læs som pdf - Historie-nu.dk

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side 6 6
6
ske linie, at Anden Verdenskrigs allierede magter sluttede en endelig fred
med det samlede Tyskland, at landene langs Østersøens kyster underskrev
en multilateral ikke-angrebspagt med hinanden, og at Østersølandene oprettede
en atomfri zone. 30 Der var ingen problemer i at fremsætte forslagene.
De demonstrerede østtyskernes fredsvilje samtidig med, at målene
var fuldstændig uopnåelige. Så længe DDR officielt ikke eksisterede i vestens
øjne, lå en afsluttelse af traktater ikke lige for. Fredsprincipperne, der
ikke afveg fra den officielle Warszawa-pagt-holdning, skulle dog overbevise
de tilrejsende gæster om den østtyske stats fredelige hensigter.
De ovenstående ideer var de tydeligst definerede østtyske tanker om, hvad
fred i Østersøen betød i praksis. De var ikke særligt innovative, men lå i forlængelse
af allerede formulerede ideer i østblokken som for eksempel den
polske såkaldte Rapacki-plan fra 1957, der foreslog oprettelsen af en
atomvåbenfri zone i Centraleuropa. Ideen om en fredstraktat var hentet fra
en anden del af DDR´s udenrigspolitik og blev også fra slutningen af
1950´erne fremført som løsningen på Vestberlin-problemet. 31 Grundlaget
for propaganderingen af Østersøen som et fredens hav var altså gammel
ideologisk vin på nye flasker (Østersø-konteksten).
Ud over de angivne eksempler benyttede østtyskerne sig overvejende af
uklare formuleringer som ”en zone af fred i Østersøen”. Det lød flot, men
det er svært nærmere at beskrive indholdet af begrebet. 32 Om DDR og
dets allieredes ubøjelige vilje til fred skrev Ostseezeitung, SED´s officielle
regionale partiorgan, ved den anden Østersøuge: ”Det er vanskeligt at forstå,
når Danmark og Norge forklarer, at de netop er blevet medlemmer af
NATO for at kunne beskytte sig mod et angreb fra den socialistiske lejr. Den
socialistiske lejr truer ikke nogen. Hverken Sovjetunionen eller noget andet
socialistisk land har ytret trusler over for Danmark, Norge eller Sverige, eller
for dens sags skyld fremsat territorielle krav”. 33 På det grundlag ønskede
østtyskerne gennem dialog at overbevise skandinaverne om deres lands
ædle intentioner. Den heraf følgende politiske goodwill skulle omsættes til
en politisk anerkendelse af DDR. 34 Disse østtyske fredsinitiativer var fra
1958 temaer ved Østersøugen og forblev det igennem 1960´erne.
Den Den anden anden tysk tyske tysk es estat ess
tat og og N NNATO
N
Enhver god historie indeholder en helt og en skurk. Det gjorde det østtyske
fredsfremstød, som Østersøugen var kernen i, også. I den østtyske propaganda
fremstod Vesttyskland som antibilledet af ”den fredselskende arbejder-
og bondestat DDR”. Når østtyskerne fremhævede Østtysklands påståede
politiske fremskridt, brugte de ”det onde Vesttyskland” som kontrast.
Sort-hvid billedet skulle styrke DDR’s skrantende legitimitet i omverdenen.
Når Vesttyskland kunne hævde sin legitimitet gennem dets størrelse og ikke
mindst på grund af dets demokratisk-parlamentariske mandat, forsøgte Østtyskland
at styrke sin eksistensberettigelse ved at fremhæve sig selv som
den eneste tyske stat, der for alvor havde brudt med Tysklands nazistiske
fortid. 35 I lyset af denne argumentationstaktik blev den årlige fredsuge i
Rostock (Østersøugen) set som et modstykke til vesttyskernes Kielerwoche,
der blev beskrevet som et imperialistisk og militaristisk levn fra Hitler- og
kejsertiden. 36