Rettevejledning til 2. års juridisk bacheloreksamen Formueret II ...

Rettevejledning til
2. års juridisk bacheloreksamen
Formueret II
Sommereksamen 2008
Syge-/reeksamen
Indledningsvis gøres opmærksom på, at rettevejledningen kun er vejledende. I den forbindelse
bemærkes, at det ikke kan udelukkes, at den virkeligt gode og selvstændige besvarelse kan
sprænge de indholdsmæssige rammer for rettevejledningen.
Ad spørgsmål 1a:
Ad opgave 1
De studerende skal se, at spørgsmålet vedrører overdragelsen af et simpelt gældsbrev, som er
falsk. Det følger af GBL § 27, at erhververen af et simpelt gældsbrev ikke opnår bedre ret end
overdrageren, som i dette tilfælde ingen ret havde.
Spørgsmålet er imidlertid, om Johansens passivitet over for Filmbankens oplysning om, at
banken havde fået dokumentet overdraget til sig, kan ændre på ovennævnte udgangspunkt.
Det er ikke enhver passivitet over for oplysninger om, at en ikke-eksisterende fordring er
overdraget, som kan føre til, at debitor ifølge den påståede fordring bliver forpligtet. Erhver-
veren kan imidlertid fortrænge debitors indsigelse om, ikke at være forpligtet, såfremt debitor
ved uforsigtighed har legitimeret overdrageren som berettiget. I den foreliggende situation,
hvor Johansen må indse, at der er en betydelig risiko for, at banken lider tab ved ikke at brin-
ge banken ud af vildfarelsen, så snart Johansen bliver bekendt hermed, må det antages, at ind-
sigelsen ekstingveres, jf. Bo von Eyben m. fl.: Lærebog i Obligationsret II (2. udg. 2005) (her-
efter: Lærebog i Obligationsret II) s. 68-69, samt de deri nævnte U 1949.74 H (flertallet) og
U 1980.299 Ø.
A-Finans' krav mod Johansen kan tillige støttes på reglerne om erstatning udenfor kontrakt,
idet Johansen ved at undlade rettidigt at gøre Filmbanken opmærksom på falskneriet har
handlet culpøst og derfor har måttet indse, at dette ville medføre risiko for, at såvel Filmban-
ken som senere erhververe af fordringen ville lide tab, jf. Lærebog i Obligationsret II s. 68-
69.

Ad spørgsmål 1b:
- 2 -
I dette spørgsmål er der fortsat tale om falsk - blot af et negotiabelt gældsbrev. Det følger af
GBL § 17, at en indsigelse om falsk bevares også over for en erhverver, som ellers opfylder
ekstinktionsbetingelserne (der er tale om en stærk indsigelse).
Ligesom for simple gældsbreve antages det imidlertid, at falskindsigelsen uanset formulerin-
gen af GBL § 17 kan ekstingveres af en godtroende aftaleerhverver i tilfælde af grov uforsig-
tighed fra debitors side, jf. Lærebog i Obligationsret II s. 92.
Også her er sondringen mellem ekstinktion og de almindelige erstatningsregler relevant.
Ad spørgsmål 2:
De studerende skal se, at spørgsmålet vedrører modregning over for en overdraget hovedfor-
dring.
De studerende skal endvidere hurtigt konkludere, at de almindelige modregningsbetingelser
alle er opfyldt. Som faktum (og spørgsmålet) er formuleret, skal det således uden videre kon-
kluderes, at modfordringen er retskraftig og ikke-omtvistet, ligesom erstatningskravet er for-
faldent til betaling allerede fra tidspunktet for den skadegørende handling. Da fordringerne
ikke udspringer af samme retsforhold, foreligger der ikke konneksitet, jf. Lærebog i Obligati-
onsret II s. 167.
Efter overdragelse af hovedfordringen til A-Finans foreligger der ikke længere gensidighed.
Såfremt fordringen er simpel skal muligheden for modregning vurderes efter GBL § 28. Det
følger heraf, at Johansen kan modregne kravet på de kr. 900.000,- i A-Finans' krav i henhold
til hovedfordringen uanset overdragelsen, idet fordringen bestod - og var forfalden - på det
tidspunkt, hvor Johansen fik kendskab til overdragelsen, jf. Lærebog i Obligationsret II s.
163.
Såfremt fordringen er negotiabel, skal muligheden for modregning vurderes efter GBL § 18,
stk. 1. Det følger heraf, at debitor ikke kan modregne over for erhververen, idet der ikke er
forhold i opgaven, der tyder på at A-Finans vidste, at Johansen havde et erstatningskrav mod

- 3 -
overdrageren, og at han ville lide tab, såfremt overdragelsen afskar modregning, jf. Lærebog i
Obligationsret II s. 163-164.
Ad spørgsmål 3:
De studerende skal se, at opgaven angår striden mellem den primære transporthaver (Låne-
biksen) og den sekundære transporthaver (købmanden) om retten til betalingen fra debitor
(Børge).
Det kan indledningsvis konstateres, at en skyldner naturligvis altid kan betale med frigørende
virkning til den, der er fordringens rette kreditor, jf. Lærebog i Obligationsret II s. 71 f. Det er
derfor relevant at afgøre, om Lånebiksen eller købmanden har første prioritets sikkerhed i
fordringen.
Af opgaven fremgår, at Lånebiksen er først i tid mht. såvel indgåelse af aftalen om transport
som underretning til debitor. Den omstændighed, at den pantsatte fordring (Hallandsens krav
mod Børge på kr. 35.000,-) overstiger den sikrede fordring (Lånebiksens krav mod Halland-
sen på kr. 25.000,-) berettiger formentlig ikke Børge til at undlade at indbetale hele erstat-
ningsbeløbet på kr. 35.000,- til Lånebiksen, jf. Bent Iversen og Lars Hedegaard Kristensen:
Panteret (2. udg. 2008) (herefter: Panteret) s. 433. Lånebiksen vil naturligvis ikke være beret-
tiget til at beholde det overskydende provenu (kr. 10.000,-), men vil i mangel af viden om den
sekundære tranport til købmanden være berettiget til at udbetale dette til Hallandsen.
Imidlertid kan der rejses spørgsmålstegn ved boniteten af Lånebiksens denuntiation til Børge,
jf. praksis om kravene til indholdet af en denuntiation efter GBL § 31 i Panteret s. 419-422,
idet det blot i underretningen angives, at "retten til erstatningsbeløbet" tilhører Lånebiksen.
Det er således ikke utvetydigt angivet, at der er sket en overdragelse af fordringen fra Hal-
landsen til Lånebiksen. Heroverfor står, at underretningen trods alt er underskrevet af såvel
Hallandsen som Lånebiksen, hvilket dog er med til at bestyrke debitor (Børge) i, at underret-
ningen dækker over en overdragelse.
Resultatet er ikke afgørende, da købmanden under alle omstændigheder må anses for at være i
ond tro om Lånebiksens ret på tidspunktet, hvor købmandens egen transport stiftes. Det er
således oplyst i opgaven, at Hallandsen forklarede købmanden om arrangementet med Låne-
biksen. Da købmanden således ikke var i god tro ved underretningen af Børge, kan han ikke

- 4 -
ekstingvere Lånebiksens usikrede ret i medfør af GBL § 31, stk. 2. Lånebiksen opnår dermed
1. prioritet.
Endelig bør besvarelsen nævne, at tvivlen om, hvem der er rette fordringshaver, udgør for-
dringshavermora, samt at der foreligger begrundet tvivl om, hvem der er rette fordringshaver,
og at dette ikke skyldes Børges forhold. Det kan ikke kræves, at en debitor – der formentlig er
almindelig privatperson – skal kunne afgøre, hvem der er rette fordringshaver. Som følge her-
af har Børge mulighed for præstere alternativ opfyldelse ved at deponere beløbet, jf. depone-
ringslovens § 1, 2. pkt. Se herom Mads Bryde Andersen og Joseph Lookofsky: Lærebog i Ob-
ligationsret I (2. udg. 2005) (herefter: Lærebog i Obligationsret I) s. 367 med omtale af U
1997.528 H.
Spørgsmål 1
Ad opgave nr. 2
Spørgsmålet lægger op til en diskussion af, hvad Pelle Hansen – som rettighedshaver i en
bygning på fremmed grund – bør foretage sig, for at sikre sin ret over for (1) Selma Svend-
sens kreditorer og aftaleerhververe, (2) Ulrik Larsens kreditorer og aftaleerhververe, og (3)
Ulrik Larsen. Problemstillingen er behandlet i Peter Mortensen: Digital Tinglysning (4. udg.
2007) (herefter: Digital Tinglysning) s. 66 ff.
Det bemærkes, at udstykningslovens § 16 ikke er relevant for besvarelsen af spørgsmål 1, idet
Selma Svendsen har lejet en samlet fast ejendom, jf. udstykningslovens § 2, stk. 1, nr. 1, og
ikke en del af en samlet fast ejendom/umatrikuleret ejendom, jf. udstykningslovens § 16, stk.
1, nr. 1 og 2.
Sikringsakten i forhold til Selma Svendsens kreditorer og aftaleerhververe
De studerende bør drøfte, om bjælkehytten er almindeligt løsøre (sikringsakten er tinglysning
af underpant i personbogen) eller en bygning på fremmed grund, jf. TL § 19, stk. 1 (sikrings-
akten er tinglysning i tingbogen), smh. Digital Tinglysning s. 61 f.
Det bør anføres, at det afgørende er, om bjælkehytten er bestemt til varig forbliven på grun-
den, jf. Digital Tinglysning s. 61.

- 5 -
De studerende bør anføre, at praksis lægger vægt på, dels hvilke indretninger der er foretaget
ved bygningens placering på grunden, dels hvad det retlige grundlag herfor er, jf. Digital
Tinglysning s. 61. Diskussionen heraf kan med fordel inddrage U 1966.608 V (Sommerhuset
”Mette”).
På baggrund af opgavens oplysninger må det lægges til grund, at hytten er af træ, at hytten er
anbragt direkte på jorden, at hytten er 25 m², at hytten – ifølge Selma Svendsens plan – skal
blive stående i 34 år og 11 måneder, at der rundt om bjælkehytten er anlagt et rosenbed, at der
fra indkørslen op til bjælkehyttens indgang er anlagt en gangsti med småsten, samt at bjælke-
hyttens retlige grundlag – Selma Svendsens lejeaftale med Ulrik Larsen – er uopsigelig for en
periode på 35 år.
Det forhold, at hytten er af træ, har ikke nogen betydning for vurderingen af, om hytten er
bestemt til varig forbliven på grunden, jf. Digital Tinglysning s. 61.
Det forhold, at hytten er anbragt direkte på jorden, har heller ikke nogen betydning for vurde-
ringen af, om hytten er bestemt til varig forbliven på grunden, jf. Digital Tinglysning s. 61.
Det forhold, at hytten er 25 m², kan muligvis tale for, at hytten er bestemt til varig forbliven
på grunden, idet det må lægges til grund, at den vil være besværlig at flytte.
Det forhold, at hytten – ifølge Selma Svendsens plan – skal blive stående i 34 år og 11 måne-
der, taler som udgangspunkt for, at hytten er bestemt til varig forbliven på grunden, men i
praksis vil Selma Svendsen (eller Pelle Hansens) udsagn om den planlagte varighed af hyttens
placering ikke være afgørende for vurderingen, jf. Digital Tinglysning s. 62 og U 1966.608 V.
De forhold, at der rundt om bjælkehytten er anlagt et rosenbed, og at der fra indkørslen op til
bjælkehyttens indgang er anlagt en gangsti med småsten, taler begge for, at hytten er bestemt
til varig forbliven på grunden, smh. U 1966.608 V, hvor der var anlagt en veranda med fliser.
Endelig taler det forhold, at bjælkehyttens retlige grundlag – Selma Svendsens lejeaftale med
Ulrik Larsen – er uopsigelig for en periode på 35 år, for, at hytten er bestemt til varig forbli-

- 6 -
ven på grunden, smh. U 1966.608 V, hvor bygningen var placeret på en grund, som bygnings-
ejeren havde lejet med 10 års uopsigelighed.
Sammenfattende bør konklusionen være, at hytten er bestemt til varig forbliven på grunden,
hvorfor hytten er omfattet af bygningsbegrebet i TL § 19, stk. 1. Hytten behandles dermed
efter tinglysningsloven som en selvstændig fast ejendom, jf. TL § 19, stk. 1. Pelle Hansen bør
derfor – for at sikre sig over for Selma Svendsens kreditorer og aftaleerhververe – begære et
selvstændigt ejendomsblad for bygningen oprettet, jf. Digital Tinglysning s. 64 ff. (opgaven
indeholder ikke oplysninger om, at der allerede er oprettet et selvstændigt ejendomsblad), og
tinglyse sin ret på bygningens ejendomsblad i tingbogen, jf. TL § 1, stk. 1.
Sikringsakten i forhold til Ulrik Larsens kreditorer og aftaleerhververe
Det retlige fundament for bjælkehytten er Selma Svendsens lejeaftale med Ulrik Larsen, dvs.
Selma Svendsen har kun ret til at have hytten stående, så længe hun har en gyldig brugsret til
grunden. Hvis Selma Svendsen mister sin brugsret til grunden – f.eks. på grund af ekstinktion
– vil hun være forpligtet til at fjerne hytten fra grunden, hvilket igen vil betyde, at Pelle Han-
sens panteret vil miste sin værdi.
På denne baggrund bør de studerende anføre, at Pelle Hansen bør sikre sig, at Selma Svend-
sens lejeaftale med Ulrik Larsen nyder beskyttelse over for Ulrik Larsens kreditorer og afta-
leerhververe.
Det bør diskuteres, om lejeaftalen i medfør af TL § 3, stk. 1, 1. pkt., er beskyttet mod Ulrik
Larsens kreditorer og aftaleerhververe uden tinglysning. Da opgaven ikke indeholder oplys-
ninger om, at grunden skal anvendes til landbrug, bør de studerende lægge til grund, at grun-
den ikke er en ”landejendom”, jf. TL § 3, stk. 1, 2. pkt. Sædvanligt opsigelsesvarsel for grun-
den, jf. TL § 3, stk. 1, 1. pkt., er derfor et halvt år eller derunder, jf. TL § 3, stk. 1, 3. pkt. Da
lejeaftalen er uopsigelig for en periode på 35 år, er den stiftet på usædvanlige tidsvilkår, og
skal derfor tinglyses for at opnå beskyttelse over for Ulrik Larsens kreditorer og aftaleerhver-
vere (udover sædvanligt tidsvilkår, jf. TL § 3, stk. 1, 3. pkt., jf. Digital Tinglysning s. 145).
Pelle Hansen bør derfor sikre sig, at Selma Svendsens lejeaftale med Ulrik Larsen tinglyses
på grundens blad i tingbogen, jf. TL § 1, stk. 1. Der henvises til Digital Tinglysning s. 68.

Forholdet til Ulrik Larsen
Der henvises til Digital Tinglysning s. 68 f.
- 7 -
Hvis Selma Svendsen misligholder låneaftalen, kan Pelle Hansen opnå fyldestgørelse ved at
begære hytten solgt på tvangsauktion. En forudsætning for, at en køber kan anvende hytten,
der ligger på Ulrik Larsens grund, er imidlertid, at køberen har en gyldig brugsret til grunden.
Hvis køberen ikke har en gyldig brugsret til grunden, vil køberen være forpligtet til at fjerne
hytten fra grunden, hvilket – henset til omkostningerne herved – reelt vil gøre hytten værdiløs.
Det er derfor afgørende for hyttens værdi på en tvangsauktion, at en køber af hytten får en
brugsret til grunden.
En køber af hytten kan ikke uden videre indtræde i Selma Svendsens lejeaftale vedrørende
grunden, idet dette – i relation til pligten til at betale leje – vil udgøre et debitorskifte, som
kræver Ulrik Larsens accept, jf. Digital Tinglysning s. 68.
På denne baggrund bør Pelle Hansen sikre sig, at Ulrik Larsen i lejeaftalen vedrørende grun-
den giver Selma Svendsen en afståelsesret. Dette kan ske ved, at Selma Svendsen i lejeaftalen
får en ret til afståelse af lejeretten til en ny lejer. Afståelsesretten bør formuleres bredt, således
at den omfatter alle fremtidige erhververe af hytten. Derved sikres, at en køber, der overtager
hytten på tvangsauktion, kan videresælge bygningen.
Spørgsmål 2
Spørgsmålet vedrører økonomisk kompensation for mangler ved køb af fast ejendom uden for
lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom (LFFE).
De studerende skal indledningsvis konstatere, at der er tale om køb af en fast ejendom (jf.
diskussionen under spørgsmål 1), der ikke er omfattet af LFFE kapitel 1, idet hytten hverken
blev anvendt til beboelse for sælgeren eller hovedsageligt er bestemt til beboelse for køberen,
jf. § 1, stk. 1, samt Lærebog i Obligationsret I s. 77 f. Spørgsmålet om økonomisk kompen-
sation skal derfor afgøres efter almindelige obligationsretlige grundsætninger.

- 8 -
De studerende bør konstatere, at de forhold, at hytten i strid med montagevejledningen er op-
ført direkte på jorden og ikke på et støbt fundament, og at i alt 8 fliser omkring kakkelovnen
er produceret med et for tyndt lag glasur, udgør mangler ved hytten.
Endvidere bør de studerende diskutere om den opståede fugtskade udgør en mangel eller en
følgeskade (hvilket er afgørende for spørgsmålet om forholdsmæssigt afslag, jf. nedenfor).
Mangelsvurderingen skal - som udgangspunkt - foretages på tidspunktet for risikoens over-
gang, jf. Lærebog i Obligationsret I s. 54, dvs. overtagelsesdagen den 1. juli 2007. På bag-
grund af opgavens oplysninger må det lægges til grund, at fugtskaden er indtruffet efter over-
tagelsesdagen, men henset til, at fugtskaden skyldes det forhold, at hytten er opført i strid med
montagevejledningen, og til, at dette forhold kan tilskrives sælgerens forsømmelse, må fugt-
skaden også anses for en mangel, der konstituerer misligholdelse, jf. princippet i KBL § 44 og
Lærebog i Obligationsret I s. 55.
Sælger har inden købsaftalens indgåelse opfordret køber til at besigtige ejendommen, hvilket
køber imidlertid har undladt. Udgangspunktet er herefter, at køber ikke kan påberåbe sig
mangler ved hytten, som kunne være opdaget ved besigtigelsen, jf. om caveat emptor-
princippet: KBL § 47 og Lærebog i Obligationsret I s. 69 ff og 410 f.
I den foreliggende situation kunne køber – såfremt han havde besigtiget ejendommen –
formentlig have konstateret, at ejendommen var opført direkte på jorden, men han ville næppe
have været opmærksom på, at dette udgjorde en mangel, idet han ikke havde kendskab til
montagevejledningen. Under alle omstændigheder kan købers manglende besigtigelse af
ejendommen ikke tillægges betydning i en situation som den foreliggende, hvor sælger er i
ond tro omkring det forhold, at ejendommen er opført i strid med montagevejledningen, jf.
Lærebog i Obligationsret I s. 71 og 411.
Opgaven giver ikke grundlag for at antage, at køber kunne have opdaget, at de i alt 8 fliser
omkring kakkelovnen var produceret med et for tyndt lag glasur.
På denne baggrund bør det konstateres, at køber kan påberåbe sig manglerne.
Erstatning er generelt omtalt i Lærebog i Obligationsret I s. 236-271, og specifikt for køb af
fast ejendom uden for LFFE i Lærebog i Obligationsret I s. 311 ff.

- 9 -
De studerende bør bemærke, at sælger ikke har afgivet nogen garanti/tilsikring vedrørende
hytten. Derimod har sælger – som selvbygger – bevidst opført hytten i strid med montagevej-
ledningen, og undladt at gøre køber opmærksom herpå. Der foreligger dermed et ansvars-
grundlag i form af culpa, smh. U 1963.934/2 Ø og Lærebog i Obligationsret I s. 312.
Det må på baggrund af opgavens oplysninger lægges til grund, at køber fastholder købet. Kø-
ber kan herefter kræve positiv opfyldelsesinteresse, jf. herom Lærebog i Obligationsret I s.
250 ff og 314.
På baggrund af opgavens oplysninger må det lægges til grund, at udgifterne til støbning af
fundament (35.000 kr.), placering af hytten på fundamentet (10.000 kr.), affugtning af hytten
(10.000 kr.) og leje af tilsvarende hytte i afhjælpningsperioden (10.000 kr.) er kausale og ad-
ækvate følger af sælgers ansvarspådragende adfærd, hvorfor køber – som positiv opfyldelses-
interesse – kan kræve disse udgifter (i alt 65.000 kr.) erstattet af sælger.
Køber kan – da Selma Svendsen ikke har forvoldt fejlen ved fliserne – imidlertid ikke kræve
erstatning for udgiften til udskiftning af de 8 fliser (4.000 kr.), hvorfor det er relevant at over-
veje, om køber kan kræve et forholdsmæssigt afslag.
Forholdsmæssigt afslag er generelt omtalt i Lærebog i Obligationsret I s. 233-236 og speci-
fikt for køb af fast ejendom udenfor LFFE i Lærebog i Obligationsret I s. 308 f.
Forholdsmæssigt afslag kan kompensere for den værdiforringelse af ejendommen, der kan
tilskrives en mangel, mens afslaget ikke kan kompensere for eventuelle følgeskader, jf. Lære-
bog i Obligationsret I s. 234 f. Et forholdsmæssigt afslag udmåles med udgangspunkt i ydel-
sens værdi med manglen sat i forhold til ydelsens værdi uden mangel. Vederlaget for den
mangelfulde ydelse nedsættes således i samme forhold, som ydelsens værdi med mangel står i
forhold til værdien uden mangel. I praksis vil afslaget dog ofte blive fastsat til afhjælpnings-
omkostningerne, jf. Lærebog i Obligationsret I s. 235.
De i alt 8 fejlproducerede fliser udgør en værdiforringende mangel ved hytten, og værdien
heraf udgør 5 % af købesummen (4.000 kr. ud af 80.000 kr.). Manglen vil derfor selvstændigt
være i nærheden af bagatelgrænsen, som ved mangler ved fast ejendom er 5-8 %, jf. Lærebog

- 10 -
i Obligationsret I s. 234. Det må imidlertid antages, at bagatelgrænsen skal ses i forhold til
den samlede værdi af hyttens mangler.
De forhold, at ejendommen – i strid med montagevejledningen – er opført direkte på jorden,
og at der som følge heraf er opstået fugtskader, udgør også værdiforringende mangler. Værdi-
en heraf er 55.000 kr. (støbning af fundament, placering af hytten på fundament og affugtning
af hytten).
På denne baggrund kan køber kræve et forholdsmæssigt afslag på 59.000 kr., svarende til ud-
gifterne til afhjælpning af de konstaterede mangler. Køber vil naturligvis ikke kunne kræve
erstatning for udgifter, der er dækket af det forholdsmæssige afslag.
Det bør anføres, at købers udgift til leje af en tilsvarende hytte (10.000 kr.) ikke kan kræves
dækket som et forholdsmæssigt afslag, idet der er tale om en følgeskade af den konstaterede
mangel.
Sammenfattende er køber altså - i medfør af henholdsvis reglerne om erstatning og forholds-
mæssigt afslag - berettiget til at kræve sine udgifter på 69.000 kr. betalt af sælger.
Spørgsmål 3.
Spørgsmålet lægger op til en diskussion af, om betingelserne for at udøve tilbageholdsret er
opfyldt, jf. herom Panteret s. 400-409.
Kravet til genstandens art er opfyldt både for så vidt angår diamanthalskæden og maleriet. Det
forhold, at maleriet kun har en meget begrænset værdi, er uden betydning, jf. Panteret s. 402.
Den dygtige studerende vil anføre, at maleriet udgør et åndsværk, der nyder ophavsretlig be-
skyttelse, hvorfor Karsten Kristensen ikke uden Selma Svendsens samtykke kan realisere ma-
leriet, jf. Panteret s. 401.
Det bør anføres, at det er en betingelse for udøvelse af tilbageholdsret, at kravet er forfaldent,
men at det ikke kræves, at størrelsen af kravet er endeligt fastslået, jf. Panteret s. 402. Henset
til, at Selma Svendsen var forpligtet til at levere en mangelfri ydelse på overtagelsesdagen,

- 11 -
dvs. den 1. juli 2007, må det lægges til grund, at Karsten Kristensens mangelskrav mod hende
er forfaldent.
Betingelsen om, at Karsten Kristensen skal besidde genstandene på lovlig vis, er ligeledes
opfyldt, smh. Panteret s. 406, om den situation, hvor en hotelvært kommer i besiddelse af
genstande, som en hotelgæst efterlader på hotelværelset.
De studerende bør diskutere, om kravet om konneksitet mellem Karsten Kristensens man-
gelskrav og hans besiddelse af diamanthalskæden og maleriet er opfyldt. Konneksitetskravet
er kort omtalt i Panteret s. 405-406. Diskussionen kan drage paralleller til den ovennævnte
situation, hvor en hotelejer kan udøve tilbageholdsret i en hotelgæsts efterladte ejendele for
gæstens manglende betaling af værelsesregningen, smh. Panteret s. 406. Det må anses for
usikkert, om der foreligger den fornødne konneksitet mellem Karsten Kristensens man-
gelskrav og hans besiddelse af diamanthalskæden og maleriet, men det er de studerendes dis-
kussion heraf - og ikke resultatet - der er afgørende.