læs som pdf - Historie-nu.dk

More documents

Recommendations

Info

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - - side side side 16 16 professor på kunstakademiet Niels Leersgaard og forfatteren Hans Scherfig. 108 I modsætning til udviklingen i sammensætning af besøgende fulgte sammensætningen af æresgæster en udviklingskurve, analog med den generelle udbredelse og intensivering af østtyske kontakter til Danmark. Udviklingen gik ikke hurtigt, men der tegnede sig en klar tendens mod en bredere kontaktflade for det østtyske styre. Efterhånden som det politiske grundlag, hvorfra østtyskerne kunne rekruttere inviterede gæster og besøgene til Østersøugerne, voksede, steg arrangementets betydning som et politisk aktiv. Fra i 1958 at være en indspist kommunistisk deklarationsfest udviklede Østersøugen i 1960 sig til et redskab til at kontakte en bred dansk og nordisk offentlighed. Det var som vist produktet af et nøje planlagt politisk arbejde gennem tre år og havde været forbundet med en indsats af store finansielle midler. 109 Én del af det lange seje konstituerende arbejde kunne SED-ledelsen have sparet sig selv for, såfremt udgangspunktet havde været mere ideologisk fleksibelt. Ved fra udgangspunktet at opstille snævre rammer for den politiske diskussion blev Østersøugerne gjort vanskeligt spiselige for eksempelvis socialdemokrater i Norden. Aksel Larsen havde i forbindelse med den første Østersøuge gjort opmærksom på, at ideen om ”Østersøen som et fredens hav” i Danmark ville blive gennemskuet som østblokpropaganda. Det ville derfor ifølge Aksel Larsen blive meget vanskeligt at gøre ugen populær i Danmark. For at undgå en diskreditering af den kommende Østersøuge burde østtyskerne lade de nordiske fredsbevægelser formulere et eget udspil til politisk diskussion. På dette punkt stod DDR-ledelsen imidlertid fast. De henviste til, at slagordet ”Østersøen, fredens hav” oprindeligt var blevet foreslået af det svenske kommunistparti, og altså ikke var noget østtysk diktat. 110 Diskussionen mellem SED´s partiledelse og Aksel Larsen var et bevis på den østtyske Skandinavienspolitik mest alvorlig slagside, nemlig dens ambivalens. Østtyskerne ønskede at få danskerne og de øvrige kapitalistiske nordiske folk i tale for at styrke landets internationale position. DDR var parat til at investere i et forbedret forhold, men samtidig var østtyskerne bundet af deres ideologiske ballast, der tvang dem til en zig-zag kurs i politikken over for Norden i en vanskeligt forenelig blanding af pragmatisme og dogmatisme. Herbert Krolikowski, en af hovedmændene bag DDR´s Skandinavienspolitik, styrkede dette billede, da han i forbindelse med forberedelsen af Østersøugen 1959 skrev om erfaringerne fra 1958: ”….forrige år var gæsterne fra de kapitalistiske nordiske lande ofte fremmedgjort over for bannere og slagord. I disse landes presse blev i vid udstrækning berettet herom i hadefuld form. Folk fra disse lande kunne ganske simpelt ikke forstå slogans og manifestation i denne form…”. 111 Trods denne senere bekræftelse af Aksel Larsens ord ændredes Østersøugernes ideologiske grundkoncept sig ikke. Pressen var et vigtigt redskab for Østersøugernes stræben efter nordisk accept af DDR. Under den første Østersøuge var samarbejdet med pressen begrænset til en pressekonference som en del af ugens officielle program. Genklangen i de danske medier var derfor i 1958 yderst begrænset. I en rapport til Walter Ulbricht beklagede DDR´s pressetjenestes korrespondent Ulla Jessing, at ganske vist havde ”Land og Folk” under Østersøugen bragt adskillige artikler om ugen samt om livet i DDR´s Østersøregion, men ”Politiken” havde været den eneste anden avis, der skænkede Østersøugen interesse. ”Politiken” beskrev desuden kun ugens sportssiden, der med
østtyske øjne ikke var ugens centrale element. 112 www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side 17 17 Pressearbejdet blev fra 1959 sat mere effektivt i system. Ved Østersøugen 1959 oprettedes et pressecentrum, der trods startvanskeligheder var et markant fremskridt i kontakten til de udenlandske journalister. Omfanget af pressedækningen steg. Foruden journalister fra ”Land og Folk” blev Østersøugen dækket af journalister fra ”Berlingske Tidende” og en skribent fra den venstreorienterede studenterorganisation ”Clarte”. 113 Arbejdet med de danske journalister i 1959 blotlagde dobbeltheden i det østtyske styres forhold til gæster fra de kapitalistiske lande. På den ene side ønskede SEDledelsen, at Østersøugerne skulle have den bredest mulige kontaktflade til de kapitalistiske lande. Ledelsen ønskede at påvirke indflydelsesrige kredse i Danmark eller blot kredse, der i modsætning til DKP ikke var marginaliserede. På den anden side var styret aldeles overfølsomt over for kritik. Den blev anset for fuldstændig uberettiget. Vurderingen af de danske journalisters arbejde i 1959 afspejlede dette skisma. På trods af at journalisterne fra ”Berlingske Tidende” repræsenterede udvidelsen af den politiske bredde i rapporteringen fra Østersøugerne, var netop vurderingen af ”Berlingske Tidendes” journalister ugunstig. De ansvarlige for Østersøugens pressecenter roste over for udenrigsministeriet den nytilkomne skribent fra ”Clarte”, Scheffler, for hans politiske klarsyn og anbefalede, at han blev inviteret til Østersugen det efterfølgende år. Pressecenterets leder Heinze anbefalede derimod, at de borgerlige journalister fra ”Berlingske Tidende” blev udelukket i 1960. 114 Udelukkelse af borgerlige journalister medvirkede næppe til politisk bredde. Det overordnede hensyn til Østersøugens gennemslagskraft vandt imidlertid over ønsket om ensidig jubeljournalistisk. Ved Østersøugen 1960 var der således foruden repræsentanter fra ”Land og Folk” og ”Berlingske Tidende” akkrediteret et bredt udsnit af danske mediefolk. 115 Når DDR ønskede at sende et budskab til de kapitalistiske lande om DDR´s og socialismens store resultater og naturligvis om DDR-statens indlysende berettigelse, var det vigtigt, at de fremmede gæster fik et gunstigt indtryk af kystområderne. Rostock var blevet svært bombarderet under krigen, hvilket som bekendt ikke var østtyskernes skyld. De kunne kun, som Rostocks borgmester udtrykte det, gøre deres yderste for fuldstændigt at fjerne alle ruiner. 116 En ting, østtyskerne kunne gøre, var at rette op på den misligholdelse, der senere skulle blive Østtysklands varemærke. I den forbindelse håbede udenrigsministeriet, at der blev sat lidt skik på havnebyen Sassnitz på Rügen, ”DDR´s port mod Nord”. I samarbejde med grænsemyndighederne og ministeriet for transport havde udenrigsministeriet gennem 1½ år forsøgt at få gennemgangsområderne ved paskontrollen i Sassnitz renset for fiskeaffald og fugt på væggene. Udenrigsministeriets Skandinaviensafdeling mente, at de uhumske forhold kombineret med et opstillet banner, der forkyndte ”Vi ønsker vore gæster velkommen i DDR”, måtte virke som en hån på de indrejsende skandinaver. Forud for den første Østersøuge foretog udenrigsministeriet gentagne forsøg på at få rettet op på tingenes tilstand med henvendelser til FDGB´s forbundsformand og MPbHerbert Warnke og Rostocks partichef Karl Mewis. Til trods for at topfigurer i parti og statsledelse hermed blev inddraget i at fjerne fisken fra jorden på Rügen, kunne udenrigsministeriet ikke øjne en bedring af situationen. 117
Page 1 and 2: Thomas Wegener Friis er ph.d. ved S
Page 3 and 4: www.historie-nu.dk www.historie-nu.
Page 9 and 10: Indholde Indholdet Indholde tafØs
Page 15: www.historie-nu.dk www.historie-nu.
Page 21: 93 BA SAPMO: DY 34/14733. I Arbejde

læs som pdf - Historie-nu.dk

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?