller. Folk kom til ham lang vejs<br />
fra for at søge råd i vanskelige spørgsmål, så det var intet under, at han fik sæde i Svendborg amtsråd i<br />
over 30 år. Tillige var han i en periode medlem af landstinget, men den største indsats han øvede til<br />
folkegavn, var, at han gav stødet til Landbosparekassens oprettelse her på Fyn, hvis formand han blev i<br />
mange år. Han blev den 23. oktober 1841 gift med Maren Hansdatter. Gården Langesminde på Oure<br />
Mark blev deres hjem og fødtes deres 3 børn: Sine, Karen og Hans Peder. Den sidste blev i endnu<br />
højere grad sin faders søn med arbejde i offentlig tjeneste, hvorfra hans minde bevares i ære. Niels<br />
Hansen døde den 13. november 1906.<br />
Min moster Maren Hansdatter og min farbror Hans Nielsen.<br />
Nr. 4 af børnene på Kohavegård var datteren Maren, der blev gift med min farbror Hans Nielsen her<br />
fra Møllegård. Det blev altså dobbelt slægtskab, idet 2 brødre og 2 søstre blev par om par, mand og<br />
kone. Nygård i den sydlige del af Ulbølle sogn blev købt, og her flyttede moster og farbror hen. Og her<br />
fødtes deres 10 børn, <strong>som</strong> alle har hver sin historie, men jeg nøjes med at angive deres navne efter<br />
alder: Niels, Marie, Anne, Signe, Hans, Jens, Peder, Maren, Margrethe og Kristen. Hans var<br />
jævnaldrende med mig. Vi gik sammen til konfirmationsforberedelse hos Brandt i Ollerup og blev<br />
konfirmeret samme dag i Kirkeby kirke den 1. oktober 1865. Besøg i barnedagene derhenne på Nygård<br />
nær stranden hører med til mine gladeste minder. 6 af denne store søskendeflok er nu døde. Kun Signe,<br />
Maren, Margrethe og Kristen er tilbage. Endnu må tilføjes, at i <strong>som</strong>meren 1865 oprettede Hans Nielsen<br />
og Maren en friskole i deres hjem, hvor den var til huse i nogle år, og hvor de 4 yngste børn fik deres<br />
skoleundervisning. Senere blev denne friskole flyttet til et sted imellem byerne Ulbølle og Vester<br />
Skerninge, hvor den uafbrudt har virket og virker endnu den dag i dag til stor velsignelse for egnen vidt<br />
omkring.<br />
Maren Hansdatter blev født den 21. juni 1820 og døde den 11. april 1919. Hans Nielsen blev født den<br />
3. april 1816 og døde den 30 april 1901. Deres bryllup holdtes 18. oktober 1841.<br />
Min morbror Hans Hansen og hans kone Kirsten Jensdatter.<br />
Den 5. af børnene på Kohavegården blev atter en søn, der kom til at hedde Hans. Han blev født den<br />
26. januar 1823, men om hans barndom og ungdom vides kun meget lidt. Han blev trolovet med<br />
Kirsten Jensdatter fra Oure Mark, der var datter af gårdmand Jens Pedersen samme sted. Hun var født<br />
den 11. april 1819. Deres bryllup blev holdt den 9. august 1850, hvorefter de flyttede til Nørre<br />
Lyndelse, hvor der forud var købt en lille gård til dem. Der boede de ca. 34 år, men solgte så gården og<br />
købte friskolebygningen med jord til på Vejstrup mark. På deres gamle dage nogle år før de døde, kom<br />
deres gamle tro pige Marie, der var gift med Frederik Lange til at bo hos dem for at hjælpe og pleje<br />
dem, hvad der vist i de tider kunne have sine vanskeligheder. Vi, der hører til familien, er dem den dag i<br />
dag taknemmelige derfor. Hans Hansen døde den 28. august 1899. Kirsten døde den 29. august 1903.
Niels Pedersen En familieoversigt Side 14<br />
Karen Hansdatter og Morten Rasmussen.<br />
Endelig meldte askepotten Karen Hansdatter sig <strong>som</strong> nr. 6. Hun blev født den 28. november 1828, og<br />
hun blev den, der kom til at pleje sine forældre på deres gamle dage. Hun blev gift den 6. juli 1850 med<br />
Morten Rasmussen, der var født på Grønnemosegård i Oure sogn. De byggede gården helt om, <strong>som</strong><br />
den endnu ligger med den prægtige og frugtbare have i baggrunden. Rigdommen blev dog størst med<br />
børneflokken, der blev 7 i tal nemlig: Peder, ANE, Marie, Johannes, Martha, Niels<br />
og Dagmar. De 5 er endnu levende. Kun de 2 ældste er døde. Der i dette gamle stamhjem, der gemmer<br />
så mange kære minder, har der altid for slægten været godt at komme. Også siden Dagmar -den yngste -<br />
blev gift med Oluf Nielsen fra Sjælland. De følger gammel tradition og byder en velkommen både med<br />
mund og hjerte, hvorfor de fortjener oprigtig tak. Desværre døde deres eneste søn Peder <strong>som</strong> barn,<br />
hvad der voldte dem stor og dyb sorg og indtil denne dag ikke ringere savn. Karen Mortensen døde<br />
den 4. februar 1902 og Morten Rasmussen døde den 7. oktober 1896.<br />
Min faders søskende.<br />
Endnu kan spørges, hvor blev min faders de 2 brødre af, Niels og Jens, og hvor kom tvillingesøsteren<br />
hen? De 2 farbrødre har jeg aldrig set. De var begge døde før min tid. Niels blev gift med en pige, der<br />
hed Maren, og de kom til at bo i en lille gård på Oure Mark, nær stranden, hvor vi i min barndom<br />
hentede sand til at strø på gulvene. Marens far havde været skovfoged, hvorved børnene fik dette<br />
tilnavn. Der blev 5: Per (Peder), Niels, Marie, Signe og Trine. At disse søskende var af påskeslægten<br />
kendes på - <strong>som</strong> J. Therkelsen skriver - de havde evne til at kunne være lune og vittige, dog allermest<br />
den ældste: Per Skovfoged. Men alle de 5 er de døde.<br />
Min anden farbror Jens blev gift med en pige, der hed Ane. De kom til at bo i Spillemosegården på<br />
Vejstrup Mark. De fik 3 børn, piger alle 3, hvis navne blev: Marie, Anne og Anne. Jens Nielsen døde<br />
inden mange års forløb af en indre svaghed, formentlig fremkaldt ved at han af uforsigtighed engang<br />
havde taget fejl og nydt rottekrudt, der var sat på et forkert sted. Enken blev senere gift anden gang<br />
med en af lægmandsmissionen, kaldet Per Spillemose, rimelig et navn efter gården. Ham og Ane kan jeg<br />
godt huske. Men nu er alle såvel de unge <strong>som</strong> de gamle døde.<br />
Tvillingesøsteren Maren, der jo var født den 10. maj 1813, blev gift med ungkarl Niels Kristensen. De<br />
kom til at bo i en god gård, omtrent midt i Vejstrup by. De fik 7 børn, hvis navne blev: Niels Kristian,<br />
Kristen, Karen, Hans, Jens, Peder og Johannes. De 2 næstyngste var omtrent på samme alder <strong>som</strong> mig,<br />
hvorfor jeg stundom havde mit tilhold der om natten i dårligt vejr under min lange skolevej til Vejstrup.<br />
Der og i Kohaven. Det var ligefrem Paradiser. Denne gårds jord er for længst skilt i flere parceller,<br />
hvorpå den ene er bygget Valgmenighedskirke og udlagt kirkegård. På hovedparcellen og nybygget gård<br />
boer nu sønnedatteren Elna med sin mand Sognefoged Niels J. Nielsen.<br />
Maren Nielsen døde den 8. maj 1888. Niels Kristensen døde den 21.marts 1873.<br />
Min søster Marie Pedersen og Rasmus Kristensen.<br />
Af mine søskende var Marie den ældste, født den 9. januar 1842. Som ganske ung - vist kun 17 år<br />
gammel - kom hun til Broholm for at lære mejeri, og følgen blev, da hun kom tilbage, at der blev bygget<br />
ny og rummelig mælkestue ude i haven, hvor mælkefadene blev placeret på det sænkede kældergulv og<br />
en ny kærne anskaffedes. Dette havde atter til følge, at hun blev tilkendt præmie for sit gode smør. Hun<br />
kom tidligt på Kolds højskole i Dalby. Og allerede 19 år gammel blev hun forlovet med Rasmus<br />
Kristensen fra Højby, der var født den 10. november 1832. Han var, da de blev forlovet, godt udviklet<br />
og havde været først på Rødding, senere på Kolds højskole, hvor han da gjorde sit første bekendtskab<br />
med Marie. Deres bryllup blev holdt den 18. november 1862. Damgården i Orte Sogn, omtrent midt<br />
mellem Odense og Assens var købt og her kom de til at bo i 6 år, og her fødtes deres 3 drenge: Peder,<br />
Vilhelm og Hans: Damgården med sin store bakke var imidlertid en meget tung gård at drive, hvorfor<br />
den blev solgt i <strong>som</strong>meren 1868, og Bleggården i Gravvænge blev købt. Der fødtes deres 4 børn:<br />
Thorvald, Kirstine, Harald og Åge. Og her øvedes en stor gerning, såvel udad <strong>som</strong> indad til. Hus og<br />
mark blev sat grundigt i stand, men hvad der endnu var større, det var friskolens oprettelse i
Niels Pedersen En familieoversigt Side 15<br />
Gravvænge. Den blev begyndt i september 1871 med den seminarieuddannede lærer Lars Hansen, der<br />
fik så stor betydning i flere retninger også udenfor sin børneskole. For denne skoles oprettelse og gode<br />
begyndelse har vi den dag i dag god grund til at sige Rasmus Kristensen og Marie en varm tak. Den står<br />
til deres gode minde. Rasmus Kristensen døde den 29. september 1927. Marie døde 22. september<br />
1899.<br />
Af de 7 børn, der var skænket Rasmus Kristensen og Marie døde de 3 <strong>som</strong> unge. Den ældste Peder var<br />
dog blevet gift og bosat på Sjælland et par år før han døde. Der er altså nu kun 4 tilbage, hvoraf Vilhelm<br />
er den ældste. Men hans saga er jo i al korthed foran fortalt.<br />
Hans Kristensen og Maren Kirstine Kaj.<br />
Jeg begynder her med Hans <strong>som</strong> den næste. Han blev født den 11. november 1867 og var altså kun 3/4<br />
år gammel, da familien flyttede til Bleggården, så hvis han siger, han kan huske det, tror vi det ikke.<br />
Derimod ved vi, at han lige<strong>som</strong> broderen Vilhelm blev en ivrig skytte og gymnast. Og da han kom til at<br />
tjene hos danske i Sønderjylland, blev han lærer for de unge derovre i svensk gymnastik. Det kunne<br />
tyskerne ikke lide. Han blev kort og godt udvist, men mødte og fik audiens hos landråden i Haderslev,<br />
for hvem han forklarede med megen præcision at det ikke var dansk, men svensk gymnastik han lærte<br />
fra sig, og han motiverede sin stilling så godt, at udvisningsordren blev taget tilbage. Det var jo kun den<br />
“uskyldige svenske gymnastik han bedrev”, og han fik lov at blive. Denne tildragelse tør måske pege i<br />
retning af Påskeslægten med at være “lun”. Havde han ikke forstået på lun måde at skelne den store<br />
forskel, der er på svensk og dansk gymnastik, så havde han sikkert måttet herut. I 30-års alderen blev<br />
han gift med Maren Kirstine Kaj. Hun var født på Sjæl<br />
land i Ølsemagle den 17. februar 1871. Deres bryllup holdtes den 1. oktober 1891 og samtidig overtog<br />
de Bleggården i eje. Efter århundredets slutning blev tiden lidt lysere i økonomisk henseende, hvad der<br />
også gav sig til kende for Hans og Maren. Den ene ny længe rejste sig efter den anden. Først ko- og<br />
hestestald, så svinehus og til sidst nyt stuehus. Markerne blev yderligere forbedret, især med<br />
vandafledning, der havde været vanskelig at udføre i en større del af den lave jord. Under alt dette<br />
ekstraarbejde i hjemmet har Hans Kristensen og Maren ikke glemt at se ud over egne vinduer. Længe<br />
var han formand for skytte- og gymnastikforeningen og friskolekredsen samt ligeledes formand for<br />
Vejstrup Valgmenighedsråd, medens Maren gjorde sin stille gerning i hjemmet, ikke mindst med pleje<br />
af Rasmus Kristensen, der blev nær ved 95 år. Deres gennem årene mange elever glemmer ikke at sige<br />
dem begge tak. Deres børneflok er ikke stor, kun 2 nemlig Helge og Margrethe, der henholdsvis blev<br />
født den 2. september 1898 og den 12. oktober 1903. For 4 år siden byggede Hans og Maren en villa til<br />
egen bolig. Helge blev gift med Astrid Ravn fra Jylland og overtog samtidig hjemmet i forpagtning, så<br />
der nu er 2 gode steder for venner at besøge.<br />
Thorvald Kristensen og Ellen Andersen.<br />
Den fjerde af Rasmus Kristensen's og Marie’s sønner hed Thorvald. Han blev født i Bleggarden den 4.<br />
juli 1870 og viste tidligt talent til at blive en god sanger, idet han begyndte at synge, før han kunne<br />
snakke rent, lige<strong>som</strong> han frimodigt sagde rent ud til præsten: “Jeg kender dig nok, for det var dig der<br />
stod oppe i skabet (prædikestolen)” hvad præsten lo hjerteligt af. Nå, han voksede til og blev sine ældre<br />
brødre jævnbyrdig med at kunne gøre god gymnastik, og <strong>som</strong> disse forud havde været elevernes leder i<br />
gymnastik på Dalum landbrugsskole, så blev Thorvald det også. Derefter blev han bestyrer på<br />
Holmdrup børnehjem i 3 år. Dernæst forpagter på Vormark mølle. Men der største gevinst han der<br />
vandt, det var hans vordende kone Ellen, <strong>som</strong> holdt hus for og var en søster til stedets mejeribestyrer<br />
Andersen. Hun var født på Lynghoved nær Ry Station i Jylland den 19. januar 1879.<br />
Mølleforpagtningen havde imidlertid så store skavanker, <strong>som</strong> forud ikke var til at se, at Thorvald sagde<br />
op på et år, hvad han ifølge kontrakten havde lov til, hvorefter Brogård på Lammefjorden blev købt, og<br />
her flyttede han over med sin unge brud. Deres bryllup blev holdt i hendes hjem den 21. marts 1902.<br />
Hun blev og har gennem årene været sin mand en overordentlig god og dygtig hustru. Hvor skulle vi<br />
vel gå hen for at finde et mere lønnende fjerkræhold og opdræt, <strong>som</strong> hun gennem årene har præsteret.<br />
Og på den anden side er mark og have dyrket med et så godt resultat, at så godt <strong>som</strong> hele gården er
Niels Pedersen En familieoversigt Side 16<br />
ombygget. Den lammefjord er nu heller ikke at kimse ad. For i <strong>som</strong>mer 1935 er der sendt asparges fra<br />
Brogård til København for godt 2.000 kr. Det aller kostbareste der er fremvokset på dette sted, er dog<br />
3-kløveret børnene. Marie, født den 4. december 1902, nu gift med Åge Ravn, disponent på en<br />
maskinfabrik i Århus. Astrid er født den 13. april 1905, gift med gårdejer Jens Øster. De bor nu i<br />
Sandby. Askepotten Tage kom til verden den 29. september 1908. Lad os håbe han går i sine forældres<br />
gode spor.<br />
Aage Kristensen og Trine Nielsen Rønde.<br />
Den sidste og syvende af Rasmus Kristensen's og Marie's børn var en søn og fik navnet Aage. Han<br />
fødtes 23. marts 1881. I sin grønne ungdom begyndte han <strong>som</strong> landmand. Var endogså med at<br />
konkurrere ved præmiemalkning og andet mere. Men om det nu ikke gik, <strong>som</strong> med Morten Borup, der<br />
glemte at vætte leen for at se på engblommerne, så drev en indre trang ham dog et andet sted hen. Og<br />
<strong>som</strong> forberedelse til lærergerningen fik han sin første uddannelse hos friskolelærer Brønsted i<br />
Gravvænge. Derefter på Silkeborg Seminarium, hvorfra han dimitteredes med 1ste karakter i året 1904.<br />
Han var dog forud på Vallekilde højskole i vinteren 1902-03. Efter sin eksamen blev han lærer ved<br />
Bramminge efterskole 1904- 05, friskolelærer i Langtved fra 1905-11, på Statens Lærerhøjskole 1911-<br />
12, Vikar i Egens kommuneskole på Mols til februar 1913, da han blev kaldet til førstelærer i Tryggelev<br />
på Langeland. Herfra blev han kaldet til førstelærer og kirkesanger i Hesselager den 1. april 1920. Men<br />
langt forinden denne sidste kaldelse holdt han bryllup med sin trolovede den 5. februar 1913. Hendes<br />
navn var Trine Nielsen Rønde, født den 27. marts 1884. Hun havde taget lærerindeeksamen fra Vejle<br />
Forskolelærerseminarium 1904. Årskursus på lærerskolen i København 1907-08. Lærerinde ved<br />
friskoler i Sønderup på Sjælland, Langtved på Fyn og Sønderup i Jylland. Ægteparret Åge og Trine<br />
Kristensen er betroet 6 børn, hvis navne og fødselsdage er følgende:<br />
Johannes Rønde Kristensen, født den 31.december 1913.<br />
Rasmus Rønde Kristensen, født den 25.november 1917.<br />
Gudrun Rønde Kristensen, født den 3.maj 1919.<br />
Arne Rønde Kristensen, født den 28.februar 1921.<br />
Ester Rønde Kristensen, født den 13. januar 1923.<br />
Ingrid Rønde Kristensen, født den 7. november 1925.<br />
I foråret for 14 år siden, da ovennævnte lille Arne blev født, var min kone og jeg til stede. Nu i år er vi<br />
bedt til hans konfirmation den 13. oktober, men må beklage ikke at kunne komme. Men i tanken vil vi<br />
være til stede med vore bedste ønsker.<br />
Min søster Karen Pedersen og hendes mand Peder Jensen Dons.<br />
Min søster Karen er født den 28. januar 1848. Og hun blev den af mine søstre, der under moders<br />
langvarige sygdom i mange år blev den styrende i huset, hvorfor hun i særlig grad skal mindes med tak,<br />
dog mest for moders gode og omhyggelige pleje under hendes store lidelser. Efter Anes og mit bryllup<br />
flyttede Karen til Bleggården, hvor der forud var indrettet god lejlighed til hende. Der boede hun ind til<br />
efteråret 1886, dog med afbrydelse af 3 måneder om <strong>som</strong>meren, da hun var optaget <strong>som</strong> lærerinde i<br />
håndarbejde på Vallekilde højskole. Derfra blev hun skattet højt og erhvervede sig tilnavnet. “Karen<br />
med nettet”, fordi hun altid gik med sit hår i net. Men ved november det nævnte år rejste hun til<br />
Bolund i Sønderjylland for at overtage pladsen <strong>som</strong> husbestyrerinde på et fællesmejeri, tilhørende<br />
mejeriejer Peder Jensen Dons. Det var en meget ansvarsfuld plads, da Dons’s kone Margrethe Møller<br />
kort forud var død fra 5 børn, hvoraf den yngste kun var et år gammel. Det blev imidlertid for Karen<br />
en meget begivenhedsrig tjeneste, da hun inden året var omme, holdt bryllup med enkemanden Dons.<br />
Hun havde før den tid haft adskillige bejlere, der alle måtte nøjes med en kurv. Men her blev straks en<br />
stor gerning for hende at tage op, idet hun ved sit “Ja” til Dons, blev mor til hans 5 børn: 2 piger og 3<br />
drenge, hvis navne var følgende: Margrethe, Johanne, Kristian, Olav og Hjalmar. Deres bryllup var den<br />
15. juni 1887, og det foregik <strong>som</strong> sønderjydsk skik var den gang, først med borgerlig vielse hos<br />
amtsforstanderen eller en anden embedsmand og så bagefter brudetale og bøn om Guds velsignelse i<br />
kirken af stedets præst, <strong>som</strong> her i dette tilfælde var frimenighedspræst L. B. Poulsen, Bolund.
Niels Pedersen En familieoversigt Side 17<br />
Mejerigerningen der på stedet, og hvad andet hørte til varede dog kun knap 2 år efter at Karen var<br />
kommet derover, idet der i nabosognet til Bolund blev oprettet et andelsmejeri, hvorved Dons tabte en<br />
stor del af sin mælk. Han afhændede da på bedste måde sit mejeri og inventar, og da der samme<br />
<strong>som</strong>mer 1888 var bygget nyt andelsmejeri i Hjørlunde på Sjælland, søgte han pladsen der og fik den. I<br />
dette ny hjem blev deres kræfter taget i brug i fuldt mål, dels med mejerivirk<strong>som</strong>heden for de mange<br />
andelshaverer og dels med opdragelse af børnene, der alle kom i friskole. Efter 3 års forløb havde de<br />
den sorg at miste lille Johanne. Hun døde af difteritis. I mange år var de ellers fri for nævneværdig<br />
sygdom, men da Karen blev omkring ved 60 år gammel begyndte en snigende galdestenslidelse, der til<br />
tider voldte hende store smerter. I året 1911 lod hun sig indlægge på St. Lukas Stiftelsen i København,<br />
hvor en operation blev foretaget, men med det udfald, at hun døde dagen efter, den 16. august. Dons<br />
fortsatte mejerigerningen endnu et par år, før han ved sit 25 års jubilæum tog sin afsked. Derefter<br />
boede han dels på Fyn og dels i Sønderjylland, ind til han i efteråret 1921 flyttede til Sundbylille, hvor<br />
han under tiltagende sygdom kærligt blev plejet af Gurea Svendsen. Han døde den 1. januar 1922. Men<br />
Gurea fortjener stor tak for sin opofrelse for ham på det sidste.<br />
Børnene.<br />
Karen blev moder til et barn, men det døde ved fødslen, og flere kom der ikke. Det var altså Dons og<br />
Margrete Møller's børn hun fik til opgave at sørge for. Og det bør siges, hun gjorde det med en omhu,<br />
<strong>som</strong> var det hendes egne, hvorfor de også skal omtales her.<br />
Den ældste Hjalmar, blev født den 26. maj 1880. Han kom over til os for at gå til konfirmationsforberedelse<br />
hos vor gode valgmenighedspræst Pedersen i Vejstrup, der konfirmerede ham. Siden lærte<br />
han mejeri hjemme og på Langeland, men rejste så til Amerika, hvor han kom til at lede et stort mejeri.<br />
I de senere år har vi dog kun hørt lidt fra ham.<br />
Begge de to andre brødre Olav og Kristian der henholdsvis var født den 7. juni 1881 og 19. juli 1882<br />
kom derimod til Hjelmkilde og gik derfra til præst og ligeledes konfirmeret af Pedersen. Efter Olavs<br />
konfirmation kom han her til os for at gå i forberedelse til lærergerningen hos Brønsted. Derefter på<br />
Silkeborg seminarium, hvorfra han tog en god eksamen.<br />
I forbigående må jeg bemærke, at Brønsted forberedte sine elever til seminariet så godt, at forstander<br />
Vinter udtalte: “De, der går i forberedelse hos Brønsted, behøver ikke at komme her til prøve for at<br />
blive optaget. Vi optager dem på Brønsteds anbefaling.”<br />
Olav blev gift med Melga Johansen, datter af højskolelærer N. Johansen, Ollerup Højskole. De flyttede<br />
til Odense, hvor han siden har virket <strong>som</strong> kommunelærer.<br />
Kristian blev senere også gift med en anden af fornævnte N. Johansens døtre. Thora hedder hun. De<br />
flyttede først til Kiel, men senere, da krigen udbrød, til København, hvor han driver grossererforretning<br />
i større stil med mange ting og er for tiden vist en meget rig mand, men desuagtet den samme jævne<br />
Kristian, når man taler med ham.<br />
Datteren Margrete Dons, født den 17.september 1886 blev konfirmeret af pastor Laursen, der dengang<br />
var kapellan for valgmenigheden i København, senere præst for valgmenigheden i Vejstrup. Hun kom<br />
også her til for at forberede sig til lærerindegerningen hos Brønsted. Kom dernæst til Ringe<br />
Uddannelsesskole, hvorfra hun fik sin gode anbefaling af daværende friskolelærer Laurs Rasmussen.<br />
Senere har hun virket <strong>som</strong> lærerinde i Høve og Trunderup friskoler, hvorfra hun blev kaldet til<br />
forstanderinde for Bramminge Optagelseshjem, der tid efter anden har fået flere børn. På tiden er der<br />
24, så også der er det en stor og velsignelsesrig gerning hun har taget op. Vi, der kender hende, siger: Til<br />
lykke.<br />
Min broder Hans Pedersen og Johanne Olsen.<br />
Broder Hans er født den 25. februar 1854. Han var <strong>som</strong> lille meget fåtalende, og selv i 3-4 års alderen<br />
sagde han ikke stort andet end ja og nej, når mor talte med ham. Men det stille vand er jo undertiden<br />
den dybe grund, og sådan tør man vel sige også med broder. Han tænkte mere end han talte, hvad der<br />
nok blev hans særegenhed livet igennem. Fra friskolen i Vejstrup bevarede han Rasmus Hansen's<br />
fortælling af historien i en sjælden grad, hvorfor han <strong>som</strong> 18 årig var moden til at komme på højskole i
Niels Pedersen En familieoversigt Side 18<br />
Vallekilde. Poul Hansen skriver følgende fra den tid: Vinteren 1872-73 kom med et stærkt voksende<br />
elevhold, 110 i tal, og det var et godt og friskt hold. Lad mig nævne enkelte elevnavne, <strong>som</strong> senere er<br />
blevet kendte i videre kredse: Der var Mikkel Holm fra Samsø, de 3 fynboere Hans Pedersen, Brudager,<br />
Nikolaj Nielsen, Sødinge og Knud Hansen, Ferritslev, og så nævner han 2 jyder og 2 bornholmere<br />
foruden en senere landskendt præst. Den vinter under Ernst Triers talerstol fik livet igennem stor<br />
betydning for broder Hans, hvorom han ofte med lyst og ildhu har talt. Det var en skuffelse for ham, at<br />
han - begrundet på en mindre legemsfejl - ikke blev soldat, hvad den tids raske gutter satte pris på. I<br />
stedet for kom han lidt senere til Dortheasminde ikke langt fra Askov, hvor fætteren Niels Kristian<br />
Nielsen fra Vejstrup var forpagter. Gården ejedes dengang af dr. Bøjsen, <strong>som</strong> tidligere havde været vor<br />
huslæge, da han boede i Lundeborg. Her blev Hans imidlertid kun et år. Før han kom derover var han<br />
blevet forlovet med en vakker Sjælands pige fra Hjørlunde. Hun hed Johanne Olsen og var ældste<br />
datter af skomager Ole Lorents, Hjørlunde, hvis kone hed Karen. Hun var en meget åndelig interesseret<br />
kvinde både i folkelig og kristelig retning. Disse goder havde Johanne taget i arv efter sin mor. Hun<br />
kom tidlig på Rødkilde Højskole, hvor Frede Bøjsen dengang var forstander med liv og sjæl. Hun kom<br />
derefter til Fyn at tjene, først hos vor nabo Hans Hansens enke Trine, og året efter til dette hjem. Og så<br />
gik det her <strong>som</strong> så ofte, at lejlighed gør tyve. Thi Hans og Johanne blev inden længe trolovede, og det<br />
må indrømmes, det var et udmærket parti, der passede godt sammen, for hvad den ene manglede i<br />
naturgaver, det havde den anden i fuldt mål. Den 30. maj 1881 blev deres bryllup holdt her i det gamle<br />
hjem. Vor gode præst Pedersen i Vejstrup viede dem i Valgmenighedskirken. Forud var der købt en lille<br />
gård, 24 tønder land, til dem i Sparrestrup i Nordsjælland. Der flyttede de over straks efter brylluppet<br />
og tog fat med frisk mod. Der blev deres 2 sønner født. Johannes den 29. juni 1882 og Peder den<br />
10.marts 1887. Johannes kom til at gå i skole de første år hos Hilda Hansen her fra Gravvænge, der<br />
sidst i 80-erne og først i 90-erne var lærerinde i Sparrestrup for flere familier. Friskolen blev imidlertid<br />
flyttet ud til Hjørlunde Højskole, hvor begge brødrene derefter kom til at gå i skole.<br />
Hjørlunde Højskole blev allerede oprettet af Morten Pontoppidan først i 80-erne og gik under hans<br />
ledelse den meste tid jævnt godt. Da nogle år var gået, blev der bygget Valgmenighedskirke nær<br />
højskolen, hvor også Pontoppidan kom til at virke <strong>som</strong> dens præst. Men forinden var der dog en slem<br />
børnesygdom for, den lille menighed at overvinde, da Pontoppidan - ivrig frihedsmand <strong>som</strong> han var -<br />
havde været udfordrende i den grad over for den provisoriske regering, så han blev dømt til fængsel<br />
nogle måneder og bagefter havde møje med at få kultusministeriets anerkendelse <strong>som</strong> præst indenfor<br />
folkekirken. Dette kom dog omsider i orden. Men så kom der siden hen en anden knude på tråden<br />
mellem præst og menighed, idet Pontoppidan en skønne dag erklærede ganske uforbeholden, at han<br />
ikke længere var i overensstemmelse med Grundtvigs syn på trosbekendelsens oprindelse. Dette havde<br />
til følge, at menigheden blev delt og for en tid sprængt indtil den igen blev samlet under pastor<br />
Jungersen - Københavns Valgmenighed - <strong>som</strong> præst. Jeg nævner i korthed disse tildragelser, fordi<br />
broder Hans og Johanne sammen med Peder Hansen, Sperrestrup og Jens Svendsen, Sundbylille, særlig<br />
var i ilden mod Pontoppidans ny tilegnede stade, der ikke faldt sammen med det Grundtvigs venner<br />
efter ham hidindtil havde levet og troet på. Det var en krise, <strong>som</strong> i høj grad optog den lille<br />
valgmenighed, og <strong>som</strong> endnu, når talen bringes frem derom, kan få Hans i ånde, så han helt glemmer<br />
gigt, svimmelhed og andre svagheder. Sådan kan det emne live ham op under de grå hår.<br />
De økonomiske kår <strong>som</strong> Hans og Johanne levede under, navnlig de første 20 år var ingenlunde mere<br />
end lige til, så der måtte arbejdes strengt, men når Ane og jeg kom derover, fik vi indtryk af, at her<br />
levedes et jævnt stille kristenliv, hvor morgenandagt og morgensang var til huse, der sikkert havde sin<br />
betydning for dagens gerning, og <strong>som</strong> vi ikke havde formået at gennemføre hjemme i den noget større<br />
bedrift. Ved deres sølvbryllup i 1906 var stuerne fulde af kære venner fra nær og fjern, og ved den<br />
lejlighed gav især sølvbruden sit rige og livlige lune til bedste. Hun kunne ellers <strong>som</strong>metider være fristet<br />
til - når modgang mødte - at se lidt mørkt på tilværelsen, så var det manden, der blev regulator, og det<br />
tør vel siges, at det var godt, at han blev den længst levende. Hun døde den 21. oktober 1912 af en<br />
såkaldt blodprop eller hjerteslag, mens der var ingen til stede i det øjeblik.<br />
Fra friskolen følger vi drengene lidt længere frem. De blev begge - store <strong>som</strong> de var - taget til kongens<br />
gård og fik den lodne kabus på hovedet. Derefter blev de trolovet med 2 søstre, dog Johannes adskillige
Niels Pedersen En familieoversigt Side 19<br />
år før Peder. Disse piger havde deres hjem i Overby, langt ude på Sjællands Odde. Deres far hed<br />
Rasmus Madsen og deres mor Boline. Anna Bodil Madsen, <strong>som</strong> blev kåret af Johannes, var født den<br />
18. november 1889, og Nikoline Marie Madsen <strong>som</strong> Peder kårede <strong>som</strong> sin, var født den 10. januar<br />
1891. Da Johannes var nær de “28", blev Søgård nord for Ølstykke købt. Og den 10. maj 1910 holdt<br />
han og Anna bryllup, hvorefter Søgård blev deres virkested. Da nogle år var gået, og der kom ingen<br />
børn, tog de en lille fremmed pige, der hed DORIS, <strong>som</strong> de en tid efter adopterede <strong>som</strong> deres egen.<br />
Hun er alt nu blevet voksen og har været ude at tjene, men er kommet hjem igen <strong>som</strong> sin moders højre<br />
hånd. Den 10. maj i år blev der holdt sølvbryllup på Søgård, hvor sølvbrudeparret blev meget hædret,<br />
dels af valgmenigheden, <strong>som</strong> Johannes i mange år havde været formand for, og dels af sognerådet, <strong>som</strong><br />
han ligeledes er formand for, foruden af familie og venner. Peder holdt bryllup med sin pige den 24.<br />
november 1916 og samtidig overtog han hjemmet <strong>som</strong> arv. Året efter 1917 købte han ca. 40 tønder<br />
land, der lå ind til hans mark, hvorefter han byggede nye stalde til køer og svin. Men mærkeligt nok her<br />
på Solbakkegård lader det også til, at ej heller her kommer nogen livsarvinger. Men foreløbig har<br />
Nikoline ikke så lidt at tage vare på med pleje af min svage broder. Han og jeg er jo nu snart de eneste,<br />
der er tilbage af vort slægtled. Begge steder, såvel Søgård <strong>som</strong> Solbakkegård, er der fremdeles godt at<br />
komme. Hver gang der er gudstjeneste i Valgmenighedskirken spiller Nikoline orglet.<br />
Lidt om min kone Ane Jensen og mig selv.<br />
Skønt jeg har ment ikke at kunne skrive noget om mig selv, men overlade det til efterkommerne, hvis<br />
der overhovedet var noget der var værd at skrive om, så må jeg alligevel efter anmodning ialt fald gøre<br />
en begyndelse. Om min barndom og ungdom er der skrevet i en af forfatteren Uhrskovs bøger -<br />
Friskolefolk, bind 1 - hvor jeg slutter med ordene: Blev gift og overtog fædrenegården. Her må jeg altså<br />
fortsætte, men først sige lidt om min trolovelse. Allerede før jeg blev konfirmeret havde Ane gjort et<br />
godt indtryk på mig, og det indtryk voksede med årene efter hun var kommet til Bjørnemose, men jeg<br />
vidste jo ikke, om hun havde det på samme måde overfor mig. Jeg kunne derfor i stille bøn sige til Vor<br />
Herre “Du, <strong>som</strong> styrer og ved alt, ved også, hvordan jeg har det overfor Ane. Er det din vilje, at vi to<br />
skal dele livet med hinanden, da giv hende samme kærlighed i mig, <strong>som</strong> jeg har til hende.” Og efter en<br />
sådan stille bøn følte jeg fred. Årene gik. Det ene efter det andet. Og vi blev begge et kvart århundrede<br />
gamle. Men så skete der noget <strong>som</strong> jeg ikke her skal omtale, der fik mig til at skrive til hende, hvordan<br />
jeg havde det og længe havde haft det. Og skønt mit brev ikke kom hende uventet, så varede det dog 8-<br />
10 dage, inden hendes svar kom, og så var det endda hverken ja eller nej - kun mellem linjerne kunne<br />
jeg skimte et Ja. Hun ville da gerne høre fra mig en gang til, hvad hun selvfølgelig ikke behøvede at sige<br />
to gange. Og da vi søndagen efter traf sammen på Hjelmkilde, blev forbindelsen klaret mundtligt. Vi<br />
var dernæst trolovede i 4 år, før det passede, at bryllup kunne holdes. Min mor var i dette tidsrum af<br />
gået ved døden, så det tid efter anden blev klart, at Ane og jeg skulle overtage det gamle hjem her.<br />
Bryllupsdagen blev bestemt til den 24. juni 1881, og om denne er at notere: Efter Ane’s ønske kørte vi<br />
herfra til Bjørnemose lidt over middag. Med pastor Pedersen var aftalt, at vielsen skulle være kl. 3. I<br />
General Hegermans landauer blev brudeparret samt brudens far og mor placeret og klokken 2 gik det<br />
efter Vejstrup i det herligste vejr en mid<strong>som</strong>merdag kan byde. Ved kirken mødtes indbudte venner og<br />
familie, der par om par på gammeldags maner - dog uden musik - fulgte brudeparret ind i kirken.<br />
Sangene der blev brugt, husker jeg ikke. Og kun indledningen til Pedersens brudetale mindes jeg, og<br />
den lød sådan:<br />
Vort håb er ej på drømme byg't,<br />
I luften ej det svæver.<br />
Men hviler på Guds ordet trygt,<br />
og kun hvad hjertet kræver.<br />
Og rimelig har det været om det menneskelige livshåb, der hvilede på Guds Ord, <strong>som</strong> talen nærmere<br />
kom til at dreje sig om. Efter vielsen kørte vi alle vogn efter vogn til Bjørnemose, hvor den efterfølgende<br />
fest skulle stå. Ved bordet blev der holdt adskillige taler, der jo alle sluttede med gode ønsker<br />
for vi to, der havde sagt ja og givet hinanden hånd. Særlig mindes jeg højskolelærer Andersen, der var
Niels Pedersen En familieoversigt Side 20<br />
rigtig i sit es. Han fortalte muntert efter Bjørnson om de 2 drosler, der sang for de hjemadkørende<br />
brudefolk, der desværre kom i trætte om, på hvis side det var de sang, men dog<br />
heldigvis blev enige til sidst. Efter festmåltidet spredte flokken sig omkring i have og skov, ja og på<br />
vandet, thi båden i havnen blev lastet til en sejltur i sundet. Til slutning samledes ungdommen til læg på<br />
den store græsplæne og holdt trolig ud, til duggen begyndte at falde. Det blev ud på aftenen inden<br />
bryllupsgæsterne brød op og sagde farvel, og Ane og jeg var vel de sidste, der tog afsked med søskende,<br />
far og mor. Da vi kom til svigermor, udtalte hun disse indholdsrige ord: “Farvel børn, og lad mig nu se,<br />
hvis I bliver uenige, at I da bliver gode venner igen.” Vi sagde selvfølgelig ja begge to, men tænkte <strong>som</strong><br />
så: Det var dog en mærkelig unyttig formaning, for hvor i alverden skulle vi vel nogensinge blive<br />
uenige. Men det må indrømmes, den gamle var den klogeste. Hun talte sikkert af egen erfaring.<br />
Uenighed - selv i gode og lykkelige ægteskaber - kan have flere grunde, men <strong>som</strong> oftest opstår den, når<br />
hoved på den ene side kolliderer med hjertet på den anden. Se dette var i korthed om vor trolovelse og<br />
bryllup, men meget længere kan der jo skrives om vort nu 54 årige samliv, der har indeholdt både lys<br />
og skygge, medgang <strong>som</strong> modgang, men <strong>som</strong> jeg næppe er den rette til nøjere at skildre. Jeg ved, at<br />
ifølge min natur har jeg haft mine brist, <strong>som</strong> der nu og da har kunnet være meget at rette på, men trods<br />
fejlgreb har jeg været til sindst:at gøre det rette. Der har af kyndige folk være sagt, at vore børn er<br />
særdeles gode børn, hvortil jeg har svaret: Ja, men de har det efter deres mor, kun pigernes lette gang,<br />
når de har travlt i stuerne tør jeg regne må være efter mig. Hun har også været en god mor for den store<br />
børneflok. Det var hende, der lærte dem at folde de små hænder, når de var kommet i seng, alt imens<br />
hun bad Fader Vor og læste det lille vers:<br />
Nu lukker sig mit øje,<br />
Gud Fader i det høje<br />
i varetægt mig tag.<br />
H. C. Andersen var hendes særlige digter, og hans forskellige eventyr læste hun med fryd for de små, og<br />
når kokke, katte eller andre dyr kom på tale, så tegnede hun dem, især når det kom en nisse eller<br />
nissehøj med i laget. Det var derfor ikke så sært, at mor blev langt den bedste opdrager i barnealderen.<br />
Den ros fortjener hun med rette. Ved siden heraf kunne det dog træffe sig, at en eller anden af<br />
knægtene ikke ville lystre hende, så måtte hun have assistance af far. Disse vore børn, 8 i tal, bør jeg<br />
skrive lidt nærmere om.<br />
Den ældste Peder blev født 22.april 1882. Margrethe 16. august 1883, Jens 8. marts 1885, Thorvald 3.<br />
december 1886, Maren 2.august 1888, Rasmus 29. marts 1890, Marie 16. december 1891. Otto 8. juli<br />
1895.<br />
Vi havde den lykke, at de kom i skole, hvor Lars Hansen og efter ham Brønsted virkede. Det var to af<br />
friskolens allerdygtigste lærere, der hver for sig var en personlighed af bedste slags. Efter børnenes<br />
konfirmation kom de før eller senere alle ud blandt familie eller fremmede at tjene. Margrethe var sågar<br />
i Trondhjem og Ramsdalen, og Maren i Schweiz, mens drengene blev ved landets døre. De 3 har dog<br />
gjort udflugter til Tyskland og Østrig, foruden de alle kom på høj- og landbrugsskole.<br />
Min søn Peder Pedersen og Kristine Kristoffersen.<br />
Peder blev trolovet og gift med en pige fra Møen, hvis navn var Kristine Kristoffersen, datter af<br />
gårdejer Hans Kristoffersen og hustru Anne Kirstine. Deres hjem var i Svensmark ved Stege. De unges<br />
bryllup blev holdt en pinselørdag - den 10.maj 1913 - og forinden havde Peder købt Skovgård i<br />
Bobjerg, hvorhen han altså førte sin unge brud. Her kom de til at virke og virker den dag i dag, og her<br />
blev deres 3 børn - en søn og 2 døtre født. Johannes født 17. februar 1916, Anne Margrethe, født den<br />
25. november 1917 og Gudrun, født den 9. september 1919.<br />
Min datter Margrethe Pedersen og Knud Pedersen.<br />
Det var i årene 1901-2 Margrethe var i Norge. Siden var hun hjemme eller tjente forskellige steder,<br />
indtil hun i 1921 blev indfanget af enkemanden Knud Pedersen på Munkebo Bakke, hvis gård hedder<br />
Højvang og i adskillige år har været berømt for sin avl af førsteklasses frø og træfrugt. Knud Pedersen's<br />
første kone hed Maren Hansen. De fik en søn Egil, men da han blev 7 år døde moderen, og Knud blev
Niels Pedersen En familieoversigt Side 21<br />
enkemand i 7 år. så kom Margrethe derhen <strong>som</strong> husbestyrerinde, men inden år og dag var omme, var<br />
hun kone i huset. Deres bryllup blev holdt den 10. maj 1922. Og den 6. januar 1924 fik de en lille pige,<br />
der kom til at hedde Else. Siden er der sket det på Højvang, at sønnen Egil er blevet gift med<br />
købmandsdatteren Irma fra Kerteminde, og de har nu overtaget Højvang i forpagtning, hvorfor Knud<br />
og Margrethe og lille Else er flyttet til 1. sal, hvor der er indrettet en god bekvem og køn lejlighed i<br />
enhver henseende.<br />
Min søn Thorvald Pedersen og hans kone Kristine Bonefeld.<br />
Den næste af børnene, der søgte og fik bosted, var Thorvald. Det var i foråret 1920, at han købte en<br />
stor frugtplantage, godt 2 km fra Aabenraa. Han havde forud uddannet sig i havebrug, dels på Vilvorde<br />
og dels i Jylland, men købet af plantagen på Skedebjerg viste sig at være alt for dyr. Hans søster Marie<br />
rejste med ham derover og ligeledes Otto og Rasmus, men trods god hjælp kunne det ikke gå i længden.<br />
Efter godt et par års forløb rejste Marie til Sjælland, og han fik i stedet Kristine Bonefeld fra Als til<br />
husførelsen. Hun var datter af Hans P. Bonefeld og hustru Kristine Marie, Jestrupgård i Tandslet sogn,<br />
og vi kendte godt hende og familien forud. Inden længe derefter blev de trolovet og den 26. marts 1924<br />
holdt de bryllup. De blev boende på Skedebjerg til foråret 1929, og i <strong>som</strong>meren derefter blev<br />
Engelbækgård i Vormark købt, hvortil de flyttede med deres sager og 2 vakre børn. Den ældste Ove<br />
hedder han, er født 26. januar 1925, og pigen Edith er født 3. marts 1926. Her i dette hjem er gjort en<br />
god indsats med gårdens forbedring i de 6 år, de har virket der, og sker der ikke uforudsete uheld eller<br />
ondartet sygdom, vil deres gerning her nok lykkes og blive til velsignelse.<br />
Min søn Otto Pedersen og hans kone Ragnhild la Cour.<br />
Den fjerde og sidste af vore børn, der er gift, er Otto. Foruden sin skolegang hos Brønsted i friskolen,<br />
kom han i Hesselager Realskole. En tid var det tanken, at han skulle læse videre til dyrlæge, men lysten<br />
til bondegerningen fik alligevel overhånd, så studeringen videre fik løbepas. Han kom <strong>som</strong> lærling på<br />
veldrevne landbrug i Sydsjælland og på Fyn, men fra 1923 til 1927 var han nærmest den ledende i<br />
bedriften her hjemme. I 25 års alderen blev han trolovet med Ragnhild la Cour, der var datter af<br />
gårdmand Jens la Cour og hustru Emilie, Tved, men det varede 7 år inden det passede, at deres bryllup<br />
blev holdt den 11. maj 1927. Samtidig overtog de unge bedriften i forpagtning. Faderen Jens la Cour<br />
levede og lever endnu, medens moderen var død. Denne lille bedrift på kun 15 - 16 tønder land er en<br />
kende for lille for Otto, men ved siden heraf driver han lidt handel med kontrolleret malkekvæg, <strong>som</strong><br />
han nærmest sender til Jylland, og hidindtil har køberne - så vidt vides - været meget tilfredse. Han agter<br />
dog, såvidt tid og lejlighed giver, at få en lidt større bedrift.<br />
Min datter Marie Pedersen.<br />
Marie er til trods for sine “43" endnu en tjenende pige, og mange har undret sig over, at netop hun ikke<br />
er blevet gift, ja har ikke engang været forlovet - for ikke at sige trolovet. Da hun var 10 år gammel,<br />
lærte hun at spille violin, først hos Brønsted, siden i Svendborg, så hun kom temmelig vidt i at kunne<br />
spille kønt og med færdighed og gør det den dag i dag, så det kan oplive og glæde. Sin ungdom har hun<br />
bevaret i sjælden grad under de forskellige tjenester, hun har virket i, både herhjemme og ude. Og med<br />
rette tør det vel siges, at hun har været skattet og afholdt, hvor hun kom.<br />
Det er nu på syvende år hun kom til Askov for at være fru Arnfreds højre hånd med at skaffe mad til<br />
de mange munde, <strong>som</strong> bænkes der indenfor skolens døre. Hun har dog også i den tid fået lejlighed til at<br />
se sig om såvel i Italien <strong>som</strong> i England, så med rejsefærd for øje siger hun sparto til sine ældre søstre.<br />
Men i ferien glemmer hun ikke hjemmet, for hun er jo ikke alene moders, men også faders pige. Godt<br />
for det og tillykke, Marie.<br />
En agtet censor har gennemset nærværende familieoversigt og fundet den <strong>som</strong> helhed ret god. Dog<br />
med hensyn til foranstillede stykke om Marie har vedkommende fundet anledning til at bemærke<br />
følgende: “Det er ikke rigtigt, når du skriver, at Maries stilling er tjenende. Den er både selvstændig,<br />
ansvarsfuld og stor, ja så betydningsfuld for Askov Højskoles velfærd og gode renomme at Arnfred
Niels Pedersen En familieoversigt Side 22<br />
selv har sagt til Marie: Hellere må en hvilken <strong>som</strong> helst af lærerne rejse <strong>som</strong> du. De kan lettere erstattes<br />
med en ny. Og så er det vel en tvivl<strong>som</strong> ros for en pige ikke at have været forlovet. Det er netop tegn<br />
på indre kraft hos Marie, at ingen kender noget til det og ej heller ingen ved, hvor<br />
mange “kurve” hun har udsendt.” Denne lille retledende og velmotiverede reprimande tager jeg gerne<br />
imod til nærmere efterretning.<br />
Min børn: Maren, Jens og Rasmus.<br />
De tre af vore børn, <strong>som</strong> endnu ikke er nærmere omtalt, er jo Maren, Jens og Rasmus. De overtog<br />
tilsammen gården - efter flere års forpagtning - <strong>som</strong> fælles eje i efteråret 1932. Det blev så meget lettere<br />
gjort, da ingen af dem hverken var gift eller trolovet. Maren har jo i mange år forestået husførelsen<br />
inden døre, og sønnerne har ligefrem nærmest hver sine interesser, der ligger øverst, uden dog at være<br />
til hinder for det fælles mål, <strong>som</strong> er: Virkeliggørelsen af et lønnende intensivt landbrug. Og deres<br />
arbejde i den retning tør vel siges, har ikke været forgæves, bortset fra hvad landbrugets krise ellers har<br />
medført. Jens er nærmest den ledende i marken, kornlade og hestestald, mens Rasmus har malkekvæget<br />
og den ret store have. Deres samarbejde til fælles bedste har ialfald hidindtil stået sin prøve og ventelig<br />
vil det også gøre det i fremtiden, så meget mere <strong>som</strong> de har taget en god portion natur i arv efter deres<br />
mor. I skødet fra november 1932 har den tjenstgørende sagfører forsigtigt indføjet: At hvis sælgeren<br />
eller hans kone bliver misfornøjet med den behandling, vi får af køberen, så kan vi fordre 2.000 kr. årlig<br />
i stedet for leverancen in natura. Disse sætninger kunne ganske være udeladt, for vi har det mere end<br />
godt. Maren er særlig sin mor lig på omsorgens område, så begge vi gamle har kun grund til at være<br />
taknemlige. Ja, en dybt følt tak ligger ovenpå både til Gud og mennesker. Det føler vi for hver dag der<br />
går, alt <strong>som</strong> livsaftenen er inde. Begge er vi såvidt legemligt raske endnu, men vi ved jo, at tiden nærmer<br />
sig, da også vi kaldes bort, og da er det vort håb, at Gud vil være os nådig og tage imod os -små og<br />
svage idet åndelige - , <strong>som</strong> vi har levet og <strong>som</strong> vi er.<br />
Gården Hjelmkilde.<br />
Efter yderligere anmodning fra Marie i Askov meddeles endvidere lidt om gårdens forskellige<br />
bygninger. Navnet Møllegård stammer fra, at skoven under Broholm, der støder lige til vor have og<br />
mark, hedder Mølleløkken grundet på, at der i sin tid var en vandmølle, <strong>som</strong> dog kun kunne gøre nytte i<br />
ca. 9 måneder om året, da der var løbende vand i bækken. Vor mark, der støder til skoven, kom derfor<br />
til at hedde Møllebanken og gården Møllegård.<br />
Som min ven Jens Therkelsen foran har skrevet, blev gården flyttet fra Brudager by herud til<br />
Gravvænge i året 1807. Men det blev kun små bygninger overalt, og dog kom de til at stå i en lang<br />
årrække, ja den ene lille længe står endnu, hvis ender af bjælkerne er toppet ind gennem overkanten på<br />
stolperne, så den repræsenterer et synligt minde fra fortiden. I denne lille længe - kun 9 alen bred - er<br />
der nu to vognporte, cyklestald, kullager og huggehus foruden 3 karlekamre, hvoraf det ene i sin tid<br />
blev benyttet til gæstekammer for fremmede, hvorimod de 2 andre var bolig for min farmor og farfar.<br />
Til trods for sine 128 år gør den lille længe, <strong>som</strong> farfar byggede endnu sin store nytte. Gården var<br />
oprindelig sammenbygget i fire længer, hvoraf stuehuset, <strong>som</strong> lå mod syd, var det ene, men at det hele<br />
har været for småt, kan skønnes af, at i året 1836 (?) blev der bygget en ekstra lade til korn og<br />
hestestald, hvori også indrettedes karlekammer udenfor det egentlige gårdkompleks, og her kom altså<br />
karlene og hestene til at bo fra 1836 til 1880, da jeg overtog gården og samtidig byggede en ny lade mod<br />
vest, hvor den gamle kostald havde stået. Den blev til at rumme både heste og kvæg, og hvor også<br />
karlene flyttede hen. Forinden havde far dog bygget den nuværende kornlade. Den blev bygget i<br />
<strong>som</strong>meren 1851 samme år <strong>som</strong> jeg var født. Bjælkerne til denne lade blev hentet i Brahetrolleborg<br />
skove, og far har fortalt, at de ved transporten af disse bjælker kørte herhjemme fra længe før daggry og<br />
kom først hjem langt ud på aftenen. Derimod havde de selv nok af ege til alt undertømmeret. Desværre<br />
blev laden for lille, så der nu den dag i dag må sættes halm, skønt omtrent tredjeparten er kommet fra.<br />
Det er der, hvor Peder Navnes gård blev bygget i 1908.<br />
Det gamle stuehus kom til at stå nøjagtigt i 100 år. Efter mors ønske og forslag blev der bygget til, så<br />
det fik den anseelige længde af 45 alen, men det var kun 9,5 alen bredt. Og døråbningerne var så lave, at
Niels Pedersen En familieoversigt Side 23<br />
en velvoksen mand måtte bukke hovedet ved at passere ud og ind. Det var derfor en ikke ringe<br />
forandring for Ane at komme fra Bjørnemose og her til, men det gik meget godt. I flere år blev der talt<br />
om at bygge nyt stuehus, men hver gang talen faldt på det emne, så sagde far: “Hvis I bygger nyt<br />
stuehus, så rejser jeg.” Han mente selvfølgelig til Sjælland over til Hans, men det blev på en anden rejse.<br />
Da der endelig toges beslutning om at bygge, udløb også fars timeglas her på jord, så han fik ikke lov til<br />
at komme i det nye hus. Den 27. januar - 2 dage før Kong Kristian den 9' - døde han. Vi boede i det<br />
gamle stuehus, mens det nye rejstes, og først i 100 året 1907 blev det gamle brækket ned. Gårdens<br />
bygninger, <strong>som</strong> de nu står, repræsenterer altså forskellige tidsaldre.