Erstatningsnævnet Årsberetning 2004

I frustration over situationen opsøgte skadevolderen en nat i juli det hus, hvor moderen
befandt sig, og brød ind gennem et vindue. Han mødte moderen på 1. sal og huskede
herefter intet, før han vågnede op på gulvet med moderen liggende livløs ved
siden af. Vestre Landsret tilkendte børnene en godtgørelse hver på 100.000 kr., men
kravet var ikke et retskrav, idet skadevolderen havde anerkendt erstatningspligten og
beløbets størrelse, jf. afsnit 7.5 ovenfor. Ved udmålingen af godtgørelsens størrelse
lagde nævnet herefter vægt på oplysningerne om den forbrydelse, der førte til moderens
død, samt oplysningerne om forbindelsen mellem moderen og børnene. Nævnet
lagde således vægt på, at børnene som mindreårige i sagens natur var blevet påført en
lidelse eller krænkelse som følge af deres moders død. Nævnet lagde vægt på, at børnene
alle havde boet sammen med moderen hele deres liv, indtil kort tid før dødsfaldet.
Nævnet tillagde det endelig betydning, at skadevolderen ved Vestre Landsret ikke
var anset for skyldig i manddrab efter straffelovens § 237, men for overtrædelse af
straffelovens § 246. Efter lovens forarbejder fandt nævnet, at godtgørelsen derfor måtte
fastsættes til et lavere beløb end de 100.000 kr., der er udgangspunktet ved drab,
jf. straffelovens § 237. Nævnet tilkendte på denne baggrund 75.000 kr. til hvert af
børnene.
7.15 FORÆLDELSE
Under afsnit 7.6 ovenfor omtales den særlige forældelsesregel i offererstatningslovens
§ 13. Som omtalt i årsberetningen for 2003, afsnit 7.15, gælder der ved siden af denne
regel dels 1908-loven om forældelse, hvorefter erstatningsansvar for personskade
forældes efter fem år, dels den almindelige tyveårige forældelse. Den tyveårige forældelse
finder kun anvendelse, hvis skaden er bevirket ved en forbrydelse, for hvilken
der under offentlig straffesag pålægges straf, jf. nedenfor.
Nævnet behandler både sager, hvor gerningsmanden aldrig er fundet, og der derfor
ikke er ført nogen straffesag, og sager, hvor der foreligger dom. Det er således forskelligt
fra sag til sag, hvilke forældelsesregler der gælder.
N.j.nr. 11-00190-2004 Anklagemyndigheden rejste i 1988 sigtelse mod en italiensk
statsborger for overtrædelse af straffelovens § 245 ved søndag den 23. oktober 1988
med kniv at have tildelt ansøger et ca. 3 cm bredt og ca. 4 cm dybt stiksår i ansøgers
venstre side, hvorved der fremkom en ca. 1,5 cm dyb stiklæsion på milten samt en
mindre stiklæsion gennem nyrekapslen. Sigtede blev fremstillet i grundlovsforhør 23.
oktober 1988. Han blev løsladt og rejste straks ud af landet. Der blev derfor aldrig
gennemført en straffesag mod ham. Nævnet tilkendte den 27. februar 1989 ansøgeren
godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for ødelagt beklædning, udgift til lægeerklæring
og advokatbistand. Den 4. februar 2004 modtog nævnet en anmodning om
genoptagelse af sagen, idet ansøgeren fortsat havde gener efter knivstikkeriet. Nævnet
afviste anmodningen om genoptagelse, idet erstatningskravet var forældet i medfør af
1908-lovens § 1, nr. 5. Efter denne bestemmelse forældes fordring på erstatning for
skade tilføjet uden for kontraktforhold efter 5 år, medmindre skaden skyldes en forbrydelse,
for hvilken der under offentlig straffesag pålægges straf. Da der ikke var afsagt
dom mod den tiltalte i straffesagen, var forældelsen af erstatningskravet indtrådt
den 23. oktober 1993. Nævnet fandt ikke, at der var grundlag for at se bort fra forældelsesfristen,
idet det af sagens lægelige oplysninger fremgik, at ansøgeren vedvarende
havde været generet af følgerne efter tilskadekomsten.
36