Erstatningsnævnet Årsberetning 2004

En anden afgørelse, som nævnet i 2004 traf efter offererstatningslovens § 7, stk. 1,
som den var affattet på skadestidspunktet, har også interesse, idet resultatet efter den
ændrede affattelse af bestemmelsen vil være det samme, i det omfang, der er tale om
en ydelse, der kan fratrækkes efter bestemmelsen, som den nu er affattet.
N. j.nr. 11-01084-2004 Ansøgeren søgte blandt andet om godtgørelse for varigt
mén. Nævnet anmodede den 07-05-2002 ansøgeren ved sin advokat om at oplyse,
hvorvidt ansøgeren på skadestidspunktet havde tegnet forsikring. Nævnet henviste i
den forbindelse til den dagældende offererstatningslov § 7, stk. 1, idet nævnet samtidig
redegjorde nærmere for betydningen af denne bestemmelse. Ansøgeren anmeldte
først skaden til sit forsikringsselskab den 23-03-2004. Fristen for anmeldelse til forsikringsselskabet
udløb den 31-12-2003, idet der ifølge forsikringsaftalelovens § 29
indtræder forældelse 2 år efter udgangen af det år, hvor forsikringstageren fik kendskab
til et eventuelt krav om erstatning og til, at det var forfaldent. Nævnet afslog
herefter ansøgningen om godtgørelse for varigt mén, idet skaden burde og kunne være
anmeldt overfor forsikringsselskabet inden den 31-12-2003, hvor forældelsen indtrådte.
Ændringen af offererstatningslovens § 7, stk.1, medfører heller ingen ændringer for så
vidt angår nedenstående afgørelse. Det skyldes, at erstatning udbetalt i medfør af lov
om arbejdsskadesikring også efter ændringen af offererstatningslovens § 7, stk. 1, skal
fradrages i erstatning efter offererstatningsloven. Men fradraget sker nu i medfør af
arbejdsskadesikringslovens § 77 og erstatningsansvarslovens § 30.
N.j.nr. 11-02182-2004 Ansøgeren var den 14-04-2001 blevet udsat for vold under
sit arbejde som dørmand på et diskotek. Diskoteket var nystartet den 11-04-2001, og
ansøger var startet i jobbet den 13-04-2001. Nævnet afslog den 24-04-2002 at betale
erstatning i forbindelse med tilskadekomsten og henviste kravet til arbejdsgiverens
forsikring, da skaden var en arbejdsskade. Nævnet henviste samtidig til § 7, stk. 1, i
offererstatningsloven, som den var affattet på tidspunktet for tilskadekomsten. Advokaten
meddelte den 06-10-2003, at arbejdsgiverens forsikring først trådte i kraft pr.
16-04-2001 – altså 3 dage efter skaden – hvorfor der ikke kunne ydes dækning herfra.
Nævnet henviste herefter den 09-10-2003 ansøgeren til at søge kravet dækket via Arbejdsskadestyrelsen,
som forskudsvis udbetaler ydelser, når arbejdsgiveren har undladt
at opfylde sin forsikringspligt. Arbejdsskadestyrelsen afslog den 09-09-2004 at
anerkende tilfældet som en arbejdsskade, idet sagen ikke var anmeldt inden et år fra
skadesdatoen. Nævnet forespurgte herefter advokaten, om ansøgeren havde forsikring,
hvilket advokaten undersøgte. Ansøgerens eget forsikringsselskab afslog imidlertid
den 01-10-2004 at dække skaden, da kravet var forældet ved udgangen af 2003.
Nævnet fandt ikke, at den omstændighed, at ansøgeren ikke havde anmeldt skaden
rettidigt overfor Arbejdsskadestyrelsen eller sit forsikringsselskab kunne medføre, at
ansøgeren nu var berettiget til erstatning fra staten. Ansøgeren var allerede ved nævnets
skrivelse af 24-04-2002 blevet gjort opmærksom på reglen i offererstatningslovens
§ 7, hvorfor han burde have undersøgt forsikringsspørgsmålet tidligere.
19