Bind 15 432 sider - PET-kommissions beretning

Grundlovsmæssige bestemmelser for PET’s virke
ved lov en enkelt gang i 1941. Derimod findes der hverken lov eller dom, der
opløser en forening efter grundlovsændringen i 1953. Rækkevidden af § 78, stk.
2, herunder om bestemmelsen indeholder en pligt for regeringen ved anklagemyndigheden
til at rejse en opløsningssag mod foreninger, der virker ved eller
anstifter til vold, er således aldrig blevet prøvet i praksis og er hidtil henvist til
teoretiske udredninger. 47
I det følgende vil de tre historiske opløsningssager blive gennemgået kort for
at belyse det snit, man tidligere har lagt for, hvornår en forenings virksomhed
var ulovlig eller af anden grund uønsket. Grænsen for, hvad man vil acceptere af
politisk og anden foreningsvirksomhed, har dog formentlig rykket sig en hel del
mod det mere tolerante i efterkrigstiden og frem til i dag, hvilket vil fremgå af
beskrivelsen af de nyere eksempler på forsøg på at rejse opløsningssager i afsnit
2.5 nedenfor.
A. Forbud mod Den internationale Arbejderforening – dom
I 1874 stadfæstede retten et foreløbigt forbud, som var nedlagt administrativt
i henhold til den dagældende grundlovs § 87, mod Den internationale Arbejderforening
i Danmark. 48 Foreningen blev opløst med den begrundelse, at foreningen
havde ”søgt at organisere en Styrke, der kunde anvendes til en voldelig
Kuldkastelse af den bestaaende Statsforfatning…”. Dommen lægger ikke vægt
på foreningens formelt fastsatte formål, men på hvordan dette formål reelt har
manifesteret sig:
”For at afgøre Spørgsmaalet om det indstævnte Selskabs Lovlighed, bliver der selvfølgelig
ikke alene at se hen til Ordlyden i dets Love og Statuter – hvilken i øvrigt,
hvad de Bestemmelser angaar, der vedkommer Foreningens Øjemed og politiske
47 Uagtet at fhv. justitsminister Erik Ninn-Hansen ved en folketingsdebat i 1988 om forbud mod nazister
gentagne gange kom til at sige, at § 78, stk. 2, kun var blevet anvendt meget lidt i dansk historie,
hvorefter han henviste til de tre omtalte sager fra før grundlovsændringen i 1953 – og dermed før
indførelsen af § 78, stk. 2 i dansk ret – som de kendte eksempler på anvendelse af denne bestemmelse!
Han afslutter med at konstatere, at ”der er ingen af de tre tilfælde, jeg i dag vil sige var en
rigtig anvendelse af grundlovens § 78, stk. 2.” Det sidste må man give ham ret i, forstået på den
måde, at tilsvarende sager i dag næppe ville opstå under henvisning til denne bestemmelse. Se FT
1987/88, 1. samling, FF sp. 9043-44.
48 Ved dommen UfR 1874.479 LHS.
Mindretalsudtalelse og juridiske notater 389