Læs som PDF - Rubicon - Syddansk Universitet

Leder 

RUBICON 2012 (3) 

Dette nummer fejrer Rubicons 20 års jubilæum som et fagligt tidsskrift for 

både studerende og undervisere her på SDU. Rubicon har i løbet af de 20 år 

etableret sig selv som et respektabelt og – tør man sige kendt – tidsskrift. I 

hvert fald kendt her på SDU og omegn. Det skyldes ikke mindst dygtige og 

engagerede studerende, der før os har lagt om ikke blod, sved og tårer, så 

dog megen fritid, sene nattetimer og søvndrukne morgener i vores dejlige 

blad. 

I dag ser Rubicons udfordringer meget anderledes ud, end de gjorde for 

både 10, 15 og 20 år siden. I dag skal universiteterne spare på udgifterne 

og de midler, som politikerne og erhvervslivet ofrer på universiteterne, går 

sjældent til de humanistiske uddannelser. Disse økonomisk trængte tider 

har ikke gået Rubicon ramt forbi. Som de ældre studerende kan se, så er 

tidsskriftet blevet væsentligt tyndere, end det var, da de startede. Nu er det 

kun på sølle 82 sider. Oplaget er blevet begrænset til 300 og vi er heller 

ikke længere et kvartalstidsskrift. Nu kører vi i stedet med efterår-, vinter- 

og forårsnumre. 

En anden udfordring for det nuværende Rubicon er, at forskerne i dag er 

pisket til at udgive i peer-reviewed tidsskrifter. Og det skal helst være på 

engelsk. Der er ikke mange point eller megen prestige i at udgive i Rubicon. 

Det er vores lod som et studenterdrevet tidsskrift. Det har gjort det lidt 

sværere at få forskere til at bidrage til bladet, da de – af forståelige grunde 

– har gang i forskningsprojekter, som de bliver nødt til at prioritere højere. 

Men det er ikke alt sammen skidt. Den samlede redaktion bag Rubicon be- 

står stadig af – hvis vi selv skal sige det – dygtige og engagerede studerende, 

der gerne vil udgive et blad af en vis kvalitet og tyngde. Vi forsøger at finde 

skribenter til vores artikler udover SDU’s grænser, og vi forsøger til stadig- 

hed at gøre det relevant for de historiestuderende. Ikke mindst gennem bi- 

drag fra de studerende selv. Vi har således i flere omgange fået udgivet gode 

BA-opgaver, som har kunnet tjene til inspiration for de studerende, der 

henover sommeren selv skulle i gang med deres eget BA-projekt. Og så har 

1


2 

vi også fået en ny og flot hjemmeside, hvor man kan downloade de enkelte 

numre i pdf format. 

I dette nummer fejrer vi Rubicon. Derfor har vi bedt ældre og forhenvæ- 

rende redaktører om at skrive om deres tid i redaktionen af Rubicon. Rubi- 

cons første redaktør, Jesper Gronenberg, skriver om de store opstartspro- 

blemer og praktiske vanskeligheder, men også om begyndende succes. Per 

Andersen, der var en del af 2. generation på Rubicons redaktion fortæller 

om alt det, han lærte som redaktør. Poul Duedahl var redaktør i 1998 – 

2000, et teknologisk tidehverv, hvor e-mail og internettet gjorde alt det 

praktiske meget nemmere. Maria Groth Rasmussen blev med kort varsel 

redaktør i 2007 og hun beretter her, hvordan én ansvarshavende redaktør 

blev til to for at lette presset på redaktøren. Hendes kollega på posten fra 

2007 til 2009, Sidsel Mahler Hejlsvig, skriver om, hvordan Rubicon var hen- 

des indgang til, hvad historiestudiet tilbød af faglige og sociale arrange- 

menter uden for den regulære undervisning. Jesper Hedegaard Vesterbæk 

beretter om, hvordan han i sin tid som ansvarshavende redaktør forsøgte 

at skifte fokus fra det rent faglige til det mere studierelevante. 

Alt dette og meget mere kan I læse om i dette jubilæumsnummer.

Indhold 

5 Studielederens spalte 

Per Grau Møller 

7 Rubicon 

Enhver studieleders fryd 

Per Grau Møller 

9 Rubicons spæde start 

Jesper Gronenberg 

13 Down Memory Lane 

Per Andersen 


3


4 

17 Rubic@n 

Poul Duedahl 

20 Der er noget galt på humaniora 

Jesper Hedegaard Vesterbæk 

23 Da én blev til to 

Maria Groth Rasmussen 

25 Rubicon i redaktionel forandring 

Sidsel Mahler Hejlsvig 

27 ”… med Diogenes’s Lygte” 

Jens Lei Wendel-Hansen 

36 Kirken og den danske 

besættelse 

Lasse Mortensen 

52 Irans revolution 

1977-79 

Peter Seeberg 

78 Demokrati – Fra skældsord til 

slagord 

Anmeldelse: Natascha Skovgaard Kampp Andersen

Studielederens 

spalte 

Reeksamen og undervisning 

Af studieleder Per Grau Møller 


For et par år siden indførte forskningsministeriet den regel, at vi skulle til- 

byde mulighed for reeksamen for de studerende, der dumpede ved den or- 

dinære eksamen, umiddelbart efter. I praksis betød det inden udgangen af 

februar måned for vintereksamener og inden udgangen af august for som- 

mereksamenerne. Meningen var, at de studerende ikke skulle blive unødigt 

forsinkede i studierne. Nu var det ikke bare i tilfælde af sygdom, at vi skulle 

foranstalte reeksamen. Rektionen fra studienævnets side var, at der kun 

bliver udbudt eksamen i de obligatoriske discipliner i den termin, hvor der 

har været undervist i dem (ikke i valgfagene som områder er, hvortil man 

også indgiver individuelt petitum). Dvs. at man så skal vente min. et halvt 

år for at kunne gå til undervisning og eksamen igen, hvis man også dumper 

til reeksamen. Hvis vi ikke havde indført den regel, ville det betyde, at man 

kunne indstille sig til 3. eksamensforsøg – og måske søge om en 4. gangs 

dispensation - uden at have modtaget undervisning i mellemtiden. Det kan 

vi ikke byde vores studerende. 

Reglen om reeksamen og det til grundlæggende ønske om at hindre forsin- 

kelser er sådan set ganske udmærket, men efter min opfattelse bliver den 

misbrugt i urimelig grad. Forudsætningen for at kunne deltage i reeksamen 

er deltagelse i den ordinære eksamen. Og ved at aflevere blankt til den 

skriftlige eksamen eller ved at forlade eksamen under eller umiddelbart ef- 

ter forberedelsestiden, har man jo deltaget og kan gøre krav på en reeksa- 

men. Mange benytter sig af denne mulighed – for mange. Status her fra vin- 

5


6 

tereksamen er f.eks. at i faget Historiebrug og formidling har 9 ud af 72 stu- 

derende afleveret blankt (= 12,5 %), og i område 2-3 har 8 (ud af ca. 70 = 

ca. 10%) afleveret blankt og ved de mundtlig eksamener i samme fag er det 

dog kun 3 (ud af 68 = 4%), der på denne måde har ønsket reeksamen. Dertil 

kommer de der har været syge og haft lægeerklæring. Men ca. 10 % der 

afleverer blankt er for mange og tenderer misbrug. 

Min fornemmelse er, at størsteparten ønsker at udsætte denne eksamen og 

vinde mere tid til forberedelse. Det er efter min opfattelse en dårlig taktik. 

For der er ikke sikkerhed for, at man vinder så meget mere tid og bliver 

bedre forberedt. I hvert fald betyder det her ved forårssemestrets start, at 

man ikke kan følge undervisningen i fagene og dermed kommer yderligere 

bagud. Man bør selvfølgelig stile mod den ordinære eksamen, følge under- 

visningen, læse på pensum undervejs, læse det op frem mod eksamen og så 

tage det som en udfordring og gå til eksamen. Ved en skriftlig prøve, f.eks. 

en ugeopgave, har man flere dage til at sætte sig ind i stoffet og formulere 

sin besvarelse; ved en mundtlig eksamen har man 30 minutters forbere- 

delsestid, som kan bruges konstruktivt (hvis man gennem forudgående 

læsning har det fornødne overblik) og kan komme i dialog med undervise- 

ren. Så følg undervisningen, læs pensum og fat mod og gå til eksamen. Der 

er ingen garanti for at spørgsmålet ved reeksamen bliver lettere! 

I forlængelse heraf kan jeg ikke undlade at nævne, at studienævnet 18. ja- 

nuar vedtog en ny BA-studieordning, som er justeret med flere forbedrin- 

ger i forhold til den nuværende (mere om det i et senere nummer af Rubi- 

con) – den er i øjeblikket til godkendelse hos dekanen og i høring hos cen- 

sorformandskabet og aftagerpanelet. Men en af de nye ting er flere under- 

visningstimer, for at vi kan leve op til rektors krav om i gennemsnit 12 un- 

dervisningstimer pr. uge på BA-uddannelsen. I øjeblikket har vi ca. 9 i gen- 

nemsnit, og min fornemmelse er, at undervisningsdeltagelsen ikke er van- 

vittig høj, dvs. ikke over 75%. Hvordan skal det gå, når vi udbyder flere ti- 

mer? Min frygt er, at deltagelsen bliver endnu lavere, men forhåbentlig gør 

I denne frygt til skamme. 

Godt semester. 

Per Grau Møller

Rubicon 

Enhver studieleders fryd 

Af studieleder Per Grau Møller 


Som studieleder er det en fryd fra sidelinjen at iagttage, hvordan et blad 

som Rubicon fungerer. Det har gennem alle årene været helt igennem de 

historiestuderendes organ. De studerende har taget initiativ til det, de stu- 

derende udfylder redaktørrollen og formår at organisere den med en tilsy- 

neladende velfungerende arbejdsdeling, og de formår at få bladet til at ud- 

komme regelmæssigt. Og så er det et sagligt, lødigt og historiefagligt blad, 

hvor der kan trykkes alt fra studenteropgaver til professionelle historike- 

res artikler, ligesom der også bringes anmeldelser. Ligeså fungerer det som 

informationsorgan for foreninger som Fagrådet, Delirium, Historisk Fore- 

dragsforening, studiet mfl. Sådan har det været gennem alle årene. Dog kan 

jeg ved et hurtigt blik tilbage fra det første nummer i februar 1993 iagttage, 

at der i de første årgange var mere information (også om navne) og debat. 

Omfanget var også kun 20 sider. I dag er hovedvægten som bekendt på ar- 

tikler og anmeldelser af forskellig karakter, men omfanget er tilsvarende 

også noget større. 

Dog har det undergået flere forandringer. I begyndelsen var det et blad, der 

udkom med typisk 4 numre om året og blev sendt med postvæsenet til hver 

enkelt studerende. Dengang blev bladets trykning betalt af universitetets 

fællesområde (som andre studenterblade), og portoen blev betalt af insti- 

tuttet. I dag betales bladets trykning af instituttet og studiet i fællesskab, da 

fællesområdet er blevet underlagt besparelser, og det udkommer derfor nu 

med et færre antal numre om året. Dengang instituttet betalte portoen, 

kunne det lade sig gøre, fordi bladet hørte ind under tidsskriftstøttede 

blade fra postvæsenets side, hvilket til gengæld stillede krav om et bestemt 

antal numre om året og stor regularitet, som var en udfordring for redakti- 

onen og skribenterne. I dag uddeles bladet ved selvafhentning på hylderne 

7


8 

i ’glasgangen’. Til gengæld betyder internettet nu, at tidligere numre kan 

findes digitalt på bladets fane under studiet. Det mindsker behovet for op- 

lagets størrelse. 

Førhen gik bladet for at være det største historiske tidsskrift i Danmark 

med det oplag som det blev trykt i, f.eks. større end Historisk Tidsskrift (det 

pralede redaktionen i hvert fald med). Det var noget som kunne overbevise 

enhver historiker med respekt for sig selv, hvis han/hun af redaktionen 

blev forsøgt overtalt til at skrive et bidrag til bladet. I dag har Historisk 

Tidsskrift og Rubicon to ting til fælles: de udkommer begge på papir og in- 

gen af dem modtager støtte fra forskningsrådene, hvor der jo nu er krav om 

digitale udgivelser og peer-review. 

Når det glæder mig specielt som studieleder og som historiker skyldes det, 

at det er en faglig udfordring for de studerende at deltage i redaktionen – 

et slags uformelt praktikophold, hvor man lærer at lave et stykke fagligt 

arbejde, der skal være færdigt til tiden, og som skal have en vis kvalitet, 

både teknisk og indholdsmæssigt. Samtidig fungerer redaktionen som selv- 

supplerende og uden større lakuner, hvilket jeg tolker som, at det også er 

et attraktivt og ærefuldt hverv. 

Jeg vil fremhæve to situationer, hvor bladet gør stor nytte. Dels i forbin- 

delse med akkrediteringen af historieuddannelsen for et par år siden – her 

var det udefra kommende panel meget benovet over det fine blad, som de 

studerende selv lavede – det havde de ikke set på deres rundtur til landets 

andre historieuddannelser. Dels i forbindelse med hvervningen af nye po- 

tentielle studerende (brobygningsarrangementer, åbent hus mv.) gør bla- 

det stort indtryk. De tager som regel altid et par numre blandt de seneste 

med sig – et temanummer som særligt interesserer dem. Det siger også no- 

get om spredningen i bladets temaer, at der som regel altid er noget som 

fænger. 

Med disse ord vil jeg ønske bladet god vind i de næste 20 år.

Rubicons spæde 

start 


Af Jesper Gronenberg, Rubicons første redaktør, i dag cand.mag. i samtidshi- 

storie og underdirektør i TDC med ansvar for koncernens Public Affairs-akti- 

viteter 

Vi er tilbage i 1992. Et år, næppe mange af de nuværende studerende har 

nogen som helst substantiel erindring om, ja flere på yngste årgang var vel 

knap nok født endnu. Men til oplysning for de mange, der måtte have 

samme teoretiske forhold til 1992 som vi andre havde til 1968, var det året, 

hvor vi danskere pustede os op i en hidtil uset national selvberuselse, fordi 

vi først stemte nej til Maastricht-traktaten – hvilket var chokerende nok for 

de fleste i Europa - og siden vandt europamesterskabet i fodbold, hvilket 

muligvis var en endnu større sensation. Alt sammen inden for én og samme 

måned i juni. Det var forrygende. Og rent ud sagt et under, at det overhove- 

det lykkedes nogen af os at gennemføre eksamen med et bare nogenlunde 

lødigt resultat den sommer. 

Historiestudiet på det, der dengang hed Odense Universitet, oplevede i be- 

gyndelsen af 1990’erne en sand syndflod af nye studerende, i hvert fald ef- 

ter datidens målestok. Det gamle hyggeinstitut, hvor alle kendte alle, vok- 

sede i de år til lidt af en mastodont, hvor de nye årgange hver talte langt 

over 100 studerende. Hvorfor vides ikke med sikkerhed, men den stigende 

historiske interesse i min generation var muligvis præget af, at vi følte, vi 

levede i en tid med afgørende historiske begivenheder som Berlinmurens 

fald, Den Kolde Krigs afslutning, den nationale opblomstring i Østeuropa, 

borgerkrigen i ex-Jugoslavien og den politisk-økonomiske integration i EU. 

Historiestudiet i Odense havde derfor sin helt egen tiltrækning på sådan 

nogen som mig med sin stærke samtidshistoriske profil, personificeret ved 

markante koryfæer som Tage Kaarsted, Aage Trommer og Bent Jensen. 

9


10 

Men også på de andre historiske områder var Historie på Odense Universi- 

tet fagligt set ganske stærkt kørende, og jeg husker den første undervis- 

ningsministerielle evaluering af historiestudierne i Danmark i 1993, hvor 

vi kom ind på en smuk førsteplads (Rubicon nr. 2 1994) - et mulehår foran 

københavnerne. Vi godtede os i hvert fald over, at det blandt 'de tre store’ 

især var århusianerne, der fik baghjul. 

Vi var mange studerende, vi var aktive, og vi ville noget. Vi havde ambitio- 

ner på fagets og på studiets vegne. Og vi var klar over, at det krævede en 

indsats af os selv, hvis studiemiljøet ikke skulle drukne helt under indtryk 

af det massive studenter-rykind. 

Studiemiljøaktiviteterne fandt forskellige former. Mange deltog i fagråds- 

møderne. Der var sågar kampvalg om at komme i studienævnet og institut- 

bestyrelsen. Den gamle historiske foredragsforening blev vakt til live igen. 

Der blev arrangeret erhvervsdag med fokus på jobmulighederne som fær- 

diguddannede. Der blev arrangeret en lind strøm af fester, og der blev 

drukket øl og røget smøger ved det legendariske bord 6 i kantinen – for det 

måtte man dengang, men det var jo også før rygerne blev anset som vor tids 

spedalske. Og i efteråret 1992 var vi altså en flok på fem studerende, for- 

trinsvis fra næstyngste årgang, der tog initiativ til at lave et blad for stude- 

rende og undervisere på instituttet. 

Ideen blev overraskende positivt modtaget. Institutledelsen og de stude- 

rendes fagråd lindede på låget til pengekassen og bakkede beredvilligt ini- 

tiativet op med lidt kolde kontanter, så vi kunne sætte skibet i søen. Ingen- 

lunde nogen historiefaglig supertanker, snarere en beskeden jolle til at 

starte med, for pengene var få og små, og reelt anede vi ikke, om det over- 

hovedet var noget, folk gad læse. 

Al begyndelse er svær, siges det, og Rubicons var ingen undtagelse. Det tog 

adskillige måneder at få det første nummer klar, og for den lille redaktion 

syntes det som om vi skulle igennem uendelige trængsler for at få et hav af 

praktiske detaljer på plads: Navn, økonomi, format, layout, papirkvalitet, 

trykkeri, adresselister, aftale med postvæsenet osv. Men det var ingenting 

i forhold til den kamp, det i begyndelsen var at få skrabet blot et tilnærmel- 

sesvis hæderligt antal artikler sammen, så vi indholdsmæssigt kunne være 

bladet bekendt. Og så skulle alle artikler tastes ind med håndkraft, fordi det


der med e-mails og vedhæftede filer endnu var det rene science fiction, og 

derefter layoutes i oldnordiske tekstbehandlingsprogrammer. 

Ambitionen var at skabe et blad med bred appel til både studerende og un- 

dervisere. Der skulle være lidt for enhver smag: et emnemæssigt varieret 

udvalg af historiefaglige artikler, masser af faglig og metodisk debat, artik- 

ler om studiemiljøet, instituttets aktiviteter og beskæftigelsesmulighe- 

derne, boganmeldelser, referater fra disputatsforsvar og andet af fælles in- 

teresse for dem, der havde deres daglige gang på Campusvej, thi det var jo 

længe inden den institutionelle kolonisering af de sydjyske landsdele. 

I begyndelsen var det så som så med at opfylde den ambition. 16 sølle tekst- 

sider og et omslag blev det til i det første nummer, og indholdsmæssigt var 

det sandt for dyden ikke noget, der fik redaktionen af Historisk Tidsskrift 

til at mærke nogen form for ånde i nakken. Kvaliteten var mildt sagt svin- 

gende, og de første numre bar umiskendeligt præg af en voldsom samtids- 

historisk slagside i redaktionen, et faktum end ikke premierenummerets 

tophistorie om udgravningerne af Halikarnassos kunne skjule. 

Redaktionen havde ikke tænkt sig at levere alt indholdet selv, hvilket var 

godt det samme, så intetanende undervisere blev opsøgt i deres små celler 

på institutgangen og sagesløse medstuderende passet op på gangene. Alle 

blev de tigget og bedt om at skrive artikler, men med vekslende held. Ofte 

kiggede vi dybt i Rubicons postkasse uden for institutsekretariatet efter 

den lille ekstraartikel, der ville redde næste nummer fra at blive kastet ud 

igen som undermåler. 

Det holdt hårdt i begyndelsen, men det gik. Og langsomt, men sikkert vok- 

sede Rubicon i både omfang og kvalitet fra det spinkle skolebladsniveau til 

at være et fint lille kvartalstidsskrift, vi godt kunne være bekendt at sende 

til de andre historieinstitutter. Navnet blev efterhånden slået fast, det blev 

nemmere at inddrive artiklerne, flere kom endda uopfordret, og selv for- 

skere fra andre institutioner kunne overtales til at bidrage. 

I redaktionen følte vi, at det ultimative ridderslag kom, da der i selveste 

Historisk Tidsskrift blev henvist til en artikel i Rubicon. Ganske vist var det 

gamle professor Ladewig, der henviste til en artikel af sig selv i en fodnote, 

der næppe blev bemærket af andre end en håndfuld opstemte redaktions- 

medlemmer i fagrådslokalet, men det var i den sammenhæng fuldstændig 

11


12 

underordnet. Det var en milepæl i Rubicons unge liv, syntes vi. Og det gav 

os mod på at fortsætte. 

Siden mine år i redaktionen er Rubicon faktisk blevet et ret imponerende 

tidsskrift, der har fået en langt større faglig tyngde, end vi overhovedet 

havde turdet drømme om dengang. Rubicons styrke er vel, at det giver de 

studerende en uvurderlig mulighed for at prøve kræfter med den histori- 

ske formidling samtidig med, at der debatteres og anmeldes på livet løs. 

Den digitale tidsalder til trods kommer man vel heller ikke udenom, at 

netop et tidsskrift som Rubicon bidrager til at skabe en vigtig samhørighed 

på instituttet. 

De par numre, jeg har set fra de senere år, vidner om en dygtig redaktion, 

der lægger et stort arbejde i at levere et læseværdigt tidsskrift. Det skal I 

have ros for. Og jeg håber, at jeres medstuderende og undervisere påskøn- 

ner den uegennyttige indsats, I gør, ikke mindst i en tid, hvor omverdenen 

pisker jer for at blive færdig til normeret tid. For det kræver tid og kræfter 

at frembringe et så kvalificeret produkt, og det gør man kun, hvis man er 

stærkt engageret i det, man laver. Som Søren Mørch skrev i Rubicons 10 års 

jubilæumsnummer om de personer, der i tidens løb har siddet i Rubicons 

redaktion, ”så er det slående, at de af dem, jeg har kendt (det er egentlig 

temmelig mange), nogenlunde alle sammen har hørt til de bedste af deres 

årgange. Det er vel derfor de har haft overskud til også at være redaktører”. 

Så tak fordi I påtager jer opgaven, og fordi I har så stort et fagligt engage- 

ment. Det i sig selv skal nok bringe jer vidt. Og ikke mindst tak fordi I fortsat 

holder liv i Rubicon. Jeg er utrolig glad og stolt over, at Rubicon har vist sig 

levedygtig gennem 20 år. Og – ærlig talt – også lidt overrasket.

Down Memory 

Lane 

Rubicon i bakspejlet … 


Af Per Andersen, redaktør 1995-1997, i dag ph.d. og lektor ved Juridisk Insti- 

tut, Aarhus Universitet 

Indtil sidste år havde jeg gennem mange år gået og forestillet mig, at jeg 

arbejdsmæssigt er endt der, hvor jeg er, sådan lidt ad tilfældighedernes vej. 

Det, der ændrede dén opfattelse, var et lederudviklingsforløb og en samtale 

med en karrierecoach, for her blev jeg bedt om ganske kort at trække mit 

uddannelses- og arbejdsliv op, for at kunne diskutere videre udviklingsper- 

spektiver og i den forbindelse blev det pludseligt klart for mig, at tingene 

måske alligevel ikke havde været så tilfældige, som jeg havde rendt rundt 

og tænkt. Det blev også klart for mig, at Rubicon – ja, netop Rubicon – må- 

ske i det store billede over mit personlige udviklingsforløb havde spillet en 

større rolle, end jeg almindeligvis har tilskrevet det. 

Da jeg begyndte på historiestudiet i 1994, var der et ganske blomstrende 

fagligt foreningsliv på studiet. Festforeningen – og det var nogle skide gode 

fester! –, foredragsforeningen og Rubicon var hjørnestenene, men disse 

blev snart suppleret af en historisk filmklub og et internordisk samarbejde, 

hvor historiestuderende fra hele Norden mødtes årligt og over tre dage 

med oplæg, diskussioner og hyggeligt samvær fik udvidet deres horisont. 

Der var mange, som brændte for deres fag og som her nok også fik deres 

første erfaringer med at organisere foreninger, symposier og fag-sociale til- 

tag. Da det efter mit første semester stod klart for mig, at jeg var endt på 

det for mig rigtige studie, blev jeg således også en af dem, blandt andet i 

forbindelse med Rubicon. 

13


14 

Det er jo ved at være nogle år siden, men jeg tror nok, at jeg kom med, fordi 

en af de ældre studerende, Jacob, som på 2. semester vist nok var vores 

instruktor, opfordrede os til det. Dengang som i dag er Rubicon jo udtryk 

for en balancegang mellem på den ene side, at fungere som et meddelelses- 

organ med meddelelser, diskussioner osv. for historiestudiet internt på 

SDU, på den anden side at være et fag-historisk tidsskrift med relevante 

artikler og anmeldelser, og Rubicon ’then and now’ har sikkert også til fæl- 

les, at der altid er behov for nye (og især flere) ansigter, da der naturligt 

nok er en del løbende udskiftning i studenterdrevne redaktioner. Så jeg 

valgte at følge Jacobs opfordring og tænkte, at det da var et godt sted at 

involvere sig lidt på tværs af årgange og særlige periodeinteresser. Dermed 

blev jeg den første af det, man vel bedst kan betegne som ’2. generation’ på 

Rubicons redaktion, for mange af de andre havde været med i opstartsfa- 

sen og dermed lagt kræfter i at skyde hele bladet i gang. Jeg tror også, at de 

havde erfaret, at det kræver en del kræfter at køre sådan et tidsskrift, når 

man som redaktør har ansvaret for, at der er materiale nok – og ikke 

mindst, at det kommer ind i tide …. – så jeg blev allerede efter forholdsvis 

kort tid valgt/udråbt/udkommanderet til at overtage posten som redaktør, 

så de andre kunne nøjes med at indhente materiale. Okay, det var måske 

ikke helt sådan, det foregik … Faktisk var der en god kollektiv ånd, hvor alle 

bød ind og tog fra, så selvom det var mig, der i sidste ende sad og kæmpede 

med at sætte bladet op rent grafisk, havde vi en god arbejdsdeling. 

Blandt de udfordringer vi kæmpede med, var et konstant forsøg på at finde 

en balance mellem at være et meddelelsesorgan og så et tidsskrift med et 

seriøst fagligt indhold. Det er en utrolig svær balance, som det aldrig lykke- 

des os at finde. På den ene side ville vi jo gerne fungere som det forum, hvor 

faglige diskussioner internt på instituttet foregik, men her var problemet, 

at vi udkom alt for sjældent og med for stort tidsmæssigt mellemrum til, at 

det rigtig gav mening at blive brugt som organ for en levende og konstant 

aktuel debatteren. På den anden side ville vi gerne have artikler og anmel- 

delser af en vis tyngde – og vi arbejdede konstant med ideen om, at mindst 

ét nummer om året skulle være tematisk – men her var udfordringen, at vi 

som regel reelt var indskrænket til ”kun” at kunne få materiale fra institut- 

interne folk, det være sig studerende eller undervisere. Det udgjorde selv- 

følgelig en vis forhindring i forhold til at ville opnå faglig tyngde, for der- 

med var vi meget afhængige af, at folk havde tid til at bidrage og i et vist


omfang var vi jo også – undervisernes og de studerendes faglige bredde til 

trods – indsnævret i forhold til den mangfoldighed af emner, som en bre- 

dere skribentkreds ville have givet. Vi blev dog altid mødt med meget stor 

velvillighed, når vi spurgte folk, om de ville bidrage, så det lykkedes jo gan- 

ske godt alligevel og jeg må med min nuværende erfaring også indrømme, 

at uanset hvor meget energi man lægger i at udvide, såvel skribentkredsen 

som i at finde en balance mellem at være et primært internt rettet studie- 

organ og et fagligt seriøst tidsskrift, så er tidsskrifter som Rubicons pri- 

mære force, at de netop er ’interne’, dvs. at de giver identitet til og lever af 

at være udtryk for en identitet, der er knyttet til netop det ene særlige stu- 

dium, hvor de nu findes. Det er sådanne tidsskrifters eksistensberettigelse 

og eksistensgrundlag – og det er, som vi siger i Jylland, hvor jeg bor nu, 

”ikke så ringe endda”. 

I de år jeg sad med, arbejdede vi også konstant på at ramme et ensartet 

grafisk udtryk, som på den ene side signalerede nysgerrighed, åbenhed og 

aktualitet, på den anden side seriøsitet. Dengang kunne man ikke så meget 

på en computer, som man kan i dag, så jeg er noget mere begejstret for det 

layout, Rubicon har i dag – det ser bare mere appetitligt ud end det vi ramte. 

Til gengæld forsøgte vi at åbne op for nye sider af vores historiefaglighed, 

så det ikke bare blev ren papir-historie: Vi begyndte ganske enkelt at drage 

rundt på ekskursioner i landet og anmelde historiske museer! Jeg må ind- 

rømme, at havde det ikke været for et af SDUs folkevognsrugbrød og Rubi- 

cons redaktion, så havde jeg nok aldrig været på blandt andet Rudkøbing 

Bymuseum, museets fortræffeligheder i øvrigt ufortalt. Også i dén sammen- 

hæng, havde man i øvrigt som redaktør et særligt ansvar: Resten af redak- 

tionsgruppen var i hvert fald ikke sene til at placere ansvaret på mine 

skuldre, da vi engang på sådan en tur løb tør for benzin på vej ud på Lille- 

bæltsbroen … 

Og så er vi tilbage ved indledningen, for jo, jeg lærte faktisk af netop den 

tur, at man ALTID skal kontrollere, om der er benzin på bilen, før man kører 

ud på længere ture! Det er således den eneste gang i mit liv, hvor jeg har 

måttet gå på jagt efter en tankstation med en benzindunk i hånden ... Det 

var dog mindst lige så lærerigt at sidde for bordenden og have ansvaret for, 

at man fik kollektivet til at fungere, så alle følte sig set og hørt og så der kom 

et fornuftigt resultat ud af vores fælles indsats. Det var min første erfaring 

med denne rolle og selvom jeg ikke altid fik løst opgaven lige godt, så var 

15


16 

det en erfaring, som sidenhen har været mig til stor gavn, både i forhold til 

hvordan jeg selv agerer i sådanne fag-sociale kollektive sammenhænge og 

i forhold til, hvordan man får folk med vidt forskellige interesser og tempe- 

ramenter til at fungere, så den fælles opgave lykkes. Jeg vidste det ikke den- 

gang, men det er faktisk sidenhen blevet noget af det, jeg bruger ganske 

meget tid på, for det er faktisk en svær kunst at mestre at få individualister 

til at fungere som et kollektiv og det er netop kollektivet, der bærer blade 

som Rubicon igennem. 

Jeg følger da også stadig med i Jacobs og de andres liv, selvom det i dag sker 

på afstand ved hjælp af Facebook. Sådan går det jo bare nogle gange, når 

man flytter til forskellige steder i landet og konstant kæmper med at finde 

en fornuftig balance mellem ens privat- og arbejdsliv. Men det er faktisk 

meget rart at kunne følge med, selv lidt på afstand, for Rubicon havde en 

ganske stor plads i den periode af mit liv, hvor min faglighed blev formet 

og udviklet. Så herfra kan jeg kun ønske et stort tillykke med et blad, som 

tydeligvis er ’still going strong’!

Rubic@n 

Om et lille symbol med stor betydning 


Af Poul Duedahl, redaktør 1998-2000, i dag lektor og studieleder ved Histo- 

riestudiet, Aalborg Universitet (). 

Forstummet var de øredøvende hakkebrætslyde fra skrivemaskinen, som 

børn af i dag jo kun kender fra majskolbespisningen i Disney Sjov. Borte var 

af samme grund den pinefulde seneskedehindebetændelse, der hærgede 

som folkesygdom på linje med nutidens stress og ADHD. Ovre var de tider, 

hvor der kun fandtes én skrifttype, som ingen kendte navnet på, fordi der 

kun fandtes netop dén. Slut var fumleriet med papir og klisterbånd og slet- 

telak og hovedbruddet med at regne ud, præcis hvor på siden, man skulle 

sætte ind med fodnoterne. Ovre var i det hele taget de tider, hvor studen- 

terblade var kvalfulde at lave. 

Rubicon opstod nemlig i præcis selvsamme øjeblik, som sejpineriet op- 

hørte. I det øjeblik hvor den personlige computer – PC’en – med tilhørende 

skrattende matrixprinter gjorde det muligt for enhver wannabe-redaktør 

at producere sit eget blad. I dette tilfælde med skriggul forside, Times New 

Roman-skrift og lige højre margin – for ikke at tale om det mystiske @ i 

kolofonen. Ikke nogen uvæsentlig detalje. For dette spritnye tegn, @, tiltrak 

sig omtrent lige så stor opmærksomhed, som det var lille. Det var sexet 

simpelthen. Også selvom dets mere praktiske anvendelsesmuligheder var 

en viden forbeholdt en ret begrænset skare af teknologiske frontløbere. 

Personligt knækkede jeg koden i året 1996 og sendte Rubicon mit første 

artikelforslag. Elektronisk. 

Der kom selvfølgelig intet svar. For ingen tjekkede inboxen. Det var der 

ikke grund til, i en tid hvor de færreste forventede at modtage elektronisk 

post og @ derfor alene optrådte for symbolværdiens skyld. 

17


18 

Trykt blev artiklen. Men først efter at jeg havde afleveret 1 stk. fysisk ud- 

skrift i Rubicons massive postkasse, der var boltet fast i væggen på den 

lange triste gang med det allerede dengang nedslidte rødbrune linoleums- 

gulv. 

Da jeg to år senere tiltrådte som redaktør var min allerførste og eneste re- 

volutionerende handling at udskifte Rubicons ubrugelige mailadresse med 

min egen. For det var netop i årene omkring 1998-2000, at @ blev alle- 

mandseje og Rubicons store styrke. Først og fremmest fordi e-mails var så 

forbandet lette at sende. Med dette @ kunne man tæppebombardere un- 

derviserne med forespørgsler – om artikelbidrag og anmeldelser og essays. 

Især de lidt ældre lektorer, som kun ufrivilligt havde indladt sig på at be- 

styre en inbox, forstod ikke betydningen af begrebet ”spam” og takkede ja. 

Med det resultat, at vi fik et blad, der langsomt fyldtes med artikler af høj 

kvalitet. 

Nu hjalp det selvfølgeligt også, at det for datidens lektorer ikke spillede den 

fjerneste rolle, om de fik trykt deres artikler i History & Theory eller i Rubi- 

con, så længe de bare producerede et-eller-andet der distancerede dem fra 

betegnelsen nulforsker, og derfor netop foretrak den lette løsning. 

Den store opbakning gav mulighed for at lave temanumre. Det første hand- 

lede om historieformidling og blev til på initiativ af en lille ivrig skare, der 

på den tid fulgte historiestudiets store kultfigur Søren Mørch i kurset An- 

vendt Historie, i hvilket han påstod, at man kunne tjene penge på at skrive. 

Eksamen var fuldkommen kaotisk, så vidt jeg husker, fordi en emsig censor 

opponerede mod, at de studerende i deres overgearede dyrkning af liden- 

skab fremfor videnskab helt havde fralagt sig de ulidelige fodnoter. Selv fik 

jeg en halvsløj karakter og solgte derpå artiklen til Jyllands-Posten forme- 

delst 1.500 rare menneskekroner – lige præcis nok til at dække huslejen på 

H.C. Ørstedkollegiet! 

Et andet temanummer handlede om middelalderen i anledning af et såkaldt 

middelalderår, som ingen længere har den fjerneste erindring om, mens et 

tredje handlede om 1990’erne – det årti, hvor netop @ blev udbredt, men 

som nu var ved vejs ende og derfor en ny slagmark for historikere. 

De mange numre indimellem bestod af artikler om revl og krat. Selv an- 

vendte jeg spalterne til at lufte kæpheste – så som kampen for mere global- 

historie i undervisningen og mere velskrevet historie i Rubicons spalter –

and elsewhere. Fagfællebe- 

dømmelsen bestod i hævede 

øjenbryn på lærergangen. 

For mig kulminerede redak- 

tørtiden efter to år på po- 

sten. Det skete da litteratur- 

professor Hans Hertel i en 

anmeldelse fremhævede Ru- 

bicon som noget af det yp- 

perligste historiestudiet i 

Odense havde frembragt. 

Det var selvfølgelig stærkt 

overdrevet og vel mest ud- 

tryk for taknemmelighed 

over, at vi to numre forinden 

havde skamrost ham. Men et 

bedre skudsmål kunne vi 

ikke opnå – så hvorfor så 

tage slæbet fremover? Så det 

overlod jeg til en anden, og 

glædede mig i stedet over, at 

det netop blev mig beskåret 

at krydse Rubicon i de år, 

hvor et lille, magisk @ gjorde 

det til noget stort at være re- 

daktør! 


Verdenspressen præsenteres i maj 2000 for en ny, farve- 

strålende udgave af Rubicon. Smukt skulle det være. Te- 

manummeret var trods alt en minderune over 1990erne. 

19


20 

Der er noget galt 

på humaniora 

Studiets vagthund 

Af Jesper Hedegaard Vesterbæk, koordinator, Studieservice Syddansk Univer- 

sitet. Ansvarshavende redaktør på Rubicon 2005 - 2007 

Sådan fremstod overskriften på den første leder, som jeg skrev til Rubicon, 

da jeg overtog redaktørtjansen på Rubicon 1. I forbindelse med studiestar- 

ten havde der været en del skriveri i dagspressen om det store frafald, som 

især humanistiske uddannelser oplevede. Det faldt os en del for brystet, da 

vi syntes at humaniora, og dermed historie, blev sat i et meget dårligt lys, 

og stillede selvfølge det naturlige spørgsmål: Kan det nu også passe? Vi 

fandt forholdsvis hurtigt ud af, at det kunne det, frafaldstallene var skræm- 

mende høje. På min årgang (2002) havde et rekord højt antal afleverede 

bachelorprojekter, hvilket også fremgik positivt af vores frafaldstal, som lå 

på 42 %, mens frafaldstallene på årgangene før og efter min lå helt oppe på 

henholdsvis 57 % (årgang 2001) og 67 % (årgang 2003). Det næste spørgs- 

mål var naturligt nok, hvorfor faldt så mange studerende? Vores arbejde 

resulterede i et minitema, som blev pragt i det efterfølgende nummer, hvor 

vi igennem en række artikler og interviews belyste emnet, så godt som man 

nu kan i et mellemstort studenterblad som Rubicon. En af vores konklusi- 

oner var, at en af de væsentligste årsager til at så mange studerende faldt 

fra var at de ikke deltog aktivt i det sociale og faglige miljø, som eksisterede 

1 Jesper Hedegaard Vesterbæk: ”Der er noget galt på humaniora” i Rubicon. Nr. 3. 13. årg. Oktober 

2005, s. 3


på historiestudiet. Alle medlemmerne af redaktionen var aktive i de for- 

skellige tilbud, som fandtes på historiestudiet herunder fagråd, fagligdag- 

gruppen, delirium, studienævn m.v. Vi kendte som følge heraf, syntes vi 

selv, studiet ud og ind, og afviste da også at det store frafald kunne have 

noget som helst at gøre med fraværet af tilbud. Vi opfordrede i samme ån- 

dedrag alle nye og gamle studerende til at opsøge de mange tilbud og del- 

tage aktivt heri med den begrundelse, at det ville hjælpe dem til at gennem- 

føre deres uddannelse. Når jeg i dag ser tilbage på vores arbejde med fra- 

faldet så virker vores tilgang måske en kende arrogant, da der kan ligge 

meget forskelligt til grund for, at en studerende vælger at droppe ud af sin 

uddannelse. Jeg har i kraft af min første ansættelse efter studiet på det hu- 

manistiske fakultet arbejdet en del med problematikken, og et socialt og 

fagligt engagement er en af de faktorer, som spiller en stor rolle i godt stu- 

dieforløb, men det står ikke alene. Forkert valg af uddannelse, mangel på 

indsigt i hvad studiet faktisk indeholder, personlige forhold er også vigtige 

faktorer spiller ind når en studerende dropper ud. Heldigvis kan vi i dag se, 

at de studerende ikke er tabt, de fleste påbegynder en ny uddannelse, som 

de så gennemfører. Meget få ender med at forlade uddannelsessystemet 

fuldstændigt. 

Med dette første minitema var der lagt en linje for min tid som ansvarsha- 

vende redaktør på Rubicon. Hvor tidligere redaktører havde holdt den fag- 

lige fane højt, satte jeg en linje, hvor bladet agerede som en form for vagt- 

hund på historiestudiet, der tog studiemæssige forhold op når disse meldte 

sig på banen. Emner som det lave antal deltagende undervisere og første- 

årsstuderende ved den årlige fagligdag, mærkværdige eksamensformer, 

nye studieordninger med meget små moduler osv., blev alle diskuteret i le- 

dere og i artikler i bladet. Det faglige blev selvfølgelig ikke glemt, og jeg er i 

dag meget stolt af de mange minitemaer, som også kom til at præge min tid 

som ansvarshavende redaktør på Rubicon. Bladet blev i min tid også brugt 

til at forevige og dokumentere vægtige episoder på historiestudiet. Jeg vil 

21


22 

gerne fremhæve udødeliggørelsen af Kurt Villads Jensens legendariske fo- 

relæsning om Life of Brian 2, og gengivelsen af Knud J.V. Jespersens afskeds- 

forelæsning 3 som to vigtige dokumentationer, jeg er rigtig glad for er blevet 

foreviget i Rubicon. Det smukke med et blad som Rubicon er, at det ændrer 

karakter alt efter hvem der sidder i Redaktionen, og er tydligt præget af, at 

det er et studenterblad skrevet af studerende for studerende. Jeg læser sta- 

dig bladet, og glæder mig til stadighed over, at det vedbliver med at ud- 

komme. 

Stort tillykke med jubilæet 

2 Kurt Villads Jensen: ” Life of Brian - Som historieteoretisk og eksistentielt hovedværk” i Rubicon. 

Nr. 4, 14. årg. december 2006 s. 17 -27. 

3 Knud J. V. Jespersen: ”Er fortiden stadig, hvad den var engang?” i Rubicon. Nr. 1. 14. årg. Marts 

2006 s. 5 - 15

Da én blev til to 


Af cand. mag. Maria Groth Rasmussen, Ansvarshavende redaktør 2007- 2009 

Da redaktionen bad mig skrive et par ord til Rubicon var det en dejlig på- 

mindelse om min tid i redaktionen og samtidig giver det mig anledning til 

at give bladet og kommende redaktioner og studerende en hilsen med på 

vejen 

At jeg ved udgangen af 2007 skulle gå hen og blive redaktør for Rubicon 

var nærmere en tilfældighed end en egentlig ambition. Den tidligere redak- 

tør trak sig ganske uventet og med kort varsel. Og faktisk var der ingen af 

os tilbageværende i den daværende redaktion der havde den fornødne tid 

eller også var man ret ny i det redaktionelle arbejde. Derfor sagde jeg og et 

andet redaktionsmedlem, Sidsel Mahler Jakobsen ja til at prøve kræfter 

med det redaktionelle ansvar på – på den betingelse at den nye redaktør 

blev til to. Det betød et brud med mange års tradition i Rubicon men ikke 

desto mindre er jeg stadig den dag ganske sikker på at den ændring betød 

et løft af Rubicon, både indholdsmæssigt og layoutmæssigt. I dag har man 

fortsat to ansvarshavende redaktører og jeg anser det som en rigtig god 

model da opgaven for en enkelt person kan være en stor mundfuld. 

En radikal ændring som den nye todelte redaktørpost medførte var et en- 

deligt brud med det allerede i 2006 out-datede solgule omslag som havde 

udgjort forsiden på Rubicon siden bladets første numre med undtagelse af 

en række temanumre hvor der var kommet lidt andre farver i spil. Vort valg 

faldt på en beige farve til omslaget – og selvom farven siden da er fravalgt 

af nye redaktioner sådan som det er enhver redaktion, forskriftsmæssigt at 

træffe ændringer, så glæder det mig dog at man ikke er vendt tilbage til de 

solgule omslag. Og at man stadig ind i mellem tager den beige farve i brug. 

Sidsel Mahler Jakobsen og jeg havde nogle konkrete mål for Rubicon: Vi 

ønskede at ”manifestere bladet som de historiestuderendes blad” (som det 

så fornemt blev formuleret i vores første leder fra december 2007) ligesom 

23


24 

vi ønskede at bladet fik et vist omfang. Førstnævnte mål lykkedes til dels – 

vi savnede dog ind i mellem indlæg og artikler fra de historiestuderende og 

måtte tit prikke nogen på skulderen. Vort andet store mål, Rubicons om- 

fang, blev i den grad indfriet. Bladet voksede betragteligt og det var en sjæl- 

denhed at bladet var under 120 sider – derimod var vi flere gange oppe på 

langt over 160 sider – bla. i vores stort anlagte særnummer: Historikernes 

lille Bibel (som en senere redaktion faktisk lod genoptrykke) og jeg har si- 

den ladet mig fortælle at rigtig mange har haft stor glæde af særudgavens 

mange artikler med et vue over nogle af historiefagets tendenser, metoder 

og teorier. 

I dag er Rubicon skrumpet lidt i omfang. Det kan der være mange årsager 

til – men en forklaring er måske at også Historiestudiet fattes penge som så 

mange andre steder i det ganske land. Men de seneste års numre af bladet 

har budt på mange spændende temaer – dog synes en velkendt gordisk 

knude at spøge: Der er stadig ikke mange historiestuderende uden for re- 

daktionen der byder sig til med artikler og indlæg. Redaktionens medlem- 

mer leverer mange og velskrevne artikler af høj faglig kvalitet. Og tak for 

det. Men hvor ville det dog være klædeligt om Rubicon ikke kun er et blad 

skrevet af redaktionen men redigeret af denne. Dette er ingen bebrejdelse 

af redaktionen for jeg ved så ganske vel at det er svært at få de studerende 

til at levere indlæg. Jeg tror alle der har været i Rubicons redaktion spørger 

sig selv hvorfor? Er der ikke flere på studiet der kunne tænke sig at levere 

indlæg til bladet? I skal for pokker leve af at formidle jeres analyser og re- 

sultater når I engang forlader de trygge rammer på Uni. Det er ærgerligt og 

besynderligt at skrivelysten ikke er mere fremherskende blandt de histo- 

riestuderende. Så kom ud af boksen og send jeres indlæg til redaktionen. 

Kun fordi der gennem årene har været forskellige studerende der er ved- 

blevet at engagere sig i det redaktionelle arbejde kan Rubicon nu fejre så 

mange år på bagen. Jeg håber at der fremadrettet vil være studerende der 

vil indgå i det redaktionelle arbejde og være med til at udvikle Rubicon. 

Tillykke fra en ”gammel redaktør”. Jeg vil vedblive at følge bladet og glædes 

ved minderne om mine aftryk på Rubicon.

Rubicon i redaktionel 

forandring 

Af Sidsel Mahler Hejlsvig, ansvarshavende redaktør 2007-2009 


Min tid i Rubicon startede samtidig med, jeg begyndte på historiestudiet i 

efteråret 2005. Jeg var ny på universitetet, ny i byen og kendte ikke rigtig 

nogle mennesker. I forbindelse med at studiet havde postet et velkomst- 

brev ud til de nye studerende, havde de bl.a. medsendt et nummer af Rubi- 

con. I det var der en opfordring til de studerende om at melde sig, så jeg 

skrev fluks til den daværende redaktør, Inge Mønster-Kjær. Jeg husker, at 

det var en noget overraskende mail, jeg fik retur. Det var ikke tidligere set, 

at en studerende havde meldt sig på banen allerede før studiestart. Men alt 

har jo en første gang. 

Således begyndte min tid med Rubicon samtidig med mit nye liv som histo- 

riestuderende. Jeg husker, at det var meget inspirerende, at sidde med i 

redaktionen. Dels på grund af det redaktionelle arbejde, men nok mere 

fordi jeg fik skabt nogle gode relationer til studerende fra de ældre årgange. 

At jeg havde Rubicon som en vigtig medspiller i min entré på historiestu- 

diet, var på mange måder medvirkende til at det blev til en rigtig god be- 

gyndelse! Såvel fagligt som socialt. 

Fra min første tid som redaktionsmedlem i Rubicon, husker jeg især bladet 

som værende i en omformende fase. Jesper Vesterbæk var ny redaktør på 

det tidspunkt og han havde en masse spændende og visionære idéer. Sam- 

tidig sad der flere rigtig dygtige medlemmer i redaktionen, som alle gerne 

ville noget og var villige til at yde for det. 

Netop billedet af at redaktionen var idérig og havde lyst til at lave et godt 

blad, er gennemgående det, jeg bedst husker fra min Rubicon-tid. Både som 

redaktionsmedlem og som redaktør. I forhold til bladets indhold husker jeg 

25


26 

ikke, at der skete nogle revolutionære ændringer. Den største forandring, 

sådan som jeg husker det, var rent redaktionel. Ændringen skete i forbin- 

delse med, jeg selv blev redaktør. Da indførte vi nemlig en deling af redak- 

tørposten, så vi var to om at dele ansvaret og opgaverne. 

Årsagen til vi valgte, at der skulle være to redaktører var primært, at netop 

ansvaret skulle være fordelt. Langt de fleste af dem der sad med i redakti- 

onen på dette tidspunkt, var samtidig aktive i andre studiegrupper samt i 

fagrådet og studienævnet. Så for at undgå en udmatning af den ene, der i så 

fald skulle være redaktør, blev der på dette tidspunkt gjort et stort stykke 

arbejde for at ansvaret skulle være bedre fordelt. Og det lykkedes, synes 

jeg. 

De tanker jeg havde omkring bladets indhold, da jeg var redaktør, var først 

og fremmest, at det skulle være de studerendes blad. Det ville selvfølgelig 

være fantastisk, hvis det nåede ”længere ud” – men de studerende skulle 

være i centrum. Vi gjorde derfor en ekstra indsats for at få de studerende 

til at bidrage til bladet, med både artikler og anmeldelser. Samtidig forsøgte 

vi i højere grad at få underviserne fra historiestudiet og SDU i øvrigt til at 

bidrage, for at medvirke til at skabe et bånd mellem dem og de studerende. 

Om det lykkedes vil jeg lade være op til andre at vurdere. 

Når jeg nu sidder og tænker tilbage på min studietid og min tid med Rubi- 

con, må jeg ærligt indrømme, at det ikke er fordi minderne om Rubicon, 

står i kø. Det er som om, at kassen med Rubicon-minderne står inde bagerst 

i min hukommelse, bag alle de andre kasser fra min tid på SDU. Det tror jeg 

mest af alt er et udtryk for, at da jeg stoppede i redaktionen, var jeg mættet 

(på den positive måde) af Rubicon og arbejdet med bladet. Jeg havde været 

med i flere år og givet det til bladet, jeg kunne. Så da jeg stoppede, var det 

som at lukke en kasse fyldt med gode sociale stunder og spændende redak- 

tionsarbejde. Den blev vel parkeret, men som tiden er gået sidenhen, er 

kassen bare blevet flyttet længere og længere ind bag de øvrige. Så der får 

den lov at stå… Tillykke til Rubicon med de 20 år – må mange gode år følge.

”… med Diogenes’s 

Lygte” 

Den gennemsete Grundlov og 

antiintellektualismen 

Af ph.d. Jens Lei Wendel-Hansen 


Lig Minerva, der sprang fuldvoxen og fuldt rustet ud af Jupiters Pande, 

ville de Doktrinaire strax lade deres Ideer gjennemstrømme og opfylde 

Livet; passe de ikke til Samfundslivet skulle de dog gjennemføres alligevel, 

Feilen ligger ikke i Ideen, i Doktrinen, men i Samfundslivet; det er 

ikke Skoens, men Fodens Feil, at den Første ikke passer. 1 

Da de danske godsejere i grundlovsdiskussionen 1865-66 spillede en væ- 

sentlig rolle, gjorde de det bl.a. med udgangspunkt i deres egen selvopfat- 

telse. De opfattede i mere end én forstand sig selv som bundet til jorden: At 

de ejede jorden og således havde et økonomisk bånd til den, synes også at 

have formet deres opfattelse af dem selv i forhold til mere flyvske og virke- 

lighedsfjerne elementer. De var på alle måder jordbundne, og det var her, 

at godsejernes kritik af intelligentsiaen kom ind i billedet. 

Det indledende citat er fra det godsejersponsorerede tidsskrift Enhver Sit i 

nummeret fra 19. marts 1865. Det nationale nederlag i krigen året før 

havde nødvendiggjort en forfatningsændring, og de store ideologiske dis- 

kussioner, der skulle komme til at forme den nye grundlov, fandt sted 

netop på dette tidspunkt. Enhver Sit endte som organ for den samling af 

1 Enhver Sit, 19. marts 1865, s.3 

27


28 

bønder og godsejere, der allierede sig imod det nationalliberale borger- 

skab, imod akademikerne, der med deres virkelighedsfjerne fantasterier 

fik skylden for sønderlemmelsen af riget. 

Antiintellektualisme er ganske givet gammel som bjergene. Fra den første 

hulemand begyndte at tegne på væggene, har der formodentlig mellem de 

mange begejstrede tilskuere også været et markant antal skeptikere, der 

ikke forstod, hvad den slags abstraktioner skulle til for, når man kunne 

bruge tiden så meget mere effektivt ved at gribe sin kølle og nedlægge et 

vildsvin eller en kvinde. 

I Danmark kender vi blandt andet antiintellektualismen fra Ludvig Hol- 

berg, hvor Niels Klim på sin underjordiske rejse i riget Potu møder foragt 

for sit eksamensbevis, og hvor projektmagerne fremsatte nye idéer med li- 

vet som indsats. Derimod er styret indrettet efter nyttige og varige regler 

som f.eks.: 

Fyrsten bør ikke indlemme nogen i sit Raad, som ei har Godser og faste 

Eiendomme i hans Land; thi disses Fordeele ere uadskillelige fra Statens 

Velfærd, da derimod de, som ingen faste Eiendomme have i et Rige, ikke 

ansee det som deres Fædreland, men som et Herberg, hvori de for en 

kort Tid opholde sig. 2 

Dette skal indledningsvist tjene som eksempel på, at en fremstilling af 

godsejernes aversion mod intelligentsiaen, i det konkrete tilfælde legem- 

liggjort i de nationalliberale, ikke bare er udtryk for en strid mellem to for- 

skellige grupper, der ved tilfældighedernes spil endte i politisk strid med 

hinanden. Det er også en modstilling, der før har været tænkt, følt og ud- 

trykt såvel i litteraturen som i historisk praksis. 

Både på denne baggrund, men også fordi godsejerne spillede så central en 

rolle i skabelsen af Den gennemsete Grundlov, 1866-grundloven eller Den 

estrupske Grundlov også kaldet, vil den følgende artikel beskæftige sig med 

netop disses, godsejernes, modstand mod det akademiske dannelsesbor- 

gerskab som politisk elite – det dannelsesborgerskab, der endte som de 

store tabere ved vedtagelsen af den nye forfatning. 

2 Holberg 2005, s.81


Fra modstand mod almuen til modstand mod akademikeren 

Da godsejerne under diskussionen i Den grundlovgivende Rigsforsamling 

1848-49 stod konfronteret med det liberale krav om en fri forfatning, 

havde akademikerne tilsyneladende ikke udgjort den største trussel. Man 

havde her forsøgt at værge landet imod et almuestyre. Man havde forsøgt 

at sikre den dannede, selvstændige og besindige medborger en særlig ind- 

flydelse, som kunne gardere imod den udannede almues magtovertagelse. 

Godsejerne havde ikke held med deres forehavende. Resultatet blev den 

relativt demokratiske Junigrundlov, hvor begge Rigsdagens kamre, Folke- 

tinget og Landstinget, blev valgt af mænd med egen husstand over 30 år. 

Det er givet, at godsejernes fokus i høj grad var ændret, da debatten om 

Landstingets sammensætning blev genoptaget i 1865. Godsejere som J.B.S. 

Estrup, Erik Skeel og Jacob Scavenius, der senere skulle komme til at være 

i magtens centrum, stod ikke i retorikken nær så stejlt over for den folkelige 

indflydelse ved landstingsvalgene – man erkendte, at bred folkelig støtte 

var en forudsætning for, at Landstinget havde legitimitet. Derimod blev nu 

embedsmænd og universitetsfolk – det hidtil regerende nationalliberale 

partis fremmeste vælgere – offer for verbale angreb. Denne afsky var imid- 

lertid ikke vakt med nederlaget i 1864, som den nationalliberale regering 

og dens Ejder-politik fik skylden for. Allerede ved diskussionen om Novem- 

berforfatningen, der blev årsagen til krigen, kan der ses flere eksempler på 

en sådan skepsis hos visse godsejerrepræsentanter: 

Jeg troer, at naar den jordeiende Almue og den større Besidder række 

hinanden Haanden, saa have de mere end Kraft nok til at modstaae, 

hvad man kalder Bureaukratiet, Modstandskraft nok til at henvise Bureaukratiet 

og Professorerne, hvad Benævnelse man nu vil bruge, til deres 

Læse- og Lærepulte. 3 

Disse ord var baron Carl Blixen-Fineckes, jorddrotten til Dallund og tidli- 

gere udenrigsminister under den bondevenlige regering Rotwitt, der kun 

sad få måneder omkring årsskiftet 1859-60. Denne aversion blev før krigen 

udtrykt tydeligst af de mere liberale godsejere. De var i udgangspunktet 

skeptiske over for en indskrænkning i den almindelige valgret og fandt det 

3 Rigsraadstidende 1863 – Forhandlingerne, sp.1169 

29


30 

mest naturlige udgangspunkt for dansk politik at være skabelsen af et 

agrart parti – en sammenslutning mellem store og små landbesiddere. 

Hos såvel bonde som godsejer havde man i tidens løb set med stor skepsis 

på byboerne og ikke mindst dannelsesborgerskabet. Imidlertid var der 

mellem de to grupper også et veletableret mistillidsforhold – det mistillids- 

forhold, der var fostret i forholdet mellem herremanden og fæstebonden, 

og som det stadig eksisterende fæsteforhold var en påmindelse om, så 

længe der ikke mellem sagens parter kunne indgås en fornuftig aftale om 

dets afløsning. Den modstand mod dannelsesborgerskabet, der opstod med 

nederlaget af 1864, var således ikke ny, men snarere nået til et punkt, hvor 

den et kort øjeblik var større end det mistillidsforhold, der var mellem 

bonde og godsejer. 

De antiakademiske argumenter 

Med kun et mindre afbræk under regeringen Rotwitt havde den nationalli- 

berale regering Hall siddet fra 1857 og helt indtil krigens udbrud omkring 

nytåret 1864. Det var det nationalliberale arbejde i retning af Ejder-forfat- 

ningen, som stred imod de internationale konventioner fra efter Treårskri- 

gen, der havde præget det politiske billede siden, og det var let på den vis 

at give det nationalliberale parti skylden for nederlaget. 

Den primære kritik af de nationalliberale gik på deres virkelighedsfjerne 

og idealistiske tilgang til politikken. Kritikken af denne tilgang er allerede 

kommet til udtryk i det indledende citat, navnlig med den direkte og sær- 

deles jordnære vending: ”… det er ikke Skoens, men Fodens Feil, at den Før- 

ste ikke passer.” 4 Det var rationalismens insisteren på at sejre over empi- 

rien, idéens gennemførelse ved undertvingelse af virkeligheden – et for- 

hold, der i hele tonen blev betragtet som unaturligt. Artiklens overskrift var 

”Doktrinarismen”, og ugebladet Enhver Sit formåede levende at male bille- 

der som ”Fantasiens lokkende Sæbeboble” og ”det stille Studerekammer”, 

der samlet set gav de nationalliberale udseende af at være virkelighedsfor- 

ladte tosser med eksamensbeviser. 

4 Enhver Sit, 19. marts 1865, s.3


Bladet Enhver Sit udkom 1865-68 og var i sin oprindelse et konservativt 

blad, som fandt sin væsentlige læserskare blandt de konservativt sindede 

– bl.a. et anseeligt antal godsejere – der også havde samlet sig i den royali- 

stiske Augustforening. Her ved siden af stod som talerør for godsejerne 

også det af Godsejerforeningen sponsorerede dagblad Flyve-Posten. 

En liberal politiker som Blixen-Finecke, der før 1864 havde udtrykt sig 

skeptisk om de nationalliberale, og en konservativ avis som Flyve-Posten 

havde ikke noget videre med hinanden at gøre. Modstanden havde således 

tilslutning fra både højre og venstre side og var rettet mod det politiske 

parti, der i Den grundlovgivende Rigsforsamling havde dannet den politi- 

ske midte og dermed også besad en politisk nøglerolle. 

Det udtrykte fremtidshåb i Enhver Sit var, at ”praktiske, i Livets Skole dan- 

nede Mænd ville blive Ministre”. 5 Heri indikeredes et behov for at gen- 

tænke dannelsesbegrebet. Denne tanke havde også godsejeren Jørgen 

Wichfeld givet udtryk for et par måneder inden i Landstinget. Han tordnede 

mod ”den saakaldte Dannelse”, som han så som en ”Fernis”. Han ville hel- 

lere tale om ”den virkelige Dannelse”, ”Kløgt, begrundet paa og forbunden 

med Kundskaber”. De mennesker, der havde udrettet noget i tiden, var 

dem, der havde bygget jernbaner, pansrede skibe og lagt telegraftråde – 

dem, der havde bidraget med faktiske fremskridt. 6 

De mennesker, der førhen havde været forbundet med dannelsen, akade- 

mikere og åndsaristokrater, kunne ikke længere så let antages at være gode 

lovgivere, som man i 1848-49 havde gjort det. Dertil var vejen fra tanke til 

virkelighed for lang. Flyve-Posten fremstillede de nationalliberale som 

mænd, der ”med Diogenes’s Lygte gik omkring for at lede efter Ministre og 

endda kun fandt Lygtemænd”. 7 At man havde gjort sig tanker om den per- 

fekte statsmand, gjorde ikke, at man selv var det, og tilsyneladende opfat- 

tede dagbladet opgaven at finde det teoretiske ideal af en statsmand leven- 

degjort som lige så omsonst som den græske filosofs stræben efter at finde 

et ærligt menneske. 

5 Enhver Sit, 19. marts 1865, s.6 

6 Rigsraadstidende 1864-65 – Forhandlingerne paa Landsthinget, sp.728 

7 Flyve-Posten, 24. januar 1865, s.1 

31


32 

Denne mangelfuldhed hos de nationalliberale kom bl.a. til udtryk i en uselv- 

stændig karakter. Dannelse var i Den grundlovgivende Rigsforsamling ble- 

vet bredt opfattet som befordrende for en selvstændig politisk tilgang, så 

denne manglende selvstændighed var et alvorligt kritikpunkt. Allerede i 

1863 havde Flyve-Posten kraftigt antydet, at de nationalliberales evne til at 

løsrive sig fra deres stand og gennemskue og gennemføre det fælles bedste 

ikke eksisterede: Bladet omtalte kravet til valgret til Rigsrådet på 1.200 Rd. 

indtægt eller 200 Rd. skatteindbetaling som et, der ville sikre ”Ministeriets 

villige Redskaber” en dominans ved valgene. Her var altså dannelsesbor- 

gerskabet, regeringen Halls primære støtter, blevet degraderet til viljeløse 

instrumenter. Disse var ifølge avisen primært valgberettiget via indtægts- 

kravet, mens skattekravet, der pga. det gældende skattesystem overve- 

jende må have tilgodeset store jordbesiddere, ikke i nær så høj grad kunne 

regne med at vinde indflydelse på valgenes udfald: 

Hvor faa er ikke de, der aarligt betale Staten 200 Rd. i Skat, og hvad ville 

deres faa Stemmer forslaae imod de Legioner af Embedsmænd, der med 

eller under denne faste Lønning have let ved at producere Attest om 

1200 Rd.’s Indtægt. 8 

I vendingen ”Legioner af Embedsmænd” er der ikke levnet grund til at mis- 

tænke Flyve-Posten for at tiltænke embedsstanden et fravær af stands-, ja 

endda flokmentalitet. Dette var tæt knyttet til de hverv, som de nationalli- 

berale i reglen bestred: De var embedsmænd. De var, ifølge godsejernes ar- 

gument, bundet til staten og havde som alle andre en vis klasse- eller 

standsinteresse. Problemet var imidlertid, at denne interesse var særdeles 

skadelig for staten. I forbindelse med diskussionen om en vis indtægt som 

udgangspunkt for valgret sagde J.B.S. Estrup således: 

Der er en Classe af Indtægtsnydelse, som jeg navnlig ikke kan anerkjende 

tilkommer en sideordnet Indflydelse med Grundbesiddelse, og 

det er den, der ligefrem har sin Kilde i selve Statskassen. 9 

8 Flyve-Posten, 10. oktober 1863, s.1 

9 Rigsraadstidende 1864-65 – Forhandlingerne paa Landsthinget, sp.775


Tanken var, at embedsmændene på den vis kunne tilgodese sig selv til 

skade for staten. Hvor de nationalliberales interesseforfølgelse altså ville 

virke til direkte skade for staten, var det netop ved almindelig interessefor- 

følgelse, at også godsejerne kunne fremhæve egen overlegenhed. Godseje- 

ren Ferdinand Mourier-Petersen, senere formand for Det danske Hedesel- 

skab sagde i Folketinget: 

Det kan ikke nægtes, at Grundeiendomsbesidderne mere end nogen anden 

Samfundsclasse ere knyttede til Staten, og at de, som Følge af, at de 

ere mere afhængige af de Omskiftninger og Forandringer, der kunne 

finde Sted indenfor Statens Omraade, ogsaa maae forudsættes at have 

større Interesse i Statssamfundets Udvikling paa en mere jævn og successiv 

Maade end de, som repræsentere den mere bevægelige Formue. 10 

På den måde ser man den førnævnte modstilling mellem intellektuelle og 

jordbesiddere komme til udtryk i debatten, og det var på denne argumen- 

tationsmæssige baggrund, at godsejerne med 1866-grundloven vandt sig 

væsentlige pladser i såvel Landstinget som i regeringen. 

Foragten over for de nationalliberale derimod endte med at komme til ud- 

tryk ved, at indtægtsgrænsen hævedes i København, at skattegrænsen sæn- 

kedes i købstæderne, og at en betragtelig del af indflydelsen på sammen- 

sætningen af Landstinget desuden blev lagt hos de største skatteydere på 

landet – i reglen godsejere. Derudover blev valgkredsene fastholdt, som de 

var, så der både var købstæder og landområder i samme kreds. Det havde 

ellers været foreslået at lade købstæder og København stemme sammen, 

hvilket bredt var blevet afvist. Det ville give københavnerne en negativ ind- 

flydelse på købstadsbeboerne. På linje med dette gennemførtes også bo- 

pælspligt i landstingskredsen, hvilket begrænsede københavnernes repræ- 

sentation. At dette var en bevidst begrænsning af københavnernes indfly- 

delse, blev sagt ligeud af Jacob Scavenius: 

… det skal være mig meget kjært at see Kjøbstadsbeboere valgte, hvorimod 

det er mig mindre kjært at see Kjøbenhavnere valgte. 11 

10 Rigsraadstidende 1864-65 – Forhandlingerne paa Folkethinget, sp.1002 

11 Rigsraadstidende 1865 – Forhandlingerne paa Folkethinget, sp.1375-76 

33


34 

Det var ganske bevidst: Københavnske embedsmænd og universitetsfolk 

skulle ikke have den samme indflydelse som tidligere. 

Afrunding 

De danske godsejere kom til at stå som sejrherrerne i 1866. Derfor har det 

været interessant at følge et af de væsentligste argumenter for egen over- 

legenhed som samfundsmæssig elite i forhold til en anden af de domine- 

rende politiske grupper. 

Samlet set var dannelse ikke længere i den grad et kernebegreb, som det 

havde været det i Den grundlovgivende Rigsforsamling. Fokus i debatten 

var, især fra godsejerside, i langt højere grad rettet mod en vis form for na- 

turlig konservatisme, en interesse i en rolig udvikling af samfundsforhol- 

dene, som dannelsesborgerskabet med deres påståede virkelighedsfjerne 

projektmageri ikke havde kunnet leve op til. Som hos Holberg – argumentet 

var gammelt – stod godsejerne, de til jorden bundne, i egen opfattelse som 

særlig gode repræsentanter for denne naturlige konservatisme. I grel mod- 

sætning hertil stod også i denne forbindelse de nationalliberale som uselv- 

stændige personer, der overvurderede egne evner, og hvis direkte interes- 

seforfølgelse var til direkte skade for staten. 

Det vil formodentlig være almindeligt kendt, at den enhed mellem bønder 

og godsejere, der etableredes i 1865, ikke holdt i mange år. Spliden om- 

kring fæstesagen ødelagde få år efter den politiske alliance. Omkring gods- 

ejerne samlede der sig derefter en større konservativ bevægelse, der også 

havde en væsentlig rod i det lærde københavnske miljø, og som udviklede 

sig til det konservative parti Højre. Dette fik også en væsentlig betydning 

for angrebene på intelligensiaen, som snart faldt væk. Dette står klart såvel 

i det konservative kampskrift Dagens Nyheder, der var et hovedstadsblad, 

som ivrigt blev støttet af Godsejerforeningen, og som i visse perioder var 

under direkte redaktionel indflydelse af kultusminister og storgodsejer Ja- 

cob Scavenius. I vittighedsbladet Punch latterliggjordes de til venstrebevæ- 

gelsen knyttede skønånder, og venstrefolkene hånedes for ikke at være 

akademiske eller dannede nok. 

Antiintellektualismen forsvandt også i høj grad fra Venstre, og modstanden 

mod akademikere synes at være blevet begrænset til enkeltpersoner og 

ikke en generel tendens mod dannelsesborgerskabet. Et slående eksempel 

på netop denne tendens er, at Morgenbladets redaktion indtil 1883 bestod


af Chresten Berg, og brødrene Georg og Edvard Brandes, der var blandt 

frontfigurerne i den radikale bevægelse hhv. litterært og politisk. Men med 

en artikel bragt i bladet i anledning af Grundtvigs 100-årsdag gik det galt. 

Edvard Brandes havde bl.a. skrevet, at ”Som Digter har han intet monumen- 

talt Arbejde frembragt, intet klassisk Skrift vil altid tilhøre den almendan- 

nede Bevidsthed, og hans Salmer og Opbyggelsesbøger vil kun være deres 

aandelige Ejendom, som er greben religiøst ligesom han.” 12 Så nedsættende 

bemærkninger om deres åndelige fyrtårn var de moderate venstrefolk for 

meget, og efter stormløbet mod artiklen blev Brandes-brødrene smidt ud 

af redaktionen, og året efter etablerede de radikale kræfter Politiken. 

Diskussionen blev efter opgøret med de nationalliberale således ikke for 

eller imod de store ånder, men kampen om, hvem der kunne tilskrives så- 

dan status. 

Litteratur 

Dagens Nyheder 

Enhver Sit 

Flyve-Posten 

Holberg, Ludvig: Niels Klims underjordiske Reise. København (1789), 2005. 

Morgenbladet 

Punch 

Rigsraadstidende 

12 Morgenbladet, 9. september 1883, s.1 

35


36 

Kirken og den 

danske besættelse 

En kort redegørelse for hovedstrømningerne 

i den danske folkekirke 1940-45 

Af cand. mag. Lasse Mortensen 

Baseret på specialet Kirkens Front – Besættelsestidens Skytsengle og 

Smørrebrødsjomfruer, indleveret til bedømmelse på Religionsstudier 

ved Syddansk Universitet juni 2012 

Indledning 

Den 4. januar 1944 likviderede tyske Gestapomænd i samarbejde med Pe- 

ter-gruppen Kaj Munk i et såkaldt ”clearingmord”, dvs. et mord på en frem- 

trædende dansk borger, som hævn for mordet på enten en tysk soldat, tysk 

tjenestemand eller en dansk informant for tyskerne. Mordet sendte chok- 

bølger gennem Danmark, da Munk var en kendt og respekteret præst og 

samfundsdebattør, der, som en af de få, havde turdet offentligt tale besæt- 

telsesmagten imod. Derfor var det ikke overraskende, at det netop var Kaj 

Munk, der blev offer for et clearingmord, men det gav alligevel fornyet liv 

til debatten om, hvorvidt den danske folkekirke skulle revurdere sin stilling 

overfor besættelsesmagten, der hidtil havde været at følge Danmarks offi- 

cielle linje, som påbød at opretholde ro og orden, selv efter den 29. august 

1943, hvor regeringen trådte tilbage og formelt overgav landet til den tyske 

besættelsesmagt. 

På trods af, at der fra centralt hold var lagt en klar linje for den danske fol- 

kekirkes holdning til besættelsessituationen, havde der konstant pågået in- 

terne kirkelige diskussioner om, hvorvidt denne linje nu også var den rig- 

tige, eller man i stedet skulle søge et klart brud med besættelsesmagten og


dermed en åben kamp, som det eksempelvis sås i Norge. De kommende si- 

der vil udforske disse diskussioner nærmer og søge at give et svar på, om 

der var et mønster i, hvem der søgte samarbejdsvejen og hvem, der øn- 

skede kamp. Særligt vil fokus være på, hvilken rolle den lutherske linje i det 

danske kristenliv spillede over for den grundtvigske arv. 

Folkekirkens fløje 

At beskrive hele det kristne landskab i Danmark samt inddrage dette i en 

undersøgelse er naturligvis for omfattende til dette format. Således vil det 

være nødvendigt, at visse retninger gøres til stedfortrædere for den sam- 

lede sum af kristne retninger i den danske folkekirke, med de fordele og 

ulemper dette nu har. I og med at fokus særligt vil være på den grundtvig- 

ske og lutherske arv, er det naturligt at tage udgangspunkt i retninger, der 

i særlig grad har deres fodfæste her. Således vil repræsentanterne for den 

danske folkekirke, i denne sammenhæng, være hhv. grundtvigianere og In- 

dre Mission. Disse er, og var i perioden, folkekirkens to største enkeltstå- 

ende retninger og udgør, både af historiske og teologiske årsager, store 

modsætninger inden for dens rammer. 1 

At gøre to retninger til repræsentanter for den samlede folkekirke kan na- 

turligvis aldrig give et helt retvisende billede af de faktiske forhold, idet 

man ikke uden konsekvenser kan brede to retningers holdninger ud, og 

derved dække et helt holdningsspektrum. Ideelt set, skulle hver enkelt kri- 

sten retning i den danske folkekirke have plads til at tale for sig selv, men 

da artikelformatet ikke tillader dette, og det er heller er denne artikels mål 

at give en udtømmende redegørelse for hver enkelt kristen retnings stil- 

lingtagen til Danmarks besættelsessituation, men blot pege på overord- 

nede teologiske strømninger, vil tendenserne i de to valgte retningers teo- 

logiske grundstilling, danne grundlag for artiklens konklusioner. 

1 En nærmere redegørelse for disse historiske og teologiske faktorer vil ikke være en del af 

denne artikel. Herunder vil udelukkende ske en særdeles kort introduktion til de to kristne 

retninger og de væsentligste forhold, der kan have haft indflydelse på deres teologiske ståsted 

i forhold til landets besættelsessituation samt den tyske besættelsesmagt, i årene 1940- 

45. 

37


38 

Skarpsindige læsere, med et vidst forudgående kendskab til besættelsesti- 

den, vil måske savne Tidehverv, der, bl.a. via præsterne Tage Schack og Kaj 

Thaning, stod stærk placeret i den danske modstandsbevægelse. Udeladel- 

sen af denne gruppe skyldes dog særligt to forhold, nemlig, som det første, 

almindelige kvantitative begrænsninger i artikelformatet, og, for det andet, 

at Tidehverv, der var grundlagt i 1926, 2 på dette tidspunkt var et forholds- 

vis ungt og derved også uhomogent arbejdsfællesskab, som dog i høj grad 

samlede sig om ønsket om at genindsætte Luther som det centrale ud- 

gangspunkt for den kristne tænkning. 3 Dette har den klare konsekvens, at 

Tidehverv i denne periode er voldsomt svær at fastholde i et statisk billede, 

og derved svær at anvende som eksempel på en egentlig tendens. Samme 

forbehold kan naturligvis tages i forhold til de fleste kristne retninger, men 

i forhold til grundtvigianere og Indre Mission gør sig gældende, at de, som 

bevægelser, er forholds gamle og veletablerede, og derfor nemmere at fast- 

fryse i et øjebliksbillede, som de fleste af deres tilhængere kan identificere 

sig med. Således bliver det Indre Mission, og ikke Tidehverv, der her gøres 

til undersøgelsens lutherske repræsentant. 

Forskningsområdets stilling 

To værker har hidtil beskæftiget sig specifikt med området `den danske fol- 

kekirke under besættelsen´, men ingen af disse har specifikt haft fokus på 

henholdsvis den lutherske og grundtvigske arvs indflydelse på valget for 

eller imod modstandskampen. 

Det tidligste værk omkring folkekirkens stilling under besættelsen, Den 

Danske Kirke under Besættelsen, er en artikelsamling redigeret af præ- 

sterne Harald Sandbæk og N. J. Rald. 4 Bogen udkom allerede i efteråret 

1945, og var således under udarbejdelse gennem krigens sidste måneder. 

Bidragene kom fra en række præster, der selv havde været involveret i den 

danske modstandskamp, og der er således tale om et insider-perspektiv på 

forholdene. Som følge heraf fremstår værket tydeligt som et hyldestskrift 

2 Grosbøll, 2007, s. 15 

3 Ibid, s. 18 

4 Sandbæk og Rald(red.), 1945


til de præster, der ikke så passivt til eller fulgte samarbejdslinjen, men i 

stedet satte sig til modværge mod besættelsesmagten. 5 

Det andet toneangivende værk, Som om intet var hændt – Den danske folke- 

kirke under Besættelsen, 6 kom i 1991 og er udarbejdet af Erik Thostrup Ja- 

cobsen som en del af et større forskningsprojekt om den danske folkekirke 

under besættelsen på Odense Universitet. Værket giver et glimrende bil- 

lede på mange af de diskussioner, der pågik internt blandt de danske præ- 

ster og biskopper i perioden 1940-45, men desværre centreres det for ofte 

omkring enkeltsager og storpolitik, og det lille landsogn og den lokale 

præsts rolle overfor menigheden skubbes til side, på trods af at udgangs- 

punktet for Jacobsens forskning bl.a. netop er disse forhold: 

… Den tilværelsestolkning, som præsten gav hver søndag, måtte nødvendigvis 

bære præg af de nye forhold. I de små samfund var kirken den 

samlende institution, hvor menighedens folkelige og nationale sindelag 

fik udtryk ved afholdelse af møder, flagning m.m. Kirkelige funktioner 

som f.eks. afholdelse af kirkekoncerter med tyske orkestres deltagelse 

og præstens medvirken til at fremskaffe papirer til arierattester gjorde 

det umuligt at undgå involvering i den nye situation. 

… 

… Det er et centralt synspunkt i denne afhandling, at kirken under besættelsen 

generelt er at opfatte som et spejl af det øvrige samfund. 7 

Endvidere udelades kirkens rolle i modstandsbevægelsen fuldstændigt fra 

værkets konklusioner, 8 hvilket, sammen med Sandbæk & Ralds værk, ef- 

terlader et hul i forskningen vedrørende en videnskabelig, objektiv, under- 

søgelse af det præstelige og kirkelige engagement i den danske modstands- 

kamp. Det er dette hul jeg her ønsker at gøde jorden for at få lukket, ved 

netop at udforske graden af aktivisme inden for folkekirkens rammer og 

hvorfra den kom. 

5 Ibid, s. 15-16 

6 Jacobsen, 1991 

7 Ibid, s. 10 

8 Ibid., s. 253 

39


40 

Fløjkampe i 20’ernes og 30’ernes religiøse landskab 

Den danske folkekirke er generelt præget af en stor grad af diversitet, men 

også en tydelig sammenhængskraft. Diversiteten ligger i de mange kristne 

retninger kirken rummer, som ofte står i et modsætningsforhold til hinan- 

den. Således er Indre Mission opstået på baggrund af utilfredshed med de 

eksisterende religiøse forhold i perioden op til 1861, hvor foreningen offi- 

cielt blev stiftet, 9 bl.a. med grundtvigianerne, som man nok delvist lod sig 

inspirere af, men gradvist distancerede sig mere og mere fra. 10 På trods af 

dette har den danske folkekirke holdt sammen på sig selv og formået at 

”huse” mange kristne retninger inden for dens rammer, gennem mange, 

skarpe, interne, konflikter. 

Sådanne konflikter mellem, bl.a. grundtvigianere og Indre Mission, var på 

dagsordnen i 1920’erne og 30’erne, hvor en sekulariseringsbåret rege- 

ringspolitik ønskede at afskaffe den forkyndende kristendomsundervis- 

ning i folkeskolen og reducere den lokale præsts indflydelse, ved at afskaffe 

dennes naturlige medlemskab af den lokale skolekommission samt oversy- 

net med den generelle undervisning. 11 Disse politiske diskussioner var 

med til at tydeliggøre samt skærpe de allerede eksisterende skel mellem 

den grundtvigianske og den indremissionske fløj. 

Grundtvigianernes udgangspunkt var naturligvis retningens grundlægger 

N. F. S. Grundtvig (1783-1872), der mente, at oplysning og forkyndelse var 

separate forhold og derfor ikke skulle foregå i samme rum. 12 Deraf fulgte, 

at grundtvigianerne klart støttede en adskillelse af skole og kirke samt en 

reducering af præstens indflydelse i folkeskolen. Indre Mission var af klart 

modsat observans og mente, at man ikke kunne adskille det kristne liv fra 

det daglige liv, herunder undervisningen i skolen. Gud kunne ikke lukkes 

ude fra nogle dele af tilværelsen, 13 og derfor var det nødvendigt, at præsten 

bibeholdt sin naturlige plads i forhold til undervisningen af landets unge. 

9 Larsen, 2011, s. 15 

10 Ibid., s. 45-46 

11 Jacobsen, 1991, s. 36-37 

12 Møller, 2005, s. 18 

13 Jacobsen, 1991, s. 35-36


Grundtvig og Folkeånden 

Basis for mange af de religiøse meningsforskelle lå altså i udgangspunktet 

for de forskellige retningers kristendomsforståelse, og disse forskelle blev 

naturligvis båret med over i de enkelte retningers tilgang til besættelsessi- 

tuationen. Grundtvigianerne tog deres udgangspunkt i Grundtvigs forstå- 

else af folkeånden ifølge hvilken, mennesket var skabt af støv og ånd: 

Mennesket er på guddommelig befaling en forening af støv og ånd og 

derved hævet over al anden skabning, en gåde, et guddommeligt eksperiment. 

14 

Denne ånd udsprang af den livsånde, Gud vækkede Adam til live med. 15 

Ånden udtrykker sig først og fremmest i sproget, det levende ord. Det er 

som nævnt også det medium, hvori Gud meddeler sig til mennesket. Dernæst 

er mennesket aldrig et løsrevet individ, men en del af et folkeligt 

fællesskab som fx det danske. 16 

Ånden var derfor i mange henseender det, der definerede mennesket, både 

i forhold til Gud og i forhold til andre mennesker. Samtidig udtrykte den sig 

hovedsageligt gennem det levende ord og det levende sprog og var således 

at betragte som et af de vigtigste bindeled mellem Gud og mennesket. 17 

Sproget var det, der bandt verdens folkeslag sammen i forskellige nationer, 

og i og med at sproget udsprang af Guds ånd, var nationen dermed ikke kun 

en fysisk enhed, men også en åndelig. Den danske nation var med andre ord 

et udslag af det danske folks ånd, ligesom den tyske nation var et udslag af 

det tyske folks ånd – Folkeånden. Ud fra denne forståelse var den indre 

kamp væsentlig mere essentiel end den ydre, da den ydre nation ”kun” var 

en fysisk manifestation af den indre tro og den indre nation. Derfor var det 

naturligt at støtte den kapitulationsaftale, som regeringen havde indgået 

med den tyske besættelsesmagt den 9. april 1940, da man sluttede, at så 

længe det danske folk bevarede den indre tro, skulle den nok få en ydre, 

14 Lausten, 1987, s. 224 

15 Møller, 2005, s. 17 

16 Ibid., s. 17-18 

17 Lausten, 1987, s. 17-18 

41


42 

fysisk, manifestation igen i form af et frit Danmark. Erik Thostrup Jacobsen 

udtrykker det således: 

Denne (samarbejdsaftalen red.) gav jo danskerne den frihed i de indre, 

åndelige forhold, som for de grundtvigske var de ydres forudsætning. 18 

Så længe det danske folk bevarede det danske sind og den indre folkeånd, 

kunne den tyske besættelsesmagt altså aldrig vinde krigen. Den kunne tage 

den fysiske nation, men aldrig knægte danskheden, troen og den danske 

folkeånd. Derfor var det også vigtigere at mødes om at være danske, fx til 

gudstjeneste i kirken, end at mødes om den fysiske bekæmpelse af en ydre 

fjende. Den tyske besættelsesmagt sås i den henseende som et ydre udtryk 

for, at Gud testede danskernes tro. Denne test kunne kun bestås gennem en 

bibeholdelse af troen uden at gribe til våben. Kun herved ville Gud en dag 

skænke danskerne et frit Danmark igen. 

En lignende forståelse af sammenhængen mellem det danske folk og nati- 

onen giver præsten Poul Borchsenius udtryk for i sine erindringer om be- 

sættelses, hvor han bl.a. skriver: 

Trods alt er det danske og det kristne vævet saadan ind i hinanden gennem 

1000 Aars Historie, at det er svært at skille dem fra hinanden. Vor 

Kristendom blev ikke farveløst international, men dansk, og dybt ned i 

det danske gaar Kristendommens Bølgeslag. Som Flaget bærer Korsets 

Tegn og er farvet rødt og hvidt, hører det lyse danske og Kristendommen 

sammen. Og som altid greb Kongen rigtigt, da han et Par Gange under 

Krigen skulde tale til sit Folk og klædte sine Ord i gamle Salmetoner: » 

Han, som har hjulpet hidindtil, han hjælper nok herefter» og » Trange 

Tider langsomt skrider«. 19 

Borchsenius var præst på Randersegnen, men havde tidligere været præst 

ved Absalons Kirke i København. 20 Han erklærede sig selv som stående 

18 Jacobsen, 1991, s. 39 

19 Borchsenius, 1946, s. 35 

20 Nedergaard(red.), 1964, s. 46-47


uden for nogen kristen retning, men støttede den danske modstands- 

kamp, 21 bl.a. i samarbejde med den nu så kendte Hvidstengruppe. At bi- 

skoppernes opbakning dog alligevel betød noget for Borchsenius, selvom 

han gik imod deres bud om opretholdelse af den almindelige ro og orden, 

viser følgende citat, der omhandler reaktionen på den tyske aktion mod de 

danske jøder natten til den 2. oktober 1943, kort før Borchsenius selv blev 

tvunget i eksil i Sverige. Bl.a. skriver han: 

Men det stærkeste Vidnesbyrd om den klare kirkelige Holdning blev dog 

givet den 3. Oktober 1943, Dagen efter at de bestialske Jødeforfølgelser 

startede. For mig er det den stolteste Dag, jeg har levet som dansk, kristen 

Præst, da jeg kunne oplæse Biskoppernes skarpe og klare Protest 

mod dette sidste Udslag af syg, tysk Mentalitet. Ofte havde jeg selv trukket 

Linierne op, saa klart jeg kunde, naar jeg stod paa min Prædikestol, 

men den Dag kunne jeg gøre det, ikke paa egne Vegne, men med hele 

Kirkens Autoritet bag mig. 22 

Luther og lydighedspligten 

Modsat grundtvigianerne så Indre Mission den tyske besættelsesmagt som 

Satan selv, sendt af Gud, for at straffe mennesket for 30’ernes sekularise- 

ringsbårne lovgivning. 23 Deraf fulgt, at man naturligvis ikke kunne under- 

lægge sig besættelsesmagtens vilje, da man derved ville underlægge sig Sa- 

tan selv, hvilket ville betyde evig fortabelse for den enkelte kristne og hele 

det danske folk. Derfor kunne man ikke støtte regeringens samarbejdslinje. 

Men kunne man så direkte tilslutte sig modstandskampen, når man var 

bundet af lydighedspligten overfor øvrigheden? 

21 Ibid. 

Enhver sjæl skal underordne sig statsmagten og øvrigheden. For der er 

ingen magt, uden at den er fra Gud. Men statsmagten, som er overalt, er 

forordnet af Gud. Den, der nu gør modstand mod statsmagten, gør modstand 

mod Guds ordning. 24 

22 Borchsenius, 1946, s. 34 

23 Jacobsen, 1991, s. 35-36 

24 Christensen m.fl., 1964, s. 161 

43


44 

Det var det store spørgsmål, som man søgte tilbage til Luther for at finde 

svaret på, idet han selv havde været tvunget til at forholde sig til en lig- 

nende problemstilling i forbindelse med reformationskampen: 

Den skærpede kurs fra rigsregimentets og de katolske fyrsters side truede 

nu disse evangeliske menigheders med udslettelse – i Nederlandene 

var man allerede godt i gang med ved blodig vold at knuse ”lutheranerne”. 

Spørgsmålet om, hvor langt man skulle gå i retning af lydighed 

mod øvrigheden og dens lovbestemmelser, var således blevet brændende 

aktuelt. 25 

Både lydighedspligten og svaret på, om det var muligt at fravige den, var 

tæt forbundet med Luthers to-regimentelære: 

Derfor har Gud oprettet de to styrerformer: den åndelige, som ved Helligånden 

skaber kristne og gode mennesker under Kristus, og den verdslige, 

som bremser de ikke-kristne og onde mennesker, så de udadtil er 

nødt til at holde fred og forholde sig i ro meget imod deres vilje. 26 

Herudfra sluttes, at de rettroende kristne lever et liv i pagt med Guds ord, 

og derfor ikke har behov for statsmagten til at regulere deres liv. De verds- 

lige love og forordninger, samt de straffe de udløser, er således kun udtryk 

for et behov for at regulere de ikke-kristne, og derved deles menneskehe- 

den i to, hvor de rettroende kristne ledes af Guds love, og de ikke-troende 

ledes af den verdslige øvrigheds love. Begge regimenters love udspringer 

dog i sidste ende kun fra Gud. 

Rettroende kristne må gerne fungere som redskab for denne verdslige 

statsmagt og gribe til våben, hvis denne kræver det af dem, men de må al- 

drig selv aktivt benytte statens magtmidler overfor andre. 27 Med det sagde 

Luther samtidig, at den verdslige statsmagt kun har rettighed over det 

verdslige regimente, og aldrig kan lovgive eller dømme i åndelige anliggen- 

der. Her har kun Gud herredømmet: 

25 Ibid, s. 156 

26 Ibid,s. 165 

27 Ibid, s. 176


For jeg siger dig: hvis du bøjer dig og giver ham lov til at tage din tro og 

dine bøger fra dig, så har du sandelig fornægtet Gud. 28 

Modstandskampen og den lutherske forbindelse 

Det stod således klart, at så længe regeringen og kongen ikke søgte at styre 

og dømme i anliggender, der kun lå inden for det åndelige regimente, var 

lydighedspligten i kraft. De danske biskopper støttede regeringen og kon- 

gens bud, men i og med at disse, ifølge Luther, ikke havde forrang overfor 

kristne i almindelighed, 29 vægtede deres ord ikke mere end som almindelig 

vejledning, og man var, som troende, ikke bundet af deres afgørelse. Indre 

Mission fastholdt, som tidligere nævnt, at den tyske besættelsesmagt var 

det onde selv, sendt af Gud for at straffe mennesket. Derfor kunne Gud ikke 

samtidig forlange, at man skulle underlægge sig denne, da det ville være at 

kræve, at man syndede mod sig selv. Gud kunne ikke kræve synd. Til gen- 

gæld var det tilladt at bryde lydighedspligten, hvis øvrigheden krævede 

synd. Som konsekvens heraf blev det tilladeligt at gå til aktiv kamp mod 

besættelsesmagten, imod både biskoppernes, regeringens og kongens vilje, 

idet den førte samarbejdspolitik kunne sidestilles med, at man underlagde 

sig det onde selv, i skikkelse af besættelsesmagten. 

Endvidere stod det tydeligt hos Luther, at: 

... har modparten samme stilling som du, eller en lavere, eller er det en 

fremmed øvrighed (min understregning), så skal du først tilbyde ham 

fred og forsoning, sådan som Moses lærte Israels børn. Vil han ikke det, 

så tænk på dit eget bedste og forsvar dig med magt imod magt... 30 

Besættelsesmagten var netop en sådan fremmed magt, der konstant søgte 

at fremme egne beføjelser på bekostning af dansk lov, og som ydermere 

søgte at begrænse de danske præsters virkeområde, ved at pålægge dem 

censur og irettesætte dem gennem kirkeministeriet. Således rørte de ved 

28 Ibid, s. 184 

29 Ibid, s. 189 

30 Ibid, s. 195 

45


46 

noget helt centralt, nemlig den kristne tro, hvilket gav mulighed for at 

bryde med lydighedspligten og gå til aktiv modstand. 

Et oprør mod øvrigheden kunne altså godt legitimeres i både teologien og 

historien, et resultat pastor Regin Prentner og P.U.F. (Præsternes Uoffici- 

elle Forening) 31 også nåede frem til i skriftet Kirken og Retten, hvor det bl.a. 

siges, at: 

Efter at den danske Regering og Kongen er hørt op med at fungere, har 

Besættelsesmagten, og det vil sige den militære Magt, det øverste Ansvar 

for, at den offentlige Orden genoprettes og sikres (Art. 43(Haagkonventionen 

af 18. Oktober 1907, III afsnit)). Det kan kun ske, når Retsgrundlaget 

fastholdes. Naar dette skydes til Side og erstattes af Vilkaarlighed, 

bliver det umuligt for det, der er tilbage af den danske Øvrighed, 

at udføre sin Gerning og Umuligt for Kirken at formane til Lydighed mod 

Øvrigheden. 32 

Den indremissionske pastor Willy Westergaard Madsen forsvarede i lig- 

nende toner den aktive deltagelse efter krigen, da han, i værket Den danske 

Kirke under Besættelsen 33skrev, at: 

Det er Kirkens Opgave at forkynde Evangelium, og Øvrighedens at bære 

Sværd. Men hvor fremmed Voldsherredømme forhindre den lovlige Øvrighed 

i at gøre, hvad der er dens Pligt, da maa det da vidst være Kirkens 

Kristenpligt at hjælpe den til igen at blive det, den skal være, Guds Redskab 

til Straf for det Onde. 34 

Konklusion 

De to ovenfor beskrevne fremstillinger af hhv. Indre Missions og den 

grundtvigianske tilgang til besættelsessituationen illustrerer tydeligt, hvad 

der var på spil for både kirken, biskopperne, præsten og den kristne læg- 

mand, og hvilke teologiske overvejelser hver enkelt skulle gøre sig, forud 

31 Præsternes Uofficielle Forening (P.U.F.) var et semi-illegalt landsdækkende netværk, oprettet 

med to formål, nemlig at sikre kommunikationen mellem landsdelene, såfremt dette søgtes 

obstrueret af den tyske besættelsesmagt samt at indføre en selvbeskatning på 1% af egen 

indkomst, der blev samlet i en fonde, der skulle bistå præster ”under jorden” samt deres familier 

økonomisk. 

32 Glenthøj og Langberg, 1985, s. 23 

33 Sandbæk og Rald(red.), 1945 

34 Ibid, s. 96


for en beslutning for eller imod et givent standpunkt. Netop spørgsmålet 

om troen på en folkeånd og hvorvidt man var kristen eller dansk først, var 

centrale holdepunkter for både grundtvigianere og Indre Mission og derfor 

også områder, der skilte vandene. Var man dansk først, kæmpede man for 

nationen. Og var nationen først og fremmest et indre holdepunkt, skulle 

kampen derfor også stå i det indre. Var man derimod kristen først, kæm- 

pede man udelukkende for det evige gudsrige, og alt hvad der truede dette, 

skulle bekæmpes, både i det indre og i det ydre. 

Ovenstående er naturligvis udtryk for en generalisering af forholdene, og 

eksemplet Poul Borchsenius viser jo også tydeligt, at det er muligt at kom- 

binere Grundtvigs folkeåndstanker med den fysiske modstandskamp mod 

den tyske besættelsesmagt. 

Biskopperne bakkede, som samlet gruppe, op omkring regeringens førte 

samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt, hvilket der sandsynlig- 

vis har været lige så mange praktiske og politiske grunde til som teologiske. 

Heriblandt kan nævnes hensynet til Kirkeministeriet, der naturligvis, qua 

den førte samarbejdspolitik, var tvunget til at følge den samlede regerings 

linje. Valget var, så at sige, truffet på forhånd. 

Man skulle dog ikke længere ”ned end i laget” end lige under de danske bi- 

skopper, før de teologiske diskussioner om netop spørgsmålet vedrørende 

samarbejde eller modstand for alvor delte vandene, særligt mellem den 

grundtvigianske og den lutherske fløj, en diskussion, der hovedsageligt 

fulgte de her fremstillede linjer. Grundtvigianerne søgte svaret på den van- 

skelige situation hos Grundtvig og dennes folkeåndstanker, hvilket pegede 

i retning af en støtte til samarbejdslinjen, idet man sluttede, at Danmark, 

som stat, kun havde en fremtid gennem folkets indre tro. Indre Mission så 

denne samarbejdslinje som en direkte vej til evig pinsel i helvedes flammer, 

da den betød, at man underordnede sig Satan selv. Således var der ingen 

anden udvej end den fysiske kamp, som også Luther havde kæmpet i for- 

bindelse med reformationen. 

Som nævnt indledningsvis kan denne korte fremstilling naturligvis ikke an- 

ses som en udtømmende diskussion af de kirkelige forhold under besættel- 

sen, og mit mål her er derfor kun en anvisning af tendenser, hvilket har 

muliggjort en begrænsning af undersøgelsen til udelukkende at omfatte 

grundtvigianere og Indre Mission. Disse tendenser giver dog samtidig et 

47


48 

muligt svar på Tidehvervs stærke repræsentation i modstandsbevægelsen. 

Som Indre Mission havde Tidehverv også sit teologiske udgangspunkt hos 

Luther, og har derfor også søgt sine svar på hos ham. Dette har, med god 

sandsynlighed, ledt mod de samme konklusioner som Indre Mission kom 

frem til, og derved har modstanden været den naturlige vej. 

Ovenstående artikel er et uddrag af undertegnedes speciale, der omhand- 

lede en lille kristen, Københavnsk, modstandsgruppe kaldet Kirkelig Hjæl- 

peforening af 1944, senere omdøbt til Kirkens Front. Dette speciale inde- 

holdt, ud over en redegørelse for, og diskussion af, omtalte modstands- 

gruppe, også en længere diskussion af kirkens og de enkelte præsters for- 

hold til besættelsen samt den aktiv modstandskamp. Det er denne diskus- 

sion, ovenstående artikel er et sammendrag af. Kirkens Front udgjorde, i 

specialesammenhæng, et praktisk casestudie at de her anviste tendenser, 

og en nærmere granskning af medlemmerne af gruppen, der, trods navne- 

sammenfaldet ingen organisatorisk sammenhæng havde med det illegale 

blad Kirkens Front, viste da også, at 13 ud af 15 af de kirker Kirkens Front 

arbejdede ud fra i København, primært baserede sig på en Indre Missionsk 

menighed. Det er dog nødvendigt at tage visse forbehold for disse resulta- 

ter, idet de kun er efterprøvet på denne ene gruppe og samtidig involvere 

Københavns Indre Mission, der både organisatorisk og teologisk står lidt 

anerledes end Indre Mission generelt. Fx har de et væsentligt berede dia- 

konalt netværk og et tæt samarbejde med den københavnske arbejderbe- 

vægelse, der har sit udspring i de store sociale problemer, som fulgte i køl- 

vandet på udbaniseringsbølgen i slutningen af 1800-tallet og starten af 

1900-tallet. Indtil nu kan jeg således blot konstatere, at der var en overve- 

jende tendens til aktivisme indenfor den danske modstandsbevægelse hos 

kristne retninger, der søgte deres teologiske udgangspunkt hos Luther, 

frem for de retninger, der havde deres fodfæste dybere i den grundtvigian- 

ske kristendom, der naturligvis også havde sit oprindelige udspring hos Lu- 

ther, men var blevet stærkt præget af N.F.S. Grundtvig. Denne tendens var 

resultatet af grundige teologiske diskussioner, der havde deres udspring 

før besættelsen, som viser, at de enkelte præster i højere grad traf deres 

valg ud fra teologiske overvejelser, og ikke var tvunget til at indveje de 

samme praktiske og politiske forhold, som de danske biskopper. Dette 

skabte et skel mellem ”toppen” og ”bunden” i den danske folkekirke, men


viser samtidig styrken i en organisation, der formår at rumme så modsat- 

rettede overbevisninger, og stadig komme samlet ud d. 5. maj 1945. 

Litteraturliste 

Baggrund 

Beckford, James A.: Cult Controversies – the societal response to the new religious 

movements. Tavistock Publications Ltd. London. 1985. Reprint 1986. 

Bjørnvad, Anders: Hjemmehæren. Odense Universitetsforlag. Odense. 1988. 

Borchsenius, Poul: Kæmp for alt – Billeder fra en dansk provinsby under Gesta- 

pos søgelys. Forlaget Povl Branner. København. 1945. 2. oplag. 

Bundgård Christensen, Claus, m.fl.: Danmark Besat – krig og hverdag 1940-45. 

3. reviderede udgave. 1. oplag. Informations Forlag. København. 2009 

Dahl, Hans Frederik(red.): Danske tilstande – Norske tilstande. Gyldendals For- 

lag. København. 2010. 

Grosbøll, Mette Kathrine: Teologisme – Om Tidehvervs vej til Christiansborg. For- 

laget ANIS. København. 2007 

Hæstrup, Jørgen: Den 4. Våbenart. Odense Universitetsforlag. Odense. 1976. 

Idinopulos, Thomas Athanasius, Wilson, Brian C. and Hanges, James Constan- 

tine(red.): Comparing Religions – Possibilities and perils? Brill Academic Publi- 

shers. Leiden. 2006. 

Jacobsen, Erik Thostrup: Som om intet var hændt – Den danske folkekirke under 

besættelsen. Odense Universitetsforlag. Odense. 1991. 

Jakobsen, Frode: I Danmarks Frihedsråd (bind 1). Gyldendal. 1975. 

Kirchhoff, Hans: Tilpasning – protest eller modstand 1940-45 – hovedtemaer i 

besættelsens historie belyst ved kilder. Forlaget Munksgaard.. 1985. 

Kirchhoff, Hans: Kamp eller tilpasning – Politikerne og modstanden 1940-45. 

Gyldendals Forlag. København. 1987. 

Knudsen, Holger: De Hellige. Aalborg Universitetsforlag. Aalborg. 1984. 

Koch, Hal: Danmarks kirke gennem tiderne. Gyldendal. 5. udgave. 3. oplag. Kø- 

benhavn. 1967. 

Larsen, Kurt Ettrup: En bevægelse i bevægelse. Forlaget Lohse. Fredericia. 2011. 

Larsen, Stein Ugelvik og Montgomery, Ingun(red.): Kirken, krisen og krigen. 

Universitetsforlaget. Bergen. 1982. 

49


50 

Lausten, Martin Schwarz: Danmarks Kirkehistorie. Nordisk Forlag for Gylden- 

dalske Boghandel. København. 1987. Paperback. 

Lausten, Martin Schwarz: Kirkens historie i Danmark – Pavekirke, kongekirke, 

folkekirke. Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer. Århus. 1999. 

Lundbak, Henrik: Staten stærk og folket frit. Museum Tusculanums Forlag. Kø- 


Markussen, Flemming: Indre Missions brud med grundtvigianismen – Et brud- 

stykke af Indre Missions tidlige historie 1861-72. Forlaget Kolon. Århus. 1989. 

McGuire, Meredith B.: Religion – the Social Context. Wadsworth Publishing Com- 

pany. United States of America. 1997. 4th. ed. 

Møller, Jes Fabricius: Grundtvigianisme i det 20. århundrede. Forlaget Vartov. 

2005. 

Nedergaard, Paul(red.): Kirkelig Haandbog. Forlaget Lohse. København. 1943. 

Nedergaard, Paul(red.): Personalhistoriske, sognehistoriske og statistiske bidrag 

til en dansk præste- og sognehistorie(kirkelig geografi) 1849-1949 (bind 1). Forla- 

get Lohse. København. 1951. 

Nedergaard, Paul(red.): Personalhistoriske, sognehistoriske og statistiske bidrag 

til en dansk præste- og sognehistorie(kirkelig geografi) 1849-1949 (bind 8). Forla- 

get Lohse. København. 1964. 

Sandbæk, Harald & Rald, N. J.(red.): Den Danske kirke under besættelsen. Forla- 

get H. Hirschsprung. København. 1945. 

Thodberg, Christian og Thyssen, Anders Pontoppidan(red.): Grundtvig og 

grundtvigianismen i nyt lys – hovedtanker og udviklingslinier fra de senere års 

grundtvigsforskning. Forlaget Anis. Århus. 1983. 

Trommer, Aage: Modstandsarbejde i nærbillede – Det illegale arbejde i Syd- og 

Sønderjylland under den tyske besættelse af Danmark 1940-45. Odense Universi- 

tetsforlag. Odense. 1973. 

Wallis, Roy: The Elementary forms of the new religious movements. Routledge & 

Kegan Paul. London, Boston, Melbourne and Henley. 1984. 

Kilder 

Arkivnr. 35A – 13.841-13.842 vedr. Københavnerledelsen, Frihedsmuseet, Ud- 

viklingen af den militære Organisation under Frihedsraadet i Storkøbenhavns 

Omraade

Arkivnr. 35A – 135 vedr. Rødovrekompagniets forplejning på Henriksholms 

Skole fra 5/5-45, Frihedsmuseet 


Christensen, Torben(red.): Luthers skrifter i udvalg – Evangelium og samfunds- 

liv(bind IV). Udgivet af Institut for Dansk Kirkehistorie. Forlaget G. E. C. Gad. Kø- 


Eliaskirkens Menighedsblad, 1945, august og september (Bilag 6 og 7) 

Forarbejde til bogen Som om Intet var Hændt af Erik Thpostrup Jacobsen, Rigs- 

arkivet 

Glenthøj, Jørgen og Langberg, Peter: Kirkelige dokumenter fra besættelsestiden 

– officielle og uofficielle hyrdebreve, bekendelser og erklæringer fra den danske 

kirke samt tillæg fra den norske kirke og tyske bekendelseskirke. Forlaget Bo- 

rum. 1985. 

Gravgaard, Anne-Mette, Kjær, Ulla og Christensen, Hanne(red.): Storbyens vir- 

keliggjorte længsler – Kirkerne i København og på Frederiksberg 1860-1940. 

Foreningen til Gamle Bygningers Bevaring. Holstebro. 2001. 

Indre Missions Tidende, 1869, s. 77ff 

Kirkens Front, nr. 5, 12/12 1943 

Kirkens Front, nr. 15, 1945 

Kristeligt Dagblad, 11. maj 1945 (Bilag 1) 



Politiken, 12. maj 1945 (Bilag 4) 

Politiken, 28. maj 1945 (Bilag 5) 

Reviderede Regnskaber for modstandsorganisationen Kirkens Front, Rigsarki- 

vet 

Rundskrivelse til landets præster af 25/2-44. Arkivalier vedrørende P.U.F. 

Rundskrivelse til landets præster af 11/6-45. Arkivalier vedrørende P.U.F., Rigs- 

arkivet 

51


52 

Irans revolution 

1977-79 

Interaktion og transformation 

Af Peter Seeberg 

(Artiklen er en omarbejdet udgave af en artikel, der har været bragt i tidsskriftet 

Kontur, november 2008) 

Artiklen diskuterer, med udgangspunkt i bl.a. Theda Skocpols teorier 

om revolutioner, karakteren af den iranske revolution i 1977-79. Aspek- 

ter af Skocpols teorier problematiseres ud fra en diskussion af det sær- 

lige ved den iranske revolution. Det er artiklens synspunkt, at revoluti- 

onen må opfattes som en kompleks og dynamisk proces, som rummede 

en stor grad af egendynamik og uforudsigelighed, netop derved mulig- 

gjorde radikale brud og nykonstruktioner og fik uforudsete følger. 

Since the people love the clergy, have faith in the clergy, 

want to be guided by the clergy, it is right that the supreme 

religious authority should oversee the work of the prime 

minister or of the president of the republic, to make sure 

that they don’t make mistakes or go against the Koran 

(Ayatollah Khomeini, i interview med Ariana Fallaci, bragt i New York Times, 7. 

oktober 1979) 

Revolutions are not made, they come 

(Skocpol 1994: 267) 

Den amerikanske sociolog Theda Skocpol karakteriserer i sit klassiske 

værk fra 1979 ”State and Social Revolutions” revolutioner som ”basic 

transformations of a society’s state and class structures” (Skocpol 1979: 

4). I værket forholder hun sig kritisk til teorier om revolutioner, der for- 

udsætter bevidst handling foretaget af revolutionære, massebaserede


sociale bevægelser, ligesom hun påpeger svagheden ved teorier om re- 

volutioner som social protest mod (for)hastige moderniseringsproces- 

ser. 

Skocpol påpeger, at de nødvendige forudsætninger for at revolutions- 

processer kan lykkes, for det første er, at de ubemidlede masser har uaf- 

hængige organiseringer og ressourcer til rådighed for at gennemføre el- 

ler bidrage til en social omvæltning. For det andet, at den undertryk- 

kende stat, som der gøres oprør imod, først må svækkes, før oprøret kan 

lykkes – eller blot opstå. Hun bygger disse betragtninger på analyser af 

den franske, den russiske og den kinesiske revolution. I sit værk fra 1994, 

”Social Revolutions in the Modern World”, hvori hun bl.a. analyserer 

den iranske revolution i 1977-79, argumenterer hun for, at revolutioner 

ikke skal opfattes som rationelt begrundede, bevidst planlagte fænome- 

ner. Men samtidig gør hun opmærksom på, at revolutionen i Iran faktisk 

kan forklares inden for rammerne af den teori om revolutioner, som hun 

opstillede i sit tidligere værk (Skocpol 1994: 243). 

Den iranske virkelighed havde i anden halvdel af 1970’erne udviklet sig 

til en situation, der på mange måder var utålelig for brede dele af den 

iranske befolkning. Derfor gjorde befolkningen oprør mod shahens 

styre. Revolutionsprocessen kan betragtes i tre faser, hvor den første er 

selve opgøret med det autokratiske regime. I den næste fase gennem- 

spilles en magtkamp, der falder ud til fordel for den religiøse del af op- 

røret – ulama, de religiøse bevægelser og tilhørende sociale strukturer 

osv. Magtkampen glider over i en tredje fase, som man kan benævne 

den indre magtkamp – inden for den religiøse bevægelse. Den senere 

islamiske republiks ubestridte leder, Ayatollah Khomeini, udnyttede en 

enestående historisk mulighed til at samle al magt i hænderne på den 

del af den religiøse ledelse, der stod bag hans egen person – og stod bag 

hans politisk-ideologiske forestillinger, begreber og utopier. 

Denne artikel indeholder på den baggrund en antagelse, der samtidig 

rummer et forsøg på at tilføje nye elementer til diskussionen om den 

53


54 

iranske revolutionsproces’ karakter og de eksisterende teorier herom. 

Det antages i artiklen, at den teokratiske ledelse omkring Khomeini ikke 

på forhånd havde besluttet sig for at søge at etablere en islamisk stat, 

som efterfølgende blev gennemført. Snarere var udviklingen et resultat 

af en magtkamp efter opgøret med shahen, som viste sig at rumme en 

mulighed for at islamisterne kunne gribe magten og etablere en islamisk 

republik. I forlængelse heraf peges der på, at revolutionens mål foran- 

dres under revolutionsprocessen. Forestillingen om hvad der kan blive 

resultatet af den sociale transformationsproces udvikles og ændrer ka- 

rakter under forløbet. Der er således tale om en kompleks og dynamisk 

proces, som rummer en stor grad af egendynamik og uforudsigelighed 

– og netop derved muliggøres radikale brud, nykonstruktioner mv. Det 

er på dette felt, at artiklen forsøger at føje en ny dimension til Skocpols 

analyse. Det gøres således gældende, at revolutionen fik følger, som ikke 

var forudset: at målet for revolutionen så at sige blev udviklet i løbet af 

processen. 

Forskningen om den iranske revolution 

Allerede kort tid efter revolutionen blev der udgivet en række analyser 

af denne, f.eks. Fred Hallidays analyse fra året efter revolutionens afslut- 

ning (Halliday 1980). Det var formentlig det spektakulære forløb og en 

meget omfattende mediedækning, og måske også det vilkår, at proces- 

sen strakte sig over forholdsvis lang tid, der resulterede i, at revolutio- 

nen også i den akademiske forskning blev viet megen opmærksomhed. 

Den komplekse udvikling gav anledning til en forskelligartet og vidt- 

spændende mængde af publikationer: analyser af shahstyrets voksende 

økonomiske vanskeligheder, makrosociologiske undersøgelser af de in- 

volverede befolkningsgrupper, religionsstudier vedrørende islam og 

Khomeinis religiøse lederskab, politologiske analyser af mulige æn- 

drede magtforhold i Golf-regionen osv.


Et interessant element i diskussion er Michel Foucaults kommentarer til 

revolutionen, som siden i sig selv er blevet gjort til genstand for diskus- 

sion (Halliday 1980; Miller 1990; Rezaei 2003). Foucault hævdede, på 

baggrund af egne iagttagelser i Iran under revolutionen, og med henvis- 

ning til Marx’ kritiske kommentarer til religionsfænomenet, at den iran- 

ske revolution var et udtryk for ”the spirit of a world without spi- 

rit”.(Defert and Ewald 1999) 1 Det var Foucaults opfattelse, at det, der fik 

de iranske masser på gaderne, var en politisk motivation, der med bag- 

grund i shiaislam og fællesskabet i religionen bekæmpede shahens kor- 

rupte styre. Det var således en form for moralsk opgør med den iranske 

stats misregimente – og det var Foucaults påstand, at den muslimske 

verden måske rummede et politisk interessant og vigtigt oprørspotenti- 

ale, som delvist var forsvundet i indifference og politisk apati i den vest- 

lige verden. 

Uanset at Foucault siden ændrede opfattelse af revolutionen efter det 

teokratiske regimes nedkæmpelse af revolutionens ikke-religiøse støtter 

og de øvrige politiske modstandere inden for den shiamuslimske bevæ- 

gelse, modtog han megen kritik for sine positive kommentarer til oprø- 

ret i Iran. Kritikken gik på, at han forholdt sig alt for uproblematiserende 

til de konservative og undertrykkende elementer i den religiøse del af 

opgøret med shahstyret. (Rezaei 2003: 41) Som diskuteret af bl.a. Fuyuki 

Kurasawa lå der formentlig også, gemt bag den tilsyneladende naive ro- 

mantisering af den iranske revolution, en idé om at ville anvende begi- 

venhederne i Iran til at kontrastere en problematisk tingenes tilstand i 

Vesten (Kurasawa 1999). 

1 Udsagnet af Foucault er her citeret fra Rezaei, A. (2003). "Last efforts of Iran's Reformists." 

Middle East Report, Special Report(226): 40-46. 

55


56 

Ud over den lidt specielle kontrovers vedrørende Foucault har en om- 

fattende diskussion om karakteren af den iranske revolution kendeteg- 

net forskningen vedrørende Iran efter 1979. Denne har især fokuseret på 

de politisk-religiøse dimensioner: etableringen af Khomeinis regime, 

herunder det politiske system og konceptet om velayat-e faqih (den reli- 

giøse jurists formynderskab). 2 Desuden er der det seneste årti udarbej- 

det en lang række analyser af den politiske og sociale udvikling i præ- 

stestyrets snart 30-årige historie. Disse arbejder koncentrerer sig især om 

følgende temaer. For det første om magtkampen mellem fraktionerne 

inden for det religiøse lederskab. For det andet om særlige vilkår for be- 

stemte befolkningsgrupper: kvinder, etniske mindretal osv. For det 

tredje om udviklingen af det paradoksale ved regimet, kendetegnet ved 

på den ene side et ekstremt centraliseret og repressivt system, der på den 

anden side legitimeres ved en forholdsvis omfattende folkelig deltagelse 

i form af parlamentsvalg, lokalvalg, medier og offentlig diskussion – 

nogle gange omtalt som electoral authoritarianism (Schedler 2002: 46ff). 

Forudsætningerne og revolutionsforløbet 1977-1979 

Shahstyret gennemførte i 1960’erne og 1970’erne en række reformer med 

det officielle formål at modernisere Irans økonomiske og sociale forhold. 

For en umiddelbar betragtning blev mange af målene nået. De traditio- 

nelle indikatorer i form af BNP-vækstrater viste positiv udvikling og en 

lang række industrielle projekter, udviklingsforsøg med det iranske 

landbrug og moderniseringer af den mangelfulde infrastruktur syntes 

også at bekræfte indtrykket af et regime, der havde succes med sit fore- 

2 For en overskuelig opstilling af Irans politiske system, se appendiks i Pedersen, C. (2003). 

Reform eller retræte. Status over reformbevægelsen i Iran. Et nyt Mellemøsten? L. E. Andersen 

and P. Seeberg. Odense, Syddansk Universitetsforlag. For en mere omfattende 

gennemgang af det politiske systems opbygning og funktionsmåde, se Schirazi, A. (1998). 

The Constitution of Iran. Politics and the State in the Islamic Republic. London, I.B. Tauris.


havende, at omskabe Iran til en moderne stat i et tilbagestående Mellem- 

østen. Shahens vision var at skabe et iransk wirtschaftswunder i Mellem- 

østen – med Vest-Tyskland i 1960’erne som forbillede. 

I 1963 iværksattes Den Hvide Revolution, der rummede en række forskel- 

lige initiativer med henblik på modernisering. I første omgang blev seks 

reformområder vedtaget til gennemførelse, senere blev listen af reform- 

områder, lanceret over den følgende 15-årige periode, udvidet til op 

mod tyve forskellige elementer. Den Hvide Revolution var blevet indledt 

med forsøget i 1962 på modernisering af et ineffektivt og konservativt 

landbrugssystem med feudale træk. Reformernes økonomiske nødven- 

dighed forekom ikke indlysende. Det var snarere et politisk begrundet 

initiativ, som tog sigte på at lancere shahen som en initiativrig og dyna- 

misk leder, og den mere end tvivlsomme succes for programmerne og 

modstanden mod disse bidrog til shahens fald i slutningen af det føl- 

gende årti. 

De første seks reformområder bestod af en landbrugsreform, nationali- 

sering af Irans skovområder og marginaljorder, overskudsdeling for in- 

dustriarbejdere, salg af statsejede fabrikker, stemmeret for kvinder og 

etablering af alfabetiseringskorps.(Ansari 2003: 157) Landbrugsrefor- 

merne bestod i, at staten opkøbte jord fra godsejerne og solgte denne i 

mindre lodder til bønderne for en pris, der lå under den pris, der var 

betalt for jorden. Samtidig var det en del af ordningen, at bønderne fik 

mulighed for at finansiere købet ved lån, som forrentedes over femog- 

tyve år. Umiddelbart forekom dette at være en for bønderne favorabel 

og progressiv ordning, men i praksis fungerede det ikke. Jordejerne fik 

stor indflydelse på, hvilke jorder der blev fordelt og ordningen indebar 

i praksis, at de selv i stor udstrækning beholdt de mest frugtbare arealer. 

Derfor blev det blot en mindre del af bønderne, der faktisk blev selvejere 

– i første omgang måske i omegnen af ti procent af bondebefolkningen. 

Endvidere har det siden vist sig, at en stor del af de udbetalte lån ikke 

57


58 

blev anvendt produktivt, ligesom det gav anledning til sociale proble- 

mer på landet, at en del af landarbejderne, der ikke havde mulighed for 

at låne midler, blev arbejdsløse. 

Landbrugsreformerne gav anledning til, at en del marginaljord blev op- 

dyrket og pløjning og udnyttelse af denne jord efter ret kort tid fik øko- 

logiske følger. Samlet anslås det, at landbrugsproduktionen voksede 

med 2-2,5 procent årligt, hvilket var langt fra de optimistiske ambitioner 

– og mindre end befolkningstilvæksten (Keddie 2003: 148). 

De øvrige reformer blev kun delvist gennemført, men i stor udstrækning 

så det ikke desto mindre ud, som om den iranske moderniseringsproces 

virkelig havde luft under vingerne. Væksten i den samlede produktion 

i tiåret fra 1963-1973 lå på et højt niveau, men det var i meget høj grad 

som et resultat af stigende oliepriser og udnyttelse af Irans betydelige 

olieressourcer, at den økonomiske udvikling tegnede så lyst et billede – 

så lyst at udenlandske medier omtalte Iran som Mellemøstens Japan og 

talte om, at demokratisering ville følge i forlængelse af den økonomiske 

transition. 

Som et kuriøst udtryk for shahens selvopfattelse og i den officielle reto- 

rik et udtryk for en ambition om at stabilisere Pahlavi-dynastiet lod sha- 

hen sig krone i november 1967. Fejringen af de postulerede 2.500 år for 

det persiske kejserrige i 1971 efterfulgte denne begivenhed og bidrog 

utvivlsomt til at skabe yderligere modvilje i befolkningen, der følte sig 

frastødt af det ødsle forbrug af landets ressourcer, som disse festligheder 

indebar. 

Shahens groteske forbrug af ressourcer med henblik på at iscenesætte 

sig selv som arvtager til kongerne tilbage i det persiske riges storhedstid 

kan ses som et sindbillede på et mere konkret problem i den iranske 

samfundsmæssige virkelighed. Rentier-staten funderede sin udvikling 

på en relativ rigelighed af økonomiske midler fra olieudvinding, som


skabte et fravær af produktivitet i den offentlige sektor. I økonomien ge- 

nerelt førte den lette adgang til økonomiske ressourcer til inflation, som 

blev et voksende problem for Irans økonomi – ikke mindst for de mange 

dårligt stillede iranere, som oplevede en betydelig udhuling af deres for- 

brugsmuligheder. Et andet resultat af de rigelige (olie-)midler var et 

vildtvoksende bureaukrati og en stor offentlig servicesektor, som brugte 

løs af olieindtægterne, der i 1950 udgjorde 45 mio. $, i 1970 1,1 mia $ og 

i 1976 20,5 mia. $. På trods af disse indtægter ramte den økonomiske 

recession, der fra begyndelsen af 1970’erne slog igennem internationalt, 

også Iran og gav anledning til økonomisk stagnation (Halliday 1996: 51). 

Dette blev specielt i 1976-77 meget udtalt. 

Det bidrog til fraværet af regimets legitimitet, at den økonomiske vækst 

ikke i synderlig grad blev fordelt. En vækst i BNP pr indbygger fra 200 

$ til 1.000 $ i perioden fra 1963 til slutningen af 1970’erne, der i det væ- 

sentlige kom de bedst stillede til gode, blev således en kilde til folkelig 

utilfredshed. Dette blev forstærket af, at den gennemførte økonomiske 

udviklingspolitik baseredes på udvikling af moderne, arbejdskraftbe- 

sparende teknologi, der havde importsubstitution som formål – næppe 

en hensigtsmæssig strategi i et land med overskud af arbejdskraft og 

mangel på købekraft. Shahens vidtløftige ambitioner om at Iran i økono- 

misk henseende skulle være en af verdens top-fem stater inden udgan- 

gen af det 20. århundrede, blev bygget op om nærmest fri adgang for 

multinationale koncerner til uden skattemæssige eller andre begræns- 

ninger at gøre hvad de ville, samtidig med at den iranske overklasse 

også blev mødt med særdeles moderate krav til beskatning. 

Udgifterne til den begrænsede sociale omfordeling, uddannelse og 

sundhedsvæsen blev således også finansieret af olieindtægterne. Den 

forhastede og ulige økonomiske udvikling blev en betydningsfuld bag- 

grundsfaktor som forudsætning for revolutionen. Hertil kom omfat- 

tende korruption og nepotisme (Pollack 2004: 113). Højt op i det iranske 

59


60 

politiske system blev der indgået returkommissionsaftaler med multi- 

nationale selskaber og våbenleverandører, sidstnævnte kompromitte- 

rede den iranske hær i betydelig grad uden at det dog fik nævneværdige 

konsekvenser (Afkhami 1985: 84f). 

Fra midten af 1970’erne voksede en opposition frem i det iranske sam- 

fund, som skulle komme til at få stor betydning for den iranske revolu- 

tion. Det kom til en række udtryk for utilfredshed i befolkningen, som 

havde udgangspunkt i særdeles forskellige fora. Den tilladte politiske 

opposition formulerede sig i offentlige markeringer imod korruptionen 

og den socialt ulige udvikling. En gruppe sagførere og dommere ind- 

ledte en kampagne mod et dårligt fungerende retssystem, der bl.a. i stor 

udstrækning benyttede sig af specialdomstole uden offentlig kontrol el- 

ler blot indseende. Sagførerne udstedte i oktober 1977 en protestskri- 

velse, et manifest, som 143 af dem underskrev, der bl.a. insisterede på 

overholdelse af menneskerettigheder. Nogle umiddelbart ret uskyldige 

poesi-arrangementer afholdt af et tysk-iransk kulturinstitut med tilknyt- 

ning til det intellektuelle miljø på Teherans universitet begyndte at til- 

trække store grupper af tilhørere og udviklede sig til demonstrationer 

mod regimet (Keddie 2003: 216). 

I første omgang forsøgte shahstyret at imødegå reaktionerne ved at fo- 

retage visse mindre politiske indrømmelser. Massiv kritik fra internati- 

onale menneskerettigheds- og humanitære organisationer, bl.a. Amne- 

sty International og Den internationale Røde Kors-komité (IRC) blev 

imødegået ved at militære domstole, der tog sig af politisk anklagede, 

blev udstyret med ny lovgivning, som i nogen grad afbødede en horribel 

retspraksis. Det blev tilladt IRC at inspicere tyve af de iranske fængsler 

(Hiro 1985 (1987): 67, 217; Keddie 2003) og formentlig blev den udbredte 

tortur reduceret – i sagens natur er omfanget af dette vanskeligt at do- 

kumentere.


Den egentlige revolutionsproces, indledt med befolkningens opgør med 

shahstyret, tog sin begyndelse i 1977 og kom først og fremmest til at ud- 

trykke shahens forsøg på at undertrykke den revolte, der syntes at være 

under udvikling og forsøge at retablere sin magt i landet. Processen for- 

løb i hvad der er muligt at identificere som faser, dvs. perioder i hvilke 

oprøret havde markante højdepunkter eller særligt intensiv karakter, og 

strakte sig over to år – fra februar 1977 til februar 1979 (Hiro 1985 (1987): 

66f). 

De første faser af revolutionen rummede som centrale elementer, at in- 

tellektuelle begyndte at formulere kritik af regimet – delvist muliggjort 

af den paraply som etableredes af den internationale offentligheds inte- 

resse for menneskerettighedsforhold i Iran. Problemet for regimet for- 

stærkedes bl.a. af, at shahens statsbesøg i Washington i november 1977 

gav anledning til omfattende og voldsomme demonstrationer i USA, 

som blev vist i fjernsynet i Iran og vakte stor opsigt. Dette forstærkede 

kritikken af shahen internt i Iran – og bidrog til delegitimeringen af det 

forhadte regime. Formentlig blev der indgået en uofficiel aftale mellem 

Iran og USA, der som modydelse for billige og stabile olieleverancer stil- 

lede adgang til køb af avancerede våben, diplomatisk assistance og en 

vis nedtoning af menneskerettighedsspørgsmålet i forholdet mellem 

Iran og USA i udsigt. 

Næsten alle fremstillinger af den iranske revolution peger på, at en pro- 

vokerende artikel, der blev bragt i Teheran-avisen Ettela’at den 7. januar 

1978, kan ses som en begivenhed, der fik stor betydning i henseende til 

at optrappe konflikterne og dermed for revolutionsforløbet i Iran. Det 

var (sandsynligvis) informationsminister Dariush Humayun, der stod 

bag den usignerede artikel, som i meget voldsom grad blev opfattet som 

en provokation af især den religiøse del af den iranske befolkning. I ar- 

tiklen blev modsætningen mellem hvad artiklen fremstillede som det 

progressive indhold af Den Hvide Revolution og hvad der af artiklen 

blev fremstillet som ”den sorte reaktion” markeret – betegnelsen ”den 

61


62 

sorte reaktion” spillede metaforisk på flere betydninger af konserva- 

tisme og yderliggående religiøsitet. Artiklen hed ”Iran and the Red and 

Black Reactionaries” – med betegnelsen de røde reaktionære sigtedes 

mod Tudeh, Irans kommunistiske parti, som blev anklaget for at ville 

sælge landets ressourcer til udlandet, læs: det kommunistiske Sovjetuni- 

onen (Kamali 1998: 194). 

Det afgørende provokerende element i artiklen var imidlertid, at den 

desuden bragte en karakteristik af en ikke-navngiven person, som blev 

omtalt særdeles nedsættende. Ingen kunne være i tvivl om at personen 

var Ayatollah Khomeini og det hed bl.a. om ham, at han ikke var ordent- 

lig muslim, at han var britisk spion, som havde skrevet erotisk sufi-poesi 

og at han modtog udenlandske midler til at bekæmpe den iranske stats- 

leder, shahen. Artiklen udløste protester og demonstrationer i Qom, 

hvor præsteseminariernes studerende krævede rensning af Khomeinis 

navn for anklagerne. Khomeini, der var i tvunget eksil i Irak, kaldte de 

studerende ”helte, der står op mod hedenskabet” og pustede yderligere 

til ilden ved at opfordre til at fortsætte demonstrationerne. Bevæbnet 

politi slog ned på aktionerne og adskillige blev dræbt. De dræbte blev i 

de efterfølgende uger, hvor demonstrationerne greb om sig, gjort til op- 

rørets martyrer. 

Shahstyrets forsøg på at modvirke den folkelige mobilisering ved bl.a. i 

slutningen af januar 1978 at arrangere optog for at fejre 15-årsdagen for 

Den Hvide Revolution blev, snarere end at vise shahens folkelige opbak- 

ning, til utroværdige manifestationer, der skulle vise sig at være de sid- 

ste udtryk for shahtilhængernes styrke. Fyrre dage efter demonstratio- 

nerne i Qom blev der arrangeret fredelige demonstrationer, hvor Irans 

ayatollaher opfordrede de troende til at deltage i sørgehøjtideligheder 

og mindes martyrerne fra Qom. Bazarer, virksomheder og læreanstalter 

blev lukket og folk marcherede i gaderne og samledes i moskéerne i bøn 

(Kamali 1998: 195).


Nogle steder udartede demonstrationer til mere eksplicitte protestmar- 

keringer og for første gang hørtes militante udsagn som ”Død over sha- 

hen”. I Tabriz blev en ung demonstrant dræbt, hvilket yderligere ophid- 

sede de forsamlede, der lod deres vrede gå ud over butikker, banker og 

biografer, hvor vestlige film blev vist. Protesten rummede således poli- 

tiske budskaber, men de religiøse undertoner var dominerende – ikke 

mindst i kraft af den religiøse dominans i organisationsarbejdet bag op- 

tog, møder og forsamlinger i moskéer. Selvom det overvejende var fat- 

tige unge fra byernes opland, der førte an i aktionerne, havde protesten 

klare religiøse dimensioner – islam blev formidler af oprøret mod sha- 

hen og hans magtapparat (Hiro 1985 (1987): 71, 226; Keddie 2003). 

Det afgørende ved begivenhederne i vinteren 1978 var i forlængelse 

heraf, at med disse aktioner mobiliseredes potentielt en betydningsfuld 

organisationsmæssig faktor i det iranske samfund, nemlig moskéerne og 

mullaherne i tilknytning hertil, en logistisk set kolossal organisation, 

som formentlig omfattede i omegnen af 80.000 moskéer og 180.000 mul- 

laher (Amjad 1989: 45). Og i videre forstand var det formentlig på dette 

tidspunkt, at revolutionens muligheder gradvist blev klare for de religi- 

øse ledere. Denne kombination af et omfattende netværk, der lod sig 

inddrage eller måske snarere allerede bar en væsentlig del af bevægel- 

sen mod shahen og en begyndende forudanelse om en fremtidig, isla- 

misk samfundsmæssig orden, skulle på sigt blive afgørende for såvel 

shahens som Irans fremtid. 

På baggrund af religiøse traditioner blev der med 40 dages mellemrum 

i de følgende måneder afholdt religiøst betonede arrangementer og de- 

monstrationer og disse udviklede sig til markante folkelige manifestati- 

oner. En række konfrontationer blev resultatet og i flere byer resulterede 

kampene i dræbte demonstranter. En ny tragedie påvirkede den vok- 

sende konflikt, da en brand i en biograf i august 1978, som kostede over 

400 mennesker livet, af de rasende folkemasser blev knyttet sammen 

63


64 

med Savak, det forhadte hemmelige politi. Regeringen hævdede om- 

vendt, at ulykken skyldtes islamiske fanatikere, men det pustede kun til 

ilden, idet beskyldningen mod muslimerne blev opfattet som en yderli- 

gere provokation. Afslutningen af Ramadanen faldt det år i begyndelsen 

af september og det blev fejret med meget store optog, der markerede 

protest mod shahen. 

Den dramatiske situation kulminerede den 8. september, hvor en blodig 

konfrontation udspillede sig på en af Teherans centrale pladser – og 

hvor et ukendt antal mennesker, der formentlig løb op i flere tusinde, 

mistede livet i denne tragiske kamp midt i hovedstaden. Begivenheden 

blev døbt Sorte Fredag og blev symbolbærende betegnelse for efterføl- 

gende aktioner. Samtidig indførte shahstyret undtagelsestilstand i lan- 

det (Hiro 1985 (1987): 77). I november 1978 var der flere generalstrejker 

og nogle af de mest omfattende masseoptog i Iran nogensinde fandt sted 

i december, hvor anslået to millioner mennesker gik i demonstrationer i 

Teheran i forbindelse med den Ashura-højtidelighed, hvor man hvert år 

mindes drabet på Imam Hussein, en af shiamuslimernes mest betyd- 

ningsfulde religiøse skikkelser (Gheissari and Nasr 2006: 72). 

Inden det kom så langt var demonstrationerne forvandlet til regelmæs- 

sige strejker, der lammede dele af produktionsapparatet og lagde lære- 

anstalter og andre offentlige institutioner øde. Specielt var det et vok- 

sende problem, at olieindustrien også blev påvirket af strejkerne, lige- 

som den offentlige administration jævnligt ophørte med at fungere nor- 

malt. Hertil kom, at selv politiet og militæret mistede motivationen for 

at slå ned på de omfattende folkelige manifestationer, som de i nogle 

tilfælde selv endda blev en del af (Gheissari and Nasr 2006: 72). Shahens 

forsøg på undertrykkelse af opstanden blev voldsommere, og samtidig 

forsøgte han at reorganisere regering og administration – også dette slog 

fejl. Et forsøg på at indføre censur blev på to af de berørte aviser mødt 

med, at alle 4.000 ansatte udvandrede (Hiro 1985 (1987): 78).


Et vigtigt og samtidig revolutionshistorisk interessant fænomen var, at 

der opstod en ny, konkurrerende offentlighed, som for alvor fik vind i 

sejlene i efteråret 1978. Denne blev dels båret af mullaherne, der bl.a. 

distribuerede båndoptagelser af Khomeinis taler, men også andre for- 

mer for formidling af revolutionens mangfoldige budskaber dukkede 

op, flyveblade, pjecer, osv. Endvidere simpelthen i form af mundtligt 

formidlede budskaber, der som en løbeild bredte sig i byernes befolk- 

ningsmylder. En af de nyheder, der skabte stor opstandelse, kom fra op- 

rørsloyale ansatte i Nationalbanken, Bank Markazi, som oplyste at med- 

lemmer af den iranske overklasse var begyndt at overføre enorme for- 

muer til udenlandske banker – formentlig af frygt for at miste deres for- 

muer i et kaosramt Iran. 

Strejkerne tog til og et af befolkningens krav var, at Khomeini skulle 

have lov at vende tilbage til Iran. Frem for at tillade dette lod shahen 

ham imidlertid udvise af Irak. Khomeini forsøgte at komme til Kuwait, 

men endte med at flyve til Paris, hvor han fik lov at opholde sig. Herfra 

kunne han med stor effektivitet påvirke udviklingen i Iran, og samtidig 

var det muligt i Paris i langt højere grad at markere over for den inter- 

nationale offentlighed, at målet for Khomeini var at komme tilbage til 

Iran og at vejen gik over shahens exit. Også udvisningen af Khomeini 

fra Irak førte til omfattende demonstrationer, der denne gang lammede 

det meste af den offentlige sektor. 

De sidste måneder af 1978 eskalerede situationen yderligere. Et bizart 

element, som bidrog til vreden mod shahen i dennes sidste dage i Tehe- 

ran, var hans forsøg på at skaffe sig adgang til tre kongekroner, som han 

ville tage med sig, når han forlod landet. Også dette mislykkedes, og den 

16. januar 1979 forlod shahen Iran og rejste til Aswan i Egypten. To uger 

senere landede Khomeini i Teheran – revolutionens første fase var forbi. 

Forenklet udtrykt var der to grupper, der kunne have forsøgt at forhin- 

dre, at processen fik det forløb og resultat. Den første bestod af de poli- 

tiske grupperinger, der tilbage i begyndelsen af 1950’erne tog magten, 

65


66 

dvs. kredsen omkring Mossadegh, hvis regering i 1953 blev væltet ved 

et kup, som shahen og CIA stod bag. Den anden instans, der kunne have 

grebet ind, var hæren. De demokratiske partier, der bar det kortvarige 

demokratiske eksperiment i 1950-53, kunne måske have indgået en alli- 

ance med shahen og siden have forhindret de udbredte protester ved at 

foretage en form for politisk inddæmning. Alt for sent blev denne mu- 

lighed afprøvet og da på en halvhjertet måde – ved at udpege den libe- 

rale demokrat Shapur Bakhtiar til premierminister i januar 1979. Hans 

regering holdt en måned (Gheissari and Nasr 2006: 73). 

Det særlige ved den iranske revolution 

Hæren spillede en interessant, påfaldende passiv rolle under hele forlø- 

bet, som siden er blevet diskuteret og analyseret i Iran-forskningen. Den 

iranske hær var velorganiseret og manglede ikke våben. Der er næppe 

noget logistisk argument for, at shahens ellers loyale og veluddannede 

hær ikke skulle kunne intervenere og nedkæmpe en folkelig opstand, 

også selvom denne antog betydelig størrelse. Når det ikke skete, skyldes 

det en række indbyrdes forbundne årsager. Skocpol peger i sin analyse 

af Irans revolution på hærens manglende indre sammenhængskraft og 

solidaritet. Hun nævner en (ofte omtalt) historie om, at en af hærens le- 

dende generaler og Savaks næstkommanderende overgav sig til Kho- 

meini – endda nogle dage inden denne reelt var kommet til magten 

(Skocpol 1994: 245). 

Halliday peger desuden på intern splittelse og svag, korrupt ledelse, der 

ikke, i fravær af beslutninger fra shahens side, af sig selv kunne tage ini- 

tiativ til at gå i aktion mod demonstrationer, opstande og strejker (Hal- 

liday 1996: 55). Som Gheissari og Nasr påpeger, findes der andre, senere 

eksempler på nedkæmpelse af endda relativt stærke islamiske bevægel- 

ser i Mellemøsten. Hafiz al-Assads nedkæmpelse af Det muslimske Bro- 

derskab i Syrien, der foregik ved en blodig nedslagtning i Hama i 1982, 

er et eksempel. FLN’s suspendering og efterfølgende undertrykkelse af


FIS i Algeriet i 1990’erne er et andet eksempel. Det skal naturligvis næv- 

nes, at begge eksempler ikke umiddelbart kan sammenlignes med den 

iranske virkelighed. 

Hærens (fraværende) rolle i forbindelse med den iranske revolution er 

en af de tre faktorer, som Skocpol omtaler i sin analyse fra 1994, som 

ifølge hende selv afviger fra hvad hun hævdede i 1979 var ”standardele- 

menter” i revolutionsforløb. Et af disse var et nødvendigt militært ne- 

derlag til en udenlandsk modstander, at kræfter udefra gav anledning 

til modsætninger mellem den ledende klasses bestanddele eller til at un- 

derminere shahens regime. Disse fænomener gjorde sig ikke gældende 

og man må således konstatere, som Skocpol gør, at en velbevæbnet 

300.000 mand stor hær stort set ikke foretog sig noget som helst i perio- 

den 1977-79, som kunne have forhindret regimets fald (Skocpol 1994: 

242). Umiddelbart skulle man have forventet et militærkup eller at hæ- 

ren indgik i de alliancedannelser, der foregår under samfundsmæssige 

transformationsprocesser. 

Den anden faktor er det vilkår, at revolutionen klart rummer træk af 

hvad hun afskrev som revolutionsforklaring i sin analyse i 1979, nemlig 

som reaktion på for hastige moderniseringsprocesser. Skocpol hævder i 

1994, at dette element ganske givet var til stede og endda, at det havde 

betydelig vægt. Den tredje faktor handler om massedeltagelse. I mod- 

sætning til de franske, russiske og kinesiske revolutioner var den iranske 

revolution kendetegnet ved en massemobilisering, der gradvis blev 

mere og mere markant og hen gennem forløbet fik reel betydning. Kho- 

meinis magtovertagelse sent i forløbet kan forekomme kupagtigt, men 

ikke de mange måneders erklærede modstand i form af optog, demon- 

strationer, strejker osv., der førte til shahens fald (Skocpol 1994: 242). 

Shahens dage var på grund af hans kræftsygdom under alle omstændig- 

heder talte. Men Pahlavi-styret kunne formentlig have overlevet, hvis 

der i tide var blevet foretaget de nødvendige politiske manøvrer, støttet 

af hæren, sikkerhedsstyrkerne og politiet, og bakket op af USA. Som det 

67


68 

beskrives i de fleste fremstillinger, spillede de personlige forhold ganske 

givet også en rolle. Shahen var som nævnt alvorligt syg af kræft og syg- 

dommen såvel som en kraftig medicinering har uden tvivl været en 

medvirkende årsag til regimets i perioder overraskende mangel på 

handlekraft (Keddie 2003: 221). Som Fred Halliday udtrykker det i ”Is- 

lam and the Myth of Confrontation”: 

If such speculation is permissible, one could argue that no monarch 

could have saved the regime in the last few months of its existence, but 

that an autocrat of a different stamp might have been able to prolong 

its existence or take effective corrective measures early in 1978. Whatever 

the importance of this personal factor, it certainly seems to have 

contributed to the unexpectedly rapid disintegration of the regime (Halliday 

1996: 53). 

Det er et vigtigt vilkår ved revolutionen, at der er en betydelig politisk 

og social spredning hos de befolkningsgrupper, der deltog. Udviklingen 

i kampen om statsmagten rummer et centralt element i form af en kamp 

om alliancepartnere i landet, og tilsyneladende var det muligt at samle 

kredse med vidt forskelligt ideologisk udgangspunkt om at bekæmpe 

shahstyret. Dette på trods af, at der nogle gange var store uoverensstem- 

melser – f.eks. mellem yderliggående venstreorienterede og de religiøse 

ledere. Sønnen af Ayatollah Mahmoud Taleqani, en af iransk shia-islam 

og den iranske revolutions betydningsfulde skikkelser, Mojtaba Ta- 

leqani, skrev således til sin far, at ”for at organisere arbejderklassen må 

vi afvise Islam, for religion afviser at anerkende den afgørende dynami- 

ske kraft i historien, klassekampen” over fra engelsk, PS; (Keddie 2003: 

221). Denne renlivet marxistiske betragtning demonstrerer spændvid- 

den i den iranske opposition, hvor det ifølge Keddie var sådan, at mar- 

xismen var en faktor af en vis betydning. Den iranske Mojahedin-bevæ- 

gelse var en del af en sammensat iransk undergrundsbevægelse, som 

illegalt bekæmpede shahens styre og gennem voldelige aktioner for- 

søgte at demonstrere eller ”afsløre” den repressive karakter af shahens 

regime. Nogle ledere af Mojahedin-bevægelsen begyndte at studere


marxisme i midten af 1970’erne og på et tidspunkt besluttedes det at er- 

klære organisationen marxistisk-leninistisk. 

Det iranske Tudeh-parti (kommunistpartiet) blev etableret før 2. Ver- 

denskrig og bestod af intellektuelle fra middelklassen. Det var i 

1940’erne repræsenteret i parlamentet, men blev forbudt i 1948, anklaget 

for meddelagtighed i et attentatforsøg mod shahen. Tudeh-partiet blev 

politisk marginaliseret – også i 1950’ernes korte demokratiforsøg under 

Mossadegh, hvor olien blev nationaliseret. Tudeh-partiet havde ikke no- 

gen nævneværdig folkelig opbakning, hvilket bl.a. skyldtes dets USSR- 

orientering og ikke-religiøse profil. Ikke desto mindre kom opgøret med 

shahen også til at repræsentere en chance for kommunisterne. De kunne 

udnytte deres organisation og deres mulighed for at agitere i partiets 

avis og kom til at spille en ikke-uvæsentlig rolle i den politiske magt- 

kamp. På den iranske venstrefløj befandt sig foruden kommunisterne en 

række mindre venstrefløjsgrupper. Også disse kom til at udgøre elemen- 

ter i bevægelsen mod styret, primært med det politiske mål at kæmpe 

for deres egne politiske rettigheder, retten til at ytre sig og etablere (le- 

gale) organisationer – eller liberalisering af det autoritære politiske sy- 

stem, shahens diktatur. Det er tvivlsomt, om det er meningsfuldt at tale 

om egentlige alliancer mellem f.eks. kommunister og Khomeini-tilhæn- 

gere, men det hører med til historien, at Khomeini på et tidspunkt med- 

delte fra eksilet i Paris, at også kommunister i et politisk system efter 

shahens fald skal have lejlighed til at udtrykke sig frit (Kamali 1998: 210). 

To traditionelle grupperinger i det iranske samfund, bazari’erne og 

ulama, præsterne, kom til at udgøre en effektiv og betydningsfuld alli- 

ance. Denne var netop blevet udfordret af shahens moderniseringspro- 

grammer, der også direkte var tænkt som et forsøg på at stække de to 

gruppers magt. Gennem omfattende forsøg på at sekularisere uddannel- 

sessystemet, regering og administration og hele det offentlige liv, for- 

søgtes det at sætte gang i en udvikling, der på sigt skulle overflødiggøre 

basarerne og forvandle præsternes rolle til alene at omfatte en religiøs 

69


70 

funktion. De to gruppers interesse var derfor delvist sammenfaldende, 

om end de politiske mål i første omgang var forskellige. For bazari’erne 

handlede det om at få ændret nogle økonomiske regler, der begrænsede 

deres udfoldelsesmuligheder, mens det for præsterne drejede sig om at 

begrænse statens sekulariseringsbestræbelser. Men midlerne til at opnå 

disse mål var identiske – at få shahstyret fjernet fra magten. 

Kamali hævder, at ”[o]ne of the most extraordinary events during Iran’s 

revolutionary movement was the entrance of a radical mass , the ’dis- 

possessed’, who came to support the religious leadership of the move- 

ment” (Kamali 1998: 226). Det er i den forbindelse et væsentligt vilkår, 

at dette ikke var forudset af nogen instans, parti eller bevægelse – og at 

det dermed formentligt overraskede alle, der tog del i revolutionspro- 

cessen. Som Kamali videre gør opmærksom på, er de ubemidledes rolle 

blevet gjort til genstand for to parallelle diskussioner inden for forsknin- 

gen om Iran og revolutionen i 1977-1979 – dels en empirisk/analytisk, 

dels en teoretisk diskussion. 

Revolution og transformation 

Det er således blevet diskuteret på det empirisk/analytiske niveau, hvor- 

dan det kan forklares, at dette fænomen faktisk gjorde sig gældende, 

herunder er det også, om end af få forskere, blevet problematiseret, om 

de ubemidlede rent faktisk deltog i stort tal i de revolutionære konfron- 

tationer. Det forekommer overvejende sandsynligt, som antydet af både 

Kamali og Halliday, at de endda deltog i meget betydeligt omfang og 

det er derfor vigtigt at overveje årsagerne til dette. Forklaringerne herpå 

knytter sig især til visse gruppers evne til at mobilisere de ubemidlede, 

der for manges vedkommende var fattige bønder og/eller landarbejdere, 

der var kommet til byerne for at søge lykken der, men var havnet i et 

socialt morads på kanten af de iranske storbyer. Som det udtrykkes af 

Halliday:


The social forces that responded to the movement varied. In the first 

clashes of 1978 the main components were theology students and bazaar 

merchants, but these groups, far more in touch with the population 

than the secular parties, were able to call on the urban poor who became 

the foot-soldiers of the major demonstrations in the latter part of 

the year (Halliday 1996: 56). 

De fattige interne migranter kom til at udgøre fodfolket i en revolution, 

der mobiliserede brede dele af befolkningen. Som Halliday hævder, har 

det været gjort gældende, at den iranske revolution enten var en isla- 

misk revolution gennemført af en bredt sammensat befolkningsmasse 

eller at der var tale om en ”proletarisk” opstand, som efterfølgende blev 

forrådt og knust af en islamisk, kontrarevolutionær gruppering. Hal- 

lidays pointe er, at revolutionen var begge dele. 

Dertil kommer den teoretiske problemstilling. Misagh Parsa diskuterer 

spørgsmålet om de fattige interne migranter, arbejdsløse mv. og hævder, 

at disse ikke spillede en central rolle, simpelthen fordi de kun vanskeligt 

er i stand til at udføre en sådan funktion: 

The theoretical problem with this analysis is that uprooted individuals 

rarely possess the necessary ressources, solidarities, and organizations 

for mobilization and collective action. The very experience of being uprooted 

is likely to reduce their capacity for collective action by dissolving 

preexisting solidarity structures (Parsa 1989: 267). 

Efter Kamalis opfattelse er dette en alt for forenklet og deterministisk 

opfattelse af de ubemidledes mulige rolle i sociale revolutioner. Allerede 

dette at benævne dem ”uprooted” signalerer et problem – det er ikke 

sådan, hævder Kamali, at de lever i et tomrum: ”The urban migrants 

who left their traditional social context and moved to the cities did not 

exist in a vacuum and outside of all social contexts”(Kamali 1998: 267). 

Kamali påpeger denne pointe og lægger derved afstand til funktionali- 

stiske eller deterministiske forklaringer på de sociale alliancer, der fandt 

sted under revolutionsforløbet. Kamali nærmer sig dermed en generativ 

strukturalisme, der lægger afstand til forudbestemthed. En eksponent 

71


72 

for et sådant synspunkt er Pierre Bourdieu, der peger på muligheden for 

sådanne komplekse relationer: 

…the social space is a multidimensional space, an open set of relatively 

autonomous fields, fields which are more or less strongly and directly 

subordinate, in their functioning and their transformations […] Within 

each of the sub-spaces, those who occupy dominant positions and those 

who occupy dominated positions are constantly involved in struggles of 

different kinds (without necesarily constituting themselves thereby as 

antagonistic groups) (Bourdieu 1993: 245). 

De ubemidlede iranere i storbyerne blev så at sige skabt af den iranske 

moderniseringsproces og havde en klar interesse i at kæmpe mod det 

regime, der havde påført dem problemerne. De agerede i et socialt rum, 

hvor andre grupperinger så fordele i at inddrage dem i deres egen kamp 

for at eliminere den modstander, der også var deres, nemlig shahen og 

hans autoritære styre. Disse andre grupperinger var dels bazarierne, 

dels mullaherne. Det lykkedes sidstnævnte at motivere de ubemidlede 

unge for at foretage aktioner, der klart havde en religiøs karakter og var 

vendt mod udtryk for det sekulære og vestligt orienterede samfund, 

som shahen var eksponent for. 

The key role of such rootless young males was first seen in the important 

Tabriz riot of February 1978, which began in commemoration of those 

killed in Qom in January but soon turned into a strong protest against 

the shah […] A riot developed, led by youths, who attacked the banks, 

the headquarters of the shah’s Rastakhiz party, cinemas, and liquor 

stores (Keddie 2003: 228-229). 

Den shia-muslimske bevægelse, mullaherne, moskéerne, madrasaerne, 

de ledende ayatollaher søgte at udnyttede deres organisatoriske styrke 

og mange kommunikationskanaler til at nå igennem til de unge aktive 

demonstranter. Der blev organiseret folkekøkkener og billige tøj- og 

madudsalg, i mange tilfælde i tilknytning til moskéerne. Desuden etab- 

leredes lånemuligheder og gratis omdeling af brændsel, alt med henblik 

på at præsentere et humant alternativ til shahens styre – et alternativ


med et islamisk ansigt. Det er formentlig også sådan, at de unge ube- 

midlede, der i mange tilfælde var kommet til byerne kort tid forinden, 

ikke følte sig tiltrukket af retorikken i de ikke-religiøse partier eller de 

intellektuelle i de venstreorienterede partier, herunder kommunisterne 

(Amjad 1989: 109). Derimod følte de sig tiltrukket af det sociale miljø 

omkring moskéerne og madrasa’erne, og fandt dermed en allieret i kam- 

pen mod shahen, som de umiddelbart havde en fordel af at alliere sig 

med. Den islamiske bevægelse fik på side en loyal forkæmper for et is- 

lamisk Iran. 

Den iranske revolution var også en politisk magtkamp. Som vist ovenfor 

var der tale om en proces, der gradvist synes at udvikle sig og pege på 

en reel mulighed for at vælte shahens regime. Men der er ikke på noget 

tidspunkt en fælles vision om et endemål, som minder om det styre, som 

bliver resultatet. I første omgang handler det om politisk pragmatik i en 

situation, der udviklede sig kaotisk og åbnede for nye politiske mulig- 

heder, hvor bevægelser med vidt forskellige ideologiske og religiøse ori- 

enteringer kunne enes om at forenes – eller i det mindste nyttiggøre hin- 

andens potentialer med henblik på at isolere shahen politisk. Der var 

derfor også et pragmatisk eller taktisk element i udviklingen, og måske 

også et ideologisk-religiøst element, som det antydes af Daniel Brum- 

berg: 

The new intellectual vanguard of the new middle class viewed Shi’ism 

as a potent tool with which to rationally defend their political, social, 

and ideal interests. In contrast, the lower-middle elements who migrated 

from the villages to the cities embraced messianic Shi’ism as a 

transrational, charismatic solution to mass alienation. Hence we are 

dealing with two different forms of rationality, not religion itself […] 

Khomeini’s good fortune was that his eclectic vision of Islamic government 

articulated both revolutions, but without ceding the symbolic terrain 

to the middle-class intelligentsia and its intellectual vanguard 

(Brumberg 2001: 89). 

73


74 

Brumbergs karakteristik af udviklingen gælder især for den sidste del af 

den egentlige revolutionsproces, hvor det er lykkedes for de islamiske 

kræfter at skaffe sig en klangbund hos de forarmede unge, der lader sig 

mobilisere som modydelse for at modtage hjælp, som beskrevet ovenfor. 

Udviklingen handler fra nu af om at erobre magten efter at opgøret med 

shahen har fundet sted, og det er, i betragtning af det meget omfattende 

organisatoriske apparat, som står til de religiøse kræfters rådighed, en 

kamp, som i realiteten forholdsvis let lader sig vinde. I forlængelse heraf 

kommer det til en indre magtkamp i den religiøse bevægelse, hvor Kho- 

meini samler sine tilhængere omkring sig og herefter udbreder sin magt 

til at gælde for så store dele af bevægelsen som muligt. 

Det første opgør er en politisk-ideologisk magtkamp, hvor de ikke-reli- 

giøse kræfter gradvist udmanøvreres. Den 1. februar 1979 lander Kho- 

meini i triumf i Teheran lufthavn. Kort tid herefter indsætter han – som 

et udtryk for en dobbeltmagt som det også i andre sammenhænge er set 

i forbindelse med sociale omvæltninger – Mehdi Bazarghan, ikke-reli- 

giøs veteran i iransk politik, som ministerpræsident. Det er formålet her- 

med, at denne skulle kunne sikre opbakning fra de ikke-religiøse kræfter 

og mange af de intellektuelle. Parallelt hermed foregår der en opbygning 

af et magtcentrum ved siden af regeringen, i det islamiske revolutions- 

råd. I den første periode efter magtovertagelsen var der tilsyneladende 

udstrakt enighed eller i det mindste ikke direkte modsætninger mellem 

de religiøse ledere, regeringssystemet og de venstreorienterede gruppe- 

ringer. 

I slutningen af marts blev der afholdt folkeafstemning for eller imod den 

islamiske republik med et overvældende flertal for. Den Islamiske Re- 

publik Iran blev udråbt 1. april 1979. Herefter var revolutionsrådets 

magt slået fast og enhver opposition ikke længere var en reel mulighed. 

Kampen om den politiske magt i Iran var som sådan afsluttet. Gradvist 

udvikledes modsætninger mellem de Khomeini-loyale og andre dele af 

det iranske samfund. Etniske mindretal, der have haft forhåbninger til


mulige ny livsbetingelser, eventuelt grader af autonomi, blev mødt med 

en hård nationalistisk linje, der ikke levnede plads til politiske reformer 

på det felt. De venstreorienterede grupper blev forfulgt, og mange poli- 

tiske modstandere af det nye regime blev fængslet. Den Islamiske Repu- 

blik Iran blev på det politiske niveau forsynet med en politisk ledelse 

omkring den religiøse og politiske leder, wali faqih, Ayatollah Khomeini. 

Hans forestilling om det politiske system støttedes af den stærke poli- 

tisk-religiøse inderkreds, der med opbakning af meget omfattende be- 

folkningsgrupper, havde let ved at udmanøvrere indre modstandere i 

den religiøse bevægelse. Befolkningen, hildet i euforien efter shahens 

fald, så ikke umiddelbart, hvor den politiske udvikling var på vej hen, 

nemlig mod et klerikalt diktatur, der i henseende til repression og into- 

lerance skulle vise sig ikke at lade shahens regime noget tilbage. 

Skocpol diskuterer under indtryk af udviklingen i Iran sin teori om re- 

volutioner, idet hun anerkender, at hvad der foregik fra opgøret med 

shahen satte ind i 1977 og til etableringen af den islamiske republik 1. 

april 1979, snarere end at være ”basic transformations of a society’s state 

and class structures”, var en kompleks og dynamisk proces, som rum- 

mede en stor grad af egendynamik, der netop derved muliggjorde radi- 

kale brud, nykonstruktioner mv. Khomeinis forestilling om velayat e-fa- 

qih var næppe på noget tidspunkt et ideologisk fixpunkt for andet end 

en lille elite omkring Khomeinis person. Og dertil kommer, at revoluti- 

onen fik uforudsete følger: at målet for revolutionen så at sige blev ud- 

viklet i løbet af processen. 

Når det kunne lade sig gøre at gennemføre en revolution med det kleri- 

kale diktatur som resultat skyldtes det den dialektiske og kreative inter- 

aktion mellem de involverede grupperinger, som faktisk fandt sted i de 

to år, hvor revolutionen blev gennemført. Kamali påpeger, at ”[t]he tar- 

get of revolution is developed and reconstructed during the revolution- 

ary proces” (Kamali 1998: 263). Revolutionen er således ikke et kollektivt 

75


76 

valg, eller et led i en rational udvælgelse mellem kendte alternativer. Re- 

volutionen er derimod en proces eller udvikling, hvor forskellige grup- 

peringer i det iranske samfund kæmper om magten og på grund af sin 

dybde og omfang tvinger store dele af den iranske befolkning til at tage 

del i udviklingen. Revolutionen udvikler sig til en proces, hvor den ka- 

rismatiske leder, Khomeini, etablerer sit hegemoni, men end ikke han 

forestiller sig, fra eksilet i Irak og senere Paris, muligheden for den fuld- 

stændige teokratiske transformation, der finder sted, eller hvordan dik- 

taturet vil itale- og iscenesætte sig selv, efter at magten definitivt er kom- 

met i præsteskabets hænder. Og den 1. april 1979 bekræftes det klerikale 

diktatur af en befolkning, der næppe har en realistisk forestilling om, 

hvad de stemmer ja til. 

Litteratur 

Afkhami, G. R. (1985). The Iranian Revolution: Thanatos on a National Scale. 

Washington DC, The Middle East Institute. 

Amjad, M. (1989). Iran. From Royal Dictatorship to Theocracy. New York, Green- 

wood Press. 

Ansari, A. M. (2003). Modern Iran since 1921. The Pahlavis and after. London, 

Longman. 

Bourdieu, P. (1993). Language and Symbolic Power. Cambridge, Polity Press. 

Brumberg, D. (2001). Reinventing Khomeini. The Struggle for Reform in Iran. 

Chicago; London, The University of Chicago Press. 

Defert, D. and F. Ewald (1999). Michel Foucault. Dits et ecrits. Paris, Gallimard. 

Gheissari, A. and V. Nasr (2006). Democracy in Iran. History and the Quest for 

Liberty. Oxford; New York, Oxford University Press. 

Halliday, F. (1980). "Testimonies of Revolution." MERIP Reports(No. 87): 27-29. 

Halliday, F. (1996). Islam and the Myth of Confrontation. Religion and Politics in 

the Middle East. London, I.B. Tauris. 

Hiro, D. (1985 (1987)). Iran under the Ayatollahs. London; New York, Routledge 

and Kegan Paul. 

Kamali, M. (1998). Revolutionary Iran. Civil Society and State in the Moderniza- 

tion Process. Aldershot, Ashgate.


Keddie, N. R. (2003). Modern Iran. Roots and Results of Revolution. New Haven, 

Yale University Press. 

Kurasawa, F. (1999). "The Exotic Effect: Foucault and the Question of Cultural 

Alterity." European Journal of Social Theory 2(2): 147-165. 

Miller, J. (1990). "Carnivals of Atrocity. Foucault, Nietsche, Cruelty." Political 

Theory 18(3): 470-491. 

Parsa, M. (1989). Social Origin of the Iranian Revolution. New Brunswick, Rut- 

gers University Press. 

Pedersen, C. (2003). Reform eller retræte. Status over reformbevægelsen i Iran. 

Et nyt Mellemøsten? L. E. Andersen and P. Seeberg. Odense, Syddansk Universi- 

tetsforlag. 

Pollack, K. M. (2004). The Persian Puzzle. The Conflict Between Iran and Amer- 

ica. New York, Random House. 

Rezaei, A. (2003). "Last efforts of Iran's Reformists." Middle East Report, Special 

Report(226): 40-46. 

Schedler, A. (2002). "Elections without democracy. The Menu of Manipulation." 

Journal of Democracy 13(2): 36-50. 

Schirazi, A. (1998). The Constitution of Iran. Politics and the State in the Islamic 

Republic. London, I.B. Tauris. 

Skocpol, T. (1979). State and Social Revolutions. New York, Cambridge Univer- 

sity Press. 

Skocpol, T. (1994). Social Revolutions in the Modern World. Cambridge, Cam- 

bridge University Press. 

77


78 

Demokrati – Fra 

skældsord til 

slagord 

Demokratibegrebet i dansk politisk historie 

Anmeldelse af Jeppe Nevers: Fra skældsord til slagord - Demokratibegrebet 

i dansk politisk historie. Syddansk Universitetsforlag, 

2011. 

Af stud. mag. Natascha Skovgaard Kampp Andersen 

”Demokrati er formentlig det mest fundamentale begreb i nutidens politiske 

debat. Det er i hvert fald det eneste, man som politiker ikke må 

være imod. Det har ingen modstandere her til lands. Vi hører nemlig 

ofte, at det har modstandere ude i den store verden, så ligesom vi tidligere 

kæmpede for fædrelandet, går vi nu om stunder i krig for demokratiet” 

Demokrati – kært barn har i dag mange navne: folkestyre, folkevælde eller 

folkeligt selvstyre. Det er nogle af de betydninger, man kan finde af begre- 

bet demokrati, hvis man slår det op i leksikoner eller ordbøger i dag. Om- 

vendt blev ordet demokrati for knap 200 år siden ikke sammenlignet med 

folkestyre, folkevælde eller folkeligt selvstyre. Demokratibegrebet var i da- 

tiden yderst kontroversielt og noget man forsøgte at værne sig i mod og 

derfor ikke kæmpe for, som de fleste gør i dag. 

Men hvad ved vi egentligt om demokratibegrebet i nyere dansk historie? 

Overraskende lidt, mener Jeppe Nevers. Hvor der findes en detaljeret forsk- 

ning i de demokratiske institutioners historie, er vores viden om begrebets


historie mere begrænset. Indtil år 1901 var demokrati et fremmedord og 

blev kun brugt af lærde og dannede, ofte synonymt med ’pøbelvælde’ (s. 

21). Nevers’ bog Fra skældsord til slagord er en historisk undersøgelse af 

demokratibegrebets udvikling i den danske politiske debat fra oplysnings- 

tiden og frem til midten af det 20. århundrede. Som Nevers flere gange gør 

opmærksom på, er demokrati et begreb, hvis mangfoldighed er enorm. Det 

har tilsyneladende uendeligt mange betydninger. I epilogen skriver Nevers, 

at to politologer i starten af det 21. århundrede forsøgte at tælle forskellige 

demokratidefinitioner i den politiske litteratur og de stoppede først ved 

550 definitioner. 

Nevers’ undersøgelse af demokratibegrebet er derfor et tiltrængt biddrag 

til diskussionen af, hvad vi i dag forstår ved ordet demokrati. Fra skældsord 

til slagord er ikke næret af en politisk dagsorden eller en bestemt demokra- 

tiopfattelse. Nevers skriver, at demokratibegrebet med andre ord ikke skal 

bestemmes, men derimod lukkes op og historiseres (s. 10). 

Undersøgelsen af begrebets historie foregår på forskellige niveauer og fal- 

der i to dele i bogen. Første del er en helt overordnet undersøgelse af be- 

grebets historie, idet demokratibegrebet er et af de ældste politiske begre- 

ber i det politiske sprog, og Nevers går helt tilbage til antikkens Græken- 

land med udviklingen af det direkte demokrati i Athen fra ca. år 500 f.v.t. 

Han følger demokratibegrebets udvikling gennem middelalderen, den eu- 

ropæiske oplysningstid og frem til den franske revolution i slutningen af 

1700-tallet og sprogbrugen i enevældens Danmark. Historikere diskuterer 

stadig, hvordan den franske revolution skal fremstilles i historien, men én 

ting, man ikke kan diskutere, er, hvilken afgørende betydning revolutionen 

fik, først for den politiske udvikling i Europa og siden i hele verden. Nevers 

ligger vægt på, at i de få år revolutionen varede udvikledes de fleste af de 

ideer, som nu former den moderne historie: Demokratiet, menneskeret- 

tighederne, liberalismen, socialismen, konservatismen og nationalismen 

79


80 

(s. 67). Revolutionen markerede en begyndende overgang fra aristokrati- 

ets til demokratiets epoke. Erfaringerne fra den franske revolution kaster 

lange skygger i demokratibegrebets historie. 

Anden del af undersøgelsen undersøger demokratibegrebet i dansk politik 

fra grundloven af 1849 og frem til 2. Verdenskrig med fokus på, hvordan 

politiske aktører i nyere dansk historie har brugt ordet demokrati eller en 

bøjning deraf. Demokratibegrebet var stadig yderst kontroversielt, og for 

det veluddannede borgerskab var demokrati stadig synonym for pøbel- 

vælde. 

I dansk politisk idéhistorie fra de første stænderforsamlinger og frem til 

grundlovens vedtagelse i 1849, har historikere først og fremmest interes- 

seret sig for det liberale borgerskab, som på forskellige planer og med for- 

skellige forventninger arbejdede for en fri forfatning og derfor afskaffelsen 

af det enevældige monarki (s. 98). Deres vision var et konstitutionelt mo- 

narki. Nevers undersøger især sprogbrugen hos de sene liberale: Lehmann 

og Monrad. I den liberale agitation var det Folket og ikke Demokratiet, som 

var det centrale slagord. Kongens magt skulle deles med Folket, men folket 

i deres forståelse var de oplyste, dannede og lærde – ikke folkemassen. Leh- 

mann erklærede sig fra tid til anden som Demokrat, men han talte aldrig 

om at skabe et Demokrati (s. 101). 

Man skal lede længe efter en positiv brug af demokratibegrebet, men fra 

slutningen af 1840’erne begyndte det at præge den politiske debat, hvor 

demokratibegrebet blev knyttet sammen med valgretsspørgsmålet. 

Den danske grundlov blev i 1849 skruet sådan sammen, at den faktisk blev 

et værn mod for meget demokrati. Grundloven af 1849 nævner ikke et ord 

om demokrati, partier eller folkestyre. I denne forbindelse bruger Nevers 

N.F.S. Grundtvig, som hverken stemte for eller imod Grundloven. Han me- 

ner, at: ”Grundvigs opfattelse af udviklingen er tidstypisk, idet han konti- 

nuerligt sondrede skarpt mellem folkets ret til at herske og så den i hans


øjne vulgære tanke, at folkets interesser var lig med flertallets interesser… 

demokrati for Grundtvig var det samme som en altødelæggende ligheds- 

trang; det vidner også om, at demokratibegrebet endnu på dette tidspunkt 

blev knyttet til den franske revolution” (s. 87). 

Nevers fører læseren sikkert gennem demokratibegrebets udvikling i 

dansk politisk historie med stor faglighed og et velbegrundet kildemæssigt 

grundlag. Bogen slutter ved indgangen til 2. verdenskrig. Nevers skriver i 

sin epilog: ”Det var anden verdenskrig, som forandrede denne situation. 

Med fascismens fald udtørrede i vort hjørne af verden en af de vigtigste kil- 

der til mellemkrigstidens parlamentarisme- og demokratikritik, nemlig det 

autoritære samfundssyn, og en positiv indstilling til demokrati blev nu helt 

uomgængeligt for enhver, som ville bevæge sig i det offentlige rum. Som 

Henning Fonsmark har formuleret det i Historien om den danske utopi: ”Den 

5. maj 1945 var danskerne sikre på, at man var tilhænger af demokratiet. 

Det var det system, der havde sejret og bragt en ende på krigen og på tysk 

besættelse af landet. Skulle der være nogen, der havde en anden mening, 

var de enten parat til at holde kæft – eller de var på vej til at blive sat fast”” 

(s. 199). 

Bogens titel Fra skældsord til slagord opsummerer i én sætning hele Nevers’ 

begrebshistoriske undersøgelse af demokratibegrebet. For knap 200 år si- 

den var ordet demokrati forbundet med pøbelvælde, og demokrater blev 

regnet for urostiftere. I dag er demokrati et hurraord og indlysende posi- 

tivt, og noget nationer går i krig for, ligesom de tidligere gik i krig for fæd- 

relandet. Demokrati er blevet det nye ord for det gamle fædreland. 

Fra skældsord til slagord er en redigeret udgave af Nevers’ ph.d.-afhandling, 

som blev indleveret og forsvaret ved Syddansk Universitet i foråret 2008. 

Det er en undersøgelse af demokratibegrebet og ikke af de lange linjer i 

dansk politisk historie. Jeg vil anbefale, at man på forhånd har lidt kendskab 

til dansk og europæisk demokratihistorie, før man læser Nevers’ bog, men 

den henvender sig mod det bredde publikum med interesse for samfundet, 

81


82 

om man er historiestuderende eller historisk, politisk, eller samfundsinte- 

resseret. 

Bogen har en overskuelig og passende længde. Nevers skriver på et sprog, 

som fænger læseren fra start til slut på trods af de mange årstal, begiven- 

heder og personer man bliver præsenteret for i undersøgelsen. Hans bog 

er både spændende og oplysende, hvilket kun gør fornøjelsen ved læsnin- 

gen endnu større. Samlet set fremstår bogen som et vellykket forsøg på at 

skrive begrebshistorie.

Læs som PDF - Rubicon - Syddansk Universitet

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?