Slægtsbladet 2005 - Foreningen Pierre Dornonville de la Cours Slægt

I Slægtsbladet fra 2002 var der en artikel om det nye museum
for Poul la Cour, der var under opbygning. På daværende
tidspunkt havde Poul la Cour Fonden netop erhvervet de
bygninger, hvori Poul la Cour i slutningen af 1800-tallet og
starten af 1900-tallet drev sin forsøgsmølle.
Fonden har nu fået rekonstrueret meget af anlægget – dog
mangler der stadig en vindmølle.
Den store møllebygning, hvor museet har til huse, hed
oprindeligt Askov Forsøgsmølle. Den blev opført i 1898.
Møllebygningen er tegnet af arkitekten P.V. Jensen-Klint,
der er bedre kendt som Gruntvigskirkens arkitekt. Og selv
om selve møllen altså mangler, fornemmer man alligevel
historiens vingesus på stedet.
Poul la Cour (1846-1908) kan uden overdrivelse
karaktiriseres som ”Danmarks Edison”. I midten af 1870erne
opfandt Poul la Cour en måde, hvorpå mere end tyve
telegrafister kunne sende samtidig på samme linie. Den
”rigtige” Edison havde fået udviklet en firefoldstelegraf;
men Poul la Cours opfindelse var altså fem gange bedre.
I 1878 blev Poul la Cour højskolelærer ved Askov Højskole
og begyndte her at eksperimentere med vindkarft – og
metoder til oplagring af energi i form af brint. Et problem
var møllens ujævne gang; men Poul la Cour opfandt den
såkaldte kratostat, der betyder ”kraftjævner”, som kunne
20
Poul la Cour-museet i Askov
fra museets brochure
stabilisere kraften fra møllen, så den f.eks. kunne trække en
elproducerende dynamo.
Et andet problem var vindstille, hvor vindmøller jo slet ikke
har nogen gang. Her arbejdede Poul la Cour med at adskille
vand i ilt og brint ved hjælp af strøm, der blev produceret i
blæsevejr – og ville så udnytte den kemiske energi, der lå i
ilten og brinten. Begge dele kunne nemlig forholdsvis nemt
opbevares i beholdere, hvorimod det var svært og dyrt at
oplagre elektricitet.
Til at adskille ilt og brint opfandt Poul la Cour et elektrolyseapparat,
der var de samtidige apparater overlegent, og den
første belysning på Askov Højskole blev etableret med
brintlys.
I 1896 gik Poul la Cour i gang med at konstruere den mølle,
der mest effektivt tapper vindens energi, og i fortsættelse
heraf blev der etableret et lille elektricitetsværk, som
eksisterede fra 1902 til 1958. Fra 1903 uddannede man på
Forsøgsmøllen elektrikere, der kunne etablere sådanne små
elektricitetsværker på landet, og i løbet af de næste fem år
blev der opført 95 anlæg, hvoraf de 32 var vinddrevne.
I 1929 brændte selve møllen, der var af træ, og afløseren
blev en ny mølle på jernstativ, opstillet på en ottekantet,
støbt overbygning oven på møllebygningen fra 1897. Den
nye mølle var en såkaldt vindmotor, der kunne producere
dobbelt så meget strøm som forgængeren. Vindmotorens
jernstativ rustede imidlertid, og i 1968 blev det taget ned,
hvorefter et lille observatorium indtog pladsen.
Poul la Cour-museet søger nu at skaffe penge til at opføre
en ny mølle; men udstillingen inden døre beskriver på meget
interessant vis de forsøg, som Poul la Cour udførte, og
som dannede grundlaget for Danmarks position som
førende inden for vindenergi.