læs som pdf - Historie-nu.dk

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side 12
12
fagforeningsrepræsentanter, der mødtes til diskussion - at konferencerne
koblede DDR´s freds- og sikkerhedspolitik i Østersørummet med forbedringen
af arbejdernes levestandard i alle Østersølandene. Kampen for fred
blev fremstillet som en direkte og naturlig forlængelse af det normale
fagforeningsarbejde for bedre løn- og arbejdsforhold. Østtyskerne argumenterede
for, at militærudgifter drænede Østersølandene for penge, hæmmede
deres økonomisk vækst og forhindrede forbedringer i levestandarden.
Krig betød ødelæggelser, der i sidste ende også forårsagede et fald i
arbejderklassens levestandard. Krig betød desuden døden for store dele af
arbejderklassen, der ville ende som kanonføde i imperialisternes krige –
hvilket unægtelig måtte anses for at være en drastisk forringelse af ”levestandarden”.
78 Foruden det uegennyttige i at redde verdensfreden var der
altså en direkte materiel motivationsfaktor for arbejderklasserne i
Østersølandene til at tage stilling i kampen for fred. Rudi Speckin henviste
ved det konstituerende møde i initiativkomiteen med marxismen-leninismen
i baghånden til, at arbejderklassen som en fremtidens klasse var prædestineret
til at arbejde for fred. 79 Den uundgåelige sammenhæng mellem
arbejdernes kår og freden i Østersøen kunne aflæses i
arbejderkonferencernes slogans ”Arbejderklassens ansvar for fred i Østerrummet”(1958)
og ”Arbejderklassen og dens fagforeningers opgaver i kampen
for forbedring af levestandarden og sikringen af fred i Østersørummet”
(1959).
Den første arbejderkonference ved Østersøugen 1958 var forbeholdt arbejdere,
der beskæftigede sig med søfart. Det vil sige sømænd, værfts- og
havnearbejdere. Det skyldes, at østtyskerne i det oprindelige idegrundlag
ved valget af faggrupper ønskede symbolsk at understrege, hvordan Østersøen
var et hav, der forbandt arbejderne langs dets kyster. 80 Men allerede i
forbindelse med initiativgruppens første møde udtrykte danske repræsentanter
ønske om, at der til konferencerne også blev inviteret arbejdere fra
faggrupper, der ikke havde nogen forbindelse til havet. 81 Det skete året efter
ved indragelsen af metal-, bygnings-, kommunal-, jernbane- og landarbejdere.
82 Fra dette tidspunkt fik arbejderkonferencerne karakter af en bevægelse,
der omfattede alle mulige faggrupper. Ved udvidelsen af fagspektret
skete samtidig en vækst af antallet af nationale repræsentanter
ved selve konferencen fra Danmark og Sverige, der var de to vigtigste kapitalistisk
lande ved konferencen. Fra begge lande steg antallet af deltagere
fra 30 til 80 samtidig med, at DDR fastholdt sin delegationsstørrelse på 30.
Da såvel den polske og sovjetiske delegation var langt mindre, var det
åbenlyst, hvem østtyskerne ønskede at få i tale. 83 Fra 1960 blev
konferencebevægelsen udvidet med optagelsen af Island, der sammen
med Norge var repræsenteret uden at have søgrænse i Østersøen. 84 Da
Østersøugen først og fremmest var en imødekommelse af de kapitalistiske
lande i Norden, var inddragelsen af Norge og Island ikke noget stort paradoks.
85 Inddragelsen af Island bør ses i forbindelse med Islands mere liberale
holdning over for DDR. Island anerkendte eksempelvis som tidligere
nævnt de østtyske pas.
Parallelt med disse udvidelser skete også en udvidelse af den politiske
bredde i den danske delegation til arbejderkonferencen. 86 Det betød flere
socialdemokratiske delegerede. Det drejede sig imidlertid ikke om socialdemokrater
af en sådan kaliber, at de havde en indflydelse på Socialdemokratiets
linie i Danmark. 87 Det ændrede sig imidlertid i løbet af 1960´erne,