Slægtsbladet 2005 - Foreningen Pierre Dornonville de la Cours Slægt

More documents

Recommendations

Info

Velædle Velædle Jomfru Jomfru Guldberg… Guldberg… - brevvekslingen mellem Jørgen la Cour og Christine Charlotte Guldberg - fortsat… af Søren la Cour Jensen Vi befinder os i slutningen af 1700-tallet. Romantikken var i sin vorden, og landet nød godt af gode erhvervsmæssige konjunkturer. I København sad den sindssyge kong Christian den 7. på tronen i sin delvist nedbrændte hovedstad. Danmark var for nylig blevet ramt af to store brandkatastrofer. I 1794 var enevældens kolossale Christiansborg Slot nedbrændt, og i sommeren 1795 var København blevet hærget af en storbrand, der havde fortæret mere end 900 ejendomme og gjort over 6000 mennesker hjemløse. Den imponerende Nikolaj Kirke var gået til sammen med byens rådhus og Vajsenhuset. Flåden havde mistet sit hovedmagasin, og selveste admiralitetet var også brændt. De store skader medførte et enormt genopbygningsarbejde – et arbejde, der kom oven i opgaven med at genopbygge slottet. Landet blev reelt regeret af Christian den 7.s søn, kronprins Frederik. Kronprinsen, den senere Frederik den 6., stod i spidsen for et velstående Danmark, og staten kunne bidrage væsentligt til genopbygningen af hovedstaden. Denne genopbygning gav blandt andet byen Amagertorv, Højbro Plads og sammenlægningen af Gammeltorv og Nytorv der tidligere havde været delt af det gamle rådhus. Til trods for de enorme udgifter til genopbygning af hovedstaden var Danmark inde i en meget gunstig periode. Man havde indgået et neutralitetsforbund med Sverige og var dermed stærke nok til at bryde den engelske flådes blokade af handlen med Frankrig, og dermed blomstrede den danske storhandel og gjorde, at landet havde en af verdens største handelsflåder. Frankrig havde efter revolutionen i 1792 vist sig som en ny markant magt i den europæiske storpolitik, og kronprins Frederik besluttede at genoptage de diplomatiske forbindelser, der var blevet afbrudt på grund af revolutionens grundlæggende antiroyale karakter; den franske konge var blevet afsat og senere henrettet i guillotinen – noget, der havde rystet de europæiske kongehuse, der frygtede en spredning af revolutionens tanker. De danske tilnærmelser til Frankrig skulle senere vise sig skæbnesvangre for Danmark, men her i slutningen at 1790’erne var det en ganske god forretning. Dette var blot nogle af de større begivenheder der dominerede landet i slutningen af 1700-tallet. Store begivenheder der kan være med til at danne de større rammer om den hverdag i Odder og Ribe, hvor Jørgen la Cour og Lotte Guldberg levede en hverdag, der lå fjernt fra verdens og Københavns ulykkeligheder. De to havde bestemt tankerne rettet mod ganske andre problemer. 16 Mellem Ribe og Odder foregik en livlig brevveksling. Det tidligste af de breve som Slægtsforeningen købte i 2003 – brevet fra Jørgen til Lotte dateret den 11. januar 1796 - blev præsenteret i forrige nummer af bladet, og her vil vi se på noget af indholdet i brevene fra resten af dette år. To emner går igen fra det første brev. Lottes far Holger Guldbergs ønske om at holde forlovelsen mellem hende og Jørgen hemmeligt og Jørgens besvær med at skaffe sig et præstekald. Det sidste problem ville løse det første, da Lotte og Jørgen ville kunne gifte sig, hvis han fik en stilling som præst. Spidsfindighederne ved præsteansættelser i slutningen af 1700-tallet blev kort beskrevet i den første artikel; men kort fortalt er Jørgens håb at kunne indynde sig på en herregård med patronatsret over kirkerne i på herregårdens jord – det vil sige retten til selv at udpege nye præster. Den 18. januar 1796 fanger Jørgen problemstillingerne i et længere afsnit i sit brev til Lotte: ” Du skriver, at rygtet om vor forlovelse vist nok snart vil udbrede sig over Ribe, ja jeg har stedse tænkt, at det ej altid kunne dølges, og at det derfor havde været ligeså godt, ja måske bedre, om jeg i vinter kunne have gjort en rejse derhen. […] Du ønsker at jeg kunne blive præst, førend rygtet blev udspredt i Ribe, ja min egen Lotte! jeg ønsker det og af hjertet; men kan det ikke ske, da ved jeg, du vil skikke dig i, at folk siger: Du er forlovet med degnen la-Cour; thi han ønsker jo ikke forbindelse med dig, før han bliver præst, og til at blive det er han jo ganske færdig; han aflader jo ikke at blive student, fordi han er degn, og aldrig blev det anset uanstændigt for nogen pige at være forlovet med en student, der står færdig til at kunne modtage et præsteligt levebrød. Du skriver og, at når jeg bliver præst, da håber du, det må være bekendt for alle, dette håb synes jeg at forudsætte en tvivl, som jeg dog ikke tror min Lotte har; thi dersom Lotte ikke kan blive min, når jeg er kaldet til præst i et nogenlunde passende levebrød, da indsender jeg ufortøvet mit kaldsbrev igen, og ingen skal rokke mig fra denne faste beslutning at leve og dø som degn i Odder; dog derfor behøver jeg ikke at frygte; thi Lotte har lovet at gengælde min oprigtighed med troskab, og hendes fader kan ikke få i sinde at gøre os begge ulykkelige; thi han måtte da først udrydde den faderlige og dernæst menneskelighedens stemme af sit bryst”. Det var ikke let for de to. På dette tidspunkt er Jørgen 28, og Lotte er 18. Jørgen befandt sig i Odder i Østjylland, hvor han er degn, og Lotte sidder hos sin far i Ribe. De skriver i hemmelighed til hinanden – nogle gange via
forseglede breve, der blev sendt i andre breve for at skjule de mere intime breve. Holger Guldbergs insisteren på at hemmeligholde deres forlovelse blev ved at være et tema gennem brevvekslingen. Den 10. februar 1796 skriver Lotte til Jørgen: ”Du spørger mig, om jeg ikke kan opdage grunden hvorfor fader nægter, at vor forlovelse må være bekendt, nej bedste La-Cour det er mig en umulighed, og jeg har selv lovet at jeg ikke vil bede ham derom mere, jeg er næsten … til at tro det er lidt caprise [kaprice = lunefuldhed]; dersom det var muligt, [at] jeg kunne blive vred på min fader, da havde jeg blevet det i forgårs aften, det var den samme dag, jeg modtog dit sidste brev, jeg kom hjem fra Fridsches og fandt ham i et meget godt lune, det traf sig vi blev alene, vi kom da til at tale om dig, jeg sagde, det var ikke ret, han havde nægtet dig at komme hertil, og endelig slog det mig ud af munden, at han kunne nok lade det blive bekendt, da der var nu så mange, der vidste det, og at jeg blev altid så forlegen ved at svare nej, han svarede at det var ikke andet end kaprice af mig, jeg ville ikke, det skulle jeg ikke bilde ham ind, at jeg jo gerne kunne tage en alvorlig mine, på når jeg ville. Men han kunne nok mærke, vi på ingen måde ville føje ham, og når vi ikke ville føje ham, så kunne vi jo heller ikke fortænke ham i, om han ikke føjede os. Du kan sagdens tænke jeg blev ikke i det bedste hymør ved dette, så han bad mig, jeg skulle gå i mit kammer, for at det sure ansigt kunne han ikke tåle at se på, i går den hele dag var jeg slet ikke i godt hymør og talte ikke mere, end jeg var nød til, men i går aftes gjorde han sig meget umage for at få mig i mit forrige hymør igen, så jeg tror vist, han har fortrudt det igen, men dersom klokken ikke var så mange, så fik du ikke det at vide; thi jeg er bange, det skal sætte dig for ondt hymør, men her er ingen tid til at lave det om igen.” Den fysiske adskillelse, der gjorde, at de kun kunne kommunikere via breve, der er en uge undervejs, er også et gennemgående tema i brevene; men da Lotte regner med at skulle på ferie væk fra Ribe, så Jørgen en mulighed for at møde sin forlovede – og huskede at forsikre hende om, at hun ikke skulle være nervøs for, hvad der kunne ske ved et møde mellem dem. Den 18.2.1796 skriver han: ” Du skriver, at din fader næppe vil tillade dig at komme langt fra Ribe: ja Lotte! Jørgen skal nok finde dig, derfor vil vi ikke ængstes ved denne tanke; en hest står til min tjeneste i præstegården, og vips så er jeg her min Lotte, men når du siger, at det vil og kunne være farligt at opholde dig i nærheden hos mig, da spøger du skælmske pige! thi det kan ikke være dit hertes mening, overskrider jeg nogensinde anstændigheds grænser, da forskyd mig for evig; thi jeg ville ikke eje Lotte som kone, hvis jeg vidste, hun kunne have årsag til at gøre mig bebrejdelser for min opførsel mod hende som pige.” Det er ikke ofte, at der skrives så vovet – selv om ting, der bestemt ikke vil ske. Det er oftest den fornuftsbetonede kærlighed, Jørgen priser. 14. marts, 1796: ”Jeg vil tilstå, når kærlighed ikke er bygget på fornuftig venskab, da kan den vel med tiden blive lunken. Men vi, Lotte, vi var jo virkelig venner, før jeg nogensinde ytrede mig for dig som elsker; derfor kan tidens længde intet skår gøre i vor venskabelige kærlighed, men stedse bliver vi lige deltagende i hverandres ve og vel, og venskabs ædle bånd gør vor kærlighed fuldkommen endog til den sildigste alder. Min elskte mø er min veninde, det svækker ingen år”. Fra marts og helt frem til oktober findes der ingen korrespondance blandt de breve foreningen har erhvervet. Men fremme i oktober har Jørgen fået gode meldinger om et præstekald på grev Hardenbergs gods: ”Grev Hardenberg med frue har været på Rodstens Eje. Han skal have givet bestemt løfte, at jeg skulle være vis på det første kald, som hans gods blev ledigt”. Rodstens eje Men samtidig advarer Jørgen sin Lotte mod at blive alt for optimistisk: ”… dog ville vi ikke fatte for megen tillid dertil, at ikke det skuffede håb skulle brænde os for meget; thi dersom de billeder, som den stærke indbildningskraft indpræger vor sjæl, igen skal udrives af den, da efterlader de som aftryk dybe og ulægelige sår”. Der er meget andet at læse ud af brevene; men jeg har her prøvet at fremdrage de centrale og gennemgående temaer, der optog Jørgen og Lotte i deres korrespondance. Mere om de gamle breve samt Jørgen og Lottes liv og samtid i næste nummer. Den transskriberede tekst for alle ni breve mellem Jørgen og Lotte gennem 1796 vil blive lagt ud på foreningens hjemmeside www.pierrelacour.dk sammen med scanninger, der viser, hvordan de originale breve ser ud. 17
Page 1 and 2: Pierre Dornonville de la Cours slæ
Page 3 and 4: la Cour. Men i følge det nye forsl
Page 5 and 6: gengæld har det den effekt, at kur
Page 7 and 8: Poul-Michael (69-124), Lene (69-124
Page 9 and 10: Danmarks statistik var der den 1. j
Page 11 and 12: Efterkommere af Johannes F. la Cour
Page 13 and 14: nmarkskortet Nummer 3 - J.F. la Cou
Page 15: Nummer 9 - La Courvej - 4700 Næstv
Page 19 and 20: Supplement til artiklen om den årl
Page 21 and 22: Kratostaten (som ses her til højre
Page 23 and 24: Gratis slægtsbog til nye medlemmer

Slægtsbladet 2005 - Foreningen Pierre Dornonville de la Cours Slægt

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?