Bind 15 432 sider - PET-kommissions beretning

Agents provocateurs
minalitet, var for det første, at denne form for kriminalitet ofte var ”offerløs” og
derfor ikke – som ved anden kriminalitet – kunne påregnes anmeldt til politiet.
Ræsonnementet var, at ofrene – det vil sige narkomanerne – var afhængige af, at
der blev tilført narkotika til markedet, og derfor i højere grad ville solidarisere
sig med de personer, som forsynede dem med narkotika, end med politiet, som
forsøgte at optrevle forsyningsvejene. For det andet var grænsen mellem gerningsmand
og offer ofte flydende, idet den enkelte narkoman for at skaffe penge
til køb af narkotika kunne optræde som pusher eller kurér eller på anden måde
deltage i distributionen af stofferne. For det tredje var (og er) narkotikakriminalitet
i mange tilfælde styret af en organisation, ikke sjældent med internationale
forgreninger, hvorfor den enkelte narkoman, selvom han måtte kunne overtales
dertil, typisk ikke ville være i stand til at udpege særligt mange led i forhandlerkæden.
Endelig blev den skete forråelse af miljøet omkring narkotikakriminaliteten
også bedømt til at være af en sådan karakter, at potentielle vidner med rette
ville være bange for at bistå politiet og retsvæsenet under efterforskningen og
den efterfølgende pådømmelse af sagerne.
Disse omstændigheder, sammenholdt med ønsket om en effektiv og hurtig
efterforskning af den alvorlige og stigende narkotikakriminalitet, blev angivet
som baggrunden for, at politiet i årene op til lovændringen i stigende omfang
havde tyet til anvendelse af den såkaldte ”aktive efterforskning” med anvendelse
af både civile og politibetjente som agents provocateurs. 48 Som det vil fremgå af
den efterfølgende analyse, deler narkotikakriminaliteten en række af de ovennævnte
kendetegn med de former for kriminelle handlinger, som PET typisk
undersøger. Man kunne derfor argumentere for, at PET har haft og fortsat har et
mindst lige så stort behov som det almindelige politi for at kunne anvende agenter,
hvilket bl.a. også er blevet accepteret af et flertal i Folketinget, se nedenfor.
Retsplejelovens § 754 a havde følgende ordlyd:
”Politiet må ikke som led i efterforskningen af en lovovertrædelse foranledige, at
der tilbydes bistand til eller træffes foranstaltninger med henblik på at tilskynde
nogen til at udføre eller fortsætte lovovertrædelsen, medmindre:
48 Bet. 1023/84, s. 125-26 samt de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 8 om lov om ændring
af retsplejeloven (Politiets anvendelse af agenter som led i efterforskningen af lovovertrædelser),
afsnit 3, se FT 1985/86, Tillæg A, sp. 343.
326 Mindretalsudtalelse og juridiske notater